You'll try to fix me? huh... good luck! ~Tristan~

Igennem skovens grønne kroner sussede noget afsted. Det var skam ikke vinden. Den havde for længst lagt sig, uden at tage sig af hvem der manglede den eller ej. Uden vindens blæst og grene der fejede hen af skovbunden var alle andre lyde pludselig meget højere. Som gav de genklang igennem skoven. Nogle af de lyde var høje grin og råb, samt dyb brummen.
Det der for igennem skoven var en orange top, efterfulgt af en stor orange tot.

Tristans fødder strøg næsten lydløst over skovbunden. Hans jægertræning havde gjort ham automatisk god til at bevæge sig uden at lave for meget lyd når han gjorde det, men selvom hans fødder ikke lavede lyd når de ramte diverse træstammer og græs, så gjorde han det så sandelig alligevel.
"HA! Hvad er du for en tiger din dovne hund!" Grinede han muntert til den store tiger, Luck, som sussede afsted bag ham. Luck, var en stor smuk højorange tiger, som Tristan stadig skulle vænne sig til at kalde sin bror. På dage som disse hvor solen skinnede og vejret var godt var de som regel i skovene rundt om deres hytte. Nogle dage jagede de, andre dage kunne de synge, eller lave bål, men idag var det fangeleg der var aktuelt.

Det orange hår klæbede sig en smule til Tristans pande da han elegant strøg hen over en lavthængene gren, som Luck få sekunder efter gled under omen lige så elegant. På mange måder bevægede de sig ens, på trods af raceforskellen, men sådan var det vel at være santuine.
Turen i skoven havde gjort dem begge ret snavsede. Tristans grønne sweater, mørke træningsbukser og sko var støvede af jord, og Luck pels lignede lige nu ikke den højorange pragt, som den ellers gjorde.

Efter et par minutters mere grin og råb og brummen fra Luck fik det en brat ende. Tristan stormede ud igennem træerne, og fik til sin forskrækkelse øje på en sø kun få meter henne. Han satte begge fødder i og nåede at stoppe kun få centimeter før han var røget i søen, men til sin forskrækkelse nåede han ikke at flytte sig for en stor tiger, som var langt tungere end ham, og derfor ikke var i stand til at stoppe så hurtigt. Dette resulterede i at søen fik sig to gæster mere med et ordenligt *plop*.

Vandet ramte de to skikkelser hård og koldt da de plaskede i vandet. Tristan lod sig selv glide et stykke under så han var sikker på ikke at støde ind i Luck på vejen op. I det mindste blev de da rene nu! Efter nogle sekunder hvor vandet dæmpede sig efter at det havde slugt sine to gæster brød det op igen. Først kom en orange hårtop op. Håret klæbede til hans ansigt og han rystede på hovedet for at få vandet væk, omtrent ligesom en kat eller hund ville have gjort. 2 sekunder var det den store tiger der brød overfladen og lavede samme hundeagtige rysten for at få vandet af, og istedet sendte det hen på Tristan.
"Se nu Luck ! Og der er endda langt hjem! " sukkede han og svømmede hen imod bredden for at kravle op på græsset igen. Han vred det han kunne få fat på af sit hår for at få noget vand ud, og idet samme kravlede den store orange tiger også op af vandet. Skidtet var vasket ud af dens pels, og den var nu, på trods våd, en smuk orange farve. Luck lavede igen sin rysten og sendte et lag vand imod Tristan igen. "Awwww man ! Dude! " Udbrød han imod tigeren og rystede på hovedet "Nu er der da en af os som er tørre ... " Sagde han til den næsten nu tørre tiger. Utroligt den bare kunne ryste vandet af.

Han kiggede rundt da han blev opmærksom på at der var andre til stede. Stod der ikke nogen ovre ved det træ ?

De var begge op af vandet nu, og nogen talte til dem. Luck spidsede øre og kiggede vagtsomt på pigen der ikke stod ret langt væk. Tristan kiggede ned af sig selv. Ja han var ret våd, men det var der ikke noget at sige til. "Det siger du ikke..:" Svarede han bare og løftede et øjenbryn da han kiggede hen på hende. "Hvad intet våger, intet vinder. Hvis der havde været en krukke guld i den sø, så havde jeg aldrig fundet den hvis jeg ikke var hoppet i." Fortsatte han som om det havde været hans mening at falde i.
"Hvad ligner det jeg laver ? Jeg tror i hvert fald jeg har det sjovere end at stå alene op ad et træ" Sagde han flabet og tigeren ved siden af tog et par skridt hen imod hende. Ikke truende, men mere nysgerrigt. "Vagtsom Luck. Hun er et skyggevæsen" Advarede han hurtigt tigeren som ikke synes at tage notits af det, og tog ikke rigtig hansyn til om hun hørte det.

Hun kaldte ham lille dreng, og dog så hun yngre ud end han, selvom hun nok i sind var meget ældre. "Argh jeg når nok at blive tør inden jeg ser min mor igen vil jeg vælge at påstå, men jeg kan ikke svar e på om hun er overbærende desværre." Hans stemme blev en smule koldere, men ikke vred.
"Det er morsomt hvordan en ellers køn pige kan forkomme så hæslig når hun åbner munden" Afsluttede han med et overbærende smil. Han kiggede ned på tigeren, men der var ingen tvivl om at han talte til pigen.

Han nikkede bare lidt provokerende. Suuuure det var sikkert fantastisk at stå op af et træ når man ikke havde fået øjnene op for verdenen udenfor ensomheden.
"Come on. Donøt be a pessimist" Provokerede han og klappede tigeren som rystede vandet af sig. At kalde en tiger for dum var en dum ide, men nu sagde hun det heller ikke højt. Luck vidste lige så meget som Tristan hvad hun var. Han var ikke en almindelig tiger, men en santuine forbundet til Tristan selv. Hvad fyren opfangede opfangede tigeren.

Han løftede et øjenbryn og viste ikke skyggen af følelse ved hendes spørgsmål. "Er det dit problem? Det tror jeg virkelig ikke. Men når du nu spørg så pænt, så kender jeg hende ikke." Svarede han efter lidt tid.
Han måtte le en smule. Havde hun ret? "Nej du er nok så langt fra som man kan være. Hellere at have elsket og mistet, end aldrig nogensinde at have elsket. Var det ikke sådan St. Augustine sagde ?" Smilede han og rystede bare på hovedet. "Hvilken trist tilværelse." Afslutede han og kiggede ned på tigeren som gengældte hans blik med et nik.

Evelynn sukkede irriteret. "Jeg bryder mig virkelig ikke om dig, knægt," sagde hun og gik hen til søen mens hun nynnede en sød lille melodi.
"Du kender ikke din mor?" Evelynn så på sit spejlbilled. "Trist," det kom mere ud som en mumlen, end den ironisk, nedladende tone hun ellers havde tænkt sig, det skulle komme ud med. Hun rømmede sig og vendte sig mod ham igen. "Hellere dø af sorg over en anden person, end et smil på læben?" Hun tyggede lidt på ordene. "Hvis kærlighed virkelig er en så stor ting, er jeg virkelig gået glip af noget." Hun rullede med øjnene. Det mente hun nu ikke lige, at hun havde. Hun havde da haft et dejligt langt liv. Hun havde ikke haft brug for at bekymre sig om andre end sig selv, og det havde da været befriende; At kunne gøre hvad man havde lyst til.
"Jeg lever fedt, mit liv er fedt. Du skulle måske prøve at give slip på dine følelser og leve efter dine egne vilkår?" Hun hævede spørgende brynene og gik hen mod træet igen. ja... hun kunne godt lide at gå meget rundt.
"Det kan være, at du finder ud af, hvor fedt det egentlig er, og derfor kommer til at ærge dig over den triste tilværelse du lever." gav hun igen.