Our world, our Destiny.. >Luce<

S: Gyderne i Doomsville.
T: Midnat. Rettere sagt kl. bæ om aftenen.
P: Et par bukser og en skjorte.
V: Koldt som bare pokker!

En hver anden person ville hade køligheden der herskede over nattehimlen. Men, ligesom det var dejligt at tage et varmt brusebad, så var det dejligt for Kirt at mærke kulden på huden. Han lukkede de mørke øjne i, sad bare og nød den køllige brise der ramte ham engang imellem, som når en bølge skyllede op på stranden og langsomt trak sig tilbage igen. Når vinden trak sig tilbage, åbnede han øjnene op og spottede endnu engang sine omgivelser. Han sad på toppen af en bakke og havde en god udsigt udover gyderne, hvor gadelampernes lys var det eneste tegn på at der levede civiliseret væsner i denne verden. Et svagt smil voksede og han tog sig selv i at komme med et suk. Han kiggede op på stjernehimlen og betragtede de smukke diamanter der hang der og glitrede for sig selv. Noget sagde ham at der skulle ske noget denne aften, men han kunne ikke rigtig finde ud af hvad det var, eller hvornår det ville komme til at ske. Der skulle bare ske et eller andet.
Lige da den tanke havde forladt hans hoved, hørte han lyden af et smæld, så han med et var oppe at stå og betragtede sine omgivelser. Efter smældet kom der et skrig så højt og smertefuld at Kirt måtte kort holde sig for ørerne, for at det ikke skulle få hans indre systemer til at runge.. Hurtigt var han nede af bakken og på vej hen imod skriget.. Han vidste ikke hvem eller hvad der skreg, men desværre var han for nysgerrig til bare at lade det passere forbi ham.

P: Sort stof for øjnene og en sort og lilla kjole der går til lige under knæene

Hun var på vej hjem af. Hun skulle hjem til hendes børn og Sean, fyren hun boede sammen med og som havde passet på hende og beskyttet hende i meget lang tid. Endda før hun mistede begge sine øjne. Hun havde lige været hjemme ved Rafael som var hendes herre. Hun var hans lille slavetøs som han kaldte hende. Hun vidste ikke helt hvad der var værst. At ikke have nogle øjne overhovedet eller være Rafaels slavetøs der gjorde ALT hvad han sagde selv fra den mindste ting til noget der var større end man turde og tænke på. Hun holdt sine arme om sig. Det var alt for koldt efter hendes mening. Hun ville bare skynde sig hjem og få sig et varmt bad og så komme i sin varme seng og få sovet. Hun hørte nogle skridt bag sig og begyndte og løbe. Hun anede ikke hvor hun var henne overhovedet. Hun var løbet hen til gyderne. Hun hørte skridtene bag sig begynde og læbe. Hun prøvede og løbe hurtigere men fadt over noget. Hun landede på maven og mærkede en fod stille sig på hendes ryg. Hun skreg. Fyren vendte hende om og smilede stort da han opdagede det sorte stof der var bundet for hendes øjenhuler. Han sagde intet men grinte bare af hende. Hun begyndte og slå hende op til flere gange på kinden. Hun skreg højere og højere for hvert slag.

Han var begyndt at blive Van til at høre lyden af skrig. Deres verden var næsten bygget på skrig og rædsel, noget som han ikke selv kendte til og ikke ønskede at kende til. Det eneste han kendte til var nysgerrighed. Det var den eneste følelse der havde været heldig nok til at finde sig igennem den muskuløse krop, der bestod af systemer og menneskekød. Kirt var ikke en man så hver dag, det kunne man sige lige ud. Han kom hen til skrigene kilde og blev endnu engang mødt af et syn af en mand der slog løs på det andet køn. Hvis han havde fået penge for hvor mange gange han havde oplever det, så ville han snart havde været rig. Der var ingen logisk forklaring for hvorfor mændene slog løs på kvinderne, eller det syndes han ikke at der var. Lige så hurtig som en løve på spring, var han henne ved manden og havde taget et greb om halsen på ham, skubbede ham væk fra pigen uden at gøre mere skade. Manden havde chancen til at løbe nu, hvis det var det han ville. Kirt havde oplevet flere gange nu at han hjalp det anden køn, uden egentlig at have nogen grund til at blande sig. Han kunne egentlig heller ikke helt forklare hvorfor han blandede sig, der var bare noget i ham der daskede til ham og sagde at han ikke bare kunne ignorere det.
Med en direkte bevægelse hjalp han pigen op at stå igen og kiggede spørgende hen på manden.

Hun skreg som bare satan og vred sig. Hun ville væk fra denne mand der slog på hende. Hvad var grunden til, at han netop ville tæske hende? Hun forstod det virkelig ikke. Hun havde op til flere gange blevet overfaldet og derefter tæsket så hun ikke kunne gøre noget overhovedet indtil nogen fandt hende eller reddet hende, hvor den eller dem som tæskede hende altid havde nogle bagtanker ved, at de tæskede hende. Hun mærkede, at manden blev fjernet fra hende med et ryk. Hun satte sig langsomt op og bed sig hårdt i læben.
Manden var blevet helt forskrækket over, at han var blevet revet væk fra pigen han tæskede for og gøre hende svagere så han kunne voldtage hende. Han vidste nemlig, at Luce var en meget stærk race når det kom til stykket, men han vidste også, at hendes reaktionsevne var mindsket da hun ikke havde nogle øjne og havde et stof for dem. Han kiggede på fyren der havde fjernet ham fra Luce. Han valgte og stikke af for han kunne se på fyren, at han ikke var en han ville slås imod.
Hun rystede lidt. Hvorfor var det, at folk elskede og tæske hende og skade hende? Var det ikke nok, at hun var slave for den ondeste herre i verdenen? Han tæskede hende også og torturerede hende når hun ikke gjorde hvad der blev sagt, men behandlede hende nogenlunde godt når hun gjorde hvad der blev sagt, men hans ordre var lige så onde som hans strafmetoder. Hun mærkede, at nogen hjælpede hende op og stå "Tusind tak for din hjælp" hun tog fat i fyrens ene arm for og have noget og støtte sig til. Hun rystede for meget til, at hun kunne stå selv lige forøjeblikket.

Der var et eller andet over hende der fangede ham med det samme. Fik maven til at rumle på en mærkelig måde han ikke havde oplevet før! Det at hun sagde tak gjorde bare at han nikkede til hende, indtil han lod mærke til klædet foran øjnene og forstod straks at hun intet kunne se. Han blev nød til at bruge sine talegaver. Det at hun rystede så meget fik ham til at støtte hende ekstra mere, da hun kunne minde ham om et skrøbeligt føl der skulle til at lære og stå på benene.
"Det var så lidt," hans stemme var ikke så kold som den engang havde været. Jo mere han var begyndt at være sig selv, jo mere var den begyndt at bløde op til at være både ru og varm. Engang var der slet ingen følelser i den. Den havde været som at høre på en talende robot.. "Hvorfor angreb han dig?" Han blev ved med at støtte hende, slap hende og havde heller ikke tænk sig at gøre det. Allerede nu følte han en trang til at beskytte hende.. Et kort øjeblik kiggede han efter manden, inden han rettede blikket på hende igen..

Hun stod bare op af ham og rystede af skræk. Hun havde fået et kæmpe chok da hun var blevet overfaldet og samtidig var hun jo blevet tæsket. Hvorfor var det folk hele tiden var efter hende? Hun undrede sig virkelig over, hvorfor det var blevet sådan. Hvorfor folk hele tiden ville overfalde hende for og gennemtæske hende. Var der sat en eller anden dusør på hende uden hun selv vidste af det? Det vidste hun ikke og hun har på en måde heller ikke lyst til og vide det. Hun var dog glad for, at denne fyr havde hjulpet hende. Hun trak vejret dybt nogle gange og langsomt stoppede hun med og ryste. Hun bakkede nogle enkelte skridt væk fra ham "Det ved jeg ikke. Det har været sådan flere gange, at jeg er blevet overfaldet og gennemtæsket. Nogle gange værre end andre gange og jeg ved virkelig ikke hvorfor det er endt sådan" hun sukkede lidt "Må jeg tillade mig og spørge, hvem er du egentlig?" der var nysgerrighed i hendes stemme.

Endnu en ting han ikke forstod ved denne verden. Hvorfor skulle de ønske at skade hende bare pga. hun ikke havde chancen for at forsvare sig? Væsnerne i denne verden blev mere og mere underlig for hver dag der gik. I sidste ende håbede Kirt ikke at han gik hen og blev direkte ligesom dem. Et modbydeligt monster, hvis lyst til at skade andre kun blev overgået af egoisme og selvfedhed. Pigen foran ham var et af de første væsner han havde mødt som ikke var i stand til at se. Det fik en masse spørgsmål til at kører igennem ham. Flere end der allerede var om verden omkring ham. Han var nysgerrig for at vide hvordan det var ikke at kunne se, for skulle han være ærlig så havde han været nærmest magtesløs hvis han ikke havde kunne se sine fjender! og dem var der mange af! Alle vampyrer hadede ham nærmest, takket være det tidligere liv han havde.. Til alt det hun sagde, lyttede han bare tænksomt med, men tillod sig ikke at spørge mere end til det. Hendes stemme var yndig på en mærkelig måde som han ikke kunne forklarer. Et kort øjeblik var det ikke gået op for ham at hun havde spurgt ind til ham, hvilket var en grund til at han ikke svarede med det samme. Det gik dog hurtigt op for ham at hun blot ventede på svar fra ham.
"Mit navn er Kirt, mere er der vist ikke at vide," fortalte han roligt. Hun behøvede ikke at få hele fortiden smidt på bordet, specielt ikke nu i sådan situation. "Har du brug for hjælp til at komme væk?"

Hun stod roligt og ventede på, at han svarede hende på det hun havde spurgt ham om. Hun stod stadig meget usikkert på benene. Der ville sikkert gå noget tid før hun kunne stå rimeligt igen af sig selv. Det skulle ihvertfald ikke undre hende, hvis det var sådan det var. Hun tog fat i hans ene arm og støttede sig lidt til den for ikke og falde. Hun lyttede stille til det han fortalte og nikkede stille "Jeg hedder Luce" hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham udover tak for det var det eneste der kørte rundt i hendes hoved på dette tidspunkt. Hun nikkede stille "Vil ikke være det her sted længere, men har ikke rigtigt noget sted jeg kan tage hen lige nu. Ihvertfald ikke et sted, hvor jeg ville kunne føle mig sikker." hun bed sig usikkert i læben. Hun havde hentydet til hjemme ved Rafael for der ville han bare skade hende mere og tvinge hende til alt muligt og hjemme ved Sean ville hun bare blive udspurgt om, hvad der var sket og hvem og alt muligt andet som havde med det og gøre.