Der er så mange ting...(Luce)

Han smilte let, da han mærkede at hun lænte sig op af hans bryst. Han havde intet imod det, de var jo bare venner og det ville aldrig ændre sig. Han var lykkelig sammen med Alane og han håbede det aldrig ville ændre sig. Han stod stadig med lukkede øjne og nød omgivelserne, som de var. Den lette brise, fuglenes pippen, det sidste af solens varme...Han kunne næste smage omgivelserne, når han trak vejret gennem næsen. Til sidst åbnede han øjnene igen og følte sig totalt afslappet, ligesom Luce virkede til at være. Det var godt. Rart, at de kunne stå her og slappe af sammen.
"Tak" hans dybe stemme rullede gennem luften, da han svarede hende. Han var ikke en person der egnede sig til at være en ven. Han mente heller ikke selv han havde særlig mange venner. De fleste var bekendte eller fjender. Var Luce virkelig en ven? Som nehp var det? Han var endnu ikek sikker. Det måtte han tænke over senere.

//Hvad skal der egentlig ske nu? //

Det var nu meget rart og betryggende og stå op af hans brystkasse og nyde den friske brise sidst på dagen og samtidig mærke de sidste lugte inden dagen laggede imod enden og alt ville gå til ro og samle energi til næste dag. Hun vidste ikke om Sean brød sig om, at hun stod der op af ham, men hvis han ikke gjorde måtte han sige det, men samtidig virkede han nu meget rolig og virkede til og have det fint med, at hun lænede sig ind til ham for han sagde ikke noget eller flyttede sig ikke. Han gjorde rent faktisk ikke noget for og vise, at han ikke brød sig om det så hun ville heller ikke flytte sig. Hun havde det som om, at hun godt kunne vænne sig til og stå på denne måde og bruge sine andre sanser. Ville det overhovedet være en ting de havde til fælles med hinanden så de havde et godt støtte punkt for dem begge så de havde noget positivt og kunne lave sammen uden det ville virke alt for meget? Hun vidste det ikke helt, men hun håbede det på en måde. Hun nikkede kort som ville hun sige 'Det var så lidt' da han sagde tak for, at hun mente, at han var en sand ven. Hun vidste godt, at der lå en masse ondt bag den facade som hun havde set og hun var nød til og acceptere det for det rigtigt ville fungere imellem dem bare som venner. Det havde dog også været meget svært og overbevise hende om, at Sean havde mange dystre sider, men det havde lykkedes ham og kunne overbevise ham om det. Det havde dog ikke ændret hendes syn rigtigt på ham. Hun lagde sit hoved med kinden imod hans brystkasse. Hun følte sig pludselig meget træt.

Et smil gled over ham, et stor et. Pludselig begyndte han at grine. Først lidt, men så mere frit. Hans dybe latter steg op helt nede fra maven og ud i luften, før han endelig fik styr på sig selv igen.
"Åh...Undskyld..." mumlede han da han endelig fik lidt mere styr på sig selv. Men det virkede næsten som om han ikke kunne stoppe med at grine, nu han var begyndt. Det var så sjældent han rigtig grinede. Han havde jo kun en person at grine med normalt og det var Alane. Med Neph var tingene altid så dystre og de misforstod altid hinanden, så at grine var ikke det første der faldt dem ind.
"Jeg kom bare i tanke om...Først gang vi så hinanden, var du overbevist om jeg var en virkelig dårlig og farlig person" smilte han let.
"Og nu står du op af mig og nyder solnedgangen, i mit hjem, og kalder mig en god ven" For ham var det umådelig morsomt, men også interessant på sin vis.

Hun var tæt på og falde i søvn som hun stod der og lænede sig op af ham. Trætheden var ihvertfald ved og overtage hendes krop, men hun vågnede dog hurtigt igen da hun kunne mærke på hans brystkasse at han var begyndt og grine og det samme med hans latter afslørede det meget nemt. Hvad grinte han overhovedet af? Hvad var det som var så morsomt, at han var begyndt og grine? Hun tænkte lidt tilbage om hun kunne huske om han havde grinet før i tiden, men det havde han ikke som hun vidste af så det var samtidig meget underligt og høre på ham grine "Hvad er det du griner af?" der var en tydelig undren i hendes stemme.Hun ventede temmelig utålmodigt på og finde ud af, hvad det egentlig var Sean grinede så meget af. Hun lyttede stille til det han sagde og begyndte selv og grine lidt. Det måtte hun indrømme det var nu ret komisk, at tingende havde ændret sig så meget som de nu havde. "Ja ok det nu ret komisk, hvor meget man egentlig kan tage fejl af hinanden var?" der var en skjult latter i hendes stemme. Hun var nu alligevel glad for, at hun havde taget fejl af hvordan Sean egentlig var for han havde hjulpet hende en del og der hvor de fleste ville lade en bare være havde han faktisk prøvet og hjulpet hende.

Han så lidt ned på hende og nikkede let. Han kunne se hun var træt.
"Jeg håbede det hjalp lidt...har brug for det igen, er du velkommen til at gå herud. Dog uden at røre nogle af mine ting!" han gik ud fra hun var klar over de var gået igennem hans værelse. Han gjorde med kroppen tegn til om de skulle gå ind igen. Solen var nu væk og et svagt mørke begyndte at sænke sig over dem.
"Du ser træt ud og det er klart...du må også have nogle ting at tænke over" smilte han let.

Hun stod blot roligt op af ham og slappede af. Hun smilede roligt da han fortalte hende, at hun bare måtte gå ud på teressen igen hvis hun havde brug for det dog uden og røre nogle af hendes ting, men det var nu også fint nok for det var jo hans værelse de havde gået igennem "Tak Sean og skal nok lade være med og røre nogle af dine ting. Det er fair nok" hun smilede roligt og stod lænet op af ham. Hun lænede sig helt tæt ind til ham og var så afslappet, at hvis han pludselig flyttede sig ville hun falde direkte bagover. Hun rettede sig lidt op og nikkede "Jeg er temmelig træt, men tror bare ikke, at jeg får sovet rigtigt i nat. Der er så meget jeg skal have styr på inden, men skal selvfølgelig ikke holde sig vågen hvis det er du vil i seng" hun vendte sig om imod ham.

Han flyttede sig let og gik over mod terrassedøren, før han så over på hende med et lille smil.
"Jeg skal i seng. Ellers kom Sigmund bare og jager mig i seng, men en kommentar om at ellers vokser mine ribben aldrig sammen igen" svarede han roligt og holdt døren til hende, klar på at hjælpe hende ud af værelset igen, så hun ikek ville falde over hans ting.

//Du ville jo gerne afslutte emnet?//

Hun stod stille og af rækværket på terrassen da hun begyndte og kunne høre hans skridt gå hen imod terrassedøren. Hun fulgte roligt efter ham og gik ind til hans værelse, men stoppede op da hun var kommet et stykke ind så han også kunne komme ind uden problemer. Hun havde ikke svaret på det han havde sagt til hende for hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare til og starte med "Det er helt i orden Sean. Tak for i aften og tak for, at du fik gjort mig lidt gladere" man kunne nemt høre på hendes stemme, at hun var blevet gladere og, at hun mente hvert et ord af det hun stod og sagde til ham.

Han lagde endnu engang en arm om hende og viste hende vej gennem rodet på sit værelse, som han plejede at vise hende vej gennem sine problemer. Nogle af dem, i hvert fald. Tanken om at starte en psykolog-klinik faldt ham ind og han kunne ikke andet end at smile af den, for den var absurd.
"Godnat Luce" lød det rolige svar, da han havde vist hende hen til døren ud til gangen. Han krammede hende kort ind til sig, før han slap hende igen.

Hun mærkede Seans arm omkring hende og fulgte roligt med ham hen imod døren. Han trængte ihvertfald til og rydde op på sit værelse det kunne selv hun se eftersom det var nærmest en labyrint og gå i. Hun derimod var nød til og holde tingene på et fast plads og ikke have ting til og flyde ellers kunne hun ikke finde sine ting eller falde og komme til skade. Hun smilede stille til ham da de var kommet ud af hans værelse og stod ude på gangen. Hun mærkede, at han krammede hende og hun krammede roligt med og smilede stille til ham "Tak for i aften Sean det er altid hyggeligt og være sammen med dig. Godnat og sov godt" hendes stemme var blevet meget roligere end den havde været da han hentede hende fra biblioteket af. Det havde hjulpet hende en del og snakke med ham. Hun trak sig væk fra ham og begyndte og gå hen imod sit værelse.

Det gjorde ondt i hans ribben, at kramme med hende, men han lod sig ikke mærke med det. Der var kun rodet så meget, fordi han havde haft for mange smerter til at rydde op og nægtede at andre gjorde det. Han lukkede døren efter hende og gik ud på terrassen igen, hvor han stod og nød vejret. Den lette brise, mørket der sænkede sig...Til sidst gik han ind igen, smed tøjet og lod hånden glide over sin forbinding. Så sukkede han svagt og tankefuldt, før han gik i seng.

//Out//