Hvorfor så speciel? (Del 2) - Dimitri

"Hvordan kunne du?"
Køkkenet lignede noget der var løgn. Tomater, løg, appelsiner og æg lå spredt ud over køkkenbordet og nede på gulvet, mens parret stod på hver sin side af det. Det ophidsede åndedrag, som var det eneste der brød stilheden, kom fra den høje, lyshårede kvinde, som stod med begge hænder, solidt plantet på køkkenbordet. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig i hivende stød, og hendes blå øjne lynede mod hans.
"Du vidste det jo godt!" Hvæssede hun, ud mellem de sammenbidte tænder. Hendes vrede var næsten til at føle på. Mest fordi hun endnu ikke havde fået kontrol nok over sig selv, til at kontrollere sin aura. Den flammede op om hende og blev varm. Alt for varm.
Tidligere på dagen havde denne... Denne mand; Dimitri, havde samlet hende op nede i byen. Han havde forført hende. Slæbt hende med hjem, og elsket med hende. Han havde endda påstået at han elskede hende. Men ligefrem gøre hende til mor. Der gik grænsen.

Påklædning :: Slidte jeans, en stram sort bluse, sorte sko

Han kneb øjnene sammen, hendes vrede var ganske vidst nem at opdage, hans egen kunne man næsten smage på. Hvordan kunne hun beskylde ham for det? Hvordan kunne det være hans skyld, hun kunne da forhelvede også havde husket det. Han trådte hen mod hende "hvorfor er alt dette min skyld? Du kunne også huske det" pointerede han og lagde armene over kors. Hvordan kunne hun gøre dette mod ham? Han havde været overrasket over nyheden, men han elskede hende. Han lagde hånden mod hendes nakke, fik hende til at se direkte mod ham "jeg elsker dig...fatter du det, jeg ved ikke hvad du har gjort, men gud hvor er jeg hvilket ind i dit spind" sagde han og så direkte mod hende

Dimitri kom hen til hende med armene over kors, og hendes vrede blev ikke mindre. Hvordan kunne han? Han var en dæmon. En Incubus. Han var vant til at have sex med andre kvinder. Men dette havde været hendes første gang. Hun havde ikke tænkt over det. Men det burde han. Han havde udnyttet hende, så hun nu havde hans afkom indeni sig. Ihvertfald højest sandsynligt.
"Dimitri! Det er ikke første gang du forføre en kvinde. Indrøm det..!" Hendes stemme var kold, men hendes øjne lynede. Hun prøvede at vriste sig ud af hans greb, men det var for stramt. "Og forsøg end ikke at lyve!" Tilføjede hun bittert, og lukkede øjnene. Tidligere på dagen havde hun ikke vidst hvad hun skulle gøre af sig selv. Men det var ingenting i forhold til nu. Hvorfor var hun overhoved her? Hvorfor gik hun ikke bare? Svaret kom snigende omme fra baghovedet: 'Kærligheeeeed...'

Han sukkede "ja jeg har forført mange kvinder, men tror mig...stod det til mig, var jeg ikke nød til det...det kan godt være jeg gjorde de ting...men jeg har aldrig nogensinde sagt til nogen jeg elsker dem....jeg har aldrig løjet overfor dem, de vidste hvad de gik ind til....men jeg elsker dig" sagde han og bed sig i læben. Han kørte hånden igennem håret "jeg gør mange slemme ting, jeg kan umuligt være helig med de ting jeg gør og du fortjener bedre end mig, var jeg vis lod jeg dig gå, men du er den første kvinde, der får dette til at ske" han tog hendes hånd i sin, lagde det over sit hurtigt bankende hjerte, et hjerte som kun synes at banke hurtigere når hun var tæt på eller snakkede til ham, koldt eller ej...hun ejede hans hjerte. Han gav slip på hendes hånd "da jeg var lille, havde jeg denne barnepige, hun fortalte mig om kærlighed...jeg er muligvis en dæmon, men jeg tror på kærlighed og sandheden er... jeg elsker dig....jeg elsker dig som intet andet i denne verden" han kørte hænderne i gennem sit hår, vendte ryggen til hende "men du føler intet for mig...siden du ikke gider lade mig forklarer det mindste, siden det hele er min skyld" sukkede han og vendte sig til sidst mod hende

Mia sank en klump, og åbnede munden for at protestere. Men det var som om morgenmaden havde sat sig fast. Hun kunne hverken forsvarer sig, eller sige ham imod. Hele hendes verden ramlede omkring hende, og hun måtte hive efter vejret, for ikke at miste bevidstheden. Minder skyllede ind over hende. Både fra hendes barndom, fra hendes teenageår, og så sent som fra i går. Hans stemme rungede i hendes hovede, som ofr anden gang den dag, begyndte at dunke af hovedpine. Hvad havde hun rodet sig ud i? Skulle hun tro på denne mand, som stod foran hende, og sagde at han elskede hende? Den sidste som havde sagt det, var hendes mor, men hun var ikke til længere. Alle de mennekser Mia engang havde elsket, eksisterede kun i hendes hovede, og hun var så bange for at miste flere, at hun sjældent kom tæt på folk. Det var simpelthen for risikabelt.
"Jeg elsker dig..." Hendes stemme var ikke andet end en hvisken, og de tårerfyldte øjne blev pludselig hvide, inden hun pludslig ramlede sammen med gulvet under hende. Bevidstløs.

Han stivnede som hun gispede efter vejret, han brød sig ikke om tanken at hun havde ondt, det fik det til at vende i ham og han trådte et skridt frem mod hende. Dog var det værst da hun med et vendte det hvide ud af øjnene og faldt mod gulvet var han hurtigt ved hende. Han greb fat om hende, værnede hende og løftede hende op "jeg elsker også dig" hviskede han og bar hende op mod sit soveværelse. Han satte sig på knæ ved sengen og tog hendes hånd i sin "du er det vigtigste for mig" han lukkede øjnene og begravede ansigtet i hendes hånd flade

Det var svært at elske en anden person. Især når den person er så forskellig fra en selv. Det skulle Mia være den første til at indrømme. Da hendes forældre døde i en stor brand i englenes landsby, havde hele byen været på den anden ende. Gerningsmanden havde ikke været at finde, nogen steder. I sorg og fortvivlelse over sine forældres død, havde Mia forgiftet sin lillebror, som altid havde været hendes forældres yndlings, fordi han altid gjorde alting perfekt. Mia havde altid misundet Matthew, men i de sidste par år, var hun begyndt at fortryde hendes dumdristige og selviske handlinger. Hun havde nu intet familie tilbage. Ikke nogen til at holde om hende, og fortælle hende at alting nok skulle gå... At alting en dag, nok skulle live smukt og perfekt igen. At hun handlede dumt, men at hun nok skulle komme videre... Jo, hun havde Amun. Hendes bedste veninde i hele verden, men som nok havde nok i sin nye kæreste og søn. Og så var der Josh, som hun ikke helt vidste om var hendes ven.. Men så var der jo:
"Di...mitri...." Hendes stemme var svag, og hendes åndedrag roligt og udmattet. Hendes barndom havde ikke været let, men alle behøvede kærlighed. Og især Mia Szhirly.

Han lukkede øjnene, koncentrerede sig kun on hendes rolige åndedrag, alt i mens han beroligede sig selv, så godt som han kunne. Ed lyden af hendes svage stemme, der kaldtehans navn, åbnede han hurtigt sine øjne, rejste sig op og lagde sig hen ved siden af hende, med begge arme om hendes lille spinkle krop. Begge af hans arme, mødte hinanden på midten og han kunne ikke slippe tanken om hvordan det ville være hvis der var ved at blive lavet et barn derinde "hvad er der min kære" spurgte han og kyssede blidt hendes kind

Kærlighed er ligesom vand. Planter kan ikke leve uden vand, og mennekser kan ikke leve uden kærlighed. Så kunne man jo så bagefter snakke om mad og vand, og sådan noget, men kærlighed... At elske en anden person, og selv være elsket, er det vigtigste i verden. Hvordan kunne hun være så dum at tro, hun kunne leve uden venner og familie? Selvfølgelig kunne hun ikke det! Dimitri elskede hende, og hun elskede ham. Det var deres skæbne, sådan var det bare.
"... jeg elsker..." Hun slog langsomt øjnene op, og så direkte ind i hans. De to. For evigt. Der var ikke noget hun hellere ville. Også selvom det skulle blive med et lille barn mellem dem.
"... dig!" Et let smil bredte sig på hendes tynde læber, da hun kyssede ham på panden. Dimitri og Mia. Mia og Dimitri.

Han smilede større end han nogensinde havde gjort, hans kærlighed for Mia var større end noget andet han nogensinde havde følt, ja nok havde han fjollet rundt med en masse andre, men hun var i sandhed den han elskede og den han ønskede at dele hele sit lange og evige liv med, hun var hans og det ville hun nok for ham altid være.
Han lagde hurtigt en hånd mod hendes nakke, tvang hende til at se på ham og ligeså snart ordet dig havde passeret hendes læber, trykkede han sine mod hendes i et blidt, men alligevel fast kys "du er min" brummede han og grinede blidt, lagde en hånd mod hendes mave og sukkede "og alt skal nok gå, jeg er her for dig" hviskede han og betragtede hende med ren kærlighed i øjnene

//undskyld jeg først svarer nu

Selvom det ikke var første gang, de to kyssede hinanden, virkede det ekstremt intenst og en kilden i maven, fik hende til at smile. Hun havde aldrig nogensinde følt kærlighed for andre, på den måde. Men én gang skal jo altid være den første.
"Jeg ved bare ikke..." Hun så ned på hans hånd, der lå på hendes mave. "... om jeg kan klare, at blive en god mor..?" Hun så fortvivlet på ham med de blå-grå øjne, og bed sig selv, svagt i læben. Hendes egen mor havde været hendes største forbillede, men efter at alle hun virkelig elskede, var blevet taget fra hende, ønskede hun ikke, at der var andre der skulle lide som hun. Og selv ikke hendes egne børn. Der var ingen, som fortjente den smerte, ligemeget hvor dårlige mennesker de var.
Mia nød at ligge og kigge på hans harmoniske ansigt, mens de fleste af hendes bekymringer langsomt forsvandt. Hun burde nok også snart finde sig et job, så hun kunne forsørge barnet... Men ikke lige nu. Nu var der ikke noget bedre end ham.

//det gør ikke noget //

Han smilede blidt til hende, rystede på hoved og lagde en betryggende hånd mod hendes kind "jeg vil være her med dig, hvert enkel skridt af vejen...du vil aldrig nogensinde være alene igen" hviskede han og lod blidt sine læber berøre hendes, som en flygtig berøring, han ikke lod dvæle "jeg er måske et røvhul, men er jeg først forelsket og sammen med nogen, så stikker jeg ikke af...heller ikke hvis nogle skulle blive gravide" hviskede han mod hendes læber, før han rettede sig op.
Smilet var ikke til at tage fejl af, han var mere end bare glad, nok noget i retningen af lykkelig. Han lagde beskyttende hænderne om hende, trykkede hendes lille krop mod sig, mens han strøg hende ned over ryggen.

Dimitri hjalp hende op at sidde, mens han beroligende fortalte at han ville blive hos hende. Det hjalp, at vide hun ikke var alene, og da han endelig trykkede hende ind til sig, lukkede hun øjnene og lod alt omkring hende, forsvinde. De milde kærtegn mod hendes ryg, og hans hjertes rolige rytme, fik hende til at slappe af. Han havde sandelig sans for kærlighed. Men Mia var ligeglad. Om han så havde gjort det her til tusinde af andre kvinder, kunne hun ikke lade vær med at føle at der kun var dem tilbage i verden. Lige nu. Lige her.
"Må jeg godt flytte ind hos dig?" Hendes stemme var kun en svag hvisken, og hun fortrød dem næsten lige efter hun havde udtalt dem. Hvad skulle hun sige til Amun? At hun forlod hende og hendes søn, frem for en mand og deres kommende barn? Men hun håbede, at veninden ville forstå. Forstå, at det var vigtigt for hende, og at hun stadig elskede Amun mere end noget andet.

Han klukkede og en ru, men behagelig lyd kom ud, næsten som en hæs latter "du behøver ikke spørge min elskede, du kan være her til evigheder, så selvfølgelig må du flytte ind" hviskede han og strøg hende ned af ryggen, for ham kunne hun være her så meget hun ønskede, der var intet han hellere ønskede end at være hos hende, dag ud og dag ind. Tanken om at falde i søvn med hende i sine arme, samt vågne op og kunne se på hende, bare være sammen med hende, fik ham til at føle ting han aldrig havde følt før.
Han trykkede let læberne mod hendes pande "er der noget du godt kunne tænke dig...er du sulten, trænger du til noget" spurte han blidt, samtidig med at han kørte hånden ned af hendes ryg, dog fjernede han den derfra og lagde den mod hendes kind, betragtede hendes smukke øjne. Hvor han dog elskede de øjne, han kunne kigge ind i dem i evigheder

Mia blev en smule nervøs over, hvad han mon ville svare, da han bare begyndte at le. Var det åndssvagt at tro, at han mente det så meget, eller var hun bare for optimistisk? De havde trods alt kun kendt hinanden i et par dage, så måske skulle de lige se, om de overhoved ville fungere? Men hans svar fik hende til at smile og slappe en smule mere af. Han ville gære have hende så tæt på ham, også selvom det måske ville indebære et skænderi eller to, som dét, de havde haft nedenunder.
"Tjoooo... Noget mad ville ikke være helt dumt.." Hun smilede svagt, og kyssede ham blidt og kærligt på kinden, hvorefter hun rejste sig langsomt op fra sengen, stadig med sine fingre flettet ind i hans. Hvis hun helt selv skulle bestemme, ville hun aldrig slippe ham. Aldrig, nogensinde.

Han smilede kærligt, lukkede øjnene da hendes læber berørte hans kind. En spinden gik igennem ham og han sukkede dybt "mhh, hvor jeg dog elsker dig" hviskede han og så på hende med et drømmende blik, det ville overraske folk, der kendte ham blot at se dette blik i hans øjne, det var normalt ikke sådan man så ham. Han ville aldrig give nogen sådan et hengivende og forelsket blik, som det han sendte hende. Et blik der blot vidste den kærlighed han holdte for hende. Dog ville der ikke gå lang tid for han ville kede sig, selvom hans kærlighed for hende var stor, var det underligt for ham at være bundet til nogen, som lige nu og her.
Han gav hendes hånd et klem, trak hende ind til sig "mhh, bliv du endelig liggende, så laver jeg noget" hviskede han og lod bevidst sine læber strejfe hendes, før han rettede sig op og gav slip på hende, for så at bevæge sig mod døren

Dimitri lod deres læber strejfe hinanden, og hun gøs lydløst. Han rejste sig fra hendes sengekant, og gik over mod døren, Mia slet ikke kunne huske, de var kommet ind af. Smilet forsvandt brat fra hendes læber, så snart hans opmærksomhed var andetsteds. Gik han nu fra hende? Sådan... Uden at tænke over det, svang hun benene ud over sengekanten, svajede en smule, og fortsatte efter ham. Forsigtigt, og uden at overbelaste sig selv for meget, sørgede hun for, at han ikke hørt hende. Da de endelig stod i køkkenet, bed hun sig kort i læben, før hun begyndte at synge. Blidt, stille og inderligt. En sang hun havde kendt, fra hun var helt lille. En glemt kærlighedssangm som engle vidst kun kendte.

Han gispede da hun med et begyndte at synge, han havde slet ikke hørt hende komme med. Et smil dannede sig på hans læber, hun vendte sig stille om og gik hen til ham, lagde hænderne mod hendes hofter "mhh min smukke engel...aldrig har jeg lagt øjne på noget der var smukkere" hviskede han og kyssede hende let på panden. Han strøg hende op og ned af ryggen, trykkede hende ind mod sig og bøjede ansigtet ned, trykkede sine læber mod det fine punkt der fandt sted nede under øret. Han vidste ikke rigtig hvad der kom over ham, men når først han var tæt på hende, kunne han ikke slippe lysten af aldrig at ville give slip, som var hun det vigtigste for ham lige her og nu. Han sukkede, trak vejret dybt ind og fjernede så ansigtet "jeg håber det bliver en pige og hun kommer til at ligne dig" hviskede han og så på hende med et kærligt blik, som kun kunne sporer kærlighed

//damn du må undskylde jeg er så dårlig til at svarer

Mia lod sig glide ind i hans varme og trygge favn, og lukkede slapt øjnene, da han kyssede hende på den lyse hud under øret. Det hele svømmede for hendes blik, og hun havde følelsen af, at skulle kaste op, hvert øjeblik det skulle være. Derfor forholdte hun sig også tavs. Nogle få øjeblikke stod hun bare og nød hans tydelige kærlighed til hende. Hvornår hun sidst havde oplevet ægte kærlighed, kunne hun ikke huske.
"Jeg håber det bliver en pige og hun kommer til at ligne dig" Hviskede han, og hun åbnede øjnene let og så på ham med blanke øjne. Et lille smil gled over hendes tynde læber, og hun aede ham blidt med den hånd der lå på hans ryg. Hun nikkede. Hun var enig med ham.. Hun ønskede inderligt at få en pige, hun kunne kalde sin egen.
"Jeg spiser ikke kød.." Hviskede hun sagte og kyssede ham blidt på kinden, inden hun blidt vristede sig ud af hans favn. Med rolige og svajende skridt gik hun ind i dagligstuen, hvor hun slapt lagde sig på sofaen og lukkede øjnene. Dimitri var hele hendes verden.

//Det gør ikke noget, søde! Mspkenville skulle vi snart lave et emne med børnene?//

Han lagde sine læber blidt over hendes øre, ganske blidt så de kun lige rørte ved dem "og jeg vil beskytte jer, intet skal røre jer...om jeg så skal dø for at holde det løfte" han havde aldrig været sådan, normalt var han slet ikke typen der gad interessere sig i andre, men i dette tilfælde var det hele anderledes og han ville ikke give slip på hende. Han var ikke bange af sig og ikke rad for at uddele næver, mod dem der så meget som rørte ved hende. Man kunne godt sige at han var bevidst om hvad der var "hans" og han var også en smule jaloux af natur.
Han nikkede, kyssede hendes næse "så bliver det ikke kød" hviskede han drillende og lod hende glide ud af sin favn, før han gik hen for at lave mad. Efter godt vel 10 minutter kom han hen til hende, lagde en tallerken med æg og lidt forskellige frugter "jeg vidste ikke havde du ville have, så jeg lavede lidt af hvert" hviskede han og smilede bredt, han satte sig ved hendes side og betragtede hende med kærlighed i sine øjne

//det kan vi skam godt, men hvad med at vi bliver fuldt ud sikker på hvem det var vi ville vælge?

Mia havde ikke ligget længe på den bløde sofa, før Dimitris kærlige stemme trængte igennem hendes drømmeverden. Hun havde ikke sovet, men heller ikke været helt tilstede. Hun åbnede langsomt øjnene, og satte sig op på albuerne, uden at tage øjnene fra den mand hun følte hun kunne elske til månen og tilbage igen, endda op til flere gange. Hele hendes liv havde været rodet, og hun havde aldrig, aldrig overvejet 'bare' at slå sig ned, og slet ikke at slå sig ned sammen med nogen. Men den forstilling havde ændret sig, siden hun havde mødt denne mand. Den skræmmende følelse hun først havde fået, da hun fandt ud af, at hun havde hans afkom i sig, var blevet erstattet af en tryghedfølelse og en hel del beslutsomhed.
"Jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg elsker dig!" Hviskede hun, satte sig helt op ved siden af ham, og kærtegnede hans ansigt blidt. Maden så indbydende ud, og hendes mave knurrede, men alligevel kyssede hun ham inderligt først.

//Jo, lad os det Du kan bare skrive over FB, hvis det er!//

Han fangede en lok af hendes hår, nussede den mellem sine fingre, mens han lyttede til hendes ord, hendes hænder mod hans ansigt. Dog så han hende ikke i øjnene, han betragtede hele tiden lokken mellem sine fingre "jeg har levet længe...alt for længe. Det meste af mit liv var jeg alene, jeg havde ikke rigtig nogen og jeg ville heller ikke have nogen, men det ændrede sig det sekund jeg så dig" hans øjne så kærligt på hende og da hun kyssede ham, lagde han sine hænder mod hendes kinder og gengældte det "jeg elsker dig ud over alle grænser...ingen ord vil aldrig kunne beskrive hvad jeg føler for dig" han sukkede mod hendes læber. Med et smil kyssede hans hendes næse "nu spis min elskede" han kyssede hendes skulder og derefter nakke

//super