You broke your promise - Urox.

Sted: Det vilde svin.
Omgivelser: En hel del fulde personer.
Vejr: Det er overskyet og ret koldt udenfor, det blæser voldsomt.
Tid: 23:53

Der var sket meget for Blair det sidste stykke tid, hun var blevet vampyr, så havde hun været væk i et kort stykke tid, fordi hun havde dræbt en hel del og havde brug for, at lære, at styre sig selv. Hun havde også fået en hel del flere penge, fordi hun lettere kunne stjæle dem nu. Hun sad i baren med et glas med blandede former for alkohol. Hun drak af den, hun kunne sagtens smage alkoholen, men det varmede ikke i hende længere. Hun blev heller ikke påvirket af det længere, hvilket vel egentlig var en god ting. Hun mærkede at en person prikkede hende på skulderen, så hun drejede rundt og så på ham. Han begyndte at lægge an på hende og hun sendte ham først hendes mest charmerende smil, men så lagde hun bare en hånd på siden af hans hoved og brugte hendes styrke til at få ham smidt mod jorden. "Du har ikke en chance." Hun var ikke nær så desperat længere, hun havde bare fået øjnene op for hvor meget hun var værd, men i stedet for bare, at afvise ham havde hun bogstaveligt talt kastet ham imod jorden, det skyldtes at hun var vred. Urox havde endnu engang svigtet hende og det var hun vred over. Så hvis hun så ham igen, så ville han få afvide præcis hvor meget hun afskydede synet af ham.

En ølbar. Det var lige hvad denne faldne engel trængte til. Endnu en møgdag. Ikke en eneste fangst. Hvad var det der skete med ham. Den sidste pige her for noget tid siden havde sagt til ham at han var trist. Man kunne se det. Havde hun sagt. Og så gået. Var han virkelig ved at miste grebet? Han havde altid været den bedste af den bedste. Han var ingenting nu. Han kunne ikke engang forføre en fuld kvinde. Dørene røg op og ind af døren kom de kulsorte vinger. De havde foldet sig på ryggen af ham så han nemmere kunne komme ind. Da døren lukkede sig bag ham. Foldede vingerne sig svagt ud til siderne så de fyldte den normale størrelse igen.

Den faldne engel var iført et par cowboybukser. Uden noget på overkroppen eller indenunder bukserne. Og på ryggen sad de sorteste vinger man kunne forestille sig. De var mørkere end nattehimmelen. Og de så levende ud. Ikke nok med det var vinger. Det var som om der var en halvsort aura om dem. Denne faldne engel's navn var Urox Gravezia. Roligt begyndte han at gå hen imod baren. Satte sig bare. Uden at se sig omkring. Han fokuserede bare på at få sin drikkevare. Der gik heller ikke lang tid før der stod en dobbelt vodka og en hel liter øl foran ham. Han var kommet her stort set hver dag. Og havde bestilt det samme stort set hver gang. Så bartenderen havde det stående klar til ham.

Blair kunne hurtigt dufte, at der kom en engel ind. Hun kunne kende den duft, det var en fantastisk duft. Det blod der pumpede rundt i englens krop og bare ventede på, at blive drukket. Hun fik en stor lyst til bare, at få englen med udenfor og smage det dejlige blod. Hun vendte blikket om imod englen og så ham. Det var et stykke tid siden hun havde set ham, hun havde virkelig troet på han var forandret. Men det var naivt af hende, at tro det. Hun gik hen imod ham og stillede sig imellem en stol og så den stol han sad på. Hun vendte fronten imod ham, og lagde hendes ene albue på baren. "Længe siden." Man kunne tydeligt se på hende, at noget var forandret. For det første var hun blegere, men hun virkede også langt mere selvsikker, stærkere. Hun var ikke bange længere, hun kunne beskytte sig selv langt mere end hun kunne som menneske. Hun så på ham, uden så meget som at blinke. Hun havde ikke tænkt sig at fjerne blikket fra ham, ikke lige med det samme. Hun havde måske stadig nogle følelser, men det var mere indviklet end det. Hun ville ikke lade hendes følelser tage over.

Han vendte blikket op imod hende og så så ned igen på sin dobbelte vodka. Som han slugte. Uden at så meget som at trække på en mine. "Det er det vel. Hvorfor er du her Blair. Vil du få mig til at tro du giver en chance til og så skride igen." Spurgte han roligt før han tog en stor slurk af ølglasset. Og derefter rejste sig op og vendte sig mod hende. Et svagt halvdrømmende blik var rettet imod hende. Men kun kort før han tog sig selv i det. Og rettede sine tanker op på det alvorlige. Han var blevet. Hun var skredet. Det var pointen. Han havde kæmpet med forbandelsen. Og var blevet. Og så havde hun forrådt ham. Et eller andet sted havde han fortjent det. Og dog. Der var en grund til han var skredet første gang. Og det var jo ikke en grund han kunne gøre for. Men at hun skred. Var noget hun selv kunne gøre for.

Blair var forberedt på en tale, om hvor forkert det han havde gjort var, hun følte sig virkelig udnyttet. Men de ord der kom ud med, var ikke hvad hun havde forventet. Hun lagde armene over kors og så på ham med et forvirret blik. "Hvad er det du snakker om? Det var dig der skred, ikke mig. Jeg vågner mig op og du er væk. Men det er vel min egen skyld. Jeg er for godtroende." Hun havde rettet sig op, og i stedet for at stå lænet til siden, lagde hun en hånd på disken. "Men tingene er anderledes nu..." Hun ryster blidt med hovedet så håret falder ned langs hendes ryg. ".. Jeg vil ikke lade dig komme af sted med det her. Du ved det måske ikke, men du sårede mig faktisk. Så jeg vil have min hævn." Hun forstod stadig ikke helt hans ord, hvornår skulle hun være skredet fra ham, han var der ikke da hun gik. Men nu måtte hun bare se hvad han ville sige.

Pludselig dæmrede sammenhængen sig for ham. Og et svagt grin kom frem. "Du tror jeg skred? Det var derfor du var væk inden jeg kunne nå at overraske dig med morgenmad på sengen." Han sukkede svagt. Og tog en tår af sin øl igen. Han så på hende roligt. "Jamen så tag din hævn. Jeg er alligevel træt af min tilstedeværelse. Jeg skal til engelretsag snart. Og muligvis få forlængelse på den forbandelse jeg har. Den er væk lige i øjeblikket. Og jeg nyder friheden. Bare være cølibatisk bare for en måneds tid. Behageligt. Gid der var en jeg kunne dele det med. Men det er der vist ikke." Roligt tog han den sidste tår af sin øl. Betalte bartenderen og gik så forbi hende mod udgangen. "Jeg trænger til noget luft." Var det eneste han sagde. Så snart han var udenfor. Røg hans hænder ned i lommen. Og frembragte en pakke med færdigrullede smøger. En af dem tog han op og stak i munden. Hvorefter han tændte den med den lighter han osse havde liggende i pakken. Før han lagde pakken i lommen igen. Og tog et stort dejligt sug af den. Bare for at sænke nerverne lidt. Han vidste godt hvad hun var. Han vidste godt hvad hun ville have. Hans engleblod. Og egentlig var han ligeglad. For hans skyld måtte hun udtørre ham. Han ville ikke stoppe hende.

Blair så undrende på ham da han bare lo af hende. Hun var utrolig tæt på, at give efter for hendes lyst til hans blod, men hans ord fik hende straks på andre tanker. Så hvis han rent faktisk var forbandet, så havde han trodset den for, at blive hos hende. Hun så væk for ikke, at lade ham se hendes forvirrede blik. Hun anede ikke hvad hun skulle sige til ham. Da han nævnte en retssag og en forlængelse af hans forbandelse vendte hun blikket mod ham igen. Hun så ned, mest fordi hun skammede sig over hun straks var hoppet til konklusion, men det ville ikke være usandsynligt. Han havde gjort det før, han kunne lige så godt have gjort det igen. "Undskyld.. Jeg eh.." Hendes undskyldning var ikke ligefrem tilstrækkelig, men hun havde ikke rigtig styr på hvad hun undskyldte for, at tro han forlod hende, eller at forlade ham. Da han gik ud vendte hun sig et øjeblik om, og overvejede at blive, men hun vendte op og gik derud mens hun sukkede dybt. De menneskelige følelser gjorde virkelig en stor forskel for hende. Hun stillede sig foran ham og så ham i øjnene. "Jeg skulle ikke have troet du bare var skredet. Men du har gjort det før, så jeg gik bare ud fra du ville gøre det igen. Jeg havde bare ikke lyst til at sidde der og være skrøbelig og håbe du måske vendte tilbage. Men jeg skulle have vist du var forandret." Hun tog en dyb indånding. "Kan du tilgive mig?"

Et kort sug mere. Og en udpustning. Da det pludselig skete noget han blev rimelig overrasket over. Hun dukkede op foran ham. Snakkede til ham. Han smilede svagt og rystede på hovedet. "Nej det er mig der undskylder. Jeg skulle aldrig have bedt om en chance til." Sagde han roligt. Tog det sidste sug af smøgen og lukkede så næven om gløden så den slukkede sig inde i hans hånd. Før han smed skodet. Og vendte sig mod hende. Med et roligt smil. Før han hævede sin arm. Nogle skygger. Skar blidt et lille sår så noget blod gled ud af den. "Hversågo. Jeg ved du har lyst til det. Du kan ligeså godt få det overstået. Stop når du ikke er tørstig mere. Jeg er træt af at snakke om min fortid. Jeg vil bare glemme den. Siden jeg stødte på dig igen har jeg tænkt over hvor mange jeg har såret. Det har gjort at jeg har mistet mit smir. Min gnist til at varme kvinder." Sagde han roligt med et svagt roligt smil. Før han svagt sukkede og lukkede øjnene og ventede på at hun skulle gå igang med at drikke.

Blair mente ikke det var hans skyld. Hun ville jo gerne give ham en chance til, og han havde forandret sig. Så hvorfor fortrød han nu? Hun rynkede brynene. "Det er ikke din skyld? Du fortjente en chance til, alle fortjener en chance til. Så du skal ikke undskylde." Hun sendte ham et skævt smil, da hans blods duft blev kraftigere bed hun hårdt tænderne sammen. Hun forsøgte virkelig, at modstå lysten til hans blod, men hun havde svært ved ikke, at holde tænderne for sig selv. Hendes tænder voksede frem og hun holdte hurtigt hendes ene hånd op foran munden. Hun havde ikke lyst til, at drikke af ham. Så ville hun sikker ikke kunne stoppe, og selvom han måske gerne ville dø, så ville hun ikke lade ham dø. Hun tog flere dybe indåndinger og forsøgte at beherske trangen, det lykkedes hende til sidst og få hendes hugtænder trukket tilbage. Blair fjernede hendes hånd. "Hvorfor vil du gerne have det? Jeg kunne dræbe dig, vil du virkelig gerne ligge den smerte over på en anden? Bare fordi du måske slipper for dine smerter, så vil du bare give mig eller en anden den smerte. Jeg vil i hvert fald hade mig selv for, at dræbe dig." Hun håbede på han ville blive overbevidst. Blair trådte tæt på ham og blev nød til, at bøje nakken lidt for at se ham i øjnene. "Hvis du virkelig gør det her, så vil du efterlade mindst ét knust hjerte." Blair vidste ikke hvor mange han havde tæt på sig, men hvis Urox døde, ville hun blive knust.

Et svagt grin kom frem. Tanken om at hun kæmpede så meget for at holde det tilbage var overraskende. Roligt gled nogle skygger hen over såret og bandt det som en bandage. Så blodet ikke løb længere. Roligt så han hende ind i øjnene. "Jeg har en datter. En ekskone. En lillebror. og en lillesøster. Men de er ikke længere mit ansvar. Min datter vil ikke snakke med mig. Min ekskone vil jeg ikke se mere. Min lillebror er en voksen mand efterhånden. Og min lillesøster har jeg ikke snakket med i over et århundred. Jeg har ikke nogen som ville lægge mærke til jeg pludselig forsvandt. Undtagen dig. Og hvorfor? Jeg skred fra dig første gang. jeg er skredet for så mange tøser. Jeg har brugt mine chancer op. Og alligevel vil du ha jeg ikke gør det. I hvert fald ikke lige nu. Måske er det fordi vi er et offentligt sted du ikke vil gøre det." Sagde han roligt med et blidt smil. "en ting er sikkert. Du er ny og uerfaren. Du vil ikke kunne holde dig. Før eller senere vil du bide. Og så må du bare suge til. Alt det du vil." Sagde han smilende mens han roligt så på hende med et blidt smil. Før han svagt sukkede og tog pakken med hans smøger op af lommen igen. Så han kunne ryge endnu en. Han røg egentlig ikke normalt. Men af en eller anden grund var han begyndt på det igen. "Hvilket hjerte." Spurgte han bare mens han fedtede en smøg op fra pakken.

Blair var ligeglad med at de måske ikke var hans ansvar længere, men han betød sikkert stadig noget for ham. Men hun kunne vel egentlig også være ligeglad, han havde ret. Hvorfor skulle hun bekymre sig om ham? Hvorfor skulle hun være knust hvis han bestemte sig for, at forlade verdenen? Men selvom hun ikke burde have det sådan, så var det sådan hun havde det. Hun så et kort øjeblik væk fra ham. "Bare fordi de ikke er dit ansvar længere, så holder de sikkerts stadig af dig. De er din familie." Hun blev en anelse træt af, at høre på hvad han sagde. Hun kunne sikkert ikke stoppe, men bare tanken om, at han gerne ville dø var ikke til, at bære. Han havde måske været her længe, men hvis han så gerne ville dø hvorfor ordende han det bare ikke selv. "Måske vil jeg så gøre det." Man kunne tydeligt fornemme irritationen syde fra hende. Hun drejede om og gik nogle skridt væk fra ham, før hun drejede hovedet lidt. "Du kan gøre hvad du vil." Hun gik hen til døren ind til kroen og vendte sig om imod ham. "Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare vil gøre det. Jeg er ikke vred på dig, men jeg ved ikke hvor meget du betyder for mig. Jeg ved ikke om jeg har lyst til, at vide det, for jeg stoler ikke på dig." Hun så på døren. "Jeg tør ikke." Det sidste blev sagt lavt, hun havde stolet på folk før og de havde bare forladt hende, så at stole på Urox var svært for hende.

Han sukkede svagt. Vendte blikket mod hende roligt. Før han rystede opgivende på hovedet. Han havde givet sig selv op. Han var vel dum. Det var svaret. kraftigt uintelligent Direkte dum. Men det var slut nu. Han vidste ikke hvor længe han havde tilbage som sig selv. Hvis han ikke kunne få nogle til at dræbe ham. Kunne han lige så godt nyde den tid han havde. Han puttede smøgen ned i pakken igen. Og puttede den i lommen. og gik så ind af krodøren. I samme øjeblik han gjorde det. Greb han fat i Blair's arm. Og drejede hende hen imod ham. Før han roligt rettede sine læber mod hendes. Om hun ville tage imod dem. Var hendes eget valg. Han vidste bare. At hans liv var for kort til at lade chancen for en rigtig kærlighed var for kort. En kvinde han kunne elske. En kvinde han muligvis elskede. Blair skulle ikke smutte mellem fingrene på ham. Ikke denne gang. Ikke igen. Han ville ikke lade hans fremtid. Hans forbandelse. Styre hans nutid. Blev hans forbandelse forlænget måtte han tage det til den tid. Skulle skyggerne tage over måtte han tage den til den tid. Han ville leve i nuet. Han ville leve. Men ikke uden hende. Ikke uden at vide om han virkelig elskede hende.

Blair gik ind af døren og stoppede op et øjeblik. Hun ville gerne tilbringe mere tid sammen med ham, hun ville gerne være en del af hans liv mens han stadig var fri, og måske også efter det. Men hvad så hvis hun ikke kunne være en del af hans liv efter den retssag, skulle hun så bare vælge, at være hans ven eller slet ingenting? Hun ville helt sikkert have svært ved, at være hans ven. Men hvis hun skulle noget, så ville hun helt sikkert hellere være en ven, så ville hun stadig være i hans liv. Blair nåede ikke, at reagere før hun var vendt imod ham og han havde plantet sine læber imod hendes. Hun havde ikke lyst til at stoppe, men noget i hende sagde hun burde, mens resten af hende forsøgte at få hende til at forsætte. Det var svært, at modstå noget når samtlige muskler i hendes krop ville have hende til, at forsætte. Hun gengældte kysset og lukkede øjnene i. På den måde kunne hun tænke sig væk, forstille sig at de var helt alene i en mørk og ensom verden. En verden hvor han altid kunne være fri. Men så snart hun åbnede øjnene igen, ville den følelse af frihed falme.

Han nød kysset. Han kunne ikke gøre andet. Han var så tæt på at miste en tåre. Urox. Han var ved at miste kontrollen over sine tåre. Han havde ikke grædt siden han blev forvist fra himmelen. Han nåede at stoppe den. Heldigvis. Han ville ikke græde. Han mente hans tåre skulle gemmes til den dag skyggerne tog over. Der og først der kunne han tillade sig at græde. Den dag han ville miste al kontrol. Ja alt. Men det var ikke nu. Nu var han i fuld gang med at kysse den kvinde som han havde meget stærke følelser for. Og han nød det. Hans verden blev kun hende og ham. Kun de to. Kun dem. Og det kys som svarede et par sekunder før han roligt slap hende. Føltes som at vare flere minutter. Men han kunne ikke stå der og kysse hende hele dagen. Han nød det. Men han burde komme videre i teksten. Så efter et par sekunder slap han roligt hendes læber svagt. Med et roligt smil.

Blair vidste ikke med sikkerhed hvad hun, følte for Urox. Hun vidste bare der var noget, de følelser hun følte når han kyssede hende var kraftigere end noget andet. Hun havde følt noget tæt på det sammen med Alian, men det var bare anderledes med Urox, måske fordi hun havde mødt ham for lang tid siden, og så først så ham igen nu. Men ligegyldigt hvad, så var det anderledes og hun nød det. Hvert eneste sekund af det. Da han brød kysset åbnede hun forsigtigt øjnene og så på ham, hun vidste aldrig hvad man sagde efter et kys. Hun følte sig altid så beruset, det var svært, at forklare det. Blair kunne nu se hele verdenen igen, den verden hvor de rent faktisk hørte hjemme. Den verden hvor hun skulle tilbringe mange mange år. Hun kunne ikke bare drømme sig væk hele tiden, det ville sløre hendes virkelighed, og det ville bare i sidste ende gå galt. Fantasien ville blive forvekslet med virkeligheden. Hun så ham i øjnene og lagde hendes hånd på hans overarm. Det var vel bare for, at gøre et eller andet, andet end at stirre på ham. Et smil fandt vej til hendes læber.

Et smil fremkom rimelig langsomt. Men det kom. Han var bare lidt paf. Over hvor meget det kys havde frembragt i ham. Langsomt slap han hendes arm. Og gik et halvt skridt tilbage. "Det må du undskylde. Jeg..." Ja hvad? Hvorfor kyssede han hende? Skulle han lyve? Nej tiden var for kort. "Jeg har bare ikke meget tid tilbage. Og at leve evigt uden at vide hvordan det ville være at kysse dig en sidste gang ville være værre end at dø kort tid efter." Sagde han roligt med et svagt smil. Mens han fortsat så hende i øjnene. Før et svagt grin kom frem. "Undskyld jeg er stadig lidt paf. Jeg snakker vist sludder." Sagde han halvgrinende. Stadig med blikket rettet imod hendes vidunderlige øjne

Blair så undrende på ham. Jeg hvad? Han fortrød måske, men det gjorde Blair ikke, hun havde nydt det og ville ikke undskylde det. Blair tog sin hånd til sig og lagde hovedet lidt på skrå mens hun prøvede, at afgøre hvad hun skulle gøre. Hun vidste ikke helt hvordan han havde det med hende, om hun bare var en pige han sås lidt med, eller om hun var mere end det. Men lige meget hvad, så vidste hun, at han var mere for hende. Da han talte videre så hun et kort øjeblik ned, de komplimenter ville hun aldrig blive en god modtager af. Hun så op på ham igen og smilede til ham. Hendes smil var sødt, normalt ville det enten være hånende eller provokerende, men lige med Urox var det sødt og flirtende. "Du skal ikke undskylde." Tanken om, at han tænkte på, at dø gjorde hende trist. Hun havde ikke lyst til, at miste ham. Han var en af de eneste gode ting i hendes liv i øjeblikket. "Bare glem det. Lad os bare bruge tiden på noget godt i stedet for, at tænke og tale om det." Hun tog fat i hans hånd.

Han så på hende. Hun forstod ham heldigvis. Ellers ville hun nok være gået. Han holdt meget af hende. Det var han sikker på. Han var ikke helt sikker på om han elskede hende. Men det ville nok komme. Desuden så ville han ikke sige det. Ikke før hun havde sagt det. Sådan var hans princip. Sådan ville det altid være. Men forhåbentlig behøvede han kun at sige det en gang mere. Og et eller andet sted håbede han det ville være til hende.

Det kom lidt som et chok for ham at hun tog hans hånd. Alligevel kunne hans fingre ikke dy sig i at flette sig med hendes. Så de havde et godt fast greb i hinanden. Så de ikke kunne løbe fra hinanden. "Jeg kan ikke. Det vil ske. Før jeg ved af det. Vil jeg ikke længere være mig selv." Roligt hev han hende ind til ham. Lagde en arm om livet på hende. Så deres ansigter var meget tæt på. "Men en ting er sikkert. Jeg vil bruge den sidste tid sammen med dig." hviskede han svagt og kyssede hendes næse blidt. Bare for sjov.

Blair havde aldrig været god til, at definere følelser, så hun var ikke sikker på om hun elskede ham. Eller om hun var forelsket i ham, men der var nogle stærke følelser fra hendes side. Så meget vidste hun. Og lige nu var det mere end rigeligt. Hun var dog lige bekymret for, hvad der ville ske hvis han blev helt anderledes, som han talte om han måske ville. Skulle hun så være alene og efterladt igen? Det ville i hvert fald ikke gøre hendes hjerte vidunder. Hun havde været igennem rigeligt. Hun gjorde det lettere for ham, at flette hans fingre ind i hendes da han lagde op til det. "Men hvad vil der ske? Vil du bare lige pludselig være anderledes?" Selvom hun var vampyr, og havde kendt til denne verden i et godt stykke tid, så havde hun aldrig hørt om en engleretssag. Hun lod ham trække hende ind til sig og gjorde bestemt ikke modstand. Hun bed sig blidt i læben over, at han ville tilbringe hans sidste tid med hende. Det var komplimenten over dem alle. Hun havde dog stadig svært ved tanken om, at han lige pludselig ville være væk. Han ville være der fysisk, men ikke psykisk.

Han sukkede svagt. Hvordan skulle man forklare det. Ramiel havde det været nemt. Han havde set det før. Dog kun kort. Denne gang kunne det ende permanent. Han tænkte sig kort om. Og besluttede sig for at gøre det så enkelt som muligt. "Som du ved kan jeg manipulere med skygger. Mørk magi. Jeg har haft denne forbindelse til dem siden jeg blev født. Jeg har aldrig fundet ud af hvorfor. Men en ting er sikkert. Jeg kan mærke dem. De er en del af mig. For cirka 500 år siden. Tog de skygger over min krop. Øede en hel by. På under et par timer. Da dagen var omme. Blev jeg mig selv igen. Jeg trænede mig selv op i at have kontrol til skyggerne." Han sukkede svagt og så hende direkte i øjnene med et svagt smil. "Men uheldigvis kan jeg mærke skyggerne blive stærkere end mig. Jeg ved ikke hvornår jeg ikke kan holde dem tilbage længere. Det kan være om et år. Det kan være imorgen. Det kan være om fem sekunder." Hviskede han svagt. Med et roligt smil. Mens han fortsat så hende i øjnene. Han nød virkelig at være så tæt på hende.