a silent night (Abaddon)

Tid: 19,00
Sted: kirken
Omgivelser: en præst som ordner nogle lys, eller ingen mennesker/Væsner
Vejr: regn
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun havde stirret på det store vinduer i flere timer nu, hun vidste ikke engang selv hvorfor hun blev ved at være i den næsten tomme kirke, få mennesker var kommet, men de var alle gået igen, nu var kun en enkelt præst tilbage.
Det havde været en lang dag, Cleo havde været syg, så syg at hun havde troet de begge skulle dø, det var først denne dag at tingen var begyndt at gå den anden vej. Lillith vidste ikke om hun troede på en gud, hverken den lyse eller den mørke, de virkede begge til at være så langt væk, lod til ikke at bekymre sig om jorden. ”Kan jeg hjælpe den frøken” den ældre mand som præsten var, kiggede lidt bekymret på hende. Hun sendte ham et lille beroligende smil. ”Nej sir, jeg klarer mig” det var hendes tanker som opholdte hende til at starte med, med som hun kiggede ud igennem den store mosaik rude, kunne hun så hvordan himlen havde åbnet sig og regnen stod ned.
Hun havde ikke lyst til at gå hjem i sin kjole, selv den sorte kappe hun havde anskaffet sig ville ikke kunne holde både regnen og vinden ude.
Hun begyndte at side og lege med en tot af sit lange hår.
stille trak hun det ene ben op under sig, kirkebænkene var ikke de mest behagelige i verden. hun så hvordan præsten begyndte at tænde stearinlys i kirken

I siden af en kirkebænk sad en mand iført en brun og grå kutte med hætte, så han fra top til tå var skjult i det neutrale klæde stof. Manden havde et stort kors hængende om halsen, der var noget keltisk men også tidlig kristendoms charme over det tygge metaliske kors.
manden følte venskablig savn til en pige, en savn der drev hans ismark hjerte til tåre, og fik hans skuldre tros deres enorme muskelmasse, til at føltes som sten der trykte hans arme nede. Rafael var ikke en mand af mange ord når han sad i sit stille og filosofiske sind, men trangen til at føle hendes spinkle krop i hans trygge arme skreg med hans indre lungers fulde kraft, og hans hoved var fyldt med brøl fra et vredt monster der i desperation savnet den ene organiske flaske af omsorg der kunne forhandle hans knyttet næve til en kærlig hånd.
Han kæmpet dag ud og dag ind, men ikke længere med sværd og skjold, ikke længere var hans liv så simpelt som linje i sandet der afgjorde hvem ens modstander var. Tiden mod folk som Isabella var forbi. Og tiden hvor man skulle være en kynisk og iskold dæmonleder for at bevare ens title, var begyndt, men han kunne ikke skjule overfor sig selv hvad han skjulte overfor alle de dæmoner der fulgte ham - at han ikke længere var den sadistiske dæmon han engang var - da han var i Lost world som leder for dæmonerne var han oprigtig ond, men nu var det ikke mere end et fjernt minde, og lige siden han kom til underworld og stod med Camille på den skæbne forandrende aften, havde han været mere god. Men som dæmon leder kunne han ikke vise det, og derfor forsatte han med at være ond mod alle og enhver, så længe offentlighedens dømmende øjne lå på ham.

Rafael lagde en hånd på hans kors, og rejste sig op, og dækket sit hoved mere med hætten så man ikke kunne se hvem han var.

Lillith havde ikke lagt mærke til det store i kirken, kun hendes egne tanker lod til at fylde hende, kun hende egen sorg over hvad der kunne være sket og hvad der ville ske en dag. Hun var dødelig som alle andre, men der var mere som kunne slå hende ihjel end andre.
Hun løftede hovedet lidt, kiggede ud i rummet for at se hvorfor præsten var holdt op med at gå rundt. Hans skridt var de eneste lyde i kirken, så uden dem virkede alt så stille.
Præsten havde tændt et lys som stod et pænt stykke fra hende, men som det svage lys bredte sig, så hun hvad det var som havde overrasket præsten. Hun så hvordan den gamle mand hurtigt gjorde korsets tegn, inden han tog tre skridt baglæns, stoppede op og løb ud af kirken.
En lille latter forlod hende, da hun morede sig over det mere eller mindre komiske syn. Den mand som præsten var løbet fra, så ikke ud til at være mere farlig end så mange andre mænd.
Selv med en hætte på, skræmte han hende ikke specielt, men det var nok mere fordi hun ikke kendte ham.
”Hvorfor blev præsten så bange for dig?” hendes stemme var nysgerrig og spørgende. Hun anede ikke om den fremmede ville snakke, men folk der opholdte sig i en kirke på dette tidspunkt, havde generelt noget på hjertet

Rafael drejet sig væk fra kvinden inden han svaret hende, men første drejet han kroppen mod døbe fonden hvor han dryppet to finger i vandet, og fra hans fingerspidser bliv vandet fordærvet og det gennmmesigtige friske hellige bliv til mørkerødt blod, og som en vand i en gryde på fuld kog begyndte det at koge og det boblende blod flød over den ellers store døbefond, og på det kolde sten gulv faldt der brandvarrmt væske, og første da Rafael fjernet sin hånd stoppet blodet med at flyde over.
Rafael vendte sig mod den nysgerrige pige, og fjernet hans hætte så hun kunne se hans ansigt, og bare det faktum at han gjorde sig til kende i kirken, fik lyssekronen til at sveje svagt fra side til side, og nogen af vinduerne fik gradvist små revner "Unge frøken, mysteriet ligger i hvordan han ikke bliv beroliget af deres vidunderlige udsende." Rafael tog hendes hånd, og i hans med et blødt men stadig fast greb, mens han førte hendes spinkle hånd mod hans læber der skulle ligge et senseuelt og lidenskabligt kys på den nøgne håndryg, inden han så lod hendes hånd igen blive lagt ned af hendes side, hvor han fandt den. Rafael var altid en sand gentlemand, når han ikke rev lemmer af pigerne for noget så småt som at have valgt de forkerte sko. Han sagde med kærlig men stadig maskulin stemme "Jeg selv vidste jeg besøgte en kirke, men ej havde man forstillet sig at støde ind i en gudinde som dem unge frøken"

Hun kiggede undrende da han lavede sit nummer med døbefonden, ikke helt sikker på om hun burde læbe eller gå nærmere for at se hvad det helt nøjagtig var han lavede. Så da han tog hendes hånd kunne hun ikke lade være med at kigge forundret på ham. For hendes hud begyndte på ingen måde at syde. ”Nok fordi han kender mig godt nok til at vide jeg ikke ville være en hjælp” præsten ville aldrig have spurgt hende om hjælp, selvom han accepterede hende i sin kirke, ville han ikke stille sig bag hende.
Hun lod blikket glide hen over hans ansigt, hun fant det ikke specielt skræmmende, han lignede så mange andre ”Pas på ikke at fornærme guderne, selv ikke succubusserne skulle kunne måle sig med gudindens skønhed, så hvordan skulle et simpelt menneske kunne” hun lagde hovedet lidt på skrå da hun kiggede på ham, sendte ham et lettere bedømmende blik ”Men de sir, lader ikke til at være helt almindelig, skræmme en præst, lave vand om til blod, burde jeg blive bange” en lille latter sad i hedes stemme, selv hvis hun skulle blive bange for denne mand, var der ingen vej ud, så hun vagte at tale som var han en adelig, med nok respekt til ikke at fornærme ham, men også som var han som alle andre.

Rafael trak på sine klippe hårde skuldre, og sagde roligt "Guderne kan være tøse fornærmet til deres himmelske lyn slår mig ned. Hvis jeg ej kan rose en smuk blomst på min vej, ønsker jeg alligevel ikke at gå endnu et skridt" Rafael kigget ned af sig selv, og tog kutten af, og viste han havde en sort læderjakke, med en sort skjorte af silke indenunder, og på benene havde han sorte militær bukser med kun to farver, rød og sort. På hans fødder var der nogen store og biske militær støvler. "Jeg vil antage at frygt er på sin plads. Men jeg selv ville værdsætte hvis de kunne nyde dæmonernes leders selskab uden sådan forbehold." Rafael rørte kort ved sit kors inden han så hende i øjnene og afventet hendes reaktion med stor tålmodighed. "Vil den ærede frøken nyde en middag med jeg selv?" Rafael klappet lillith hårdt på den højre balde, et lille klap men kraftigt nok til at give hende et lille hop frem af, og ind mod ham "Hvad bringer en synder til dette sted? Jeg er i grovetræk omtalt som helveds ambassadør, så jeg kan genkende øjnene af en pige der ikke er helt uskyldig"

Hun sendte ham et lettere vurderende blik ”Jeg har hørt om dig, men må sige at indtil videre overdriver dit rygte vist” hun var ikke helt sikker på hvad det var for en del rygtet overdrev, men han virkede bestemt ikke sige så farlig som hun havde hørt han var. Hans hånd på hendes balle, gav hende ikke tid til at svare før hun hoppede ind imod hans brystkasse, hun var ikke sikker på om det var overraskelsen over at han havde gjort det, eller der virkelig havde været så meget kraft bagved. Hun nåede lige at få hænderne op inden hun ramte hans brystkasse. Manden var en del højere end hende, så stille løftede hun hovedet og kiggede på ham ”Det må du undskylde” *Vent hvad fanden er det jeg undskylder for, det var hans egen skyld* hun trådte et halvt skridt væk fra ham ”en middag lyder fristende, men er de sikker på at jeg er synder nok til at spise med helvedets ambassadør som du selv sagde” hun kunne ikke lade være med at sende ham et flabet smil, nu havde han selv kaldt hende en synder, og hun vidste at det var hvad hun var, og altid ville være ”Tanker om døden kan man vel sige, men hvad bringer dem hertil sir?”

Rafael så ned på hende mens hun snakkede, og afbrød hende ikke før hendes sætninger havde forladt hendes mundvig, hvorefter han frydeligt sagde med en rolig tone, men dog et gram seriøsitet "Døden er ikke som når en mand frier, hvor man skal studere faktorer og gennemtænke variabler." Han holdt en pause i et halvt sekund og forsatte "Det ubundet snørebund der får en til at falde med hoved ned på toiletkanten, og får en indre hjerneblødning mens ens hoved falder bevidstløst ned i det toilet man lige har tisset i, og langsomt drukner i ens egen næringsløse pis... Døden er en oplevelse der tager dig med bukserne nede... Og ingen samtaler med en skæget gammel mand med ølmave, der ikke har sagt noget i to tusinde år..vil hjælpe dig med at være forberedt. Så stop med at tænke, og vent på det din tur" Han smiler stadigvæk, og lagde armen i en velkommende gestus mod døren til kirken og sagde charmende "skal vi til middag eller ej frøken?"

*Det er sjovt som han undgik at svare på mit spørgsmål og vælger at ignorere det i stedet* hun slog en smule med øjenvipperne da hun løftede hovedet og mødte hans blik. ”Døden er en gammel ven som jeg har levet side om side med lige så længe jeg kan huske, det forhindre mig dog ikke i at tænke over andre der mister livet og aldrig kommer til at mørke solens stråler på kroppen, eller den første sne imod ansigtet igen” hun sænkede hovedet igen, fik en lettere trist tone i stemmen. ”Måske det ville være godt at vide hvornår døden rammer, så kunne man i det mindste have ordnet sine ting inden, have sørget for dem man efterlader” hun kunne ikke påstå at hun talte af erfaring, ingen af hendes nærmeste var døde, de havde alle forladt hende. Hun trådte et skridt tilbage fra den fremmede person som have præsenteret sig som helvedets ambassadør, selv hvis denne mand ville dræbe hende, var der intet at gøre, så hun ville hellere møde hvad end der kom, med oprejst pande og et smil på læberne. *Hvem ved, måske er denne mand ikke så slem igen* hun løftede blikket og med et smil mødte hun hans blik igen ”Det skal da være mig en glæde Herre, har de noget bestemt i tankerne?” hun gjorde klar til at følge med manden, hvor end han havde planer om at de skulle spise, velvidende at det sikkert var en dårlig ide

Rafael bid lidt i hendes ord, og endnu engang lod alle sætningerne forlade hendes læber, inden han begyndte at respondere på hendes meninger og synspunkter. Da sidste tone stoppet i talestrømmen, lod han kirkens rolige stemning overtage ham, inden han kigget hende i øjnene, og sagde med en dæmonisk, hæs og maskulin stemme "Godt at vide hvornår døden rammer?" han nikket anderkende, hvorefter han lavet et ansigt udtryk der viste han ville efterkomme sin nysgerrighed, og give hendes teori et forsøg, og vise hvorfor han er uenig med hende.
Rafael så en lille alterdreng som var på vej udenom dem, og satte sin arm der var bygget som en mursten, ud til siden, for at afspære vejen for den kor sanger klædte dreng, hvorefter Rafael satte sig ned på knæ foran drengen, og gav med to fingre tegn til Lillith om at vente og observerer.
Rafael der støttet sig mod sit knæ, og det andet ben lå fladt på kirkegulvet, for at se drengen i øjnene, og sige til barnet som en far der ville sige til sin søn at man ikke måtte røre ved den varme kogeplade. Samme tonefald og sindsro. "Unge herre. Deres afgang fra denne verden kunne være så simpel og spontan som en ride ulykke, eller uventet hjertefejl." han stoppet, og nikket kort mod Lillith for at den lille fyr skulle se på hendes ansigt, hvorefter Rafael forsatte "Men denne yndige frøken har givet dem æren af visheden om deres endeligt. . . . Om fem sekunder vil jeg slå dig ihjel. . . Få dine ting ordnet inden" Drengen stod stille og stammer som var han i chok, og efter hvad der kunne syntes som blot et øjeblik, begyndte Rafael at slå drengens hoved mod kanten ti træbænken som var lige ved siden af den lille knægt.
Efter at hoveds indre masse løb ned Rafaels fingre som tomat souce.
Rafael rejste sig op, og tørret lige sin hånd af i Lilliths overdel, hvorefter han slikket spidserne af sine fingre af, som havde han haft fingrene nede ved sukkerknalder. "Påmindelse om dødelighed gør folk svage. Bed guderne om en uventet død. Den ventet er alt for overvurderet"

Hun fulgte hans bevægelser i det han tog fat i den lille dreng, først for sent indså hun hvad det var han ville gøre. Pludselig forstod hun hvorfor præsten var løbet da han så denne mand, forstod hvorfor det hellige vand reagerede som det gjorde.
Som i slowmotion så hun hvordan han hamrede drengens hoved ned i den nærmeste bænk, den bænk hun selv lige havde rejst sig fra. Hun så hvordan drengens kranie gav efter ved det andet slag og hvordan hjernemasse og blod begyndte at flyve omkring mandens hænder. Et lille stykke knogle ramte hendes fod og fik hende til at træde et skridt tilbage. Noget inde i hende ville råbe at han skulle holde op, tigge ham om at slippe drengen, mens en anden del af hende bare tænkte at nu var det liv ovre, han skulle ikke lide mere. De modsat rettede følelser kom først op i hende, da denne dæmon besluttede sig for at tørre en hånd af i hendes kjoles overdel.
Tårer begyndte at falde fra hendes øjne, små lydløse tårer som ville være faldet for et hvert liv, men først da manden slikkede sine fingre, som var det candyfloss der sad på dem. Med et meget stille ”Undskyld mig” gik hun forbi dæmonen og ud i luften, hun havde brug for denne frisk luft, hvis ikke hendes mave skulle vende rundt på sig selv, og hun tømme den smule der var i den, ud over sine egne sko.
Hurtigt var hun henne ved det lille fad med helligt vand som stod ved indgangen. Hun dybbede to fingre i vandet og slog gudens hellige tegn for brystet, inden hun gik ud. Hun vidste der lå en fontæne på pladsen, en lille en med rent vand, så da hun kom der hen tog hun hurtigt og dybbede hænderne ned i det. Drak af det for at holde galen i hendes hals nede. En kamp som var lige ved at lykkedes, men da en fugl forskrækkede hende spyttede hun vandet og en lille smule af gallen ud ved siden af fontænen. Hurtigt drak hun fra vandet igen for at fjerne den smag som havde samlet sig i hendes mund. Hun overvejede kort at tage kjolen af og vaske den, men at stå næsten nøgen midt på en kirkegård, virkede ikke som den bedste ide i hendes hoved, så i stedet forsøgte hun at fjerne blodet med vand. Noget røg af, men kun ganske lidt, slet ikke nok