I didn't expect to see you again - Jacob

Sted: Et rum der ligger i en gyde bag en enkelt tradør.
Omgivelser: Det er fugtigt i rummet, der er mug på væggene og luften er fyldt af en masse lugte.
Vejr: Udenfor er det køligt.
Tid: 16:25

Blair endte et sted hun aldrig havde været før, en ørken af sne hvis man kan sige det sådan, hun anede ikke hvordan hun var endt der, hvorfor hun var der eller hvordan hun kom væk derfra. Hun vidste godt at hun var gået i et forsøg på at finde noget hun kendte, men der havde ikke været noget bekendt i lang tid. Hun havde travet og travet, sikker på at den ørken ville være hendes død. Men så lige pludselig stod hun på en vej af grus, så pludseligt at hun ikke havde set sneørknen dø ud. Blair var næsten lykkelig over at være på noget andet end sne. Hun havde kun haft en kort kjole på, som hun altid havde, og et par støvler. Hun var nærmest blå af den kulde der havde været, men hun var kommet igennem det og kunne ikke standse nu. Hun begyndte at gå ned af grusstien, stadig på jagt efter noget hun kendte. Blair frøs som bare pokker, hvilket også gjorde hun havde det ubehageligt ved at gå, men hun ville ikke stoppe før hun var sikker på at hun var et velkendt sted. Da hun endelig så udkanten af en skov hun kendte, mærkede hun nogen tage fat i hendes arme og rive hende væk, hun var parat til at skrige, men nåede det ikke før noget hårdt ramte hendes baghovede.

Blair havde hovedet bukket forover som hun sad bevidstløs på en stol, hendes arme og ben var sat fast til armlæn og stolben, mens hun om livet havde en kraftig kæde bundet fast til stolen. Hendes hovede begyndte at vippe en smule som tegn på hun var ved at komme til bevidsthed. Blair glimmede med øjnene og prøvede at vænne sig til det svage lys der var i det ellers mørke rum, det var dog lysere end hendes øjenlåg. Hun vendte blikket mod to fyrer der stod og så på hende som to læger der undersøgte hende. Hun var dog overbevidst om de var langt fra læger, nærmere det der gjorde at lægerne havde noget at lave. Den ene var utrolig slank og høj, han havde en spids hage der fik ham til at ligne et mus, på en måde. Hun lo indvendig ved tanken om ham med et museansigt, den anden var nærmest det modsatte, han var stadig høj med langt mere kraftig. Han var pumpet og så ud til at kunne klare hvem som helst, hans ansigt var markeret og det gav ham et langt mere hardcore look. Blair hævede et øjenbryn, så hun så undrende men skeptisk ud. "Hvad ved du om Sargonis?" Lød det fra den slanke. Blair vendte hovedet mod jorden igen, de troede virkelig de kunne få informationer ud af hende? Tumper. "Vi har set ham med dig, vi ved han kender dig. Så fortæl hvad du ved. Hun fnøs af dem og forventede at hun ville få en straf for ikke at gøre som der blev sagt. Ganske rigtigt lod den markeret fyr en flad hånd ramme hendes kind med så meget kraft at hendes ansigt blev tvunget til at vende væk fra dem. Dråber af blød faldt ned fra hendes ene mundvige, men hun ville ikke tale fordi de brugte vold på hende.

Han havde set det hele, selvom det var noget som han ikke havde regnet med at han skulle se ude i et sted som Thousand Winters, der var jo sjælendt nogen, så hvor stor var risikoen egentlig lige at der var nogen som ville blive slået ned og kidnappet derude? nemlig, den var ikke så stor, snarer meget minimal. Men, det var altså sket og Jacob kunne ikke bare stå og se på, som en hver anden glo Jørgen, han havde en fornemelse på at han måtte gøre noget og leve op til det krav om at være leder af The Shaodwguardians.
Han smilte lumsk og fulgte med de to skikkelser, som luntede ud af Thousand Winters med mennesket Blair efter sig. Han kunne sagtens genkende hende, fra sidste gang han så hende, der var ingen tvivl om at det var hende. De to skikkelser behandlede hende som en kludedukke, som var hun ikke mere værd end den jord de gik på. Den ene var tynd og høj, imens den anden var godt bygget og høj. Så, det var ikke ligefrem gøg og Gokke han havde noget at gøre med her.
Han fulgte med dem, helt ind til Doomsville City, hvor de gik ind ad en dør lavede af træ. Jacob nåede lige at smutte med dem ind, inden de lukkede døren bag sig i håb om at ingen var fuldt med. Han sørgede for at holde sig i rummets skygger, så de ikke skulle se ham. De udspurgte hende om en hvis Sargonis.. Selvfølgelig, det var jo ham som var efterlyst! Men, hvad kendte Blair til ham?
Jacob måtte stoppe med at stille sig selv spørgsmål, for pludselig gav de sig til at mishandle hende, hvilket fik ham til at reagerer hurtigt. Han strakte sin hånd ud, fokuserede på den ene mand og lukkede øjnene i. Langsomt ville manden opleve at hans hjerte ville stoppe, blodet vil fryse og alle hans kros legemer vil blive til den klareste is. Han knyttede hånden og den tynde mand ville nu ligge overalt på gulvet som små isterninger.

Blair så hånende op på dem igen. Hun var ligeglad hvad de ville gøre, hun ville ikke udlevere Sajro, han var ikke hvem som helst. Sajro var den eneste hun altid vidste ville være der for hende. Hun stolede mere på ham end nogen anden, at udlevere ham ville være at stikke ham i ryggen og det nægtede hun at gøre. Den markeret af fyrene så afventende på hende, da der ikke skete noget langede han igen ud efter hende, men Blair bukkede hovedet for dernæst at vælte sig bagover. Måske ikke den bedste teknik, men hun kunne ikke gøre meget andet. Nu håbede hun bare hun kunne finde noget hun kunne komme fri af. Lige efter det lød det som om krystaller faldt til jorden, hun undrede sig over hvad der skete, det fik hende til at dreje stolen omkring så hun kunne se hvad der før havde været foran hende. Is? Men hvorfor var der is lige pludselig? Og mere konkret, hvorfor var der lemmer af is.

Den anden vendte sig om mod Jacob og så nærmest bange ud. Men kort efter blev hans frygt erstattet med et koldt blik. Han gik hen og tog fat i stolen Blair sad lænket til, han rejste den op og fjernede forsigtigt hendes hår som var hun af det rene porcelæn. Blair prøvede så vidt muligt at undgå hans berøringer. Han tog fat i hendes hals og klemte fat om den. "En bevægelse og jeg lukker for hendes luftrør."

Blair så over mod Jacob og rullede med øjnene hen mod manden som tegn på at han skulle fryse ham, hun ville godt kunne komme fri hvis han gjorde det. Hun ville måske gispe efter vejret, men hun ville få det okay. Hun håbede bare han forstod hendes tegn.

Pokkers.. Manden havde set ham! jacob fortsatte med at stå med rank ryg og kom til sidst ud af skyggen, for at se sin fjende i øjnene. Han sagde dog ikke noget til ham, stod bare helt stille og kiggede koldt ind i denne mands øjne.. Der var intet at se i Jacobs, men han kunne derimod se frygt og det hele i mandens øjne.. Han ønskede brændende at få noget at vide, men hvad vidste Jacob ikke helt præcist. Det kunne han finde ud af senere, lige nu skulle han fryse den sidste mand til is, da han kunne se at Blair havde givet ham tegn til at han skulle gøre det. Det var helt fint med Jacob, så kunne han træne lidt mere med sin is kræfter. Han fokuserede nu på denne mand med åben hånd, så der ville ske det samme med ham som ved den anden. Hans krop vil langsomt blive tom.. Han knyttede endnu engang sine hænder og lyden at et glas der knuste suste igennem rummet. Den anden manden lå nu også som små isterninger rundt på jorden. Han smilte tilfredst, inden han løb hen til Blair og hjalp hende fri fra stolen.
"Hej igen Blair," sagde han med et varmt smil og hjalp hende fri. "Hvad ville de dog med dig?" Han gik et skridt væk fra hende og satte hovedet på skrå, imens han ventede på et svar.

Blair sad bare og ventede på at der ville ske noget, hun håbede virkelig på at det ville gå til Jacobs fordel, han var stortset hendes eneste håb der. Hun ville ikke komme derfra uskadt hvis han ikke fik ordnet ham gutten, det ville ikke været noget hun ikke kunne komme igennem, men hun ville ikke orke at skulle håndtere flere skader. Mens Blair sad og tænkte over hvordan hun ville komme igennem det, hvis det væreste skete. Kort efter lød lyden af knust glas igen, hun rejste sig op og sukkede af lettelse da hun blev bundet fri. Hun sendte ham et smil, men det så nærmest skræmmende ud eftersom hendes ansigt var en smule blodigt efter de to slag.

"Hej Jacob. Og tak."

Blair kløede sig en smule i hovedbunden, hun kunne sikkert godt stole på Jacob, men hun turde ikke tage chancen ved at fortælle ham det hele.

"Der er en mand eftersøgt og jeg kender ham. De prøvede at finde ud af hvor han var."

En mand eftersøgt, jacob havde en lille fornemelse om hvem det var, men han havde også en fornemelse om at han ikke skulle blande sig i det. Han stod til rådighed med at hjælpe Blair, men han kunne regne ud at det ikke var en særlig god ide at blive blandet ind i det, selvom han var meget nysgerrig for hvad det egentlig handlede om med denne mand og hvorfor han var eftersøgt.
Han kiggede kort rundt, for at se om der skulle komme andre. Det lod det ikke til, så han kiggede hen på Blair igen med et venligt smil og ignorede at det så lidt skræmmende ud når hun smilte, det var jo heller ikke nemt at ligne en prinsesse med blod over hele sit ansigt.
"Okay," sagde han med en rolig stemme og lagde forsigtigt en af sine kolde hænder på hendes kind for at fjerne lidt af blodet. Han tog den hurtigt til sig igen, for at se om det havde virket. Det havde det, der var ikke så meget blod på den ene kind som der var på den anden. "nogen væsner vil åbenbart gøre alt for at finde den de leder efter," han smilte skævt.

Blair var ikke tryg ved at fortælle alle enhver om Sajro, mange var interesseret i at få de penge frem for at tænke på andres velvære. Det var bestemt ikke fordi hun ikke brød sig om Jacob, tværtimod var han meget venlig, men hun stolede bare ikke nok på ham. Blair mærkede hans hånd, hans meget kolde hånd, på hendes kind og kom i tanke om blodet. Hun havde ikke tænkt nærmere over det, men i det samme han fjernede sine hånd prøvede hun desperat at tørre det væk.

"De leder efter penge. De lader ikke nogen stå i vejen for at få de penge."

Hun forstod ikke hvorfor der var så mange efter Sajro, de kendte ham ikke engang og så ville de uden videre udlevere ham for at få en sum penge. Det gav ingen mening for Blair. Sajro var en af de eneste Blair blindt stolede på, så hun havde på ingen måde tænkt sig at stikke ham i ryggn, ligegyldigt hvad de gjorde ved hende.

"Men tak igen. Hvordan fandt du mig?"

jacob kunne godt mærke på Blair at hun ikke stolede på ham, hvilket han på sin egen måde vel godt forstod, så meget kendte de ikke hinanden til at de allerede ville stole fuldt ud på hinanden som havde de kendt hinanden hele livet. Jacob stolede nok heller ikke på Blair, heller ikke fordi han havde noget imod hende, ellers havde han ikke reddet hende, men der skulle mere til hvis Jacob skulle stole på nogen.
han kiggede rundt en sidste gang, inden han kiggede hen på Blair igen for at svarer på hendes spørgsmål. "Jeg så disse mænd slå dig ned og derfor fulgte jeg med for at hjælpe dig," Han smilte venligt og kægt til hende, inden han gik hen imod døren, et kort øjeblik lyttede han om der var nogen uden for den og da der ikke var, åbnede han den og kiggede ud. "Jeg tror der er fri bane," Hviskede han.

Blair havde slet intet imod Jacob, hun synes rigtig godt om ham, men hun havde begået fejlen at stole på de forkerte før. Det ville hun ikke prøve igen. Så hun ville vente og se om hun kunne stole på ham, men meget tydede på at hun kunne. Blair gik hen imod døren. "Det er jeg glad for.. Uden dig ville jeg være have det meget værre end jeg har det nu. Ikke fordi jeg har det så slemt." Hvis der var nogen derude ville hun sørge for de ikke fik fat i hende. Men så længe de havde overraskelsesmomentet, så havde de en fordel. Ellers ville Blair sagtens kunne klare sig selv. Hun gik forbi ham ved døren og gik ud. Hun så sig rundt omkring, hun kunne godt bruge en drink, det plejede at hjælpe efter oplevelser som den. "Jeg går på bar, vil du med?" Hun så afventende på ham.

Jacob var skam typen som man kunne stole på, havde man først vundet hans tillid og venskab, ville han være der for en, lige meget hvad! Og han havde på fornemmelsen at han kunne få et godt venskab og bånd med denne Blair, hun virkede i hvert fald til at være en som man gerne ville have som sin støtte..
De listede ud af rummet og det så ikke ud til at der ville komme flere, så Jacob stoppede med at være på vagt, ved at spænde sine muskler og fokuserede i stedet på det Blair sagde til ham.
"Det var da så lidt," sagde han og smilte varmt til hende. "Sig bare til, også skal jeg nok hjælpe dig en anden gang," Han puttede sine hænder i sin lomme. "Det vil jeg meget gerne," Han nikkede høfligt til hende.

Blair var sikker på hun ville ende med at stole på ham hvis de mødtes nok. Han havde trods alt lige hjulpet hende ud af noget hun ikke ville have klaret alene. Hun sendte ham et smil og undersøgte stedet for at finde en bar. Det var ikke den bedste måde at starte et nyt bekendtskab på, ikke fra Blairs side, men han kunne lige så godt opdage hvordan hun var før eller siden. Så det blev før. Hun satte kurs hen imod en lille bar der lå skjult mellem nogle store bygninger, så det ikke var en man lagde mærke til i forbifarten, men hvis man så nærmere på bygningerne ville man hurtigt opdage. "Hvad med at vi går derind?" Hun nikkede mod den lile bar.

Jacob havde intet imod at skulle på en bar, selvom han måtte indrømme at han ikke kom der særlig tit, men mest pga. han ikke rigtig følte at han hørte til i byen, men snarer ude i skoven hvor der var plads til at være fri. Han fulgte hende blik, hen mod den lille bar som så ud til at være gemt godt ad vejen, hvilket han ikke rigtig forstod eftersom han ikke kunnne se at der var noget i vejen med at have en bar i en by. Det var da meget normalt ikke sandt? Han nikkede til hende og begyndte at gå langsomt hen imod baren, selvom han ikke gav udtryk for det, så kørte en masse tanker rundt i hovedet på ham, som han prøvede at skubbe væk ved at smile til Blair og gå hen mod baren. Da de kom derhen, åbnede han døren for hende og nikkede høfligt.

Blair gik hen imod baren da han også gjorde. Hun smilede til ham da han holdte døren for hende. Med få elegante skridt gik hun ind og følte sig pludselig hjemme. Det var der hun gik hen når hun ville væk fra omverdenen. Hun gik ind og drak alt for meget alkohol og endte ofte med at gøre noget hun fortrød. Selvom hun prøvede at undgå at dumme sig skete det altid alligevel. Blair så smilende om på Jacob og overvejede hvor hun skulle sætte sig henne. Men i stedet for at sætte sig ned ventede hun på han gjorde det, så ville hun følge efter. Hun burde måske advare ham imod hvordan hun blev når hun var fuld, men hvordan forklarede man lige den slags?

Det var længe siden Jacob havde været på en bar, men han kunne stadig mærke den følelse som han altid havde når han var inde i en bar. Det var som om at alle vidste hvem man var, holdte øje med dig og gjorde du det mindste forkert, ville de nedgøre dig. Jacob anede ikke hvorfor han havde det sådan, han havde aldrig oplevet det, men det var bare som om det var en tung sort sky der hang over ordet bar.
Han smilte til Blair og gik hen imod et bord, som sad lidt væk fra de andre, men ikke for meget så det var det bord der aldrig var nogen som satte sig ved.
"Skal vi sætte os her?" spurgte han og pegede på bordet, imens han stadig smilte venligt til hende. Ud af øjenkrogen kunne han ikke lade være med at holde øje med, om der nu var nogen som skulle være så nysgerrig at holde øje med dem. Men, indtil videre så det ud til at alting var roligt.

Blair var en velkendt gæst på de forskellige kroer eller barer rundt omkring. Så nogle af stamgæsterne på baren så på hende, nogle venligt og nogle knap så venligt. Hun gjorde som regel altid et indtryk på folk, om det var negativt eller positivt kunne så variere. Hun så hen imod bordet han pegede. "Ja, lad os gøre det." Hun sendte ham et smil og så op mod baren. "Hvis du går hen og sætter dig kan jeg hente noget at drikke. Hvad vil du have?" Blair havde ganske rigtigt ikke mange penge, men hun formåede altid at få noget alkohol alligevel. Blair så hen imod baren hvor en fyr hun ikke havde set før sad og så på hende. Hun sendte ham et skævt charmerende smil inden hun igen så over på Jacob for at få hans svar. Hun var ikke lige tryg ved at vise den side af sig selv over for nogen hun godt kunne få et venskab med. Men han ville finde ud af det før eller siden.

Jacob ville til at trække en stol ud for hende, men ventede lidt da han kunne hører at hun ville spørge ham om noget. Det var bare for at stolen ikke skulle skramle mod gulvet, så han risikerede ikke at høre halvdelen af hvad hun sagde.
"Det er helt i orden," sagde han og smilte til hende, hvor han derefter trak stolen ud og derefter sin egen, men ventede med at sætte sig da han ville svarer på hendes spørgsmål først. "jeg tager bare en øl," han sendte hende endnu et venligt smil og satte sig ned på stolen, som han havde trukket ud til sig selv, imens han sørgede for at der ikke var nogen som tog den stol han havde trukket ud for Blair.
Han lænede sig tilbage og ventede på hende, sendte hende et smil når hun sendte ham et.

Blair gik op til baren efter han havde fortalt hvad han ville have. Hun bukkede sig en smule ned og lagde hendes arme på kanten af bardisken. Hun sendte bartenderen et charmerende smil. "En øl og det sædvanlige til mig." Han gik af sted for at hente hendes bestilling. Hun trommede blidt to fingre mod disken mens hun ventede. Der var ikke meget larm i baren, dæmpet tale fra forskellige fronte var den højeste lyd man med det menneskelige øre ville opfange. En stemme brød igennem den forholdsvise stilhed. "Hej" lød det simpelt fra den ukendte stemme. Blair vendte sig om imod ham så hun nu stod med den ene albue på disken og den anden arm hang ned langs hendes side. "Hej." Hun hørte lyden af glas ramme disken, uden at fjerne blikket fra ham hun stod overfor tog hun glassene og gik ned mod Jacob igen. Hun satte sig på stolen han så venligt havde skubbet ud. Blair stillede glasset med øl foran ham og stillede hendes eget glas med en farverig blanding stå foran hende. Blair sendte Jacob et smil.

Jacob ventede tålmodigt imens han engang imellem nynnede en melodi inde i sit hoved, selvom han ikke anede hvor den melodi egentlig kom fra. Jo, nu kunne han huske det, det var en melodi som hans lillebror Josh havde gået og nynnet en hel dag, så Jacob til sidst måtte bede ham om at nynne en anden sang, inden den begyndte at gå ham på nærverne og som Jacob lige nøjagtig havde vidst, nu havde den på hovedet og kunne ikke få den ud.
Da en øl blev placeret foran ham, kom han ud af sine tanker og sendte Blair et stort og venligt smil. Han bemærkede fyren som før havde sagt hej til hende oppe ved baren, hvilket fik et spørgsmål til at runge i hans hoved.
"Hvem er det?" spurgte han blidt og nikkede hen imod fyren på en distret måde, så han nok ikke ville bemærke det.

Blair tog en slurk af drinken og nød smagen. Hun ville altid nyde den smag. Hans smil fik et smil til at liste frem på hendes læber. Hun så henkastet hen imod ham hun kort før havde hilst på. Det var et meget godt spørgsmål. Hun vidste ikke hvem han var, hun burde måske have snakket en smule mere med ham. Men hun ville ikke lade Jacob vente længere end højst nødvendigt. Endnu en slurk af drinken passerede hendes læber. "Det ved jeg ikke helt. Men han hilste på mig så jeg hilste igen." Hun lænede sig en smule tilbage i stolen så hun sad mere afslappet. Hun tænkte det var et oplagt tidspunkt at fortælle om det ry hun havde skabt stortset altid. "Jeg har et rygte der følger mig hvor jeg går.. Jeg flirter.. Meget." Hun så ned på glasset og lod en finger glide hen over kanten.

Hun havde et smittende smil, det måtte han ærligt indrømme og det så også ud til at han kunne få et smil frem på hendes læber, hvilket bare for ham var en god ting.
Han tog en tår af sin øl og lænede sig frem, for at slappe af mod bordet og kiggede ud af øjenkrogen på den mand som før havde hilst på hende. Ikke at det gjorde ham noget, han var skam bare nysgerrig for at vide hvem han var, hvis det nu var en hun ikke brød sig om.
"Ahh, på den måde," sagde han og kiggede hen på hende igen med et smil og tog en ny tår af sin øl og stillede den fra sig igen, da det så ud som om hun ville fortælle ham noget. "et ry?" Mere nåede han ikke at sige, før hun afslørede hvilket ry hun havde. Det skræmte ham nu ikke væk, men fik ham blot til at smile mere venligt. "Så det gør du?" Han smilte kægt og samtidig venligt til hende. "Jeg kender det med et ry, det ikke altid lige nemt," Han grinte kort af sig selv og tog en ny tår af sin øl.

Blair havde altid været meget smilende, selv i de mørkeste stunder var det muligt at få hende til at smile hvis man behandlede hende rigtigt. Hun førte en hånd op til hendes kind og kløede sig blidt hen over den. Det var ikke tit man så hende gøre sådan fordi det betød hun skammede over noget ved sig selv, der var ikke meget hun skammede sig over ved sig selv. Men hendes trang til at flirte med alle, stortset, var noget hun skammede sig over. Det var noget hun ikke kunne lade vær med. At hun ikke havde flirtet med Jacob var et mirakel, måske fordi hun ikke havde haft chancen for det. Først var de i hulen, der kunne hun godt have flirtet med ham men hun så ikke en mulighed for det. Så fandt han hende mens hun blev slået hvilket heller ikke ligefrem gav hende mulighed for det. Men nu hvor de sad alene kunne hun godt finde på at prøve på noget, dog ville det kræve at hun havde drukket nok til at hun ville gøre noget hun ville fortryde. Men så igen, Blair havde fortalt ham om hendes ry som den første, andre havde opdaget det med tiden, men at hun havde åbnet sig sådan for ham gjorde at hun ville have svært ved at gøre det fordi hun havde åbnet sig for ham så hurtigt. "Overraskende nok har jeg ikke prøvet noget med dig endnu." Hun tog en tår af drinken og så smilende på ham. "Det er svært at løbe fra."

Han stillede glasset fra sig, men lod det kører lidt rundt i sin hånd inden, imens han lyttede til hvert et ord hun sagde, samt tænkte tingene igennem. Ud af øjenkrogen bemærkede han stadig om der skulle komme andre pludselige overraskelser, eftersom sidste gang han sad stille og roligt ved et bord, kom politichefen ind og skabte en masse ballade, kun pga. ham. Nu var politichefen så død, dræbt af Jacob, selvom det egentlig ikke havde været noget som han var helt begejstret og stolt over, så han prøvede så meget han kunne at tie stille med det.
Efter at have kørt glasset lidt rundt i sin hånd, stillede han det endelig fra sig og kunne ikke undgå at kigge en anelse forskrækket over på Blair, da hun sagde at hun var overrasket over at hun ikke havde forsøgt at flirte med ham endnu. Ikke fordi han ville være bange for hende hvis hun forsøgte, det var mere det at hun kunne finde på at flirte med en som ham, en hvidhåret dæmon med bleghud.
Han smilte skævt, men samtidig stadig så kægt og venligt.
"Hvorfor overrasker det dig?" spurgte han og kiggede kort ned på sin øl, men op på hende igen, med det samme smil. "Nej, det er det desværre ikke,"

Blair anede ikke hvorfor hun havde indrømmet det over for en hun knap nok kendte. Indimellem havde hun svært ved at indrømme det over for sig selv. Selvom hun ikke altid havde noget imod hendes flirtende adfærd prøvede hun at ændre det. Hun burde være i stand til selv at bestemme hvornår hun ville flirte eller ej. Men hun havde gjort det så længe at den opmærksomhed hun fik når hun selv blev flirtet med var noget hun følte hun havde brug for. Ligesom bloddæmoner og vampyrer havde brug for blod havde Blair brug for opmærksomhed. Det var mere eller mindre en besættelse. Hun så ned i drinken og førte forsat en finger hen over glasset, det fik hende til at virke genert hvilket slet ikke var noget hun plejede at være. "Fordi jeg plejer at bruge enhver lejelighed til at flirte. Hvis du viser mig opmærksomhed vil jeg ofte forsøge at få mere ved at flirte med dig. Jeg kan ikke holde op. Så da du fandt mig gående i sneen ville jeg normalt have prøvet på noget. Men af en eller anden grund havde jeg ikke lyst, jeg følte ikke at jeg burde fordi.. Du virkede anderledes end andre. Hvis jeg ville have et forhold med dig ville det være et venskab." Hun så ikke op mens hun sagde det fordi det var et ømt punkt for hende.

Han kunne ikke lade være med at smile, da det virkede som om at det ikke var normalt for en som Blair at åbne sig for en hun næsten ikke kendte. Jacob tog det skam bare som et kompliment at hun følte sig trug nok til st fortælle ham alt det.. Selvom det kunne ligne at hun var genert, så kunne Jacob sagtens se at det var hun ikke, men hun var bare ikke Van til at åbne sig sådan, eller sådan så ham det i hvert fald.
Han lyttede til hvert et ord og kunne ikke lade være med at føle sig glad og accepteret, da hun sagde at allerede dengang ude i sneen havde hun set et venskab i ham.,
"Nårh," sagde han forstående og smilte charmerende og venligt til hende. "Tak for at du ikke syndes jeg er ligesom de andre," han lænede sig til har i stolen, imens han fortsat kiggede kækt på hende. "Hvis det da ellers skulle tages som en kompliment,"
Jacob tog det som et kompliment når nogen sagde til ham at han ikke var ligesom de andre.

//beklager korte svar :3//

Blair talte ikke om hendes problem til alle. Hun havde svært ved at tale om det med nogen, hvis det var nogle af hendes venner der var tæt på, så frygtede hun de ville dømme hende og hun kunne ikke ligefrem tale om det med en hun flirtede med. Det ville bare være underligt. Men Jacob var ikke en tæt ven, endnu, men heller ikke en flirt. Han var den første hun følte hun kunne tale med om det. "Det er en kompliment. Men jeg synes bare du skal vide det inden jeg får for meget at drikke, for så har jeg svært ved at kontrollere det. Nu er du forberedt." Blair tog en stor slurk og mærkede alkoholen brænde i hendes hals og brystkasse, hun havde haft svært ved at få snakket om hendes problem og Jacob var den første hun nogensinde havde indrømmet det over for, men mange andre vidste det godt. Hun havde bare ikke direkte fortalt dem det, selvom hun stolede på dem var hendes problem med at flirte bare tabu. Hun ville helst undgå at indrømme over for sig selv eller nogen anden.