It was supposed to be a silent night - David

Tid: Aften, klokken var cirka 22-23 deromkring
Omgivelser: Mennesker der ikke havde et hjem at begive sig hjem til, kriminelle der skal klare deres diverse ærinder.
Vejr: Mørk og let tåget aften.
Påklædning: En gammel hættetrøje samt et par løse mørke bukser.

Aften var let tåget og man kunne nemt få en ubehagelig følelse af tågen alene. Mennesker sad op af bygninger og prøvede at sove, det var ikke koldt men det var heller ikke varmt. Der var næsten tomt hvis man talte de hjemløse fra, der var ikke mange mennesker i gågaden og dem der var, var ikke ligefrem venligsindende. Udover diverse snorken og hosten ville man næsten sige at gaden var helt stille. Havde man været der nogle timer før ville man ikke engang kunne høre sine egne tanker for alle de mennesker der trampede og snakkede højlydt, og jo flere der var, jo flere var der at overdøve. Men denne aften var dejlig stille og var nu den perfekte aften at begive sig ud på en gåtur.
Hvilket også var i tilfældet for en speciel pige. Hun skilte sig ikke meget ud i det tøj hun havde på, og håret var også gemt væk inde i hætten i trøjen, dog var der en enkelt ting der skilte hende ud. Og det var en smuk guld medaljon omringet af nogle små glimtende sten. Den stak ud af trøjen og hang på brystet. Den vippede roligt fra side til side som et pendul som hun gik. Hvad hun ikke var klar over var at de to lokale bander havde været oppe at toppes i noget tid nu og nu havde den ene besluttet sig for at overtræde grænserne ved at træde ind på deres territorium. Snart ville gaden blive fyldt med vrede bandemedlemmer og slåskamp ville bryde ud. De var beredte men det var hun ikke.

Emmy havde regnet med at det bare skulle være en rolig gåtur. Hun så sig kort omkring inden hun lod sin bevidsthed glide ud i sine egne tanker. Hun lagde ikke mærke til meget da hun kun så frem. Pludselig kom et bat flyvende og ramte hende lige i maven og hun røg tilbage til virkeligheden. Hendes hænder fandt ned til hendes mave og hun gispede desperat efter vejret. Hun kunne ikke skrige, der var ikke nok luft efter den mavepuster. Hun havde bøjet sig forover lige efter hun var blevet slået for ikke at blive slået igen.
Hun så forsigtigt op og lagde mærke til at hun stod midt i en bandekrig. Alle stod og slås med hinanden mens de råbte, folk blev stukket ned og andre blev tævet til de lå stille på jorden. Hun så kort rundt for at lede efter en åbning for at komme ud, men det resulterede i at nogen så hendes ansigt. Da hun var en kvinde midt inde i al tumulten ville hun være et nemt offer.
En mand nærmede sig hende og inden han kunne få lov til at gøre noget trak hun sin lommekniv ud og stak ham desperat i skulderen, dog da hun rystede meget på hænderne kom hun til at trække kniven en smule ned da hun skulle have sluppet og mandens blod sprøjtede ud over hendes hoved og hendes tøj som var det en sprinkler. Manden trak kniven ud inden han smed den væk og var nu rasende. Han trak en stor kæde frem og begyndte at svinge den som skulle han lade den op til et hårdt slag. Emmys øjne spærrede op i overraskelse og hun begyndte at skrige i angst for at blive slået med kæden. Hendes skrig overdøvede de flestes råben.