a thing you don't expect

Tid :: 12:36
Sted :: The "Darcet" villa
Omgivelser :: Står beskrevet i emnet
Vejr :: Står også beskrevet i emnet
Påklædning :: Sorte jeans, mørk skjorte og gamle sko
Tilegnet :: Adam og Nathaniel

Darcet villaen, stod som altid prægtig, stod stort og smukt. Det store "D" over døren, var et evigt bevis på hvem der ejede det, bare at se ind var noget ikke mange fik lov til. Dog som hans bror Rhevenge opførte sig, ville der hurtigt komme mange til det, hans mange forbrug i skøger, nogle som han tog med ind, ind i hans hjem gjorde at der derved var mange der kunne se ind, og derved se ned i den store kælder hvor familie arkivet var, der som hele hans familie historie var. Alt lige fra forbandelsen, til familie medlemmerne, alt der gik fra generation til generation.
Hans skikkelse, gik igennem gangene, hvor billederne af familiens medlemmer var, hver enkel af dem, lige fra hans bror til hans tip tip oldefar. Hver og en af dem, med det samme blik, de samme elektriske og direkte dragende turkisgrønne øjne, øjne som alle mændende i hans familie var født med, gennem flere hundrede år. I hans tankegang, omkring familie historierne, strømmede den varme sol, ude fra ind...ja vejret var dejligt, smukt og godt. Det var et vejr han tit ville bruge på at løbe og slå de mange stressede tanker væk, for et sekund, et øjeblik at være rolig.

Som altid, kom hans tvillingebror, gående ned fra stuen, fuld og vaklende. En ting der efterhånden skete hver evig eneste dag og hvad dog heller ikke komme som en overraskelse, var han skæv og i selvskab af endnu en hore unge. Han forstod sig aldrig på sin bror, forstod aldrig hvordan han bare kunne ligge i med alle og en hver. Selv havde han i skam, valgt at leve i cølibat, aldrig skulle han ligge sin hånd på hverken kvinde eller mand, aldrig skulle han så meget som begære nogen, det ville for evigt være noget han holdte sig fra.
Uden at skænke sin bror et eneste blik, gik han forbi ham, lod ham da for guds skyld lege sine egne lege, lade ham ligge i med hvem ønskede, aldrig skulle han se på sin bror, med kærlighed i øjnene. Det havde han aldrig gjort og ville aldrig gøre, Rhevenge, var og blev hans fjende og en mand han foragtede mere end noget andet. Lyden af en dør der smækkede i, fortalte ham at hans bror og broderens lille "veninde" havde søgt tilflugt i hans brors kamre og nu var godt i gang med at gøre...hvad end unge mænd i dette sted nu gjorde.

Med hurtige skridt, gik han ind i stuen, et sted stort og med døren ud til, blandt sig. Der var en pejs, med et malerie af ahans moder over sig, hængende på væggen, en smuk kvinde var hun og endnu ikke en dag over 20, af udseende naturligvis, denne kvinde var meget gammel. Han gik stille hen til reolerne med bøger, fandt en gammel bog frem, før han satte sig ned i den bløde sofa, lod sine "specielle" øjne glide ned og hver enkel ord og billede, der måtte fylde bogen

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Adam hævede øjenbrynet, mens han betragtede det nyeste maleri i sin samling. Raphael's "St. George and the Dragon" hang nu og prydede hans væg, og han var godt tilfreds - det maleri havde nær kostet ham en tur i fængslet. Ikke tale om at han ville bruge sine dage i et beskidt fangehul. Med et skævt smil tog han en tår af sin champagne, og vendte ryggen til billedet. I døren stod en af hans husholdningspiger.
"Goddag, Alice," hilste han høfligt. Alice nikkede, og betragtede maleriet. Hun smilede internt til ham.
"Så det var derfor De kom sent hjem, sir." Sagde hun blot. Adam nikkede med en kort latter, og lod Alice tage det tomme glas. Han selv fortsatte hen til vinduet. En smuk udsigt var ingen overdrivelse, måtte man indrømme. Han kunne se ud over hele byen, og desuden havde han udsigt til sine naboers prægtige huse og palæer. Han var forholdsvist stolt af sit eget hus, men det var på ingen måde lige så moderne som mange af de andre huse. Han holdt af at holde huset som det havde været i mange år, selvfølgelig med forbedringer. Det eneste han ikke havde renoveret, var den gamle vinkælder. Han kastede endnu engang et blik ud af vinduet, og rynkede så øjenbrynet.
"Alice?" Kaldte han. Pigen gik roligt hen til ham, med et spørgende blik. "Har jeg nogensinde hilst på vores nabo?"
Alice kiggede tænksomt ud af vinduet. "De havde et par uger med hende den blonde, og så var der ham på den anden side af vejen, men han flyttede. Så flyttede der en ny én ind, som De vidst nok har drukket lidt vin med, og -"
Adam afbrød hende med et bredt smil. "Alice," sagde han langsomt, og hun kiggede op på ham igen. "De to brødre. Har jeg hilst på de to brødre?" Hun grinede forfjamsket over sig selv. "Nej, Sir. Det tror jeg ikke De har." Han rystede smilende på hovedet. "Tak, det var alt, Alice."

Vejret var skønt, måtte han indrømme. Måske var det på tide at lægge en visit til de to brødre, der boede ved siden af ham. Kort undrede han sig over at han aldrig havde inviteret dem over, men så kom han i tanke om, at han sandsynligvis havde undgået det på grund af... Ja. En af brødrenes tiltagende alkoholforbrug. Han trak på skuldrene, og tog en flaske vin fra kælderen. Den var god, men det var ikke hans bedste vin. Den gav han ikke bare ud til fremmede.
"Jeg går ud lidt, Alice! Sørg for at Elijah og Marina får en ordentlig frokost!"
Med et skævt smil, lukkede han døren efter sig, rettede lidt på sin jakke, og begyndte at gå. Solen skinnede kraftigere end han havde forventet, så det var heldigt at han ikke skulle gå langt. Den store villa var markant i forhold til de andre villaer omkring dem. Specielt det store D over døren, viste at dem, der boede der, var stolte af deres slægt. Adam prøvede at huske navnet, men måtte opgive. Han trak på skuldrene, trådte op til døren og bankede på tre gange.

fordybet i sin egen bog og i sin ro, lod han sig glide væk fra virkeligheden, ind i bogens virkelighed, en ganske smuk en endda. Dog fik lyden af en banken, ham tilbage, samt horens grinens og hans brors fjantende forsøg på at klukke. Han sukkede, lukkede sin bog og rejste sig langsomt op, med lydløse gik han hen mod døren "hvem helvede er det ved døren" råbte hans bror, som han åbnede den. En ung mand kom til syne i døren og med et hævede øjenbryn lod han øjnene glide ned over ham. Han var da køn, men hvem var han dog? Og hvad helvede gjorde han her?

Rhevenge kom gående mod dem, med sin skjorte åbnet og horen bag ham "aha" brummede han køligt og betragtede ham med de unaturlige øjne, som Nathaniel selv egede. Før hans bror kunne kludre i det, vendte han fronten direkte mod den fremmede "må jeg spørge hvad laver de her" spurte han stille, han skulle til at spørge om Rhevenge havde gjort ham noget, rørt hans kvinde eller gjort andet uret, det kunne nemlig godt ligne hans bror at gøre således, men hans vin flaske, fik ham alligevel til at tie. Netop som han skulle til at åbne munden, dukkede hans halvnøgne bror op i døren ved hans side og som altid var han direkte hånlig. Den eneste forskel der var på de to, var deres øjne og hår, hvor Nathaniels øjne var elektriske og turkisgrønne, hans hår rodet blondt, var Rhevenges øjne smaragdgrønne og hans hår mørk. Nathaniel vendte sig mod sin bror og et blik fra ham, fik ham overgivende til at fjerne sig og i stedet for at stå i døren, gik han udenfor til den unge menneskedreng

Adam skulle lige til at banke på igen, da døren blev åbnet. Han lod din hånd falde, og kiggede nysgerrigt op på fyren, der stod i døren. Han virkede ikke ligefrem venlig, men forsigtigt, som om han troede, han var kommet i problemer. Før nogen nåede at sige noget, kom endnu en fyr til syne i døråbningen, og bag ved ham, en meget afklædt kvinde. Adam hævede øjenbrynet ved synet, og prøvede at undertrykke et smil. Køligheden fra denne fyr, var ikke til at tage fejl af. Han virkede jo direkte fjendtlig. Og alt for arrogant. Han måtte undertrykke den pludselige lyst til at sige noget flabet til denne fyr, og vendte sig i stedet mod den blonde fyr. Med et venligt smil, betragtede han ham. Køn, pæne øjne og fint hår. Adam, der selv havde brunt hår, syntes at blond hår var pænt. Man vil jo gerne have, det man ikke har, ikke sandt?

Adam viftede let med flasken foran den blonde fyr. "Jeg tænkte jeg ville præsentere mig selv," sagde han, og smilede venligt. "Mit navn er Adam - jeg bor ved siden af, og det gik op for mig, at jeg aldrig har hilst på." Han smilede igen til den blonde fyr, før han sendte et hævet øjenbryn mod den anden. Måske havde han ikke ligefrem valgt det bedste tidspunkt at banke på, tænkte han tøvende. Hans øjne fangede et maleri på vægen bag den brunhårede fyr, og han lyste op. Nu vidste han ikke om disse brødre gik op i kunst, eller om det var et arveværk, men hvis han ikke skulle tage meget fejl, og det gjorde han sjældent, så var det et meget fint maleri. Det gjorde ham bedre tilpas. Han vendte sig atter mod den blonde fyr, og ventede med et skævt smil på at han skulle svare. Invitere ham ind, eller bede ham 'skride af helvede til'. Det var sket før.

Han lagde hoved på skrå, men et smil fandt sig frem på hans læber "åh det var det, jeg troede Rhevenge havde gjort noget og de nu var kommet for at bede om en eller anden form for forklaring" sagde han som var det forklaring nok. Han ville aldrig kunne forklarer sin brors adfærd, den mand var og ville altid være et helvede, så man Nathaniel uden skjorte, ville han være fyldt op med mærker og ar...så med korte ord, var hans familie eller bare hans forhold til sin bror meget...dårligt.
Dårligt var dog en underdrivelse, da de to hade hinanden, men alligevel blev de sammen.
Han nikkede, før han selv gik ind "mit navn er Nathaniel, ham de så før var min bror Rhevenge" han trak på skulderne, åbnede døren som en invitation til denne Adam bare kunne komme ind.
Han rynkede brynet da Adam med et lyste op og han fulgte hans blik, op mod maleriet af hans moder "jeg ser...endnu en kunst elsker" spurte han med et bredt smil. Han trådte ind i sin stue, så rundt og til hans lykke var hans bror ingen steder at se "kom endelig ind, sæt dem ned, så finder jeg nogle glas" han tog sin bog og lagde den op op på reolen

Adam klukkede let. Han kiggede den vej hvor Rhevenge var gået, med et skævt smil, før han atter vendte sig mod Nathaniel. "Ah, jeg kan forestille mig, at det sker lidt for ofte." Svarede han med et smil, og nikkede til forklaringen. Det skulle ikke undre ham, at den fyr var lidt af en ballademager. Ikke at han ikke selv var det, selvfølgelig, han lavede bare ballade med stil - og desuden sørgede han altid for at dække sine spor, så folk ikke kom farende efter ham.
Adam pustede lettet ud, da han fik lov at træde ind. Han havde været en anelse nervøs for et afslag. Det havde hverken været godt for egoet eller omdømmet. Han smilede skævt.
"Taget på færsk gerning," sagde han med et skævt smil. "Jeg må indrømme at kunst er lidt af en... Passion for mig." Svarede han, og trak på skuldrene. Han løftede flasken med vin, hen imod Nathaniel. "Kunne jeg friste med et glas, eller er du en af dem, der ikke drikker?" Spurgte han, og brugte bevidst termerne 'du' og ikke 'De'. Han var ikke så meget for titler og høflige gestusser, men det var der mange andre der var, så han kunne ikke vide sig sikker på, om han havde trådt over Nathaniels grænse. Han smilede skævt, og kiggede ham så i øjnene. "Og kald mig bare 'du', jeg er ikke så striks med de titler."

Han nikkede "ja...han er den ældste af os, han tror han kan gøre hvad han vil....ligge i med hvem han vil" han sukkede, kørte hånden igennem sit hår. Det var trættende, hans bror skulle være sådan, det var også en af grundende til han skiftede navn fra Rhage til Nathaniel, så deres navne ikke mindede om hinanden. Han klukkede kort "ja kunst er skam også en af mine store passioner, jeg brugte tit flere timer på at male som yngre, jeg malede dette malerie af min moder" sagde han og pegede mod maleriet over pejsen. Hans moder var ganske vidst en smuk kvinde, hun var død, men i sin levetid var hun en prægtig kvinde. Smuk, passioneret og streng, hun vidste hvordan hun skulle trykke på folk, hvad hun skulle sige til dem for de gjorde præcis som hun ønskede.
Man kunne se kulden, men også storheden i hendes brune øjne, hendes holdning og selvom det kun var et malerie, fangede det virkelig hende fra alle sider og derved også den som hun var. Han stoppede op på vej til køkkenet "ja som jeg sagde før, sæt dem endelig ned, så henter jeg to glas" han rynkede brynet, før han forsvandt ud i det store køkken efter glassene. Da han kom tilbage, satte han sig på den bløde, mørke sofa "åh...min moder gjorde stort ud af at lære os at man er ikke dus med folk, tit heller ikke sin familie, hun var en streng kvinde, men vidste hvordan hun skulle styre folk" sagde han stille og smilede til Adam

Adam kiggede nysgerrigt på Nathaniel. Han var selv storebror, så han vidste ikke nødvendigvis hvordan det var at være den yngste. Han kunne dog skrive under på, at han aldrig havde været det største røvhul overfor sin lillesøster, men tvært imod havde han været beskyttende og omsorgsfuld. Måske var det fordi, hun var en pige. "Det lyder en anelse kompliceret," klukkede han dæmpet, og smilede skævt. Familieproblemer var et emne han kendte alt for godt til. Han havde altid hadet at være en del af en rigmandsfamilie og var flyttet væk som 17 årig, fordi han ikke brød sig om sine strenge forældre. Efter de døde i et flystyrt undrede det ham derfor, at de havde overladt det store hus til ham, og ikke til hans søster, der altid havde været god indenfor de fine rækker. Adam selv var glad for dyre ting, men han brød sig ikke om attituden blandt de mange rige folk.

Adam rynkede øjenbrynene sammen, og betragtede Nathaniel med en hvis fascination. "Har du malet dét?" Spurgte han overrasket, og vippede hovedet mod maleriet i gangen. Han selv var dygtig med en pensel, men havde brugt mere tid på at forfalske kendte malerier end selv at udfolde sig kunstnerisk. Han undrede sig kort over det, for han kunne have svoret på at maleriet var flere hundrede år gammelt. Hvor gammel mon Nathaniel var? Adam ventede til Nathaniel havde sat sig, før han selv satte sig ned - overfor ham. Han havde allerede åbnet flasken hjemmefra for at lade den få lidt ilt, så han hældte op i glassene, før han lænede sig tilbage. Med et skævt smil hævede han glasset til en tavs skål. "Så er det godt, jeg ikke er din mor," svarede han med en let klukken, før han tog en tår.

Han nikkede "ting er tit ret så kompliceret, men de er også kun så kompliceret som vi gør det" pointerede han og smilede drillende til ham. Nathaniel var muligvis en tilbageholdende mand, men han havde også sider af sig selv som ingen så, nok fordi han havde en bror som han nu engang havde. Rhevenge var og blev en plage.
Han satte sig godt til rette i sofaen og nikkede "det har jeg, jeg har malet de fleste af de malerier her er her i huset, de fleste er malet efter billeder" forklarede han og trak på skulderne. Det var englelig sjovt at snakke til et menneske, en han meget vel kunne masse med sin drageform, men bare at side her og føre en rolig samtale med ham....det var vel nok noget af det roligste han havde gjort de sidste flere hundrede år.
Han tog sit glas og gengældte hans ellers så tavse skål, med et varm mine "det har de ret i, men hendes sjæl er her jo stadig et sted" han slog ud med hænderne og tog en tår af sin vin "den er god, men jeg må sige jeg har smagt bedre" sagde han med et skuldertræk

Adam nikkede anerkendende. Der var jo noget om det, fyren sagde. Hvis man gik ind i en ting, og forventede at det skulle være kompliceret, så var det højest sandsynligt også sådan det blev. En god livsfilosofi var at gå positivt ind i problemer, for så fik man altid det bedste ud af dem. Eller, næsten altid. Han lod nysgerrigt sine øjne glide søgende rundt i lokalet, hvor han lod mærke til flere forskellige malerier, der var malet i samme stil som maleriet i gangen. Han nikkede forstående til Nathaniel, og smilede så skævt. ”Det er godt håndværk,” sagde han dæmpet, og nikkede endnu engang anerkendende til sin nabo. Havde han vidst at han boede ved siden sådan en kulturæret person, havde han bestemt lagt et visit forbi lidt tidligere.
Adam tog endnu en tår af sin vin, og smilede blidt til fyren overfor sig. Han kiggede nysgerrigt på Nathaniel, og klukkede så for sig selv. Han slog undskyldende armen ud i en grimasse, der tydeligvist sagde at han var en smule flov. ”Nu har jeg kun set et par glimt af din bror og aldrig set dig, så jeg ville nødig tage en af mine bedste flasker med hen til en, jeg har set i beruset tilstand i nogle år. Jeg vil nødig give god vin til én der ikke sætter pris på det.”

Han smilede, tog en tår af vinen "jamen mange tak" det trak mere i hans ene mundvige og langsomt blev hans smil mere skævt, det var længe siden han havde fået talt med andre, mest havde han ikke lyst, for hvad hvis de mødte hans bror? ikke just det bedste der kunne ske og derved var det også en klods der holdte ham tilbage fra at nyde andres selvskab og have det sjovt.
Han klukkede "ja Rhevenge elsker at feste igennem og de har han altid gjort, det kan man ikke rigtig ændre på...selv hvis jeg ønskede at få ham til at fatte det" han rullede med øjnene, hans bror havde helt klart en vis hang til både stoffer, sprut og kvinder. Når man så på de to, var de muligvis ens af udseende, men deres væremåde var helt anderledes