Endelige alene - Walter.

Tid: Klokken nærmer sig midnat
Vejr: Vinden tager indimellem et godt greb i træerne
Sted: Firewood Park
Omgivelser: Hele stedet ligger øde hen.

Blair sad på en af de gynger, der sammen med en anden gynge og en lille sandkasse udgjorde 'legepladsen', Blair mente dog ikke man kunne kalde det en legeplads, det var begrænset hvor meget sjov børn kunne have på det sted. Blair sad med et fjernt blik i øjnene som hun altid gjorde når hun tænkte sig væk. Blair huskede tilbage på sin egen barndom, hun sad på en legeplads der var væsentligt større end den hun sad på. Hun legede med en anden dreng. Han var noget ældre end hende, hvis Blair huskede rigtigt var han lidt yngre end hun var, måske 14-15 år, Blair var kun 12, eller der omkring. Det var dog ikke så meget leg, han prøvede at få hende til at gå med ham. Blair ville rigtig gerne gå med ham. Hun levede sig ind i mindet, og forstillede sig at hun sad overfor ham. Blair mærkede en hånd tage fat om hendes overarm, hun førte skrigene i mindet ud til virkelighed. Hun havde det med at leve sig for meget ind i minder. Hun fik sig dog vendt tilbage til Firewood parken, hun prøvede at glemme mindet hun havde set for sig.

Firewood park var Tom for liv eller ikke helt Tom der var dem som kom i parken selv efter lukketid, en af de personer var Walter han var ret respekt løs over for menneske regler og derfor gik han helle ikke op i dem til hverdag.
Han gik alene på en lille stig og han havde ikke særligt meget tøj på for det havde han ikke behøv for, hans trøje var sort og det var hans bukser mens hans ansigt var gemt bag en stor hættetrøje og man kun lige se hans øjne som skindet i mørket. Han kom til en lille lege plads hvor der var en anden person og han kiggede på hende fra skyggernes mørke, det var et menneske efter studen og dømme men det gjord ham ikke det store for han var sådan set ikke bange for mennesker nej han kiggede mere på dem fra mørket..

Blair havde ikke lagt mærke til om der var andre. Så hun hoppede ned fra gyngen og gik gennem det tunge sand der samlede sig om hendes fødder, hun klarede det dog op på græsset. Hun gik ned af en lille sti, forbi nogle træer der skyggede for det der stod under dem, Blair kiggede til højre og kunne se skikkelsen af en person, eller hvad det nu var. Blair fortsatte dog et par skridt før hun gik tilbage og så over mod personen, hun kunne ikke se ham ordentligt til at bestemme hvad han var, men det var også kun hvis de virkelig skilte sig ud hun kunne se de ikke var mennesker, så naiv gik hun rundt og troede alle var mennesker, selvom hun godt vidste at størstedelen ikke var det, eller det var i hvert fald mange. Blair havde stået længe nok til han vidste hun var der, så hun gik hen til græsset igen og satte sig ned midt i det hele. Hun vidste ikke helt om personen var en af de væsner, eller mennesker der holdte sig i baggrunden. I såfald syntes hun det var mere skræmmende end hvis hun blev jagtet af en folk varulve.