My fair lady, what kind of bad luck would bring you to this forsaken part of town? - Blaire

Luck kravlede på alle fire ned af de mørke og skumle gyder, stille som en slange forsatte han tæt ind til skyggen, og fandt tryghed i at han intet kunne... det tænkte han lidt for hurtigt, da en par fødder bliv hørt kommende ned af gyden. Luck var ikke sikker på det var et par eller flere par fødder, men han ville ikke finde ud af det lige meget hvad, så han kravlede længere ind til væggen, og holdt sig som en vanskabning eller dyr på alle fire med et par centimer fra jorden som en edderkop.

Blair kom gående ned af gaden, gyderne var stedet hun opholdte sig når hun ville gemme sig væk. Hun gik derind og kunne hverken se eller høre om der var andre, hun satte sig op af en væg et stykke henne og tog en dyb indånding, hun følte sig meget alene, men alligevel var det ofte det hun allerhelst ville, hun savnede dog at kunne tale med folk indimellem.

Luck kiggede henimod hende med hans kolde og tomme hvide øjne. han studeret hende lidt tid fra hans sikkre sted i skyggernes favn. dog begyndte Luck at kravle langs væggen for at komme hen til stedet hvor den fremmede pige sad. da han var kommet ikke langt fra hende, var hans klamme hoved få centimeter fra hendes baghoved, efter et liv med at snige sig burde det ikke være så svært for ham. han trak langsomt hoved til sig igen, og rollede som en hund ud fra væggen, og lod sig vende på jorden to tre hurtige gange før han lå på alle fire solidt på jorden foran hende, med blikket rettet op på hende som om han døde af at blinke. "hvad laver man her så sent?"

Blair tog flere dybe indåndinger, gydens luft var tyk og svær at trænge igennem, men det kunne lade sig gøre. Blair hørte ikke noget, intet overhovedet. Hun var heller ikke ligefrem modtagelig overfor mennesker, eller hvis det skulle blive mere avanceret, væsner. Blair klemte sig om af muren da et væsen, der ikke så ret menneskelig ud, stod et stykke fra hende. Hun løftede en hånd op til sin pande, hun havde ikke lyst til at tale om det.

"Ikke noget."

Hendes stemme var ikke ligefrem venlig.

Luck bid sig selv i læben, og lod sin tunge køre rundt over hele hans hage og mund, og lod savlen rille ned af ansigtet og dråbe for dråbe ramme jorden neden under ham. han havde et lumsk smil på, men da kvindens stemme kom til hans øre, var det som nåle der bliv prikket ind i hans tandkød, og hans krop følte enormt ubehag af hendes ikke så venlige attityde. Luck rejste sig modvilligt på to ben for at se pigen et andet perspektiv. Luck havde ingen ide om hvad han skulle sige nu, det var han for usikker til, så istedet løbede han mod den modsatte væk af hende, som var ikke mange meter bag ham. han lod sin fod sætte af på væggen, så han kom lidt op i luften, og lænede sig bagover, så han lavet en baglands salto i luften, og faldt ned igen på alle fire. sådan var luck bare. luck følte sig skræmt af denne pige, som han følte sig af så mange andre. luck prøvede at holde det ude af hans stemme da han sagde "okay.."

Blair vidste ikke hvordan hun skulle reagere, han virkede meget..Hun kunne slet ikke finde ord for det. Da han løb væk hævede hun et øjenbryn, det var da noget underligt noget, hun havde jo bare svaret ham. Men da han så landede på fire foran hende igen, fik Blair et chok og hun faldt endnu længere op af væggen, selvom det næsten var umuligt. Blair rejste sig op, hun skulle ikke være bange. Okay fint, de havde nogle fordele, men hun var ikke et hvilken som helst menneske. Hun var Blair Jessica Jenson. Hun frygtede ikke noget. Blair så på ham med et mere eller mindre strengt blik, hun blev nød til at vide hvem han var før hun ville tale i et venligt toneleje til ham.

"Hvem er du?"

Luck fik en tydelig klump i halsen da Blair begyndte at se på ham med et lidt strengt blik, men heldigvis var det kun i et sekund han fik den, men ubehaget af bare det lille strenge udgave af hendes blik gik ham tydeligvis lidt på. Luck rettede nogen tænder mod hende, og snerret som en kat, og gad tydeligvis ikke snakke om hvem han var, men man kunne godt se at hendes blik langsomt rev hans forsvar fra hinanden, og at han ikke ville gøre hende noget, og efter et par korte væs stoppet han, og sprang op fra alle fire, og op i en skræder stilling på jorden, og kigget på hende med et mere uskyldigt blik og svaret med en mandlig stemme der var fordrejet som et dyrisk væsen bare med usikkere træk some en usikker lille skole pige eller dreng "Luck.. Luck er Luck.. jeg er Luck" han havde ikke nosser nok til at sprøge hende hvem hun var, men man kunne se han gerne ville, men han kunne bare ikke få sig selv til det.

Blair undrede sig meget over hans adfærd, det var tydeligt at se han ikke havde haft et godt liv, han så ikke ud til at være vant til venner, og omsorg. Blair lyttede til hans navn, der blev gentaget en del gange. Luck. Det var da egentlig et meget specielt navn, men alligevel sødt. Blair rakte en hånd frem mod ham.

"Jeg hedder Blair."

Blair ville gerne være venlig over for ham, men han havde mødt hende på et dårligt tidspunkt.

Luck kiggede meget mistroisk på hendes hånd, at han bliv kigget strengt på var noget han kunne relatere til, men at hun ville give ham hånden slog alle hans kropslige og mentale systemer på ´no way´. han lænede sig lidt mere tilbage i hans siddende stilling, og så ikke ud til at tuer tage hendes hånd, han frygtede både slag og hårde ord, og det var intet han havde lyst til. han ville nok helst have et slag end ord, men hun lignede den hårde ord type, og han ville ikke blive brugt som endnu et væsens lille bich, og hvis det betød han ikke skulle åbne sig for nogen igen, så måtte blive det, for han nægtede simpelthen at tage hendes hånd, det var han for bange til, men at svare venligt kunne han vel godt tænkte han, og svaret med en stemme der ligesom hun selv havde regnet ud, at hans liv ikke var fyldt med lyserøde skuer som voksen eller slikke pinde som barn "Jeg.. jeg luck.. vil ikke være uhø..fel.ig.. men behold deres hånd, spiser ikke folk på første date" han fik et lille træk i mundvigen, og prøvede at vise det sidste var for det sjoves skyld. "Dej..ligt at møde dig blair"

Blair kunne relatere til hans liv, selvom det virkede som om hans liv havde været meget værre end hende. Så hun blev nød til at være venlig over for ham, hun kunne selv være endt sådan. Blair lagde sin hånd ned langs sin side igen. Hun så på ham med et smil. Hun ville gerne have han skulle stole på hende, fordi hun var ikke som de andre, hun ville aldrig slå folk der var tæt på hende, og det kunne hun godt forstille sig at han blev. Blair blev lidt forvirret over hans måde at tale på. Men det var forståeligt nok. Blair rettede på et lille tørklæde hun havde bundet om halsen ved hans ord.

"En date? Og så ender jeg på menuen. Den cocktail lyder ikke god i mine ører."

Blair fremtvang et lille smil.

Luck vidste ikke hvad denne ´blair´ ville ham, og dte gjore ham bare mere utryg for hvad hun havde i tankerne. det kunne jo være en masse ubehagelige ting, og ingen af de ting han fordrejet hoved kunne forstille sig, var noget han ville prøve igen, at være tyggegummi under en eller andens sko hele livet var han blevet ret så misttilidsfuld af, og når vert eneste væsen han havde stolet på havde vist sig dårligere indenvendig end et råddent æble, så var han ikke super glad for endnu et ´venligt ansigt´. han hørte på hendes svar, og fik godt nok en lille trækning i læberne, men minder om piske, slag, knive, tvangs spise klamme ting, hårde ord, og meget andet, fik hans smil væk igen så hurtigt det kom frem. og han vidste ikke om han tuer lade hende se det, eller om han håbet hun havde set det eller ej. Luck trka sig lidt sammen i sin stilling, og sagde "Be..kla..ger Blair. hvad laver du her..nede på bunden?" han henviste til gyderne, og hvad der fik en smuk kvinde til at gå frivilligt ned til nok det mest farlige sted i hele doomsville, hvor forbrydelse og ´uheldige ting´ skete dagligt.

Blair holdte øje med alle hans bevægelser, for at tyde hvornår han måske - eller måske ikke, angreb. Hun skulle være sikker på han ikke lige pludselig overfaldte hende. Blair lagde også mærke til hans korte, nærmest ikke eksisterende, smil fandt sted på hans læber, det blev dog hurtigt erstattet af samme følelsesløse udtryk, han havde haft gennem hele samtalen. Blair trak på skulderne over hans spørgsmål.

"Du behøver ikke beklage. Jeg bruger stedet her som mit tænkested, jeg kan være i fred."

Blair vidste egentlig ikke hvorfor han undskyldte. Han skulle da have lov til at spørge. Men det skyldte måske noget i hans fortid.

Luck lagde sine hænder på jorden , og stoppet med at sidde ned, og isdetfor kravlede på alle fire hen til muren bag ham, så han stod så langtvæk han kunne fra hende, men stadig foran hende. Luck lagde hovedet på skrå mens hun talte, og kørte det til den anden side når han skulle svare "så vi to Blair" Luck fik lidt tillid til hende, da de var her af sammen grund, blandt andet da det jo relateret til ham selv. Luck studeret ham med de fjerne og kolde øjne, og forsatte "Du ser an..spændt ud, luck gør dig intet. det lover jeg." Luck hoppede op på begge ben, men stod sådan lidt bøjet ned i knæ som om han hele tiden var klar på at hoppe væk eller dukke dig hvis hun kastede noget efter ham. han kiggede ned da han var på begge ben, for han ville ikke kigge hende i øjnene som om han var noget værd mens han var på begge ben som en af.. dem.. Luck kiggede stadig ned med øjnene, men hans ansigt var rettet mod hende, og han svaret med den dyriske mande stemme han hele tiden havde brugt "Jeg beklager for at beklage tidligere. skulle have fået lov"

Blair fik næsten bekræftet sin idé, om at han havde været slave, eller at han stadig var det. Blair ville aldrig nogensinde have en slave og så slå ham eller hende for at gøre lidt modstand. Blair synes alle skulle være lige, men det var svært at rette op på folk ind i mellem. Hun så på ham, han virkede.. Bange for hende... Blair satte sig ned så de var i samme højde, hun ville vise ham at hun ikke var overlegen. Blair så over på ham med et skævt smil.

"Du behøver ikke at beklage for noget som helst. Og du behøver ikke at få lov til noget som helst. Jeg bestemmer ikke."

Blair håbede at det kunne gøre ham mere afslappet, hun ville ikke være så bestemmende, ikke hele tiden i hvert fald.

Lucks hjerte føltes som om det stoppet da hun gik på samme højde som ham, han var nu sikker på at der ville ske.. et eller andet. at hun ville... noget.. men lige meget hvor længe han lod sekunderne trække ud, kom der ingen ting. han vidste ikke helt om hun ventede eller om hun faktisk ville vise omsorg, men det sidste troet han bare ikke på, og han ville nok aldrig helt komme til det. han fik en klump i halsen, og gled længere ned af væggen, og satte sig normalt ned af væggen med benene frem af, og ryggen stiv mod væggen. og sagde hæst og dyrisk "Det eneste jeg e..jer er mit navn.. og selv det er givet af min første herre som et slavenavn.. hvad siger det om en mand når det eneste hans liv har rådighed over er et symbol på hans egen underkastelse. jeg har ikke lov til noget som helst Blair, og spar mig for deres falske omsorg, alle er ens. i søger venlighed og når den gives betaler i med slag.. så kom til sagen og lag være med at give Luck falsk håb. det har altid været andre der bestemte. hvorfor skulle du have mindre lov end andre?"

Blair vidste ikke hvad han skulle sige til den smøre han kom med, og pludselig talte han meget anderledes, han brugte større ord. Blair blev nød til at tænke på hvordan hun skulle formulere sig.

"Det kan godt være du aldrig har mødt nogle der er sådan, men sådan er jeg altså ikke. Ikke alle er sådan. Nogle har næstekærlighed."

Blair var ikke den store kristne, men hun mente alligevel at nogle af de 10 bud burde overholdes, det med næstekærlighed burde i hvert fald.

Luck tyggede på ordet ´næstekærlighed´ lyd som en eller anden god grund til at få slaver til ikke at rive hovederne af hinanden. endnu en måde at kontrolere andre på. han havde intet mod ordet eller dens betydning, men at tage det som om det ikke bare var en undskyldning for andet ondskab, havde han bare svært ved at tro. han havde svært ved store ord for det meste, men et liv under pisken havde lært ham at gøre ting han ikke burde kunne, og når han følte noget var nødvendigt at få ud, så kunne han godt lige tage sig sammen til det. men det var ikke noget han kunne lide, for store ord og fin snak fik ham bare til at føle sig som en af dem, og det havde han for det første ikke lyst til, og for det andet var han blevet hjerne vasket til at tro at gjore han sig lige så vigtig som andre ville han der komme slemme ting til ham. så det gjore han ikke tit, og holdt sig til det han følte sig ´tryg ved´ altså at være et objekt for andre. for tros alt havde ingen behandlet ham godt, så at lade som om man var lige så god som dem ville sikkert bare gøre dem utilfredse med ham. han gik tilbage til sin normale fordrejet stemme

"du vil ik..ke slå mig?"

han havde ærligt talt for svært ved at tro at der fantes en god kvinde eller mand for den sags skyld som ikke var ham selv, og hendes svar ville ikke bare overtale ham til at tro det. han havde intet mod at lade andre styre ham lidt, bare de ikke var onde mod ham, og rent faktisk bekymret sig for ham, for at være alene var han jo ikke god til, han fik jo ikke rigtigt mad, og når han gjore var det en levende dyr som en fulg eller rotte og han sov udenfor, og holdt sig væk fra alle de væsner han kunne som ikke var dyr der kunne spises. så han havde ingen sociale egenskaber for de var aldrig blevet udviklet, og at passe på ham var han ikke den bedste til, så han ville nok have godt af at lære en masse ting af nogen... men.. han stolet jo på ingen så det var svært. han havde heller ikke svært ved at tjene nogen, men han havde aldrig fundet nogen som ikke tvang ham med fysiske ting hvis han sagde nej, så han selvtillid var mindre end de rotter han spistes selvtillid, og det gjore jo han aldrig sagde nej.. eller kunne nogen.

Blair vidste ikke rigtig hvordan hun skulle forholde sig til det hele. Hvis han havde det så dårligt som han fortalte, så ville Blair aldrig kunne opføre sig andet end omsorgsfuld over for ham, men hun havde også på fornemmelsen at han ikke bare lige sådan ville vænne sig til at blive behandlet på den måde. Så hvis hun skulle hjælpe ham blev hun nød til at være dominerende overfor ham, og så vænne ham til det langsomt. Blair så over på ham, men kiggede så hurtigt ned.

"Nej. Jeg slår dig ikke."

Blair kunne ikke finde på at slå en der havde det så dårligt.

Luck troet sjovt nok ikke på hende, men det var også lige meget i hans hoved, han forsatte bare med at have øjnene rettet mod jorden, og lod sig vise sin usikkere personlighed. han havde ikke nogen kamp gejst til at stoppe nogen i at dominere ham, for ligesom hun kigget streng på ham før, hvor han bliv helt svag i knæende, så skulle der ikke meget til at få ham til at gøre ens ting, for han var simpelthen for svag phygisk til at sige nej til nogen som helst. han havde nær hoppet ud af et vindue for en kvinde han ikke kendte da hun bad ham om det, men heldigvis kunne han ikke komme ud af det for lille vindue fra 2 sal.

"beklager jeg hen..tyd..et forkert"

Blair ville bare have han skulle forstå at hun ikke ville gøre ham ondt. Men det kunne være han blev nød til det før han kunne forstå det.

"Jeg gør dig ikke ondt. Okay!?"

Blair skar sin stemme an, selvom hun ikke ville. Hun havde bare på fornemmelsen det blev nødvendigt. Blair blev dog alligevel siddende, for ikke at være for dominerende og vred.

Luck kastede sig op af væggen, og hoppede ned i en foster stilling da hendes første ord bliv sagt i en den tone, og da hun havde talt ud rollede han ned på alle fire foran hende, men undgik ydmygt hendes blik, og havde hovedet bøjet ned mod jorden.

"Sefø..lge..lig Blair"

hendes budskab gik rent i hos ham. hun ville ikke gøre ham ondt. men at få lidt frygt for hende kunne han ikke lade være med, men det var som altid bare fordi han ikke kunne lade være med at være underkastende overfor sådan en tone.

Blair var ikke glad for Lucks reaktion, men hun blev nød til at forstå. Og det virkede kun som om hun kunne komme ind til ham på den måde. Blair prøvede at få øjenkontakt med ham, men hun var sikker på det ikke ville lykkedes.

"Godt."

Blair var mere rolig. Hun kunne ikke rigtig tolke Luck, han hørte først hvad hun sagde når hun blev mere vred. Det var underligt.

Luck kiggede bare ned i jorden, og søgte ikke kontakt. det var jo hvad han var blevet lært.. faktisk det eneste han vidste her livet vat hvordan man var en tjener. så han bid bare sig selv i tungen og nikkede da hun sagde godt, og vidste ikke helt hvad hun var for en slags frue, men han var sikker på at hun var den eneste han ikke havde holdt sig fra i mange år, og siden hun råbte af ham tilhørte han hende. han satte sig i skræder stilling igen, men kiggede stadig ikke på hende "Ja frue"

Blair vidste stadig ikke hvordan hun skulle håndtere det hele. Hun rejste sig og gik ud mod vejen igen. Hun så ikke nogen grund til at blive. Blair var ikke glad for måden han omtalte hende, men hun gjorde ikke noget mere ved det. Han var bare vant til det. Ligesom Blair var vant til ikke at knytte sig til nogen lige med det samme. Alle havde vaner. Blair så rundt på vejen for at finde ud af hvor hun skulle hen af. Men hun vidste ikke helt om hun ville hjem, så hun stod der bare, uden at tage stilling til hvor hun skulle gå hen.