i refuse to accept your existence //luce//

S: Dronninge biblioteket
T: middag
O: bog reoler så lang øjet rækker
V: lidt skyet
P: en hvid trench coat, en hvid hat med lang skygge og et par sorte bukser

bøger, John havde altid kunne lide en god historie, det var lige meget om det var fiktion eller rigtigt. han sad ved et bord over for udgangen og læste i en bog med en kop kaffe ved siden af sig. John og Wyoming var blevet gode venner sammen med North og de var alle taget her ind, de var på jagt efter en bog. Wyoming kom hen til ham "hey Johnnyboy hvor tror du de gemmer de gode blade" han grinede og satte sig ved siden af ham "måske skulle du læse den her" der blev smækket en bog ned på bordet i et læder indbinding "det er en ordbog for sjofle ord jeg tænkte det lige var i din bane" North satte sig over for dem "uuhh store ord for bryster sejt " han smilede til dem og de grinede lav meldt til hinanden.

P: En illa top og et par sorte bukser og et srt stof bundet hen over øjnene

At læse var lige hende dog havde hun ikke læst meget i bøger siden hun havde mistet begge sine øjne. Det hele skete kort tid efter hun havde droppet John. Alt ramlede sammen efter han bare var væk fra hende. Hun havde stadig ikke helt tilgivet ham for det, men hvad var chancen lige for og møde ham igen? Den var meget lille. Hun var også blevet forvandlet til dragonlycan lige efter hun var kommet fri fra Zanns magt og det var hun nu ok glad for. Hun skulle lige til og vænne sig til din nye drageform. Det med og gå rundt uden og kunne se noget var nu meget nemt for hende for Caroline havde ært hende, hvordan hun kunne skulle mærke omgivelserne omkring hende for og kunne færdes rundt. Hun var gået hen til biblioteket for og finde nogle bøger derer lavet specielt til dem som var blinde. Da hun kom ind ramte lugten af dæmoner hende direkte i ansigtet og en af lugtene var meget genkendelig. Det mindede hende om John. Var han her? Nej det kunne ikke passe. Hun rystede let på hovedet og gik hen til skrænten hvor bibliotekaren sad. "Hej hvor har i bøgerne med blindskrift?" hendes stemme var rolig og venlig. Den havde ikke en gang ændret sig de næste mange år.

de sad og grinede da en kvinde kom ind af døren "hey du, 10 sølv mønter på du ikke tør spænde ben for hende den blinde North" John så rundt på dem "kom nu drenge det er ikke fair" North tyssede på John "fem nu fem når det er gjort" han de smilede til hinanden "i er så barnlige nogen gange" Wyoming gav North pengene og vendte sig i stolen "siger den store leder der stadig sover med et tøjdyr" John så hen på ham med et smil på læben "jeg er ikke sikker på du fik memoet men Wolfgang fandt en 'ven' og nu sidder jeg fast med hvalpene i min seng plus har du nogen sovet med en af dem de er så bløde og kælne" Wyoming så lidt ned "jo jo jeg fik det men jeg skimmede kun lidt af den før jeg smed den ud" han smilede lidt men det skiftede til forhåbning da pigen var på vej i retning af North. North lagde sin stav ned til gulvet og løftede så den var lige i hendes skinnebens højde. hun væltede ned over den og John var straks på sine ben og hjalp hende op igen "det må du undskylde mine venner er nogle gange meget umodne" over ved bordet var Wyoming ved at dø af grin og North sad bare og legede med sine nye mønter.

Hun stod stille og lyttede til bibliotekaren der prøvede og fortælle hende, hvor hun skulle gå hen for og komme hen til reolen med alle de bøger der er lavet til de blinde. Hun nikkede stille til hende og smilede "Tak for hjælpen" hendes stemme var rolig. Hun gik stille og roligt hen imod retningen som bibliotekaren havde fortalt hende hun skulle gå og selvfølgelig skulle hun forbi nogle borde. Hun gik stille og roligt hen imod reolen da hun mærkede noget imod hendes skinneben. Hun vidste ikke helt hvad det var, men før hun nåede og reagere på det faldt hun lige på maven. Hun brummede lettere irriteret over, at nogen havde spændt ben for hende. Hun mærkede en mandehånd hjælpe hende op og stå igen. Hun stivnede kort da hun kunne lugte hvem det var. Det var John...Hun rejste sig op og nikkede stille "Det er helt i orden" hendes stemme var den samme som den altid havde været og hun prøvede og lade være med og gøre noget stort nummer ud af, at hun vidste hvem han var. Hun kunne ihvertfald godt genkende ham, men om han genkendte hende vidste hun ikke helt.