Zebastien- En bog om en vampyr og en engel

Dag:irl
Dato:irl
Vejr: natteklart
Tid:23.18
Omgivelser:naturen
Sted: midt i skov/junglen.

Ribanalon lå på en gren som var hun et dovendyr, hun havde en el-gammel
bog i sine hænder som hun sad og læste i. Hun lignte nærmest en numfe der
nød livet i sine fulde 5. Hendes metalliske grå øjne så på alle bogstaverne.
Bogen handlede om kærlighed, en romance. Om hvordan en vampyr var faldet
i kærlighed med en engel og ligeledes stod i samme følelser fra englen.
Hun var nået til det kapitel hvor englen også bekendtgjore sin kærlighed for
rovdyret, vampyren.

Zebastian gik længere og længere ind i skoven, med raske skridt. Denne nat lignede godt og vel alle andre nætter, så hvorfor skulle han ikke tage til næste destination? Selvom han ikke havde noget får øje, andet end komme væk.
Jo længere ind i skoven han kom, jo tættere vegetation var der. Så han sagnede farten og maste sig gennem grene og krat med stor besvær, men uden at tage notis til der var andre som kunne høre ham.
Zebastian stoppede op under et træ hvis grene hang lavt ved jorden. Med et lettere suk lod han sig synke ned på skovbunden og så sig om med et varsomt blik. Som efterlidt tid aftog. Zebastian vendte istedet blikket op mod den klare nattehimmel. Hans blik så fra månen til stjerne og sådan gentog det sig. Natten var jo lang.

Det træ han havde sat sig op af var det tro som Ribanalon havde sat sig i.
Hun havde gemt bogen væk og lå nu mod hoved hvilende i sin hånd imens resten
af armen stykkede på grenen. De metalliske grå øjne så længe på ham. HUn havde
aldrig set dette skyggevæsen før. Den hvide kjole hang svagt ned fra grenen og
hvis hun bevægede sig det mindste ville stoffet også bevæge sig. Et svagt smil
kom over de mørkerøde læber, der lignte mere at de var blevet malet op med
blod end med sminke. "Natten er smuk ikke sandt?" sagde hun så endelig
med en stemme der var fyldt med ro og adspredelse. Hun var afslapped hvilket
var sjældent...Måske fordi hun endelig var væk fra byen og alt det liv og ikke liv.

Hvis han kunne vise sine følelser bedre end han kunne; ville han nok være blevet forskrækket af stemmen der lige pludselig kom ud af det blå. Zebastian lagde hovedet en smule på skrå og rynkede let panden, men fjernede ikke blikket fra himlen. "Hvem er De?" Sprugte han ud i luften. Det eneste spørgsmål der lige havde skrejfet ham i det sekund. Zebastian så ned på skovbunden og begyndte med den ene hånd, at samle nogle af nedfaldne blade og kviste op i den anden hånd der var åben. "Til det De sagde: Jo det er det" svarede han, da han kom i tanke om, at lidt høflighed måtte han dog vise, selvom han var den han var.
Zebastian knyttede hånden sammen og man kunne høre det hele blev knust.

Ribanalon hoppede ned direkte foran ham og landte på hug.
Hun var tæt på ham og kiggede han direkte ind i øjnene med
sine egne metaliske øjne, der lignte at der i farven var små
gløder der sprang rundt. Hendes læber var mørkerøde og lignte
mest af alt mere at de var malet med blod end med sminke.
"Hvem er det selv der sprøger efter mit navn" Det lange sorte hår
hang ned af hendes skulder, svagt bølget og skinnende
i nattehimlens måneskær.

Zebastian så på kvinden der lige plduselig ud af det 'blå', dukkede op foran ham. Han stirrede på hende uden nogen synderlig interesse. Selv på denne tid kunne man ikke undgå, at der var en eller anden, elller et eller andet.
"Efter hvad jeg kan huske, har jeg ikke spurgt til deres navn. Kun hvem De var" sagde Zebastian og så på hende med et varsomt blik. Man kunne aldrig føle sig sikker. "Men hvis De vil vide det. Mit navn er Zebastian" tilføjede han og rettede på slipset der iforvejen sad som det skulle.

Hun lod et øjenbryn løfte sig da hans kommentar kom. HVem hun var...
Var enlig ligemeget, det eneste han skulle bruge var hendes navn.
Hendes smil bredte sig kun svagt på hendes mærkerøde læber, hun stirrede
ham ind i øjnene som om at hun prøvede at se noget der var længere end
kun hans øjne. Han rettede sit slips....Et tegn på nervøsitet? Og igen hvem
ville ikek være nervøs hvis en de ikke havde opdaget pluselig stod foran
dem, endda en fremmed. "Jeg er Mig" sagde hun og rejste sig langsomt op.
Hendes kjole var i ro. Ikke nogen vind var i nærheden lige nu.

Zebastain så med et koldt blik på kvinden. Om hun gad at svare måtte være hendes egen sag, men det plejede heller ikke at ligne ham at frembruse sit navn i første omgang. Men han havde ikke formået at vække nogen form for opsigt omkring ham selv, så hvilken skade ville det have? Og i det hele taget havde han heller ikke tænkt sig at vække opsigt rundt omkring i omegnen.
En skjult skygge imellem befolkningen, det var sådan han ville have det.
Zebastian trak sit venstre knæ op til sit bryst og lagde armene rundt omkring det. Imens han med et intrængende blik stirrede på kvinden foran ham.

Et let smil der var iført som et suk kom fra hende. "Det sjældent jeg ser din slags her i området" hun kiggede op og ned af ham. Ja faktisk havde hun ikke set andre end Akuma i meget lang tid som var lige som Zebastien. Og ham havde hun ikke engang set i lang tid. De metalliske grå øjne gik fra Zebastians krop til hans øjne, en typisk skyggevæsen. Måske...hans opførsel var dog mere neutralt, men sådan kunne de jo også være. Hun slikkede sig kort over de røde læber og blev ved med bare stirre ham ind i øjnene, hendes blik ændrede sig så pluseligt, nu så hun på ham som ville hun æde ham. Et smil fremtonede sig og hendes øjne gav et lysskær fra sig. "Ribanalon" kom det så fra hende. Navnet ville enden virke ukendeligt eller også ville det sætte billeder i hans hoved, det kom helt an på om han kendte til Klusisskaerne