home again - Josh

S: hos callie
T: sen aften
V: blæsende og mørkt.
O: en opgang og huse.
P: et par bukser en og trøje og sin jakke.

Det var en sen aften igen, callie støtdede sig til alt hun kunne, hun var næsten hjemme, hun håbede sådan at josh var hjemme ellers var hun på den, hun hostede og kom op af trapperne og låste sig ind, hun havde blod ud over sig selv og hende tøj hun væltede ind af døren og lå i indgangen, hun prøvede at sige noget men kunne ikke hun var for svag...

Josh skulle ikke længere bo hos Callie. Det var en af grundene til at han var taget hen til hende og den anden grund var selvfølgelig at han kom for at besøge sin bedste veninde. En han kunne snakke stille og roligt med, desuden, skulle hun da også have hele historien om at han var blevet leder at vide! Hvilken ven ville han være hvis han ikke fortalte hende om det! Med lystige bevægelser gik han hen imod hendes hus, låste døren op med den nøgle hun havde givet ham og kiggede rundt i huset for at finde spor efter Callie. Desværre, var hun der bare ikke, så han valgte at vente på hende.. I det øjeblik han havde sat sig ned i sofaen, blev døren åbnet og den person som han havde håbet at se trådte ind af døren. Ligesom han skulle til at sende hende et stort smil, bemærkede han sårene over alt på kroppen og et sus gik nærmest igennem ham. Hurtigt var han henne ved hende, lagde en hånd på hendes skulder og ruskede forsigtigt i hende. Da hun ikke vågnede op, løftede han hende forsigtigt over til sofaen og lagde hende ned i den.. "Callie, hvad er der dog sket?" hviskede han forsigtigt..

Callie så op på ham, ''josh'' hostede hun og så rundt hun ville ha hjælp ha noget at drikke, hun så på ham, ''overfald'' hviskede hun mod ham og blev faktisk nervøs og så på ham, hun var bange, hun så på ham ''gider du hente noget at drikke til mig så du bare den bedste'' sagde hun blidt og roligt og slapper af og tænker på en masse og ser op mod sit lofte og det hele det snurre bare rundt...

Hendes hosten skar næsten i ham. At se hende i den tilstand gjorde ham vred og skræmt på samme tid. Ordet overfald fik det til at gyse ned af ryggen på ham, så det føltes som om nogen havde hældt en spand kold vand ned af den. Han nikkede hurtigt til hende, gik straks ud i køkkenet for at hente noget vand til hende. Selvom han indvendig var ved at bryde ud i raseri, var han fortsat rolig udenpå og gik helt normalt hen til hende med glasset af vand. Forsigtigt løftede han hendes hoved op, hvor han derefter lod den køllige væske flyde ned imellem hendes læber. Han stillede det kort efter væk igen, fjernede et par klistrende hår lokker væk fra hendes pande og så bekymret på hende.
"Hvem overfaldt dig? Så du dem og du skal ikke være bange, jeg er her, der sker der ikke noget," hans stemme og smil var beroligende.

callie nød den kolde væske der løb ned over hendes varme tunge og ned i halsen og vider ned, hun smilede kærligt til ham, ''josh, jeg ved kun en vampyr gjorder det jeg ved ikke hvem det var'' sagde hun og så på ham, ''hvordan har du haft det, hun ville vide hvordan han havde det og hvad der var sket i hans liv mens hun var væk, hun havde jo været væk det sidste stygge tid...

En vampyr, selvfølgelig, de væsner var ikke altid til at regne med! Det burde han vide alt om. Der var en overgang hvor han følte at han ikke kunne gå nogen steder uden at blive angrebet af en vampyr pga. sit irriterende loggende blod. Han smilte svagt til hende, kiggede hende i øjnene og kom med det samme i tanke om den nye evne til at kunne heale andre! Forsigtigt lagde han en hånd på hendes sår i ansigtet, lukkede øjnene og langsomt ville Callie mærke en varm bølge gå igennem hende, som var hun ved at dykke ned i en varm kilde.. Forsigtigt fjernede han hænderne igen, sårene i hendes ansigt ville være healet.. Han åndede udmattet ud, det krævede meget for ham at heale andre. Han healede selv automatisk, men ved andre var det udmattende.
"Det skal du ikke tænke på nu, du skal lige have det bedre først," sagde han blidt til hende..

Callie mærkede varmen og så på ham, ''hvordan kunne du det? det... har du fået en ny evne eller hvad josh?'' spurte hun blidt og roligt, hun kom blidt op og sidde og tog en tår af drikke af sit vand, hun smilede til ham, hun var glad for han var der, som han altid havde været, fra dag et de mødtes, hun glædet sig til at få afvide alt der var sket mens hun ikke havde været hjemme..

Han smilte svagt til hende.
"Nej, eller joh, det kan man godt sige.. jeg er blevet en archangel, det gør mig i stand til at heale andre og mig selv," fortalte han og sendte hende tøvende et stort smil, der viste at han var stolt over at han var gået fra en falden engel, til faktisk at have kæmpet for at blive en archangel! Til at starte med var de andre engle skeptiske, men langsomt som træningen fortsatte, fik de respekt for Josh og nu hørte han ikke længere rygter om at han ikke fortjente pladsen som deres leder.

Callie smilede og krammede ham ''tillykke josh hvor er jeg glad på dine vegne'' sagde hun kærligt og var virkelig glad for josh havde klare det og var blevet leder for englene, hun smilede glad hun så på hende, ''nu er jeg nysgærrig, ''hvad med en pige i dit liv?'' spurte hun drillende og smilede for sig selv ..

En Pige? Det fik ham til at bide sig en smule genert i læben. Han ændrede det dog hurtigt til at være et kækt smil. Et drillende glimt var i de brune øjne. "Tjoh, jeg må da indrømme at jeg har været så heldig at få en dejlig pige hos mig," sagde han og kiggede drillende på hende. "Hun hedder Luce og faktisk.. er hun også gravid med mit barn," Svagt kom underlæben imellem hans læber igen og han ventede på at se hvordan hun ville reagere på det.

Callie så overraskede på ham hun havde mødt luce, hun smilede, ''luce, hende kender jeg godt, seriøst ej hvor fedt tillykke med det'' sagde hun kærligt og krammer hende dog var hun meget over rasskede over han kunne være far, det havde hun ikke regnede med overhovede på nogle måde..

"Jeg ved hvad du tænker, den havde du ikke regnet med og skal jeg være ærlig, så havde jeg heller ikke selv regnet med den," sagde han og satte sig ned ved siden af hende. "Faktisk var barnet ikke meningen," Han kløede sig akavet i nakken. "Og jeg ved heller ikke om jeg klarer den som forældre, men jeg vil gøre mit bedste for at støtte Luce, det ville være forkert bare at gå fra hende," han smilte svagt, kørte en hånd igennem det brune hår og sendte hende derefter et drillende smil. "Hvad med dig selv? en fyr i dit liv?"

callie så på ham og smilede ''josh er du sindsyg, du vil være den bedste forældre i verden det jeg sikker på'' sagde hun og så på ham og smilede ''du bliver en god far det stråler ligesom bare ud af dig'' sagde hun blidt, hun var glad på hans vegne, hun så dog selv ned da han spurgte hende, ''mig... jeg kan lide en men jeg tror ikke han kan lide mig'' sagde hun og så på sin bedste ven som virkede glad da han spurte hende og nu vidst hun ikke hvordan han ville reagere....

Han smilte ved lyden af de ord hun sagde til ham.
"Tak Callie, jeg er bare meget nervøs omkring det, jeg er jo så ung og det.. men, jeg vil kunne klarer det, desuden hvad er det værste som der kan ske? Jeg regner ikke med at gå hen og blive forældre kedelig," Han rakte kort tunge af hende. "Hvorfor tror du ikke at han kan lide dig? Du er jo en fantastisk person Callie! Hvem er han?"

Callie så ham i øjnene ''har det som om han kun var ude efter min krop men han siger han også er lidt vild med mig føgelsesmæssigt, han hedder shaden'' sagde hun blidt og tænkte på en masse og smilede fior sig selv og tænker hende og smiler for sig selv....

Kun ude efter hendes krop? Allerede ved den sætning kunne han mærke en hvis had til denne fyr hun havde fundet. Det lykkes ham dog at skubbe det væk igen så hurtigst muligt! Nu skulle han ikke bedømme denne Shaden inden han vidste hvem han var. Det skulle dog ikke undre ham hvis han var typen der kun gik efter en krop. Det var desværre mange der kun gjorde. Ikke at han ville fornærme sit eget køn, men når man var vokset op i blandt kvinder der næsten hver dag måtte lide under mænds lyster, så blev man altså en smule ødelagt..
Han tillod sig at smile svagt til hende. "Jeg håber ikke han kun går efter din krop, ellers skal du bare sige til også skal jeg nok straffe ham," Et kort øjeblik lyste de chokoladebrune øjne svagt. Det var hans evne der ville frem hver gang han havde tankerne over på det ondskabsfulde. Hurtigt rystede han det fra sig og sendte hende et smil i stedet for..

Callie krammer ham ''tak josh du den bedste ven jeg noglesinde har haft'' sagd ehun kærligt og krammede ham tæt og kilede ham drillende som hun har savnet og har ville gøre længe nu.. hun satte sig beder op så hu ikke lå ned...

Han krammede hende blidt tilbage, uden at klemme for meget om hende, da han ikke ønskede at skade hende mere end hun allerede var blevet. Det var dejligt at være sammen med Callie igen. Lyden af hendes stemme beroligede ham som beroligende musik eller lyden fra skovens lyde og bevægelser, fra dengang han ikke vidste noget bedre end at løbe imellem træerne og mærke det blød græs imod sine barre tæer. Kort lukkede han øjnene i, lyttede bare og slappede af, men øjnene blev dog hurtigt åbnet igen, da han kunne mærke Callies kildrende fingre imod hans krop. En kort latter undslap ham og han vred sig stædigt for at få hende til at stoppe.
"ikke kilde mig," grinte han og så hende i øjnene. "Du ved hvor kilden jeg er.. og jeg hader det," Han smilte blidt til hende.

callie grinede drillende og killede vider og ser ned på ham ''ja det ved jeg og det er derfor jeg kilder dig, jeg ved du ikke kan hade mig josh'' grinede hun sødt og så på ham og slapper af og ser på´josh og smilede det var skønt og se ham igen hun havde sådan savnet hans selvskab...

Han fortsatte bare med at grine, vred sig stædigt og i alt forsøgte han bare at undgå de kildrende fingre rundt omkring på hans hud. Øjnene kneb han sammen, for ikke at blive forvirret over tingene bevægede sig så hurtigt da han vred sig meget. "Stop så! jeg vil gøre hvad som helst! Stop så!" Han fortsatte med at grine. Egentlig kunne han sagtens slippe væk fra Callies kildrende fingre, der var dog bare noget som sagde i ham at han skulle lade hende få den her ved at spille forsvarsløs..

hun grinede og stoppede ''åhh jeg har savnet dig josh'' grinede hun glad og ved sammen og smilede for sig selv og tænkte på hvor læge siden det var og slapper af og smielde for sig selv...

Da hun endelig stoppede med at kilde ham, åndede han lettet op og satte sig til rette, mens han også rettede en smule på tøjet der havde sat sig skævt efter kildeturen. Det lykkedes ham at fjerne det fjoget smil fra sine læber. Hver gang han smilte sådan havde han det som om at han lignede en klovn, man tog i cirkus for at se nærmere på. Det hang måske sammen med at han havde gigantiske smilehuller i mundvigen! Lidt efter lidt, faldt han til ro igen, så hen på Callie med et blidt smil og rystede derefter lidt på sit hoved. "Jeg har også savnet dig, det er godt at snakke med dig endnu engang, det havde jeg brug for!" .

callie smilede og krammer ham glad hun havde virkelig savnede josh han var som en bror for hende ''du kan altid sende bud efter mig jeg er her altid for dig'' sagde hun kærligt og nusser ham i hårede og smilede glad hun havde ikke set josh længe jo så hun var glad for han havde tid til hende selv om han var raceleder...

//Skulle vi tage et nyt emne Callie?^^

//ja tænkte jeg kan jeg logge dig til starte det //