jeg sagde du var en engel (Josh)

T: Middag
O: Ikke meget.
V: Lidt vind, og solen går højt

Bethany elskede at flyve, det var bedste, hun havde planlagt en flyve tur, hun vidste at hun havde en familie som holdte af hende, hun sukkede svagt sukkede svagt imens pakkede en taske der var fugt og noget brød, Bethany brød sig ikke om kød og spiste derfor kun grønsager og fugt, derfor når man så hende virkede meget tynd og skrøbelig. Hun forsatte ud døren hen til tom gyde der spredte hun sine vinge ud, det var ynglins del. Hun smilede svagt og holdte sin taske idet satte fra jorden. Hun måtte ppåpaslig med at ingen så hende derfor havde valgt flyve tidligt. Hun skulle Shadow Peaks der kunne hun slappe af. Da kom op i de højre luftlag slappede hun mere af, hun nød at hun se tingene lidt oppe fra. Hun kom til Shadow Peaks efter times flyvetur. Hun landt ved siden kløften, hun trak vinger ind kroppen igen så ingen ville fatte mistanke om hvad hun efter det satte hun benen ud over kløftens kant. jeg sagde t

Solen skinnede, hvilket var dejligt! Lige siden han var kommet til denne verden, havde vejret næsten ikke givet ham andet end tåge og regn, samt gråvejr, så man blev i helt dårligt humør.. Han lukkede øjnene et kort øjeblik, imens han bare sad og nød at slappe af, med benene hængende ud fra kløften.
Han strakte sine arme ud, lænede sig tilbage, nød at solens stråler varmede hans kinder.. Et sus fra en vinge, fik ham til åbne øjnene og kigge rundt. Han lagde hovedet på skrå, så snart han så den fremmede engel komme flyvende med sine smukke vinger.. Engle.. Jade havde kaldt ham en engel, men kunne det nu passe at det var hans race?
Han smilte skævt og lukkede øjnene igen, inden han lænede hovedet tilbage for at nyde solens stråler.

Hun nød solen på hendes hud den var varm, men selvom hun var meget ude i solen var der et bleg skær over hendes hud, hun smilede svagt da opfangede en artfælle eller det troede hun ihvertfald. Hun vendte blikket imod den anden side af kløften og fik øje på, mon hun skulle flyve der hen, hun var meget usikker og gernert. Hun måtte gøre noget. Hun kunne gå over på den anden side, men når endelig nå. Men det varede ikke længe før hun opdagde den anden sad ved siden af hende ihvertfald ikke så langt der fra. Hun vendte sit blik imod ham. Det var ham der var artsfællen. Hun smilede bestemte sig da den anden fremmede var ude af deres synsvinkel at folde sine vinger ud. Vingerne var mælkehvide og der sad ikke en fjer forkert, normalt var hun gernert, men fordi han var artsfælle følte hun sig bedre tilpas.
" Hey" mumlede hun løftede en hånd op til hilsen, hun smilede svagt inden rettede sit blik imod de spidse sten ned bunden af klippen. Hun gøs en smule da hun kom til at tænke på hvor skade de ville gøre. Hun sad længe kiggede på og jo mere kiggede på dem jo mere nervøs blev hun.

han hørte godt det lille svage mumlen og åbnede sine chokoladebrune øjne, som straks blev rettet mod den som havde sagt hej til ham. Det var den smukke engel fra før, som prøvede at starte en hilsen ved at vinke og mumle hej. Så, hvorfor ikke fortsætte hilsen, så det hele ikke skulle være så akavet? Han smilte kægt og charmerende til hende, hvor han derefter gav hende et nik og et vink fra sin hånd.
"hejsa," sagde han og startede en øjenkontakt til den pige som sad overfor ham. "Hvad bringer dig herud?" Han spurtgte hende med en venlig klang fra sin kægge og charmerende drenge stemme, som var gået i overgang, men ikke helt var mørk som en mands endnu. Han kiggede på hende med et smil, imens han ventede på et svar.

" luft" svarede hun hun elskede at få luft under vingerne, smilede svagt inden lagde hovedet en smule på skrå " det det ikke derfor du er ude?" spurgte drillende tone, hun var ikke sikker på at vidste at selv var en rejste sig op med smil på læben. Hun gik forsigtigt hen til ham. Hun lagde igen hovedet på skrå som hun var ved undersøge noget. Hun sikker på at var en engel for havde den samme aura som hende, måske bare en smule svagere. Hun satte sig ned siden af ham. Hun kiggede ud på kløften som gabte under dem, med sine farlige tænder. Hun havde fik langsom en plan inden hun ville udføre den måtte snakke med ham først. Hun lod svagt og tænksomt en hånd glide igemmen håret.

Luften var behagelig.. Det var han helt enig i, hver evig eneste dag hvis der var mulighed for det, lod han vinden blæse i sit ansigt for at køle af og bare tænke tingene igennem. Der var jo så meget at tænke på, så han kunne mærke hvordan hans hoved var ved at sprænge pga. af alle disse tanker. Han ville ønske at der bare ville komme en person, blot en som kunne fortælle ham alt det han ville vide, men det var så svært og det var som at snakke med et spejl når han spurgte dem, de vidste ligeså lidt som ham selv..
"Jeg.. Er skam bare ude og nyde vejret," sagde han til hende og smilte stadig væk til hende, inden han kiggede ned i grøften.. tanken om at falde derned skræmte ham og han skyndte sig kort at kigge væk og rette opmærksomheden imod hende igen. "Det er godt sted at tænke så,"

Han virkede som der var noget der plagede ham hun strakte svagt det hvide vinger hun anede ikke at han ikke vidste at han var en engel, hun smilede svagt og tog hans hånd " kom" sagde ´mutert. Hun bevægede svagt vingerne og hvis han ikke snart vidste hvad der ville ske, kom han snart til det. Hun baskede med sine vinger i en heftig bevægelse og fordi var en engel var hans vægt ikke særlig bemærkelseværdig. Det ville ikke vare længe før de ville lette.

Han kiggede beundrende på hende, så snart hun lod sine smukke hvide vinger bredde sig, med sådan en elegance at han næsten kunne mærke hvordan han sank en klump af at kigge på disse prætige og smukke engle vinger.. normalt ville han ikke have reageret sådan, eftersom han var sikker på at han var en dæmon, men han kunne ikke skjule sin fascination over at se disse smukke hvide vinger.. Han følte en lille trang til at mærke på dem og sjovt nok.. Havde han det som om at han ønskede at bredde sine egne vinger ud.. Men hvilke vinger? han måtte være skør..
Han tog imod hendes hånd, uviden om hvad hun egentlig ville.. Om hun blot ønskede at give ham en flyvetur.. Det var der vel ikke noget farligt i var der? Han smilte til hende og holdte fast i hendes hånd..

Hun lettede med smil på læben, hun havde plan der ikke kunne gå galt. Hun spredte vinger helt ud og begyndte at baske med dem, det varede ikke længe før lettet fra jorden. Hun styrede sig ud i kløften. Hun smilede lumsk, inden hun lod som tabte ham ved uheld. Hun ændrede sit blik til forskrækket da han med høj hastighed var på vej ned spidserne som spide ham vis ikke bredte sin vinger ud og fløj. Hun dykkede ned efter ham, men holdte sig en smul afstand, men hendes plan var at gribe ham inden ramte spidserne hvis ikke det virkede.

Det overraskede ham meget at hun pludselig løftede ham op, så han kunne mærke sit hjerte sætte sig i halsen på ham, så snart han ikke kunne mærke jorden under sine fødder længere. Han lukkede kort sine øjne i, men åbnede dem for at kigge nærmere på udsigten, selvom der ikke var meget udsigt fik det ham alligevel til at smile, lige indtil han kunne mærke at hun gav slip på ham, så det suste i hans mave. De spidser klipper kom tættere på ham og han ville snart ramme dem.. Hvad pokker tænket hun på!? at dræbe ham?! Han lukkede sine øjne i, da han pludselig kunne mærke noget spredde sig bag hans ryg, noget som tilhørte ham.. Lige inden han nåede at ramme klipperne, fløj han op imod himlen igen, med et stort smil på læben.. Han fløj! Men hvordan.. Forsigtigt kiggede han sig over skulderen og fik øje på et par blå vinger, der lignte halv dæmon vinger og halv engel..
Han kiggede forvirret hen på Bethany..

Vingerne:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun stoppede op da vingerne bredte sig ud, dog undrede hans vinger hende en smule hun havde aldrig set sådan nogle vinger, hun fløj om bag ved ham og rørt dem forsigtigt. Hun havdealdrig set noget lignende, men hun blev revet ud af hendes tanker og betragtede hans nakke. Hun smilede svagt " dine vinger?" sagde hun halv spørgende og konkludrende. Hun rørte dem igen. Hun fløj om foran ham, mon han var vred over at hun sluppet han det håbede hun ikke, men havde haft, men måske hun skulle have spurgt ham først.

Hans vinger.. Hans vinger!? Vent, havde han vinger!? Men.. Hvordan pokker kunne det lade sig gøre, burde han ikke have fundet ud af det for længst at han havde et par store vinger stikkende ud af ryggen? Det var simpelthen for meget.. Ikke nok med det, det lignede ikke engle vinger eller dæmon vinger, det var som en dårlig milkshake rystede sammen, så når man drak af den, ville man straks kaste op igen.. For et kort sekund kunne han ikke se noget som helst, ikke andet end en sort skærm, men han kom hurtigt til sine egne tanker, så snart han hørte en engels stemme snakke til ham. Han sendte hende et skævt smil og kiggede kort om på sine vinger igen.
"Ja," sagde han forvirret og kiggede hen på hende igen, med øjnene spærret op og et forvirret smil på sine læber. "Jeg har vinger, det er virkelig underligt.. Var det derfor du bare gav slip på mig, fordi du var sikker på at jeg havde vinger?"

Bethany havde ikke set sådan nogle vinger før det var skræmmende, men pænt hun syntes ikke de var grimme dog for være ærlig var hun glad for at det ikke var hendes vinger. Hun nikkede som svar, hun vidste at han ikke selv havde været klar over det " jeg vidste det" mumlede hun med et bredt smil på hendes læber. Hun vidste ikke helt hun skulle sige, men det gjorde ikke noget hun fløj over foran ham med smil der sagde jeg vidste noget du ikke vidste.