I hope you'll accept - Sean (XXX)

T: omkring syv om aftenen
S: Angerforge Distriktet
V: skyfrit, køligt.
P: en mørkeblå kjole med guldbroderier, hendes halskæde, en kappe og et par sorte støvler der stopper lige under knæet. Håret er sat op i en knold med små hårnåle i.

Advarsel: Indholdet er ikke for alle.

Luften var kølig og mild mod huden, og himlen varslede hverken om storm, regn eller anden form for nedbør. Nej, det var bare en ganske rolig aften i et ganske roligt kvarter. Mens Nephthys gik langs villaerne tænkte hun over hvad der var sket siden hun sidst havde sat sine ben ude foran Seans hus. Det var jo på ingen måde mærkeligt, at de var gået hver til sit. Han var en magtfuld mand, og hun var en stædig kvinde. De to, ville andre kunne andet end at skændes - men hun havde tænkt sig at prøve. Hun havde lært meget gennem tiden, hvilket ledte hendes tanker mod dengang han havde fundet hende i en kælder, totalt fra fatningen. Det var nemt at se, at Nephthys levede op til kvindeidealet om det skrøbelige sind og de svage nerver - såfremt man ikke kendte hende. Hun var vilter, og havde en ild i sig der kunne skrive under på det. Det var egentlig en sjov tanke, at en vampyr der ikke kunne føle kulde, skulle have en evne til at manipulerer ild. En evne, hun efterhånden havde lagt på hylden. Hvad skulle hun også bruge den til?
Hun havde stået i ganske få minutter og beundret det hus hun så længe havde følt som hendes eneste hjem, men valgte at gå videre. Tanken om, at manden der havde gjort det til et hjem ikke var der længere gjorde hende en anelse trist. Trods alt, var han jo det eneste hun havde tilbage - om hun ville indrømme det eller ej.
Hun bevægede sig videre ned af gaden, mens hun nød den friske luft. Hun nåede ikke længere, end tre huse væk fra Seans, før hun blev mødt af en dør der åbnede og en ung mand der ventede på hende. Hun havde brudt normen om de ældre butlere for længst. Hvad skulle man bruge dem til? De var meget søde, men altså - intet værd når det kom til deres pligter over for deres Lady.
Hun smilede til den unge mand, nikkede kort, og bevægede sig op til hoveddøren. En smuk dør med flotte udskæringer og et vindue af flerfarvet glas. Hun nød sit hjem, og hvordan det så ud. Alt hvad der fandtes i det var hendes, intet stjålet eller på anden vis ulovligt. Pengene til det derimod, var en anden snak.
''Skal jeg gøre noget klar til Dem?'' Spurgte den unge mand, da hun endelig var trådt ind af døren og han havde lukket den efter hende. Han stillede sig atter rank, mens han tog hendes kappe af hende og foldede den over hans arm.
''Et bad, hvis du vil være så venlig Carson..'' sagde hun med et smil. Der var ingen grund til ikke at smile, ikke i et hjem som dette.
''Javel.'' Svarede han blot, stadig rank og stiv som et bræt. Der blev holdt på formerne i dette hjem, med undtagelse af i soveværelset.
''Åh, Carson.. Fik du sendt besked til Hr. McGivens?'' Spurgte hun, og uden at kunne gøre for det kom der et spinkelt håb i hendes øjne.
''Ja Frue, men jeg er bange for at der ikke er kommet noget svar..'' sagde han, og slog blikket lidt ned.
''Det gør intet Carson, trods alt skrev jeg jo blot at han var velkommen til at komme forbi og tale om alt og intet. Åh, forresten, jeg skrev at han ikke behøvede svare - han kunne blot ankomme hvis han ville.'' Sagde hun, med et lille skuldertræk inden hun begyndte at gå hen mod en lille stue - hendes testue - for at sidde og nyde ildens smukke glød inden hendes bad ville være klar. Carson havde hængt kappen på plads, og havde fået en af pigerne i huset til at lave et karbad klar. Han gik ind til Nephthys, efter at havde set kort hen på døren - som om der var nogen uden at der var det.
''Fruens bad er klar. I tilfældet af at Hr. McGivens dukker op, skal jeg blot lukke ham ind og vente her på Dem?'' Spurgte han, da hans opfattelse af tingene var at de to så ud til at have været gode venner.
''Nej, Carson. Du viser ham ind i dagligstuen. Gæster forvises da ikke herind til, det ved du da.'' Sagde hun, en smule forfærdet over hans tonelejer.
''Javel Frue, undskyld Frue.'' Sagde han hastigt, inden han hjælp hende op og stå. Hun bevægede sig hurtigt hen mod en trappe der ledte ovenpå, op til en gang med otte store værelser - to af dem badeværelser og resten soveværelser. Hun gik ind på badeværelset tættest på, og lod en pige hjælpe hende med at komme ud af tøjet. Hele gangen duftede at lavendel og mynte - de eneste olier hun tillod i sit bad. Snart, ville duften nå helt ned i forhallen og møde enhver gæst som måtte komme.
Carson var gået ned i køkkenet for at klargøre aftenens te. Han vidste naturligvis at Nephthys var en vampyr, men de havde aftalt at holde på formerne når det kom til te og frokost. De to andre måltider, stod hun selv for.
Nephthys gled ned i badekarret, og lukkede øjnene. Hendes krop viste tegn på mange års problemer og vold - nogle af dem endda påført hende af hendes bedste venner. Livet var et mysterie for hende og lige nu, lod hun det ligge. Lige nu, var hun i sin egen lille boble af lykke.

Den 30 årige nye butler havde taget imod beskeden.
Mange ting havde ændret sig. Huset, der havde stået tomt i lidt over et år, var pludselig beboet igen. Sean havde fået sendt sine bøger, tøj og visse møbler tilbage hertil og med de møbler og genstande, han selv havde købt, begyndte det snart at ligne et hjem igen. Der skulle blot varme og en smule restaurering til, før det begyndte at ligne sig selv igen. For hver dag der gik, følte Sean sig mere og mere hjemme igen. Og for hver dag der gik, jo mere begyndte han at slappe af og falde tilbage i sit gamle humør og manerer.
Han havde afgivet hele Dragons Peak til Assorian. Vendte det hele ryggen. Selv om han havde brudt sig om magten og opgaverne, havde han aldrig brudt sig mere om byen eller følt sig hjemme. Da alt var gået ned af bakke...Efter at have talt lidt med Dr. Trott, havde han besluttet sig for at besøge Doomsville igen. Og efter det besøg vendte han ikke tilbage til Dragons Peak.

Men selv om huset nu var det samme, var butleren ikke. Nogle møbler var nye og hans egne rigdom var betydelig mindre. Han havde brugt mange midler på at istandsætte borgen i Dragons Peak og sikre magten over byen. Hans gamle klan var forfaldet og han brugte nu sine vågne timer på at få den op igen. Han overvejede stadig at ændre i dens grundværdier. Få lidt nyt liv i det. Men det gjorde det også pinefuldt langsomt at tjene pengene ind igen.
Hans gamle bekendtskaber i Terrorville havde dog taget pænt imod ham og inviterede han igen til deres små fester. Så selv om han ikke længere havde sine gamle venskaber, fandt han alligevel lidt underholdning i sin hverdag. Og nu var solen også begyndt at skinne, trylle noget af vinterens kulde væk. Ikke at der var nogen sol nu her, hvor aftenen var faldet på.

"En besked fra Stortelle- " Butleren nåede aldrig at udtale navnet helt, før Sean havde grebet beskeden ud af hans hånd.
"Tak. Du kan gå"
Butleren havde nok at se efter. Sean havde endnu ikke skaffet sig nye tjenere og derfor stod butleren også for rengøringen, tøjvask, indkøb og meget mere.
Sean sad på sit gamle værelse. Har var mere tomt end før. Han havde kun halvdelen af sit tøj, hans skrivebord var et mindre og uden en overflod af dokumenter. Der lå lidt omkring klanen, men ellers indeholdt den kun hans bøger om historier og filosofi, som han slappede af med. Sengen var der dog, med det samme silkebetræk. Kisten under sengen. På væggene hang der endnu ingen billeder eller genstande. Sean foretrak meningsfuld kunst og lige nu havde han ikke kunne finde noget.
Han trådte ud på sin balkon, der som altid gav ham udsigt over det efterhånden noget overgroede og visnede have. Den kølige, friske aftenluft var rar og desuden skyfri. Han beundrede stjernerne og månen.
Hans øjne gled over beskeden. Og der stod han nok alt for længe og overvejede for og imod. Den deprimerede Sean ville have ladet vindet tage beskeden med sig til intetheden. Men den gamle Sean, der var ved at dukke op igen, var ikke så sikker. Hans albuer hvilede på gelænderet, der sikrede han ikke faldt ned herfra. Hans hoved faldt ned i hans hænder. Hvad skulle han gøre? Hvorfor kom hun tilbage netop nu? Ville de nogensinde...Kunne vende tilbage til noget af det gamle? De var begge for stædige.

Derfor var det specielt, da han lidt efter gik ned af gaden for at finde hendes hus. Hun klarede sig godt, hvis hun boede i Terrorville nu. Lovligt eller ulovligt? Hvem bekymrede sig om den slags. Han var ikke i tvivl om at de begge havde ændret sig. Men til det bedre? Ville de kunne bedre nu end før eller var kløften mellem dem for stor?
Han bekymrede sig for meget. Et svagt smil gled over ham, ved sine egne tåbeligheder.
Han havde klædt sig lidt fint, men også varmt på. Han ville gøre sit for at dette kunne blive en ny start, hvis det var muligt. Så iklædt nogle finere, men varme støvler og sorte bukser. En hvid skjorte, en mørk jakke og endelig en vandafvisende kappe i tilfælde af...Pludseligt dårligt vejr, vel.
Han studerede facaden af huset, før han gik op og bankede på. For hvert bank mod døren, havde hans hjerte selv banket 100 gange.
Han var begyndt at vende tilbage til sit gamle liv. Og så dukkede dette bekendtskab op...Fra gamle tider. Hvad betød det?

Nephthys havde ligget der i et par minutter - maks et kvarters tid - da hun hørte da døren gav efter. Det faste bank på døren kunne være fra tre personer - Sean, Nicolas eller Andrea. Og da de to sidstnævnte ikke havde kontakt til hende af gode grunde, kunne hun nærmest forvente at det var Sean - medmindre det var en uindbudt gæst, men det var ikke tænkeligt når klokken var over syv om aftenen.
Hun fik sat sig op i badet, og derefter rejst sig. Hun tog et håndklæde om sig, og prøvede at samle det gennemblødte hår i en knold - men det havde sit eget liv.

Carson drejede hovedet hen mod døren, da han kom gående fra køkkenet. Han kaldte hurtigt en pige til sig:
''Gå op og hjælp Fruen i tøjet - sig at hun har gæster.'' Sagde han hurtigt, inden han så pigen neje og forsvinde op af trappen. Derefter gik han hen til døren og åbnede den, og stirrede på manden foran sig.
''McGivens, formoder jeg?'' Spurgte han, med et løftet øjenbryn. Carson var ung, og kendte ikke til almen skik og brug når det kom til at arbejde i sådanne et stort hus og med folk der måske var af finere stand end hvad man fandt i Rotten Root.
Efter han havde trådt til side og havde givet Sean mulighed for at komme indenfor, lukkede han døren igen.
''Hvis De vil følge med mig, så skal jeg følge dem ind i dagligstuen. Fruen er på vej ned.'' Sagde han med et lille smil - Carson kendte ikke Sean, men han kendte Nephthys - og hvis Sean var et gammelt bekendtskab så var der sikkert nogle detaljer som ikke var tørre og kedelige.
''Kan jeg hente noget til Dem mens de venter?'' Spurgte Carson, mens han fulgte Sean ind i det tilstødende værelse - en stue med et sofaarrangement der lignede noget der kunne have stået i et slot. En kamin holdet lokalet behageligt varmt og krogene var oplyst af glødende krystaller i kolde farver. Over kaminen hang et våbenskjold - et som fleste kunne genkende hvis de kendte enten Nephthys eller Sean fra før de skilte veje. Nephthys bar våbenskjolde på sin medaljon om halsen, Sean på en kappenål, en dolk, et armbånd og en ring. Om han havde gemt det, vidste hun ikke. Hun havde stadig sin medaljon og bar den altid. Nu til dags kendte de fleste våbenskjoldet som et tegn på velstand og frygtindgydende væsner når de ikke fik tingene som de ville have dem. De var gangstere, og folk der ikke lystrede ville fortryde.
Carson så afventende på Sean, ville han give svar?...

Nephthys så på pigen, der hjalp hende med at samle hendes hår i en lang fletning der snoede sig ned langs hendes kraveben og ned på hendes brystkasse.
''Maria, hvordan var han klædt? Jeg vil nødig være klædt for fint på.'' Sagde Nephthys mens hun tog en simpel parfume på. Igen, lavendel. Det var den bedste duft hun kendte til. Den mest beroligende, vidunderlige duft. Den var hendes kendetegn nu - duften og hendes blik.
''Jeg ville foreslå en aftenkjole, de klæder Fruen så godt.'' Sagde Maria, inden hun gik hen og fandt en kjole frem.
''God ide, Maria. Hjælper du mig med den?'' Spurgte Nephthys med et smil, inden hun rejste sig og Maria lod hende træde op i kjolen.
Hun fik lukket kjolen med knapper fra nakken og ned til lænden. Kjolen var sort, med rode broderier og blonder. Om halsen hang hun atter sin medaljon, inden hun trådte i et par sko, og derefter forlod badeværelset. Hun trådte ned af trappen, og så kort på Carson som stadig stod og ventede på svar fra Sean - selvom Sean ikke havde haft tid til at svare.
''Carson, hent noget te til os - så er du sød. Og sig at de godt må sørge for noget at spise også. Og lad nu vores gæst være, det er ikke fair af dig at forvente at han kan svare på splitsekunder.'' Sagde hun med et lille drillende smil, inden Carson atter stod rank, bukkede for Nephthys og skyndte sig ned i køkkenet uden at se på Sean.

''Så du besluttede dig for at komme!'' Sagde hun med et varmt smil mens hun slog hænderne sammen i ren begejstring. Der var et spor af lettelse i hendes stemme, som om hun havde frygtet at han havde ment at de aldrig skulle ses igen. Man kunne tydeligt se på hende at meget var sket - meget som han nok ikke ville høre om foreløbigt. På trods af at de var gamle venner, var der noget forandret. Den kærlighed hun engang havde følt for ham havde hun efterladt dengang i Dragons Peak. Hun elskede stadig Sean, men hun ville aldrig indrømme det over for nogen af dem - netop på grund af natten i Dragons Peak. Ingen skulle igen have muligheden for at bede hende gå og aldrig komme tilbage. At glemme alt om ham havde været umuligt. Så i stedet havde hun blot låst det væk i en kiste - alle de dårlige minder var pakket langt væk, og de gode fremhævet. Hun havde en af hans skjorter hængende i hendes klædeskab, et maleri af ham var placeret i dagligstuen hvor de befandt sig - hængt sammen med tre andre billeder: Andrea, dronningen af Sunfury City - Nicolas, hendes skaber- og til sidst, et spædbarn der nemt kunne ligne ethvert andet, med undtagelse af at de øjne var præcis de samme som Seans. Kendte man til deres historie, ville han vide at det var Dean - og gjorde man ikke, så havde hun en ganske nem forklaring: hendes afdøde søn. Ingen spurgte ind, ingen blandede sig.
Maleriet af Sean var lavet ud fra hukommelse, og det kunne tydeligt ses. Han stod rank, med en glød i øjnene og et smil på læben. Sådan som hun ønskede at huske ham.
''Jeg håber ikke Carson har været alt for uhøflig? Han kender ikke rigtig til kutymen endnu..'' sagde hun med et undskyldende tonefald.

Der gik et øjeblik før døren åbnede sig. Med et blik på butleren - eller hvem han nu var - trådte han endelig ind i det overdådige hus. Det slog hurtigt Sean at Nephthys måske ikke bare var rig, men havde virkelig mange penge. Huset var pænt, smykket ud efter mange af kunstens regler. Beundringsværdigt. Det fik ham næsten - men kun næsten - til at glemme bulterens lettere uhøflige hilsen. Manden snakkede jo, som om han boede i huset, som var han husets ligemand. Endnu et blik på manden og de efterfølgende ord fik ham dog til at tvivle på det var tilfældet. Men så igen...Hvem kunne sige om Nephthys ikke havde slået sig lidt mere ned, fundet noget at hygge sig med? Var det ikke fordi manden netop snakkede som om han ikke var andet end butler. Viste vej, tilbød drikkevarer. Glemte at tage Seans kappe, så han ikke skulle gå rundt i huset i overtøj.
Han kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv, som han kom til at sammenligne denne butler med sin Sigmund, der i dette øjeblik nød en god pension. Betalte af selveste McGivens! Han savnede manden. Så dygtig. Han var ikke sikker på om han skulle beholde den han havde nu, manden sagde ham ikke så meget og han kunne ikke helt få sig selv til at stole på manden. Men det var vel bedre end selv at vaske tøj, en ting han mere eller mindre havde glemt hvordan man gjorde.
Næh. Nok nærmere at både han og Nephthys havde fundet hver deres butler, der begge trængte til noget træning.

Han løsnede sin kappe og lod den hænge over sin ene arm, mens han fulgte butleren. Stuen han blev vist ind i var stor, åben og varm. Rummet var behageligt lyst op og det tog ikke lang tid før Seans blik først og fremmest landede på våbenskjoldet.
Oh...
Sean havde stadig ringen med selv samme mærke på. Han havde stadig knappenålen og dolken, der begge lå derhjemme. Trods alt det der var sket imellem dem, ønskede han ikke skille sig af med det. Symbolet af vingerne, hvorpå den ene side var fra en engel og den anden fra en dæmon, havde været hans personlige symbol i Dragons Peak og havde prydet bannere og flag. Formentlig havde Assorian taget dem ned og fiflede med et mærke at sit eget nu, men det gjorde ikke Sean noget. Det var hans. Og, kunne se, Nephthys. Mon nogle af dem nogensinde rigtig var kommet sig over det? Man kunne ikke viske flere års venskab og forelskelse ud. Fantastiske minder og forfærdelige oplevelser.
Hans øjne havde været limet til skjoldet og han havde overhørt mandens spørgsmål om drikkevarer. Faktisk nåede hans blik kun lige at bemærke de andre billeder, der alle fik deres egen lille tanke og forundring, før han vendte sig om for at hilse på værtinden.

Han havde endnu ikke hils på butleren og derfor var det måske forventeligt at han gik uden så meget et blik til ham. Men på nuværende tidspunkt hvilede hans blik på Nephthys og så kunne butler være butler.
Nephthys var fantastisk smuk. Det havde hun altid været, men især i aften. Måske fordi det var længe siden han havde set hende, måske fordi hun endelig levede under ordentlige forhold og kunne pleje sig selv efter kunstens regler. Hun duftede...Lavendel? En behagelig duft, når man ikke overdrev den, men på Nephthys virkede den perfekt.
Hvor var hans egne manerer?
"Nephthys..."
Hans stemme var dyb og brummende, overraskende varm, selv for ham selv. Hvor skulle han begynde? Dårlige minder om sidst han havde set hende oversvømmede ham og gjorde ham i et øjeblik lige så stum, som hendes skønne ydre og varme velkomst havde gjort. Hvorfor tog hun så godt imod ham? Hun burde straffe ham. Være vred og skælde ud. Han vidste at han ikke bare kunne lade det ligge. Han måtte tage hul på emnet før eller siden, så de kunne få renset ud og finde ud af hvor de stod i forhold til hinanden. Og, gik det op for ham...Han håbede de ville stå godt.
Dette pludselige håb var dumt. Var det fordi det var som om han så en helt ny Nephthys eller fordi alle andre havde forladt ham? Han vidste det ikke.
"...Tak for at tage imod mig" han fik endelig færdiggjort sin sætning fra før. Og med den kunne han endelig tø lidt op og fortsætte. Han rømmede sig svagt og trådte lidt til side, som tegn til at hun endelig skulle tage plads. Huset og stuen var hendes, det var han klar over. Men hun var kvinden og en gentleman lod ikke en kvinde stå og vente, mens han selv tog plads.

Han sendte hende et svagt, skævt smil.
"Han var uhøflig. Jeg tager det han er under optræning? Så er der intet at gøre ved det, er jeg bange for. Hvis du vil, kan jeg opremse de mangler jeg har bemærket ved ham, så du ved hvor du skal begynde?" foreslog han venligt, men på ingen måde ment uhøfligt. Tværtimod lå der en snert af drilleri i tonen.
"Jeg lider selv under en butler uden meget træning inden for feltet" bemærkede han venligt konverserende. Han slængede sin kappe over kanten af en stol, som han bagefter ville sætte sig i, såfremt Nephthys også havde sat sig. Hvis ikke, ville han også blive stående.
"Huset er skønt. Du har klaret dig godt" kommenterede han endelig og lod de mørkegrå øjne glide over til hans værtinde. Han følte sig ikke så sikker som han plejede. Men heller ikke så usikker, at han ikke kunne være her eller have en almindelig samtale. Måske havde det hele blot...Overrasket ham lidt.

Carson var forsvundet ned i køkkenet med en yderst utilfreds mine. Det var tydeligt for de andre, at han ikke gad mandelige besøgende i huset - mest af alt fordi han mente at han selv var husets herre. Nephthys havde dog allerede én gang sat ham på plads da han havde ytret sig om det til tjenestepigerne - han bar stadig smerter og et sår på ryggen efter det. Nephthys var en kærlig Frue, men en frygtindgydende vampyr. Hun vidste lige præcis hvordan hun skulle håndtere Carson. Han sad ved køkkenbordet mens en tjenestepige lavede en bakke med te, kaffe, en smule småkager og nogle få sandwiches. Man kunne svagt hører dem tale om Sean, Fruens gæst. Pigerne der havde fået et glimt af ham i forhallen var totalt tryllebundet. Men, han lignede ikke så meget manden på maleriet i stuen efter deres vurdering. Måske var maleriet ældre end de vidste?

Nephthys havde afventet et svar - en respons - fra Sean. Og hun kunne ikke have håbet på et bedre end det han selv kom med. Hun trådte ganske roligt - dog elegant - et på skridt tættere på ham, efter hans tak.
''Hvis ikke du skulle være velkommen i mit hjem, hvem skulle så?'' Spurgte hun, med et smil som de fleste ville se som lille og ubetydeligt - men taget i betragtningen af hvad der var sket mellem dem i tidernes løb, så burde han vide at det var de små smil der var de oprigtige.
Da han trådte til side nikkede hun og satte sig på en stol der så ud til at være den der blev siddet mest i. Den stod skråt for kaminen i rummet og for den anden stol og den lille sofa. I midten af hele arrangementet var der et rundt lille bord som passede til en vase blomster og en bakke.
''Carson mener at han ejer stedet. Hans familie har en lang historie som tyende, men han leder efter mere. Jeg bebrejder ham ikke - men han har ingen fremtid i dette hus hvis han ikke snart retter lidt ind. At være uhøflig bliver ikke tolereret. Du kender mig, mine straffe overgås kun af mine belønninger.'' Sagde hun. Hendes sidste sætning blev ytret, mens hun stirrede ind i ilden. Sean kendte udemærket til hendes reaktioner når folk gik på tværs af hende - og hvad hun var i stand til.
''Huset er.. er noget der står mig meget nært. Den var den tætteste forbindelse jeg havde til et rigtigt liv.'' Sagde hun med et smil og et skuldertræk.

Det bankede på døren, hvorefter en tjenestepige med øjnene fast fikseret på Sean kom ind. Det var som om hun både frygtede ham og beundrede ham. Men så igen, en ven af Fruen - det var sjældent i dette hjem.
Hun stillede bakken med te, kaffe og andre forfriskninger på det lille runde bord, og gjorde klar til at skænke op.
''Tak Poppy, det klarer vi selv i dag.'' Sagde Nephthys med en varm tone - men Poppy havde travlt med at se på Sean og ænsede ikke hendes ord.
''Poppy!'' Sagde Nephthys så, lidt hårdere end normalt, hvortil pigen for sammen og nærmest stak ud af døren uden at lukke den efter sig. Nephthys rejste sig uden at fortrække en mine og gik hen og lukkede døren.
''Mine piger er søde nok, men ikke de lyseste krystaller.'' Sagde hun med et lille opgivende smil.

''Carson fortæller gerne historier og husets gæster til pigerne. Jeg frygter lidt for hvad han fortæller om dig..'' sagde hun og blinkede til ham med et drillende smil.

''Hvad fik dig til at acceptere min invitation? - jeg ved godt at det er uhøfligt af mig at spørge så direkte, men taget i betragtning at vi deler en fortid, så ser jeg ingen grund til at holde så meget på formerne når vi er alene.'' Sagde hun og satte sig ned i stolen igen efter hun havde skænket te op til dem begge. Der var en lille flaske ved siden af tekanden, som alle næsten kunne regne ud var blod. Uden tøven tog hun flasken og kom et skvæt i sin te. Alt blev bare bedre med blod.
Hun så igen afventende på ham. Hun følte sig lidt som en meget nysgerrig lille pige, men hun havde behov for at vide hvorfor han var der nu. Ville han have noget af hende, som de fleste, eller havde han lagt hele Dragons Peak bag sig og var klar til at genoptage deres venskab på ny?
Venskab... Var det det, det var? Venner, bekendte, fortrolige? Mere ville de ikke blive til igen. Hun turde ikke - ikke igen. Sidst hun havde accepteret at Sean kunne bruge hende som arbejdskraft og sengevarmer havde det endt i at de aldrig skulle ses igen. Hun gøs svagt ved mindet af en nærmest ugenkendelig Sean i natten der beordrede hende til at glemme alt om dem, alt om ham. Mindet føltes som en dolk i hjertet, men hun skjulte det så vidt muligt.
Hele hendes tankestrøm, hendes minde, havde efterladt hende stirrende på sin te hvor blodet blandede sig med vandet.

Han sendte hende selv et svagt smil. Ja, hvem skulle så? Prøv med alle andre, end nogen hvis sidste ord havde været at han aldrig ønskede at se hende igen. Mindet var lidt utydeligt for ham, men han huskede essensen af det. Indholdet. Den besked der var blevet gentaget et par gange, blind som han havde været for hendes egne kvaler. Så stor forskel på den Nephthys han havde set i Dragons Peak og til den der sad her nu, med dette store hus. Forvandlingen var stor og han var nysgerrig efter historien.
Han satte sig i sofaen, så de havde bedre mulighed for at se hinanden, mens de talte.
Skulle han svare på det? Han straffede sjældent med vold. Han havde andre metoder, metoder der involverede de rigtige ord, det rigtige tonefald. Vold hørte kun til, hvis det så ud til at være den eneste måde folk kunne forstå budskabet og selv da var det som regel bedre at afskedige folk og finde en ny i stedet. Det var simpelthen for meget besvær for en tyende. Kombineret med at Sean var stærkt overbevist om at god behandling gav gode undersåtter og omvendt. En tjener planlagde sjældent mordet på sin Herre, hvis denne var gavmild og gav et ordenligt sted at arbejde. Men man skulle heller ikke være så gavmild, at tjenerne omvendt troede man var naiv og de kunne prøve at snyde en. Det var en balancegang...For Sean, i det mindste.
"Åh ja, han virker til at eje det hele" påpegede han afslappet. Se dem! Diskuterer noget så almindeligt som en butlere!
Han lænede sig tilbage i den behagelige sofa, med hænderne samlet foran sig. Han havde egentlig tænkt sig at vente...Men nu hvor hun selv bragte det op...
"Huset. Din rigdom. Må jeg spørge hvordan? Det er...Det er en forvandling. Og det er svært at sige jeg ikke er vild med det. Men på så kort tid? Det gør mig nysgerrig" indrømmede han selv. Der var ingen grund til at pakke det yderligere ind, de kendte i princippet hinanden for godt til slags alligevel.

Snart kom bakken ind med the og andre små godter. For Seans vedkommende var det meste af det til pynt, da han kun ville nyde theen. Han spiste stadig ikke menneskelig mad, men holdt sig til sine sjæle. Det var derfor også en ren vane at han sendte tjenerinden et blik og et skævt, drillende smil. Det var ingen hemmelighed at han brød sig om når kvinderne faldt for ham. Kvinder og mænd, for den sags skyld, selv om han på sidste lidt havde vendt sig væk fra mændene igen. Det var kun hvis han virkelig fandt en indbydende sjæl til sit måltid.
Han blinkede til pigen, da hun blev sendt ud og stak af i et form for tøset fjanteløb.
Han gjorde en let bevægelse med den ene hånd.
"Vær ikke så hård. Hun er en ung kvinde og deres lyster og fantasier er helt ustyrlige" Forsvarede han hende, omend det ikke var nogen hemmelighed at han ofte lagde an på alt levende og at alt levende ofte sukkede efter ham bagefter. En pointe han også selv påpegede.
"Hun kan jo heller ikke gøre for din gæst er en af min kaliber!" At drille lidt virkede til at tage broden af stemningen. Han havde svært ved at aflæse stemningen eller gennemskue hvad han kunne forvente. Selv om de i princippet var gamle venner, lå der alligevel noget formelt over besøget og Sean var i tvivl om hvor meget de prøvede at starte forfra, glemme fortiden...Og hvor meget af fortiden der stadig bar relevans. Det fik han forhåbentlig svar på efterhånden.
"Historierne er næppe værre end de rygter der har været om mig" bemærkede han ubekymret. Om nogen burde Nephthys vide hvad der var sandhed eller ej.

Han rakte ind over bordet og tog imod sin kop af dampende varm the. Hans blik gled ned i dens gyldne skær, mens han lænede sig tilbage igen. Han indsnusede duften af den. Ah! Der var intet der slog en god kop the!
Og theen var en kærkommen undskyldning for at trække et svar til de nye spørgsmål ud. Han pustede let til den og nippede forsigtigt til den varme drik, der endnu var alt alt for varm at drikke. En varme som hans tungespids måtte lide under et øjeblik.
Til sidst trak han vejret dybt. Der var ingen vej uden om noget af det. Ville han træde over grænsen? Han havde lyst til at svare lige så direkte, pointere der ingen grund var til at de skulle være så formelle over for hinanden, men hvem var han at bestemme det? Dette var hendes hus og han havde bedt hende smutte ud af hans liv. Han skulle blot være tilfreds at hun overhoved gad se ham igen. Og med den tanke rettede han sig lidt op og sendte hende et lidt for stort smil, før han trak på den ene skulder. Det gik op for ham at han savnede en ven, men blot fordi han sad her, kunne han ikke gå ud fra at det var det hun ville. Var det virkelig derfor han var kommet? Modet sank lidt i ham. Han var ved at falde ind i sit gamle selv, men han kunne stadig blive ramt af modløshed, når det gik op for ham hvor ødelagt hans liv var. At alle de personer, der havde betydet noget...Var væk. Og han var alene. Han rømmede sig svagt.
"Det er vist en længere historie..." Han lænede sig frem og stillede theen tilbage på bordet, så han ikke risikerede at spilde. Han foldede sine hænder, da han lænede sig tilbage endnu en gang.
"...Først og fremmest vil jeg gerne sige undskyld. Jeg ved jeg ikke burde lede din opmærksomhed hen på så mørke minder, men jeg beder dig være tålmodig med mig et øjeblik...Selv om jeg ikke engang burde bede om det. Hvis sandheden skal frem, er jeg forundret over du overhoved tog kontakt. Jeg skammer mig over sidste gang vi så hinanden og..."
Hvorfor var det så svært? Fordi den store, stolte Sean skulle indrømme han havde følelser og at han havde det svært. Han skulle indrømme noget personligt, som ikke engang var noget godt og den slags havde aldrig faldet ham nemt.
"Nephthys...Jeg har ikke haft det godt. Med mig selv eller med verdenen og jeg er ked af du blev fanget i det og jeg er ked af de ord jeg sagde. Jeg troede faktisk aldrig jeg skulle se dig igen, så da du inviterede mig, pirrede det alligevel min nysgerrighed" indrømmede han så, omend hans blik var tøvende med at møde hendes. Til sidst lykkedes det ham alligevel at hæve blikket op på hende og se det hele i øjnene. Han skyndte sig videre. Ønsker ikke at dvæle ved det.
"Men jeg har det bedre nu. Og det var også mit håb du havde det. Jeg måtte få det bekræftet" tilføjede han med et svagt smil.

Hun smilede over hans drillerier og kommentarer omkring Poppy. Det var klart, at han mente at han var gudernes gave til de dødelige - som altid. Noget ændrede sig aldrig, heldigvis.
''En gæst af din kaliber kunne let springe væggene.'' Sagde hun med et drillende smil tilbage. Hun elskede hans temperament, men så ikke meget til det endnu. Måske var han virkelig blevet mere... Afslappet.
Da han begyndte på hans forklaring - og begyndte det hele med at undskylde for blot at henlede hende på minderne. Hun smilede svagt ved det - allerede dér havde han ændret sig.
Skammede han sig? Sean McGivens sad i hendes stue og indrømmede at han skammede sig. Okay... Den var ny.
Han havde haft det svært, det havde hun vidst hele tiden. Men hun havde ikke regnet med, at han prøvede at se hendes del i det. Som om det var lige svært for dem begge.
''Jeg er ked af at du har troet at jeg aldrig ville se dig igen. Du er min familie, Sean. Om du vil det eller ej. Du bliver aldrig min mand, så meget ved vi begge to. Men du er det tætteste jeg nogensinde kommer på det. At næste at se dig, ville være som at nægte at se sig i spejlet.'' Sagde hun, mens hun så ham i øjnene. Han slap ikke for at dele bare lidt af hendes smerte med hende, når det kom til den tid i Dragons Peak.
Hun vidste at han ville undre sig over hendes hjem, hendes stand og hendes liv. Hvem ville ikke det - hun havde været flad, færdig og uden betydning sidst han havde set hende og forandringen havde været umådelig hurtig. Det var svært at forestille sig at hun ikke havde gjort noget forfærdeligt for at få fat i det liv hun havde nu.
Hun så på ham, med et lille smil, velvidende at historien om hendes nuværende liv var mere eller mindre klam. Men...
''En mand jeg havde viet mit liv til, bad mig glemme alt om ham og forsvinde. Jeg havde ikke noget at vende tilbage til. Jeg gjorde, som de fleste andre, og tog hvad jeg ville have. Jeg tog arbejde fra andre, bød højere på hvad jeg var villig til at gøre. Det hjalp at folk kendte til våbenskjoldet. De turde ikke sige nej til at ansætte mig, måske fordi de troede at jeg var en af dine fortrolige - det kan jeg jo ikke vide. Jeg stod for at skulle beskytte en rigmands kone og to børn. Det gik fint.. Lønnen var fin.. Men..'' hun så ind i ilden igen, og bed lidt sammen. Hun skammede sig ikke, men hun kunne heller ikke lide at tale om det.
''Manden var en meget efterspurgt mand.. Hans penge var det eneste der beskyttede ham, og da en anden bød over, kom hans penge til kort... Alt hvad du ser, mit hus, mit tøj, mine folk.. Alt er betalt med lønnen fra ham - med undtagelse af tingene i badeværelserne og mit soveværelse. Blodpenge bør ikke være til frit skue.'' Sagde hun og tog en overfladisk vejrtrækning.
Hun tog en tår af sin te og så igen over på ham, denne gang med et lille skævt smil.
''Lige nu lever jeg bare af pengene jeg har tjent. Når jeg kan ænse en kistebund, så skal jeg nok finde arbejde igen. Du kender mig, jeg er ikke bleg for at svine mig til.'' Sagde hun, inden hun så på sin te. Teen farvede hendes læber svagt rødlige grundet blodet. Det lod sig gå usagt hen at det var hende der havde stået for drabet på manden, og senere hen også hans hustru og børn. På en eller anden mærkelig måde, følte hun sig lettet. Hun havde myrdet en dreng på Deans alder.. Hun havde givet slip. Hun var ikke kommet videre, men hun havde opgivet at føle sig franarret den del af livet.
''Jeg er sikker på at du forstår mig, når jeg siger at jeg ikke ville dvale ved minderne i Dragons Peak. Trods alt, så var der ikke så mange gode af dem for mit vedkommende.'' Sagde hun, og tog endnu en tår af sin te.
''Jeg er glad for at du kom tilbage, Sean.. Du aner ikke hvor meget jeg har savnet dig..'' sukkede hun og så ind i ilden igen for ikke at lade ham se hvor inderligt hun mente det. Hun havde naturligvis savnet ham i sengen, men langt mere som hendes fortrolige, hendes bedste ven. Hun manglede den mand han normalt var, i sit liv.

Så. Mentalt stregede han en liste over og smed den væk. Det var alle - alle, hvis relation han selv mente han skulle reparerer, hvis han fik muligheden, efter hans tilstand i Dragons Peak. Lori. Razor, selv om fyren intet huskede. Nephthys. De fyldte ikke engang en hånd og understregede blot hvor alene han var, mere end nogensinde. Forhold var intet blivende, folk forsvandt til højre og venstre og måske var de fleste også ret ligeglad med ham. Men nu havde han endelig taget sig sammen og var begyndt at vende tilbage til sit gamle selv. Ikke at han helt var der endnu, men det hjalp på det. Og nu havde han altså en ting mindre at bekymre sig om og var det skridt tættere på den gamle Sean, som folk kendte. Eller...Ikke at der var folk tilbage. Men altså.
Han kunne tage sin the igen. Selv om Nepthys begyndte på noget der kunne være en mørk historie, gik det ikke Sean på. Hvor mange havde han ikke selv dræbt? Og han følte ingen samvittighedskvaler. Han havde slået ihjel hele sit liv, var nød til det for selv at leve og sådan noget som samvittighed var for længst blevet lagt til side. Hans blik gled over til Neph, mens han tog en lille tår af sin the. Han følte sig mere afslappet nu, nu hvor de var enige om at lægge DP bag sig og fortsætte med hvad end de havde tilbage. Det var i hvert fald det han havde fået ud af det.
Han havde for længst måtte indse at andre fandt det langt mere foruroligende at slå ihjel. Og han fornemmede...Han kunne se på hende...
At mordene i sig selv ikke var noget at skamme sig over, men at hun måske stadig ikke var stolt af det. Det mindede ham om at hun i sin tid - ud fra hvad hun selv havde påstået om ikke andet - var blevet vampyr for hans skyld. For at leve evigt ved hans side.
De havde prøvet alt nu. Venskab, familie, kæreste...Og intet havde virket. Så nu turde han ikke prøve at putte bekendtskabet ind i nogen kasse, velvidende det passede i dem alle. Hvor rart kunne det ikke være at forsvinde ind mellem hendes arme, omfavne hende igen og berige sig i en nat af nydelse, som han vidste hun kunne give?
Han så selv ind i ilden. Han vidste ikke hvordan han skulle behandle deres venskab. Alt kunne ødelægge det, alt kunne styrke det. Han måtte tage tingene som de kom og gik.

Hans blik gled op på maleriet af ham med et svagt smil.
"Ja. Det er ubehageligt og fortiden" bemærkede han sigende, før noget langt mere drillende skinnede i hans øjne.
"Men tydeligvis dominerer jeg stadig din stue. Et billede ud fra hukommelsen tager jeg det?" påpegede han. Det var underholdende hun havde det billede. Det generede ham ikke, gjorde ham heller ikke stolt - det var blot underholdende. Men han stadig så ud som på billedet? Mon han stadig var den samme som hun havde fået malet? Formentlig ikke.
Han trak vejret dybt, men på en afslappet måde.
"Tingene har ændret sig. Jeg har faktisk en slave nu! Selv om...Hvis jeg kender ham ret...Så varer det ikke længe" Sean havde aldrig slaver. Den eneste grund til at han havde tilbudt Razor det, var så han kunne sikre sig fyren klarede sig. De havde et venskab...Også selv om fyren ikke længere huskede det.
"Det er..." Han havde været ved at sige noget, men rystede så på hovedet. Nej, ikke mere følsomt. Ingen ønskede den slags alligevel. Han kæmpede et øjeblik med at lægge det hele væk i sit sind.
"Jeg har også savnet dig" bemærkede han så bare. Ikke uden lidt sandhed.
Burde han få malet et par billeder af de folk han savnede? Som havde betydet noget? Han kunne male væg op og væg ned af sengepartnere. Have en æresvæg til folk som Neph, Alane, Fenris...Xander, der var forsvundet...Luce, inden det selskab også var blevet ødelagt...
Men det passede ikke ind i hans væg. Eller hans personlighed. Det var for negativt, for personligt og ville blot minde ham om folk der havde forladt ham. Han havde brug for at fokuserer på fremtiden.
"Hvad laver du så nu? Nyder nætterne væk i luksuriøsitet?"

Hun smilede, lyttede til ham mens han fortalte om den slave han havde anskaffet sig. Det virkede komisk på en måde, han havde jo også engang ejet hende selvom han ikke ville kendes ved det dengang.
''Billedet er mest af alt bare... Ja, ud fra hukommelse. Sidst jeg så dig, var ikke ligefrem noget jeg ville forevige. Så, det her, det passer mig helt fint. Et af dine små flabede smil og dit drilske blik - den mand jeg det meste af mit liv har set som min kæreste ven.'' Sagde hun roligt, og så på ham.
Hun savnede ham, fysisk. Dette, det kunne meget vel være blevet deres hjem - sammen. Men, naaaaaah... Sean slog sig ikke ned, det vidste alle. Hun havde for længst lagt tanken på hylden.
Da han sagde at han også havde savnet hende, smilede hun svagt for sig selv. Hun manglede lidt den bekræftigelse.
''Jeg.. jeg ved det ikke helt. Jeg har ikke for meget at lave for tiden, og når pengene engang slipper op... Tja, så er det jo på den igen.'' Sagde hun roligt, med et lille skuldertræk. Hverken Sean eller Nephthys havde problemer med fysisk arbejde, så vidt hun vidste. Hun var ikke bange for at få jord under neglene, rejse og underholde andre rejsende på turene. Men hun tog ingen steder, ikke mere. Hun blev i Doomsville, ville blive og bygge et liv.
''Hvad med dig? Dragons Peak er vel ikke aktuelt mere for dig?..'' hun satte sig ordenligt, og kiggede direkte på ham nu. Hun satte teen fra sig.
Stod det til hende, så gemte de snakken til senere - men det ville være upassende. Og så alligevel... Kunne de holde fingrene fra hinanden?... Hun vidste ikke engang om han stadig så hende som tiltrækkende, eller om hans ord dengang i Dragons Peak havde været noget han stod ved, og han havde valgt at glemme alt om hende - deriblandt deres mange nætter sammen. Hun kunne dog ikke forestille sig det, ikke fra Sean.

''Hvad siger du til en lille rundvisning? Du har set forhallen og denne stue, men altså! Du skal da set hjemmet!'' Sagde hun inden hun klappede hænderne sammen og rejste sig inden hun slog armene ud.
''Men først! En krammer? For gode gamle dages skyld?'' Spurgte hun, med et bedende blik.
Enhver der kendte hende godt - så naturligvis ville Sean fatte hentydningen - ville kunne se at hun nærmest skreg efter at mærke ham mod sig igen. Hvorfor? Fordi Sean var den eneste mand hun egentlig havde behov for i sit liv - med undtagelse af én. Og det havde hun lovet sig selv ikke at snakke om, tænke på.

Faktisk var det lige modsat. Sean havde jagtet det næsten panisk. Ikke til at starte med, men da Alane først var forsvundet fra hans liv, havde han haft et hul der skulle fyldes ud. Han havde haft et par forhold efter det, hver gang håbet og troet på det kunne holde. Men gang på gang var han blevet skuffet. Der var altid kommet den stabilitet, de faste følelser og en tryg hverdag ud af det, som folk lovede. Om noget havde han lært at være mere mistroisk og hade fornemmelse af...Og lysten efter...Den nærhed. Han var nu stærkt overbevist om at det bedste var at undgå den, uanset hvor ensom han til tider kunne føle sig. Det var bedst for alle - ikke mindst ham selv, der altid stod alene tilbage. Og med Nephthys havde han jo prøvet det før, men uanset hvad de to gjorde ved hinanden, endte det altid med et skænderi før eller senere. Han var slet ikke klar til at prøve noget med hende igen...Ikke før han havde fået bevis for at det måske kunne holde lidt bedre. Hvis det nogensinde skete.
Han smilte svagt og trak på den ene skulder.
"Nej, det er det ikke. Jeg gav det hele væk. De fleste ville hungre sådan en stilling, men jeg flygtede fra den" svarede han roligt. Et eller andet sted følte han at...At han havde fejlet. Hvis ikke det var fordi Lori havde overbevist ham om der fandtes to slags ledere.

Han så på Neph, da hun rejste sig. Jo, en rundvisning kunne være godt. Det ville han gerne. Han havde lige rejst sig og så på hende med et lille smil. Et kram? Et kram var i sig selv uskyldigt. Men i et øjeblik var han splittet. Det virkede til at Neph ville ligge mere i et kram end ham selv...Ville det være klogt? Nej. Han måtte undgå den slags. Måtte undgå at ødelægge alt igen, ikke bare for andre, men også for hans egen skyld.
Men kunne et kram skade? Hvis det sikrede deres venskab? Og sandt var det han til tider også selv savnede at mærke bare nogen mod sin krop. Nogen, der ikke bare var fremmed mad.
Han trådte hen til hende og lagde armene om hende i et kram. Håbede han ikke ville fortryde det.
"En rundvisning lyder godt" medgav han.

Hun kunne på en eller anden måde godt fornemme hans modvillighed. Hun ville dog ikke kommentere på det, for som enhver anden skulle han vide at hans følelser og tænker var private - hun blandede sig ikke. Ikke mere.
Krammet var for hende ikke mere end en bekræftigelse i at han var tilbage. Omend delvist. Hun kunne ikke tvinge ham til at blive, på ingen måde. Det var ikke hendes plads at bede ham om tjenester.
Krammet blev afbrudt, da hun havde stået der i omkring tre sekunder. Hun ville ikke presse ham til at være i nærkontakt med hende - trods alt, så havde han engang forbandet at han havde gået med til det første gang. Hun smilede svagt ved tanken om de nætter de havde delt i en seng. Hun var desværre sentimental på det område - som altid.
Hun glattede sin kjole lidt og rettede ryggen igen.
"Som du kan se, så er det her opholdsstuen. Den mere personlige af dem. Der er en tværs gennem forhallen, men den er mere til dem der kommer uanmeldt eller med ubehagelige ting for øje." Sagde hun inden hun nikkede hen mod væggen med malerierne.
"Jeg er sikker på at du allerede genkender et par af ansigterne hvis ikke dem alle. Kvinden er min plejesøster, Andrea Targaryen. Manden ved siden af hende er Nicolas. Jeg ved ikke, om du har fået forklaringen på hvordan jeg er forbundet til ham, men det var ham der gjorde mig til vampyr. Turbulent venskab." Hun trak på skuldrene.
"Dean kender du jo." Sagde hun så, med et lille smil. Det havde taget mange år for hende at kunne sige hans navn med et smil, uden at bryde grædende sammen og forbande hendes egen idioti. Hun så på Sean, inden hun nikkede ud mod døren indtil forhallen.
"Jeg ved ikke om du vil have en rundvisning ved mine ansattes værelser? Pigerne deler værelser, to og to. Carson har sit eget noget tid endnu. Men jeg får snart en ny ind, som han skal dele værelse med." Hun gik ud i forhallen, hun regnede med at han fulgte efter.
"Den anden opholdsstue er indrettet på samme vis som den vi sad i, med undtagelse af billederne. Min familie kommer ikke klienter ved." Sagde hun med et roligt smil. En tjenestepige stod i døren til køkkenet og stirrede på Nephthys og Sean. Hun forsvandt hurtigt ned i køkkenet igen.
"Ovenpå er der badeværelser og soveværelser. Så hvis du nogensinde får brug for en seng der ikke er din egen, så ved du hvor jeg bor." Sagde hun, men kort efter gik det op for hende hvordan det lød.
"- jeg mener, jeg har jo gæsteværelserne parat hele tiden." Sagde hun så, mens hun bad en tavs bøn om at han ikke havde set hende bandenover sit ordvalg. Hun ville jo ikke skræmme ham væk ved at lyde som om hun bare regnede med at deres forhold til hinanden var tilbage til random sex og underlige samtaler. Hun bed sig lidt i indersiden af sin læbe.

Sean var i gang med at redefinirer sit liv. Klanen skulle bygges op igen og til det, havde den fået et helt nyt navn, selv om dens arbejde bestod af nogle af de samme ting. Hans hus var tomt, med undtagelse af ham selv, hans butler og hans slave. Hans slave, der i virkeligheden var en ven, der havde mistet sin hukommelse. Han vidste ikke hvor længe Razor ville blive boende, det kom nok an på om han fik sin hukommelse igen eller blot sin vilje til at løbe frit rundt. Når det kom til stykket, hvad var han så andet end den praktiske hjælp? Han gav Razor et sted at være, noget at lave. Han hjalp Lori med at forstå sin dæmoniske side. Det personlige var automatisk forsvundet og selv om han endnu kunne føle sig ganske ensom, var han overbevist om at det en dag ville nå en ligegyldighed. Et punkt, hvor han ikke længere kunne mærke det eller tænke over det.
Han gav hende glædeligt et kram, men med forbehold. Klogere af erfaring, af skade.
Han havde hørt om Andrea og den kongelige familie i Sunfury, men Dean kendte han og det havde egentlig være unødigt for hende at præsenterer ham. Hvordan kunne han nogensinde glemme udseende på selv samme barn han havde slået ihjel? Det var fra et liv...Så længe siden. Så fjerne minder nu.
Ellers fulgte han afslappet med hende med et svagt smil.
"Jeg behøver ikke se hvor dine tjenere har værelse" bemærkede han. Personligt ville han ikke vise det frem, hjemme i sit eget hjem. Men dette var Nephthys' og hvis hun absolut ville vise det frem, ville han da gå med hende. Men der var ingen grund til det, var der vel?
Han nikkede lidt og lod blikket glide over forhallen igen.
"Jeg er med på hvad du mener" Hans smil voksede en smule, da han så tilbage på hende.
"For at være helt ærlig, tror jeg ikke vi bør indgå os i et seksuelt forhold. Ikke hvis du på nogen måde havde de tanker, vel at mærke. Min erfaring siger mig at bliver vi for involverede, lider vores relation under vores temperament og stædighed" Han drillede hende lidt. Men der var også sandhed i hans ord, i det mindste den sandhed han selv så.
"Og dit eget værelse? Må jeg se det?" foreslog han så.

Hun sukkede lettet indeni over at han drillede hende - det var tiltrængt oven på hendes lille tale-bommert. Hun så på ham, med et lille skævt smil.
"Tør jeg vise dig det?" Grinte hun roligt, med et drillende smil. Hun turde ikke give ham ret i hans ord, i afvisningen af ideen om de to i et soveværelse igen. Det var som om at hvis hun gav ham ret så lukkede hun et kapitel i sit liv som hun faktisk på sin vis ikke ønskede lukket.
"Kom med.." sagde hun så, velvidende at når de nåede op til soveværelset så ville hun nok have det lidt hårdere med at håndtere at de ikke rigtig kunne den slags mere..
Hun gik op af trappen, op på førstesalen. Hun så på ham med et livligt blik i øjet, inden hun tog i håndtaget til den første dør på venstre hånd for trappen.
Døren gik op og ledte ind til det mørkt værelse. Værelset møbler bestod af et klædeskab, en kommode, et lille bord med bøger og så videre, et lille rundt bord med to stole ved og en seng. Sengen var stor og med sort sengetøj. Intet lyst i soveværelset gjorde at det mindede mest af alt om en mørk hule. Hun nød mørket. Hun lod ham træde ind sammen med hende men lod døren stå åben så lys fra gangen kunne komme ind. Hun trådte ind i rum et selv og stillede sig ved enden af sengen.
"Velkommen til." Sagde hun roligt, men det var nok tydeligt at hun ville holde lidt afstand. Hun turde ikke overskride hans grænser, og i deres 'forhold' var det ham der satte grænserne.
"Som du kan se, så nyder jeg mørket for tiden." Sagde hun roligt og slog armene ud.

Måske var det også derfor, det ikke altid gik. Sean nød selskabet af stærke kvinder. Nephthys var stærk, men til tider skulle Sean blot prikke til hende og det virkede som om hun kunne falde sammen. Alane var aldrig brudt sammen. Hun havde altid givet ham præcis nok modspil, altid sat sine egne grænser for deres forhold. En kvinde der på en gang kunne sige både ja og nej. Og hvis hun ønskede sig noget? Så kunne hun sagtens selv træde til og prøve at tage det. Det havde ikke bare været ham, der styrede showet. Men for at være ærlig kunne han ikke huske om Neph faktisk havde været sådan en gang, men at noget - at noget - måske havde ødelagt hende.
Men der kom nok aldrig nogen der slog Alane. Men han vidste også det var et overstået kapitel. Sidst han havde set hende, havde hun ligget dødende på hans seng. På en eller anden måde havde han reddet hende fra forbandelsen...Men derefter? Intet. Han vidste ikke hvordan han havde det med det. Især taget i betragtning at se begge havde fundet behag i hinandens selskab. Det havde hun...Havde hun ikke?
Det var ikke ting han burde tænke over lige nu. Det var ikke fair over for Neph.

Han gik med hende. Hans blik gled rundt i det mørke rum, der duftede af Neph. Han trådte ind og vendte sig rundt, som han kiggede lidt. Til sidst landede hans blik på hende igen og han sendte hende et svagt, skævt smil.
"Du er også vampyr" bemærkede han sigende. Solen var næppe Nephs bedste selskab, selv ikke nu. Virkede hun en smule usikker, nu hvor han stod i hvad der uden tvivl var det mest private værelse i huset? Han vidste det ikke helt. Med Nephthys var det som om han ikke kunne læse hendes udtryk, helt på samme måde som andres.
"Her er fint" svarede han så.
"Vil du...Have jeg går?" foreslog han så. Måske brød hun sig ikke om han var så tæt på, at han var på hendes værelse eller blot de ting han havde sagt. Men han var overbevist om at det var bedre lidt afstand end slet intet og han håbede hun kunne accepterer det. Omvendt følte han sig også lidt dum for at spørge.

Fint.. underlig beskrivelse, mens om altid kunne hun vel bare antage at han ikke havde problemer med det. Seanvar nok en af de eneste mænd der havde adgang til hendes soveværelse - af flere årsager. Hangar også en af de få hun holdet sig fra psykisk. Hun rørte aldrig ved hans tanker, hans sind. Den smule privatliv fortjente han uden tvivl.
"Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra." Sagde hun med et lille smil, inden hun fik hen og satte sig ved det lille bord, i den ene stol. Den anden stod ham fri for at sætte sig i - hvis han havde lyst.
"Jeg ville ærlig talt blive en smule trist hvis du går nu." Sagde hun så, velvidende at han nok forstod det. Det var så længe siden de havde set hinanden, og skulle de kunne have et venskab så var et minimumskrav at de kunne være i rum sammen. At rummet så var hendes soveværelse gjorde hende ikke så meget - han havde delt seng med hende førhen trodsalt.
"Men, hvis det er dit ønske at gå, så kan jeg ikke gøre meget for at stoppe dig." Sagde hun så, stadig med et behageligt smil. Hun kunne ikke påstå at hun ikke elskede Sean, men hun kunne lade være med at tale om det. Hun havde så mange grunde til at glemme de følelser, så hun prøvede. Væk med dem, ned i kisten under sengen. Lige nu var han jo bare Sean, hendes bedste og næreste ven. Han vidste jo alt om hende..
hendes smil voksede ved minderne om dengang han havde spillet hendes mand, og de havde fjollet i gaderne. Hvor var den tid henne? Hvorfor kunne de ikke bare tage tilbage..? Det var naturligvis før hun blev vampyr... og før Dean.. men det betød ikke noget mere - hun gad ikke forbande hendes valg længere. Ikke mere, det er så latterligt... hun var kommet videre, men minderne holdet hun ved.
"Har dit liv altid været kompliceret Sean?" Spurgte hun så, ud af det blå. Hun så lidt ned på medaljonen om hendes hals - 'deres' våbenskjold. Det var som om hun ikke kendte ham så godt som hun troede. Hvor kom han fra? Hvem var hans familie? Hvordan så hans mor ud?.. hun følte sig som udenforstående... hun sukkede stille.
"Undskyld, jeg skal ikke blande mig." Sagde hun så og så på ham med et smil igen.
"Jeg tænker som altid for meget over tingene, og taler uden at tænke over om det er passende." Grinte hun med et svagt smil, inden hun så på medaljonen igen.

Han så på hende en stund, som hun sad der i mørket, kun med det svage lys fra den åbne dør. Han ville faktisk også gerne blive og lige nu var der intet til hindre for det. Intet farligt, intet på en måde, som det ikke burde være. Han havde lænet sig op af fodenden af sengen, mens han havde overvejet det hele, da hendes sidste spørgsmål kom. Hans arme gled automatisk over kors og hans blik gled ned mod gulvet. Det var jo ikke fordi hun havde bedt om hele hans livshistorie, han var bare en meget privat mand. Besad kunsten i at rette emnet væk fra ham selv og få det til at handle om andre i stedet. Var det derfor han aldrig fik nogle gode forhold, at folk altid forlod ham og forsvandt? Fordi han aldrig kunne lukke op. Ikke ordentligt. Han holdt det personlige så tæt, at det ikke efterlod rum for nogen anden. Han havde aldrig indset at den slags viden betød noget for andre...Eller, hvad der kunne være det værste, hvis de brugte det imod ham. Men ingen virkede til hverken at have tålmodigheden eller indblik nok, til at vide at...Hvis de bare ventede. Hvis de stillede de rigtige spørgsmål...Han ville nok aldrig sætte sig og fortælle det hele. Men lidt af gangen. Lidt der, lidt her. Men folk blev jo aldrig så længe og jo oftere folk forlod ham, jo mere murede han det hele til.

Til sidst rettede han sig op. Han tog sig den frihed at trække nogle af de tunge gardiner fra, så et svagt lys kom ind fra natten udenfor. Så gik han tilbage og lukkede døren, så de var alene i værelset. Han satte sig i stolen over for hendes.
"Altid" svarede han så bare.
"Selv om du kunne være mere specifik. Hvordan kompliceret?" Hans øjenbryn gled en smule opefter.
"Følelsesmæssigt?" foreslog han.
"For så tror jeg næsten det er lige så komplicerende for jer, som det er for mig. Jeg er ingen simpel mand. Eller...Sådan kan jeg lide at tænke om mig selv. Og jeg bryder mig ikke om at udleverer mig selv på et sølvfad" tilføjede han og trak på skuldrene.
"Men jeg giver dig 5 spørgsmål. Hvis det er fordi du vil vide mere om mig...Får du 5 spørgsmål" tilføjede han så lidt efter. En...Tjeneste...Vel. Hvis det betød så meget at kende ham på det punkt...Hvis det var det han gjorde forkert...Neph havde altid været der. Måske fortjente hun at vide mere.

Hun kunne ikke lide at blande sig. Hun følte på et punkt, at hun ikke havde retten til at vide mere om ham end hun allerede nu gjorde. Måske fordi de ikke var andet end gode venner? At de inderst inde vidste at hvis de prøvede mere så ville de brænde sig så voldsomt igen?
"Jeg har ikke brug for dine fem spørgsmål.." sagde hun så med et lille smil.
"Jeg ved kun hvad du fortæller mig. Hvad du stoler nok på mig til at dele. Det er rigeligt." Sagde hun så, velvidende at hun opgav en enestående mulighed for at høre mere om ham.
"Der var engang hvor vi talte om alt... ikke om fortiden, men alt hvad vi tænkte, følte.. jeg savner det. Jeg savner dig. Jeg savner vores eventyr, vores stunder foran pejsen hvor vi sad og snakkede om løst og fast." Sagde hun roligt, velvidende at hun trådte ind på farvande hun ikke vidste hvad indeholdte hos ham. Var dette at gå over hans grænser?
Hun smilede lidt til ham. Nattens lys gjorde værelset endnu mere dunkelt end hvis der bare havdeværet mørkt - men selv i dette lys kunne hun genkende hans blik. Hans kæbe, hans læber... hans hænder. Når de gled over hendes hud - nej! Fy - slemme Nephthys! Ikke nu. Ikke når han sidder lige dér, gem fantasierne til sengetid!

Hans øjenbryn gled en smule sammen, som hun afslog. Han vidste ikke helt om han var skuffet, om han endelig havde indstillet sig på at sige noget, eller om han var ligeglad. Til sidst trak han bare på skuldrene og lænede sig godt tilbage i stolen.
"Sikker? Tilbuddet gælder kun i nat" bemærkede han drillende.
Han trak vejret dybt og drejede hovedet, så han så ud af vinduet i stedet. Se, det var noget der kunne gøre stemningen lidt mere akavet, var det ikke? At snakke om hvordan tingene havde været, men ikke var længere. Hvad skulle han stille op med det? Et eller andet sted virkede det så udmattende...
"Der er ingen der siger, det ikke kan ske længere. Men omvendt kan man heller ikke bare sætte sig ned og begynde at snakke. For at være ærlig ved jeg ikke hvad jeg skal tale med dig om. Der er sker ikke så meget i liv, som der har gjort. De fleste folk har stukket halen mellem benene og ladet mig stå tilbage med det hele. Mine bekendtskaber, der faktisk betyder noget, kan tælles på under en hånd. Det eneste der er noget værd, er min klan. At jeg er ved at genopbygge den. Men selv det emne tror jeg hurtigt går død...Når det kommer til stykket, hvor interessant er det så også?" bemærkede han. Han kom i tanke om at Neph engang havde hjulpet ham og hans klan, at hun engang havde set sine medicinske kundskaber til rådighed. Åh det var længe siden...Hvorfor var det nu? Havde det også været noget med et hukommelsestab? Alle virkede til at få dem. Bare det ikke var en sygdom der også ramte ham. Alle hans hemmeligheder, forsvundet?
Han så på hende med et svagt smil og et træk på skuldrene.
"For et være ærlig savner jeg også dig. Og for et være ekstra ærlig...Også at have sex med dig. Men hver gang vi prøver noget mere...Hver gang vi blander andre ting ind i det...Det går bare altid dårligt" brummede han så.

Nephthys genkendte hurtigt hans drillende tone - hans svar på at hun savnede det, det kunne hun ikke lade være med at smile svagt over.
"så må vi jo se om natten får mig til at skifte mening." Sagde hun med et smil der på en eller anden vis nok var mere lokkende end hvad godt var.
"Føler du at jeg skred? Sådan, helt ærligt?" Spurgte hun inden hun satte sig til rette, som om hun forventede et længere svar.
Hans næste ord fik hende dog hurtigt til at så lidt ned af sig selv, som om hun prøvede at skjule gengældelsen i hendes blik.
"Ja.. det er jo ved at være noget tid siden..og jeg ville på intet tidspunkt forlange mere end dét. Hvad skulle det være? Vi har prøvet alt, og for det meste viser det os bare at sex og venskab er hvad vi kan finde ud af. Jeg tror, for at være ærlig, heller ikke at du har haft lyst til mere end det." Sagde hun med et smil, velvidende at han ikke havde så meget at sige til det - at dømme ud fra hans brummende tonefald.
"Men jeg er glad format høre at du savner det. Så er jeg ikke alene om det." Sagde hun med et lille drillende smil.
Hun så på ham, og lænede sig lidt tilbage i stolen.
"Der er jo ingen der siger, at du behøver tage hjem og sove i nat.." sagde hun så, en smule drilsk - omend ikke mindst lokkende. Hun ville elske den nærhed, tæthed. Bare at mærke ham igen. Men, et var hans valg - hun ville aldrig prøve at tvinge ham, det ville også bare være en dum ide, taget i betragtning at han var så meget stærkere end hende og det ville være dumt generelt.

Et svagt smil gled over ham. Han havde talt lidt over sig og nu var hun allerede ved at misforstå hans ord, vende og dreje dem, så hun kunne pege fingre af ham. Uden tvivl det ville blive starter på et af deres skænderier, hvis ikke han opdagede det i tide og fik sagt noget rigtigt. Noget der kunne få hendes fokus væk fra et følsomt emne.
"Jeg er sikker på vi begge føler, vi forlod hinanden. Om ikke andet, er jeg sikker på vi har gjort den slags over for hinanden et par gange" svarede han så neutralt som muligt. I virkeligheden var hun gået. Hun havde ikke været tilfreds med en stilling hos ham, ved slottet og hun var derfor gået. Efterladt ham med det hele. Ja, han følte hun var gået fra ham. Men han gad ikke diskuterer detaljerne nu, det gav ingen mening. Han havde haft det så dårligt dengang og nu ville han bare gerne fokuserer på fremtiden. På nutiden.
Hans ene arm hvilede på armlænet, som han lænede sig lidt skævt tilbage i stolen. Hans ene hånd gned ham i nakken et øjeblik.
"Jeg gjorde...En gang" svarede han så bare. Hans følelser over for Neph havde altid været blandede, men han vidste at han engang havde elsket hende, på den måde som hun altid havde hungret efter. Men nu? Han holdt af hende. Ville sikkert gøre alt for hende. Men han var ikke sikker på om det var at 'elske' eller om det var noget helt andet.
Hun lokkede og han vidste det. For en stund kunne hendes vampyriske tiltrækningskraft godt være svær at modstå. Eller var det hans medfødte seksuelle lyster, der aldrig virkede til at få nok?
Det kunne være rart. Selv om han flere gange havde sagt nej...Kunne han være så dobbeltmoralsk? Kunne han risikerer det? Ville det ikke være at lege med hende, selv efter alt det der var sket?
Han tvivlede på det nogensinde bare blev simpel sex igen. Det ville sikkert føre nye følelser med sig, der ville gøre det nemmere for hende at hade ham. Han trak vejret dybt og brød den stilhed, der altid nægtede ham at lufte den tvivl, de følelser.
"Jeg ville elske at sove her...Men ville det virkelig være okay? Ville det ikke ødelægge alt? Vi snakker endelig sammen igen. Men nogen vil mene jeg misbruger dig og dit venskab. Og personligt...Ville jeg være bange for vi ikke kan stoppe der, igen. Vil tingene ikke blive ødelagt...En gang til?" bemærkede han så neutralt som han kunne. Ah...Det var på en måde befriende og ubehageligt at sige disse ting højt. Nej, det skulle sandelig ikke blive en ny vane af hans. Så hellere holde munden lukket og selv tage et valg.

Hun forstod udemærket hans bekymring - hvad nu hvis det hele blev tabt på jorden igen? At de ikke længere kunne ses overhovedet?
"Jeg er ked af at jeg har svigtet dig dengang.. mange gange.." sagde hun, mens hun prøvede at fastholde hans blik. Hun smilede ikke længere - det ville ikke være særlig respektfuldt at smile når han talte om sine bekymringer.
"Jeg ved ikke... jeg ved bare at jeg ikke føler st jeg er på samme sted som jeg var dengang. Jeg forstår dine bekymringer fuldt ud, og jeg er enig i at sætte vores venskab over styr er en stor risiko.." sagde hun og så lidt ned på bordpladen for at undgå at stirre på ham.
"Menjeg ved også, at vi før har gjort det - holdt det på venskabeligt plan, indtil jeg dummede mig ved at ytre mine følelser." Sagde hun roligt - som om hun nok ikke ville gøre det igen.
Lige nu ville hun dog ønske at deres bekymringer kunne slås til side, bare for natten.

Han trak vejret dybt, men holdt sig selv fra at sukke. Det ville være det tusinde suk på en aften, alligevel. Det hele var lidt for dybt og personligt, til at han brød sig om det, men på den anden side mente han at det var sundt. Sundt at de fik en fornemmelse af hvor de stod og hvad de kunne. Mere ærlige over for hinanden, end de nok havde været længe.
"I lige måde" brummede han. Han havde selv svigtet hende en del. Uden tvivl. Ham, der altid bare ønskede at være der, for dem der faktisk betød noget. At svigte ville være det værste. Ødelægge hans egen stolthed, hans ære.
"Det er naturligt du har følelser..." begyndte han. Det lød jo som om han ingen havde. Men måske havde han faktisk nemmere ved at holde tingene adskilt end hun havde?
"...Og jeg vil respekterer dem. Hvis et seksuelt forhold hiver dine følelser frem og de kommer til at...Fylde så meget...Jeg vil ikke såre dig på den måde. Ikke igen" Han vædede sine læber og så endelig op på hende. Hans fingre gled over ringen, der bar deres symbol. I virkeligheden var hun den eneste, der havde sat en ring på ham. Til døden dem skille, på sin egen måde? Han var tæt på at grine af tanken, men formåede at holde masken. Det ville være respektløst.
Han kunne ikke forlange hun lovede aldrig at have følelser for ham igen. Tværtimod ville det måske bare gøre at hun holdt det hemmeligt, til det blev et problem igen.
"Hvis...vi kan forblive ærlige over for hinanden...Måske kan vi...?" Der var noget usikkerhed over forslaget og han var ikke sikker på hans forslag rent faktisk gav mening. Måske ledte han også bare efter en undskyld. En undskyld for at bruge natten et andet sted, end alene i sin egen seng. Jage ensomheden på flugt, også selv om det bare var for en nat.

Hun vidste ikke helt hvor hun havde ham. Hvad ville han, og hvad ville han ikke? Hun vidste godt at enhver chance for ham som sin egen havde hun forspildt på jalousi, på hysteri. Hun havde accepteret det.
Hun nikkede, da han gengældte hendes undskyldning så hun på ham.
"Jeg ved ikke.. det er ikke dig der sårer mig, det er mine egne handlinger. Det er som om jeg aldrig tænker over det.. aldrig overvejer hvad konsekvenserne er..." sagde hun så, og prøvede at smile svagt. Bare for at lettet stemningen.
"Ærlige? Jeg kan godt se hvad du mener.. det er bare... jeg ved ikke - måske kunne det lade sig gøre? Du ved at jeg er villig til at fortælle dig nærmest alt." Sagde hun roligt, med et lille smil. Et spinkelt håb voksede i hende.
"Du ved vel, at selv hvis du ikke vælger at dele seng med mig i nat, at så er du velkommen til at sove her? Gæsteværelser er der nok af." Sagde hun så, med et varmt smil. Han måtte aldrig føle sig uvelkommen hos hende!

Det var underligt, at tale så ærligt med en anden person. Som at lægge...For meget...I en andens hånd. Men om nogen, havde Neph nok bevist at hun ikke smed det væk. Hun trampede ikke på det. Og af en eller anden grund kom hun altid tilbage. Hvis det ikke betød bare noget...Hvad gjorde så?
Han rømmede sig svagt. Han ville ikke tænke sådan på det, han endte jo bare med at blive alt for blød! Men han kunne ikke sige sig så fri for følelser og behov, som han gjorde til hverdag. Alle ønskede vel nogen at dele sengen med. Alle fandt nogen at være sammen med, på den ene eller anden måde.
Så det hele kom vel bare an på om han ville åbne sig nok. Men måske blev der slet ikke brug for det. Hvis blot hun fortalte, hvordan hun havde det, kunne han handle derefter.
Han rejste sig op fra sengen og smed sine sko. Han satte sig tungt i sengen, før han lod sig falde tilbage, med armene ud til siden. Der hvilede et svagt smil på hans læber.
"Hm. Jeg er sikker på denne seng er den bedste. Hvorfor skulle jeg nøjes med en enligt gæsteværelse? Så kunne jeg lige så godt sove derhjemme" bemærkede han og rettede sig lidt op, hvilede sig vægt på den ene albue, så han kunne se hen på hende i det svage lys.
"Hvis det er okay? Ingen siger vi skal lave noget alligevel. Vi kan også bare sove?" foreslog han. Når de blev trætte, vel at mærke. Måske ville de snakke hele dagen og falde i søvn i hinandens arme, som de tidligere havde gjort. Dengang.
Var det så dumt? At forsøge at genoplive fortiden? Skabe en ny nutid. Man ville vel gerne gentage de behagelige ting.
"Men kun hvis du ønsker det" Hans ledige hånd gled over sengetøjet, som han sagde det. Som var han allerede ved at afprøve sengen og gøre sig tilpas i den, så hun ikke kunne nænne at sige nej. Hans blik var drillende, men også en smule lokkende. Der var ingen tvivl om at hvis hun fortrød og ikke ønskede han sov her, ville han ikke nøjes med et gæsteværelse. Han ville ganske enkelt gå hjem igen. Ikke nødvendigvis med det samme, men stadig.

Hun kunne ikke lade væremed at smile stort over hans opførsel. Af med skoene og op i sengen! Fornuftig mand, basta!
Hun rejste sig selv fra stolen hun havde siddet i og gik hen ved siden af ham. Hun vidste jo udemærket godt at de to havde svært ved at holde nallerne fra hinanden når først de havde lagt sig - men det gjorde hende intet. Som altid, det var jo Sean!
Hun tog fat i snøren på kjolen, og trak den langsomt fri mens hun fastholdte hans blik.
Da snøren var helt løsnet var det sådan set blot at lade kjolen glide ned fra hendes skuldre og ned på gulvet. Men, hun lod den blive på - bare for at han havde noget at tage af hende.
"Hjælper du?" Spurgte hun med et lille kælent smil. Hans spørgsmål om hun faktisk ville det her - måske en smule bedre formuleret - havde hun forhåbentlig besvaret nu. Hun var ikke i tvivl om at deres nætter sammen var noget hun elskede.
Der var ingen tvivl - de to i et soveværelse var dynamit til tider.
Hans lokkende blik, det var som om det hev i hende - nærmest flåede hende hen mod ham mentalt. Hun kunne allerede se dem for sig på sengen, og hendes krop skreg efter hans hænder, hans læber.. kuldegysninger lå under overfladen - klar til at springe frem når han rørte ved hende.