Can you accept my apology? | Lori |

Sted :: Loris hjem.
Omgivelser :: Hjemmet er forholdvis ens til hvordan hun sidst så det.
Tid ::  17.02.
Vejr :: Det står ned i stænger.
Emnepartner :: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Regnen sivede nedover hende, som hun stod midt på gaden. Hun stirrede op mod et vindue. Hun var i tvivl. Hvis hun gik der op, var hun nød til at fortælle Lori sandheden. Det kunne gavne Lorikan, og hun var ikke sikker på, det var det rigtige valg. Men hun kunne ikke tænke på meget andet end hvad hun havde gjort, og hvordan hun havde følt bagefter. Hun var nød til at komme væk fra dem begge. Det var ikke meningen det skulle gå udover Lori, men hun fik sådan en skyldfølelse, når hun så på ham, og blev mindet om hendes aften med Lorikan. Hvordan hun havde det med Lorikan – og Lori for den sags skyld – var hun stadig ikke sikker på. Og hun var ikke sikker på, hun nogensinde kunne blive klog på det.

Ved at indtage en dyb indånding, fandt hun mod til at gå indenfor og se Lori i øjnene. Hun var ikke ligefrem klædt på til vejret. Hun havde brugt den sidste lang tid i skoven, hvor det ikke havde været nødvendigt at have meget tøj. Hun havde bare brugt hendes shapeshifter evne og forvandlet sig til et dyr. Hun havde et par halvlange shorts på, der klistrede sig mod hendes lår, en trøje der var forholdsvis tør. Jakken udover trøjen, var derimod gennemblødt. Hun førte det våde hår tilbage og lod hendes hånd holde det et øjeblik. Hurtigt, mens hun stadig havde modet, bankede hun på døren. Hun håbede ikke Lori ville blive vred, eller endnu værre såret. Det ville genere hende, men hun ville også kunne forstå ham, hvis det var tilfældet.

Det var en noget våd og kedelig dag i dag, og det kunne for Lori kun betyde EN ting. Te og en god bog! Og det var da også sådan han havde regnet med at hans aften skulle være. Han sad godt plantet i sin læne stol med fødderne oppe, og bogen let placeret foran sig, mens den ene hånd af og til gled ned og fangede koppen der stod perfekt til at han kunne nå den uden at han behøvede at fjerne øjnene fra den utroligt spændende bog han lige havde fået.
Han var startet efter arbejde da han kom hjem, og havde kun lagt den fra sig da han pænt fik en lille lektion om at det ikke var høfligt at læse midt i maden, særligt når man havde en dame til bords.
Fru. Claer vidste nu altid hvordan man skulle sige tingene. Og selvfølgelig opdragede hun på ham. Han var det tætteste hun fik på en søn, eller måske nærmere et barnebarn i hendes alder, og hun det nærmeste han havde på noget familie.
Han ende altid med at undskylde mange gange når hun irettesatte ham.

Så nu nød han bare aftenen for sig selv. Og den skulle nok blive god! Han havde ikke planer om at stoppe før bogen var slut.
Men dette blev han dog afbrudt i da det bankede på hans dør. Endelig blev blikket rettet op fra hans bog, og skævede over kanten på hans læseriller. Han afventede lidt at den blev åbnet. Fru. Claer plejede altid bare at gå ind efter hun havde banket, med mindre han sagde et øjeblik eller sådan.
Han brummede lidt for sig selv. Hvem kunne det være? Han lagde bogen fra sig på fodskamlen, åben så han stadig vidste hvor han var nået til, og gik over til døre.
Han åbnede den med et ”jaarh?”
Han stoppede dog op da han så det meget genkenlige ansigt uden for hans dør.. ganske vist gennemblødt og våd som en mus, men jo! Det var hende. ”Vienna?...” mumlede han lidt chokeret. Han havde ikke set hende i lang tid… men det var vel heller ikke så underligt! Hun havde nok haft dårlig samvittighed over hende og Lorikans lille leg. Han var splittet over den tanke. Noget af ham var glad for at det var sket! Den anden.. var mere skuffet.

Han kom dog til sig selv og flyttede sig så hun kunne komme ind ”kom ind, kom ind!.. du må hundefryse!” sagde han og fattede først selv det dumme i hvad han havde sagt. Hun var jo en formskifter så at bruge udtrykket hundefryse var nok lidt dumt.
Han gik over til sit skab og fandt et par af hans natbukser og en af hans sweatre. ”her tag det her på!.. har du spist?” spurgte han begymret. Hun lignede en der ikke havde set en varm stue i flere dage.
Han skulle til at gå ned af trappen for at skaffe mad, da han kom i tanke om noget vigtigt. Han vende om og gik over til hende, gav hende et fast kram og klemte hende en gang. ”det er godt at se dig” sagde han så, velvidende at han blev våd.

Vienna havde fortrudt de valg hun havde taget, i forhold til Lori. Hun skulle bare have været åben med ham omkring det. Men i det øjeblik, havde det virket som den bedste løsning bare at smutte. Men det var selvisk og ikke noget Vienna var stolt af. Mens hun ventede, prøvede hun at finde en måde at fortælle ham det på. Det var ikke noget man bare lige bragte på banen. Hvem sagde, han overhovedet ville tro på hende, hvis hun bragte det på banen.

Hun overvejede i et split sekund at gå sin vej igen, men hun hørte så hans skridt, og vidste hun ikke ville kunne nå det, selv hvis hun forsøgte. Hun smilede forsigtigt, da han åbnede døren. Men det nåede hende ikke til øjnene – det var af høflighed. Hun var glad for at se ham, men omstændighederne, var ikke som hun havde ønsket dem. Han virkede overrasket over at se hende, men der var også en glæde at finde i hans blik. Det gjorde hendes smil noget mere troværdigt. Så lod det ikke til, han var vred på hende, og ikke ville se hende. Hun havde ikke tal på, hvor mange gange hun havde forstillet sig det.

Vienna tænkte ikke nærmere over hans ’hundefryser’-kommentar. Der var andre ting i hendes hoved. Hun tog imod trøjen, og blev en anelse overvældet af hans faren rundt i værelset og mange ord. ”Can you stop being nice? For just a second.” Hun tillod alligevel, at kramme ham og optage noget af hans kropsvarme. ”I have to tell you something.” Hun trådte væk fra ham og trak sweateren på. ”I shouldn’t have left. I should have just told you everything back then.” Hun trak også bukserne på. ”I’m so sorry. I don’t even know where to start.” Hun dækkede hendes hænder med ærmerne og pillede nervøst ved kanten. ”You’re not alone in there,” hun pegede mod hans bryst for at indikere hvad hun mente. Hun ville ikke forsætte endnu. Det var en stor mundfuld at sluge, og hun ville gerne give ham tid, til at komme sig.

Lori så noget overrasket på hende da hun pludselig bad ham holde op med at være sød. Han så på hende med et studerende blik. Hvad var der med hende? Dog da hun begynde at tale forstod han det hurtigt.
Han lod hende dog tale, og havde ikke lyst til at afbryde hende. Han vidste hvad hun ville sige. Hun ville fortælle om Lorikan. Hun ville fortælle det hun havde vidst i mange år. Men som hun aldrig havde fortalt. Måske var det ham der tog det for tungt når folk intet havde sagt. Måske var det so Sean havde sagt.. noget folk gjorde for at beskytte ham, fordi de ikke nænnede at påføre ham den skade det ville være, at vide den slags. Og i virkeligheden vidste han heller ikke hvordan han ville reagere hvis folk fortalte det.

Han sukkede dog da hun sagde han ikke var alene der inde, og pegede på hans bryst. Han så på hende ”det er nu faktisk her inde problemet har været” sagde han og pegede mod sit hoved. Han sukkede lidt, og stak hænderne i lommerne. ”jeg ved godt hvad det er du vil fortælle mig… men nu er der kun mig… eller.. os… altså.. det er svært at forklare” sagde han mens han gik over til sin stol fodskammel samlede bogen op, og klappede den sammen, velvidende om at han skulle lede efter siden. Han tog sine læsebriller af, og lagde dem sammen med bogen på det lille bord ved siden af stolen. Han vende sig mod hende igen og så på hende med et blik der sagde at han vidste det hele.
”Lorikan og jeg er en person nu… ikke flere personligheds skift eller noget når jeg sover… bare.. mig” sagde han så med en underlig selvsikkerhed som Lori normalt ikke havde, men som hørte Lorikan til.
Han så på hende ”og… faktisk… så.. er vores minder også smeltet sammen” sagde han og så på hende med et lidt spørgende blik. Hun ville sikker vide hvad han mente

Vienna var glad for hun undgik afbrydelser. Men hun havde heller ikke forventet andet. Hun kendte Lori godt nok til at vide, han ikke var typen der afbrød uden videre. Hun fulgte ham med blikket, da hendes sidste sætning havde forladt hendes læber. Han virkede ikke overrasket, hvilket overraskede hende. Det var ikke den reaktion hun havde forventet, at modtage. Da han rettede hende, gik det op for hende han allerede var klar over det. Da Lori sagde det kun var ham, følte Vienna pludselig en underlig følelse. Lorikan var væk. Selvom hun på tidspunkter havde brudt sig meget lidt om ham, så ville det stadig være underligt aldrig at se ham igen. Han forklarede nærmere, hvilket bestemt var tiltrængt. Hun var ret så forvirret over det hele. Den selvsikkerhed han udviste, var ikke Loris. Det var Lorikans.

Hun så på ham mens han forklarede, lige indtil han sagde deres minder var smeltet sammen. Hun havde problemer med at se ham i øjnene allerede, men nu hvor han vidste det. Så blev det bare sværere. ”I’m sorry,” mumlede hun, mens hun nervøst gumlede på indersiden af hendes underlæbe. Hun satte sig ned på sengen og gemte hendes ansigt et øjeblik. ”I don’t know why it happened. I knew who he was, what he was capable of. I just think I wanted to be with you, with Lori. And I got caught up in it.” Hun var ikke engang sikker på, om hun skulle kalde ham Lori eller Lorikan. Han var dem begge to. Det var så forvirrende for hende, og hun anede ikke hvordan hun skulle håndtere det.

//Beklager længden.

Lori afventede lidt hendes reaktion, og den hun kom med var også den han havde regnet med. Han kende hende efterhånden temmelig godt.. måske endnu bedre nu hvor han kende begge sider af sagen. Han satte sig på en af spisestolene over for hende.
”Du var grebet af tanken om at være sammen med en som ham… jeg bebrejder dig ikke, lige så kikset og nervøs Lori delen var, lige så selvsikker og forførende var Lorikan…. Du..” han sukkede lidt. ”du faldt vel bare for fantasien om en Lori der rent faktisk kunne finde ud af at tage dig ordenligt… i stedet for som han sikkert ville have gjort, roligt og blidt” sagde han og trak på skuldrende.
Han rettede sig en smule, med et næsten berøvet smil. ”det eneste jeg måske er lidt ked af… er at vores første gang sammen, ikke var mens jeg var Lori” sagde han så og trak på skudrende.

Han så roligt på hende, og tog hendes hånd ”desuden.. Lorikan var ikke som han plejer omkring dig, han var sød ikke?... han betænksom… noget du aldrig havde set i ham.. det er klart du blev forvirret” erkende han.
Hele Loris måde at være på var slet ikke ham. Hvis den gamle Lori skulle have talt om det her, have han rødmet, stammet og næsten gået i panik. Men her sad han altså.. rolig og afklaret.
Han så på hende og lagde hovedet lidt på skrå. ”er du sikker på du ikke vil have noget at spise?” spurgte han roligt.

Vienna fandt hele situationen uvant. Det var ikke noget hun nogensinde havde stået i, og sandsynligvis aldrig en, hun ville stå i igen i fremtiden. Men hun var glad for, Lori ikke var vred på hende. Hun lænede sig frem og lagde en hånd på hans arm. ”Tak fordi du forstår.” Det betød rigtig meget for hende, at hun kunne tale med ham om det. Hun trak hånden til sig igen. Hun så på hans berøvede smil, og fik en knude af dårlig samvittighed i maven. Det var hendes skyld han havde det sådan, og det gik hende virkelig på. ”Me too.” Det var Lori hun havde haft følelser for.

Hun lagde hendes anden hånd på hendes knæ, og lænede sig en anelse frem, så hendes albue kunne hvile på det andet knæ. ”He was like you.” Vienna var ikke helt sikker på, hvad hun følte for Lori nu. Hun var sikker på, de følelser hun havde haft var forduftet med tiden, men nu hvor hun sad her, var hun ikke længere så sikker. ”Actually, yes.” Hun var blevet bedre til at tage imod ting. Det var hun nød til af og til. ”If it’s no trouble.” Hun var muligvis bedre til at tage imod, men hun ønskede stadig ikke at besvære andre, hvis hun kunne undgå det. Vienna kunne ikke sætte ord på, hvor meget det betød for hende at han tog det så pænt. Han var hendes bedste ven, og hun ønskede at kunne tale med ham om alting.

Lori smilede blot da hun takkede ja til maden ”slet ikke” sagde han roligt og rejste sig for at gå ned til Fru. Clear, for at få noget mad til Vienna. Det var måske også meget godt. Han havde lige brug for luft et øjeblik. Han holde jo ufattelig meget af Vienna, og af og til tog han da også sig selv i at tænke på, hvordan deres liv havde været hvis han ikke var stukket af, og hvis de stadig havde været sammen.
Havde de mon haft børn i dag? Havde de været gift? Hvor havde de levet, og alle de ting, som han nok egentlig ikke burde tænkte på. De var der og ville måske altid være der.
Men han måtte ærligt indrømme at sammensmeltningen, og derved også de blanede minder, havde nok gjort at hans tanker om, om de måske skulle finde sammen igen,… efter hånden var visnet hen. Men det var nu ikke kun det. Han var jo i forvejen forvirret, og havde nogle følelser han ikke kunne forklare.

Efter noget tid kom Lori op igen med en lækker supper. Han satte den på bordet og så på hende ”der var også lidt brød tilbage” sagde han og gjorde tegn til at hun bare skulle spise. Han satte sig selv i sin læne stol og drak sin efterhånden kolde te ud.
”hvordan har du ellers haft det?” spurgte han så roligt

//sorry for længden

Vienna tillod sig at bruge badeværelset efter Lori var gået nedenunder. Hun så sig selv i spejlet og sukkede. Hun fortrød så mange ting, og på samme tid, føltes det ikke forkert. Hun tørrede hendes hår og ansigt så godt hun kunne, før hun igen satte sig ind på sengen. Hun forventede ikke noget af Lori, hun var bare kommet for at undskylde og fortælle ham sandheden, inden det åd hende råt. Hvis bare hun kunne se ham engang imellem fremover, ville hun være tilfreds. Hun så rundt i værelset. Tingene havde ikke ændret sig meget siden sidst hun var der. Med lette skridt, gik hun hen til bogen han havde lagt fra sig tidligere. Hun åbnede den op på første side, og lod hendes blik glide over ordene. Hun kunne genkende nogle af bogstaverne, men slet ikke nok til at kunne genkende de fleste af ordene. Hun ville lære det en dag, finde nogle der kunne undervise hende. Men det krævede selvfølgelig bare hun havde nogle penge først.

Hun lagde bogen tilbage, da hun kunne høre skridt nærme sig. Hun så på ham da han kom ind. ”Thank you.” Hun satte sig ved bordet, og begyndte at spise. ”I’ve been fine. How about you?” Det var ikke fordi, Vienna ikke ville tale med ham om sig selv. Men hun syntes næsten aldrig de gjorde andet. Hun burde tænke mere på ham fremover. Hun blev nød til at råde bod på hendes fejltagelser, og gøre sig fortjent til Loris venskab.

Hans blik fulgte mens hun spise. Han havde virkelig savnet hende, men samtidig havde han også haft en lille frygt for at deres møde igen ville ende med at tage livet af ham følelses mæssigt. Han havde elsket Vienna, og gjorde det jo i virkeligheden stadig, men... nok på en anden måde.
Sidst de mødtes, havde han måske nok haft sig forhåbninger om at de kunne ligge det bag sig der var sket for mange år siden, og det havde de jo også kunne! Men så var der bare sket nogle andre ting der havde gjordt at de endnu en gang var endt med at komme langt væk fra hinanden! Pludselig var de endt ud i at hun havde været sammen med den ene halvdel af ham, vel vidende at det faktisk var den "forkerte" hvis man kunne sige der var sådan en..
Men i virkeligheden bebrejdede han hende ikke så meget det. Det der nok havede såret ham mest var at hun havde kendt til Lorikan i mange år, uden at sige det mindste til ham. Selv mens de var kærester den gang. Den gang de var helt unge, og nyforelsket.

Han trak lidt påskuldrende "forvirrende..." mumlede han blot. Han sukkede lidt. "det har været lidt af en rutiebane tur... pludelig at skulle forholde sig til 2 forskellige personligheder der mener hver sit!" sagde han så. Han sad lidt mod hende.
"Vienna..... ville du have været kæreste med mig den gang.. hvis jeg havde være som nu?" spurgte han pludselig med en lidt lav stemme. Efter sammensmeltningen, havde han jo læret at mange kunne lide Lori, men ikke Lorikan. Men hvad så nu hvor Lorikan og Lori var en? Nu hvor han var lige meget den ene, og lige meget den anden?
Hvad hvis det gjorde at folk ikke kunne holde ham ud mere?