When the sun goes down ll Nille.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Solen skinnede højt på himmelen, det var der ingen skade i når man var Caroline. Ikke længere i hvertfald, ikke efter hun kunne gå i den varme sol. I hendes hånd holdt den 9 år gamle dæmonpige sin mor i hånden. Det var ikke ret langtid siden Caroline havde kunne huske sin datter efter 5 år hvor hun havde glemt alt overhovedet. Melissa smilede over at hun nu vidste at hun var i sikkerhed ved Caroline's side også selvom hun ikke hørte under vampyrenes kongerige. Rafael havde ordene over Melissa's hoved, men Caroline gav ikke ned uden kamp hvis han ville af med hende. Hun kunne ikke se en grund til hvis han ville have hun skulle væk fra vampyrklanerne.
Caroline var kommet ind på Nille's grund, og om snigskytterne ville angribe eller ej vidste hun ikke da der dennegang var den fremmed med. Men Caroline havde fært af dem på lang afstand, og hun var selv Nille's bedste veninde.. Hvis de angreb ville hun forsvare sig, kort sagt. Caroline bankede på Nille's dør og sastede på hun var hjemme. Melissa og Caroline lignede hinanden på mange punkter, derfor ville Nille sikkert bare blive lettere forvirret eller bare stille en masse spørgsmål, det tænkte Caroline ihvertfald ville være noget Nille kunne finde på.

Åh gud, åh gud, åh gud! Hvad pokker skulle hun gøre?! Nille gik rundt i cirkler inde i dagligstuen, i fuldkommen panik. Den hvide kjole klædte som altid hendes former, hendes sorte hår var løst og en hvid fjer var i hendes hår. Hendes læder støvler var der skam også, men hendes to daggerter var på et træ bord, stuebordet. Hvad problemet var? Rebecca! Kvinden rendte rundt med sin egen sirene krop! Åh du godeste, hvad mon hun kunne finde på?! At skabe problemer for Nille, var hvad hun kunne finde på! Åh gud... Nille satte sig tungt i sofaen. Okay, problemet med at Rebecca var inde i Nille, i mørket, og Nilles tiltrækning til Markulius var væk nu. Nu havde hun så fået disse nye problemer; det blev sværere og sværere at holde sig fra Jacob. Rebecca var på fri fod. Marks dyriske side ville dræbe Rebecca. 
Så, selvom Rebecca og Nille var venner, på en måde, var de stadigvæk lidt fjender. Hun gemte sit ansigt i hænderne... Få minutter efter bankede det på. Snigmorderne havde lagt mærke til Caroline, men havde intet gjort, den fremmede hun havde med mente de at de kunne stole på. Nille rejste sig op og gik mod døren. Hendes butler fik ikke lov til at åbne døren, hun ville selv. Hun åbnede døren, overrasket over at se Caroline... Og en pige. Hvem pokker var det? Hvofor lignede de hinanden?! Nille rynkede på panden og så spørgende på Caroline. Men så brød hun ud i et stort smil. "Hej med jer to!" Sagde hun glad og åbnede døren helt, trådte til side, så de kunne komme ind. "Kom bare ind!" Hun lukkede døren når de var gået ind og spurgte; "hvad bringer jer hid?" med en glad stemme.

Caroline trådte ind i Nille's meget dyre hus, Melissa's blik flakkede rundt da hun havde været i det gigantiske palæ i Shadowflame i noget tid nu.. Så virkede dette også meget flot, og det var alligevel rart for Melissa at være i nærhver med en anden dæmon. Caroline kiggede på Nille.
"Skal man have undskyldninger for at besøge sin bedste veninde nu tildags?" Spurgte Caroline lidt drillende med et skævt smil på hendes læber, men stadigvæk yderst venligt. Melissa kiggede stadigvæk nysgerrigt rundt, men stod alligevel som en yndig ung pige helt stille og ventede blot på at få at vide hvad hun skulle gøre.. Caroline kiggede på Nille igen.
"Nille det her er Melissa." Sagde hun så med et let smil uden at fjerne blikket fra Nille af. "Melissa dette er Nille." Sagde hun til Melissa og Melissa kiggede op på Nille med et stort smil. Caroline kiggede imod Nille igen.
"Også min datter.. Du får historien om lidt." Den sidste sætning blev sagt i en lav hvisken, men mente hun ville fortælle hvert et ord. Caroline vidste Melissa var nem at holde beskæftig.. Lidt ligesom hende selv skulle hun bare have noget at give sig til. Caroline kørte en hånd igennem sit hår og pustede forsigtigt ud.

Undskyldninger for at besøge sin veninde? Nej, men en forklaring på hvorfor i alverden hun havde taget en 9 årig pige med som lignede hende lidt! Ja, det ville hun faktisk meget gerne have en forklaring på, hurtigst muligt! Nille betragtede høfligt pigen med et smil. En dæmon, kunne hun bedømme. Men hvilken slags dæmon? Sjæledæmon? Bloddæmon? Eller måske en skyggedæmon? Hun kiggede på Caroline.
"Nej, ingen undskyldninger." Hun grinede svagt. "Men, jeg havde ikke forventet besøg idag." Hun smilede skævt oglagde armene over kors.
Hm.. Pigen var godt opdraget kunne Nille bedømme. Det var godt med børn der var godt opdraget, så længe de var glade for deres hjem og blev behandlet godt... Som Nille ikke var blevet. "Goddag Melissa." Sagde Nille høfligt og smilede til hende.
Datter?! Nille lod være med at se fuldkommen chokeret på Caroline, som hun gerne ville, fordi Melissa var der. Hun smilede blot til Caroline, men hendes øjne var spørgende, krævende! "Okay." Hviskede Nille. "Følg med mig." Hun smilede til dem begge og gik mod stuen.

Caroline kendte Nille alt for godt, og vidste godt hun forlangte en rigtig god forklaring og det skulle hun også få. Men Caroline havde taget Melissa med fordi hun tænkte det kunne være godt for at Melissa kunne se noget lidt andet. Caroline fulgte med Nille og det samme gjorde Melissa ligeså yndefuldt i sine bevægelser som Caroline var. Caroline kiggede imod Nille, det var noget tid siden hun selv havde været her.
"Du bor meget flot Nille." Sagde Melissa helt uskyldig i hendes stemme, Melissa var sjæledæmon eller det ville Caroline i hvertfald næsten tro.. Hun var ikke helt sikker på den sag, men Locan havde vist været bloddæmon.. Så måtte Melissa også være det.. Caroline kastede et blik på Nille som sagde: "Skal vi ikke gå ud i køkkenet og snakke." Det var mere Melissa skulle bare have besked på hvad hun skulle gøre så gjorde hun det, uden at sige imod. hun var dejlig var hun.

//Krea svigt, sorry..

Nille smilede roligt til dem begge, mens hun ledte dem ind i stuen. Hun vendte sig mod dem med armene over kors, hun ville med det samme vide hvordan i alverden Caroline kunne have en datter! Hun blev en smule overrasket over Melissas ord, men det var ikke noget man kunne se på Nille. Hun smilede til Melissa og lagde hovedet lidt på skrå.
"Mange tak, Melissa. Det var sødt sagt." Hun skulle jo roses for at have sagt noget godt, så hun vidste det var godt. Caroline havde opdraget sin datter godt! Hun kiggede på Caroline. Hun nikkede som svar, og kiggede så på Melissa. "Hey Melissa? Vil du gøre mig en tjeneste og gå udenfor for at tjekke til min hest, Shadowfax? Han mangler mad, så hvis du kan gøre det, kan du måske få lov til at ride på ham." Hun smilede til Melissa, i håb om at Melissa havde interesse for piger som andre små piger.

Melissa var godt opdraget, det var sandt nok. I betragning af hun havde været i fangeskab indtil Caroline fandt hende igen, eller det troede Caroline da efter denne achdemon havde haft hende med sig rundt. Caroline så Melissa kigge op på Caroline om det var okay, hvis hun gik ud. Caroline nikkede med et smil, og Melissa's øjne strålede op af glæde imens hun nikkede til Nille.
"Meget gerne." Svarede hun og løb udenfor.. Caroline kiggede efter Melissa indtil hun ikke var tilsyne længere.
"Jeg ved det lyder mærkeligt, men Melissa er 9 år gammel. Hun blev født da jeg var 13 år, faren er Locan.. Du ved min fortid.. Vil du have en længere version?" Spurgte Caroline stille og satte sig ned imens hun så på Nille. "Det lidt af en mundfuld, der kun tre der ved det nu."

Nille kunne allerede godt lide Melissa en del, hun var så velopdragen. Nille havde dog en form for jalousi følelse lige nu. Hun savnede Toby... Hun sukkede svagt, kørte en hånd igennem håret, da Melissa var løbet udenfor. Nille så kort skarpt på en snigmorder der gik mod udgangen for at se at ingen snigmorder skulle røre Melissa!  Hun kiggede på Caroline.
"13 år?!" Hun spærrede øjnene op. "Det er en meget ung alder at føde et barn." Sagde hun og sukkede svagt. "Hvor er Locan så nu?" Nille kendte godt til Carolines fortid, hun kunne sagtens huske den. "Fortæl mig det vigtigste." Sagde hun og satte sig selv ned.

Caroline nikkede stille..
"Ja det var en meget ung alder, så.. Men ja sket er sket." Svarede hun blot og kiggede lidt ud, Nille kendte Caroline godt nok til at hvis nogle skadede Melissa så var de mere eller mindre døde. Caroline var måske lidt overbeskyttende overfor nogle, men det var en farlig verden de levede så selvfølgelig. Caroline kiggede overpå Nille da hun spurgte hvor Locan var.
"Langt væk håber jeg, sidst jeg så ham var han ved at logge Josh på sin side og det alligevel ved at være meget længe siden. Jeg har ikke set ham siden." Tilføjede hun stille, og førte en hårlok væk fra sit ansigt.. Hun havde en meget smuk ring på den hånd, også noget hun ville tale med Nille om. Der var et par ting som skulle ordnes.. Den var smuk, meget endda.. Caroline havde blot ikke bemærket hun brugte den ringbesatte hånd til at fjerne den hårlok. Hun lod armen falde ned langs siden og kiggede på Nille.
"Det vigtigste er bare at jeg får Locan slået ihjel på en eller anden måde, men han er nærmest uovervindelig.. Det er det som irritere mig så grufuldt, de evner han besidder.. Men jeg vil vide hvilke evner Melissa besidder, evne eller evner.. Jeg vil vide det, men de kommer med aldren, og hun er ikke mere end 9 jo.. Okay undskyld jeg plapre.. Da jeg var 17 blev Melissa fjernet af Julian, hvorefter jeg blev personlig slave for Locan mere end jeg allerede var for at opnå en belønning.. Og hvem håber ikke på at han giver en frihed når dagen er omme.. Naivt men sandt nok. Efter et par uger fik jeg så min belønning, en flaske med noget væske i.. Der kunne slette minder, jeg valgte at få slettet minderne om Melissa fordi de ikke var til at bære. Og da jeg så så hende nu igen, så kunne jeg huske alt igen.."

Nille foldede hænderne i nærmest en bøn, og hvilede sin hage på dem, mens hun betragtede Caroline. Hun havde rynket sin pande lidt, det viste at hun lyttede meget opmærksomt efter, hun sukkede svagt, ikke fordi hun var irriteret. Hun lænede sig tilbage og lagde armene over kors. "Det kan jeg godt huske du fortalte om," sagde hun og lukkede øjnene.
Så vendte hun sine nu åbne øjne mod Caroline lige i tide til at se ringen. Hun hævede begge øjnebryn og et nysgerrigt glimt viste sig i Nilles øjne. Dog ville hun ikke sige noget om det lige nu. Hun nikkede bekræftende da Caroline var færdig med at snakke. "Hvilke evner har Locan da?" Hun så spørgende på Caroline... Så rejste hun sig, gik mod Caroline, greb hende om den hånd hvor ringen var. "Hvad er det?" Hun kiggede på ringen med et undrende glimt i øjnene og et skævt smil om læberne.

Caroline satte sig til rette og foldede hænderne sammen imens hun kiggede på Nille.
"Locan har den ene evne som gør man ikke kan få sig selv til at dræbe ham og den anden er at han kan heale andre og sig selv." Svarede hun hurtigt. Caroline fik et lille chok da Nille pludselig rejst sig og gik overimod hende, samt greb fast i hendes hånd.. Caroline rettede blikket ned på ringen.. Nårh ja, det havde hun ikke fået fortalt endnu..
"Nårh ja.. Den.. Det min forlovelsesring.. Nicolas friede til mig." Svarede hun og fik et lykkeligt smil fremtryllet på hendes læber, tanken gjorde hende glad..

En evne der gjorde man ikke kunne få sig til at dræbe en... Hvor irriterende. Men hvem sagde at Nille skulle dræbe ham? Eller såre ham? Hun smilede kækt. "Jeg sagde intet om at dræbe ham eller såre ham." Kort blev hendes øjne sorte men hurtigt lysende blå igen. 
Hun betragtede ringen, den var ganske køn. Carolines svar frembragte et smil hos Nilles læber. "Jeg er glad på dine vegne." Nilles lysende blå øjne glitrede af glæde for hendes veninde og hurtigt gav Nille hnede et kram. "Tillykke!"

Caroline nikkede..
"Det ved jeg godt, siger det også bare.. Han er umulig at dræbe, hvis det var let havde jeg selv gjort det for længe siden." Tilføjede hun stille, og nikkede kort..
Et smil bredte sig større da Nille virkede glad på hendes vegne. Caroline kørte en hånd hen langs hendes hår og fjernede en vildfaren lok.
"Tak," Svarede hun meget glad.

Nille satte sig ved siden af CAroline med et skævt smil om læberne - selvfølgelig var Nille glad på hendes vegne, hvordan kunne hun være andet? Hun lagde hovedet lidt på skrå. 
"Selvfølgelig, men jeg kan sagtens bruge min evne mod ham - hvis det er?" Hun smilede kækt og havde et glimt i øjnene, Nille var langtfra bange for at bruge sin evne mod en som Locan.
"Det var så lidt. Tror du vi skal tage ud til Melissa og se hvordan det går?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.

Caroline lavede et par nik som sagde det-kunne-du-også. Hun smilede kort.
"Ja det kunne du også godt gøre. Hvis Locan har nogle følelser overhovedet, det tvivler jeg lidt på." Svarede hun og fnøs lidt ved tanken om Locan.
"Det kan vi godt." Svarede hun med et smil og rejste sig op. Caroline elskede hun kunne gå helt i solen nu uden konsekvenserne.

Enhver mand, enhver kvinde, havde følelser. I hvert fald når de blev ramt af Nilles sorte øjne. Som løgne flygter fra... Løgnene flygtede, mord, tyveri, alt det onde man kunne skamme sig over, flygtede man fra! "Han kan ikke undgå skam, medmindre han dræber sig selv." Hun blinkede drillende til Caroline.
Nille rejste sig også, og gik udenfor. Snigmorderne stod lidt spredt, men holdte skam øje med hele stedet. Nille gik mod stalden hvor Shadowfax var tøjret til en pæl udenfor stalden.

Caroline trak lidt på skuldrene, ikke hånligt eller noget mere som i:" Det har du vel ret i." Caroline havde fået øje på nogle snigmordere, hun var van til sikkerheden nu. Hun havde godt nok få, men hun havde valgt de bedste.. Melissa stod og strillede Shadowfax, og da hun fik øje på Nille og Caroline smilede hun stort. Hun var en rigtig glad pige nu, ikke bange som Caroline så hende sammen med Josh. Men ved Caroline ved sin side var der ikke rigtig nogle som behøvede at frygte noget, hun var ikke uovervindelig.. Men hun var stærk. Caroline kom helt hen til pælen, og smilede til Melissa.
"Den er rigtig sød.. og flot." Sagde Melissa med et sødt smil, og kiggede op på Nille med sine store øjne.

Shadowfax nød den søde piges selvskab, han elskede at blive striglet og puslet om. Nille havde ikke rigtigt tiden til det mere, desværre. Så Shadowfax var uendelig glad for Melissa i det øjeblik. Shadowfax puffede blidt til den søde pige med sin mule, for at få mere opmærksomhed.
Nille smilede blidt til pigen og så på Shadowfax. "Og han elsker opmærksomhed. Kunne du tænke dig at prøve at ride på ham?" Hun så spørgende på Melissa.

//kreasvigt.. sorry søde!

Melissa grinede da Shadowfax puffede til hende, hun aede ham på mulen. Men lyttede opmærksomt på hvad Nille sagde, og smilede større end før. Melissa nikkede til Nille, det ville hun meget gerne det kunne være sjovt.
"Det vil jeg meget gerne." Svarede Melissa glad.
Caroline kunne ikke lade hver med at smile, hun havde haft glemt Melissa i så mange år. Og nu kunne hun huske hende igen. Det var fantastisk! Eller ja, mærkeligt. Melissa kunne leve med Caroline igennem livet, det var lidt underligt at Melissa var dæmon. Men det var jo kun på grund af Locan, og selvom han var faren.. Så ville Caroline passe på Melissa igennem ild og vand.

Nille kendte udmærket til det med at elske et barn, selvom barnets far ikke var den hun ønskede det var. Kort blev hendes blik fjernt, Toby.. Hun savnede ham, Lily havde dræbt ham.. og hun ville hævne ham. Hun ville dræbe Lily for at have dræbt Toby og deres mor. 
"Vent et øjeblik, så henter jeg hans sadel og hovedtøj.." Nille var kommet tilbage til virkeligheden og gik mod stalden. Hun gik dog som om hun ikke helt var tilstede i sin egen krop. Hun kneb øjnene lidt sammen, hendes syn var blevet en anelse sløret. Hun fik dog hentet sadlen og seletøjet, hun gik tilbage til Shadowfax, Melissa og Caroline. "Kan du selv sætte sadlen på ham?" Hun smilede til Melissa, en varm glød var i hendes lysende blå øjne..