Why Are You Here? ((Sajro))

Tid: Aften...
Sted: I skoven, i den lysning, hvor de mødtes første gang...
Vejr: Solen ligger næsten 1 time over træernes toppe og næsten skyfrit...
Omgivelser: et enkelt træ, knælangt halvtørt græs og nogle få blomster. En forhøjning med udsigt ned til skovkanten...

Den gule skrives stråler lagde sig blidt over træernes kroner og enkelte steder fik de fuldendt deres søgen og en enkelt gylden stråle fik sig fundet vej igennem den endeløse labyrint af blade ned til jorden, der myldrede med liv, tros det faktum at det lakkede imod efteråret. De fleste af skovens beboere havde travlt med at samle ind til vinterforrådet, så de ikke skulle komme til at lide under de mange ugers sne, de kunne se frem til. Efterårets komme blev ikke kun varslet af dyrenes utrolige aktivitet, men også planterne var begyndt at hænge lidt med hovederne, samt den gyldne skive, der var begyndt at forkorte sin bane over himmelens uendelige blå hav, der også var begyndt at lade de kolde vinde passere i ny og næ. Det var nok de svindende dagstimer, der var det, der plagede hende mest, da hun havde en plagende fornemmelse, der fortalgte hende, at hun ikke ville overleve vinterens og mørkets komme. Hendes tid var ved at rinde ud og hun stod nu med mindre end et helt timeglas tilbage.
Det var dog ikke disse dystre tanker, der strejfede hendes sind i øjeblikket. I øjeblikket havde hun øjnene og tankerne et helt andet sted. Lige der lå hendes tanker på skabningen, der lå med hoved i hendes skød.
Et stille smil havde bredt sig over hendes læber, mens hendes spinkle fingre kærtegnede den lille skabnings kind. Hendes hoved lå let på skrå, så den nattefarvede fletning faldt ned langs hendes side og blottede hendes nakke til den gyldne skives skue. Hendes øjne var fyldt med samme ømhed og kærlighed til det lille væsen, som en løvemor viser sin unge, med samme løfte om at intet vil gøre det kære lille væsen skade på hendes vagt. Træet skygge stragte sig over dem, mens den gyldneskives stråler malede gæsset i en lettere cremefarvet i toppen, hvor vinden blidt svejede det fra side til side Hun åbnede stille munden, da hun fortsatte den lavmældte sang til ære for det lille væsen "Let me se both the light and the night... The shadow and the sun... we are one... with every step you take" Hun betragtede bare stille det lille væsen som hendes ord tonede ud i stilheden og hun blidt plantede et kys på den lille skabnings pande og strøj en smule hår væk fra dennes pande. Det lille væsen lå med hoved i hendes skød så det mørkeblonde-næsten sorte- hår lå ud over Lysandras hvide kjole som en vifte, mens hun havde placeret begge hænder på Lysandras ene ben og lukket øjnene helt i, så det lignede, at hun sov fredfyldt. Hun var klædt i en helt lys lysegrøn knæ-lang kjole og hendes hår gik hende til lidt over hendes bare skuldre og hvis man skulle have taget et skud på pigens alder ville de fleste nok gætte 3-4 års alderen Hun sad bare og lukkede helt af for omverden under træets skygge med den lille pige i sit skød...

Sajro kom med stille og rolige skridt gående i gennem skoven. Som sædvnaligt havde han ikke nogen skjorte på eller noget som heslt på over kroppen... Han gik bare stille og roligt gennem skoven og mærkede den varme brise og solens stråler ramme hans nøgne torso. Han havde det egentligt meget godt. Han bød det virkelig at slappe af på den måde, at nyde livet sammen med sig selv og ingen andre...

Siden Lyssa var gået bort og ikke længere var en del af hans liv, var han begyndt at tænke mere på den kvinde der var dukket op i hans minder meget pludseligt... I starten var han skræmt af hende men senere hen kunne han mærke at han havde nogle andre følelser også, og det var grunden til at han også bevægede sig ud i den skov, da han mindedes at hun var der et sted...

Han gik stille hen mod hende da han lagde mærke til hende... Han smilede stille til hende...

''Hej... Jeg har ledt efter dig...''

Hans stemme var glad da han gik frem mod hende... han håbede hun kunne huske ham... Og han hadede sig selv fordi han ikke kunne huske hvad hendes navn faktisk var...

Hun sad bare under træets skygge og lavede bevægelsen, der fik det til at se ud som om hun aede det lille væsen. Hun var helt optaget af den lille skabning og lagde derfor ikke mærke til sine omgivelser, hvilket også var grunden til, at hun var ved at fare op, ved lyden af hans stemme, det lille væsen i hendes skød fik hende dog til at blive siddende. Hun lagde stille hoved til den anden side og fortsatte de blide berøringer af skabningens kind. Hun turde næsten ikke en gang vende hoved og se på ham, den mand der havde kastet hendes søster i armene på Den indre dæmone Lea og derved havde efterladt hende med ansvaret for den lille skabning, der tildels også var hendes. Den lille pige åbnede stille øjnene ved lyden af hans stemme og vendte hoved en smule imod Lysandra, før hun åbnede den forårsgrønne øjne og spurgte med sin lyse stemme "Hvem er det Mama?" før hun stille vendte blikket imod den nyankommende Lysandra blev bare ved med at betragte det lille væsen uden at værdige ham et blik, før hun med en monton stemme svarede ham, som om hun snakkede til en væg "Nej, Jeg ved udemærket godt, hvem du ledte efter" Hun rejste sig stille og tog den lille skabning i hånden. Den lille pige rejste sig med et spørgende blik i øjnene og betragtede lysandra, før hun gentog en smule mere bestemt "Hvem er den mand Mama?" hun vendte blikket fra den ene til den anden skiftevis Hun vendte hun blikket imod ham og med intet tegn på følelser i blikket fortsatte hun "...Men hun er her ikke mere" Hun vendte stille blikket ned imod den lille pige, før hun svarede hende i et blødt tonefald der sammentidigt var en smule anstrængt"Han er en af mamas gamle venner, Tia skat" Hun vendte så blikket imod ham igen med de samme tomme øjne som før og parat til at forsvare den lille pige, hvis han skulle finde på noget...

''Altså med mindre du har en tvilling så er det dig jeg leder efter... Jeg husker ikke meget fra mødet, og ved intet om hvad du hedder... Men dit ansigt og dit udseende er det eneste jeg kan huske...''

Han syntes hun gjorde nogle meget underlige ting, og vidste slet ikke hvad han skulle sige til det, og derfor reagerede han slet ikke på det der skete, og rykkede sig bare hen til hende og satte sig ned ved siden af hende, og vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende...

''Kan jeg få dit navn? Jeg kan virkelig ikke huske noget fra da jeg mødte dig... Det mangler alt sammen ud over dit ansigt faktisk...''

Han så stille ned i græsset...

Hun så bare på ham med tomme øjne og var meget opsat på, at han ikke skulle komme i nærheden af den lille pige, hvilket var grunden til at hendes øjne ikke veg fra hans skikkelse. Hendes stemme havde ikke ændret sig, da hun svarede ham "Du ved godt, at jeg har en tvilling, hvorom jeg deler denne krop med. Den selv samme søster, som du forlod til føde for dæmonerne" Hvordan kunne han overhoved tænke sig at komme her igen, efter at han havde lovet hendes søster verden og derefter forladt hende? Hun kommenterede så tørt på den næste han sagde "Du kan ikke huske andet end min søsters og min krop, det er der ikke noget at sige til, efter som det var den eneste grund til du kom i første sted" Hun havde allerede rejst sig op, da han satte sig ned og hun havde stille skubbet den lille pige om bag sig, så hun stod imellem dem. Han skulle ikke også have lov til at tage hendes niece fra hende. Hendes stemme var stadig tom, men øjnene kolde, da hun svarede ham "Hvis du ikke en gang kan huske min søsters navn eller den måde du behandlede hende på, hvis du kun kan huske hendes udseende og krop, så giv os en god grund til, at vi skulle fortælle dig det og ikke bare forsvinde ind i skoven, du ville jo ikke kunne finde os igen" hun var ret så sikker på, at han spillede, hvilket hun ingen planer havde om at falde for igen. Hun trådte et par skridt baglænds og stadig med de kolde øjne neglet til ham...

''Hvad ved jeg? Og hvad gjorde jeg?''

han så undrende på hende, og da hun snakkede om at han var kommet der kun på grund af hendes krop, forstod han det endnu mindre... Han var virkelig forvirret og lignede nok mest af alt et kæmpe spørgsmåltegn da han sad der og ikke forstod noget som helst...

''Hvad?''

Han så endnu mere undrende på hende med det sidste, og da hun rejste sig rykkede han sig væk fra hende... Han havde ingen god grund at sige da han ikke kunne huske ret meget og slet ikke vidste hvad der ville virke overfor hende, og han var totalt forvirret...

''Jeg kan ikke give dig en god grund... Jeg husker intet fra vores tidligere møde, ved bare det har fundet sted... Men hvis du vil gå så gør det, jeg stopper dig ikke...''

Han bukkede elegant, som i en gestus til at hun måtte vælge...

Hun trak vejret tungt, da han virkede til at være komplet forvirret og stillede de mest latterlige spørgsmål, selv for ham. Hun så stadig på ham, men nu med et opgivende blik, da hun svarede ham "Du husker det virkelig ikke, gør du? ikke en eneste lille ting ud over vores udseende?" Hun stod stadig de lidt mere end en meter fra ham, da hun sukkede og gned sig stille i øjnene med den ene hånd, før hun fortsatte "sig ikke at du har du fået hukommelsestab?" Hun åbnede stille øjnene og så på ham igen, før hun fortsatte "...For hvis det her er en langt ude joke eller et forsøg på at undskylde så er vi fortabte" hun så på ham med et gennemborende blik, som om hun prøvede at finde ud af, om der var nogen spor af løgn eller lignende i hans øjne. Da hun ikke fandt andet end forvirring sukkede hun tungt endnu en gang, før hun satte sig ned igen, men stadig sådan, at hun sad mellem ham og den lille pige "Dine ord frarøvede min søster friheden og på grund af det dræbte dæmonen hendes ufødte barn..." Hun så ned på sine fødder og ud over lysningen, før hun rettede sig selv "...Dit ufødte barn" Hun lød meget træt og kunne ikke fatte, at hun virkelig gad at forklare ham, konsikvenserne af hans valg...

''Nej jeg husker intet... Og selvom jeg måske har gjort noget slemt, bør du stadig behandle mig med respekt, og ikke som om jeg er et fortabt barn!''

Han hadede når folk ikke kunne se hvornår det var korrekt at virke opgivende og hvornår de bare burde kæmpe... Det kunne gå ham ret meget på...

''Hvis jeg havde vidst hvad der ville ske... Så havde jeg aldrig gjort det...''

Han så på hende, med meget alvorlige øjne... han ville aldrig have gjort noget der kunne føre til noget så slemt, og det vidste han var sandheden... Så han var blevet holdt bag lyset...

''Mit ufødte barn?''

Hvis hun begyndte at sige det var hans valg... Ville han nok gå hen og blive meget aggressiv over for hende... Han kunne intet huske, og havde ingen viden om hvad der kunne ske... Så at give ham skylden ville være som at give et barn skylden for at have taget en slikkepind der udløste en bombe det intet vidste om...

Da han begyndte at vrisse af hende reagerede hun ikke voldsomt på det, men svarede bare "Du er ikke noget fortabt barn, men jeg mener du ville kunne forstå mig, hvis det var dig, der sad i mit sted" Den vrede og kulde hun havde følt for ham før var pakket ned for nu, da hun havde fattet, at han ikke huskede noget overhoved. Det faktum, at han blev sur over, at hun nu havde lagt sin vrede væk gik hende en del på, da hun ikke fandt det rimligt over for hverken hende eller hendes indespærrede søster. Hun tænkte stille og så ikke på ham, da hun svarede "Hun fortalgte dig det ikke, fordi du næsten begik selvmord to gange, da i ikke kunne være sammen, så af frygt for, at du ville gøre det igen, hvis du fik at vide, hvad hun måtte give afkald på, for dig" Hun sad bare stille og så ikke på ham overhoved, da hun ikke ville give den indre dæmon nogen grund til, at tage over, hvilket så bare ville begrænse den tid hun havde tilbage. Hendes stemme var hverken kold eller tom, da hun svarede ham "Ja, vi blev gravid efter du havde været sammen med hende den nat. Jeg bar barnet i 4 måneder, før dæmonen fandt det en trudsel og dræbte det" Hun bed sig stille i læben, da det gjorde ondt bare at tænke på, hvilket var grundet, at hun jo havde knyttet sig så tæt til det lille ufødte barn, at hun havde set det som sin datter, hvilket det biologisk set også var...

Han vrissede kun af hende over hendes måde at tale til ham... Hun opførte sig stadig som om det hele var hans skyld, og han ahvde aldrig vidst noget om konsekvenserne... Hvis han havde vidste at det var så falrigt havde han aldrig bedt hende om det... Han troede det bare handlede om et spørgsmål...

''Hvis du ved jeg intet vidste... Hvorfor er du så så vred på mig?''

Han så på hende... Han var ikke glad for det han hørte men var for meget i chok der til at kunne forstå noget omkring det, eller for den sags skyld kunne svare hende omkring det eller sige noget... Det havde han ikke forventet...

Hun tænkte bare stille og blev ved med at se på et træ i udkanten af lysningen, bare for at undgå at provokere den indre stemme, der var begyndt at røre på sig i form af en smerte i mavereligionen. Hans spørgsmål overraskede hende ikke, men hendes stemme var bare helt normal, da hun svarede ham "Det er meget svært at ligge ens normale adfærd på hylden efter to minutters snak Sagonis siden du forsvandt har vi kun truffet meget få, der ikke ville noget ondt. Det og så det faktum, at vi er døden nær..." Hun tænkte ikke rigtigt over, at han ikke reagerede på det hun sagde, men trak bare benene op under sig og lagde armene omkring dem, før hun sukkede og lukkede øjnene. Hun sagde så "Men du må have et spørgsmål eller to som du gerne ville have besvaret, ellers havde du nok ikke ledt efter os igen, rigtigt?" Hun sad bare og krøb sammen, mens hun prøvede at holde tårene tilbage, da det han havde sagt havde revet op i nogle ikke sjove minder af hendes...

Han så på hende... Han syntes alt i alt bare det var dumt at have dårlige tanker om alt og alle, lige meget hvor mange dårlige folk man havde født, og det var noget der faktisk kunne gøre ham en smule irriteret i længden...

''Man kunne også bare lade være med at være mistroisk overfor alle folk...''

Han havde faktisk ikke noget han ville spørge om, han ville bare finde hende, men havde ikke forventet hun havde været så fjendtlig overfor ham, og det var grunden til at han var som han var...

''Næh... Ville bare møde dig... Da du har hærget mine drømme længe...''

Han rejste sig op og vendte sig væk fra hende...

''Men jeg virker alt andet end ønsket så jeg vil gå igen...''

Hun tænkte bare stille og betragtede træet, mens hun kunne mærke dæmonen, der trak mere og mere i hende. Hun havde ikke givet liv til noget ondt væsen og havde altid selv været en del af lysvæsnerne. Hun havde altid troet på det gode i folk, men det havde ændret sig, da hun var blevet besat af Yues indre dæmon og Yue fanget i hendes sinds mørke. Hun sukkede lydløst "Jeg er et lysvæsen, hvis sind er besat af min egen søsters indre dæmon, den samme dæmon, der lokkede hende til at åbne døren ind til mit sind og derved få hende til at betale for at være sammen med sig, hvilket jeg ville have tilladt, hvis bare hun havde spurgt. jeg er ikke mistænksom over for andre og ville ikke såre andre, den eneste grund til, at jeg er fjentlig, er at jeg ikke vil for tæt på nogen og derved risikere, at den indre dæmon tager deres liv" Hun vidste ikke hvorfor hun sagde det, men det røg bare ud af munden på hende, som hun sad der. Hun tænkte stille og var ret overrasket over hans næste ord, da hun vantro gentog dem "Har jeg hærget dine drømme?" Hun var lige ved at vende sig om af en slags overraskelse. Hun sad bare stille og forstod ikke hvad det var han sagde til sidst. Hun ville enlig gerne have sat ham ind i det hele, alt det Yue ikke havde fortalgt ham om deres verden og den verden de kom fra, men han virkede underligt tom i forhold til sidst, som om han manglede den godhed, der havde drevet ham til at holde om hende i de trancer han havde været vidne til. Hun vidste også, at der kun var en mulighed tilbage, hvis hun skulle overleve, nu da han tydeligvis ikke var interesseret i at hjælpe...

''Så fordi din søster var sammen med mig, slap hendes indre dæmon fri, så det nu er den der er i dig istedet for din søster?''

Han vidste ikke om han forstod det bare en smule... Han forstod det virkelig slet ikke, og det gav ikke meget mening, noget af det, og han så stille på hende da hun såurgte om hun havde hærget hans drømme...

''Lidt... Nogle gange var det noget med at jeg lagde blodig og forreven på en seng, med hende, eller dig, over mig... Men i drømmene så jeg kun dit ansigt... Og andre gange var det dig og mig, der badede i en lille skov så, og bare pjattede... igen kun ansigt...''

Han ville gerne hjælpe hende men han følte sig ikke velkommen...

Hun tænkte stille og overvejede hans ord, da antydningen af et smil sneg sig op i hendes mundvig, ved påmindelsen om den første teori han havde haft om dem for så langt tid siden. Hun vendte sig stille imod ham og så på ham, da hun forklarede "Normalt deles vi, hun blandede sig kun, når jeg ikke selv kunne klare det eller der skete noget som en lille englepige ikke skulle være vidne til, men før det blev sådan flød vores personligheder næsten sammen. En gammel dame fik Yue til at sværge de ti synder i gudindens navn, så vi derved forblev os selv. Yue brød de første 9 da vi var yngre og den sidste ville sende hende til helvedet, hvis jeg ikke gav hende lov. Hun overvejede ikke at bryde den ind til du dukkede op. Du viste hende, at der var andre følelser end smerte og had. Da hun begyndte at overveje at bryde det sidste løfte smed gudinden hende i trance og påmindede hende om den. Hun besluttede sig for at spørge mig om lov, hvilket gik galt og hun lukkede den stærkeste af sine indre dæmoner ind i mit sind. Dæmonen tvang hende til at vælge mellem at Dø, tage dit liv bag efter eller blive forseglet i hendes sinds indre mørke. Hun valgte den sidste." Hun holdte en lille pause for at se om han var nogenlunde med, før hun fortsatte "Nu har den indre dæmon taget hendes plads og langsomt overtager den denne krop efter som dagstimerne svinder, jeg har nu kun nogle få timer om dagen, hvor jeg er ved bevidsthed og det eneste, der holder hende væk er lille Tia her" Hun klemte blidt den lille piges hånd "Du kan nok ikke se hende, men min teori er, at hun er jeres datters ånd og den eneste grund min søster havde for at overleve" Hun betragtede ham bare stille, før hun spurgte "Giver noget af alt det jeg siger mening? eller kommer hukommelsen tilbage?" Hun tænkte stille og smilede kort ved det sidste han sagde "Det med skovsøen er rigtigt nok, men det andet erindre vi ikke noget om" Hun tænkte bare stille og så ud over lysningen, der var blevet mere dunkel efterhånden som den gyldne skive næsten havde nået enden på sin daglige rute og nu manglede lidt under en time...

Han sad bare og lyttede lige så stille, og ville der egentligt bare ønske at han aldrig var dukket op i deres liv... Han var heller aldrig til andet end besvær for alt og alle omkring sig... Han var også sikker på inderst inde at han var skyld i at Lyssa var død, og han vidste jo også godt at det var løgn for ham når han sagde han havde mistet følelserne for hende... Han var bare næd til at holde sig selv hen hvis han ikke ville lide mere end han allerede gjorde...

''Jeg ville ønske jeg kendte en måde at rode bod på at jeg er dukket op i jeres liv...''

Han havde ingen anelse om hvad han kunne gøre for at hjælpe hende/dem og det gik ham egentligt meget på... Han så stille på hende...

''Det giver lidt mening, og nej ingen hukommelse... Men kan jeg ikke få jeres navn, eller navne, det går mig på ikke at kende dem?''

Hun rystede stille på hoved af ham med et stille smil på læberne over det han sagde "Du skal ikke fortryde det medmindre du ikke nød det, du gav min søster 3 dage i den himmel, som hun er bestemt til ikke at komme i, du gav hende hele hendes livs lykke på tre dage, det er jeg dig taknemlig for" Hun trak vejret tungt og så ud over lysningen "Jeg kender få måder, hvor på jeg kan bringe min søster tilbage, men den ene er kun midlertidig og køber mig kun mere tid, mens den anden skal jeg bruge hendes hjælp, hvilket er grunden til jeg ikke har prøvet endnu" Hun tænkte bare stille og sukkede tungt, mens hun overvejede, hvor langt tid der ville gå, før hun blev nødt til at smide sig selv i trance, for at den indre dæmon ikke kom frem. Hun så bare ud over lysningen "Min søsters navn er Yukatarine, men vi kalder hende Yue. Den indre dæmon hedder Lathoria, men kaldes Lea og jeg hedder Lysandra, men bliver kaldt Lya... Det var Yue, du var sammen med" Hun smilte mat og en smule træt, da hun tilføjede "Det var i denne lysning i mødtes første gang" Hun ville gerne hjem og i trance, for ikke at friste skæbnen, men vidste også godt at forlod hun ham nu eller han hende, så kunne hun godt vinke farvel til chancen for at rede Yue og i det hele taget overleve...

''Jeg ved jo desværre ikke om jeg nød det... Men da jeg ikke har dårlige minder omkring det regner jeg med at der ikke skete noget skidt for mig...''

Han så stille ned i jorden, da han hørte efter det hun fortalte og tænkte over om der var noget han kunne gøre... Hvad var det de skulle gøre for at blive normale, og hvorfor forsøgte hun ikke at snakke med hendes søster?

''Kan du slet ikke komme i kontakt med din søster?''

Han kiggede sig lidt om og vendte så sin opmærksomhed mod hende igen...

''Denne lysning lige frem? Jeg vidste der var noget med området og dig, jer, men ikke hvad...''

Hun tænkte stille og så bare ud over lysningen, stadig med armene omkring hendes ben. Hun følte sådan en mat og tung fornemmelsen i kroppen, som en kræftsyg person, der først nu har accepteret, at personen ikke har mere end at par uger tilbage. Den lille pige satte sig stille op og med et kort blik på Lya, før hun rejste sig helt og gav sig til at lalle rundt og plukke blomster, som om hun godt vidste, at det ikke var noget hun skulle deltage i lige forløbig. Hun smilede lidt over synet af den glade lille pige, men fokuserede så på det han sagde og nikkede stille, han havde sagt noget lignende, før han forlod dem. Hans næste ord fik hende dog til at tænke lidt, før hun svarede "Jeg kan kun snakke med min søster i de øvre sindslag med mindre jeg tager ind til hende i hendes sind. Hvis du forstiller dig et hav, der er delt op i to af en enorm væg. På den ene side af jeg og lever i toppen af vandoverfladen, hvor der ingen fare er, men så snart jeg dykker ned må jeg stå ansigt til ansigt med mine indre dæmoner og problemer. Jo længere ned jeg kommer jo værre bliver det. Den eneste måde jeg kan kontakte hende på, er at åbne den dør i vægen og dykke ned i hendes sind til der, hvor hun er fanget. Grunden til jeg ikke har prøvet er, at jeg som engel er for svag til at beskytte mig selv imod hendes indre dæmoner" Hun tænkte stille og ventede bare på hans reaktion, mens hun lyttede til hans næste ord og svarede "Ja, i denne lysning... Men du var ikke just glad for os i starten" hun smilede en smule ved tanken om hans reaktion på det faktum, at hun havde været en engel med samme aura som en dæmon...

Han vidste ikke om han kunne gøre noget som helst for at hjælpe hende... Han kunne jo nok ikke gøre det for hende, da det nok ville kræve at flytte hans sjæl, og nogle gange tvivlede han selv på at han overhovedet havde en... Han så stille på hende, og blev bare nød til at spørge om noget...

''Er der noget som helst jeg kan gøre for at hjælpe?''

Han ville egentligt gøre nærmest alt han kunne, da han vidste, selvom det var ubevidst, at det var hans skyld at de sad i den situation de var i... Han kiggede stille på hende, og det var som om nogle af minderne kom stille tilbage...

''Din søster er en blod dæmon ikke?''

Han skulle være sikker, men han forventede det da hun havde taget store dele af hans blod...

Hun tænkte stille og fjernede ikke øjnene fra den legende pige, der lallede rundt så fint, som om hele verden bare var lut og lagkage, som om hun ikke havde set verdens rædsler i øjnene endnu. Hun betragtede bare den lille pige med samme blik som englen havde betragtet hende i sin tid, mens hun havde lallet rundt og samlet blomster. Hans ord trak hende dog lidt tilbage og hun overvejede det stille "Sidste gang, da min søster frivilligt lagde sig selv i trance, hjalp du hende ikke inde fra, men her ude fra, så jeg har grund til at tro, at du faktisk er den eneste, der ville have en chance for at hjælpe, hvis ikke bare en smule" Hun sukkede stille og overvejede at spørge ham, om de ikke kunne fortsætte samtalen der hjemme, men det blev kastet ud af hendes hoved ved hans næste spørgsmål, da hun stille vendte hoved imod ham og svarede "Min søster er bloddæmon, ja... Men det må være noget du selv har konkluderet, da hun ikke har fortalgt det, så vidt jeg erindre" Hun tænkte stille og tilføjede så "Tror du, at det måske er muligt for dig at få din hukommelse tilbage?" Hun vidste ikke, hvorfor hun spurgte, men hun var sikker på, at det var en oplysning, som Yue ville give en del for at få fingrene i...

''Kan du fortælle mig bare lidt om hvad jeg gjorde?''

Han vidste ikke noget, og vidste faktisk ikke engang om der var nogen mulighed for at få hans hukommelse tilbage selvom det at være sammen med hende, faktisk fik den til at dukke op lige så langsomt, og det måtte han hellere fortælle hende... Det var ihvertfald noget han syntes var relevant...

''Det lader til at møde dig har gjort noget ved min hukommelse... Så den kommer nok lige så langsomt tilbage... Jeg har selv konkluderet det ud fra hvor meget af mit blod jeg mindes hun drak...''

Han så sig stille omkring og kiggede lidt i den retning hun havde set tidligere, men der var jo intet at se for ham, så det var ikke noget han tænkte videre over overhovedet...

Hun tænkte stille og lagde sit hoved i blød, da han spurgte, hvad han havde gjort. Hun rettede stille blikket imod den lille pige igen og med et lille smil i stemmen svarede hun ham efter et stykke tid "Du gjorde mange ting Sargonis, så jeg er bange for at du bliver nødt til at specifisere spørgsmålet en smule, hvis ikke vi skal sidde her hele natten og morgendagen med" Hun vidste, at det faktum, at hans hukommelse kunne genvindes ville være et af Yues ønsker, hvis hun kom tilbage, men smerten i maven fik et trækning til at løbe over hendes ansigt og fik smidt Yue ud af hendes hoved for en tid. Hun nikkede stille til det næste han sagde "Det ville hvertfald være en god nyhed til min søster, hvis hun stadig lever... Normalt er den eneste grund til, at hun kommer ud at drikke blodet fra andre, men hun har aldrig brudt sig så meget om nogens blod, at hun ikke har tømt dem, bortset fra dig, det faktum, at hendes eneste ønske var, at jeg skulle beskytte jeres datter, bekrafter bare min teori" Hun betragtede stille den legende pige med kærlige øjne "Jeg tror, hun elskede dig, selv om hun ikke forstod ordet selv og var opdraget til ikke at føle andet end smerte og had" Hun tænkte ikke så meget over hvad hun sagde, men sagde bare det der faldt hende ind, mens hun stadig ikke tog øjnene fra pigen...

''Det kan jeg desværre ikke rigtigt... Kan du ikke bare komme med lidt generelt om hvad jeg gjorde? eller nogle eksempler?''

Han så stille på hende, og blev egentligt meget overrasket over det hun fortalte om hendes søster... Var hun virkelig forelsket i ham? Han måtte selv indrømme at han kunne mærke han havde haft nogle følelser for hende som ikke blot var seksuelle og at det egentligt var grund til at han var gået efter at finde hende, men han vidste ikke hvorfor han havde de følelser da han ikke huskede meget...

''Jeg tror vi måske skal forsøge at få min hukommelse tilbage så? Men har du ikke et sted vi kan gå hen? Jeg mindes en hytte?''

Han gik helt hen til hende, for at se om hun stadig var meget utryg ved ham...

Hun tænkte sig en smule om og overvejede det lidt, mens hun stragte sig en smule og så svarede med øjnene på det lille pige "Du redede os fra at få et mord på samvittigheden. Du tilbød frivilligt Yue dit blod, da hun var svækket og lige havde fået kontrollen. Du viste hende, at du var stærkere end først antaget og at du kunne tage, hvad du ville. Du blev og holdte om hende under en trance. Du modbeviste alle de ting som hun ind til nu havde troet på og kom i kontakt med den bedre del af hende. Du hjalp hende, da hun var svagest. Du fortalgte hende og viste hende, at hun var værsat og faktisk betød noget for nogen. Du viste mig, at hun faktisk også havde følelser, der mindede om dem jeg havde. Du fik hende til at tro på det gode i en ande, hvilket i sig selv var en bedrift. Du fejede benene væk under hende både fysisk og psykisk. Du lærte hende at elske, selv om hun ikke kender ordet og kun kan gætte på, hvad følelsen hedder... Og så forlod du hende bagefter med ordene om, at hun var sygt sex- og blodlysten" Hun betragtede bare stille den lille pige og strammede grebet om sine overarme en smule, da endnu en smerte skar igennem hende. Hun fokuserede på hans stemme og det hjalp en smule, men ikke meget "Det ville være en vis ide og jo, vi har en lille hytte... Men det er godt, at din hukommelse kommer en smule tilbage" sagde hun med et lille smil i stemmen og rejse sig så, før hun rettede på den knælange hvide kjole og så på ham "Skal vi gå?" spurgte hun og lagde hoved lidt på skrå, så fletningen lagde sig ned ad hendes ryg...