A Promise to the Dead - Rowan

Det var sket for nogle dage siden. Pludselig var mørket lagt over byen. Hun havde hørt et voldsomt skrig, og nogle timer efter var byen fyldt med skrig. Lyden havde været forfærdelig, og hun var ovenikøbet løbet ind til byen for at se, hvad fanden der forgik. Men så gik tingene så stærkt, hun kunne mærke mørket. Energien fra det mørke. Caroline havde hjulpet nogle få mennesker i sikkerhed, men hendes hoved og tanker kunne ikke følge med i det som skete. En lille pige stod og råbte på hendes mor, imens bygningen hun stod ved. Nemlig den gode gamle kro var ved at falde sammen. Caroline brugte sin fart derhen, og skubbede pigen væk, og nåede det lige inden kroen faldt sammen. Caroline derimod blokerede sit ansigt med sine arme, og lod murbrokkerne falde ned over hende.

Pludselig slog hun øjnene op til mørke igen. Skrigene ringede for hendes ører, og lyden af folks hjerter der galoperede afsted. Hvor mange dage havde hun siddet her? Hun vidste, at hun kunne sidde stille i flere år og bare blive til en mumie af en ting - derfor vidste hun ikke, hvor langtid der var gået. Tørsten var ikke så voldsom, enten godt eller et dårligt tegn. Hun prøvede at rører på sig, og havde heldigvis en smule mere plads end regnet med. Hun fik skubbet et par murbrokker ud, så hun kunne se dagen for sig. Solens stråler ramte hendes øjne, og hvis hun ikke havde haft Elona'dals blod i årerne - ville hun have været død nu. Det var sikkert morgensolen, eller middagssolen. Lige nu kunne hun ikke se forskellen, og ærligtalt - så var hun så fandens ligeglad!
Hun prøvede at kæmpe sig fri, dog uden held. Hendes ben sad hun på, og kunne ikke bevæge sig ud af flækken. Hendes arme, kunne næsten ikke bevæge sig meget mere. Hun kunne få den ene ud af hulet hun havde lavet, men det var også det.

Så slog det hende! Rowan! Jacob, Josh! Octavia! Nicolas og de andre hun kendte! Var de okay. Var de i live eller var de døde? Bekymringen og panikken steg hende til hovedet.
"En eller anden... Er her nogle?" Spurgte hun ud i luften. Nogle kom løbende forbi, kiggede kort men løb så videre som kujoner. Caroline prøvede at vifte med armen, men hørte nogle hviske og lod den ligge stille - hendes hud gjorde alligevel at det lignede en død kvindes arm. Hun hørte dem snakke om en skat, i Doomsville som ville ligge i nogle ruiner. Dog blev de afbrudt og løb deres vej. Caroline tog en dyb indånding.
"Det skal nok gå Caroline.. bare rolig. Alt skal nok blive fint." Mumlede hun let for sig selv. Caroline fik dog efter noget tid en genkendt fært af varulv. Men ikke hvilken som helst varulv. Hun spærrede øjnene op. Hendes muskler og hjerne begyndte at blive voldsomme for at ville fri.
"Rowan? Rowan!" Råbte hun let højt. Hun vidste murbrokkerne nok havde brækket i hvertfald nogle af hendes knogler. Men det skulle bare brækkes på plads, brækkede knogler var ikke ligefrem det værste hun havde været udsat for!
"Det Caroline... Please sig det dig.." Sagde hun en anelse lavere, og næsten bedende.

Rowan var stadig rystet over alt der var sket på det sidste. Først en masse gode ting, så dårlige ting og nu? Caroline var forsvundet. De havde aftalt at mødes, men torsdagen var kommet og gået og han havde intet set eller hørt fra hende.
Måske er hun død. Foreslog Logik.
Hun er ikke død. Fastslog Rowan.
Men måske! Kroen i skulle mødes på styrtede sammen for et par dage siden. De kunne ikke finde nogen levende i ruinerne. Måske var hun i kælderen? Hun er nok død. Forklarede Logik. Rowan havde efterladt Jacob nedenunder hos Ka. Kropigen brød sig ikke om at han tog ud og jagtede Mørket. Men han var nødt til det. Han måtte vide mere.
Tror du det var dem der dræbte hende? Mørket? Spurgte Logik.
Ja. Svarede varulven og trak sin jakke ned fra knagen.
Aha! Så du tror også hun er død! lo Logik, stolt af sin overtalelsesevne. Rowan skreg og hamrede en knytnæve ind i døren. Hans hånd gav et højlydt knæk. Så sukkede varulven og hvilede panden op ad døren.
"Hun er ikke død..." Hvislede han. Logik svarede ikke. Rowan stod længe i stilhed og samlede sine tanker. Efter et par minutter åbnede han døren til sit hjem og forsvandt udenfor.

...

Du har brækket din hånd. Informerede Logik. Rowan stønnede højlydt, hvilket chokerede en ældre dame der passerede ham i samme øjeblik. Du burde tage dig af det.
Han travede igennem menneskemængden som han havde gjort mindst halvtreds gange på de sidste par dage. Hver gang med samme mål. At finde hende. At finde Caroline. Han ville ikke give op. Han kunne ikke. Han MÅTTE ikke!!

Han skubbede sig igennem mængden og fandt vej til kroen. Eller ruinerne af den. Knust. Ingen kunne forklare hvordan. Han havde hørt at en lille pige var blevet reddet af en ung kvinde. Det var primært derfor at han var sikker på, at Caroline havde været der. Mørket var begyndt at angribe byen. Hvorfor? Hvad ville det? Hans research havde ikke vist noget. Endnu.

En stemme ramte hans skærpede hørelse. Det... Kunne det....?
Der er hun! Ovre ved skiltet! Jeg sagde jo at hun var i live! Udbrød Logik. Rowan styrtede i retning af skiltet og rigtig nok, så var der nogen. En hånd. Hendes hånd.
"CAROLINE!" Råbte han lykkeligt og faldt på knæ. Han begyndte straks at løfte murbrokker væk fra hende, så forsigtigt han kunne. "Jeg får dig ud! Hold ud!!"

Stemmen. Rowans stemme. Den gav ekko i hendes hoved, og gjorde hende så lettet. Caroline trak armen ind, og lukke puste let ud. Også det, at han var i live. Det var det som lettede hende mest af alt. Hun hjalp til så godt hun kunne. Hun brugte dog den ene hånd til at blokere for ikke at få en murbrok i hovedet.
"Det her ender ikke godt." Sagde hun lidt lavt, og bed tænderne sammen. Han mente han nok skulle få hende ud, og hun ville nok også overleve at få nogle murbrokker over sig. Men problemet var hvis der skulle være noget alt for skarpt. Hun kunne miste et øje! Caroline tvivlede let på en ide hun havde fået sig. Hendes flagermusform... den ville måske kunne redde hende, hvis hun var hurtig nok. Det ville handle om sekunder, for det ville falde sammen så snart hun ikke var der. Hun kunne også stole på, at Rowan ville kunne få hende ud, og hun stolede på ham. Men hun var i lettere panik. Så nev hun sig selv, for at tage sig sammen.
Snart kunne hun mærke, hvordan luften blev en anelse renere, fordi murbrokkerne foran hendes ansigt blev fjernet stille en af gangen.

"Jeg har en ide. Pas på." Sagde hun så han kunne nå at træde tilbage. Hun var hurtig. Det var jo Caroline vi talte om, hun havde nogle talenter og små hemmeligheder som vampyros. En af dem var hendes flagermusform. Hun skiftede om til det fine væsen, og skyndte sig så ellers ud af murbrokkerne inden det faldt sammen. Den lilleflagermus fløj direkte ind i Rowans brystkasse, og holdt sig fast til ham så godt hun kunne. Hun kiggede op på ham med de store øjne hun nu faktisk ejede. Okay nu kom det akavede så. Hvis hun skiftede tilbage, ville hun være nøgen. Ikke hun havde noget imod det, det havde hun nærmest lært af Delilahs minder - og derved havde hun fundet sig en balance. Men når Rowan var her var det noget andet! Hun var mere genert anlagt overfor ham, af en eller anden grund. Det lille væsen kiggede op på ham. Dog satte hun snart af, og landede et par skridt fra ham med ryggen til. Så skiftede hun form tilbage til sit normale jeg. Han ville se hendes bare ryg. Den havde fået sine sår, håret var stadigvæk krøllet, dog ufattelig filtret og med en masse støv fra ruinerne. Det samme var hendes hud, sårerne var healet med tiden. Dog kunne hun mærke, hvordan hendes ben ikke var healet rigtigt. Hun tvang sig selv på benene, og bed tænderne sammen imens. Tag dig sammen Caroline! Hvis du kan klare det du har været igennem ,er dette ingenting! Tag dig sammen! Vrissede hun voldsomt af sig selv, og prøvede at komme på benene. Men de lyttede ikke rigtig lige nu. Nok fordi, at hendes lille formskiftning tog energi - og hun havde ikke drukket blod siden nogle dage før hun faktisk blev fandet i kroen. Caroline rettede sit ben ud med en lille grimasse og et knæk lød som ekko igennem ruinerne - da hun brækkede den på plads. Hun bed tænderne sammen og slap det så. Så drejede hun hovedet stille over imod Rowan, og de blå øjne ramte hans.
"Du har ingen anelse om, hvor glad jeg er for at se dig igen!" Udbrød hun så lettet. Lugten af blod trickede hende let, men hun prøvede at lade som om, at den ikke fandtes. Faktisk burde hun fokusere på at finde noget at dække sig til med.

Men hun var fanget i, at det faktisk så ud til, at han havde ledt efter hende. det var mere end Nicolas nogensinde havde formået - for at være ærlig. Han plagede at sidde hjemme og drikke sig selv under i vodka til, han ikke længere kunne gå. Eller gå hen og blive sindssyg. En af de to ting. Caroline fik sig selv på benene. Hele hendes mælkehvide hud var blottet. Hun drejede sig let over imod ham, men lod sit blik kigge rundt.
"Hvad fanden skete der her?" Spurgte hun lidt åben. Både forvirret, men også så pokkers nysgerrig! Let gik hun over til ham, og stillede sig op af ham, med sine arme om ham - for at mærke, at han var virkelig og for at mærke hans varme. Caroline lukkede let sine øjne i.
"Tak." Hviskede hun let og lod sig selv stå tæt op af ham.

Du burde holde hånden i ro. Logikken prikkede til hans tanker i et forsøg på at tage hans opmærksomhed. Det virkede ikke. Han løftede den ene sten efter den anden; smerten i hånden var gyselig, men han måtte og SKULLE redde hende. Han var træt af at være svag. Træt af ikke at kunne redde folk. Han SKULLE redde Caroline! Han ofrede gerne sin højre hånd.

Han var naturligvis overrasket da hun forvandlede sig, men hendes advarsel havde forberedt ham. Sådan da. Da hun fløj ind i hans arme, var hans første instinkt at slå dyret væk. Flagrermus bar alskens slemme sygdomme. Men han vidste bedre. Det var hende. Han var ikke i tvivl da han så hendes øjne. Han ville tale. Ville sige noget. Kysse hende. Men... Han kunne ikke rigtig få sig selv til at gøre andet end at smile til flagrermusen. Da hun blafrede lidt væk, og atter blev et menneske - eller tog den skikkelse, i hvert fald - trak han straks sin jakke af. Det skulle du have vidst.
Han lagde jakken om hendes nøgne skuldre, og da hun endelig vendte sig mod ham, trak han hende hårdt ind til sig. Han sukkede og kæmpede for at få følelserne under kontrol. "Åh... Hvor er jeg glad for at se dig..." Gispede han og kyssede hende i håret. Og så kyssede han hendes pande, hendes kind, hendes læber, hendes hals, og så til sidst hendes pande igen. Han knugede hende i sine arme og gemte sit ansigt i hendes hår. "Jeg vidste at du var i live." Hviskede han med tårer i øjnene. "Jeg vidste at jeg ville finde dig!" Han puffede hende lidt fra sig, så han kunne se hendes krop. Hun var forslået. Han måtte tage hende med hjem - sikre sig at hun ikke var kommet videre til skade.

"Hum? Åh... Hvad der skete..." Han skævede mod ruinen bag dem. "Det var dem... Mørket... De... Jeg tror de angriber byen nu. Forskellige bygninger er blevet angrebet henover de sidste par dage. Primært udkants-bygninger." Forklarede han. Han så på hende igen og lagde hænderne på hendes kinder for at se hende i øjnene. "Du så dem ikke? Hvor har du ondt? Jeg er så ked af, at jeg ikke fandt dig tidligere."

Hun havde været hans første prioritet. Nu måtte han sikre at hun ville klare sig. Så skulle han finde de bæster... De skulle betale... Men han vidste stadig ikke nok.
Du kan ikke slås mod dem før du ved hvordan du skal dræbe dem. Sagde logikken. Han var enig. Desværre.

Jakken om hendes skuldre var behagelig. Hele hans tilværelse gjorde hende så dejlig tilpas, at hun følte sig sikker. Caroline mærkede hans varme - fra den måde han havde været bekymret for hende. Caroline lod hans læber kysse hendes hud, og lod et smil falde henover hendes læber. De havde fundet hinanden, det gjorde hende mere eller mindre rolig. Bare det han sagde, at han vidste at han nok skulle finde hende -gjorde hende varm inden i. Der var alligevel nogen som faktisk ville lede efter hende når hun var væk, og troede på - at hun nok skulle klarer den. Bare det, det gjorde hende så ufattelig glad.

Hendes hud var fyldt med indtørret blod, som var mere mudderlignende end blodlignende på grund af støvet fra murbrokkerne. Dog sårerne var ikke til at se, kun ganske få af dem - men så snart hun fik noget blod - ville det heale hende. Hun lyttede, og flyttede blikket op i hans øjne igen det sekund hans hænder landede på hendes kinder.
"Jeg så dem ikke. Jeg hørte en masse skrig, og det var primært det jeg fokuserede på. Hvis det noget lig med de levende døde der engang løb rundt i skovende..." Hun bed sig kort i læben. "Det nogle få skræmmer. Et halv brækket ben som healer lidt langsomt, og lidt andre mellem skader. Lidt blod og jeg er snart i topform igen." Tilføjede hun og sendte ham et smil til - at han skulle vide hun nok skulle klare den. "Du fandt mig i det mindste. Det mere end mange har forsøgt." Hun hævede lidt på et bryn, hun mente det. Det betød meget for hende. Carolines vampyrinstinkter skreg, da hun kunne dufte blod. Hendes blik fjernede sig kort, men kun få centimeter ved siden af Rowan. De blå øjne svømmede nu i en sø af blod. Det hvide omkring øjets iris blev altid rødt når hun var tørstig. Hun pustede dog let ud, og bevarede selvkontrollen - mere end hvad mange kunne når det kom til stykket. Hun kunne mærke tænderne drille hende.
"Jeg bliver nød til at snuppe lidt, hvis jeg ikke skal gå amok senere... Det nok ikke det kønneste syn. Så du advaret." Sagde hun lidt uroligt. For det var ærligtalt ikke sådan, hun ønskede han skulle se hende - som et monster. Caroline trådte let væk, og skar en lille grimasse af hendes ben. Så gik hun let over imod en pige som kom haltende. Caroline gik hurtigt fat i hende, og så kort på hende. Pigen var allerede svag og ville sikkert dø snart af det blodsår hun havde - hvis hun ikke fik gjort noget. "Jeg vil ikke dø.." Hviskede pigen til Caroline. Pigen havde tydeligvis set Carolines vampyriske øjne. Derfor nikkede Caroline let. Og satte tænderne i pigens håndled, og sugede hver eneste dråbe der var tilbage i pigen. Hun havde forvandlet folk før. Så det var let. Hun bed hul på sit eget håndled, og førte det mod menneskepigens læber inden det var forsent. Så kunne Caroline mærke styrken i sit ben igen, og fik hende trukket i ind i skyggen.

Derefter vendte hun sig om og kiggede på Rowan. Hendes øjne og tænder blev langsomt sig selv igen. Atter så hun uskyldig ud. Men varulve havde også en blodtørst - det vidste hun. Hvis hun havde ventet, kunne hun have angrebet ham - også uden det var bevidst. Hun havde handlet sikkert - og på sin vis faktisk hjulpet en. Nogle ville forstå, andre ville se på det i foragt.
Let kørte hun sin håndryg henover sine læber, og fjernede eventuelle blodrester fra sine læber.
"Undskyld. Det var nødvendigt." Normalt undskyldte hun heller ikke for sine spise vaner. Men han var så småt begyndt at grave sig så dybt i hendes tanker - at han inspirede hende til at blive en bedre person. Hvilket var en god ting!

Han nikkede da hun nævnte de udøde, som han kun alt for godt kunne huske. Tankerne førte ham tilbage til nogle voldsomme minder, som han helst så glemt. "Det her er værre..." Sukkede han og vendte atter blikket mod hende. Han vidste det. Han havde mærket det. Rent instinktivt rykkede han hånden op til sit bryst - hjertet hamrede som det skulle. For nu. Det føltes som var det en evighed siden. Var det en måned der var gået siden angrebet? Han kunne stadig mærke det. Tydeligt. "Det er meget værre." Han sukkede og vendte sin koncentration mod hende. Han så på hendes ben. "Brækket?!" Udbrød han. Hun så ikke ud til at lide så meget igen - måske var Rowan bare en svækling. Hans hånd gjorde pludselig lidt mere ondt, som hvis den skulle tvære hans svaghed ud i ansigtet på ham.
"Skal jeg ikke... Skal du have støtte?" Spurgte han nervøst. Hun skulle vel ikke gå på et brækket ben! Han overvejede at løfte hende op i sine arme, men det var de færreste af Doomsvilles kvinder der brød sig om, at blive behandlet som skrøbelige skabninger. Caroline var nok også sådan, antog han.

Hun talte om mad. Blod. Det sitrede koldt ned ad hans ryg da hun bevægede sig væk fra ham. Han mødte offerets blik; sorg, frygt... Død... Han så væk. Han hadede jo vampyrer. Caroline var ikke en blodsuger. Han nægtede at erkende det. Han tvang sig selv til ikke at tænke på det. Da hun kom tilbage til ham, måtte han tage en lang dyb indånding inden han kunne se på hende igen. Han smilte til gengæld. "Du har det bedre? Godt. Lad mig følge dig hjem i sikkerhed." Sagde han roligt og lagde en hånd på hendes ryg. "Du har sikkert brug for ordentligt søvn og en blød seng." Folk omkring dem opførte sig særligt - nogle så på varulven og vampyren, som var de helte. Andre løb forbi den, uden at skænke dem et blik. Nogle godser i udkanten af byen var blevet ramt - folk var udentvivl på vej ud for at plyndre ruinerne.

Blodet healede de indre skader og benet var snart frisk igen. Hun var vampyros, hvis hun ikke healede hurtigt så var der noget galt. Caroline sank en klump og nikkede da han spurgte hun hun havde det bedre. Hun skulle virkelig hjem og i bad! Caroline lod ham ligge en hånd imod hendes ryg. Det var dejlig behageligt. Hun så på menneskerne. Hvordan de løb rundt og hjalp hinanden, imens nogle var kujoner og løb væk. Det var længe siden hun havde set på dem som ligemænd. Caroline kendte vejen på trods af de mange ruiner. Hun vidste hvor hun boede - smart nok alligevel. Det så ikke ud til, at Terroville var ligeså hårdt ramt som Doomsville. Rettere sagt hendes hus stod endnu. Det mellemstore palæ, hun havde haft siden hun kom tilbage - ikke at det gjorde hende så glad, som hendes indre ønske om et hus i skoven ville gøre. Størrelsen på huset var vel, fordi, at hun havde fået ind i sit hoved før i tiden - at en vampyr skulle vises som magtfuld og rig. Men i virkeligheden, så var det Nicolas som havde plantet i hendes hoved om det perfekte liv. En ren illusion.

Caroline pegede let hen imod det fine hus. Nok et af de pæneste i kvarteret, smag havde man vel. Hun gik hen og åbnede døren. Hun kunne dufte at Jo og Manning havde været her. De ledte sikkert efter hende som altid når hun var væk. Der var en stuepige der, ikke som blodbank eller noget - hun blev skam betalt med rigtige penge - plus husly! Hun modtog Caroline og Rowan med et stort smil.
Det sorte hår var sat op i en knold, og hun var i ført en sort kjole.
"Josette og Manning var her for et par dage siden. Og velkommen hjem. Hejsa." Hun fik sagt alle sine sætninger hurtigt, men med en yderst fin og mild stemme. Hun forsvandt ud i køkkenet hurtigt dog.
"Det så her jeg holder til, indtil videre." Svarede hun let og så sig omkring. Entreen var stor og åben - hvide vægge til at gøre huset større. Caroline tog Rowans venstre hånd, så han kunne finde rundt. Hun gik op af trapperne til overetagen, og åbnede for en dør. Soveværelset naturligvis. Rummet var stort, en seng i højre side - pænt redt. Overfor var der et klædeskab, og lidt væk fra var der et spejl over et bord - med smykker og nogle tegninger af hende sammen med Andrea & Angela - fordi de havde kedet sig en aften - Caroline havde dog beholdt minderne. Der var også en med Carmilla, vampyrernes leder - hvor de lavede sjove ansigter, det var sjældent man så dem opføre sig så menneskeligt for Carmilla i hvertfald.
"Jeg ved stedet er meget stort, men midlertidigt til jeg finder mig noget mindre at bo i. Så det vel fint nok." Sagde hun og drejede hovedet over imod ham. Så lænede hun sig ind til ham, og plantede sine læber på hans kind - inden hun så stillede sig tilbage.
"Tak, for lån af din jakke forresten." Sagde hun så lidt efter, "Jeg tror jeg vil smutte i et bad hurtigt.
"Hvis du vil have noget, så Michella. Du kan bare kalde på hende, hun får en god løn så. Ellers føl dig bare hjemme." Smilede hun let og åbnede så døren til badeværelset for at få sig et hurtigt bad.

Vandet vaskede hendes hud ren igen, og fjernede eventuelle blodrester fra hende. Håret blev støvfri, og blødt igen. Hun skyndte sig, han skulle ikke stå alene for længe og føle sig akavet. Hurtigt fik hun et håndklæde smidt om kroppen og tørrede huden let. Så trådte hun ud i rummet igen.
"Sådan. Så jeg næsten klar." Smilede hun. Huden var fin mælkehvid igen, og det både hår hang ned over hendes skuldre i små fine krøller. Hun åbnede let sit skab og kiggede det med øjnene hurtigt. Så fandt hun sig et par shorts og en top, samt undertøj. Hun stod med ryggen til ham, da hun slap håndklædet og afslørede den perfekte hud - ingen fejl overhovedet. Caroline kom hurtigt i tøjet, og vendte sig om imod ham.

"Du har ingen anelse om, hvor meget det betyder for mig, at du ledte." Sagde hun med en smilende glad stemme. Dog var hun pokkers nysgerrig. Hun ville gerne vide, hvad der var sket. Hvad kunne de finde, hvad var der sket?
"Jeg fik en ide... men ved ikke om du frisk?" Hun hævede lidt på et drillende øjenbryn, og trådte tættere imod ham. "Hvad siger du til at få stillet den her eventyrlyst, og tage på et ordenligt eventyr?"

Hendes healing processer var overvældende, og hun havde vel også vendt sig selv til ikke at føle smerten så meget igen. Det var så det mindre gode ved det, eller gode for hende i nogle tilfælde - for så opfangede hun ikke smerten i sådan en stor grad som hun måske burde gøre.

Da han snakkede så hun ham i øjnene. Caroline var vel bare ved at være van til at ingen ledte efter hende, og da en så gjorde. Så kom det vel en smile bag på hende. Caroline smilede let.
"Jeg var vel bare van til, at folk ikke reagerede på mit fravær. Ingen fra min familie eller andre venner, har nogensinde ledt efter mig. De har bare anset at jeg var død, eller kigget på min skytsengel og tænkt: Hun har det fint." Forklarede hun hurtigt. "Men jeg er glad for du ledte efter mig. Mere end jeg måske giver udtryk for." Hun var trods alt van til at ignorer smerten fuldt ud, hvis den blev for stor. Men hun kunne stadigvæk mærke det i hendes ben, men det var meget bedre end i starten. Men hun havde brug for en som ham, en som fik hende til at indse, at hun ikke bare kunne ønske smerterne væk, at de faktisk fandtes. Når man var alene, så glemte man hurtigt at de faktisk var der, fordi man stod på egne ben.

Caroline lagde let sine arme over skuldrene på ham, og stod ikke andet end et ånddrag imellem dem.
"En masse ting." Sagde hun lidt drillende. "Men omkring eventyret. Jeg overhørte nogen snakke om jordskævlet har bragt en masse skjulte skatte frem for deres skjul. Og efter en god omgang søvn, kunne vi vel tage afsted. Eller vi kunne tage afsted nu? Det kommer selvfølgelig også om du frisk på et lille farligt eventyr, eller om du tør." Hun blinkede drillende til ham, og kunne så ikke dy sig for at give ham et lille intimt kys på læberne.

(Undskyld ventetiden og kvaliteten af mit svar!)

Hun elskede at være på farten. Tanken om at lukke sig inde for sikkerheden bragte hende tilbage til barndommen, tænkt hende og Allyson måtte ikke forlade huset overhovedet uden deres forældre. Ikke engang gå om i haven. Selvfølgelig havde Caroline allerede tilbage dertil haft tanken om, hvorfor? Og derfor allerede i en alder af 12 startede det hårde liv. Ikke mange kendte den historie, men de fleste var også hamrende ligeglade. Men for Caroline, var det de mørkeste syv år af hendes liv. Det gjorde nok, at hun virkelig skulle finde et fast anker før hun ville slå sig ned et sted og ikke føle sig fanget. Sjovt nok, så følte hun sig ikke fanget i selskab med Rowan.

Den følelse som der kom igennem hende, og kun var der når han holdt om hende. Det var den følelser mange ledte efter hele deres liv, den form for tryghed. Caroline lod sine øjne holde øje på hans læber, som om, at hun var bange for de ville forsvinde. Det var hvad hun havde brug for, en til at være der for hende. En som vidste, at hun kunne klare sig selv, men som ikke ville lade hende gøre det. Mange misforstod det ofte, det handlede ikke om at sætte hende i en boks, men om at hjælpe hende på rette vej. Den hjælp vidste hun, at hun kunne få her.

Kysset på hendes pande - følelsen var der flere minutter efter han havde flyttet sine læber der fra. Hun lod sit smil danse frem på hendes læber, og vise den perlehvide tandrække. Caroline greb fast i hans hånd da han tog hendes, og holdt den. Hun lo ganske kort.
"Bare rolig ingen både, jeg har stadigvæk ikke overvundet min vandskræk endnu." Svarede hun ham, og lod ham fører hende ud af det store hus. Det føltes faktisk en smule befriende at forlade stedet. Solen ramte hendes hud så snart de trådte ud, og hun forgudede hvert eneste øjeblik, hvor hun ikke var forbandet til at gå i mørket, som hun var engang. Hun kunne dog aldrig bruge brunere. Men at føle solens stråler på hendes hud, det var gave nok i sig selv.
"Så det bare, hvor vi skal starte." Hun sank kort en klump. De skulle væk fra byen, det var en ting hun vidste.

//Du får æren af at sætte eventyret igang

Caroline drejede blikket over imod Rowan, da han gentog hendes spørgsmål. Hun kunne mærke hans ubehag. Hans hjerterytme var nervøs, men hun huskede godt der havde været den begivenhed på Herregården hun ikke orkede at deltage til - måske havde det været en klog nok beslutning. Caroline lyttede varsomt med. Ingen tvivl, hvis det havde været tilbage i tiden og måske med en anden person - så havde hun ikke i et sekundt tænkt over konsekvenserne. Sagen var den. Rowan betød det mere for hende, og gjorde, at hun også tænkte på - at hun ville leve længere til at kunne se ham igen og igen. Hvis hun døde så kunne hun jo ikke se ham igen. Og det ville hun. Punktum.

Hun gav et nik fra sig, da han til sidst sagde de godt kunne tage derover. Caroline sendte ham et varmt skævt smil, og lod sin tommelfinger kærtegne hans hånd, imens han gav den et lille klem. Hun smilede lysere op da han kyssede hendes kind. Caroline fulgte med Rowan. Hun havde ikke selv været på Herregården før, måske skulle hun have nået det inden den var blevet lagt i ruiner - en skam. Caroline kiggede sig omkring. Alt var så ødelagt nu. Det var helt forfærdeligt at se på.

Hun fik øje på en lille familie der sad og sørgede. En kvinde med to mindre børn sad og græd ved sin mands død. Det skar i hendes hjerte så meget at hun automatisk greb fast i Rowans arm og klemte sig ind til ham. Hun sank en klump og slog blikket ned da de var gået forbi. Hun kunne dufte det. Den søde duft af blod overalt. Det måtte være det rene paradis for bloddæmoner og andre vampyrer. Selv for hende. Men hun havde blot en bedre kontrol over sig selv - til tider. Gråden fra byen gav ekko i hendes hoved endnu. Bevis på menneskehed, tjek.

Let kørte hun den frie hånd igennem sit blondehår. Caroline så fremad og tog en dyb indånding. Fjernede kort en lille tårer der kunne have sneget sig ud af hendes øje, hvis hun ikke havde fanget den inden. Snart var de fremme. Flere ruiner. Dog kunne hun hører det. Hører uroen. Det var dog ikke tæt på dem. Hun kunne mærke faren. Det kriblede lidt i hende.
"Vi kommet til et farligt sted." Hviskede hun let og sank en klump. Let drejede hunblikket over imod Rowan, og sendte ham et skævt smil. Hun prøvede ikke at ligge skjul på, at hun var en smule nervøs - hvorfor spille hård når hun ikke var det? Hun ville ikke spille overfor Rowan, hun var sig selv. Caroline gav let hans arm et klem, inden hun så let løsnede grebet på hans arm for at gå hen til en ruin, hvor der var en lille passage de kunne komme igennem. Hun satte sig på hug, og prøvede at lytte. Hvis hun kunne hører hjertebanken, eller andre lyde var det jo tegn på fare. Men lige nu kunne hun ikke rigtig opfange noget derinde fra. Let anstrengte hun sig for at tvinge sine ulveøjne frem for at få bedre nattesyn. De blå øjne blev erstattet med de smukke gyldne øjne, og hun kiggede rundt i ruinen - intet at se. Let rejste hun sig op og vendte sig om imod Rowan - stadigvæk med de gyldne øjne.
"Det ser ud til, at der fribane." Sagde hun med et smil på læben.

Hun lod ham gå forrest. Lod sig selv stole på, at han vidste hvad han gjorde. Det var faktisk ikke så svært igen. Caroline fulgte efter ham ind i ruinen. Hun vidste ikke, hverken hvad de skulle lede efter - eller hvad der ville vente dem. Lugten ramte hende hårdt af død, men det var næsten noget hun var van til. Desværre. Caroline fulgte Rowan som jo havde lavet plads til, at hun let kunne komme igennem. Dog var hun stadigvæk meget opmærksom. Caroline analyserede det lille rum. en blokerede dør, som hun vidste lukkede op for noget nyt. Caroline gik derhen og begyndte at prøve at rydde vejen let. Det var støvet og ekstremt beskidt, men ikke noget der stoppede Caroline på at finde ud af, hvad der var bagved den dør. Hun fik smidt nogle bjælker til side, og fik noget af døren fri til de lige kunne klemme sig igennem. Hun satte sig på hug og lukkede øjnene i for at tage en dyb indånding. Caroline lyttede til Rowans åndedrag. Det gjorde hende afslappet. Hun lod sine øjne skifte til sin normale øjenfarve og rejste sig så op igen. Let vendte hun sig om imod Rowan, og gik hen til ham. Hun lagde sine hænder på hans kinder og smilede til ham - inden hun så placerede sine læber imod hans. Så trak hun sig stille og kiggede ham i øjnene.
"Lad os tage på eventyr." Hun nussede kort hans kind inden hun lod sin hånd falde ned over hans overarm. Caroline gik over til døren og åbnede den. Det var måske ikke pænt meget plads der var, så hun fik lidt tilbage og bed kort sammen. Så sparkede hun døren ind, og åndede let ud.
"Sådan." Sagde hun lavt til sig selv, og trådte igennem. Jorden her var en smule mere smattet her end det andet sted. Caroline trådte dog stadigvæk indenfor. Mest fordi at den lille gang de var kommet ind i bestod forenden af en ny engang.

Caroline mærkede noget gribe fast om hendes ben, og trak benene væk under hende. Hendes sanser slog voldsomt ind og lugten af død ramte hende for alvor. De levende døde. Det burde ikke overraske hende, at de havde søgt imod dette sted. Hun kunne mærke zombien der kravlede op af hendes krop og til sidst mødte hun den dødes øjne. Hun holdt den på afstand af sig, og sank kort en klump. Hun betragtede den imens den løftede blikket op imod varulven der var på vej imod dem.
Hendes instinkter sprang igang, og smed den levende døde ned fra sig. Hun sparkede den ned på jorden, og hamrede sin fod ned i hovedet af den for at smadre kraniet.
"Der er et par levende døde, de er på jorden - så pas på. De ikke ude efter mig... men en hot varulv vækker deres appetit." Sagde hun så og væmmede sig. Jorden var dækket i blod, hvilket nu også galt for hendes ryg. Caroline trak sin jakke af og smed den på jorden den var ikke ligefrem mere værd nu. To nye levende døde kom imod dem, men også de eneste der var tilbage i gangen.

Om hun havde lyst til at gribe ind? Ja selvfølgelig havde hun det! Ingen tvivl, hun så blot på. Normalt ville hun være fløjet i flæsket på dem og ikke tænkt videre over det, men hun lod Rowan klare det. Hun frøs nærmest da han råbte op, men det ændrede sig til et forbløffende udtryk i hendes øjne da han fik den levende dødes hoved til at triller som en fodbold hen af gulvet. Caroline fangede sig selv i at finde det ekstremt tiltrækkende - Rowan var normalt yderst tiltrækkende for hende, det var bare en smule ekstra krymmel og det skadede jo aldrig. Gjorde det?
Caroline rystede det af sig igen da han snakkede til hende. Hun kørte en hånd igennem håret og nikkede let.
"Vi nået for langt til at stoppe nu." Ikke fordi, at de var nået så langt i den forstand. Men de var allerede langt hjemmefra, og selvom hun hellere end gerne bare ville sidde hjemme og slappe af sammen med Rowan... så skreg eventyret efter hende. Hun tog hans arm, og holdt sig tæt op af ham imens de gik videre ind i mørket. Der var en trappe ned til en kælder.

Stanken af mere frisk blod ramte hende, des længere de kom ned af trapperne. Caroline blev mere nysgerrig, men også mere bevist om, hvor seriøst det egentlig var.
"Hvornår slog du forresten din hånd?" Spurgte hun med en bekymret og lettere lav stemme. Hun vidste at varulve ikke tog skade af at slå en levende død, eller nogle ville nok kunne være mere svækket end andre. Men hun havde på fornemmelsen, at hans hånd måske ikke var så rask som han skjulte den til at være. Hun vendte blikket lidt over imod ham, og bed sig ganske kort i læben.
"Alt jeg kan duf..lugte er frisk blod.. hører lidt hjerte banken. Måske der nogle fanget hernede?" Sagde hun og sank en klump. Kælderen bragte dårlige minder og fornemmelser frem i hende. Hun fik det nærmest dårligt... de forrige år var gået med hvad, at sidde lænket på hænder og fødder.. i et mørkt rum.. bare sidde i ensomhed og tørre ind... Hun skælvede kort ved tanken.. måske led hun lidt af klaustrofobi? Hvis man tænkte over det, så var hendes mest voldsomme oplevelser forgået i en mørk kælder. Hun fangede sig selv i at stoppe op, og stirre med halv blanke øjne ud i mørket. Kort var hun blot fanget i den dårlige følelse, til hun fik fornemmelsen af Rowans hjertebanken og åndedrag - hvilket fik hende til at træde ud af den onde cirkel. Så rystede hun det af sig og stoppede med at stå stille.

Over halvdelen af hendes liv var forgået i mørket. I den ene eller den anden kælder. Kun ført af ensomhed, smerte og mere ensomhed. Caroline hadede tanken om fortiden, tanken om, at den havde været skyld i hendes dannelse. Nogen dage, så vidste hun at hun var et monster og andre dage vidste hun, at hun blot var Caroline. Nicolas havde hjulpet hende over i mørket, og nu var Rowan ved at få hende tilbage til lyset - hvilket faktisk var en dejlig følelse. Hun begyndte stille at gå afsted dybere ned i mørket. Imod blodet. Hvis hun ikke havde været 'død' ville hendes hjerte nok galopere afsted. Caroline sank kort en klump. Det mindre rum gjorde hende dårlig, og det kunne ses på hende, hvis man så på hendes ansigt. Det virkede nærmest som om, at hun blev syg. Ikke, at hun havde tænkt sig at holde sig tilbage for dette eventyr. Det handlede om at prøve grænser af, og ikke kun med denne fare.

Hun stoppede op det sekund han gjorde. Og vendte sig om imod ham. Hendes kropssporg skreg, lad os gøre det - men hendes ansigt skreg at de skulle lade hver. Let kørte hun en hånd igennem sit hår.
"Egentlig ikke." Svarede hun og gik et par skridt op imod ham. Let placerede hun sine hænder på sine hofter, og sank let en klump. "Og jeg vil heller ikke miste dig igen... faktisk, så er den eneste grund til, at jeg er her... er for at tilbringe tid med dig.. jeg er nærmest ligeglad med hvad vi laver... bare jeg er her sammen med dig." Tilføjede hun og så ham direkte i øjnene. "Så skal vi afblæse dette eventyr. Jeg ville nødig være den person, som skulle være skyld i at du ikke kom hjem til Jacob..." Sagde hun forstående. Hun kendte til forældrerollen, hun havde trods alt Mikayla. Plus hun havde yngre søstre. Det var ikke ligefrem, fordi at hun ønskede at dø. Men hun var måske også en smule svære at slå ihjel, og det havde hun vel ikke taget højde for. Let greb hun fast i hans raske hånd, og gav den et blidt hjem.
"Skal vi vende om?" Spurgte hun med hovedet let på skrå. "Det her sted giver mig alligevel myrekryb." Tilføjede hun med et lille grin. Det ville ikke være en ret romantisk ende på deres historie hvis den endte her. Mere et mysterium... mysteriet om vampyren og varulven.

Et lys gled hen på dem fra en fakkel. Og Caroline vendte blikket imod dem. Ikke at hun havde noget imod varulve, men den ene af dem genkendte hun. Og hvis hun ikke havde holdt Rowans hånd, var hun fløjet lige i flæsket på ham. Man kunne nærmest høre hende knurre ved synet. Ikke at den varulv ligefrem så venlig ud heller.
"Du fangede hende. Fantastisk." Sagde han så. Hvilket gjorde Caroline umådelig forvirret. Ikke at hun troede på det, varulven prøvede tydeligvis at få hende til at tro, at Rowan var imod hende. Hun kiggede på Rowan.
"Kan du huske da jeg sagde, at jeg mistede nogen? Problem skaberen lige der. Hvis du ikke vil se det, så skal du nok kigge væk." Sagde hun med et svagt smil på læben, inden hun kyssede hans kind.

Caroline slap derpå hans hånd, og trådte et skridt ned af trappen.
"Har i ikke noget bedre at tage jer til, måske finde en skjult skat eller noget... at prøve at håne mig engang til?" Spurgte hun varulven med et fnøs. Varulven trådte et skridt imod hende.
"Hvad så prinsesse. Kan du ikke klare det hårde liv. Jeg er sku da ligeglad, med de år du har brugt med Locan. For min skyld, vil jeg gerne se det ske igen... og igen." Caroline fnøs, inden hun med en knyttet næve hamdrede den i synet på ham. Han lo.
"Ved du hvad der var sjovest. Da vi fik elverne til at kaste en lille forbandelse over din kære datter, så hun intet kunne se. Hun gik rundt i skoven, sikkert blevet ædt levende nu - imens de troede, at hun var død." Caroline spærrede øjnene op i foragt.
"Så du vil vide, hvordan det er at se i mørke. Jamen lad mig hjælpe dig med det." Sagde hun og gjorde nærmest an til at flyve i flæsket på ham - men på samme tid så ønskede hun ikke at være for ond. Men så igen. Denne mand fortjente det! Hun rystede på hovedet af sig selv, og vendte så om. Modsat alle hendes instinkter skreg hun skulle springe på ham - så var han vel ikke det værd.
"Hvad prinsesse tør du ikke slå fra dig mere?" Spurgte han hånende. Caroline stoppede kort op.
"Jo, hvis du var det værd." Så løb hun op til Rowan igen. "Undskyld spøgelser fra fortiden... " Hun ville vente med at snakke om Mikayla til, medmindre han spurgte. Hun havde ikke haft chancen om, at snakke om sin datter. Eller jo, hvert sekund var en chance, men hun havde troet Mikey var død.. så var det måske ikke det mest dejlige at snakke om. Men hvis Rowan ville vide noget, kunne han sagtens spørge - det gav hun også udtryk for.

Hun åndede stille ud. Rowan var forvirret, og ærligtalt forstod hun godt hvorfor. Hun dømmede ham ikke for at tabe den sidste prik til dette puzzlespil. Det ville være umuligt, at samle det hele. Nogen havde prøvet, men tabte altid. Måske var det meningen? Meningen t hun aldrig skulle løses. Caroline tøvede kort.
"Spøgelser hører til en hver fortid." Tilføjede hun til hans mumlet, og holdt vejret. Caroline nikkede let inden hun begyndte vejen ud.
"Jeg har en historie du skal høre." Sagde hun så tøvende, men hun vidste at han fortjente at kende hende. Det ville nok også være hårdest for hende at snakke om det. Det var først da hun var kommet lidt væk fra de andre.
"Det startede med en ung menneskepige på 13 år. Nysgerrig, og ville gerne opleve verden. Så på trods af hendes forældres ord, tog hun afsted. Hun blev kidnappet af en dæmon. Man kunne tro, dette var konsekvensen af ikke at høre efter. Og det var det måske også. Menneskepigen blev smidt i en kælder. Kælderen var mørk og kold. Der var et lille svagt lys, så man kunne skimte hvem der var der. Der var mange kvinder unge og voksne. Børn. Ingen havde tøj. Ovenpå levede mændene. De tog nogen kvinder op i ny og næ, for at gøre kvindernes liv til et levende helvede." Hun tøvede let, og hendes blik var fremad meget blank. Det var ikke ligefrem hendes yndlings mindebane at kører hen af. "Locan tog menneskepigen, og sørgede for at ødelægge hendes sjæl. 12 måneder efter kom et dæmonbarn til verden fra menneskepigen. Locan tog barnet fra menneskepigen, og tvang hende til at arbejde hårdt for at få lov, til at få en af de andre mænd til at glemme denne dæmondatteren. Sådan levede menneskepigen til hun blev 17 år. En aften lykkedes det hende at stikke af fra dette mareridt, og ud i den store verden." Tilføjede hun på historien. De nåede snart frem til udgangen af grotten. Så snart de kom ud i lyset igen, vendte hun sig imod Rowan. Let trak hun på skulderen, og havde en smule tårer i øjnene.

Så åndede hun let ud igen.
"Jeg ved, at det er en hård historie. Og jeg ved ikke, om du var klar til at hører den. Jeg tænker bare, at der ikke meget jeg selv har kunne bestemme i mit liv. I sidste ende, så blev jeg et monster. Jeg blev hvad denne verden har gjort mig til, og jeg lever med det hele... og jeg prøver virkelig." Sagde hun og lod let en af tårerne triller ned af hendes kind. Ikke alle fik lov til at se Caroline græde, for hun hadede at føle sig svag. Men her var hun bange for, at hvis han ikke fik de ting her at vide - kunne hun ske at miste ham, og det var det hun ønskede sig mindst.
"Det bare fordi, at jeg er virkelig... virkelig bange for at miste dig på grund af, hvem jeg er... og fordi jeg elsker dig.. så bliver jeg så bange.. Jeg ved det lyder mærkeligt..." Sagde hun til sidst og sank en klump. Let slog hun blikket ned. Hun havde stadigvæk ikke set skyggen af Jacob og Josh. Hun havde snakket med Nille som vendte hende ryggen. Selvfølgelig var hun bange for at miste endnu en vigtig person i livet.
"Jeg skal nok fortælle dig alt du vil vide... det eneste jeg kan håbe på, er du ikke dømmer mig for meget på det." Sagde hun lidt efter, og kiggede direkte imod ham for at håbe at fange hans øjne. Ikke de havde tid til at stå her og blomstre, men hun havde virkelig brug for at vide, hvad han synes.

Grunden til, at hun ikke havde fortalt for meget om Mikayla - var vel, at hun ville være sikker på, at hun stadigvæk var i live inden hun lov håbet komme sig for meget til gode. Rowan fjernede hendes tårer, og to hendes ansigt i sine hænder. Hendes blik søgte i hans, hun hadede at være bange, men det hørte med til at åbne bogen for en hel ny person. Caroline trak en anelse på smilebåndet over hans ord, det var altid vidunderligt at vide, at nogen støttede en ligemeget hvad. Hun gengalte kysset, og lod hans kærlighed opsluge hende. Det fik hende altid til at føle sig bedre tilpas. Endnu bedre, var da han trak hende helt indtil sig. Hun lagde armene omkring ham, og lod hovedet begrave sig imod hans brystkasse - lyden af hans hjerterytme beroligede hende let. Og hun fandt stille tilbage til lyset foran mørket, og følte igen hun kunne ånde frit.

Da han trak hende lidt væk, smittede hans smil af på hendes læber. Endnu engang lyttede hun til hans ord, det var som om, at han vidste præcis hvad han skulle sige til hende.
"Tak." Sagde hun med et lidt bredere smil. Hun åndede let ud, inden han trak hende indtil sig igen. Kysset på hendes kind føltes som et mærke der blev ved med at sidde der i længere tid, selvom hans læber forlængest havde forladt kinden.

Det kunne være dejligt med lidt til at slukke sulten, specielt når hun havde brugt energi på - ikke at dræbe den skide varulv i ruinen. Hendes voldsomme adfærd blev mindre voldsom des længere tid hun brugte med Rowan. Det var egentlig meget sjovt.
"Det lyder som en god ide." Svarede hun ham med et smil. Hun lod sine fingre flette sig ind i hans.
Hvem var han? Caroline vendte blikket imod ruinen, og så tilbage på Rowan.
"En som tror, at ved at tirre mig, kan han slippe for at gå rundt i denne verden. James mener jeg. Han stod og fablede løs sidste gang jeg mødte ham, jeg satser lidt på... at han løber ind i nogen levende døde på vejen, eller de væsner du snakker om fanger ham." Caroline havde efterhånden oplevet mere end nogen havde på 2500 år, plus hun kendte Delilahs hoved ud og ind. Der var mange ting hun vidste, og kunne håndtere.
"Men lad os smutte herfra." Tilføjede hun så med et smil på læben. Det fortjente de begge to. At komme ned og sidde. Hun skulle nok fortælle ham, alt han ville høre. Fortælle om Mikayla - også blot satse på hun kunne finde River og spørge ham ud omkring det. Han måtte være den første der vidste, hvis Mikayla var i live.

Det var længe siden, at nogle havde taget hånd om hendes person i stedet for, hvad hendes race burde kunne holde til. Hun nikkede let.
"Lad os slappe lidt af. Det kunne faktisk være rart til en forandring." Svarede hun med et stille smil. Som de gik igennem byen, spurgte han om de skulle finde hen til en lille kro, eller gå hjem. Det lød nu meget hyggeligt, at lade Rowan folde sig ud i hendes køkken. Hun rystede blidt på hovedet.
"Nej, jeg vil bare være sammen med dig. Jeg er glad. Jeg er glad når jeg er sammen med dig, jeg kan ikke blive træt af dig." Smilede hun stort til ham, og vippede hovedet en smule på kort imens hun så ham i øjnene.
"Altså vi kunne tage hjem til mig... hvis du vil kan vi hente Jacob også, så skal du heller ikke tænke på at skulle hente ham senere. Desuden vil jeg gerne møde solstrålen, hvis jeg må selvfølgelig." Spurgte hun og kørte let sin frie hånd igennem sit hår.
"Og jeg kan sagtens spise normalt mad... det en smule tid siden, men efter mine trillingesøstre Audrey og Josette nogle gange kommer på besøg sommertider. Så spiser vi også sammen, så jeg er ikke så besværlig igen." Lo hun kort af sig selv. Carmilla og Nicolas ville se underligt på hende, men det kunne hun leve med.
"Du forandre mig det ved du godt ikke? Altså ikke til noget dårligt, men til en bedre version af mig selv... eller du hjælper mig i hvert fald på vej." Hun så en smule fremad. Det var sandt, hun blev mere menneskelig i hendes opførsel efter de to havde mødt hinanden igen. Det var en god ting, det gjorde hende ikke svagere - hun ville skam stadigvæk sparke noget røv hvis hun blev nød til det.

Lige meget hvad, ville hun altid være vampyr. Caroline havde intet problem med det, og måtte leve med nogle havde. Nille havde tydeligvis et problem med det, men det var hun kommet sig over. Lige nu var Rowan den som tog hendes opmærksomhed, og hun var så ufattelig lykkelig over, at have en som ham i hendes liv. Hvad havde hun dog gjort for at fortjene det?