Et nyt bekendtskab// Sajro.

Han var selv ved at flippe ud over det hun havde sagt til ham... Han kunne ikke forstå at hun faktisk troede det om ham, men han måtte bare forsøge at ændre det... Han havde ikke meget at sige andet end det med at have reddet hende fra slangen...

"Tror du jeg bare lagde mig ud med den slange for at kunne 'lege' med dig? Fordi hvis du tror det så tager du dybt fejl og det ved du også godt at du gøre... Jeg gjorde det kun fordi jeg holder af dig, måske ikke så meget som det kunne være blevet forstået men jeg holder af dig..."

Han kiggede bare på hende, og flyttede sp sit blik ned hvor tårene også løb hos ham... Han burde have set det her komme...

"Men hvis du ikke tror mig kan du gå... Men hvis du nogensinde vender tilbage hertil vil det kun være det lig fra slangen der vil ligge her, det vil også være mit lig... Valget er dit..."

Han lagde sin ene arm i munden på sig selv, og så afventene på hende...

Hun kunne næsten ikke tage mere, hun havde aldrig været så vred i sit liv, hun havde aldrig nogensinde været så tæt på at flippe som hun var nu. Hun løftede sin arm op til munden og bed til, hendes tænder gik så nemt igennem den tynde hud og blodet piblede frem uden problemer. Hun gjorde det kun for at få lidt fri løb fra hendes vrede. Blod løb ned af mundvigende på hende og hun så stadig Sajro i øjnene.

"Hvorfor var det du gjorde det mod mig, jeg kan ikke forstå det! Så nu truer du med at dræbe dig selv hvis jeg ikke bliver her?!"

Hun så arrigt på hende, der løb ingen tåre mere.

"Fint hvis det er sådan det skal være!"

Hendes negle voksede lange og syle spidse, hun borede em derefter ind i låret på sig selv og fik ram på lår puls åren.
Hun skreg ikke i smerte, hun så ham bare i øjnene.
Både slange biddende var gået op og blødte, såret hvor hun havde bidt sig selv blødte og det sår på låret fossede der blod u af. Alane stod stadig oprejst og så ham i øjnene. Dog blev hun mere og mere svimmel jo mere blod hun mistede.

Han var nød til at gøre noget ved det hun gjorde, men han skulle da også lige forklare hende hvad der foregik i hans hovede men han var nød til at gøre det mens han holdt styr på hende...

"Jeg gjorde det som jeg sagde fordi jeg ville have en hyggelig aften, ikke andet men jeg kunne ikke styre mine egne følelser..."

da hun borede sine negle ind i sig selv var han hurtigt henne ved hende, rev så meget af hans tøj af som hun kunne gøre uden at blotte sig og gav sig til at forbinde hende... Han var nød til det... Han havde dog heldigvis nok til at forbinde det...

Han bed så hul i sin egen arm og satte såret for hendes mund... Han vidste alle kunne bruge blod...

Alt det han gjorde skete så hurtigt at selv de fleste i fuldt vågen tilstand ville have svært ved at gøre noget...

Alane stod fuldt oprejst og så hm i øjnene.
Hun fortrød ikke det hun havde gjort. Alane ville ikke finde sig i det ultimatum som han stillede hende og derfor havde hun gjort det som hun gjorde. Hendes øjne gled op på himmelen mens hun betragtede månen som kiggede ned på hende.
Hvis hun skulle dø var det en god død, hun døde under den smukke måne.
Stille smilede hun, det var et trist og sørgeligt smil.

"Så det her er noget du gør med alle når du gerne vil have en hyggelig aften?"

Hendes øjne blev til hendes normale, hun havde ikke kræfter nok til at være sur mere.
Hun fik et chok da hun mærkede noget blive strammet om sit lår og hun kiggede ned, det Sajro som strammede noget stof om det sår hun havde lavet på sig selv. Uden videre stoppede han sin bloddige arm op til hendes mund så en lille smule blod flød ind i hendes mund. Hurtigt vendte hun hovedet væk og spyttede det ud.
Derefter dækkede hun sin mund og rystede på hovedet, mens han var travlt optaget af at få hende til at drikke hans blod fik hun skubbet stoffet væk fra sit sår så blodet igen fossede ud.

Det begyndte at svimle mere for hendes øjne.
Han havde jo selv sagt at det var det han ville gøre hvis hun gik så nu kom hun ham bare i forkøbet og gjorde det selv.

"nej normalt ville jeg ikke gøre det... Som jeg sagde kunne jeg ikke styre mine følelser..."

Han så snart ikke andre muligheder end at bruge vold og magt for at holde hende i live... Det var ikke noget han havde lyst til at gøre han ville helt ikke gøre hende noget... Han var bare nød til det...

"Der opstod følelser for dig som jeg ikke selv kunne kontrollere..."

Han gav sig igen til at forbinde hendes sår... Han vidste at på et tidspunkt ville hun ikke kunne holde sig selc oprejst længere og så kunne han nemt forbinde hendes sår... Han forbandt endnu engang hendes sår og så tog han fast i hendes hænder og holdt dem fast...

"Og hvilket bevis har jeg for det?"

Vold var nok den eneste måde han kunne få hende til at stoppe.
Alane havde ikke lyst til at stoppe og hun vidste ikke hvorfor. Hun ville bare ikke stoppe og han kunne ikke få hende til det.
Igen bed hun sig hårdt i læben så den også begyndte at bløde.

"Du skulle have holdt dem for sig selv, du skulle ikke have lagt op til noget, du skulle ikke have leget med mine følelser!"

Hun knurrerede af ham og havde ikke lyst til at han rørte hende. Han skulle bare holde hænderne langt væk.
Da han havde forbundet hendes sår og holdt hendes hænder. Hun vred sig voldsomt og knurrerede vildt.
Mens hun vred sig mistede hun endnu mere blod og stoffet faldt ned. Hun ville ikke rigtig have at han rørte ved hende.

"Jeg reddede dit liv ved at suge giften ud af din krop... Jeg tog en risiko for din skyld..."

Han vidste ikke hvordan han skulle få hende til at tro på sig... Han var rådvild og tårene trillede ned af ahns kinder... Han gik helt tæt på hendes ansigt...

"Tror du jeg ville græde såda over at se dig såret hvis ikke jeg følte noget?"

Han vidste godt han skulle have holdt dem til sig selv, og han havde forsøgt men det var ikke muligt... Men det at hun sagde han legede med hendes følelser gjorde ham vred...

"JEG LEGEDE ALDRIG MED DINE FØLELSER..."

Han brød sammen på jorden... Han var knust, som en hund der havde mistet sin ejer, mistet det den skulle beskytte...

"Jeg lader dig ikke gøre det her!"

Han sagde det og slog så hende hårdt i tindingen, for at få hende til at besvime, mens hun besvimede tale han også...

"Undskyld..."

Hun så ham ikke i øjnene da hun var helt væk, hun var rigtig vred og fortvivlet.
Dog stoppede hun da han kom helt tæt på hende, hun så ham i øjnene og havde svært ved at se ham i øjnene, hun kiggede ned men der gik ikke særlig lang tid før hun igen var helt oppe at køre.

Tårene gled ned af hendes kinder igen og hun var helt væk.
Alane gad ikke mere, kunne han ikke bare lade hende være?!

Hun græd og græd, hun var helt hysterisk, hun ville ikke lytte mere, hun ville bare væk og det skulle være det!

Uden videre bukkede hun bare under og lå nu helt stille hun var bevidstløs.
Alane hørte ikke hvad han sagde, hun lå bare stille på jorden og blodet løb stadig.

Da hun var faldet om på jorden så han sit snit til at få hende forbundet ordentligt... Selvom hun ikke længere skældte ham ud løb tårerne ned af hans kinder... Han var såret dybt af det hun havde sagt om ham, men ikke fordi hun sagde det, nej fordi han var bange for at det var sandt...

Han var også ked af at hun var kommet sådan til skade på grund af ham, fået sit hjerte knust på grund af ham, men han var nød til at gøre noget...

Da han havde forbundet hende, løftede han hende forsigtigt op og bar hende tilbage til telte hvor han lagde hende stille ned, og sad så bare og kiggede på hende, stadig med tåre i øjnene...

Han sad bare og gentog det samme for sig selv hele tiden...

"Jeg legede ikke med hende... Jeg kunne bare ikke styre mine følelser..."

Det blev han ved med at sige igen og igen mens han sad og holdt øje med hende...

Alane lå helt stille på jorden, hun trak dog stadig vejret. Hun var ikke død eller noget men hun havde nok en grum hovedpine når hun engang vågnede.

Hun vejede ikke særlig meget da han løftede hende, hun var ikke undervægtig men kunne godt tåle at tage lidt mere på, men sådan var det jo når man levede af de naturlige ting fra skoven som hun gjorde.

Der var både indtørret blod omkring hendes mund og på hendes arm, hun havde fået blod omkring munden da hun havde bidt hul på sig selv. Det stof han havde forbundet hendes ben med var stadig helt rødt. Alane vidste ikke hvorfor hun havde gjort som hun nu engang havde. Hun havde bare været så ked af det og ude af sig selv.

Da han lagde hende ned lå hun stadig bare og bevægede sig ikke rigtigt.
Hendes røde hår klæbede let til hendes hud da hun svedte meget, men det var der nok ikke noget at sige til.
Hun havde mistet meget blod og havde jo været helt oppe og køre.

Han sad bare og kiggede på hende, og fandt så nogle forbindinger frem som han forbandt hende med... Han forbandt alle hendes sår stramt, og overvejede kort at binde hende så hun ikek kunne gøre skade på sig slev, men det var ikke det værd for at gå i mod sin egen tanke gang, og sine egne værdier...

Han kunne ikke lade være med at slikke blodet af hendes arm, det var ren og skær van, og han overvejede også at fjerne det om hendes mund, men holdt sig tilbage da de mindste berøringer før havde ført til det her...

Han sad bare og holdt øje med hende og håbede at hun snart kom til sig selv igen, så de kunne snakke om det... Han sad stadig og overvejede at tage sit liv eller om ikke andet skade sig selv og det gjorde han...

Han fandt en kniv frem og begyndte at skære sig selv, han skar rifter ind i sin hud alle steder den var bar... Det var ikke dybe rifter men det kunne mærkes...

Alane lå stille og roligt. Hendes brystkasse hævede sig i takt med at hun trak vejret.
Hun virkede så ubesværet som hun bare lå der, det så egentlig bare ud som om hun sov, men det gjorde hun ikke.
Inde bag hendes øjenlåg var der ikke andet end sort, hun kunne dog stadig godt høre alt hvad der blev sagt men kunne bare ikke svare eller reagere hvilket generede hende virkelig meget.

Hun ville så gerne bare bede ham om at tage sig sammen i stedet for at sidde og have ondt af sig selv men det kunne hun ikke og hun havde nok heller ikke gjort det hvis hun havde været i stand til det.

Roligt og ganske langsomt begyndte hende øjne at åbne sig.
Hun satte sig hurtigt op da hun så hvad det var Sajro havde gang i, det skulle han ikke slippe af sted med.
Uden rigtigt at tænke over det hev hun kniven fra ham og holdt den så han ikke kunne nå den, han skulle ikke skade dig selv mere. Hun ville ikke bare side og se på mens han gjorde sig selv fortræd.
Alane havde enormt ondt men ignorerede det, hun sad rank og kiggede Sajro i øjnene selvom hun var rigtigt svimmel.

Han lod hende bare tage kniven... Han vidste godt det var dumt at gøre men han havde brug for smerten da det var det eneste der kunne hjælpe ham fra den psykiske smerte... Ikke så meget den han ahvde påført sig selv men mere den han havde påført hende ved at være sådan en idiot overfor hende...

Han sad bare og så hende i øjnene, med et dødt blik, fordi han var fuldstænidg tom inden i sådan som han altid blev når han havde gjort noget forkert... Som han sad der lignede han nok mest af alt bare en tom skald som ikke rigtigt var noget værd og spurgte man ham var han heller ikke rigtigt noget værd...

Man kunne lige så godt bare dræbe ham... Han blottede halsen som et tegn på at hun bare kunne dræbe ham hvis det var det hun ville...

"Bare gøre det..."

Alane så stille ned på kniven, den var smurt ind i mørkerødt blod, hun kunne lugte det herfra, hvordan hans blod lugtede.
Nu havde hun dog aldrig været typen som nød blod, nej hun direkte afskyede det for at være ærlig, hun kunne ikke få sig selv til at dræbe et levende væsen som ikke havde fortjent det. Det kunne hun bare ikke, det var umuligt for hende.

Roligt løftede hun sit blik og lod sine øjne finde hans endnu engang, de var tilbage til den samme grønne farve han havde set første gang. Denne gang skinnede solens første stråler dog i dem.
Hele natten var løbet bort og solen stod nu stille op, Alanes krop sitrede af træthed men hun ville ikke sove før hun viddste at Sajro havde det godt igen, det kunne hun egentlig ikke.

Et forskrækket blik gled over hendes ansigt da hun fattede hvad han hentydede til.
Alane smed kniven fra sig og smed armene omkring halsen på ham, hun ville aldrig nogensinde kunne dræbe ham, uanset hvad han gjorde mod hende.
"Jeg vil aldrig nogensinde kunne dræbe dig", det var ikke mere end en hvisken men der var ikke brug for mere, hun hviskede nemlig direkte i hans øre.
Hun holdt egentlig bare om ham, ikke kun for at trøste ham men også for at berolige sig selv.

Han blev fuldstændig chokeret da hun lagde armene om hans hals og holdt sig tæt ind til ham... Hvor var han enligt glad for at de ikke var kommet til at gå så langt som dengang han havde været sammen med Blair... Men okay den gang havde han også været fuldstænidgt smadret psykisk, han var blevet forladt af Lyssa og havde haft brug for en ven eller bare nogen til at trøste sig, men det var gået en smule galt...

Han sad bare slap næsten og hans hjerne begyndte lige så langsomt at give tabt på at fatte hvad der foregik, og tilsidst blev det for meget for ham at forstå hvad der foregik, og hjernen slog bare fra og han sad bare helt slapt... Så hun bar alt hans vægt...

Alane ville aldrig nogensinde have gjort noget af det her hvis hun havde vidst at han både havde en elskede og et barn.
Men sket var sket og det var jo det og nu var det jo egentlig ikke fordi der var sket noget men der var blevet lagt rigtigt meget op til at der rent faktisk skulle ske noget og især fra Alanes synsvinkel da hun ikke havde en dyt styr på alt det her kærlighed og kærlige følelser.

Hun fik et chok da han pludselig lagde alt sin vægt over på hende, hun faldt tilbage og han landede ovenpå hende, hun havde ikke rigtigt været klar på det og var derfor væltet under hans vægt.
Det var ikke fordi hun ikke kunne få vejret men hun kunne godt mærke han var tung men hun brokkede sig ikke.
Alane blev egentlig bare ved med at holde om ham og slap ikke på noget tidspunkt. Hun borerede sit hoved ind mod hans hals og lå ellers bare stille, det eneste man kunne høre var hendes åndedræt.

Han lagde bare hen over hende i sin tilstand af en meget meget dyb søvn... Han ville ikke være til at vække af den drøm han var i gang i, drømmen var som sådan bare en masse billeder af forskellige ting der for det meste var billeder på forskellige følelser som så blev koblet sammen med en person eller en ting... Det var hjernen der prøvede at forstå det hele...

Han hang bare sådan og ville nok hænge der længe hvis hun ikke flyttede ham, men han ville først vågne igen efter der var gået en god time... Han skulle have det hele på plads i sit hoved...

Alane lå egentlig bare roligt under ham, hun brokkede sig ikke og sagde egentlig heller ikke noget. Hun lå bare forsat og holdt om ham og det havde hun tænkt sig at blive ved med indtil han ikke længere havde brug for det.

Hendes tanker gled rundt i hovedet på hende, havde hun været for hård ved ham, havde hun sagt en masse ting som hun egentlig ikke brude men gjorde det alligevel fordi hun var ked af det? Og svaret var ja, hun havde gjort disse ting.

Efterhånden som tankerne fløj rundt kunne hun mærke at hun blev døsigere og døsigere. Der var jo så dejligt varmt her og hun var så træt og udmattet så til sidst gled hun ind i en drømmeløs søvn. Alane havde dog stadig armene omkring ham mens hun lå og sov.

Han vågnede efter en god time og lagde mærke til at han lagde oven på hende og han blev enligtalt ret nervøs alt i alt... han vidste slet ikke hvad han skulle gøre, og han lagde bare et stykke tid og tænkte over hvad der var det mest korrekte at gøre for ham som han nu lagde der...

Han tænkte på at han nok burde flytte sig, men måske hun ikke havde noget imod det og han istedet skulle blive liggende ja alt i alt var han meget forvirret og meget splittet om hvd der ville være det rigtige at gøre i den situation, ja hvis ikke de havde haft det skænderi før, så havde han nok bare lagt sig om på siden og havde holdt om hende for at hun om ikke andet kunne holde varmen...

Men der var han i tvivl, så han forsøgte forsigtigt at fjerne hendes arme, men hvis hun gjorde modstand ville han ikke for ikke at vække hende...

Alanes arme lå forsat omkring ham, hun havde et fast greb om ham for at vise at hun var der for ham.
Stille strammede hun grebet da han prøvede at flytte sig, hun lå med en lettere bekymret og bange mine.
Det så ud som om at hun havde mareridt, også med den måde hun trak vejret på, hurtigt og i stød. Hun var bange og det var tydeligt at se. Hun havde lettere røde kinder på grund af den varme som lå omkring hende og den varme som Sajro skabte.
En lille smule sved lå fint over hendes krop og gjorde den skinnede let.

Der kom en stille vind ind i teltet og gjorde det en smule køligere mens den stille blæste let i Alanes hår.
Kuldegysninger spredte sig på hendes krop da den kølige vind ramte hendes ellers varme krop.
Da der gik kulde rystninger igennem hende vågnede hun stille. Langsomt åbnede hun øjnene og hendes øjne mødte Sajro'.
Hurtigt slap hun ham og lå ellers bare stille og så på ham.

Han rullede ned da hun så på ham og slap ham... Han ville ikke ligge og gøre noget hun måske ikke brød sig særligt meget om... Han var bare glad for at hun ikke virkede så forskrækket for ham længere og hun virkede heller ikke sur på ham mere...

"Undskyld... mange gange undskyld..."

Han havde det stadig skidt med at hun havde troet han baare havde brugt hende som legetøj eller lignende han kunne aldrig finde på det... Det elskede han Lyssa for meget til at kunne gøre, fordi så ville han ende med at være i seng med for mange...

Hun så stille på ham og satte sig op da han flyttede sig, hun sagde ikke rigtigt noget men betragtede ham bare.
Stille så hun ned igen og bed sig let i læben. "Det er okay, jeg hoppede vel for hurtigt til en konklusion"
Alane løftede blikket og så ham i øjnene og gav ham et lille og forsigtigt smil, "Jeg ved jo hvad det betyder nu, jeg har bare aldrig prøvet sådan noget før så jeg vidste ikke hvad det betød."

Alane så stille ned, hun havde ikke tænkt sig at sige t hun aldrig nogensinde var blevet holdt om, heller ikke a sine forældre.
For dem havde hun jo bare været en fejl og intet andet, noget som de skulle hurtigt af med.
En skygge af vrede lagde sig over hende men det var ikke rettet med Sajro og det var tydeligt at se. Man kunne nemt se at hun var langt væk i sine egne tanker.

Han kiggede på hedne med et lille smil... Han ville gerne have at hun skulle forstå at det ikke var for at ligge an på hende... Det var bare for at vise hende noget af det hun ikke havde prøvet før, det med at ligge med en anden person og nyde deres nærvær...

"Det var fordi jeg ville være venlig og vise dig hvordan det var at blive holdt om og holdt af..."

han kiggede ned i jorden, og lagde ikke mærke til hvordan den skygge af vrede lagde sig over hende... Og han havde sikkert også bare misforstået den fuldstændig, han var jo vant til at folk ikke brød sig om ham og han hadede jo sig selv...

Alane bed sig let i læben, hun var lettere pinlig berørt over den situation som hun nu sad i.
Hun havde hoppet for hurtigt til en konklusion og havde nu forvoldet dem begge smerte, både fysisk og psykisk. Alane havde det ret dårligt med sig selv og vidste ikke helt hvad hun skule sige eller gøre.

"Det ved jeg nu, det gjorde mig bare så forvirret og jeg anede ikke hvordan jeg skulle reagere da du fortalte du havde en som du elskede." En let rødmen lå over hendes kinder og hun så igen ned i jorden.

Stille og roligt forsvandt vreden og hun så igen på Sajro, han havde ikke gjort noget galt. Det var udelukkende hendes fejl og det havde hun det dårligt med. Hun var ked af at hun havde slæbt ham ud i det her og hun ville så gerne sige undskyld men hun vidste ikke om han burde eller ej.

"Undskyld Sajro", hun så ham i øjnene mens hun sagde det men sinkede blikket efter hun havde sagt det.

Han kiggede på hende... Han var ikke skadet på nogen måde, hverken fysisk eller psykisk... Fysisk smerte var oftest bare en nydelse for ham, og det gjorde ham intet at han kom til skade... Han var vant til det, og det var derfor intet problem for ham...

"ja jeg ved det, og jeg skulle nok have fortalt dig det som noget af det første istedet for..."

Han kiggede på hende, og da hun så ned tog han blidt om hendes hage og løftede hendes hoved op... Han kyssede hende blidt på panden, som en far gjorde ved sin lille datter når hun var ked af det...

"Der er ingen grund til at undskylde... Det var vores begges fejl, vi forstod ikke hinanden, og derfor gik det galt..."

Han slap så hendes hage igen...