Long time no torture((Alítheia))

Kol stod midt i det store marked. Folk bevægede sig omkring ham, og han blev konstant mindet om, at han så let som ingenting kunne fjerne deres skrøbelige liv. Måske ikke ved alle, men langt de fleste. Foran ham, fik han øje på en ung mørkhåret kvinde, der var i gang med at stjæle alt hun kunne få fingrene i. Ingen mand fortjente at stjålet fra af en amatør som hende. Hun ville uden tvivl blive opdaget, måske dræbt for hendes forbrydelser, eller endnu værre, blive solgt som slave. Han ville dræbe hende, men i det mindste fik hun lov at se på hans flotte ansigt, fremfor en mand med gule tænder og en kraftig lugt af armsved. Ja, han gjorde hende helt sikkert en tjeneste. Hans læber trak sig om i et skævt smil, der i hans tilfælde, fik ham til at se djævelsk og diabolsk ud, hvilket var præcis hvad han var. Han havde fundet hans offer. Kol bevægede sig hen imod den unge kvinde, og greb fat om hendes arm, med et greb der holdte hende fast, men ikke så meget det gjorde ondt på hende. ”Hvad får en flot ung pige som dig, til at stjæle?” Hun virkede helt chokeret, hvilket der også var en stor grund til. Ikke alle en hver, fik lavet en fin plakat med en dusør på. Kun de udvalgte få, hvilket Kol var så heldig at være en del af. Pigen forsøgte at stikke af, og Kol slap hende uden videre. Han kunne gode lide jagten. Han så efter hende, men i stedet for at følge efter hende, blev hans blik fanget af en gyde længere henne. Stedet holdt et specielt minde for ham. Mindet om mødet med en interessant kvinde, der øjeblikkeligt havde fanget hans opmærksomhed. Ikke på grund af hendes udseende, men på grund af han nærmest kunne mærke det på hende. Mærke at hun var i stand til at torturere folk. Ikke alle var i stand til det, men han havde været overbevidst om, at denne kvinde var det, og han havde haft ret. Det havde været en god dag, men han havde ikke set hende siden. Noget han fandt ærgerligt.

Markedet var altid et interessant sted, ikke mindst menneskene. Alítheia holdt af at betragte dem, især for at se hvor tåbelige folk kunne være. Personer kunne altid overraske en med deres tåbeligheder, og når der ikke var andet at foretage sig var det en god underholdning. Endnu en underholdende ting ved andre personer, var smerte. Det kunne være yderst interessant at se hvordan personer reagerede på forskellige former for smerte. At påfører andre smerte var også en yderst indgivende metode, folk gjorde hvad man bad dem om, efter – eller døde.
Ja tortur var en yderst underholdende og praktisk ting. Det var ikke noget hun gjorde meget, det svinede jo sådan, og folk ryddede sjældent op efter en, desværre. Jo vist var de begyndt på det, eftersom de ikke ville ende samme sted, men tøjet blev jo også beskidt og blod var ikke let at få af.
Selvfølgelig kom hun ikke kun på markedet af denne årsag, ofte var der også gode ting man kunne anskaffe sig, på den ene eller den anden måde.
Alítheia stod med ryggen lænet op ad muren lidt udenfor selve markedspladsen og betragtede folk på markedet, da hendes blik fangede en mørkhåret kvinde. Hun så ud til at stjæle, hvad der var i hendes nærhed, som en amatør ville gøre. Nej kvinden var alt andet end diskret, Alítheia havde været bedre i en alder af fem til at stjæle, og så mente denne kvinde at hun kunne stjæle på et marked. Et smil krusede over hendes læber, det var netop disse tåbelige personer hun nød at betragte. Snart ville kvinden blive opdaget og begynde at tigge, græde eller måske flygte, ynkeligt. Som forudsagt blev kvinden opdaget, en mand gik hen og greb fat i hende. Frygten var tydelig, selv på den afstand der var, tydelig at se. Så snart muligheden var der stak kvinden af, og jagten ville snart begynde. Det var især dette Alítheia mød at betragte, det øjeblik de troede faren var ovre, og så skuffelsen og frygten, der blev tidoblet. Til hendes skuffelse jagtede denne mand ikke kvinden, og Alítheia betragtede ham mere intenst.
Efter lidt tid gik noget op for hende, denne person så yderst bekendt ud, hvilket betød det ikke kunne være en fra Guardian korpset. Det tog noget tid før hun genkendte ham, det var trods alt noget tid siden de havde mødtes sidst. Hun huskede tydeligt dagen stadig, det måtte være for 3 års tid siden efterhånden. Hun huskede ham som værende en yderst underholdene mand, han havde forstået kunsten i at udsætte folk for smerte og at stjæle. Denne person var ikke en tåbe, og dagen var et godt minde for hende.
Hun forlod sit sted ved muren og begav sig mod ham, og nåede kort efter over markedspladsen, og stod bag ham. Et stykke tid kiggede hun i samme retning som ham, uden at opfange hvad der var. Det var først et stykke tid hun lagde mærke til gyden, som hun selv genkendte. Han havde stadig ryggen til hende, og efter et lille stykke tid lænede hun sig frem mod hans øre. ”Hvad er der med dig og kvinder, som stjæler” sagde hun flabet og når han vendte sig ville han se et smil, der passede til stemmen.

//Håber det kan bruges - hvis der er noget så bare skriv //

Kol blev ved med, at dvæle i minderne. Det var vel derfor de var. Der så man kunne huske ting, blive mindet om dem. Selv de ting man ikke ville huske, ville kunne poppe frem ved en enkelt berøring af mindet. Kol havde meget få dårlige minder, og siden han kunne stå der i dag, levende i bedste velgående, var de altid endt godt. For ham, om ikke andet. Han var ikke ligefrem kendt for, at bekymre sig om andre mennesker. Stod det mellem ham og en anden, ville han til hver en tid vælge ham selv. Han faldt ud af hans tanker, og blev opmærksom på pigen, der for længst var væk. Det var ærgerligt, han kunne altid finde et andet offer, hvis han skulle få brug for lidt underholdning. Det var ikke fordi der var mangel på det. En hver af disse mennesker, kunne blive offer for hans sadistiske syn på underholdning. Kol blinkede et par gange, og skulle til at vende sig rundt, da han hørte en stemme, der tydeligt var rettet imod ham. Hvad er der med dig og kvinder, som stjæler et yderst interessant spørgsmål, for hvad var det? Muligvis fordi han ikke mente, at kvinder der stjal skulle slippe let fra det. Ikke medmindre de faktisk kunne slippe fra det. Den anden kvinde havde været heldig, stemmens ejer havde haft talent. Han drejede sig rundt, og så nu på den rødhårede kvinde. Alítheia var en af de få kvinder, han så værdig at huske. De havde kun set hinanden en enkelt gang, men det havde været utroligt underholdende, og han så gerne flere af den slags i fremtiden. Man kunne ikke ligefrem kalde Kol sentimental, men han satte altid pris på, at dele gode oplevelser med andre. Desværre, var det begrænset, hvor mange der delte den samme opfattelse af gode oplevelser, som ham selv. Alítheia var en af de få. ”Ser du, jeg mødte en kvinde her et par år tilbage. Hun stjal og vi endte med at have en meget interessant og underholdende tid. Siden har jeg ikke set hende, og det finder jeg ærgerligt. Så i et forsøg på at være nostalgisk, ville jeg genskabe dette øjeblik. Til min skuffelse, findes der dog kun en som hende.” Kol virkede oprigtigt glad for at se hende, hvilket han også var. Alítheia var en af de får personer, han ikke følte afsky for. ”Hvad siger du, skal vi starte hvor vi slap?” Han nikkede imod gyden.

Det var længe siden Alítheia havde set ham, faktisk var det ved at være 3 års tid siden. Hun havde selv været ved at bestjæle en butik, og intet var blevet opdaget. Sådan var det næsten, for en ung mand havde opdaget hende, det endte dog anderledes end man kunne forestille sig. I stedet for at anmelde hende, fange hende eller andet i den stil slog de sig sammen. I samarbejde begyndte de at stjæle fra den lille butik, indtil butiksejeren opdagede dem. Dette endte dog værst for ham selv, da de sammen gav sig til at torturerer ham – på den lyse side fik han lov at leve. Den mand hun havde haft denne morskab med, var ingen ringere en Kol, som nu stod foran hende.
Et stort smil kom over Alítheias læber da han vendte sig om og hun betragtede ham som han begyndte at tale. Et let klukkende latter kom op som han færdiggjorde sætningen og hun kunne ikke lade være med at svare med et flabet smil om læben ”Der er bestemt ingen som denne kvinde, hun er yderst unik. Man kan ikke andet end at beundre hende og hendes personlighed” kommenterede hun.
Kol var for Alítheia ensbetydende med underholdning, han var et af de sjældne tilfælde, hvor hun ikke forbandt personen med noget dårligt. Hun havde egentlig kun kendt ham en dag, men denne dag havde været god og hun ville gerne have flere som denne. Derfor var hun ikke et øjeblik i tvivl da han spurgte om de skulle fortsætte hvor de slap, især ikke nu hvor de stod ved det sted de var mødtes. Svaret kom prompte ”Selvfølgelig vil jeg det, hvem kan dog afslå sådan et tilbud og så fra en ung herre” sagde hun med en overdrevet høflig stemme og begyndte at spankulere mod butikken, og regnede med han fulgte efter. Det var ikke mange skridt hun skulle tag, før hun stod foran den slidte trædør, som lukkede af mellem byens støj og selve butikken. Forsigtigt skubbede hun den op og trådte ind, det varede et stykke tid før øjnene vænnede sig til butikkens dunkle belysning.
Da Alítheia havde vænnet sig til butikkens belysning kiggede hun sig omkring, det eneste der var forandret var varerne, alt stod som hun huskede det. Med få skridt gik hun hen til skranken, og minsandten der stod ingen ringere end den mand de for år tilbage havde leget med. Det tog ikke lang tid for manden at identificerer personerne, han glemte ikke de folk som havde tortureret ham på værste vis. ”Jamen goddag snuske, husker du mig” sagde Alítheia med et grumt smil og et ondt glimt i øjet.

//Undskyld ventetiden! Hvis der mangler noget eller er svært at svare på skriv//