Hård omgang.

Tid: 12:24
Omgivelser: Der er et par personer der går, ellers er der kun dyr.
Vejr: Der er lyst og solen skinner ned gennem trækronerne.
Sted: Asheen Three Forest.

Blair stod i en butik i udkanten af Doomsville, hun havde ikke nok penge til at få nogle af tingene der var i butikken, så når ingen kiggede proppede hun ting ned i hendes taske, hun fik noget slik, noget brød og med nød og næppe en pakke cigaretter. Hun gik ud af butikken som ingen ting var sket, heldigvis havde de ikke sådan en tyverialarm, så havde hun haft væsentligt mere travlt. Hun gik langsomt ned mod skoven, hun tog altid derhen når hun ikke kunne komme hjem, var det skoven hun brugte som tilflugtssted. Blair havde som sædvanligt en kort top på, der havde to hak i siden, og et par lange støvler, hvor der naturligvis var en kniv i, hvis hun fik brug for det. Blair fandt en bænk og tog et par stykker af slikket, men hun havde tænkt sig at gemme det til andre dage hvor hun var mere sulten. Det var ikke svært at se Blair var undervægtig, men hun prøvede heller ikke ligefrem at skjule det. Blair fandt pakken med cigaretter frem og fandt ud af hun havde glemt noget at tænde dem med. Hun brugt dog sin skovkundskaber og prøvede at skabe noget ild ved hjælp af sten. Det lykkedes hende at skabe nogle gnister der antændte cigaretten. Hun tog et hiv af cigaretten og mærkede røgen fordele sig i hendes lunger. Hun elskede den fornemmelse, og savnede det.

Alane var lige vågnet, hun havde sovet længe i dag. Den varme fornemmelse havde været for dejlig til at hun havde haft lyst til at kravle ud. Hun rejste sig op og strakte sig hvorefter hun stille fik noget tøj på, hun tog et par korte shorts og en top som sluttede lige under hendes bryster da resten var revet af. Hun redte sit hår med fingerne. Stille gik hun ud i skoven for at få fundet noget morgenmad.
Hun fandt sin fløjte frem og begyndte at spille på den, de sirlige og skarpe toner fyldte luften omkring hende mens hun stille gik gennem skoven, hun havde bare tæer og nød at gå på jorden under sine fødder. Hun gik over til nogle jordbærplanter om var i skovbunden. Hun plukkede dem stille mens hun holdte pause med at fløjte. Hun så sig omkring og fik øje på en pige, måske lidt yngre end sig selv.

Blair hørte ikke skridtene der nærmede sig, det der afslørede en person der kom nærmere var fløjtende toner. Blair lyttede til den gode musik, personen der fløjtede var ikke helt uvant med en fløjte, Blair havde prøvede at stable et band på benene, men dem der har prøvet at deltage havde ikke det talent som personen der fløjtede havde. Blair fandt kniven frem for at være sikker på der ikke skete noget yderligere, hun havde været ude for nok til at vide det krævede beskyttelse at leve i verden, især på grund af den hun var, hendes udfordrende tøjstil og og anderledes personlighed. Blair så over på pigen der havde fløjtet, hun var ikke ret meget ældre end Blair, hvis de ikke var lige gamle. Det var svært for Blair at bedømme aldre, så hendes gæt var som regel altid forkerte. Hun kunne selvfølgelig godt se om en person var tættest på 20 eller 30, men hvor de helt præcist lå var ikke let for hende at gætte. Blair lagde kniven ved siden af hende og fortsatte med at ryge.

Alane fandt noget brød frem fra en lille pose som hun havde med sig, langsomt satte hun sig ned.
Hun tog lidt ost frem og lagde det ovenpå brødet. Det var ikke fordi hun manglede mad. Hun kunne selv fremstille det og skaffe det fra naturen og dens dyr som boede her. Igen lod hun blikket falde over på pigen. Hun var alt for tynd.
Stille lagde hun fløjten tilbage i det hylster hun havde til den. Langsomt rejste hun sig op og gik over mod hende.
Hun satte sig ved siden af pigen og rakte hende brødet med osten på, "Her"
Et smil lå over hendes læber og hun så hende i øjnene. Hun lugtede stille og rynkede på næsen, det lugtede fromt men hun havde ikke tænkt sig at brokke sig, det kunne hun ikke tillade sig. Kort så hun å kniven men gjorde ikke synderligt meget ved den.

Blair lod hendes hånd ligge på knivens skaft, hun skulle ikke nyde noget i hvert fald. Blair så undrende på hende, hvorfor gav hun hende mad? Men når det kom til mad var Blair grådig og så var hun ligeglad med hvem det kom fra. Hun tog maden og undersøgte den for at sikre sig der ikke var noget i den der ikke hørte hjemme der, men da den blev godkendt tog hun en lille bid af den, før hun lagde den ned i sin taske. Hun tog kniven og gemte den i sin støvle igen. Hun så op på pigen med et smil, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige til hende, et tak ville nok være på sin plads.

"Tak."

Alane nød det vindpust som ramte hende, hendes røde hår blæste blidt i vinden og røg ind foran hendes ansigt. Stille skubbede hun det om bag øret hvor det for en gangs skyld blev.
Hun var ikke bange for pigen, hun så hende ikke som nogen trussel. Alane havde en fordel og det var hendes race. Hun var ret sikker på at denne pige var menneske, ikke fordi hun følte sig overlegen men hun kunne bare nogle ting som hun ikke kunne. De spidse tænder kom til syne da hun smilte. Det var ikke ligesom varulve tænder eller vampyr tænder. Men det var bare alle hendes tænder som var lidt spidsere end normalt. Hun betragtede igen kniven, vis hun skule forsvare sig ordentligt blev hun nødt til at have noget som var større men det kommenterede hun ikke på. Hvis det fungerede fint var det jo godt.
"Så lidt, intet ondt ment men du ser ud til at have mere brug for det end mig", hun smilte stille. Intet ondt over det hun sagde eller den måde hun sagde på. Hun holdte øjenkontakt med hende da hun altid så folk i øjnene når hun snakkede med hende medmindre hun var genert eller bange, så havde hun det med at kigge ned i jorden.

Blair kunne ikke placere pigen, hun virkede meget hellig, men der var alligevel noget over hende det fik Blair til at gyse ned over ryggen. Hun var ikke som andre. Hun var som en blanding af godt og ondt. Mere over i det neutrale. Blair hævede et øjenbryn til det hun sagde. Hun vidste ikke hvordan hun skulle tage stilling til det. Selvom Blair var meget tynd, og hun godt vidste det, behøvede andre ikke at kommentere på det. Blair besluttede sig dog for ikke at være vred, det kunne være hun kunne bruge pigen til noget. Blair holdte øjenkontakten med hende og sendte hende et smil. "Tak for bekymringen. "