I hope you'll accept - Sean (XXX)

T: omkring syv om aftenen
S: Angerforge Distriktet
V: skyfrit, køligt.
P: en mørkeblå kjole med guldbroderier, hendes halskæde, en kappe og et par sorte støvler der stopper lige under knæet. Håret er sat op i en knold med små hårnåle i.

Advarsel: Indholdet er ikke for alle.

Luften var kølig og mild mod huden, og himlen varslede hverken om storm, regn eller anden form for nedbør. Nej, det var bare en ganske rolig aften i et ganske roligt kvarter. Mens Nephthys gik langs villaerne tænkte hun over hvad der var sket siden hun sidst havde sat sine ben ude foran Seans hus. Det var jo på ingen måde mærkeligt, at de var gået hver til sit. Han var en magtfuld mand, og hun var en stædig kvinde. De to, ville andre kunne andet end at skændes - men hun havde tænkt sig at prøve. Hun havde lært meget gennem tiden, hvilket ledte hendes tanker mod dengang han havde fundet hende i en kælder, totalt fra fatningen. Det var nemt at se, at Nephthys levede op til kvindeidealet om det skrøbelige sind og de svage nerver - såfremt man ikke kendte hende. Hun var vilter, og havde en ild i sig der kunne skrive under på det. Det var egentlig en sjov tanke, at en vampyr der ikke kunne føle kulde, skulle have en evne til at manipulerer ild. En evne, hun efterhånden havde lagt på hylden. Hvad skulle hun også bruge den til?
Hun havde stået i ganske få minutter og beundret det hus hun så længe havde følt som hendes eneste hjem, men valgte at gå videre. Tanken om, at manden der havde gjort det til et hjem ikke var der længere gjorde hende en anelse trist. Trods alt, var han jo det eneste hun havde tilbage - om hun ville indrømme det eller ej.
Hun bevægede sig videre ned af gaden, mens hun nød den friske luft. Hun nåede ikke længere, end tre huse væk fra Seans, før hun blev mødt af en dør der åbnede og en ung mand der ventede på hende. Hun havde brudt normen om de ældre butlere for længst. Hvad skulle man bruge dem til? De var meget søde, men altså - intet værd når det kom til deres pligter over for deres Lady.
Hun smilede til den unge mand, nikkede kort, og bevægede sig op til hoveddøren. En smuk dør med flotte udskæringer og et vindue af flerfarvet glas. Hun nød sit hjem, og hvordan det så ud. Alt hvad der fandtes i det var hendes, intet stjålet eller på anden vis ulovligt. Pengene til det derimod, var en anden snak.
''Skal jeg gøre noget klar til Dem?'' Spurgte den unge mand, da hun endelig var trådt ind af døren og han havde lukket den efter hende. Han stillede sig atter rank, mens han tog hendes kappe af hende og foldede den over hans arm.
''Et bad, hvis du vil være så venlig Carson..'' sagde hun med et smil. Der var ingen grund til ikke at smile, ikke i et hjem som dette.
''Javel.'' Svarede han blot, stadig rank og stiv som et bræt. Der blev holdt på formerne i dette hjem, med undtagelse af i soveværelset.
''Åh, Carson.. Fik du sendt besked til Hr. McGivens?'' Spurgte hun, og uden at kunne gøre for det kom der et spinkelt håb i hendes øjne.
''Ja Frue, men jeg er bange for at der ikke er kommet noget svar..'' sagde han, og slog blikket lidt ned.
''Det gør intet Carson, trods alt skrev jeg jo blot at han var velkommen til at komme forbi og tale om alt og intet. Åh, forresten, jeg skrev at han ikke behøvede svare - han kunne blot ankomme hvis han ville.'' Sagde hun, med et lille skuldertræk inden hun begyndte at gå hen mod en lille stue - hendes testue - for at sidde og nyde ildens smukke glød inden hendes bad ville være klar. Carson havde hængt kappen på plads, og havde fået en af pigerne i huset til at lave et karbad klar. Han gik ind til Nephthys, efter at havde set kort hen på døren - som om der var nogen uden at der var det.
''Fruens bad er klar. I tilfældet af at Hr. McGivens dukker op, skal jeg blot lukke ham ind og vente her på Dem?'' Spurgte han, da hans opfattelse af tingene var at de to så ud til at have været gode venner.
''Nej, Carson. Du viser ham ind i dagligstuen. Gæster forvises da ikke herind til, det ved du da.'' Sagde hun, en smule forfærdet over hans tonelejer.
''Javel Frue, undskyld Frue.'' Sagde han hastigt, inden han hjælp hende op og stå. Hun bevægede sig hurtigt hen mod en trappe der ledte ovenpå, op til en gang med otte store værelser - to af dem badeværelser og resten soveværelser. Hun gik ind på badeværelset tættest på, og lod en pige hjælpe hende med at komme ud af tøjet. Hele gangen duftede at lavendel og mynte - de eneste olier hun tillod i sit bad. Snart, ville duften nå helt ned i forhallen og møde enhver gæst som måtte komme.
Carson var gået ned i køkkenet for at klargøre aftenens te. Han vidste naturligvis at Nephthys var en vampyr, men de havde aftalt at holde på formerne når det kom til te og frokost. De to andre måltider, stod hun selv for.
Nephthys gled ned i badekarret, og lukkede øjnene. Hendes krop viste tegn på mange års problemer og vold - nogle af dem endda påført hende af hendes bedste venner. Livet var et mysterie for hende og lige nu, lod hun det ligge. Lige nu, var hun i sin egen lille boble af lykke.

Nephthys havde ligget der i et par minutter - maks et kvarters tid - da hun hørte da døren gav efter. Det faste bank på døren kunne være fra tre personer - Sean, Nicolas eller Andrea. Og da de to sidstnævnte ikke havde kontakt til hende af gode grunde, kunne hun nærmest forvente at det var Sean - medmindre det var en uindbudt gæst, men det var ikke tænkeligt når klokken var over syv om aftenen.
Hun fik sat sig op i badet, og derefter rejst sig. Hun tog et håndklæde om sig, og prøvede at samle det gennemblødte hår i en knold - men det havde sit eget liv.

Carson drejede hovedet hen mod døren, da han kom gående fra køkkenet. Han kaldte hurtigt en pige til sig:
''Gå op og hjælp Fruen i tøjet - sig at hun har gæster.'' Sagde han hurtigt, inden han så pigen neje og forsvinde op af trappen. Derefter gik han hen til døren og åbnede den, og stirrede på manden foran sig.
''McGivens, formoder jeg?'' Spurgte han, med et løftet øjenbryn. Carson var ung, og kendte ikke til almen skik og brug når det kom til at arbejde i sådanne et stort hus og med folk der måske var af finere stand end hvad man fandt i Rotten Root.
Efter han havde trådt til side og havde givet Sean mulighed for at komme indenfor, lukkede han døren igen.
''Hvis De vil følge med mig, så skal jeg følge dem ind i dagligstuen. Fruen er på vej ned.'' Sagde han med et lille smil - Carson kendte ikke Sean, men han kendte Nephthys - og hvis Sean var et gammelt bekendtskab så var der sikkert nogle detaljer som ikke var tørre og kedelige.
''Kan jeg hente noget til Dem mens de venter?'' Spurgte Carson, mens han fulgte Sean ind i det tilstødende værelse - en stue med et sofaarrangement der lignede noget der kunne have stået i et slot. En kamin holdet lokalet behageligt varmt og krogene var oplyst af glødende krystaller i kolde farver. Over kaminen hang et våbenskjold - et som fleste kunne genkende hvis de kendte enten Nephthys eller Sean fra før de skilte veje. Nephthys bar våbenskjolde på sin medaljon om halsen, Sean på en kappenål, en dolk, et armbånd og en ring. Om han havde gemt det, vidste hun ikke. Hun havde stadig sin medaljon og bar den altid. Nu til dags kendte de fleste våbenskjoldet som et tegn på velstand og frygtindgydende væsner når de ikke fik tingene som de ville have dem. De var gangstere, og folk der ikke lystrede ville fortryde.
Carson så afventende på Sean, ville han give svar?...

Nephthys så på pigen, der hjalp hende med at samle hendes hår i en lang fletning der snoede sig ned langs hendes kraveben og ned på hendes brystkasse.
''Maria, hvordan var han klædt? Jeg vil nødig være klædt for fint på.'' Sagde Nephthys mens hun tog en simpel parfume på. Igen, lavendel. Det var den bedste duft hun kendte til. Den mest beroligende, vidunderlige duft. Den var hendes kendetegn nu - duften og hendes blik.
''Jeg ville foreslå en aftenkjole, de klæder Fruen så godt.'' Sagde Maria, inden hun gik hen og fandt en kjole frem.
''God ide, Maria. Hjælper du mig med den?'' Spurgte Nephthys med et smil, inden hun rejste sig og Maria lod hende træde op i kjolen.
Hun fik lukket kjolen med knapper fra nakken og ned til lænden. Kjolen var sort, med rode broderier og blonder. Om halsen hang hun atter sin medaljon, inden hun trådte i et par sko, og derefter forlod badeværelset. Hun trådte ned af trappen, og så kort på Carson som stadig stod og ventede på svar fra Sean - selvom Sean ikke havde haft tid til at svare.
''Carson, hent noget te til os - så er du sød. Og sig at de godt må sørge for noget at spise også. Og lad nu vores gæst være, det er ikke fair af dig at forvente at han kan svare på splitsekunder.'' Sagde hun med et lille drillende smil, inden Carson atter stod rank, bukkede for Nephthys og skyndte sig ned i køkkenet uden at se på Sean.

''Så du besluttede dig for at komme!'' Sagde hun med et varmt smil mens hun slog hænderne sammen i ren begejstring. Der var et spor af lettelse i hendes stemme, som om hun havde frygtet at han havde ment at de aldrig skulle ses igen. Man kunne tydeligt se på hende at meget var sket - meget som han nok ikke ville høre om foreløbigt. På trods af at de var gamle venner, var der noget forandret. Den kærlighed hun engang havde følt for ham havde hun efterladt dengang i Dragons Peak. Hun elskede stadig Sean, men hun ville aldrig indrømme det over for nogen af dem - netop på grund af natten i Dragons Peak. Ingen skulle igen have muligheden for at bede hende gå og aldrig komme tilbage. At glemme alt om ham havde været umuligt. Så i stedet havde hun blot låst det væk i en kiste - alle de dårlige minder var pakket langt væk, og de gode fremhævet. Hun havde en af hans skjorter hængende i hendes klædeskab, et maleri af ham var placeret i dagligstuen hvor de befandt sig - hængt sammen med tre andre billeder: Andrea, dronningen af Sunfury City - Nicolas, hendes skaber- og til sidst, et spædbarn der nemt kunne ligne ethvert andet, med undtagelse af at de øjne var præcis de samme som Seans. Kendte man til deres historie, ville han vide at det var Dean - og gjorde man ikke, så havde hun en ganske nem forklaring: hendes afdøde søn. Ingen spurgte ind, ingen blandede sig.
Maleriet af Sean var lavet ud fra hukommelse, og det kunne tydeligt ses. Han stod rank, med en glød i øjnene og et smil på læben. Sådan som hun ønskede at huske ham.
''Jeg håber ikke Carson har været alt for uhøflig? Han kender ikke rigtig til kutymen endnu..'' sagde hun med et undskyldende tonefald.

Carson var forsvundet ned i køkkenet med en yderst utilfreds mine. Det var tydeligt for de andre, at han ikke gad mandelige besøgende i huset - mest af alt fordi han mente at han selv var husets herre. Nephthys havde dog allerede én gang sat ham på plads da han havde ytret sig om det til tjenestepigerne - han bar stadig smerter og et sår på ryggen efter det. Nephthys var en kærlig Frue, men en frygtindgydende vampyr. Hun vidste lige præcis hvordan hun skulle håndtere Carson. Han sad ved køkkenbordet mens en tjenestepige lavede en bakke med te, kaffe, en smule småkager og nogle få sandwiches. Man kunne svagt hører dem tale om Sean, Fruens gæst. Pigerne der havde fået et glimt af ham i forhallen var totalt tryllebundet. Men, han lignede ikke så meget manden på maleriet i stuen efter deres vurdering. Måske var maleriet ældre end de vidste?

Nephthys havde afventet et svar - en respons - fra Sean. Og hun kunne ikke have håbet på et bedre end det han selv kom med. Hun trådte ganske roligt - dog elegant - et på skridt tættere på ham, efter hans tak.
''Hvis ikke du skulle være velkommen i mit hjem, hvem skulle så?'' Spurgte hun, med et smil som de fleste ville se som lille og ubetydeligt - men taget i betragtningen af hvad der var sket mellem dem i tidernes løb, så burde han vide at det var de små smil der var de oprigtige.
Da han trådte til side nikkede hun og satte sig på en stol der så ud til at være den der blev siddet mest i. Den stod skråt for kaminen i rummet og for den anden stol og den lille sofa. I midten af hele arrangementet var der et rundt lille bord som passede til en vase blomster og en bakke.
''Carson mener at han ejer stedet. Hans familie har en lang historie som tyende, men han leder efter mere. Jeg bebrejder ham ikke - men han har ingen fremtid i dette hus hvis han ikke snart retter lidt ind. At være uhøflig bliver ikke tolereret. Du kender mig, mine straffe overgås kun af mine belønninger.'' Sagde hun. Hendes sidste sætning blev ytret, mens hun stirrede ind i ilden. Sean kendte udemærket til hendes reaktioner når folk gik på tværs af hende - og hvad hun var i stand til.
''Huset er.. er noget der står mig meget nært. Den var den tætteste forbindelse jeg havde til et rigtigt liv.'' Sagde hun med et smil og et skuldertræk.

Det bankede på døren, hvorefter en tjenestepige med øjnene fast fikseret på Sean kom ind. Det var som om hun både frygtede ham og beundrede ham. Men så igen, en ven af Fruen - det var sjældent i dette hjem.
Hun stillede bakken med te, kaffe og andre forfriskninger på det lille runde bord, og gjorde klar til at skænke op.
''Tak Poppy, det klarer vi selv i dag.'' Sagde Nephthys med en varm tone - men Poppy havde travlt med at se på Sean og ænsede ikke hendes ord.
''Poppy!'' Sagde Nephthys så, lidt hårdere end normalt, hvortil pigen for sammen og nærmest stak ud af døren uden at lukke den efter sig. Nephthys rejste sig uden at fortrække en mine og gik hen og lukkede døren.
''Mine piger er søde nok, men ikke de lyseste krystaller.'' Sagde hun med et lille opgivende smil.

''Carson fortæller gerne historier og husets gæster til pigerne. Jeg frygter lidt for hvad han fortæller om dig..'' sagde hun og blinkede til ham med et drillende smil.

''Hvad fik dig til at acceptere min invitation? - jeg ved godt at det er uhøfligt af mig at spørge så direkte, men taget i betragtning at vi deler en fortid, så ser jeg ingen grund til at holde så meget på formerne når vi er alene.'' Sagde hun og satte sig ned i stolen igen efter hun havde skænket te op til dem begge. Der var en lille flaske ved siden af tekanden, som alle næsten kunne regne ud var blod. Uden tøven tog hun flasken og kom et skvæt i sin te. Alt blev bare bedre med blod.
Hun så igen afventende på ham. Hun følte sig lidt som en meget nysgerrig lille pige, men hun havde behov for at vide hvorfor han var der nu. Ville han have noget af hende, som de fleste, eller havde han lagt hele Dragons Peak bag sig og var klar til at genoptage deres venskab på ny?
Venskab... Var det det, det var? Venner, bekendte, fortrolige? Mere ville de ikke blive til igen. Hun turde ikke - ikke igen. Sidst hun havde accepteret at Sean kunne bruge hende som arbejdskraft og sengevarmer havde det endt i at de aldrig skulle ses igen. Hun gøs svagt ved mindet af en nærmest ugenkendelig Sean i natten der beordrede hende til at glemme alt om dem, alt om ham. Mindet føltes som en dolk i hjertet, men hun skjulte det så vidt muligt.
Hele hendes tankestrøm, hendes minde, havde efterladt hende stirrende på sin te hvor blodet blandede sig med vandet.

Hun smilede over hans drillerier og kommentarer omkring Poppy. Det var klart, at han mente at han var gudernes gave til de dødelige - som altid. Noget ændrede sig aldrig, heldigvis.
''En gæst af din kaliber kunne let springe væggene.'' Sagde hun med et drillende smil tilbage. Hun elskede hans temperament, men så ikke meget til det endnu. Måske var han virkelig blevet mere... Afslappet.
Da han begyndte på hans forklaring - og begyndte det hele med at undskylde for blot at henlede hende på minderne. Hun smilede svagt ved det - allerede dér havde han ændret sig.
Skammede han sig? Sean McGivens sad i hendes stue og indrømmede at han skammede sig. Okay... Den var ny.
Han havde haft det svært, det havde hun vidst hele tiden. Men hun havde ikke regnet med, at han prøvede at se hendes del i det. Som om det var lige svært for dem begge.
''Jeg er ked af at du har troet at jeg aldrig ville se dig igen. Du er min familie, Sean. Om du vil det eller ej. Du bliver aldrig min mand, så meget ved vi begge to. Men du er det tætteste jeg nogensinde kommer på det. At næste at se dig, ville være som at nægte at se sig i spejlet.'' Sagde hun, mens hun så ham i øjnene. Han slap ikke for at dele bare lidt af hendes smerte med hende, når det kom til den tid i Dragons Peak.
Hun vidste at han ville undre sig over hendes hjem, hendes stand og hendes liv. Hvem ville ikke det - hun havde været flad, færdig og uden betydning sidst han havde set hende og forandringen havde været umådelig hurtig. Det var svært at forestille sig at hun ikke havde gjort noget forfærdeligt for at få fat i det liv hun havde nu.
Hun så på ham, med et lille smil, velvidende at historien om hendes nuværende liv var mere eller mindre klam. Men...
''En mand jeg havde viet mit liv til, bad mig glemme alt om ham og forsvinde. Jeg havde ikke noget at vende tilbage til. Jeg gjorde, som de fleste andre, og tog hvad jeg ville have. Jeg tog arbejde fra andre, bød højere på hvad jeg var villig til at gøre. Det hjalp at folk kendte til våbenskjoldet. De turde ikke sige nej til at ansætte mig, måske fordi de troede at jeg var en af dine fortrolige - det kan jeg jo ikke vide. Jeg stod for at skulle beskytte en rigmands kone og to børn. Det gik fint.. Lønnen var fin.. Men..'' hun så ind i ilden igen, og bed lidt sammen. Hun skammede sig ikke, men hun kunne heller ikke lide at tale om det.
''Manden var en meget efterspurgt mand.. Hans penge var det eneste der beskyttede ham, og da en anden bød over, kom hans penge til kort... Alt hvad du ser, mit hus, mit tøj, mine folk.. Alt er betalt med lønnen fra ham - med undtagelse af tingene i badeværelserne og mit soveværelse. Blodpenge bør ikke være til frit skue.'' Sagde hun og tog en overfladisk vejrtrækning.
Hun tog en tår af sin te og så igen over på ham, denne gang med et lille skævt smil.
''Lige nu lever jeg bare af pengene jeg har tjent. Når jeg kan ænse en kistebund, så skal jeg nok finde arbejde igen. Du kender mig, jeg er ikke bleg for at svine mig til.'' Sagde hun, inden hun så på sin te. Teen farvede hendes læber svagt rødlige grundet blodet. Det lod sig gå usagt hen at det var hende der havde stået for drabet på manden, og senere hen også hans hustru og børn. På en eller anden mærkelig måde, følte hun sig lettet. Hun havde myrdet en dreng på Deans alder.. Hun havde givet slip. Hun var ikke kommet videre, men hun havde opgivet at føle sig franarret den del af livet.
''Jeg er sikker på at du forstår mig, når jeg siger at jeg ikke ville dvale ved minderne i Dragons Peak. Trods alt, så var der ikke så mange gode af dem for mit vedkommende.'' Sagde hun, og tog endnu en tår af sin te.
''Jeg er glad for at du kom tilbage, Sean.. Du aner ikke hvor meget jeg har savnet dig..'' sukkede hun og så ind i ilden igen for ikke at lade ham se hvor inderligt hun mente det. Hun havde naturligvis savnet ham i sengen, men langt mere som hendes fortrolige, hendes bedste ven. Hun manglede den mand han normalt var, i sit liv.

Hun smilede, lyttede til ham mens han fortalte om den slave han havde anskaffet sig. Det virkede komisk på en måde, han havde jo også engang ejet hende selvom han ikke ville kendes ved det dengang.
''Billedet er mest af alt bare... Ja, ud fra hukommelse. Sidst jeg så dig, var ikke ligefrem noget jeg ville forevige. Så, det her, det passer mig helt fint. Et af dine små flabede smil og dit drilske blik - den mand jeg det meste af mit liv har set som min kæreste ven.'' Sagde hun roligt, og så på ham.
Hun savnede ham, fysisk. Dette, det kunne meget vel være blevet deres hjem - sammen. Men, naaaaaah... Sean slog sig ikke ned, det vidste alle. Hun havde for længst lagt tanken på hylden.
Da han sagde at han også havde savnet hende, smilede hun svagt for sig selv. Hun manglede lidt den bekræftigelse.
''Jeg.. jeg ved det ikke helt. Jeg har ikke for meget at lave for tiden, og når pengene engang slipper op... Tja, så er det jo på den igen.'' Sagde hun roligt, med et lille skuldertræk. Hverken Sean eller Nephthys havde problemer med fysisk arbejde, så vidt hun vidste. Hun var ikke bange for at få jord under neglene, rejse og underholde andre rejsende på turene. Men hun tog ingen steder, ikke mere. Hun blev i Doomsville, ville blive og bygge et liv.
''Hvad med dig? Dragons Peak er vel ikke aktuelt mere for dig?..'' hun satte sig ordenligt, og kiggede direkte på ham nu. Hun satte teen fra sig.
Stod det til hende, så gemte de snakken til senere - men det ville være upassende. Og så alligevel... Kunne de holde fingrene fra hinanden?... Hun vidste ikke engang om han stadig så hende som tiltrækkende, eller om hans ord dengang i Dragons Peak havde været noget han stod ved, og han havde valgt at glemme alt om hende - deriblandt deres mange nætter sammen. Hun kunne dog ikke forestille sig det, ikke fra Sean.

''Hvad siger du til en lille rundvisning? Du har set forhallen og denne stue, men altså! Du skal da set hjemmet!'' Sagde hun inden hun klappede hænderne sammen og rejste sig inden hun slog armene ud.
''Men først! En krammer? For gode gamle dages skyld?'' Spurgte hun, med et bedende blik.
Enhver der kendte hende godt - så naturligvis ville Sean fatte hentydningen - ville kunne se at hun nærmest skreg efter at mærke ham mod sig igen. Hvorfor? Fordi Sean var den eneste mand hun egentlig havde behov for i sit liv - med undtagelse af én. Og det havde hun lovet sig selv ikke at snakke om, tænke på.

Hun kunne på en eller anden måde godt fornemme hans modvillighed. Hun ville dog ikke kommentere på det, for som enhver anden skulle han vide at hans følelser og tænker var private - hun blandede sig ikke. Ikke mere.
Krammet var for hende ikke mere end en bekræftigelse i at han var tilbage. Omend delvist. Hun kunne ikke tvinge ham til at blive, på ingen måde. Det var ikke hendes plads at bede ham om tjenester.
Krammet blev afbrudt, da hun havde stået der i omkring tre sekunder. Hun ville ikke presse ham til at være i nærkontakt med hende - trods alt, så havde han engang forbandet at han havde gået med til det første gang. Hun smilede svagt ved tanken om de nætter de havde delt i en seng. Hun var desværre sentimental på det område - som altid.
Hun glattede sin kjole lidt og rettede ryggen igen.
"Som du kan se, så er det her opholdsstuen. Den mere personlige af dem. Der er en tværs gennem forhallen, men den er mere til dem der kommer uanmeldt eller med ubehagelige ting for øje." Sagde hun inden hun nikkede hen mod væggen med malerierne.
"Jeg er sikker på at du allerede genkender et par af ansigterne hvis ikke dem alle. Kvinden er min plejesøster, Andrea Targaryen. Manden ved siden af hende er Nicolas. Jeg ved ikke, om du har fået forklaringen på hvordan jeg er forbundet til ham, men det var ham der gjorde mig til vampyr. Turbulent venskab." Hun trak på skuldrene.
"Dean kender du jo." Sagde hun så, med et lille smil. Det havde taget mange år for hende at kunne sige hans navn med et smil, uden at bryde grædende sammen og forbande hendes egen idioti. Hun så på Sean, inden hun nikkede ud mod døren indtil forhallen.
"Jeg ved ikke om du vil have en rundvisning ved mine ansattes værelser? Pigerne deler værelser, to og to. Carson har sit eget noget tid endnu. Men jeg får snart en ny ind, som han skal dele værelse med." Hun gik ud i forhallen, hun regnede med at han fulgte efter.
"Den anden opholdsstue er indrettet på samme vis som den vi sad i, med undtagelse af billederne. Min familie kommer ikke klienter ved." Sagde hun med et roligt smil. En tjenestepige stod i døren til køkkenet og stirrede på Nephthys og Sean. Hun forsvandt hurtigt ned i køkkenet igen.
"Ovenpå er der badeværelser og soveværelser. Så hvis du nogensinde får brug for en seng der ikke er din egen, så ved du hvor jeg bor." Sagde hun, men kort efter gik det op for hende hvordan det lød.
"- jeg mener, jeg har jo gæsteværelserne parat hele tiden." Sagde hun så, mens hun bad en tavs bøn om at han ikke havde set hende bandenover sit ordvalg. Hun ville jo ikke skræmme ham væk ved at lyde som om hun bare regnede med at deres forhold til hinanden var tilbage til random sex og underlige samtaler. Hun bed sig lidt i indersiden af sin læbe.

Hun sukkede lettet indeni over at han drillede hende - det var tiltrængt oven på hendes lille tale-bommert. Hun så på ham, med et lille skævt smil.
"Tør jeg vise dig det?" Grinte hun roligt, med et drillende smil. Hun turde ikke give ham ret i hans ord, i afvisningen af ideen om de to i et soveværelse igen. Det var som om at hvis hun gav ham ret så lukkede hun et kapitel i sit liv som hun faktisk på sin vis ikke ønskede lukket.
"Kom med.." sagde hun så, velvidende at når de nåede op til soveværelset så ville hun nok have det lidt hårdere med at håndtere at de ikke rigtig kunne den slags mere..
Hun gik op af trappen, op på førstesalen. Hun så på ham med et livligt blik i øjet, inden hun tog i håndtaget til den første dør på venstre hånd for trappen.
Døren gik op og ledte ind til det mørkt værelse. Værelset møbler bestod af et klædeskab, en kommode, et lille bord med bøger og så videre, et lille rundt bord med to stole ved og en seng. Sengen var stor og med sort sengetøj. Intet lyst i soveværelset gjorde at det mindede mest af alt om en mørk hule. Hun nød mørket. Hun lod ham træde ind sammen med hende men lod døren stå åben så lys fra gangen kunne komme ind. Hun trådte ind i rum et selv og stillede sig ved enden af sengen.
"Velkommen til." Sagde hun roligt, men det var nok tydeligt at hun ville holde lidt afstand. Hun turde ikke overskride hans grænser, og i deres 'forhold' var det ham der satte grænserne.
"Som du kan se, så nyder jeg mørket for tiden." Sagde hun roligt og slog armene ud.

Fint.. underlig beskrivelse, mens om altid kunne hun vel bare antage at han ikke havde problemer med det. Seanvar nok en af de eneste mænd der havde adgang til hendes soveværelse - af flere årsager. Hangar også en af de få hun holdet sig fra psykisk. Hun rørte aldrig ved hans tanker, hans sind. Den smule privatliv fortjente han uden tvivl.
"Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra." Sagde hun med et lille smil, inden hun fik hen og satte sig ved det lille bord, i den ene stol. Den anden stod ham fri for at sætte sig i - hvis han havde lyst.
"Jeg ville ærlig talt blive en smule trist hvis du går nu." Sagde hun så, velvidende at han nok forstod det. Det var så længe siden de havde set hinanden, og skulle de kunne have et venskab så var et minimumskrav at de kunne være i rum sammen. At rummet så var hendes soveværelse gjorde hende ikke så meget - han havde delt seng med hende førhen trodsalt.
"Men, hvis det er dit ønske at gå, så kan jeg ikke gøre meget for at stoppe dig." Sagde hun så, stadig med et behageligt smil. Hun kunne ikke påstå at hun ikke elskede Sean, men hun kunne lade være med at tale om det. Hun havde så mange grunde til at glemme de følelser, så hun prøvede. Væk med dem, ned i kisten under sengen. Lige nu var han jo bare Sean, hendes bedste og næreste ven. Han vidste jo alt om hende..
hendes smil voksede ved minderne om dengang han havde spillet hendes mand, og de havde fjollet i gaderne. Hvor var den tid henne? Hvorfor kunne de ikke bare tage tilbage..? Det var naturligvis før hun blev vampyr... og før Dean.. men det betød ikke noget mere - hun gad ikke forbande hendes valg længere. Ikke mere, det er så latterligt... hun var kommet videre, men minderne holdet hun ved.
"Har dit liv altid været kompliceret Sean?" Spurgte hun så, ud af det blå. Hun så lidt ned på medaljonen om hendes hals - 'deres' våbenskjold. Det var som om hun ikke kendte ham så godt som hun troede. Hvor kom han fra? Hvem var hans familie? Hvordan så hans mor ud?.. hun følte sig som udenforstående... hun sukkede stille.
"Undskyld, jeg skal ikke blande mig." Sagde hun så og så på ham med et smil igen.
"Jeg tænker som altid for meget over tingene, og taler uden at tænke over om det er passende." Grinte hun med et svagt smil, inden hun så på medaljonen igen.

Hun kunne ikke lide at blande sig. Hun følte på et punkt, at hun ikke havde retten til at vide mere om ham end hun allerede nu gjorde. Måske fordi de ikke var andet end gode venner? At de inderst inde vidste at hvis de prøvede mere så ville de brænde sig så voldsomt igen?
"Jeg har ikke brug for dine fem spørgsmål.." sagde hun så med et lille smil.
"Jeg ved kun hvad du fortæller mig. Hvad du stoler nok på mig til at dele. Det er rigeligt." Sagde hun så, velvidende at hun opgav en enestående mulighed for at høre mere om ham.
"Der var engang hvor vi talte om alt... ikke om fortiden, men alt hvad vi tænkte, følte.. jeg savner det. Jeg savner dig. Jeg savner vores eventyr, vores stunder foran pejsen hvor vi sad og snakkede om løst og fast." Sagde hun roligt, velvidende at hun trådte ind på farvande hun ikke vidste hvad indeholdte hos ham. Var dette at gå over hans grænser?
Hun smilede lidt til ham. Nattens lys gjorde værelset endnu mere dunkelt end hvis der bare havdeværet mørkt - men selv i dette lys kunne hun genkende hans blik. Hans kæbe, hans læber... hans hænder. Når de gled over hendes hud - nej! Fy - slemme Nephthys! Ikke nu. Ikke når han sidder lige dér, gem fantasierne til sengetid!

Nephthys genkendte hurtigt hans drillende tone - hans svar på at hun savnede det, det kunne hun ikke lade være med at smile svagt over.
"så må vi jo se om natten får mig til at skifte mening." Sagde hun med et smil der på en eller anden vis nok var mere lokkende end hvad godt var.
"Føler du at jeg skred? Sådan, helt ærligt?" Spurgte hun inden hun satte sig til rette, som om hun forventede et længere svar.
Hans næste ord fik hende dog hurtigt til at så lidt ned af sig selv, som om hun prøvede at skjule gengældelsen i hendes blik.
"Ja.. det er jo ved at være noget tid siden..og jeg ville på intet tidspunkt forlange mere end dét. Hvad skulle det være? Vi har prøvet alt, og for det meste viser det os bare at sex og venskab er hvad vi kan finde ud af. Jeg tror, for at være ærlig, heller ikke at du har haft lyst til mere end det." Sagde hun med et smil, velvidende at han ikke havde så meget at sige til det - at dømme ud fra hans brummende tonefald.
"Men jeg er glad format høre at du savner det. Så er jeg ikke alene om det." Sagde hun med et lille drillende smil.
Hun så på ham, og lænede sig lidt tilbage i stolen.
"Der er jo ingen der siger, at du behøver tage hjem og sove i nat.." sagde hun så, en smule drilsk - omend ikke mindst lokkende. Hun ville elske den nærhed, tæthed. Bare at mærke ham igen. Men, et var hans valg - hun ville aldrig prøve at tvinge ham, det ville også bare være en dum ide, taget i betragtning at han var så meget stærkere end hende og det ville være dumt generelt.

Hun forstod udemærket hans bekymring - hvad nu hvis det hele blev tabt på jorden igen? At de ikke længere kunne ses overhovedet?
"Jeg er ked af at jeg har svigtet dig dengang.. mange gange.." sagde hun, mens hun prøvede at fastholde hans blik. Hun smilede ikke længere - det ville ikke være særlig respektfuldt at smile når han talte om sine bekymringer.
"Jeg ved ikke... jeg ved bare at jeg ikke føler st jeg er på samme sted som jeg var dengang. Jeg forstår dine bekymringer fuldt ud, og jeg er enig i at sætte vores venskab over styr er en stor risiko.." sagde hun og så lidt ned på bordpladen for at undgå at stirre på ham.
"Menjeg ved også, at vi før har gjort det - holdt det på venskabeligt plan, indtil jeg dummede mig ved at ytre mine følelser." Sagde hun roligt - som om hun nok ikke ville gøre det igen.
Lige nu ville hun dog ønske at deres bekymringer kunne slås til side, bare for natten.

Hun vidste ikke helt hvor hun havde ham. Hvad ville han, og hvad ville han ikke? Hun vidste godt at enhver chance for ham som sin egen havde hun forspildt på jalousi, på hysteri. Hun havde accepteret det.
Hun nikkede, da han gengældte hendes undskyldning så hun på ham.
"Jeg ved ikke.. det er ikke dig der sårer mig, det er mine egne handlinger. Det er som om jeg aldrig tænker over det.. aldrig overvejer hvad konsekvenserne er..." sagde hun så, og prøvede at smile svagt. Bare for at lettet stemningen.
"Ærlige? Jeg kan godt se hvad du mener.. det er bare... jeg ved ikke - måske kunne det lade sig gøre? Du ved at jeg er villig til at fortælle dig nærmest alt." Sagde hun roligt, med et lille smil. Et spinkelt håb voksede i hende.
"Du ved vel, at selv hvis du ikke vælger at dele seng med mig i nat, at så er du velkommen til at sove her? Gæsteværelser er der nok af." Sagde hun så, med et varmt smil. Han måtte aldrig føle sig uvelkommen hos hende!

Hun kunne ikke lade væremed at smile stort over hans opførsel. Af med skoene og op i sengen! Fornuftig mand, basta!
Hun rejste sig selv fra stolen hun havde siddet i og gik hen ved siden af ham. Hun vidste jo udemærket godt at de to havde svært ved at holde nallerne fra hinanden når først de havde lagt sig - men det gjorde hende intet. Som altid, det var jo Sean!
Hun tog fat i snøren på kjolen, og trak den langsomt fri mens hun fastholdte hans blik.
Da snøren var helt løsnet var det sådan set blot at lade kjolen glide ned fra hendes skuldre og ned på gulvet. Men, hun lod den blive på - bare for at han havde noget at tage af hende.
"Hjælper du?" Spurgte hun med et lille kælent smil. Hans spørgsmål om hun faktisk ville det her - måske en smule bedre formuleret - havde hun forhåbentlig besvaret nu. Hun var ikke i tvivl om at deres nætter sammen var noget hun elskede.
Der var ingen tvivl - de to i et soveværelse var dynamit til tider.
Hans lokkende blik, det var som om det hev i hende - nærmest flåede hende hen mod ham mentalt. Hun kunne allerede se dem for sig på sengen, og hendes krop skreg efter hans hænder, hans læber.. kuldegysninger lå under overfladen - klar til at springe frem når han rørte ved hende.