A curse. - Sean.

Nille havde løst sort hår, med en hvid fjer i håret, i sine mørke læder støvler havde hun sine daggerter. To daggerter, en daggert i hver støvle der var godt gemt. Hendes hvide kjole sad godt til hende, viste hendes former lidt frem, selvom at hvis man prøvede på at få noget fra hende, ville man blive blive mødt af trusler. Hun var ikke ledig på markedet, hun var optaget af en fantastisk dæmon som hun elskede for højt. Ja, for højt, hun elskede ham mere end hun kunne vise og beskrive.Det mest vidunderlige var at hendes kærlighed var gengældt, problemet var bare at hun havde svært ved at kontrollere sin evne når de var... ja, meget tætte på hinanden i en seng, øhm, ja. Hun sukkede svagt mens hun gik mod Kroen det vilde svin. Hun havde aftalt med Sean at mødes der, for at bryde den forbandelse der... bandt dem sammen. Hvis hun døde, døde Sean og omvendt. Det var forfærdeligt irriterende at deres liv afhang af hinanden, når hun ikke brød sig om ham. Dog, efter at de havde arbejdet sammen, var hun begyndt at kunne lide ham mere, men hendes had til ham over han dræbte hende ville ikke forsvinde så let. Hun åbnede døren til kroen samtidig med at hun trak sin hvide hætte over hovedet. Hun så rundt, der var ikke så mange væsner, perfekt. Hun slentrede mod et mørkt hjørne, hvor der var et fint træ bord med to stole. Perfekt sted til at være. Det eneste der manglede nu var Sean. Gad vide hvornår han kom? Hun håbede at de fik brudt den forbandelse, hun ville ikke have at hendes liv afhang af Seans, og hun var temmelig sikker på at han følte det samme. Hendes blik hvilede hele tiden på døren, hun ventede blot på at døren blev åbnet, og Sean ville træde ind.

Tanken om forbandelsen havde hængt over ham, siden den var kommet. Der var gået alt for meget tid og han havde haft alt for mange andre ting at tænke på, til at finde en kur til forbandelsen med det samme. Men han havde hele tiden haft en mand eller to til at læse gamle bøger om magi osv. for at finde en mulig kur. Hvor lang tid var der gået nu...en måned? to måneder? i hvert fald for lang tid. Og nu skulle de så mødes for at diskutere emnet. Han gjorde sig psykisk parat til at skulle overleve den tid de havde sammen.
Klædt i nogle mørke bukser og en grå T-shirt, med armbåndet om det ene håndled, det mørke hår redt tilbage med undtagelse af pandehåret, der altid faldt ned over hans ansigt og nogle mørke sko, trådte han ind på kroen. Den velkendte kro, han havde været her mere med Neph end nogen anden og det havde både været sjovt og trist.
Han lod blikket glide rundt, til han fik øje på en alt for hvid kjole og Nilles karakteristiske hår. Han satte kurs over mod hende og ignorerede alle andre, da han satte sig foran hende og lænte sig afslappet tilbage i stolen. først da lod han det mørke blik glide over sine omgivelser, da han så rettede sin opmærksomhed mod Nille.
"Nå. Jeg går ud fra der kun er en grund til vi mødes..." svarede han så, hverken venligt eller koldt.

Endelig gik døren op og ind trådte Sean. I det mindste kom han ikke alt forsent, så han kunne være glad for det. Lige da hun fik øje på Sean, havde hun lyst til at kværke ham, løbe skrigende væk og blive hvor hun var. Ret forskellige ting hun ville, ja. Men fyren havde jo dræbt hende, hun havde vel lov til at ville dræbe ham og flygte på samme tid? Dog var hun jo, som sagt, begyndt at kunne, en lille smule, lide ham. Men kun en lille smule! Hun havde stadig lyst til at slå ham ihjel, men det ville være dumt af hende at gøre det nu, medmindre hun selv ville dø. Hvilket hun dog ikke ville være, hun havde ønsket at begå selvmord på et tidspunkt, men ikke længere.  Hun rettede sig op, da han satte sig. Hun lagde hovedet lidt på skrå, så kort rundt, og trak så sin hætte af hovedet.
"Og kun den ene grund." Hun smilede svagt. "Har du fundet ud af noget?" Hun havde ikke haft tiden til at finde ud af noget. Hun havde haft for travlt med at blive tortureret, spekulere, tude, overveje selvmord, tude, stikke af, gemme sig, og så videre, og så videre...

Han så lidt på hende. Hvad ville hun dog gøre uden ham? Uden ham til at finde en løsning på deres problemer. Han holdt et suk tilbage og nikkede let. så kom det lille smil frem, som altid.
"Men først...En aftale. Når dette er overstået, må vi først dræbe hinanden igen næste gang vi ses" hans øjne glimtede drillende, som om det at dræbe hinanden var en lille, harmløs leg de havde. Men faktisk ville han bare være sikker på at han slap af med forbandelsen og ikke fik en kniv i ryggen samtidig. Det var vel fair nok. Han stolede ikke på hende, selv med en aftale ville han ikke stole på hende, men at få hendes ord for det ville alligevel få ham til at slappe en anelse af.
Så lænte han sig ind over bordet. Han kom i tanke om noget fra en sang han havde hørt, som egentlig var ret god.
*There's a curse between us, between me and you * Han rystede svagt på hovedet. Dette var ikke tiden at tænke på sange.
"Jeg har...Fundet en troldmand. som kan hjælpe os. Jeg har allerede snakket med ham og fortalt hvad der er galt" han havde fundet ham gennem sin egen, personlige magiker, Rosmerta i Firewood village. Han havde måtte love forskellige ting, da han faktisk var hendes læremester.

Nille hævede et øjnebryn. En aftale... Den lød fornuftig nok, men hvordan kunne hun stole på at han selv ville overholde den aftale? Det kunne hun ikke, men siden han faktisk selv foreslog den, måtte han ikke ønske at dræbe hende efter de havde brudt forbandelsen. Hun sukkede svagt og lagde armene over kors. "Det er en aftale." Sagde hun kort, med et skævt smil om læberne og hun ignorerede det drillende glimt i hans øjne.
Hun lyttede roligt til hvad hun fortalte, og lagde hovedet lidt på skrå.  "Og vil han så hjælpe os?" Ak ja, Sean havde altid styr på den slags, syntes hun. Det irriterede hende.

//Kreasvigt.

Han smilte let og så lidt på hende. Noget irriterede hende, hvad viste han ikke, men det fik bare hans drilske smil til at vokse lidt mere. Nu skulle han også være sød...Det var jo alvorligt det her.
Han nikkede let, da hun accepterede aftalen. Godt, så måtte de være på bølgelængde. Han glædede sig helt til at han kunne true hende igen, uden at sætte sit eget liv på spil. så ville hun ikke være beskyttet mere!
Han tog et papir frem og lod det glide over bordet og over til Nille.
På papiret stod kun få ord.
"Ignotius. Dagen midt på ugen. Doomsville. Den skjulte kro."
Det var den seddel han havde fået af Romerta, da hun ville fortælle ham hvor og hvornår han kunne møde denne troldmand. Han havde fået den for ikke så længe siden og netop denne dag passede til kriterierne.
"Så...Er du klar? Jeg tror jeg ved hvilken kro der bliver snakket om. Hvis man ved hvor man skal lede" smilte han let.

Hun ville med garanti hade at indrømme det, men  Sean havde altså virkeligt styr på sådan noget. Hun ville dog virkelig hade at sige det til ham, hun ville ikke rose ham, hun ville sparke ham ned. Bare... ned med ham!  Hun glædede sig virkeligt til at være fri for den forbandelse, endnu mere til at hun kunne dræbe ham uden frygt for at miste sit eget liv. 
Hendes lysende blå øjne fulgte hans hånd opmærksomt da han viste noget papir frem. Papir? Hvad skulle det hjælpe dem? Ignotius... Og hvad skulle det lige betyde?! Den skjulte kro, ja, den skulle da nok blive let at finde! Skjult.. skjult i mørket... 
"Det var da ikke megen information, men ja, jeg er klar." Sagde hun og kiggede på ham. "Så du tror du ved det? Led vejen." Hun rejste sig.

Han grinte svagt, hvilket dog ikke var særlig tæt på en ægte latter overhoved. Han grinte sjældent rigtigt. Han så lidt på hende, før han tog sedlen igen og skjulte den i en af sine mange lommer, før han rejste sig fra bordet.
"Ja, I know! Man skal ikke tro, man skal vide. Men nogen gange er det at tro slet ikke så slemt" smilte han hemmelighedsfuldt, før han gentlemans agtigt bukkede svagt og gjorde tegn til at kvinden skulle gå først. Han sendte hende et svagt drillende blik imens, også så han kunne se hvordan hun tog det.
Da de kom ud at kroen lod Sean blikket glide over omgivelserne. Det var mørkt, men ikke for mørkt fordi det var sommer. Lunt, men overskyet. og umiddelbart mente han ikke nogen holdt øje med dem. Troldmanden skulle vist være ret paranoid.
Endelig satte han i bevægelse og gjorde tegn til hun skulle følge med, hvis hun ville. Glad for det var ham der skulle vise vejen og hun var afhængig af det.

Mest af alt havde hun bare lyst til at slå Sean i hovedet med et eller andet, men hun kunne ikke uden det endte med en slåsekamp. Eller værre, større fjendskab mellem dem. Hun gad ikke til og blive mere uvenner med ham, det orkede hun virkelig ikke lige... det havde hun ikke brug for i sit liv. Hun skulle have styr på nogle sager først inden hun kunne tillade sig at gøre hendes og Seans fjendskab større.
Hun svarede ikke på det han sagde - for hvad skulle hun sige?  Det vidste hun ikke lige, så hun sagde intet. Hun skævede kort mod ham da han bukkede, hvorfor så fornem? Det var ret irriterende, men ikke noget man kunne se på hende at hun syntes. Hun trak den hvide hætte over hovedet og gik ud af kroen.
Mørket var hendes ven, den skjulte hende fra dusørjægerne. Hun fulgte opmærksomt med Sean - hun stolede ikke på ham. Det ville hun aldrig komme til. "Og du er helt så absolut sikker på at denne troldmand kan hjælpe os?" Spurgte hun.

Han mærkede hendes mistroiske blik i ryggen, men ignorerede det da han gik videre. Det positive, for det var en ting han var begyndt på, at tænke positive ting, var at hun ikke kunne slå ham ihjel. Han så sig over skulderen med et lille smil og trak på skuldrene. Han kunne ikke gøre for det, selve hende gav ham lyst til at drille hende.
"Man kan aldrig være helt sikker. Men det er en ledetråd" han gik afslappet videre, som om det hele overhoved ikke generede ham. Hans blik gled over de folk de gik forbi, før han trådte ind i nogle mindre gader. Han fulgte dem som en genvej gennem byen, til de kom til en større gade, som han fulgte og ikke virkede til at ville forlade. Nogle gange skulle man lede efter det skjulte, midt i det hele. Endelig fik han øje på stedet. Kroen var meget lille, næsten ikke-eksisterende. på skiltet stod der "Den skjulte kro" - så kunne det ikke blive mere direkte. Han kunne selvfølgelig ikke være sikker på det, men det var da en god mulighed for det var her, ikke?
han smilte let til Nille, for at se om hun var med, da han fik direkte over til kroen. Han tog i døren og holdt den åben for Nille, før han selv gik ind. Kroen var næsten endnu mindre indeni. Få borde og stole over det hele, en let lugt af mjød og mad, stearinlys lyste stedet op. En buttet kvinde stod ved baren og snakkede med en mand der sad alene oppe ved baren og drak noget. To skikkelser sad ovre i et hjørne og snakkede eller spillede noget. Og til sidst sad der en enlig mand i den anden side, klædt i en brun kappe, med langt, hvidt hår og rynket ansigt.
"Så tror jeg vi er her"

Hun stolede ikke på ham, det kom hun aldrig til. Det irriterede hende lidt at han var så drillende, hvorfor pokker var han nu det? Det var ikke fair, han skulle da være irriterende så hun kunne blive vred på ham med god grund! "Ledetråde.." Hun fnyste, hun havde ikke som sådan noget imod at de havde fået en ledetråd, hun var bare irriteret over sean. 
Hun kiggede med undren på skiltet, hvorfor var det så direkte? Enhver kunne jo komme og angribe kroen, eller noget.. medmindre det var det de ville have. Hun så kort rundt, men gik så ind da Sean holdte døren åben for hende. Hun tog ikke hætten væk, så man kunne se hendes ansigt, hun ville helst beholde den på. Hun følte sig ikke sikker her. Hun rynkede på panden da kroens lugte ramte hende, det var mere mjøden hun havde imod. Hendes lysende blå øjne gled rundt. "Det tror såmænd også. Er det ham i den brune kappe?" Hviskede hun spørgende.

Han trak let på skuldrene og gik op til baren. Efter et øjeblik, mens kvinden talte færdig, fik han endelig hendes opmærksomhed.
"Kan jeg hjælpe?" kvækkede hun og lød lidt som en frø. Sean smilte charmerende.
"Jeg leder efter en bestemt person...en...Ignotius...lyder det bekendt?" spurgte han lavt. kvinden så lidt på ham, som om han var en tidsindstillet bombe.
"Hvad vil du ham?" Så hun kendte ham. De var det rigtige sted.
"Bede om en tjeneste..." svarede han roligt. Kvinden studerede ham i endnu lidt tid, før hun nikkede kort over til manden i kappen. Sean takkede og gik over til bordet, mens han nikkede kort til Nille, som tegn til at hun skulle gå med.
Han satte på en af stolene foran manden, der langsomt så op på ham med næsten lilla øjne. Et svagt smil lå over ham.
"Jeg overvejede..." hans stemme var velovervejet. Han virkede som en mand med en stor styrke, selv om hans krop ikke vidnede om det. Sean følte han så lige igennem ham, trods han prøvede at virke ligeglad og bare gengældte mandens stirren.
"...Hvornår nogen fandt mig igen. Det må næsten være Romerta, har jeg ret?" Sean nikkede kort. Havde Romerta giver ham besked? Han viste sjældent hvad der egentlig skete når det handlede om magi. Han viste generelt ikke meget om magi.

Nille brød sig ikke om dette sted, men hun var nød til at blive. Hun var spændt i kroppen som om hun var bange for at lige om lidt ville nogen angribe hende, og skade hende, eller dræbe hende. Hun stirrede på kvinden bag baren, som egentlig havde en stemme som en frø, syntes Nille... Nille hævede et øjnebryn, selvfølgelig var det i orden at kvinden mistænkte dem, men helt ærligt... Skru da lige ned for at være så direkte, hun sagde jo ligefrem at hun kendte ham, desuden kunne troldmanden da godt være ham i den kappe dér. Hun så kort mod fyren og smilede skævt. Hun kiggede på Sean da han nikkede og hun smilede kækt. Hvad skulle hun ellers gøre end at følge efter ham? Det havde hun faktisk lyst til at spørge ham om. Nå, ligemeget.
Nille fulgte med over til troldmanden men satte sig ikke ned. Hvis de blev angrebet kunne hun hurtigere komme ud, end hvis hun sad ned.Romerta? Hvem pokker var Romerta? Hun så på Sean. Hun rømmede sig. "Kan de hjælpe os?" Det var mere for at få det hele igang. Hun ville gerne være fri for Sean hurtigst muligst.

Sean lod kort blikket glide lidt over Nille. Være dog lige lidt mere desperat! De fleste troldmænd viste hvor meget de kunne og ville have noget for det eller i det mindste respekteres.
Troldmanden lænte sig tilbage i stolen og lod blikket glide over først Sean, så Nille. Han gav sig godt tid.
"Tålmodighed er vigtigt, når man har med magi at gøre. Jeg fornemmer et slags bånd der forbinder jer, har jeg ret, ja?" hans blik faldt på Sean, fordi Sean var den der først havde snakket til ham og virkede for troldmanden som den der egentlig bestemte.
Sean nikkede kort.
"Det kan man godt sige" han smilte let, troldmanden nikkede let og så tænksom på dem igen, før han selv smilte.
"Nuvel. Jeg ved jo ikke om jeg kan hjælpe, før i fortæller mig problemet" det var deres stikord. Nu skulle de snakke. Sean så kort på Nille, før han valgte at tage ordet.
"Well, vi var på en opgave sammen og blev uvenner med en magiker på vejen. En fra mørkets kirke. Vi skulle...have noget, han havde og han forheksede os. Han gjorde at hvis den ene af os dør, dør vi begge. Et bånd ingen af os kan lide" svarede Sean roligt og lænte sig selv tilbage i stolen, mens han så på troldmanden. Manden nikkede let.
"Jeg ser" svarede han og tog en tår at drikke fra den kop der stod foran ham.
"Sådan et bånd kan ellers være godt mellem folk der ikke kan lide hinanden, de lære at acceptere ting og lære at arbejde sammen. Men nuvel, hvis i er sikre, skal jeg prøve at ophæve det" svarede han så endelig.
"Men jeg får brug for en ting..." Der var altid en pris.

Tålmodighed ejede Nille skam, men ikke idag. Hun ville have den forbandelse væk, hurtigst muligt. Hvis den forbandelse ikke snart smuttede, skreg hun altså. Hun ville ikke være sådan forbundet til ham, det var jo helt forfærdeligt. Hun gad ikke være forbundet til en som Sean, en archdemon, en morder.. men hun var jo selv morder. det værste var dog at han havde myrdet hende! Hun sukkede svagt og lagde armene over kors. Hun sagde intet til dem, hun gjorde det bare klart for dem at hun var ved at blive utålmodig, men hun skulle nok tage sig sammen. Hun lod blot Sean tale for dem, han var jo alligevel så god til det, hun var nok bare mere den utålmodige tøs. Hm.
Åh hvad havde den troldmand brug for? Hun bed sig kort i underlæben inden hun adskilte sine læber. "Hvad er det så de har brug for?" Spurgte hun høfligt og lagde hovedet lidt på skrå. Det var da godt at han ville hjælpe dem, hvis de var sikre. "og vi er sikre." Hun smilede skævt.

Troldmanden lod blikket glide fra den ene til den anden et øjeblik med et tænksomt blik.
"Under de nyeste omstændigheder, vil en adskillelse måske også være bedst, hvis i ikke søger hinandens beskyttelse" nikkede han kort og afslørede dermed at han havde en fornemmelse af den krig med undeads der var ved at trappe op.
"Nuvel" han samlede sine hænder foran sig, fingerspids mod fingerspids og så på dem med sit skarpe blik.
"Det er ganske enkelt. For at bryde båndet skal jeg bruge en enkelt bloddråbe fra jer begge. Vi kan gå op på mit værelse. Hvilket, selvfølgelig, ikke er det sted jeg vil blive når dette er slut. Jeg agter at rejse. Som belønning for min magi ønsker jeg en ting fra jer begge. en værdifuld ting. Ikke som i penge..." hans blik gled over Sean og fik ham til at føle at han allerede viste alt om dem begge to.
"...Men en ting som har værdi for jer, som person. Det er hvad jeg forlanger af alle. Nuvel, hvis i må gå ud for at hente det, så gør det nu" han løftede hænderne som om han ville skubbe dem ud af døren, hvis han stod op. Han sænkede dem dog snart igen. Hans blik søgte deres i et øjeblik. Han ville have det, som bevis på at de faktisk ønskede at få ophævet denne magi, at de virkelig var rede til at give hvad det kostede.

Sean så tænksomt på ham et øjeblik, før hans blik gled op forbi Nille. Dette var sikkert nemt for hende...Men for ham var det en svær ting. Han havde ikke meget at give. Han havde få ting fra sin fortid, skjult derhjemme i en låst kiste. Ting han altid havde haft med sig igennem tiden. Ting ingen havde set eller kendte til...Men det var helt uhørligt at han skulle give dem fra sig. Han havde armbåndet fra Neph...Men han kunne ikke give det fra sig. ikke for Nilles skyld. Det armbånd...Var et bevis på at Neph var hans søster, ikke af blod, men af sind. Det ville være som at give sin søster væk. Han lænte sig tilbage i stolen med en tænksom mine.

Nille ville ikke beskytte Sean, rigtigt. For det første, han havde nok ikke brug for hendes beskyttelse og ville nok heller ikke have den. For det andet, Nille havde simpelthen ikke tid og lysten til det. Zombierne var ikke ligefrem noget der bekymrede hende, det der bekymrede hende for tiden var at miste Jacob.. og så hendes pligt, derefter zombierne. Zombierne kunne bare komme an, der var mange stærke personer i denne verden, det gjaldt bare om at finde dem.Værdi... Noget som havde værdi... Nilles hjerne tænkte og tænkte. Hvad havde hun... Hendes sande mors dagbog? Nej! Den gav hun ikke fra sig! Så slog det hende. Hendes gamle hus. Der var noget.. Et tæppe, en pude, et billede... Noget! Noget fra hendes fortid, som var knyttet til hende. Eller måske den ring hun engang havde haft, som Sean havde stjålet fra hende i en tid, en ring der var knyttet til hende, men hun ikke havde brug for mere. Så.. hun skulle vel bare hente den nu? Hun nikkede kort. "Jeg er tilbage om lidt." Om lidt, yeah right. Hun løb udenfor og resten af vejen hen til hendes palæ, hvor snigmorderne så forvirret på hende da hun styrtede ind i palæet. Hun gik ind i sit soveværelse, og søgte rundt efter ringen. Endelig fandt hun den... Hun løb tilbage til kroen, hun kunne heldigvis huske vejen. Da hun kom tilbage var der gået en del tid og hun var godt udmattet. Hun gik ind i kroen. Sad troldmanden det samme sted og hvad med Sean...?

Han tænkte stadig, da Nille pludselig løb hjem efter en ting. Det generede ham ikke. Det gav ham lidt tid til at tænke videre. Troldmanden lænte sig tilbage og nikkede et øjeblik. Han studerede Sean let, men Sean kiggede ikke længere på ham. I stedet lænte han sig tilbage og så tænksomt ud af det nærmeste vindue, så godt han kunne. Troldmanden måtte vide det...Jo ældre dæmon, jo svære var det at finde noget af værdi.
Sean kom i tanke om at Nephthys slet ikke havde...Den anden halvdel længere. Han viste ikke helt hvornår hun havde smidt den væk, men smykket var der i hvert fald ikke længere. Var det så forkert at beholde den anden del? Han så lidt ned på armbåndet. Hvor meget betød det...Når Neph i virkeligheden var rejst fra ham? Han følte sig trist da han løsnede armbåndet og smed det midt på bordet, som om han i virkeligheden hadede den.

Nille kom endelig og troldmanden nikkede tilfreds da han så fra den ene til den anden. så tog ham begge ting og lod dem forsvinde ned i sin lomme.
"I har nu bevist at i så gerne vil have forbandelsen hævet, at i vil ofre noget værdifuld for jer. Det er et værdigt offer. Følg mig ovenpå" han rejste sig, kappen knitrede let da han rejste sig og ville gå. Sean rejste sig også, så kort på Nille og fulgte så Troldmanden. Faktisk...Ville han langt hellere være forbandet end miste sine ting. På den anden side...Han kunne bare stjæle den igen. Og det var med denne tanke han gik med.

Ringen lagde hun på bordet så troldmanden kunne tage den. Hun så på Seans værdifulde ting.. et armbånd. Det var egentlig kun af nysgerrighed at hun havde kigget, men nu blev hun nysgerrig. Hvordan kunne dette armbånd have betydning for ham? Havde nogen givet ham det, en speciel person han kunne lide? Hun rystede spørgsmålene ud af hovedet, det vedkom ikke hende om hvem han havde fået det fra, hvis han overhovedet havde fået det fra nogen.
Hun betragtede troldmanden da han rejste sig, kunne han virkelig fjerne forbandelsen? Ringen betød noget for hende, men hun ville have den forbandelse væk. Hun mærkede Seans blik på sig og hun så kort på ham, inden hun fulgte med ham og troldmanden. "Hvordan har du tænkt dig at fjerne forbandelsen?" Spurgte hun troldmanden. Ja, hun var nysgerrig, det havde hun altid været. Nogle gange lidt for nysgerrig.

han fornemmede Nilles nysgerrighed, men ignorerede den med en kold skulder. Hun skulle ikke lukkes længere ind i hans liv og hun skulle da slet ikke vide noget om hans værdigenstande. Det sled i ham, at vide han nu ikke havde armbåndet, men tænkte det var det mest praktiske...Og hvis Neph kom igen, ville hun forstå...
Han trak vejret dybt og fulgte troldmanden med ovenpå, hvor han førte dem hen til sit værelse.
Troldmanden så smilende på Nille, da han åbnede døren og bad dem træde ind. Rummet var enkelt, en seng, et bord, to stole. Der var fællestoiletter og bad på dette sted, længere nede af gangen. Kun en enkelt kappe over den ene stol og nogle papirer og bøger med sære tegn på bordet vidnede om at her boede nogen...
Troldmanden lukkede døren efter dem. Han gik over til bordet.
"Dæmon, tag stolene. Stil dem midt på gulvet, over for hinanden. Sæt jer så i hver jeres stol" kommanderede troldmanden. Sean var selv van til at bestemme, men for en gangs skyld klagede han ikke over at en anden turde kommandere med ham. Han tog stolene, smed kappen på sengen, og stilte dem over for hinanden midt på gulvet, mens han selv satte sig på en af dem. Hans blik søgte automatisk troldmanden.
Troldmanden stod med en bog og læste i den. søgte efter noget i den. Så kom han tilbage til dem og stilte sig tæt på dem. Han så lidt på dem.
"Klar?" spurgte han en smule kort, tydeligvis fordi hans tanke var travlt beskæftiget med hvad der nu skulle ske.

Nille ønskede ikke at snage i Seans liv, ikke før han havde gjort noget utilgiveligt, men så igen.. hvis hun gjorde ville han bare komme efter hende. Hun ville risikere hendes liv, hvis hun gjorde det, og det ville hun ikke. Ikke igen. Hun fulgte roligt med Sean og troldmanden, mens hun så på sine omgivelser.Hun så fascineret rundt i troldmandens værelse, selvom det ikke så ud af meget, var hun stadig meget nysgerrig. Dæmon? Var det hende? Nej, det var vidst Sean. Forvirringen havde været tydelig hos hende.. hun rystede på hovedet for at få tankerne på plads og satte sig på den ene stol, hun sad rank som hun plejede.. Hun holdte øje med troldmanden, hun var stadig en smule usikker, men på en måde stolede hun også på troldmanden..
"Jeg er klar." Hun så spørgende på sean... Var han også klar?

Sean nikkede kort til at han var klar. Troldmanden nikkede selv til sidst. som tegn til at så ville han begynde.
Han så igen ned i sin bog og lidt efter sagde han en masse fremmede ord ikke engang Sean viste hvad betød. Han viste de fleste magiske formler blev skrevet på et hemmeligt sprog, bare så man ikke kom til at bruge magi ved et uheld. Men det var også det eneste. At læse det, eller selv sige dem højt, var ikke noget han selv ville gå i kast med.
I stedet sad han roligt og studerede troldmanden lidt, nogen gange så han på Nille, bare for at se om der faktisk skete noget...
Troldmanden lod sin ene hånd række ud, midt i luften, i mellem dem. Han talte stadig videre, mens han holdte bogen med den anden hånd. Sean overvejede hvornår der ville ske noget...
Og så trak troldmanden hånden til sig og lukkede bogen med et svagt klask og så på dem, skiftevis fra den ene til den anden.
"Forbandelsen skulle være hævet" sagde han så kort. Han vendte ryggen til dem og gik tilbage til bordet han kom fra. Sean trak vejret dybt et øjeblik og så kort på Nille. Han viste bedre end at sætte spørgsmål ved en troldmand. Så i stedet lænte han sig tilbage tilbage i stolen. De måtte vel bare stole på det virkede? De kunne jo afprøve det...men han tvivlede på Nille havde lyst til at dø igen.

Nille ventede spændt og utålmodigt på at troldmanden gik igang. Hun skubbede dog det at hun var utålmodig væk, hun ville bare have det overstået hurtigst muligt, og det hjalp ikke at hun syntes det hele gik for langsomt, for så blev det hele langsomt! Så, hun fulgte troldmanden med øjnene, og vred sine hænder, fordi hun blev rastløs.
Endelig begyndte troldmanden at gøre noget, det havde føltes som en evighed, hvor der slet ikke skete noget. Hun følte ikke der skete noget, men hun stolede på at troldmanden kunne gøre det, og.. så alligevel ikke. han kunne være en eller anden dårlig troldmand, eller, en idiot der lod som om han var troldmand for at få penge.
*Skulle være hævet?* Skulle?! Kunne han ikke bare sige 'Så! Nu er det hele ordnet!' Selvfølgelig ikke. Hun nikkede. "Tak." Hun rejste sig op, hun skulle videre og ville ikke spilde tiden hos troldmanden og Sean for meget.. Hun så på Sean. "Nu må vi vel bare håbe at den er hævet." Hun smilede svagt. "Farvel, de herrer." Sagde hun høfligt, hvorefter, hun begyndte at gå væk.

//Out.