Why is it so hard to say? -Alex-

P: https://38.media.tumblr.com/0bf2983d0801007a9888fe1f5c4c254e/tumblr_mzun3vKub31qccbedo1_500.jpg
S: Menneskekroen oppe på Josh kroværelse.
Billede af værelset, igen uden alt det tekniske: http://www.hoejslev-kro.dk/data/imagemanager/P3200028.JPG
T: Middagstid.

Det havde været nogen lange, besynderlige og ret så anderledes dage. At have et tjenerjob i menneskebyen, havde helt klart åbnet øjnene op for ham. Han havde mødt en masse mennesker, været udsat for en hel uge uden nogen form for overnaturlige kampe og det bedste af det hele var, at han havde tilbragt hver dag sammen med Alex.
Efter de op til flere gange havde været oppe at toppes over de mest latterlige ting, virkede det endelig til, at de var faldet til ro. Nok havde de deres drillerier engang imellem, men det var som regel aldrig noget alvorligt, i hvert fald ikke som sådan. Det bedste af det hele var nok, at han endelig havde fået, at vide hvorfor hun stak af fra ham og det overraskede ham mere end han havde troet det ville. Hvem skulle have troet, at han havde en datter? En perfekt lille datter med store brune øjne? Det var ikke til at fatte... Nok fik han ikke den kønne tøs, at se så tit, men han vidste allerede at han elskede den søde lille klump.
Jo flere dage der gik, jo mere tvivl voksede der inde i Josh om han nogensinde ville få sagt til Alex hvad han følte. Det var langt nemmere sagt end gjort. Hvis han havde en sølvmønt for hver gang han havde forsøgt at fortælle hende det, ville han være millionær og ikke ligge på dette slidte kroværelse lige nu, med den mest irriterende forkølelse. Sådan en forkølelse havde han ikke haft lige siden han var et lille skravl af en knægt! Takket være den, kunne han ikke komme på arbejde og var tvunget til, at forblive i sengen, imens hans hoved var gemt under dynen. Feberen steg ham til hovedet, så hver en del af hans ansigt var tomat rødt. Han måtte ligne en ynkelige kattekilling lige nu. En kattekilling der gemte sig væk i den varme dyne og vred sig utilfreds hver gang han nyste.
Heldigvis... var der ingen der så ham sådan. Alex var nede i krostuen, i gang med arbejdet og Ghost var selv ud at arbejde eller med andre ord... Jage.
Da der blev banket på døren, lod han hovedet titte frem, så hver en lokke hår strittede ud til alle sider.
"Kom ind!" råbte han hæst.

(( Jeg svarede, 'lavede' lige emnet her, håber det okay ^^ ))

Det havde været så underligt og stille, nu hvor Josh ikke var på arbejde. Hvorfor skulle han også lige blive syg, nu hvor Carrie var rask igen. Hun arbejdede sammen med Kayla, den so… hadede hende, hvorfor, var der ingen grund til. Eller nok mest fordi den tøs havde kysset Josh, selvom Alec havde misforstået det hele, var hun stadigvæk sur over det.
Alex var kommet fra morgen af, og havde næsten med det samme bedt om at få tidligt fri. Hvilket hun havde fået lov til, da der ikke var sygt mange kunder disse dage. Da hun var færdig med arbejdet, skiftede hun tøj, om til hendes normale tøj. hun hadede at gå i sit arbejdstøj, når hunhavde fri. Da det altid lugtede af øl, når folk eller hende selv spilte øl ned af hende.

((P: http://1.bp.blogspot.com/-OJP87bdy9E4/UBj4wm4EWfI/AAAAAAAAHgI/bsKEKtR9xiI/s1600/Hyuna+4minute+Purple+Shirt+%25282%2529.jpg ))

Hun gik med det samme op til Josh, bankede på døren med en rolig hånd. Hun kunne ikke lade vær med at forstille sig hans syge ansigt, om han lignede en druknet rotte eller bare lå med en bræk spand ved siden af sig. alle billeder var klamme, han kunne jo umuligt være køn når han var syg, det kunne ikke lade sig gøre, kunne det?
Lyden af hans hæse stemme, fik hende til at åbne døren forsigtigt. Det mørke krøllet hår tittede frem som det første, hvor hun kiggede ind til ham. Hendes blå trøje var gledet ned fra den venstre skulder, hvor de brune øjne smilte kærligt til ham. ”Er du okaii?” Lød det fra hende, hvor hun stille trådte ind og lukkede døren bag sig. hendes bevægelser var rolige, dog forførende på samme tid.
Hun kørte sin højre hånd gennem sit hår, for at fjerne pandehåret fra hendes øjne. Normalt havde hun ikke pandehår, men var dog blevet klippet for nyligt… af Xander, mens hun sov, han havde fået hvad han fortjente dagen efter. Selvom han råbte op om at det ikke var ham, men hvem kunne hun tro på, Carrie kunne jo ikke engang nå saksene.
Hun stillede sig over sengen og lænede sig ned over ham, mens et drillende smil var på de røde læber. hun placerede en hånd på hans svedige pande, som roligt kørte ned af hans pande og ned på kinden inden hun fjernede den. ”Gætter på du ikke har fået det bedre, med den feber.” Hun vendte sig om mod og gik ud på hans badeværelse, hvor hun fandt en klud og en lille skål som hun hældte kold vand i.
*PIS!* Tænkte hun for sig selv, Josh så nuttet ud når han var syg, mens hun selv lignede en der var døende! Når hun var syg! Hun gik tilbage og satte sig på sengekanten, hvor hun havde benene under sig og skålen med vand på hans sengebord. Hun vred kluden og gled den roligt over hans pande, for at give ham en mindre klam følelse af hans sved. Hun vred den derefter i vandet endnu engang, hvor hun foldede den, og placerede den på hans pande. For at køle ham ned, hendes øjne var blide, nærmest moderlige. Hvilket sikkert kun var sket, fordi hun havde Carrie nu. ”Har du spist noget i dag?" spurgte hun, mens hun kiggede ned på Joshs kære ansigt.

Ind af døren trådte ingen andre end Alex, smuk og dejlig at se på som altid, med trøjen løst ned over skulderen, så man kunne se den silkebløde, måneskins hud. Hvorfor var det, at lige meget hvad denne tøs gjorde, så kunne hun ikke andet end at se godt ud? Han bemærkede endda den nye frisure hun bar. Pandehår, det klædte hende godt, det måtte han være ærlig at indrømme. Men, hvad klædte hende ikke? Selv hvis hun barberede sig skaldet, ville hun stadig være smuk og forførrende. Når man snakkede om forførrende, de bevægelser hun havde gav ham kuldegysninger. Lige meget hvad denne forbandede nuttet, forførrende, drillende, en smule irriterende og kække faldne engel gjorde, så virkede det altid som et middel til, at få hans knæ til at blive til smør.
Dog var han nød til, at dække udsynet for hende, ved at trække dynen over hovedet, så hun ikke havde udsynet til ham. Hun skulle ikke se ham sådan her! Han lignede en opsvulmet tomat, med sit røde ansigt, tørre næse og røde øjne. Normalt bekymrerede han sig ikke om hvordan andre så ham, men når det galte en som Alex, ønskede han ikke at hun skulle se ham sådan her. Han så forfærdelig ud! Det var ynkeligt!
"Jeg har det fint," hviskede han hæst under dynen. Dynen forblev i noget tid over hans ansigt. Det var pinligt, at se hende i øjnene lige nu.
Da han dog endelig fjernede den, kunne det ikke have været et værre tidspunkt, at fjerne den på, eftersom Alex stod forbøjet over ham, med et drillende smil på læben. Hurtigt tog han dynen over næsen igen, så det nu kun var de opsvulmet, mandelfarvede øjne der trittede frem, sammen med det uglede brune hår. Som om han ikke var rød nok i hovedet i forvejen, nu rødmede han også ved synet af hendes drillende smil og hånd på hans pande!
"Nej, ikke ligefrem," Den hæse hvisken blev efterfulgt af et ynkeligt host. Kunne det blive mere ydmygende?
Øjnene fulgte nysgerrigt hendes bevægelser, da hun forsvandt ud på badeværelset og kom tilbage med en våd klud, der blev placeret på intet andet end hans varme pande. Nok burde det køle ham ned, men så længe Alex var til stede, blev han ikke nem at køle ned. Hver gang hun var i nærheden, blev han så varm indeni og kunne ikke få sit hjerte til at slå normalt.
Emnet blev nu rettet hen imod snakken om mad. Havde han spist noget i dag? svaret var... nej. Han havde absolut ingen appetit haft. Det var dog også sjælendt man havde appetit som syg ikke sandt?
"Nej, jeg har ikke været sulten," svarede han hende, stadig med ansigtet halvt gemt væk under den varme dyne. "Men, det skal du ikke bekymre dig om... jeg ser du har tidligt fri?" Han forsøgte at få emnet over på noget andet.
Efter nogen minutter, satte han sig op og gemte sig stadig væk i dynen. Så længe han var syg, var den dyne hans bedste ven og han slap den aldrig af syne. Han fjernede nogen pjuskede lokker fra sin pande. "Tak for at du kom og besøgte mig Alex, men du må nok heller gå, så jeg ikke smitter dig,"
Eller ser mig så ynkelig, fortsatte han i sit hoved.

Kunne han være mere nuttet, at gemme sig under dynen på den måde fik hende til at smile, hvilket var den største grund til hendes drillende smil. Hun forstod ikke helt hvorfor han gjorde det, da der kunne være mange grunde, så som. 1. han ønskede ikke at smitte hende, 2. han var genert over hvor ynkelig man nu engang ser ud når man er syg, eller 3. han skulle hoste eller nyse? Hun valgte dog ikke at fjerne dynen fra ham, da han så meget ivrig ud til at have den ved ansigtet.
Hans hæse stemme fik hende til at kigge rundt i værelset, han burde drikke eller spise noget varmt, så halsen ville kunne få det bedre og hans pore ville åbne sig. ”Fint? Du ser ikke ud til at have det så fantastisk dog, og din stemme knækker hele tiden.” Sagde hun drillende, da han hev dynen ned sendte hun ham et kærligt smil og begyndte at grine af ham, da han trak den op for næsen igen. ”Hvor er du kær.” Lød det lavt fra hende, inden hun forsvandt ud på badeværelset.
Efter sit spørgsmål, vidste hun enlig godt svaret. Han virkede ikke til at have mange kræfter til at stå op og lave mad, og når man var syg følte man sig for ynkelig og svag til overhovedet at gå på wc. hun pustede en lok hår væk fra sit ansigt, da han satte sig op. ”Skal jeg lave noget te til dig?” Han fik enlig ikke lov til at svare før hun rejste sig og gik hentil det ene lille komfur der nu engang var, hvor hun satte vand over til at koge. Hun tjekkede hans skabe efter teen, hvor hun skulle stå på tæer for at tjekke dem der var øverst. Hun fandt en lille pakke med te blade i, hvor hun derefter hældte lidt ned i en kop og knuste dem så godt hun nu kunne med en ske. Lyden af vandet der kogte og dampen der steg fra tuden af kedlen, fik Alex til at kigge lidt på den. ”Yea, tog tidligt fri for at passe dig.” Lød det fra hende, hun drejede hovedet og rakte tunge af ham, hvor de smukke brune øjne var kække og drillende.
Da lyden af kedlen skreg gennem rummet, fjernede hun den fra komfuret og hældte vandet ned i koppen, inden hun slukkede for komfuret. Hun gik derefter tilbage med koppen og rakte den til Josh, kluden var selvfølgelig faldet ned på dynen da han satte sig op.
Da han forsøgte at få hende ud af lejligheden, smilte hun bare af ham. ”Nej, jeg bliver, bare i dag. Sover på gulvet i aften, men bare rolig smutter igen i morgen.” hun tog kluden og lagde ned i vandet igen, hvor hun derefter begyndte at flette sit hår. "Jeg ved hvad du tænker... oh nej, nu kommer Alex og dræber mig med sin madlavning." Hun havde øjnene på sit hår, mens hun flettede det. "Men Kroejeren har valgt at lave mad til dig, som Kayla bringer op. så bare rolig, du overlever."

Selvfølgelig skulle hun punktere, at hans stemme var ved, at knække sammen. Det var som, at være i starten af pubertet igen, hvor hans stemme knækkede midt over, imens han snakkede sammen med den sødeste pige han kendte. Det kunne umuligt være mere ydmygende kunne det? Han himlede bare drilsk med øjnene af hende, hvor han derefter trak dynen mere over hovedet endnu engang. Hun skulle ikke have fornøjelsen af, at se ham sådan her, det var alt for ydmygende. Næste gang hun så ham, måtte han sørge for, at han så ordentlig ud så hun ikke kunne tage øjnene fra ham! Vent... tænkte han lige det? Siden hvornår var han begyndt, at gå så meget op i hvad hun tænkte om hans udseende? Den tøs gjorde ham simpelthen tosset..
Før han overhovede nåede, at svare på om hun skulle lave noget varmt te til ham, var hun allerede gået i gang og han kunne ikke rigtig nå, at sige nej til det. Desuden, det kunne vel være rart med noget te. Det var vel godt med noget varmt for den tørre hals. Han nikkede dog svagt på hovedet, som svar alligevel og fortsatte med, at have sig selv pakket ind i dynen.
Det var på en måde rart, at have Alex i hans værelse. Synet af hende i hans lille køkken varmede hans hjerte og i et kort øjeblik, havde han bare lyst til at trække hende med ned under dynen og kramme hende resten af dagen. Men, det gik nok ikke, eftersom han var syg og de ikke var et par.
Da hun svarede på, at hun havde taget tidlig fri for, at passe ham, smilede han varmt til hende. Om det var et form for tak, vidste han ikke. Kunne Alex blive bedre? Han rødmede over sine tanker. Lige nu, opførte han sig som en forelsket skoledreng.
Hun blev i dag, sov på gulvet og forsvandt igen i morgen. For hans skyld måtte hun da gerne sove i sengen... eller... Nej, igen han var syg og kunne ende med, at smitte hende. Bare et snif af hans bakterierige lagener og hun ville ligge syg i morgen!
"Det.. Okay... Jeg håber bare ikke jeg smitter dig så," sagde han hæst og tog imod teen, der øjeblikkeligt blev sippet til. I et split sekund, blev hans tunge brændt og han trak sig omgående væk fra koppen. Med en ny kraftig rødmen på sine kinder, stillede han koppen på sengebordet og trak dynen tættere om sig.
Tanken om mad gjorde ham sulten og kvalm på samme tid. "Tak, det sætter jeg pris på,".
Han så hende i øjnene og forsvandt nu væk i de smukke brune diamanter. Efter at være forsvundet i øjnene, så han ned på hendes bløde læber og var fristet til, at kysse dem og forsvinde væk i dem. De var så røde, bløde og perfekt formet.
Igen trak han dynen over hovedet, for at spærre udseendet til hende. Ordene 'jeg elsker dig' gentog sig flere gange oppe i hans hoved, han kunne bare ikke få dem ud af sin mund. "så... Hvordan har Carrie det?" Han fjernede dynen igen og sendte hende et smil. Nysgerrig heden om sin datter, strålede i de syge øjne.
I få sekunder vidste han ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv, så i en hurtig reaktion på at undgå det akavede, kastede han dynen over hende og grinte kærligt.

Han blev ved med den skide dyne, hun fandt det fantastisk kært og havde enlig bare lyst til at kramme ham og grine af hans opførelse, som hun gjorde med Carrie når hun gjorde noget kært, hvor hun somregl råbte op omkring hvor nuttet hun var. Problemet var nok, at Josh ville finde det nedladende og træls hvis hun valgte at gøre det mod ham.
Man skulle nok ikke tro det, men Alex havde aldrig rigtig gået op i sit udseende, hun gad ikke bruge sin tid på noget af det, var altid ligeglad hvis hendes tøj gik i stykker eller hvis hun landede i en bunke jord. Men når Josh var der, var det som om hun blev svag, ikke ønskede at slås da det ville ødelægge hendes tøj og helt sikkert, også hans synsvinkel på hende. ikke fordi Josh, ikke allerede havde set hende slås og oveni købet dræbt en.
Hun flettede sit hår mens han sippede til sit hår, to flettet rottehaler. Hendes pandehår dækkede det højre øje, mens hun flettede det. Der var stille i noget tid, lige til han satte koppen på sengebordet. Hvor hun kiggede på koppen også på ham. Hans øjne var nok meget røde og opsvulmende, men de var stadigvæk smukke. Den brune farve skinnede mere end den plejede, kun fordi han var syg. Hans svar på om hun måtte sove der, fik hende til at smile kærligt til ham.
Godt han ikke sagde nej, ellers havde hun bare sagt, at hvis hun ikke måtte blev han nødtil at smide hende ud. Hvilket han sikkert ikke havde kræfter til, hun lagde endnu engang sin hånd på hans pande og smilte, mens hun lod den bløde hånd løbe ned af hans pande, til hans kind. Hvor hun lod den sidde lidt, kort var hun i en trance lige ved at læne sig ind for at kysse ham. Hvorfor skulle han også lige være så bedårende! Det sjove var bare at, selvom hun ikke kunne få billeder ud af hovedet. Om at han havde kastet op og alle de bakterier han bar, havde hun stadigvæk stor lyst til at kysse ham.
Hans tak fik hende væk fra trancen, så hun trak hånden tilbage. ”Det jeg glad for.” Lød det lavt fra hende, hun havde svært ved at få ordene ud, da hendes hjerte bankede som et helt orkester. Hun pustede kort sit pandehår væk fra ansigtet, så godt hun nu kunne. ”Hun har det meget bedre, hun har i hvert fald ikke feber mere.” hun vågnede dog op, da han smed dynen over sig. i et chok, lænede hun bagover, dog trak hun Josh med ned i faldet. Da hun sad på kantet, greb hun fat i det nærmeste hvilket var Joshs trøje ved halsen. Hun landede ikke hårdt på gulvet, men et bump blev hørt. Hun havde stadigvæk dynen over hovedet, men også Josh oven på sig, medmindre han var hurtig til at rette på, så ingen af dem ville falde ned af sengen.

Det glædede ham, at høre Carrie havde det fint og feberen var over. Som far ønskede han, at vide hvordan hun havde det og i det mindste bare se hende engang imellem. Det var dog ikke så nemt som han troede, da Alex var meget overbeskyttende og gerne ville være sikker på, at deres datter var i trygge rammer. Selvfølgelig skulle der også være plads til det, men han ville bare gerne være en del af Carries liv, før det var forsent.
"Godt at høre," sagde han med et smil på læben.
Efter de ord, dannede den akavede stilhed sig, præcis som Josh havde frygtet, at den ville. Den kom snigende imod dem og angreb dem lydløst. Så for, at forhindre dets angreb, havde han kastet dynen over hovedet på hende, uden at tænke over de følgende hændelser.
Det hele skete så hurtigt efter hinanden. Han nåede kun, at mærke Alex gribe fat i ham, før han på en underlige måde trillede ud af sengen med hende, snoet sammen i dynens tykke overflade.
Da de ramte gulvet med et bump, løftede han hovedet og så nu ned på Alex, der var endt under ham i faldet. Dynen dækkede fortsat dem begge og det var som, at være inde i et telt, med den matte belysning.
Han smilede flovt og skævt til hende, hvor han derefter ville flytte sig, hvis ikke han havde fået øje på hendes læber endnu engang. Denne gang var de endnu tættere på hans egne. Han kunne mærke hendes ånde kilde hans hage..
Hun var så tæt på, men han var syg og måtte trække væk fra hende. Hvis blot tanken havde strakt sig ud til kroppen, for han rokkede sig ikke ud af fjeren og tog kun sig selv i, at rykke nærmere hende, med hjertet pumpende i kroppen, så hvert et slag var som et lydtæppe over hans øre.
Forsigtigt pressede han sine læber imod hendes, i et sødt og blidt kys. Han havde smidt tanken om, at han kunne smitte hende ud af hovedet..
Lidt efter trak han væk og så ned på hende med røde kinder. Først der gik det op for ham, hvad han havde gjort. Hurtigt satte han sig og så væk. "Undskyld! Jeg.. Jeg glemte helt at jeg kunne smitte dig!" sagde han undskyldende og trak dynen mere om sig, så hver en krops del var gemt væk under den.

Det var aldrig noget nyt, Alex var overbeskyttende og turde ikke at lade hende være alene med andre end Xander, da Xander enlig mest forholdte sig i hytten, når han passede Carrie. Hvilket var godt, hvis han gik udenfor med hende, troede folk jo også at det var hans barn. Der havde aldrig været nogle som havde set Alex sammen med Xander, derfor ville dusør jæger eller folk der søgte hævn mod Alex, aldrig angribe dem. Derimod havde folk set hende sammen med Josh, ikke kun folk men mange dæmoner og enlig også vampyr. Så chancen for at Josh ville blive angrebet sammen med Carrie, var større end hvis det var Xander og Carrie.
Alex nikkede for sig selv, efter hans ord. ”Ja, Trist du skulle blive syg lige efter hende, måske smittede hun dig da du så hende kort?” hendes stemme var rolig og meget behagelig at lytte til, hun anede jo ikke om han havde ondt i hovedet, så det at snakke normalt til ham var udelukket. Medmindre de kom op at skændes igen, så skulle hun nok drille ham ved at smække med dørene og snakke ekstra højt.
Den akavet stilhed generede ikke Alex, hun havde ikke forstillede sig at Josh overhovedet ønskede at snakke særlig meget, da hans hals hele tiden knækkede.
Hun blev dog nået overraskede over at han smed dynen over ham, hvilket selvfølgelig endte med at hun faldt ned med Josh over sig. Hun grinte kort for sig selv og åbnede de brune øjne, da Josh rykkede en smule på sig. ”Je-Jeg undskylder” Lød det fra hende, hun havde jo trukket ham ud af sengen. Hendes kinder blev varme, og hjertet slog hårdt i brystet på hende, da hun kunne se hvor tæt de var mod hinanden. Han var varm at have over sig, eller så var det bare hende der var ved at gå i panik.
Lysten til at læne sig lidt frem, blev stor men intet skete. Hun var vel det man kaldte en tøsedreng, turde ikke da hans reaktion helt sikkert ville være forfærdelig. Tanken forsvandt dog, da han langsomt rykkede sig tættere på hende. Hvilket fik hende til at spærre øjnene overraskede op, skete dette virkelig?! En eller anden niv mig, skreg hun inde i hovedet. Da hun kunne mærke hans ånde så tæt på hende, at selv læberne var ved at røre hende, lukkede hendes øjne i. Hun ventede på følelsen af hans læber mod hendes, de bløde læber han altid havde haft. Hendes hjerte sprang et slag over, mens hun kort kyssede ham tilbage inden han trak sig væk fra hende. Hans ansigt var blevet mere rødt, hvilket fik hende til at blusse op.
Hun var nu ligeså rød i hovedet som ham, hun skubbede sig en smule op med sine albuer. Da han trak dynen over sin krop, som en anden lille skole pige ville gøre. Hun kiggede ud til siden, som Josh selvfølgelig også gjorde. ”Det. Hehehe” Hun rystede på hovedet og satte sig helt op, hun stillede sig på fire over mod Josh. Så hun var næsten helt op i ansigtet på ham. ”Jeg har svært ved at blive syg, så bare rolig det skal nok gå.” Hendes blå trøje var selvfølgelig så nedringet at man kunne se ned i hendes kavalergang, hvis det ikke var fordi hun også havde en sort tæt siddende trøje på, ville man kunne se helt igennem trøjen og ned til hendes navle, mens hun altså stod på fire overfor ham. Hun tænkte selvfølgelig ikke over det, og kiggede i stedet bare på Josh som havde viklet sig ind i sin dyne, som en larve der snart ville springe ud og blive til en sommerfugl.
”Skal jeg hjælpe dig op i sengen igen?” Spurgte hun ham, med et drillende smil på de røde læber.

Carrie kunne umuligt have smittet ham. Så længe havde han ikke været ved dem eller han overnattede der kun en aften, så var det virkelig tid nok for en lille tumling, at smitte en med sin feber? Lige meget hvad der var sket, så var han syg nu og måtte springe arbejdsdagene over for, at ligge i sengen og heale eller hvad man nu kunne sige. Man skulle tro, at en archangel kunne heale sin egen forkølelse, men sådan lå verden åbenbart ikke. Alt andet kunne han heale, blot ikke en latterlige forkølelse.
Han fjernede en pjusket lokke fra sin pande, før han så hen på hende og adskilte læberne for, at lade en lyd, der kunne minde om et ja og nej smeltet sammen, undslippe dem. "Det tror jeg nu ikke, men det kan også være lige meget," Han løftede på skuldrene. "Om det er hende eller ej, så er det bestemt ikke gjort med vilje," Det kunne umuligt være den lille 2 - 3 årige piges mening, at smitte ham.
Kysset var måske kommet en smule uventet, heldigvis havde hun ikke skubbet ham væk og skreget ADR! eftersom han jo var syg. Det kunne da have været værre ikke sandt? Han kunne have nyset hende i hovedet! Det havde været akavet for begge parter og nok ret ulækkert for Alex!
Hvorfor han gemte sig sådan under dynen, kunne han ikke helt svare på, da det bare var en lyst han havde. Som om, at alt andet uden dynen var som en anden verden for ham. Han frøs bare meget i dag og klamrede sig derfor til dynen, det var hans forklaring på det, hvis nu nogen skulle spørge. Nu kom han ud på underlige tanker igen, hvad var der i vejen med ham!?
Alex stod pludselig på alle fire foran ham, imens hun så drillende forklarede ham, at hun ikke havde så let ved, at blive syg og derfor ikke tog skade af kysset. Det var da altid noget. Han smilede skævt til hende og kom, af ren vane, til at kigge ned af hende, hvor man ville have kunne se hendes kavalergang, hvis ikke det havde været for den sorte trøje indenunder. Han så den anden vej og ignorerede det bankende hjerte, samt de unævnelig tanker i hans hoved. Forsigtigt bed han sig i underlæben.
Først da hun spurgte om hun skulle hjælpe ham op i seng, så han hen på hende og løftede på et øjenbryn.
"Nej tak," svarede han drillende og rejste sig, stadig med dynen slået om sig, som et tyk lag vintertøj. "Jeg klarer den udmærket selv," Han klikkede med tungen og lagde sig igen i sengen...
Nok havde hun sagt, at hun ville passe ham, men hvad ville hun egentlig lave? Alt han gjorde lige nu, var jo bare at ligge i sengen og nyse. Måske hoste engang imellem..
Han så spørgende op på hende med sine mandelfarvede øjne. "Hvad vil du så lave nu?" Et kort øjeblik forsvandt hans hoved ned i den dybe pude. "Jeg er jo ikke ligefrem den bedste til at underholde dig lige nu," Han undslap et nys og stønnede irriteret over sig selv.

Der var altid en chance for at blive smittet, det var jo heller ikke sygt varmt udenfor og deres arbejdstøj var tyndt, så det holdte ikke ligefrem på varmen. De gik også igennem mange forskellige mennesker, som kunne være syge. Så det kunne altid være en forkølelse der har opbygget sig selv, gennem dagende.
Hun nikkede til hans ord, men man vidste jo aldrig. Carrie var en omvandrende bakterie bunke de dage, så hun kunne sagtens have smittet nogle. Så længe hun ikke smittede Xander, ikke at dæmoner ville være nemme at gøre syge. Ville de? Hun burde nok lede efter en bog, hvor der stod noget om det, det skader jo ikke at vide noget om de forskellige væsner der nu engang levede i denne verden.
Mens han gemte sig under dynen, kunne hun ikke lade vær med at tænke på ham som en lille larve. Det var fristende at drille ham, måske få ham ned og ligge også trille ham rundt på gulvet, nu hvor han ikke rigtig ville kunne bevæge sig i dynen. Hun gjorde det dog ikke, tanken om at han nok ville kaste op og hun så skulle tøre det op, ville hun helst undgå.
Hans blik der løb ned af hende, var en smule tydelig. Tydelig nok til at hun rødmede en smule, og satte sig ned i et sæt. Hvad skete der lige for hende, normalt var hun ligeglad med at folk kiggede på hendes krop. Helst ikke når hun var nøgen, da det ville være klamt. Men tanken om at Josh måske engang i mellem kiggede på hendes krop, hvor hun ikke var en smule forberdt, gav hende gåsehud. Hendes tøj sad måske forkert, eller så havde hun måske ikke lige noget pænt undertøj på! Der var så mange forskellige grunde, til at han ikke måtte kigge på hendes krop!
Han takkede nejtil at hun skulle hjælpe ham op i sengen, hvilket nok også var for det bedste. Han kunne jo risikere at føle hendes hjerte, så han ville opdage hvordan han fik det til at slå. Hun rystede kort på hovedet, for at få tankerne ud af hovedet igen. ”Huh?” Hun havde ikke helt lyttet til hans ord, men kunne næsten gætte sig til dem. ”Uhmm, jeg..” Hun kiggede rundt i rummet og rejste sig fra gulvet. ”Holde dig med selvskab.” hvad skulle hun lave, hun valgte jo selv at komme hentil ham. Det var dog mest, hvis han nu skulle have brug for hende. Selvfølgelig også for at se hvor slemt forkølelsen nu var.
Hun fjernede støvet fra hendes tøj, ikke fordi det var totalt støvet på gulvet. ”Er her også kun for at hjælpe dig.” Hun kiggede hen på ham, hvor hun drillendes smilte og blinkede til ham. ”Hvis nu du ikke kan komme på Wc” hun satte sig på knæ i sengen og skubbede blidt til ham, så han ville vende sig om på ryggen. Hvor hun derefter tog den kolde klud og placerede den på hans pande, hun rejste sig derefter op igen. ”Prøv at få noget søvn.” Lød det fra hende, hvor hun derefter gik ud af døren.

Holde ham selskab? Det skulle hun da også glædeligt have lov til, men nu hvor han ikke gjorde så meget andet end at sove, hvor sjov var han så lige, at holde med selskab? Han valgte at nikke til hendes ord og nåede knap nok, at lukke øjnene, før hun havde trillede ham om på ryggen, så han endnu engang kunne få lagt den våde klud på hans pande. På samme tid med, at den var behagelig, var den også våd og klæbende. Han valgte dog, at lade den ligge og mærkede nu stille hvordan søvnen overtog ham. Nok ønskede han ikke, at sove i Alexs nærvær, men lige nu havde han åbenbart intet valg. Inden længe sov han og trak nu vejret dybe vejrtrækninger. Engang imellem, vendte han og drejede sig i sin søvn, for ikke at nævne, at han sagde Alexs navn engang imellem. Selv når han sov kunne han ikke få den faldne ud af sine tanker. Hun hjemsøgte ham stort set overalt.

Pga. et mareridt om hans far, vågnede han med et sæt og satte sig op i sengen, med sveden glinsende ned af pande og krop. Skjorten klistrede sig ubehageligt ind til hans overkrop. Han fjernede den hurtigt og smed den ned på gulvet. Det var som at fjerne et ekstra, tungt og klæbende lag hud.. Hvor var det befriende!
Han tog en dyb indånding og så sig omkring.. Det lå ikke til, at Alex var kommet tilbage endnu.
En smule omtumlet, svang han benene ud over sengen og rejste sig op. Han strakte sig hurtigt og gik derefter hen imod køkkenvasken, hvor han smed noget kold vand i hovedet. Den teh Alex havde lavet til ham, var sikkert blevet kold nu, hvilket betød, at han heller måtte lave noget nyt. Med rolige bevægelser, satte han noget vand over til teh og gik derefter over til skabet, hvor han tog en pakke småkager ud.
Alle havde vel en sød tand, ikke sandt?
Han tog en småkage i sin mund og lod den hænge der, imens han hældte det nu kogende vand, op i sit kop.

Alex var få gange kommet tilbage op på værelset, for at gøre kluden kold igen, sveden der kørte ned af hans pande, fik hende til at duppe kluden blidt mod hans pande. Hun fjernede derefter kluden og gik ud på badeværelset, for at hælde vandet ud og lægge kluden på kanten af vasken. da hun kom ind på værelset igen, hørte hun sit navn blive nævnt. ”Hvad er...” Hun rystede blidt på hovedet, da det gik op for ham at han snakkede i søvne. Gad vide hvad han drømte, om det var noget godt eller dårligt? Nu hvor hun var med i den, eller var hun overhovedet med i den, måske var det en anden Alex?
Hun forsvandt ud af døren endnu engang, hvilket hun gjorde mange gange. Grunden var ikke stor, hun ville bare tjekke til kroen se om de havde brug for hjælp, da hun jo havde taget fri ud i det blå.

Da hun kom tilbage, stod Josh med en småkage i munden, og ingen trøje på. Hun var bare gået ind, med en pose i den venstre hånd. Hun løftede kort på det ene øjenbryn, mens hun kiggede på ham. En akavet stilhed bredte sig i rummet, mens hun stod og stirrede akavet på ham.
Hun rystede på hovedet og trådte indenfor, hvor hun lukkede døren bag sig. ”Fået det bedre?” hun placerede posen op af sengen, inden hun gik hentil ham. Hun tog småkagerne fra ham, også den han havde halvt i munden. ”Der er suppe, lad vær med at æde sukker, når du er syg hjælper småkager ikke ligefrem.” Hun smed den halv spiste småkage ud, og tog derefter en til sig selv. Med et lille drillende smil, tog hun en bid af småkagen foran ham.
Hun nikkede mod posen, for at vise at suppen var der i. Suppen var i en lille bøtte, så det ikke blev hældt ud i hele posen, der var dog også garn og stikke pinde i posen, hvor der allerede var startet på et eller andet. Hun vendte sig om mod skabende, og stillede sig på tæer for at stille det op på den øverste hylde i skabet. Der var højt op, hvilket gjorde at hun havde den ene hånd på bordet, for at løfte sig selv op. Den ene ben lettede fra jorden, for bedre at kunne nå op på hylden.

Stadig med den dejlige, søde og perfekte godte imellem hans læber, kom Alex ind af døren og afslørede ham i hans lille slikjagt. Han drejede hovedet hen imod hende, spærrede øjnene overrasket op og lignede sikkert et fjols, med en småkage i munden og en tekop i hånden. Hvad var der med dem og akavet situationer i dag? Havde hun en radar, der viste hvornår han stod i en pinlig situation, så hun kunne komme lige præcis på det tidspunkt.
Den måde hun stirrede på ham på, gjorde ham en smule nervøs og forvirret på samme tid. Det var ikke jordens undergang, at han havde forladt sengen for, at snuppe en småkage og noget teh, så hvorfor i alverden så hun sådan på ham?
Spørgsmålet om han havde fået det bedre, rystede han svagt på hovedet af og hældte resten af det kogende vand op i sit kop, hvor han derefter puttede te brevet ned i det. Før han overhovedet nåede, at nyde nogen af småkagerne, tog Alex dem fra ham og fik ham til, at åbne munden i et stort O. Hvor vovede hun? Det var hans småkager, han havde lov til at spise dem!
"Hey!" sagde han fornærmet og forsøgte, at tage småkagerne fra hende igen. Selv hvis hun forsøgte, at gemme dem bag sin ryg, ville han bare blive ved med, at forsøge at få dem fra hende. "Småkager hjælper i alle situationer," Man kunne se på ham, at han forsøgte at overbevise hende med sine ord.
Da hun spiste en foran ham, tog han den ud af hendes mund og tog selv en bid af den, hvor han derefter gav hende den samme medicin med, at blære sig med det.
Han valgte dog, at give suppen en chance alligevel, den duftede trods alt virkelig godt! Et kig over skulderen og han bemærkede Alex 'højdeproblem'. Han grinte kærligt for sig selv, inden han gik hen til hende og med yderste lethed, snuppede skålen på øverste hyle. Med et drillende smil på læben rakte han den til hende. "Var det denne du ville have?" Spurgte han hende drillende.

Han var nu stadigvæk meget sød, selvom situationen var blevet en smule akavet, det var ikke hverdag man fik lov til at se Joshs overkrop. Hvornår så hun den enlig sidst? Billeder af grotten kom op i hendes hoved, hvor en lille rosa farve spredte sig på hendes kinder, hvorfor så pinligt berørt over dette?! Hun havde været i seng med Xander og end ikke en smule rødmen, kom frem efter det. Eller måske lige i starten, men ellers ikke.
Da hun tog småkagen fra ham, lignede han lidt en fisk. Med åben mund og det hele, hun fniste kort. I det han så begyndte at gribe ud efter småkage æsken igen, smed hun den bag ryggen og stod med den ene hånd på hans varme brystkasse, for at skubbe ham lidt væk. ”Småkager gør dig tyk!” Råbte hun drillende, det var nu meget sjovt hvordan han var så ivrig efter at få fat på æsken igen.
Da han tog småkagen fra hende, smilte hun kækt til ham. Hvor han selvfølgelig prøvede at give hende samme tur, hun åbnede derfor munden, med en godt tykkede småkage i munden hvor hun lavede den sadvanlige tandlæge lyd *Aaaaah!* hun lukkede derefter munden og slugte resten af småkagen.
Hendes besvær med den øverste hylde, gjorde hende næsten vanvittig! Hvorfor lavede man overhovedet hylderne så forbandet højt oppe. Da Josh gik hen ved hendes side, og med lethed tog skålen på øverste hylde. Stod hun endnu engang normalt på jorden, med et dræbende blik rettet mod Josh. ”Ja.. men den var til dig, så du kunne hælde suppen over i skålen.” Da bøtten nok var vanvittig varm, nu hvor suppen havde fået lov til at ligge og brænde ind i plastikket. Hun tog bare endnu en småkage, og spiste den drillende foran ham, hvor hun elegant gik væk fra ham. Mens hun lavede en drillende nydende lyd, for at understrege at småkagen var god.

Virkelig? Var det hendes forsøg på, at holde ham væk fra småkagerne, for i så fald... virkede de ikke! Han var ligeglade med, at de kunne gøre ham tykke, eftersom han sjælendt spiste dem og spiste usunde ting overhovedet. Normalt holdt han sig væk fra usunde sager, som kager, brød og glaseret æbler. Men denne ene gang hvor han ville nyde en småkage, fik han ordet tyk smidt i hovedet, heldigvis på en drillende måde.
Han gav bare op og rakte drilsk tunge af hende. "Og hvad så! De smager godt,".
Resterne af småkagen i hendes mund, viste hun ham så glædeligt ved, at åbne munden og sige AHH. Med en sjov rynken på næsen, gik han hen imod suppen og hældte den varme og velduftende væske op i skålen. Derefter gik han hen til en af køkkenskufferne og fandt en ske.
Selvom han havde den største lyst til småkager, satte han sig ned i sengen, med den varme skål i sit skød og begyndte nu, at spise suppen. Den smagte overraskende godt og lå godt i hans mave.
De drillende tilfredsstillende lyde Alex lavede, fik ham bare til, at himle drilsk med øjnene og spise videre af sin suppe. "Så hvis småkager gør mig tykke, hvad gør de så ved dig?" spurgte han hende drillende og tog den suppe fyldte ske ind i munden.
Da han var færdig med suppen, gik han roligt hen og snuppede småkage pakken, som blot var blevet smidt ned på gulvet. Han tog en småkage i munden og lod sig falde om på sengen, hvor han nu lå og stirrede op i loftet, imens han gumlede på den lækreste chokoladesmåkage han nogensinde havde smagt.
"Tak for suppen... hvor fik du den fra?" spurgte han og drejede om på siden, så han nu kunne holde øjenkontakt med Alex, imens han snakkede sammen med hende. "Du kan umuligt have lavet den, eftersom den smager godt," Der kom et drillende smil frem på hans læber.

Hans lille rynken på panden, fik hende til at grine kærligt af ham. Han opgav vidst småkagerne, og valgte at spise suppen i stedet for. Hun kiggede på ham, mens hun lænede sig op af bordet. Suppen var sikkert god, siden det jo var Kayla der havde lavet den. Ret træls at tænke på, alle folk snakkede om at vejen til en mands hjerte var gennem deres mave. Men hvis der var noget Alex ikke kunne, så var det at lave mad. Hvilket ffik hende til at overveje at spørger Kayla om hjælp, hun havde jo aldrig haft en mor til at lære hende det, og hvergang hun var sulten. Stjal hun maden, eller gik på en kro som denne for at få folk til at lave maden til hende.
Men hvis hun spurgte Kayla om hjælp, var det så ikke et nederlag for hende? Så ville Kayla jo vinde, og hun ville ende med at lave mad som mindede om Kaylas! Hun stod bare og spiste småkagen, mens Josh fik suppen. Hvor lyden af hans drillende stemme, fik hende ud af tankerne om mad og Kayla. ”Større bryster.” Lød det hurtigt, hun tænkte ikke engang over hans spørgsmål, der gik end ikke et split sekund for hendes svar. Hun smilede derfor bare drillende til ham, mens hun løftede på det ene øjenbryn.
Da han var færdig med suppen, fulgte hendes øjne ham da han tog småkagerne. ”Virkelig?” Lød det fra hende, han havde det vidst bedre. Siden han kunne spise både suppe og småkager, hun rystede blidt på hovedet og gik hentil hans sengekant. Hvor hun hev strikkepindene frem, og forsatte sit arbejde.
”Ha, Ha. Hvor er du sjov” Selvfølgelig skulle han kommenter på maden, hun kunne ikke lave mad. Sidst hun lavede mad, eksploderede det rent faktisk, hun anede end ikke hvad hun gjorde forkert. ”Kayla lavede den til dig, og jeg hældte rottegift i den” Sagde hun med en kold, dog drillende tone i stemmen. Hun lod blikket blive på strikkepindene, mens hendes hænder nærmest arbejde perfekt sammen, det gik hurtigt med at få snoren over på den anden pind.
”Du har det bedre huh? Siden du kan æde småkager.” Hun kiggede kort op på ham, med et skævt smil på de røde læber.

Han klukkede lavt for sig selv, da hun mente, at småkagerne gav hende større bryster. Dog undlod han, at sige noget og fortsatte bare med, at slubre suppen i sig. I det han troede, at han havde det en smule bedre, kom hovedpinen tilbage og tvang ham nærmest til, at lægge kluden på hans pande endnu engang. Når man lige troede, at man havde det godt, slog feberen til igen og tvang dig til at falde. Han stillede småkage pakken fra sig på sengebordet.
Suppen var lavet af ingen andre end Kayla. Ser man det, hun kunne finde ud af, at lave mad. Det var da altid noget, ikke at han havde noget imod, at Alex ikke kunne finde ud af det. Det var kært på en sær måde. Snakken om rottegift, gjorde at han for sjov lavede en dramatisk scene om, at han var ved at blive kvalt. Han drejede sig på sengen, gispede efter vejret, men kunne ikke holde masken ret længe og grinte derefter svagt af sig selv.
Om han havde det bedre? Nej, ikke ligefrem, men det var som om, at Alex selskab løftede ham en smule og gjorde ham rask. Dog ikke helt. Men, at Alex mente man var rask når man spiste småkager, kunne han ikke lige se fidusen i. Da han var en lille knægt, spiste han altid småkager når han var syg, det betød ikke at han var rask.
"Man kan altid spise småkager Alex, selv når man er syg," sagde han drillende og pressede den våde klud imod hans pande. "Men, til din orintering, nej det har jeg ikke, men... det er som om at dit selskab gør mig... rask," Han så ned på sin dyne og derefter op på hende igen.
Det var fantastisk så hurtigt hun var med strikkepindene i hånden. Var der noget som helst hun ikke kunne finde ud af? Ud over, at lave mad selvfølgelig. Nysgerrigt rykkede han sig tættere på hende, så hun ville kunne mærke hans bare overkrops varme, imod lige det sted hvor hun havde bar skulder. "Hvad strikker du? og siden hvornår er du begyndt at strikke?" Smillet på hans læber var skævt og varmt.

Der var jo altid et rygte, om at man fik større bryster af at spise chokolade. Der var chokokade i småkagerne, derfor ville hun få større brystet! Det var dog trist... trist at han pludselig fik det dårligt igen, det var tydeligt, da han i et split sekund blev mere bleg i hovedet og blev nødtil at lægge sig ned i sengen, med den kolde klud på panden.
Hun fandt det lidt pinligt, at hun havde levet over 1000 år og stadigvæk ikke kunne finde ud af at lave mad, end ikke stege et snobrød! Pinligt og trist. Hvis hun nogle sinde blev gift, ville hun ikke engang kunne lave mad til sin familie, hvilken mand ville giftes med hende så!
Tanken der strejfede hende, fik hendes hjerte til at banke. Hvorfor lige tænke på ægteskab, hun ønskede jo ikke at blive gift, gjorde hun?
Hendes tanker forsvandt, da Josh begyndte at vride sig i en drillende smerte. Hun kiggede lidt på ham, før hun slog ham på brystet blidt. Mens han grinte, hun rystede blidt på hovedet af ham. "du er så sær, nogle gange."  lød det drillende fra hende.
Hans ord omkring, hvordan hun nærmest fjernede hans syge følelse. Fik hendes hjerte til at slå kort for sig selv. Det gjorde hende nærmest lykkelig at ide, at hun i det mindste ikke bare var træls og fustrende at være sammen med.
Da han lænede sig ind mod hendes skulder, så deres bare hud mødtes fik hun gåsehud. Han var så varm, i forhold til ham var hun så kold som is! Hun kunne næsten ikke konsentrere sig i at strikke når han sad så tæt på hende! "Strikker bare, finder ud af hvad det er når jeg er færdig.. tror jeg." Det var alt hun kunne få ud. Hun lagde strikketøjet fra sig og vendte sig om mod ham, hun placerede sine hænder på hans skuldre og nærmede sig hans læber med et kækt smil. "Man lære mange ting, når man er så gammel som jeg." Deres ånder blandede sig nærmest sammen, hun drillede ham ved at være så tæt på hans læber at de en enkelt gang måske to! Strejfede hinandens læber. Men ikke i et kys, mere bare et prik fra hinandens læber.
det var typisk Alex at ændre adfærd, men hvordan kunne hun lade vær. han havde på peget hendes eneste lille ømme punkt, hendes madlavning. hun vidste godt hun ikke kunne lave mad, for god sake. hun turde ikke engang selv at spise den mad hun lavede, men derfor behøvede man ikke at pointe det ud for hende.

Sær, det kunne der vel godt være noget om. Men, hvem var ikke sær engang imellem? Man sagde jo altid, at de bedste væsner, var dem som var sære og skøre. De normale var kedelige og grå, men igen, man kunne ikke definere ordet normal. Ingen var normale. Ingen. Det var umuligt, at være normal, specielt i denne verden!
Hvorfor gav han sig nu til, at overtænke dette? Som om, han ikke blev forvirret nok af, at se Alex strikke. Det så svært ud! Alt det tråd som flettede sig sammen, snorede sig omkring pindene og kom fra den ene pind til den anden. Og ham som troede, at det at tegne var svært. Dette her lignede noget værre hjernevrider vås!
Helt opslugt i tråden og pindene, bemærkede han ikke rigtig hvad hun sagde, før hun pludselig lagde strikkepindene fra sig og placerede sine kolde hænder på hans skuldre. Da han ville spørge hende hvad hun var i færd med, fandt han hendes læber overraskende tæt på hans egne, hvilket gav ham kuldegysning ned af ryggen. Hun drillede ham.. Ingen tvivl om det. Den måde hun drillende strejfede sine læber imod hans, gav ham lysten til bare, at trække hende med ned i sengen og kysse livet ud af hende. Men igen, han var syg og de var ikke et par, så det ville vel være underligt for dem begge to. Pokkers sygdom, havde den ikke været der, havde han helt sikkert gjort det. Han sad bare helt fast frosset og kiggede ned på hendes læber. Til sidst tog han dog sig selv i, at lukke øjnene i, som ventede han blot på, at hun skulle trykke sine læber imod hans.
En kradsen på døren, fik ham ud af sin hypnose og med røde kinder, så han hen på døren, hvor Ghost helt sikkert forsøgte at komme ind lige nu. Den store ulv fortsatte med, at kradse på døren og havde ikke tænkt sig, at stoppe før den blev åbnet op for ham.

Han reagerede ikke helt som hun regnede med, da hun nærmede sig hans læber. Havde hun mere forventet at han ville gå i panik og rykke sig væk, eller skubbe hende væk. Derimod lukkede han øjnene, hvilket fik hende til at smile kærligt til ham. Dette var vel et tegn, ikke at der ikke havde været mange af dem i forvejen. Han kyssede hende nogle gange, hvor det overraskede hende. Men det var vel kun et tegn, et tegn på at han i virkeligheden elskede hende.
Hun adskillede sine læber, hvor hun ville have sagt sine følelser for ham. Han virkede ikke til at sige det, og hun ville helst bare gerne ud med dem inden en anden endte med at bumpe ind i deres liv. Hvad nu hvis der skete noget, i stil med hesten som sidst. Dengang troede hun han var så godt som død!
Hun blev dog afbrudt af kradsen på døren bag dem, hvor hun drejede hovedet og kiggede mod døren, hun fjernede sine hænder fra hans skuldre og trak sig ud af sengen. Med rolige skridt, begav hun sig mod døren. Til hun nåede den og åbnede den, hvor den store pjuskede ulv kom indenfor. Hun lukkede døren, da han var gået ind og klappede ham blidt på ryggen.
”Hey ven.” Lød det fra hende, inden hun strakte sine arme op mod loftet. Hun gik tilbage til senge, og tog pakken med småkager igen. Et lille kækt smil blev sendt Josh, i det hun gik væk med den og stillede den på bordet.
hendes hjerte bankede som en gal, det at hun havde været så tæt på at sige de ord. de tre ord, fik hendes krop til at blusse op som et bål.

Hendes læber ramte aldrig hans.. I stedet trak hun lidt væk fra ham, så han automatisk åbnede øjnene op og så en anelse spørgende og uskyldigt på hende, med sine mandelfarvede øjne. Da hun adskilte hendes læber, var han ikke sikker på, hvad for ord der ville komme ud af dem, da hun det ene øjeblik kunne være dybt alvorlig og det næste fjollet. Han satte spørgende hovedet en anelse på skrå..
Alt opmærksomheden blev dog rettet på ulven, der med logrende hale kom ind i værelset. Engang imellem så den store pjuske bold spørgende op på Alex. Han havde ikke regnet med, at finde hende på Josh værelse, da han trods alt var en bakterie bombe lige nu. Dog satte han ikke mere spørgsmålstegn ved det, i stedet gik han hen til Josh og stak sin kolde snude i hans hånd, en hilsen han altid gav ham. Josh uglede kærligt sin store bamses pels.
Da Alex tog pakken med småkager, rynkede han på panden og rystede derefter på hovedet, med et drilsk og opgivende smil hængende på sine læber. Han rejste sig derefter fra sengen og gik hen til skabet, hvor han fandt en ny trøje, at tage på, da han pludselig var begyndt at fryse. Feberen svang ham frem og tilbage imellem antarktisk og afrika.

Nye trøje: http://data3.whicdn.com/images/26817039/large.jpg

Han så hen på Alex med et skævt smil. Måske... han bare skulle foresøge, at fortælle hende hvad han følte nu? De var jo trods alt alene og det virkede ikke til, at der var noget som kunne afbryde ham denne gang..
"Alex," sagde han roligt. Da han havde skabt en øjenkontakt med hende, gik han hen imod hende og adskilte igen sine læber. "Jeg.."
Det bankede på døren denne gang.. Josh sukkede irriteret og skuffet. Hvem kunne det være denne gang?
Ude foran døren stod Kayla og trippede utålmodigt.

Ghosts spørgende adfærd, fik Alex til at blinke til ham. Hvor hun derefter gik forbi ham, da han derefter trak sig mod Josh. Alex forsøgte at huske på de verse ting hun havde læst, om sygdom. Hun bed sig i underlæben, mens tankerne svang mellem hende. Hun havde givet ham suppe, kølet ham ned med en klud. Hvad var der ellers? Et bad! Et varmt karbad, skulle hjælpe, med at vaske bakterierne af. Især når han havde lagt i sit eget sved det meste af tiden, hvilket fik hende til at overveje at spørger om han måske ville have et bad?
Dog forsvandt tanken, da han rejste sig op. Hans abs fik hende altid til at glemme verden i små sekunder! Hun rystede blidt på hovedet og tog en dybindånding. Hvor hun kørte sin hånd over sin nakke, inden hun rettede blikket mod Joshs skæve smil.
Et lille genert smil dukkede op på hendes læber, hvorfor genert! Hun plejede aldrig at smile genert, det virkede så underligt. Pludselig at være sådan en smule genert foran ham, hun havde altid været kold omkring ham, aldrig genert. Måske trist og sur, men stadigvæk ikke genert!
Da han sagde hendes navn, bed hun sig blidt i underlæben, mens han trådte tættere på hende. Hendes hjerte begyndte at slå hårdt i brystet, måske var hun ved at blive syg? Hendes humør skiftninger, samlet med hendes besvær med at trækkevejret når han var i nærheden. Hendes hjerte sprang helt op i halsen på hende, da det pludselig bankede på døren.
Selvfølgelig var det Kayla, der valgte at afbryde ham. Hun trådte om bag Josh hvor et lille lusket smil kom frem, på de røde læber. ”Hvad så Kayla, man ser lidt muggen ud? Selvom det klæder dit ansigt”

Det havde ikke været Kaylas mening, at forstyrre Josh i, at sige noget, tvært imod var hun kun selv kommet for, at fortælle dem om hvad der skulle ske i løbet af næste uge. Det var en skør ide hendes far var kommet på. En ide der måske kunne gøre kroen endnu mere populær, som om den ikke var blevet populær nok, lige siden Alex og Josh kom dertil. Hun ventede tålmodigt på, at døren blev åbnet og i det hun kun havde håbet på, at se Josh ansigt, tittede Alex frem bag ham og kom med sin sædvanlige fornærmelse imod hende. Fornærmelsen blev som altid mødt med et falsk smil fra den kønne menneskepige.
"Jeg er slet ikke muggen kære Alex," svarede hun hende ligegyldigt og så derefter op på Josh. "Jeg kom derimod for at fortælle jer om næste uges program. Min far er kommet på denne skøre ide om, at hold en form for option, hvor man kan sælge sig selv nærmest. Man stiller sig frem og så kan folk byde på dig.. ikke at de skal eje en for evigt, det er blot for en enkelt dag hvor man tager ud og spiser og sådan," fortalte hun med et skævt smil på læben.
Josh kunne ikke tro sine egne øre. Hvad var dog det for en skør ide!? Hvem ville lige frivilligt sælge sig selv på den måde?! Det var da ydmygende, hvad nu hvis der ikke var nogen som bød på en, så kunne man bare stå der og se dum ud.
Han nikkede tøvende da hun havde fortalt det. "Tak for det Kayla, sikke en skør ide din far kom med," sagde han og skar en 'jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige' grimasse.
Kayla kunne ikke være mere enig, selv nikkede hun tøvende og så den anden vej. "Jeg kan skam heller ikke se hvad det skulle kunne gøre godt for, men min far tro det ville være en god ide," Hun pustede akavet ud, hvor hun derefter sendte Josh et varmt smil. "God bedring! hej Hej!" Med de ord forsvandt hun igen og Josh lukkede døren.
Josh kørte en hånd igennem sit hår. "Sælge sig selv... hvor ondsvagt," mumlede han lavt for sig selv.

Alex sendte Kayla et lille luftkys, da hun tiltalte hende som kære. Hun lyttede til hendes ord om at sælge sig selv, det lød utrolig nedværdigt! Hvem ville dog sælge sig selv, som en eller anden luder. Dog ændrede hun syns punkt på det hele, da Kayla sagde at det bare var en enkelt dag, hvor de så tog ud og spise den person som havde ’købt’ dem.
Så det var mere folk der betalte kroejeren, for at få en date med dem? Kunne det blive bedre, de fik fri, for at komme ud og spise grattis! Hvor en person, betalte deres løn. Hun lyste næsten helt op, da Kayla fortalte det. Bare tanken om at kunne spise grattis, gjorde hende lykkelig.
Mange sagde at vejen til en mands hjerte var gennem, hans mave. Men vejen til Alexs hjerte! Var derimod gennem hendes mave, kunne man lave god mad og snakke godt sammen med hende. Så ville man altid være i en del af hendes hjerte. Hun smilte akavet til Kayla, da hun opdagede sin egen lyst til at sælge sig selv, nærmest tittede frem.
Da hun forsvandt igen, og døren lukkede. Skubbede hun Josh op af muren, placerede begge hænder på hans brystkasse og kiggede op i hans smukke mandelbrune øjne. ”Ondsvagt? Du får grattis mad, og fri på samme tid, det er jo herligt ikke åndsvagt!” Hun smilte kærligt til ham, hvor hun stillede sig på tæer for at nærme sig hans ansigt. ”Hvad ville du sige før?” Spurgte hun drillende, håbede en smule på at det var, det hun troede det var. Tankerne om hvordan hun skulle reagere, hvis det virkelig var de tre små ord.
Fik hendes hjerte til at banke og lungerne til at snurre sig sammen!

Josh havde aldeles ikke tænkt sig, at udstille sig selv på den måde, i frygt for at ingen ville byde og desuden, så ønskede han ikke at blive solgt på den måde. For ham, var det altså bare forkert. Og da Alex virkede glad for det, havde han lyst til, at sige til hende, at hun aldeles ikke skulle sælge sig selv på den måde. Tænk på alle de klamme mænd der kunne byde på hende! De tænkte måske at det blot blev til mere end en gåtur og middag!
Som sagt, Josh var en smule mistroisk hvad angik sådanne mænd. Det var vel det der kom af en voldtægtforbryder som far.
I det øjeblik hun skubbede ham op af muren, kunne han mærke sine knæ smelte under ham. Hvorfor fik hun ham sådan til, at smelte hver gang hun dominerede ham? Om det så end var op af en mur eller i vandet... han rystede de tanker ud af sit hoved. Han kunne ikke tænke på alt det i grotten lige nu!
"Men på samme tid, så sælger du ud af dig selv," sagde han og smilede kækt til hende. "Så hvad end der sker i næste uge, så vover du at stille dig op til det salg," Han så ind i hendes smukke brune øjne. Da hun spurgte ind til hvad han havde forsøgte, at fortælle hende, kunne han mærke hans hjerte hamre hårdt i brystet på. Han frygtede, at det hamrede så hårdt, at hun kunne mærke det i sine hænder. Drilsk skubbede han hende op af den anden væg. På samme tid med, at han var fristet til, at fortælle hende det, så kunne han bare ikke finde modet lige nu. I stedet kyssede han drillende hendes hals. "Tjah, det finder du nok aldrig ud af," Han trådte et skridt væk fra hende og smilede kærligt til hende.
Han kunne ikke finde modet til, at sige det lige nu. En dag skulle det nok komme igen, men lige nu, var det forsvundet.