Der er så mange ting...(Luce)

Hun vidste ikke helt hvorfor hun overhovedet stod ved Connors seng. Hun kunne alligevel ikke se ham og han var stadig for lille til og kunne kommunikere med hende. Hun bed sig usikkert i læben og prøvede og tage sig sammen, men det var nærmest umuligt. Hun kunne ikke rigtigt have nogen aktivitet med sine sønner overhovedet. Bruce var for lille til og forstå, hvorfor hans mor aldrig var hjemme og hvorfor hun havde mistet sine øjne. Hun mærkede en arm mod hendes ryg. Hun begyndte bare og ryste mere. Hendes film knækkede og den facade der skulle holde det triste væk sprængtes i luften som var det en bombe. Hun nærmest puttede sig ind til ham. Hun havde brug for og føle, at hun bare kunne komme ud med alle sine problemer. Hun følte sig næsten som et udueligt barn der var ked af et eller andet og søgte sin mors tryghed og omfavnelse, men hun havde ikke sin mor hos sig. Hun havde kun Sean hvor hun virkelig turde og vise sit sande jeg. Hun lagde sit hoved imod hans brystkasse og holdt fast i hans trøje. Hun rystede stadig. Hun græd indvendigt. Tårekanalerne var blevet ødelagte da hun mistede sine øjne så hun kunne ikke græde med tåre. "Undskyld..." hendes stemme var mere en hvisken så hverken Bruce eller Connor kunne høre det hun sagde.

Han havde ikke regnet med det, men når han tænkte over det, var det jo logisk nok. Hun havde været ked af det og gav man folk chancen, græd de ud ved ens skulder. Han lod sine muskuløse arme glide rundt om hendes spinkle krop og holdt den ind til sig, mens hans hoved var placeret et sted oven over hende, da han jo var højere end hende. Lugten af Draconianer omringede ham. Hans blik gled over til Bruce, som lige nu så ned mod gulvet, med et legetøj i hånden han ikke rigtig lavede noget med.Han var sikkert påvirket af situationen. Connor, som bevægede sig mere og mere, ville sikkert snart vågne.Og Luce, grædende i sine arme. Det virkede som om han skulle tage sig af alle tre på en gang, at de var hans ansvar. Han viste ikke rigtig hvad han syntes om det.
"Du skal ikke undskylde..." han viste ikke hvad hun undskyldte for. Måske at hun græd over for ham og børnene, måske for en masse andre ting.

Hun holdt sig bare ind til ham og prøvede og slappe af. Hun var flov over, at hun var knækket helt foran Sean og sine børn. Hun bed sig usikkert i læben og prøvede og slappe af, men det var svært alt gik hende på, på dette tidspunkt og det irriterede hende samtidig også. Hun nikkede kort til det han sagde imod hans brystkasse "Det ikke fair, at du får ansvaret for det hele...Det ikke fair" der var gråd i hendes lave stemme. Hun måtte tage sig sammen det vidste hun godt, men hvordan? Det var sværere end folk troede. Hun hørte Connor bevæge sig i sengen. Hvordan så han overhovedet ud? Lignede han sin far? Det gjorde han jo ikke, men hvor skulle hun vide det fra? Hun havde ikke set sin søn i måneder. Hun rystede stadig lidt i hele kroppen, men det havde dog hjulpet lidt da Sean havde lagt sine arme om hende. Hun bed sig i læben usikkert som om hun spekulerede over noget. "Jeg har svigtet dem..." hun begyndte og ryste noget mere og puttede sig tættere ind til Sean næsten klamrede sig til ham.

Hans blik gled over Bruce et øjeblik, før han trak Luce med over mod døren. Det var ikke fair det skete lige her, foran børnene. De kunne komme ind til dem igen bagefter, hvis hun havde lyst og var mere rolig. Han åbnede døren og trak hende med ud på gangen, hvis hun altså ville med.
"Rolig Luce...Kom ud med det og hank så op i dig selv. Du er stærkere end det her, det ved vi begge to. Du har haft mange ting at tænke over og tage dig til. Men det betyder ikke at du ikke stadig har muligheden for at være der for dine børn" sagde han roligt.
"du skal ikke tænke over mig, jeg er langt fra en perfekt forældre, men jeg er van til ansvar" han smilte let til hende, i håb om det ville få hende til at lyse lidt op igen.

Hun fulgte bare roligt med ham da han trak hende med. Hun havde ikke den fjerneste lyst til og stritte imod og hun vidste godt, at han gjorde det for børnenes skyld. Intet var fair som lige var sket. Hun var knækket foran børnene. Nok var der ting som kunne skjule hendes gråd, men det var alligevel så tydeligt som det overhovedet kunne være. Hun hørte døren lukke sig efter de var kommet ud på gangen. Hun lod sit hoved hvile imod Seans brystkasse og prøvede og slappe af. Det var den rene kamp imod hende selv for og slappe af. Hun lyttede roligt til det han sagde til hende. Hvordan skulle hun kunne være der for sine børn så længe hun overhovedet ikke havde nogle øjne? Hun snøftede kort "Hvordan kan jeg være der for mine børn når jeg overhovedet ikke kan se dem? Jeg kan ikke se, hvis der sker dem noget overhovedet eller hvis de er kede af det og gør som jeg gør." hun havde brug for og vide det. Seans sætning kørte dog rundt og rundt i hovedet på hende om, at hun var stærkere end hun viste sig til og være på dette tidspunkt. Det hjalp lidt, at han sagde det. Troede han virkelig på hende? På at hun var stærkere end hun viste? Hun smilte lidt over Seans sætning "Måske ikke, men du virker til og have mere tag på det end lige jeg har" der var en lille glæde i hendes stemme. Hun rystede meget lidt og blev ved med og høre Seans sætning om og om igen i hovedet 'Du er stærkere end det her' det kørte rundt i hovedet på hende. Hun rettede sig lidt op og trak vejret dybt nogle enkelte gange. Der var stadig lidt usikkerhed og tristhed til syne på hendes ansigtsudtryk og på måden hun stod på. Det var ikke helt faldet til jorden endnu.

Han lod blikket glide ned over hende.
"At være en god mor afgøres ikke kun af øjne. Du har alle dine andre sanser til at hjælpe dig. Du kan mærke dem, dufte dem, høre på dem hvordan de har det. Ofte kan en mor altid høre på sit barns stemme hvis der er noget galt." svarede han roligt. Om det var fordi han selv ville slippe for at hænge på børnene hele tiden eller han ønskede at gøre det bedre, fordi han selv havde oplevet noget dårligt, viste han ikke helt. Han lod en hånd glide ned over hendes ryg, som en beroligende gestus, da han så hans ord måtte trænge ind og få hende til at tage sig lidt sammen. Sådan havde de fleste det vel, de knækkede nogle gange men kæmpede videre bagefter. Overlevelse. Ingen vandt noget ved at læne sig tilbage og lade alle andre gøre det.
Han smilte svagt, hvilket enlig var en ret trist smil, en ting han dog var glad for hun ikke kunne se eller tolke.
"Jeg har overhoved ikke styr på det" rettede han hende.

Hun stod stadig op af ham. Hun var blevet roligere med tiden som hun havde stået der op af Sean og lyttet til den lille sætning som kørte igen og igen i hovedet på hende. Hun lyttede dog aktivt til det han fortalte om hvordan hun kunne være der for sine drenge selvom hun ingen øjne havde. Hun stod lidt og tænkte over det som han havde sagt. Han havde vel ret i det han fortalte, men det var jo alligevel ikke det samme som og se sit barn. Hun nikkede stille "Det har du ret i, men det er jo ikke det samme som og kunne se glæden i deres øjne når de havde en god dag" der var kommet lidt mere kontrol over hendes stemme og hun virkede mere sikker i det. Hun smilede kort et mere roligt smil og bakkede lidt væk fra Sean. Hun gjorde det ikke for og komme væk fra ham mere fordi hun ikke ville være den som klistrede sig hele tiden op af ham. Hun trak let på skuldrene "Du virker nu mere til og havde styr på det, men det vel fordi jeg ikke er så god til og aflæse dig rigtigt, at det er sådan jeg tolker det" hun havde boet længe hos ham og alligevel havde hun stadig ikke lært og kunne aflæse ham overhovedet. Hun trak vejret dybt nogle få gange for og få noget friskere luft ned i lungerne og for og udrydde de dårlige tanker væk. Hun ville være stærkere. Hun bed sig usikkert i læben "Sean...Vil du ikke hjælpe mig med og blive stærkere psykisk?" der var lidt usikkerhed i hendes stemme.

Hun forstod tydeligvis ikke hvad han fortalte hende. At hun ville kunne mærke deres glæde og hvis hun virkelig gik op i sine børn, ville det også være nok. At man måtte fokusere på det man kunne og ikke kun på det man ikke kunne. Han orkede dog ikke at fortsætte det.
I stedet mærket han en svag irritation, som altid når folk nægtede at lytte til ham, når han faktisk mente noget.
"Jeg har ikke styr på det og jeg ønsker ikke at have styr på det" hans stemme var måske lidt for bestemt, hvilket jo ikke stod til at ændre nu. Men faktisk var det Sigmund og tjenerne der tog sig mere af børnene end han gjorde. Han kiggede bare forbi en gang i mellem og lavede lidt forskellige med dem for at opnå kontakt og få Connor til at knytte sig til ham.
Ved hendes spørgsmål var han dog lige ved at grine. Han holdt det tilbage, selv om han ikke kunne holde et stort smil tilbage, da han så hen på hende. ikke hånligt, det var bare...morsomt.
"Luce. At være stærk er ikke noget jeg kan hjælpe dig med, det er en personlig udvikling du selv må ud på. Det er en ting man selv må arbejde med. Alle er unikke og alle har deres egen personlighed. Jeg kan give dig råd, når du er i tvivl, men selve det at være stærk er noget du må overbevise dig selv om. Når man tror nok på noget, ender man også med at tro det er sandt" svarede han roligt.

Hun stod lidt og vidste ikke hvordan det hele ville ende. Hun vidste Sean kunne have et voldsomt temperament når det var, men der skulle alligevel en del til for, at det ville lykkes. Hun blev dog en anelse overrasket da hun hørte hans sætning og på måden han sagde det på. Havde hun trådt forkert på et eller andet? Nogle enkelte spørgsmål kørte rundt i hovedet på hende som omhandlede hvordan hun snakkede til folk og hvordan hun fortolkede tingene. Nej dette skulle ikke overtage hende! Det var slut! Hun ville videre i livet og så måtte det næsten være ligemeget om hvordan og hvad der skulle til for, at det skete for hende. Hun lyttede stille og roligt dog lidt nervøst til det han fortalte. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle svare på det han havde sagt. Skulle hun overhovedet sige noget? Hun nikkede blot kort "Øhm...Tak for du vil det" der var en lille usikkerhed i hendes stemme. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle tage sig til eller sige overhovedet. Hun valgte dog og gå ind til drengene igen. Nok havde det ikke været fair, at hun var knækket derinde foran Bruce, men det måtte ændres det vidste hun godt og hun vidste det ville blive en hård kamp hun skulle igennem med sig selv. Hun havde en tanke i hovedet der kørte rundt hele tiden og det var, at hun havde oplevet meget andet som ikke havde knækket hende på samme måde så hvorfor skulle dette gøre det?
Hun gik stille og roligt ind til drengene igen og lyttede lidt til deres små vejrtrækninger. Connor var vågnet og lavede nogle små pludre lyde fra sin seng af og Bruce sad bare og kiggede ned i jorden imens han prøvede og koncentrere sig om legetøjet selvom det var tydeligt, at der var noget som gik ham på.

Han nikkede let og fulgte hende ind i værelset, selv om han ikke længere havde lyst til at være der. Blandt børn og med Luce, som havde nogle problemer angående det at være forældre - Et emne han intet viste om. Intet ønskede at vide om. For helved...Han havde slået sin egen søn ihjel. Hans hånd havde knyttet sig ved tanken, blev han opmærksom på, og prøvede at slappe lidt af igen. Han havde gjort det for at blive den han var, en stærkere person. Han havde altid ønsket sig at blive det! Så kunne det ikke bruges til noget at han stadig overvejede hvordan drengen ville være blevet som stor...
Han så over mod Bruce et øjeblik, men tænkte at det tog Luce sig af. I stedet gik han over og samlede Connor op, holdt ham i sine arme. Drengen kiggede lidt frem og tilbage og vred sig lidt der hvor han lå, men faldt umiddelbart lidt til ro igen. For Sean lignede det dog at han pønsede på noget og sikkert snart ville sætte i et kæmpe hyl.

Hun gik stille og roligt hen til Bruce og satte sig på hug foran ham. Hun kunne godt mærke på ham, at han var i dårligt humør eller at der var noget der gik ham på. Hun vidste godt, at Sean var kommet med ind på drengenes værelse igen. Hun havde hørt hans skridt og hans lugt var heller ikke til og tage fejl af. Nok var hun i et rum kun med dæmoner, men deres lugte var så forskellige, at det nemt kunne skelnes for, hvems lugt var hvems. Hun strøg Bruce kort over håret "Det er ok lille skat" hun sad lidt og spekulerede på om Bruce ville haft det bedre, hvis han var kommet tilbage til hans far. Tanken om, hvor tæt knyttede John og Bruce havde været inden det var endt helt galt imellem hende og John rørte noget ved hende. Hun tog Bruce ind i sin favn og mærkede hvordan han klamrede sig ind til ham. Hun mærkede, at han rystede lidt. Han græd lydløst, men tårerne og rystelserne var ikke til og tage fejl af. Hun lagde sit hoved ved hans øre "Vil du hjem til din far igen?" hun hviskede det stille til ham. Han nikkede stille imod hendes bryst. Det var vel forståeligt nok, at Bruce savnede sin far så meget som han gjorde. Hun krammede Bruce ind til sig "Skal nok finde ud af noget Bruce. Snakker med far om det en af dagene" det havde været nogle hårde ord for en mor og sige til sin søn, men hun ville kun Bruce det bedste og hvis han hellere ville være hos sin far skulle han også have lov til det. Hun vidste, at Connor altid ville være i trygge hænder hos Sean. Ihvertfald hjemme ved ham og det var hun glad for.

Han hørte svagt hvad de snakkede om og i et øjeblik følte han at han var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Dette var en søn og mor ting. De skulle snakke og græde sammen.
Så med Connor i favnen gik han lydløst ud af værelset...Og netop da begyndte Connor at klynke og lignede en der ville græde. Han sukkede svagt og besluttede sig for at gå ned i køkkenet. Tjenestepigerne eller kokken viste som regel altid hvad Connor ønskede sig og selv om han var blevet bedre til at læse hans signaler, var han langt fra god nok. Og det var tydeligt Connor ønskede sig et eller andet. Tør ble? Mad? han viste det ikke.
så kunne Luce og Bruce også tale sammen...
Det måtte ikke være let for Luce, at hun endelig ville være den mor hun var og Bruce så ikke gad hende. Men sådan var tingene og dem skulle han ikke blande sig i. Han ville heller ikke tvinge Bruce til at være der.

Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle takle hele denne situation som hun var endt ud i med Bruce. Hun vidste godt, at Bruce elskede hende, men det at ens egen søn ikke ville være hos sig var slemt for hende. Hun ville være der for ham, men han ønskede det ikke. Hun strøg en hånd hen over hans kind "Bare rolig lille skat mor er ikke ked af det" hendes stemme lød meget ærligt, men det var alligevel en stor løgn der var kommet ud af hendes mund. Hun var ked af det. Hun kunne finde på hvad som helst i dette øjeblik for og formindske sorgen. Hun hørte Connors gråd forsvinde ned af trapperne. Hun sukkede lavt. Hun smillede til Bruce "Leg du bare videre så skal jeg prøve og se om jeg kan finde på noget så du kan komme hjem til din far ikke? hendes stemme var rimlig rolig. Hun kæmpede med og kontrollere gråden væk og alle de andre følelser der løb rundt i hende. Hun ville ikke påvirke Bruce mere end hun allerede havde gjort. Så ville hun hellere gå et andet sted og stor tude bagefter. Hun mærkede hvordan Bruce nikkede ind imod hendes bryst. Hun kyssede ham på panden og rejste sig op. Hun gik roligt ud af værelset og gik direkte hen imod biblioteket igen. Hun ville ikke gå ned i køkkenet for der vidste hun Connor og Sean var og hendes værelse ville bare få hende til og knække. Hun måtte tænke på noget andet så hvorfor ikke sætte sig til og læse den bog Sean havde lagt til hende? Hun gik roligt ind i biblioteket og lukkede døren efter sig. Hun gik hen til bordet og kørte sin hånd lidt rundt på bordet for og finde bogen. Hun tog den roligt op da hun endelig havde fundet den og stod lidt og mærkede efter omgivelserne omkring hende. Hun gik hen ad en af reolerne hvor hendes hånd kørte hen over en af hylderne så hun ikke gik en helt anden retning. Da hun kom til enden af reolen var der et lille stykke, hvor ingenting stod. Hun satte sig ned ved siden af reolen og begyndte og pakke bogen ud. Hun kørte en finger rundt på bogen for og læse hvad bogen hed "De blindes hemmeligheder" hed den.

Kokken var der og hun tog straks Connor og pylrede om det, velvidende Sean ikke anede hvad han skulle stille op med et lille barn. hvis han havde vist noget om Luce og Bruces fortsatte samtale, ville han nok være blevet vred. Han ville have ment Luce skulle have sagt det som det var, at hun selvfølgelig var ked af det, men ønskede han havde det bedst. På den måde ville Bruce vide hun holdt af ham og ville være sammen med ham...Og ikke omvendt, hvor hun sagde at hun ikke var ked af det og dermed åbenbart heller ikke elskede sit barn højt nok?
Men han viste godt det var hans egen barndom der fik følelserne til at strides i ham. Han satte sig ved bordet og fik lidt efter Connor placeret på skødet med en lille skål grød foran sig og besked på at fylde mad i ham, da Mary, kokken, vendte tilbage til sine gryder. Sean tog den lille ske og tog lidt grød op på den, lod den kort snitte sine egne læber for at tjekke om det var for varmt og for at vise Connor at han altså godt kunne spise maden. Hvad han da også gjorde de første par bider, før han begyndte at spytte det hele ud og række ud efter skeen og skålen selv, ivrig efter selv at lære at gøre tingene. Sean smilte svagt, men holdt tingene ude fra hans rækkevidde.

Hun sad bare inde i den mørkeste del af biblioteket og læste i bogen som Sean havde fundet til den. Hun læste ved og køre sine finger hen over bogstaverne der var lavet med punkter istedet for normale bogstaver. Det var faktisk en meget spændende bog, men hun blev hele tiden forstyrret af sig selv. Tanken om måden hun havde fortalt Bruce det på hvordan hun havde det. Hun lagde en finger imellem siderne hun var kommet til og lukkede bogen. Han sad lidt og tænkte over tingende. Hun havde sådanset givet op, men ville ikke selv indrømme det. Hun sukkede lidt og åbnede bogen igen og begyndte og læse videre. Hun var kommet til et kapital der handlede om hvordan man kunne gøre så blinde kunne se igen. Enten med nogle evner som få havde eller med sort magi. Der var dog også konsekvenser ved, at det skete og der var chancer for, at man ikke kunne se noget igen alt efter om man havde sine øjne igen eller ej. Det var faktisk meget spændende for hende og læse om.

De kom igennem halvdelen af grøden, før Sean gav op, med grød ned af den ene arm og på brystet, samt ud over bordet. Han sukkede svagt og Mary fiskede ham hurtigt op igen og begyndte at tørre ham om munden. Sean rejste sig og tog sin skjorte af. Han havde sine forbindinger på, enkelte steder med en rød plet. Han så kort på Mary og Connor, men så forlod han værelset for at finde en ren skjorte. Den anden røg til vask. Han gik op af trappen og ind på sit værelse, hvor han hurtigt fandt en grålig skjorte frem, som han tog på. Det gjorde lidt ondt at bevæge armene bagud for at få armene ind i ærmerne, men han klarede det dog. Han knappede den let og forlod værelset. Han gik ned til børneværelset og bankede på, men da ingen reagerede, gik han ud fra Luce havde forladt værelset. Da ingen svarede ved Luces værelse, overvejede han hvor han så kunne finde hende...Det endte med han gik tilbage til biblioteket. Hvilket var heldigt, da det var der han fandt hende. Han gik langt reolen og stoppede op en anelse fra hende.
"noget spændende?"

Hun var helt væk i og læse bogen. Hun ville sikkert ikke reagere på hvis der var gået ild i selve biblioteket. Bogen var faktisk meget spændende. Hun havde læst ret mange kapitler der handlede om konsekvenserne ved og bruge sort magi for og få sine øjne igen. Der var endda et helt kapitel om et slags folk der blev kaldt de seende selvom de var en helt anden race som dæmoner. De blev kaldt de seende fordi de stadigvæk havde deres øjne, men var sådanset blinde for deres øjne var helt blanke nærmest hvide, men de kunne se alt slags levende objekter som træer, blomster, græs og andre folk. Der var fordi de kunne se auraren fra det levende. Hun næsten sprang op i luften af chok da hun hørte Seans stemme. Hun tabte bogen på gulvet af ren chok. Hun havde overhovedet ikke hørt ham komme ind eller hans lugt til stede. "Den er meget spændende Sean. Det næsten synd, at du ikke kan læse den" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun havde været helt væk i bogen.

Han smilte let af hendes reaktion. Den måtte være god. At hun kunne læse den var han også overrasket over, også fordi den sikkert var skrevet på et gammelt sprog, selv for blinde. Han var også ked af at han ikke kunne læse den, hvilke hemmeligheder kunne den ikke indeholde! Han satte sig på gulvet ved siden af hende, med en hånd bag sig til at læne sig op af, da han samlede bogen op igen.
"Den må virkelig være spændende. Fortæl mig hvad den handler om" smilte han let.

Hun sad lidt og prøvede og komme sig over chokket Sean havde givet hende. Hun rystede lidt på hovedet og satte sig ordentligt igen op af reolen og væggen. Hun mærkede hans arm kort da han satte sig ved siden af hende "Den handler om forskellige ting om blinde, hvordan de kan få deres syn igen og alligevel er der store chancer for, at de ikke kommer til og se igen eller ikke se så godt som de gjorde inden. Vidste du godt, at der var nogle folk som var ganske almindelige ligesom du og jeg der blev kaldt De Seende?" der var en stor nysgerrighed i hendes stemme og samtidig kunne man godt høre på hende, at hun virkelig havde læst sig godt og grundigt bogen igennem. Ihvertfald det hun først havde læst.

Han så lidt på hende. Hun havde fået et chok, men interessen for bogen overskyggede det. Han kunne ikke lade være med at smile lidt, da hun snakkede om det. Bare det nu ikke gav hende falske forhåbninger, der var ikke noget værre.
Han havde ikke hørt om de seende. Han anede ikke hvem de var. Han havde måske hørt navnet en gang eller to, men aldrig noget konkret.
"Nej, hvem er de?" spurgte han med en slet skjult nysgerrighed.

//Kreasvigt^^//

//Det går nok ^^//

Selvfølgelig var håbet om og kunne få sit syn igen vokset en del imens hun havde siddet og læst i bogen. Hun ville næsten gøre alt for og få sit syn igen, men hun måtte også se det realistiske i det der skete i virkeligheden end det der stod i bogen. Hun havde dog heller ikke selv hørt om De Seende før efter hun havde læst om dem så det kom ikke rigtigt bag på hende "De seende er rent faktisk ganske almindelige folk som dig og mig der stadig har sine øjne, men stadig er blinde. De er ikke så blinde så de kun kan 'se' mørke, men de kan se folks auraer, det kan de selvfølgelig også med træer, blomster dyr og du ved alle de ting som har liv i sig. Deres øjne kan ikke blinke og hvis du ser dem i øjnene ser du kun øjnene som er helt hvide eller blanke i det. Der er større chance for en som mig og blive en af de seende end og kunne få hele mit syn igen fordi mine øjne er jo fjernet" det sidste var dog lidt hårdt for hende og sige for hun ville have hele sit syn igen. Hun ville se verdenen omkring sig. Hun lagde sit hoved imod reolen. Hun var igen begyndt og tænke på det med Bruce "Jeg har givet op. Har jeg ikke Sean?" sorgen var dukket op i hendes stemme

Han lyttede. Han bemærkede hendes stemme, hvordan den i det ene øjeblik virkede optimistisk og det næste trist. øjnene sagde ofte meget om folk, men Luce havde ikke længere sine øjen og det kunne være svære at se hvad hun egentlig tænkte. Dog var han blevet god til at se det på hende, høre det på hende. Det lød interessant og det kunne da være...godt for Luce, at få en slags evne mere. Men han kendte ingen seerske og han viste ikke om de var til at finde længere. Bogen var jo ret gammel. Selv hvis der gjorde, var det ikke sikkert de ville hjælpe luce med at lære det.
hendes spørgsmål forvirrede ham en smule. opgivet hvad? Sit liv, at være mor, at få noget godt igen?
Han så over mod vinduet og bemærkede at dagen næsten allerede var gået. Timerne var løbet af sted. Han fik en ide. Forsigtigt tog han bogen fra hende og lukkede den, bandt den ind i klædet igen. Så smilte han let, da han rejste sig.
"Kom. Der er noget jeg vil vise dig"

Hun vidste ikke om han ville høre på det hun sad og fortalte ham, men det håbede hun da, at han ville. Hun vidste ikke hvad klokken var overhovedet, men hvad skulle hun også bruge det til nu om stunder? Bogen lå bare løst i hendes hænder og kunne falde ud af dem hvert øjeblik det skulle være. Hun mærkede han tog bogen fra hende. Hun lod ham blot gøre det og hang stadig med hovedet imod reolen. Hun undrede sig dog en del over, hvorfor han ikke ville svare hende på det hun havde spurgt ham om. Det irriterede hende en del også, men hun ville ikke sige noget til ham overhovedet. Det kunne hun ihvertfald ikke se nogen grund til. Hun hørte, at han havde rejst sig op og regnede blot med, at han ville gå så hun kunne læse videre. Hun mærkede efter bogen, men den var væk. Han havde åbenbart taget den og hun havde ikke hørt hans skridt så han måtte vel stå der endnu. Hvad ville han vise hende? Hun rejste sig op og tog fat i hans arm som støtte "Hvad er det du vil vise mig Sean?"

"En ganske bestemt ting, som altid virker for mig. Med eller uden øjne" hans smil kunne høres i hans stemme, da han lagde armen om hende og førte hende ud af biblioteket, lagde bogen på bordet på vejen ud.
Han fortsatte ned af gangen og stoppede op ved sit eget værelse. Han åbnede døren og var glad for Luce ikke kunne se rodet. Rodet af papirer, bøger og gammelt tøj. Fordi han havde været skadet, havde han ikke kunne gøre rent og han nægtede at nogen andre skulle gøre det i hans værelse.
Han førte hende igennem den lille labyrint af has ting og over til de to store glasdøre, som førte ud til altanen. Han åbnede den ene dør og lod Luce gå først ud. Han lod døren være åben, da han blidt skubbede hende helt hen til rækværket. Perfekt tidspunkt. Solen var på vej ned og spredte sine røde og orange stråler over skyerne. Det var et smukt syn. Han stilte sig bag Luce, så hun kunne mærke han var der. så lukkede han selv øjnene og lidt efter kunne han mærke at hans egne sanser blev skærpet, at han kunne høre fuglene synge deres sidste sang inden de gik i seng, træernes lette hvislen og solens sidste stråler mod sin hud.
"Solnedgangen kan nydes af alle og enhver. Du mangler dit syn, men resten af dine sanser prøver at kompensere for dem, ved at være stærkere. Stå et øjeblik, træk vejret dybt...Og mærk dine omgivelser. Hør dem..." Et stor smil gled over hans ansigt. Personligt nød han sådan noget...Bare at lukke øjnene for de travle omgivelser og slappe af. Mærke han levede endnu.

Hun var meget nysgerrig over og finde ud af, hvad det var han ville vise hende, men han ville åbenbart ikke fortælle hende, hvad det var han ville vise hende. Hun mærkede hans arm rundt om hende. Det havde hun ikke helt forventet, at han ville gøre, men hun havde heller ikke noget imod, at han gjorde det. Hun lagde sin hånd ved hans ryg og holdt fast i hans trøje. Hun fulgte stille og roligt med ham og var spændt på og finde ud af hvad det var og det kunne man nemt mærke på måden hendes muskler i kroppen var spændte af rent spænding. Hun anede ikke, hvor de var på vej hen eller noget som helst, men det føltes som var det den rene labyrint hun gik igennem med bunker af beskidt tøj der lugtede lidt af sved. Det var ret underligt og skulle blive ført hen til et sted, hvor hun sjældent var og når Sean ikke ville sige noget virkede det meget underligt. Hun mærkede en dør blive åbnet og blev mødt af en blid brise der kørte igennem hendes hår. Det var behageligt. Hun gik roligt ud af døren der var åben. Selvfølgelig med lidt hjælp af Sean. Hun stoppede lidt væk fra døren, men mærkede Sean skubbe hende frem ad så hun begyndte og gå frem indtil hun mærkede rækværket foran sig og stoppede. Hun lagde sine hænder imod rækværket og nød den friske brise imod hendes kinder og som kørte igennem hendes hår. Det var faktisk behageligt og stå der. Hun mærkede pludselig Sean stå bag ved hende. Hun havde overhovedet ikke hørt, at han var kommet hen til hende. Hun lænede sig automatisk op af hans brystkasse. Hun tænkte overhovedet ikke over, at hun gjorde det, men det var nu meget dejligt alligevel og mærke hans krop imod sig. Hun lyttede stille til det han sagde. Han havde endda ret i, at man hørte og mærkede tingende meget bedre end man gjorde når man kunne se. Hun havde været så nedtrykt i noget tid, at hun helt havde glemt det gode hun havde i sit liv. Hun lagde sit baghoved imod hans skulder "Tak Sean du er en sand ven" hun smilede stille og slappede af imod hans brystkasse.