The curse of my blood. -Allyson-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
O: En helt tom gade, is på fliserne, samt tagene. Man skal passe på med ikke at falde. Inde i husene kan man ane varmen og hyggen med stearinlysene i vinduerne.
T: Efter solnedgang, der er halv mørkt.
V: Frost, man kan se sin egen ånde. Grå himmel.

Han kunne ikke mærke sine egne finger. De var frosset fast. For hver gang han forsøgte at bøje dem, sendte det smerte helt ned til tæerne! Han bed sig i underlæben. Forbaskede kulde! Hans ånde dannede en røgsky foran ham, når han tog en dyb indånding og pustede ud igen. Kulden mindede ham om Jacob. Tanken om ham fik ham til at føle savn og vrede. Han var ikke sikker på hvor vreden stammede fra, men, den var der og det var ikke en god ting at have mere vrede i kroppen. Det var nok med at dæmonen inde i ham, forsøgte at overtage, når hans bære var allermest på randen til at flyde over. Heldigvis var vreden ikke gået udover nogen. Den var altid kommet når han havde været alene på sit soveværelse. En vase havde mistet dets glans, eller, rettere form, ved at blive kastet ind i væggen. Han vidste godt at denne vrede kom af forvirring, sorg og ødelæggelse af sig selv, over tabet af Luce og Valerie. Han manglede Jacob at snakke med. Ingen tvivl.
Det var første gang i lang tid han havde kunne gå for sig selv, uden sin kutte endda. Dets varme stof var ikke længere om ham, for at kunne holde kulden ude. Han havde besluttet kun at tage en jakke på denne gang. Det bedste at det hele var, at der var ingen blikke på ham. Der var slet ingen væsner til syede, han kunne gå helt for sig selv, bare nyde vinden imod sin hud og stilheden..
Stilheden blev dog brudt af et hviskende klynk. han drejede hovedet hen imod lyden. Til sin overraskelse så han en ung pige lægge på jorden, såret og rystende. Takket være sit englegen, gik han hen til hende og satte sig på hug foran hende. Han forsøgte at få en øjenkontakt med hende. "har du brug for hjælp?" han spurgte hende med en varm og rolig stemme.

Allyson sad lænet op af en væg. Hun havde en sort kappe om sig. Indenunder kappen havde hun en hvid langærmet skjorte på, sorte jeans og sorte sko. Hun trak kappen tættere om sig, for at lukke kulden ude. Hun lukkede øjnene og prøvede at ignorere smerten i halsen. Hun var blevet det, hun hadede mest. En vampyr. Det skulle dog ikke stoppe hende fra at jage overnaturlige væsner, ligesom hendes forældre havde gjort, indtil de døde. Caroline havde forvandlet hende til vampyr, fordi Allyson havde været døden nær, da de var blevet angrebet. Hendes storesøster var en vampyr og var vampyrernes leder. Allyson rystede på hovedet, for at få tankerne væk. Hun klynkede svagt, da smerten i halsen blev værre. Hun hørte fodskridt, der kom nærmere og nærmere på hende. Hun rystede svagt i kroppen. Hun kunne bare drikke lidt fra personen der nærmede sig. Hun behøvede ikke dræbe personen... Hun tog en dyb indånding, inden hun lagde sig ned på jorden. Hun trak kappen tæt om sig. Hun klynkede igen, da smerten langsomt blev værre. Da personen spurgte om hun havde brug for hjælp, skabte hun øjnekontakt med ham.
"Ja." Svarede hun kort. Hurtigt kastede hun sig imod ham. Hendes hugtænder viste sig og hun bed udefter hans hals, samtidig med at hun ville slå armene om ham. Hvis hun fik armene om ham, ville hun prøve at holde ham fast, og derefter bide ham i halsen, for at drikke hans blod.

Det nåede ikke rigtig at gå op for Josh hvilken race hun var, før hun satte sine skarpe tænder i nakken på ham. Han mærkede halsen spændes. Dog var han begyndt at vende sig til at blive bidt, derfor gjorde det ikke helt så ondt på ham, som det kunne have gjort. Det spændte dog stadig forfærdeligt! Alle nerverne i hans krop snoede sig sammen. Det ville lykkes hende at få lidt blod fra ham, inden han hurtigt skubbede hende fra sig, snoede sig ud af grebet som en glat slange og rejste sig op. Hurtigt trak han en af sine dolke. Dets blad reflekterede når han drejede den i sin hånd. Han lagde truende bladet imod hendes hals.. Hans øjne søgte efter hendes. "Da jeg tilbød min hjælp, var det ikke lige det jeg mente," Det blev både sagt med alvor og kækhed. Det var typisk vampyrer, de tog hvad de ville have og det kunne man ikke altid forhindre. Han fjernede bladet fra hendes hals, dolken blev dog fortsat i hans håndflade. Efter at have kiggede hende i øjnene, gik han et skridt bagud og lod det ene øjenbryn løfte sig i en spørgende grimasse. Et lille kækt smil hang over hans læber, imens den ene hånd, der ikke holdt dolken, mærkede efter på såret ved halsen. Det var ved at forsvinde igen.

Allyson låste sine arme om drengen, da hendes hugtænder gled ned gennem hans nakkes hud, og hun begyndte ivrigt at drikke hans blod. Hans blod smagte så godt! Smerten i halsen begyndte langsomt at forsvinde. Hun hadede sig selv for at drikke hans blod, men hun ville have smerten væk, og den eneste måde til at få den væk var ved at drikke blod. Hun hvæsede, da han skubbede hende væk. Hun rejste sig hurtigt op, og så dyrisk på ham. Hun ville have mere. Smerten i halsen var ikke væk endnu. "Mere." Hviskede hun hvæsende og så lavt at det var usikkert at han kunne høre det. Hun knyttede hænderne, og så på den dolk han havde trukket frem. Hun havde lidt blod i sin ene mundvige, som hun tørrede væk med håndleddet. Hun gik et skridt frem mod ham og hvæsede højlydt. Hun skulle til at kaste sig imod ham igen, da hun fik forstanden igen, som var der nogen der havde slået hende hårdt i ansigtet.
Hun tog sig til hovedet, og satte sig ned. Tårer gled ned af hendes kind. "Undskyld!" Sagde hun. Hun lukkede øjnene og krympede sig sammen. "Undskyld, undskyld, undskyld! Det gør bare så ondt... Jeg kan ikke mere... Jeg ønskede ikke det her! Undskyld!" Hun græd lydløst. Hun så væk fra ham og prøvede at ignorere den tiltrækkende fært af hans blod.

En nyfødt vampyr. Der var ingen tvivl at hente. Den tøvende, samt sultne aura, klistrede sig til hende, præcis ligesom røg ville gøre på en ryger. Han satte sit hoved en anelse på skrå. Hans nysgerrig blik var rettet på hende hele tiden. Selvom han vidste at han burde gå, så kunne han ikke rokke sig ud af stedet. Desuden, frygtede han ikke at blive bidt lige nu. At hun pludselig brød ud i gråd, var dog langt fra noget han havde forventet. De fleste vampyrer var ligeglad med at de havde bidt, og de sagde så bestemt ikke undskyld til ham! De ord der fangede ham var, hun ønskede ikke det her? Helt roligt, gik han hen ved siden af hende og satte sig på hug nær hende.
"Det går nok, jeg er så småt ved at vende mig til det," sagde han med et skævt smil. "Du er nyfødt vampyr ikke sandt?" Hans stemme var fortsat rolig. Det at hun lige havde bidt ham, havde han skudt helt ud af hovedet. Dog var han forberedt på hvis det skulle ske igen. Uden hun var i stand til at se det, havde han hånden på den ene dolk.

Allyson trak sine ben op til hendes hage og lagde sine arme om benene. Hun græd stadig, men lydløst. Færten af hans blod drillede hende og fristede hende til at angribe ham igen. Hun prøvede dog at ignorere færten, da hun ikke ville skade ham. Hun var blevet det, hun hadede mest. Færten af hans blod blev stærkere, da han satte sig på hug nær hende. Hun kiggede forsigtigt på ham, da han snakkede. Hendes øjne søgte dog automatisk ned til hans hals, der hvor hun havde bidt. Hun ville så gerne have mere af hans blod... Men hun måtte ikke! Hun tvang sit blik væk fra ham. Hun så ned i asfalten. Hun burde svare på hans spørgsmål, men det var som om at hun ikke kunne få sig til det. Smerten i halsen var der stadig, men ikke så stærk.
Hun trak sin kappe om sig, og tvang sig selv til at sige noget. "Jeg er nyfødt vampyr, ja." Svarede hun og hendes stemme dryppede af foragt. Ikke foragt mod ham, men mod hende selv.. Hun så fortsat ned i asfalten. "Du må ikke nærme dig." Hun så på ham. "Vær sød og gå. Jeg vil ikke skade dig." Hun kunne miste kontrollen, når som helst. Færten af hans blod var nemlig så fristende.

Der var et eller andet over hende, der gjorde at han ikke havde lyst til at gå fra hende. Kroppen blev siddende ved siden af hende, endda selvom at hun bad ham om at gå. Hun ønskede ikke at skade ham. Det var forståeligt hvis hun ikke var van til at drikke fra andre. Han sendte hende et svagt smil, men, for at være flink imod hende, rejste han sig op og gik et par skridt bagud. Hænderne havde han fjernet fra sine dolke. I det øjeblik han ville sige noget til hende, kom et par vampyrer op bag dem begge. Den ene greb om Josh hals, imens den anden gik hen til Allyson. De var begge unge mænd. Ham henne ved Allyson, kærtegnede blidt hendes kind, med sin kolde hånd. "Ikke nok med at vi har chancen for at dræbe englelederen, vi kan også få denne skønhed med os," han kiggede kækt hen imod sin partner, der fortsat havde et greb om Josh hals. Til at starte med, lod Josh som om at han ikke kunne komme fri, ved at sprælle en smule. Men, for pokker, han var en archangel, selvfølgelig kunne han slippe ud af et par unge vampyr hænder. Da vampyren var mindst forberedt, greb Josh fat i den hånd, vampyren havde om hans hals. Han klemte og klemte den. Til sidst skreg vampyren op af smerte.. Det fik Josh til at smile lumsk for sig selv. Han var ikke sikker på om Allyson kunne slippe ud af deres greb, men, han valgte at vente lidt for at se om hun kunne. Man skulle jo ikke undervurdere nogen man ikke kendte.

Allyson åndede lettet ud, da han gik nogle skridt væk fra hende. Færten af blod var til at holde ud nu. Hun kørte en hånd igennem håret, og så hen imod ham. Hun ville sige undskyld, selvom at hun havde gjort det en del gange allerede, men før hun kunne nå at sige noget, kom to vampyrer frem. Allyson kunne ikke få sig til at rejse sig, hendes krop ville ikke lystre hendes hjerne. Da en af vampyrene kærtegnede hendes kind, snerrede hun lavmælt. Hun så hen imod drengen. Englelederen? Var han englenes leder? Så var det jo ikke så underligt at hans blod smagte så godt. Hun så op på vampyren, der havde kærtegnet hendes kind. Hendes øjne lyste af foragt. De skulle ikke tage hende nogen steder hen! Hun var ikke deres ejendom! Endelig lystrede hendes krop, og hurtigt havde hun rejst sig op. Hun havde trukket en pistol frem, der havde været gemt under kappen, og rettede pistolen mod vampyren.
"Jeg ved godt at en pistol ikke kan dræbe vampyrer, men den kan skade dig midlertidigt. Hvis du lader os gå, så skyder jeg ikke. Hvis du ikke gør, så skyder jeg dig, mere end en gang, og ikke det samme sted." Hun smilede svagt. Hun var klar til at trykke på aftrækkeren, hvis vampyren ikke lod dem gå. Hun sigtede på hans hoved.

Josh blev ved med at klemme og klemme om vampyrens, nu så skrøbelig, maste hånd. Skrigene fra det blodelskende væsen rørte ham ikke. Han blev bare ved med at klemme. Et par knogler brækkes og et nyt, højere, skrig kom fra vampyren. Skriget gik helt ind til knoglerne på den anden vampyr, der desuden, havde en pistol rettet imod sit hoved lige nu. Begge vampyrer var en smule på bar bund. For unge og naive, de troede at det ville have været en leg, men nu endte det bare med at bide dem selv bag i.
Der kom et lettet suk fra vampyren, da Josh endelig besluttede sig for at give slip på hånden, som vampyren så glædeligt og hurtigt tog til sig igen. Et enkelt blik på den og vampyren var klar over at den var brækket. Hver og en fingerknogler var skilt ad. Han bed tænderne sammen i et smertefuldt hvæs. Vampyren henne ved Allyson, trådte et par skridt tilbage, med hænderne op foran ansigtet, i et forsøg på at beskytte sig selv.
"Rolig snuske, vi lader jer gå, bare ikke skyd," sagde han og blev ved med at bakke. Hans ben rystede under ham.
Josh så på det hele, med et ansigt der var udtryksløst, lige nu kunne han ikke rigtig se noget, det var som om han ikke var der. Problemet var bare, at han var der, men at desværre var en dæmon der snakkede til ham lige nu. Forsøgte at logge ham ind i det mørke der var alt for tæt på. Det var en mørk gang, med en lille dør for enden, der blev større og større, jo tættere han kom på den og jo tættere han var på mørket. På sin far..
Begge vampyrer, gik deres vej, i håb om at Ally ikke ville skyde når de var dumme nok, til at vende ryggen til hende. Man vendte aldrig ryggen til en fjende.

Allyson holdte øje med om vampyren lavede nogle bevægelser, der ville tyde på at han ville angribe. Det så dog ikke ud til at vampyren ville angribe. Allyson fik lyst til at skyde vampyren, da han kaldte hende snuske, men nu havde hun jo sagt at hun ikke ville skyde ham, hvis han lod dem gå. Hun så hen imod englen, for at se om han var okay, hvilket det så ud til at han var. Hun var stadigvæk plaget af blodtørsten, hvilket man kunne se på hende, da hun havde hugtænderne fremme og hun virkede helt anspændt. Hun så hen imod vampyrerne, der var på vej væk. Hun sigtede op i himlen og skød, for at få vampyrerne til at skynde sig lidt mere. Hun så igen hen imod englen. "Englenes leder." Hun smilede kækt. "Sikken en ære." Hun havde et drillende glimt i øjnene. "Hvad er dit navn så?" Spurgte hun.

Vampyrerne fik med det samme benene på nakken, ved lyden af et par skud der blev affyret. De var ikke klar over at det bare havde været skud op i luften. De tog ikke chancen for at blive og finde ud af om de blev skudt på eller ej.
Josh så efter dem med et grin på sine læber. Han måtte indrømme at han havde troet vampyrer var bare en smule mere modige. Det kom selvfølgelig an på vampyren, og nu når man snakkede om vampyrer, gik det hurtigt op for ham at han var alene med en. Den nyfødte fra før. Hendes kække smil var nuttet. Den lille kommentar om at det var en ære, fik ham bare selv til at smile kækt, imens han kort rystede grinende på sit hoved. "En ære? Jamen jamen, jeg føler mig helt beæret," han så hende ind i øjnene og opdagede et drillende glimt i hendes. Et lille drillende glimt på lur. Han gik afslappet hen imod hende. "Mit navn er Josh, og hvad er dit?" Han brød aldrig øjenkontakten imellem dem.
Der gik et øjeblik, pludselig stod Ghost ved siden af ham, nakkehårene løftet og de hvide tænder med blodrester blottet. Han kiggede op på Ally og havde det ikke været for en beroligende aen på hovedet fra Josh, havde han snapet ud efter hende. Josh kiggede fra Ghost til Allyson. "Beklager, han er ikke van til fremmede," Han sendte hende et kækt, men samtidigt roligt smil.

En lavmælt latter forlod Allysons læber, da vampyrene hurtigt løb væk, efter hun havde skudt op i luften. Hun vendte sig om mod englen. Hun gemte pistolen under kappen igen. Det var ikke altid en god ide, at vise at man var bevæbnet. Hvis man ikke viste at man var bevæbnet, og man blev angrebet, så kunne man overraske fjenden, hvilket var ret smart. Hun smilede kækt til ham, da han sagde at han var helt beæret. "Det er mig, der er beæret. Jeg har jo drukket englenes leders blod." Hun blinkede drillende til ham. Hun rystede på hovedet. Hendes kække smil og det drillende glimt i hendes øjne forsvandt. Hun så alvorligt på ham. "Du må undskylde at jeg drak dit blod." Sagde hun med en undskyldende tone i sin stemme. "Mit navn er Allyson." Sagde hun høfligt. Hun så en smule overrasket på den store ulv, der pludselig dukkede op. Hun kneb øjnene sammen og knyttede sine hænder, mens hun så på ulven. Hun så på Josh, da han snakkede. "Det er okay." Hun lagde armene over kors. "Nuvel. Hvad laver du herude?" Hun så spørgende på ham.

Ghost trak sig tilbage, ved følelsen af Josh der klappede ham blidt på ryggen. Et tegn på at der intet var i vejen. Den hvide pels glimtede svagt i de svage solstråler fra solnedgangen.
Josh så fra Ghost til Ally. Det kække smil blev på hans læber. "Ja, det er jo det du har, og det var en en gangs forstilling," Armene blev lagt på kors over hans bryst. Hurtigt bemærkede han hvordan alt det kække forsvandt fra hende. Nu stod der en alvorlig og undskyldende vampyr foran ham. Han fremtryllede et svagt smil, et smil der betød at hun ikke skulle undskylde, specielt ikke på grund af at han var en leder. "Du skal ikke undskylde, jeg er så småt ved at vende mig til det og det var jo ikke fordi du tog halvdelen af mit blod," Han løftede svagt på sine skuldre, hvor han derefter lod dem falde ned igen, sammen med armene der før havde været på kors. En enkelt gang så han sig over skulderen, kun for at tjekke til det hvide spøgelse. Ghost så på dem begge, var på vagt og lod ikke en eneste bevægelse forbipassere ham. Josh så hen på Allyson igen.
"rart at møde dig allyson,".
Hendes næste spørgsmål vidste han ikke rigtigt hvad han skulle svare på, for han vidste egentlig ikke rigtigt hvad han lavede herude. Det var som om han var en ensom ulv der bare traskede rundt, uden at vide hvor den ville ende henne og hvem den ville møde. "Jeg ved det ikke," Han grinte svagt over sig selv. "Jeg går bare og passer mig selv," svagt startede han med at gå. Han tog dog aldrig blikket fra hende. "Hvad laver du selv herude?"

Allyson sukkede svagt, da Josh hentydede til at, det var sidste gang hun drak hans blod. Hun kunne ikke skjule sin skuffelse. Det var ikke hendes skyld, at hans blod smagte så godt. Hun forstod dog godt, at han ikke ville have at hun drak hans blod. Hun ønskede jo heller ikke selv, at drikke blod fra andre. Hun var bare nød til det nogle gange, for at få smerterne væk. "Det var en skam. Dit blod smager ellers godt." Sagde hun med en drillende tone i stemmen. "Ej, jeg skal nok lade være med at tage mere af dit blod, medmindre du giver mig lov." Hun smilede venligt til ham, men hendes smil forsvandt, da det gik op for hende, at hun havde snakket som om, de ville møde hinanden igen. Hun så væk fra ham og bed sig i underlæben. Måske lagde han ikke mærke til det? Hvis han ikke gjorde, var hun heldig.
Han havde prøvet det før? Hun rynkede på panden. "Hvem har ellers drukket dit blod?" Spurgte hun, inden hun kunne nå at stoppe sig selv. "Nej, undskyld! Det kommer ikke mig ved. Undskyld." Skyndte hun sig at sige.  Hvorfor undskyldte hun? Var det fordi han var en leder? Hun skulle vise respekt for ham, ikke? Hun var ikke helt sikker. Hun smilede svagt, da han sagde at det var rart at møde hende. "Du er meget høflig, når man tænker på, at jeg lige har drukket lidt af dit blod, uden din tilladelse." Hun smilede svagt og så på ham. "Men, tak og i lige måde." Sagde hun høfligt.
Hun smilede, da han svarede på hendes spørgsmål. Hun var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle besvare hans spørgsmål, om hvad hun lavede herude. Hun så ned i jorden. "Jeg prøvede at ignorere min tørst efter blod. Det gik ikke så godt." Sagde hun og smilede svagt.

Han kunne ikke lade være med at smile til hende. Det at hun samtidig var kæk og undskyldende var kært. At hun bed i sin underlæbe, gjorde det ikke mindre kært og han havde skam lagt mærke til det hun havde sagt, det at hun fik det til at lyde som om de skulle mødes igen. Han smilte kækt til hende. "Det må vi se til den tid om jeg giver dig lov," Efter de ord, kom Ghost luntende hen til ham, lidt ligesom han havde troet at Josh virkelig havde ment at han ville give alt sit blod til Allyson. Josh strøg ham blidt over hovedet. Det fik ulven til at falde til ro endnu engang. Den satte sig ved siden af ham..
Hendes næste spørgsmål skulle han lige til at svare på, da hun afbrød ham, ved at undskylde endnu engang. Det var virkelig svært for ham ikke at smile. Kært, det måtte han sku indrømme. "Hør nu, slap af, du behøver ikke at undskylde så mange gange, jeg dømmer dig ikke bare fordi jeg er leder okay?" Han så ind i hendes øjne. "Du kan tage den helt med ro, du har lov til at stille spørgsmål og faktisk ville jeg svare.. Altså, jeg har oplevet en med navn Caroline drikke af mig, en Katherine, en Bella og.." Han tænkte videre og bed sig i underlæben. "Det var så vidst det," Han løftede på skulderene. Ignorerede sin tørst efter blod? Han måtte indrømme at han var en smule nysgerrig omkring hvordan det føltes, men, han havde aldrig taget sig sammen til at spørge nogen vampyrer kan kendte om det. Han grinte svagt til den sidste kommentar. "Det går nok, jeg lever ikke i fortiden," Og det havde han bestemt heller ikke lyst til at gøre for tiden, det ville bare gøre alt for ondt. "Så Allyson, hvor langtid siden er det at du blev en vampyr?" Han så på hende imens han kløede Ghost bag øret.

Det lettede Allyson, at han også sagde det, som om de ville mødes igen. Hun havde ikke tænkt sig at drikke hans blod, uden at få hans tilladelse. Hun tvivlede på at han nogensinde ville give hende tilladelse til at drikke hans blod, men det var okay. Hun forstod jo godt at han ikke ville have at hun drak hans blod. "Jep." Hun smilede svagt, og kløede sig lidt på den ene arm. Hun var ret nervøs, og hun vidste ikke hvorfor, selvom hun havde en ide, om at det var fordi, at han var leder. Hun betragtede ulven, da den satte sig ned ved siden af Josh.
Hun smilede skævt, og grinede nervøst. "Okay.. Undsk... Øh.. Jeg mener.." Hun rystede på hovedet af sig selv. Hun var så nervøs og forvirret. Det var irriterende. Hun stivnede dog, da han nævnte Caroline. "Caroline Thunder?" Allyson så spørgende på ham. "Tre vampyrer har altså drukket af dit blod. Gav du dem lov?" Spurgte hun og så spørgende på ham.
Hun levede lidt i fortiden, måtte hun indrømme. Hun jagede vampyrer, fordi de havde dræbt hendes forældre. Hun så ned i jorden, indtil at han sagde noget igen. "Ikke så lang tid siden. Jeg blev forvandlet af min storesøster. Jeg var ved at dø, så.." Hun trak på den ene skulder. Hun så kort rundt, inden hun så på ham igen. "Kan vi gå et andet sted hen? Altså, hvis du stadig vil snakke..." Hun bed sig nervøst i underlæben.

Der var ingen tvivl om at det var leder titlen der fik tæerne til at krumme på den unge vampyr foran ham. Han forsøgte at sende en beroligende aura ud i luften, bare for at se om det kunne få hende til at falde en smule til ro omkring ham. Da hun kiggede på Ghost, tøvede den store ulv ikke med at kigge tilbage, den skabte en øjenkontakt med hende og i de gyldne øjne, strålede et blik der advarede hende om ikke at komme for tæt på. Endnu engang passerede ordet undskyld hendes læber, dog forsøgte hun at stoppe det, inden det slap helt ud. Han kunne ikke lade være med at smile af det. denne gang valgte han ikke at kommentere på det.
Det gav et lille spjæt i maven på ham da hun nævnte Carolines efternavn. Han så overrasket over på hende. Der gik et kort øjeblik før han tog sig sammen til at svare hende. "Ja, Caroline Thunder, hvor kender du hende fra?" Han skulle lige få ro i maven inden han svarede på det næste. "Nej, de tog det bare, de fleste vampyrer spørger ikke om lov til at tage blod," Et lille kækt smil voksede på hans smalle læber. Vampyrer tog hvad de ville med magt, om det så var uhøfligt eller ej. Var hun ved at dø? Det fik en række spørgsmål til at snurre drillende inde i munden på ham. "Hvor.. hvordan var du ved at dø?" Langsomt gik han tættere på hende, men, kun for at sende et signal til at han gerne ville med et andet sted hen. Han smilte venligt til hende. "Jeg vil meget gerne snakke videre," Han startede langsomt med at gå. "Hvor vil du hen?"

Allyson forstod godt at Ghost var bekymret for Josh. Hun havde dog, som sagt, ikke tænkt sig at drikke hans blod, uden at Josh havde givet hende lov. Ghost virkede som en loyal, klog ulv. Den var også ualmindelig stor. Hun havde ikke set en så høj ulv før. Hun så på Josh. "Hvad slags ulv er Ghost? Jeg har ikke set en så høj ulv som ham før." Hun så spørgende på ham. Hun var glad for at han ikke kommenterede på at hun næsten havde sagt undskyld igen.
Det var hendes storesøster, han snakkede om. Havde Caroline drukket hans blod? Så var de nok ikke venner, var de? Hun kendte ikke så meget til Carolines liv endnu. "Mit fuldenavn er Allyson Audrey Thunder. Caroline er min storesøster." Hun smilede svagt, og en smule nervøst, til ham. Hendes svage smil blev større, da hun så hans kække smil. "Nej, det er rigtigt. Jeg har brugt meget af mit liv på at jage dem, og nu er jeg en af dem." Hun så ned i jorden, men rystede så på hovedet. Hun ville ikke virke trist. Hun så på ham igen og smilede venligt. Hun foldede sine hænder ind i sin kappe, og da hun lagde armene om sig selv, trak hun kappen tættere om sig. "Jeg fik en kniv i ryggen." Svarede hun. Hun fik et fraværende glimt i øjnene, da hun tænkte tilbage på det, men hun vendte tilbage til virkeligheden, da han snakkede igen. "Det ved jeg ikke. Har du en ide?" Hun fulgte efter ham, da han begyndte at gå.

Ghost rejste sig, afslørede sin fulde højde. Han gik intet ringere end lidt over Josh hofte. Et muskuløst dyr fyldt med kræft, hurtighed og en mund fyldt med skarpe tænder. Det smukkeste ved Ghost var nok det snehvide pels, samt de smalle øjne, der lignede smeltede guld. Josh så ned på ham, da Ally spurgte ind til ham. "Ghost er en kæmpeulv, de lever for det meste oppe i bjergene, men, nogen dage sammen med mig deroppe, gav ham åbenbart lyst til at følge med mig," Han smilte ved tanken om det. Det havde været noget af et eventyr!
Uroen i maven kom igen, men denne gang, var det mere en glad uro, en der fik ham til at smile større end han allerede gjorde. "Er du Cares søster? Hold da op, jeg.. Jeg.. Mig og Caroline er utrolig tæt, hun har kendt mig lige siden jeg var et lille pjok og vi ser hinanden som søskende," Under hele svaret kunne han ikke lade være med at smile. "Og dengang hun tog af mit blod havde hun et lille problem, det er ovre nu, jeg elsker Care, så det er utrolig rart at møde en af hendes søstre, jeg har mødt den ene men ja," De fortsatte med at gå igennem gaden. Der var ingen omkring dem, de kunne snakke i fred og det satte Josh pris på! Han så på hende, smilte og et kort øjeblik tog han sig selv i at betragte hende, så han hurtigt kiggede væk igen, i håb om at hun ikke havde set det. Han blev forfærdet over det med kniven. "Hvem gjorde det? og det var godt Care var hos dig," Han smilte kært til hende. Hurtigt fjernede han det igen. "Hmm, vi kunne, gå hen i parken?" Bag dem fulgte Ghost trop.

Allyson havde ikke hørt om kæmpeulve, der levede oppe i bjergene før. "Hvad lavede du deroppe?" Spurgte hun og smilede venligt. Hun var ret sikker på at Ghost ikke stolede på hende. Det ville også være underligt, hvis han stolede på hende. Hun havde jo drukket af hans ejers blod, uden tilladelse. Hun havde vel angrebet Josh, havde hun ikke? Ifølge hende selv, så havde hun angrebet ham. Hun havde dårlig samvittighed, men han virkede ikke længere sur over det, så hun var vel tilgivet.
Havde han mødt en af Carolines andre søstre? Glæden lyste op i Allysons øjne. Levede flere af hendes søstre? Hun havde et blidt smil om læberne. "Hvad hed hun? Altså, Carolines anden søster?" Man kunne tydeligt høre glæden i Allysons stemme. Hun havde i tre lange år, troet at hendes søstre var døde, eller at hun aldrig skulle se dem igen. "Havde hun et problem? Hvilket problem?" Glæden i Allysons øjne og stemme var blevet erstattet af bekymring.
Hun havde skam set at han havde betragtet hende, hvilket fik hende til at rødme svagt og bide sig nervøst i underlæben. "Jeg ved ikke hvem, der gjorde det, jeg ved kun at det var dæmoner." Svarede hun. "Og, ja, det var godt, at hun var det. Jeg truede først med at dræbe hende, fordi jeg ikke vidste at hun var min søster." Hun smilede svagt ved mindet om det. Hun så på ham, og da hun så det kærlige smil, blev hendes rødmen blot stærkere. Hun så hurtigt væk fra ham. "Det kan vi sagtens." Sagde hun, en smule genert.

Hvad han lavede deroppe, havde været en helt, helt anden historie! Det havde været i den tid, lige efter tabet af Valerie og Luce, at han gik op i bjergene, både for at tænke og for at træne det sidste der skulle til for at blive en fuld udviklet Archangel. Desuden skulle han også lære at styre kraften i at kontrollere Elonadaslys. Alle de dage havde været hårde som fanden. Sne og regn havde forsøgt at slå ham ihjel, det samme havde en stor grislibjørn, men havde han aldrig taget derop, ville han aldrig have mødt Ghost og blevet en archangel. "Joh, jeg tog derop for at tænke lidt og for at blive en fuldt udviklet archangel," Han fortalte det med et svagt smil på læben. "Havde nogen tidspunkter ikke været for Ghost, så stod jeg her nok ikke i dag," Han så ned på Ghost, der bare luntede videre, men vrikkede med sine hvide øre, som et tegn på at han havde hørt det.
Det glædede ham at se Allyson smile sådan, ingen tvivl om at hun var meget nysgerrig omkring sine søstre. "Hun hed Destiny, meget.. selvsikker kvinde," Han grinte svagt ved tanken om hendes flirtende kommentar til ham. "Det var en lille årgang hvor alt havde gået galt for Care, ting der har ordnet sig i dag, men hun havde slået sine følelser fra dengang og var ligeglad med at jeg stod hende nær, hun tog det blod hun ville have og ja.. Men, det er fortid, hun har det ikke sådan længere," Et opmuntrende smil blev sendt til Ally, et lille tegn på at hun ikke skulle være nervøs for Caroline.
De kom til begyndelsen af parken. En hær af træer tornede foran dem, sammen med en flod der snoet sig som en slange igennem parkens frodige græs. Han stoppede ved broen der strækkede sig over floden og kiggede ned i vandet. Hans spejbillede var sløret i det strømmende vand.
"Vidste du ikke at hun var din søster? Hvor lang tid siden er det at i havde set hinanden? Caroline er sikkert umodeligt glad for at se dig, hun elsker sin familie," Han sagde det hele med et smil og en varm stemme, imens han så ned i vandet.

Allyson vidste ikke hvad en archangel var, men hun havde hørt ordet før. Hun vidste bare ikke hvad det betød at være en archangel. Hun ville gerne spørge ham om, hvad han skulle have tænkt over, da han tog op i bjergene, men hun besluttede sig for at lade være. Det var måske ikke så god en ide, at spørge om. Det var nok for personligt. "Hvad er en archangel?" Hun så spørgende på ham. Hun rynkede på panden. "Hvorfor ville du ikke stå her i dag, hvis Ghost ikke var der for dig?" Det hun havde sagt lød lidt forvirrende, syntes hun, men måske var det ikke forvirrende for ham? Forhåbentlig var det ikke det.
Allysons øjne lyste op og hendes smil blev bredere. Destiny levede! Allyson kendte ikke Destiny. De havde ikke mødt, så vidt Allyson vidste, men det var en lettelse at vide, at Destiny levede. "Jeg har ikke mødt Destiny, men jeg håber at jeg snart møder hende. Hvordan mødte du hende?" Spurgte Allyson. Hun var så glad for at Destiny levede. Måske kunne hun spørge Caroline, om de ikke kunne snakke med Destiny? Allysons glæde blev igen erstattet af bekymring. "Ved du hvad, der gik galt?" Hvis han ikke vidste det, ville hun spørge Caroline. Hun var nemlig ikke i tvivl om at hende og Caroline ville møde hinanden igen. Hun smilede svagt, da hun så hans opmuntrende smil.
Allyson så sig omkring i parken, for at se om, der var andre i parken, end dem. Hun kunne umiddelbart ikke lige se nogen. Hun kunne ikke lade være med, at være glad for, at der ikke var andre, end hende og Josh. Hun rødmede svagt, over at hun tænkte sådan. Hun så væk fra ham, og sørgede for at håret dækkede hendes ansigt. Hun håbede at han ikke lagde mærke til at hun rødmede. "Nej, jeg vidste det ikke i starten. Jeg tænkte dog at hun lignede min søster. Det var Caroline, der opdagede at vi var søstre først. Jeg nægtede at tro på det. Jeg kunne ikke holde tanken om at hun var vampyr ud. Det blev slet ikke bedre af at hun er leder af vampyrerne. Jeg følte at hun forrådte vores forældre." Sagde hun trist. "Sidste gang jeg så hende, udover da hun forvandlede mig, er... mere end tre år siden, tror jeg." Hun bed sig i underlæben.

Han kiggede fortsat ned i vandet og nød roen i parken. At der ikke var andre lyde en rislende vand, fugle sang og vinden der roede i trætoppens blade, fik en indre ro til at vokse inde i ham. Hele samtalen igennem smilede han og nød at have Allyson i sit selskab. "En archangel er en stærk engel kan man sige, lidt ligesom en archdemon, de blev faktisk skabt af elonda for besejre archdemons.. Elonada er forresten englenes gudinde," startede han lige så stille ud. "En archangel har en meget stor styrke og en evne til at betvinge Elondaslys, der kan få væsner som vampyrer og dæmoner til at krybe i skjul, samt gøre dem ´gode´ i nogen minutter. Men, bruger archangelen lyset for meget, kan det blive dets død," Han fjernede blikket fra vandet og så hen på hende. Smillet på hans læber havde aldrig været forsvundet. "Det var en episode med en bjørn, den ville have flået mig i stykker, hvis ikke Ghost var kommet mig til undsætning.. Den fik taget sig et godt tag i mine sår fra tidligere vinger på ryggen, hvilket, gjorde VIRKELIGT ondt," han så ned i vandet igen.
Sikke mange spørgsmål den unge vampyr havde på en gang. Ikke at det gjorde ham noget, han ville bare ikke føle at det hele handlede om ham. "Jeg mødte hende sammen med en tidligere.. ven, med navn Jacob for nogen.. måneder siden tror jeg... Vi stod begge og snakkede med Caroline, der havde slået sine følelser fra og pludseligt, ud af det blå kom Destiny gående og fortalte os at vi tacklede det hele forkert.. Hun opførte sig som om hun kendte os, kaldte hende selv for vores skæbne. Vi forstod ikke pind af hvad der foregik, lige siden har jeg ikke set hende," Alle de ord fik hans tunge til at føles tør. Han måtte have noget at drikke. Han rettede sig op og forlod broen, men, kun for at gå ned til kanten af vandløbet, hvor han formede en skål af sine hænder og drak af det friske flod vand. Da han igen kunne mærke sin tunge, kiggede han op på Allyson og sendte hende et svagt smil. "Jeg er ikke sikker, jeg tror det var fordi hun havde mistet Nicolas og sin datter på samme tid," Han så fjernt ned i vandet. "Nu, forstår jeg hende bedre end nogen anden hvorfor hun reagerede som hun gjorde," Ordene flød bare ud af munden på ham.. Et kort øjeblik kunne han ikke finde sig selv. Han rystede på hovedet for at komme ud af hypnosen. Med en lille bump, satte han sig helt ned ved vandkanten og ignorerede følesen af den kolde jord imod hans numse.
Endelig var det hendes tur til at fortælle lidt. Han lyttede til hende og så op på hende på samme tid. På en måde havde han ondt af at hun ikke havde vidst hendes søstre var i live i alt den tid. "Det var sikkert aldrig Carolines mening at forråde sin familie, tro mig, hun elsker sin familie mere end noget andet og det at hun er blevet vampyr, har kun gjort gode ting for hende.. Hun er stærk og kan sparke nærmest alles røv.. Tro mig, du skal kun være stolt af Care," han sendte hende et oprigtigt smil. "Og så snart du har vendt dig til tanken, bliver du sikkert en vampyr med samme styrke, selvtillid og magt," Han så ind i hendes øjne.

Allyson vidste heller ikke hvad en archdemon var, men hun kunne regne ud at, det var det modsatte af en archangel. Hun lyttede til hvad han sagde med stor interesse, da hun gerne ville lære ham bedre at kende. Hun lyttede fascineret til det han sagde. Dog, var der noget der undrede hende. Hvordan kunne han være archangel, hvis han ikke havde sine vinger? Engle der ikke havde sine vinger, var jo faldne engle, og archangels var vel gode engle? Hun rynkede på panden. "Hvordan kan du være archangel, og leder af englene, hvis du er falden engel?" Spurgte hun undrende og så spørgende på ham. "Det var godt at Ghost var der." Hun smilede venligt til ham.
Allyson lagde hovedet lidt på skrå. Da hun ikke kendte Destiny, lød det meget underligt, at Destiny havde sagt at hun var Joshs, Jacobs og Carolines skæbne. "Det lyder underligt. Har du spurgt Caroline om hun vidste, hvorfor Destiny havde sagt det?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Hun fulgte ham med øjnene, da han gik hen kanten af vandløbet. Hun fulgte efter ham. Allyson havde så ondt af Caroline, at hun fik ondt i maven. "Åh gud.. Det er jo.. Forfærdeligt.." Hviskede Allyson. Hun satte sig ned ved siden af ham, og så tomt ned i vandet.
Allyson havde stadig tanken om at Caroline ikke skulle have forvandlet hende. Allyson hadede vampyrer mere end noget andet, og hun havde svært ved at acceptere, at hun nu selv var en vampyr og at hendes storesøster var deres leder. "Det var det nok ikke, men jeg har svært ved at acceptere, at jeg er vampyr nu. Jeg har i tre år hadet vampyrer mere end noget andet." Hun trak på den ene skulder. "Jeg tvivler på at jeg vil leve længe nok til at acceptere det." Hun så op på himlen. "Jeg er stolt af Caroline, på en måde. Jeg tror nok at jeg altid vil være stolt af hende." Hun smilede svagt.

Det var utroligt hvor godt han kunne slappe af i en vampyrs tilstedeværelse. En anden engel havde sikkert ikke placeret sig direkte ved siden af en flod, for nærmest at slappe af og mindske risikoen for at kunne slippe væk, hvis denne vampyr nu skulle få lyst til at drikke af ham. Af en eller anden grund, stolede han allerede på hende og det at hun var Care's søs gjorde det bare endnu bedre. Han valgte at falde bagud. Det tørre og varme græs kærtegnede blidt hans baghoved. Det var længe siden han havde lagt sådan i græsset, alle pligterne som leder gjorde at han næsten ikke havde tid til at slappe af mere. Da hun spurgte ham om noget, drejede han hoved og så på hende, lige ind i hendes øjne. "Det burde egentlig heller ikke kunne lade sig gøre, men, da jeg ikke mistede mine vinger i en ond gerning, men blot fik rykket dem af, var det muligt for mig. Det krævede en del, men, jeg nægtede at give op.. Den tidligere engleleder så noget i mig og jeg ville bevise at han havde ret,".. Han så på hende indtil det sidste ord havde placeret hans smalle læber. Derefter drejede han endnu engang hovedet og så nu op på den snart mørke himmel. Dets farve var gået fra lyseblå, til den smukkeste blodrøde, blandet med lilla.. Svage stjerner glimtede med deres første lys på himlen..
"Nej, hun vidste det ikke, det gjorde ingen af os," svarede han til det med Destiny uden at se på hende. "Men, når du ser dem, kan du jo altid spørgere, det er dine søstre, de vil helt sikkert gøre alt for dig," Den sætning fik det af en eller anden grund til at snurre i hans mave. Søskende, brødre, det han troede Jacob og ham var.. Han sukkede svagt og drejede endnu engang hovedet. Det svage nattelys gjorde at han næsten kun kunne ane Allysons skikkelse.. Han smilte svagt af det hun sagde. "Du hadede vampyrer, fordi du kom fra en familie der blev skabt til at dræbe dem, ikke sandt?" Selvom han ikke kunne se hende så godt i nattelyset, kunne hun sagtens se ham og hun ville kunne ane det rolige blik i de mandelfarvede øjne. "Det må være svært.. Men, du må ikke give op Allyson, det kan jeg allerede fornemme at en som dig er for god til," Han foldede hænderne bag hovedet, brugte dem som en pude. "Og Caroline vil altid være stolt af dig,"