Don't follow strangers. - You know who you are.

Matthews liv var ikke fyldt af ret meget spænding. Trods, at han var et væsen, havde han valgt at for sig selv, fredeligt og usynligt. Indtil videre havde han ikke opdaget andre væsner på universitet i de to år havde været der. Men det kunne også hænge sammen med, at han virkelig ikke gjorde sig umage for ikke at opdage dem. Så ja, han havde opbygget en illusion omkring sig, alting som ikke passede ind i den blev kasseret. Ja, han var engel og hans af retfærdighed var stærk, men alligevel var altid i den modsatte side i forhold til problemerne.
Han havde meget lidt kontakt til de andre studerende og til professorerne; han ikke hovedrollen i en film, hvor den stille og indadvendte dreng opdager magien i videnskaben og litteraturen gennem en usædvanlig professor.
Dog havde han udvist stor potentielle i foregående år, og han vidste, at der blev holdt øje med ham; måske kom en af Guds engle og velsignede ham med en lys fremtid, som universitetet kunne blære sig af. Det var sket før.
I øjeblikket dog, han fulgte han opmærksomt med i en forelæsning om handlede om intet mindre end Dante's 'Guddommelige Komedie'.
Stoffet var ikke avanceret og alligevel kunne halvdelen af de unge, naive og hjernedøde studerende ikke følge med. Ja, nok var han en engel, et væsen skabt af godhed, kærlighed og lys, men dumhed og tungnemhed var noget af det mest irriterende og frustrerende i den menneskelige kultur, men det kunne tilgives, hvis de[dumme og tungnemme] holdt sig langt, langt væk fra Matthew og hans sti.
Og man ikke råbte op omkring, f.eks. som den blonde snothvalp[som højest sandsynligt var ældre end ham selv] som ikke kunne holde sin omkring den aften han havde tilbragt i en piges seng. Hvilket var både en utrolig upassende og klam historie, som han overhovedet ikke ville høre. Stakkels pige.
Matthew sukkede og spurgte sig selv, hvorfor mennesker ikke var blevet udryddet for århundreder siden. De manglede i hvert fald ikke fjender i den overnaturlige del af verden.
Et papirfly blev kastet og fløj med susende sat mod Matthew, som sad i sine egne tanker om, hvordan drengen skulle komme i meget tilfældigt uheld, og først opdagede flyet, da det landede elegant på hans bog.
Først kiggede på flyet, så rundt i lokalet, så igen på flyet, så på forelæseren og så rundt i lokalet.
Ingen kiggede i hans retning; ingen så ud til at have bemærket noget og ingen ville afsløre, at de var afsender.
Hans øjenbryn samlede sig, og forvirringen bredte sig bag hans pandeskal.
Flyet blev samlet op og langsomt foldede papiret ud.
De varmeste steder i helvede er forbeholdt dem,
som i tider med moralsk krise forbliver neutrale.
Stemmen var drengen, forelæseren og lyden af blyanter, som skrabede mod papiret forsvandt.
Han smed beskeden fra sig og prøvede at holde på med at ryste.

Denne plan var blevet planlagt til punkt og prikke, alle detaljer var vigtige. Alítheia var taget af sted alene, da Benjamin, kunne man sige havde et kompliceret forhold til engle. Det var denne engel de havde brug for, eller faktisk kun hans evne, derefter var han ligegyldig.
De vidste hvad de skulle bruge evnen til, men overbevise engelen, var måske ikke let. Plan A var at gøre det med overtalelse, uden trusler eller vold, men hvis han selvfølgelig ikke gjorde som de ønskede, måtte der bruge en vis overbevisning, der fik hans samvittighed i brug.

Alítheia sad i en finere karret, iklædt en lang fornem flaskegrøn kjole. Hun havde finere smykker på og håret sat op som en fin dame. Altså alt i alt følte hun sig yderst ukomfortabel i dette tøj. Overfor hende sad en, hvad man kunne kalde nydelig mand. Han var klædt i et fornemt sort og hvid stribet jakkesæt, havde et fint slips. Hans hær var kæmmet tilbage og han havde fornemme briller og en stok. Han var deres hjælper, til at hente. Alítheia mente at det ville virke mere troværdigt, hvis en mand, der kunne ligne en professor kom og hentede ham. Kareten stoppede ude foran en stor bygning ind til bygningen, ved øst fløjen. Manden steg ud og Alítheia blev ladt alene med sine tanker, mens deres engel blev hentet.

Han havde fået en god sum penge for dette job, og et pænt sæt tøj. Han vidste ikke meget om hvorfor han skulle gøre dette, men bare at han skulle.
Hun var kommet ind på hotellet, og gået hen til ham, spurgt om han ville tjene nogle lette penge. Hvem kunne sige nej til en smuk kvinde, der tilbød penge.
Han var noget ind i bygningen, nu skulle han bare finde den forelæsning hvor han skulle hente drengen. Med hurtige skridt gik han ned ad gangene, mens han lod stokken slå mod gulvet. Et skridt, stokken et skridt, sådan gik det.
Han nåede frem til døren og bankede let på, for så derefter at træde ind. Han skulle præsenterer sig selv for professor, spørger om navnet, få ham ud i kareten og så slut. Han trådte ind ad døren, og rømmede sig let, til alle var stille, selv forelæseren. Alle øjne blev vendt mod ham. ”Jeg er Herbert Von Strausener, Jeg kommer fra NOAA” sådan startede han ud med sin dybe rolige stemme. Folk kom med små begejstrede udbrud, da de nu fandt ham meget speciel. Han fortsatte planen. ”Jeg leder efter en Matthew, Matthew Woods, vil de venligst følge med mig.” u skulle drengen bare følge med, ud til hende og så havde han vel gjort sit job? Han vidste hvordan drengen så ud, mørkt hår, ofte klædt i brune bukser, hvid skjorte og et slips.

Alítheia regnede ikke med, at det ville være svært for manden. Hun havde givet ham bestemte anvisninger, givet en beskrivelse af drengen, sagt hvor han ville være. Hun havde styr på alt, de havde haft folk til at undersøge ham i måneder, så dette ville lykkedes. Hun vidste også det var om at komme hurtigt tilbage til det sikre hotel, da zombierne lurede overalt især når natten kom, og vejene var farlige, så de måtte skynde sig.

Matthew anså sig selv som en intelligent og fornuftig person. Og da han hverken var interessant, havde en sørgelig baggrund, et fantastisk udseende eller styrke til at banke alle indenfor hundred meters afstand, så måtte han falde tilbage på sin intelligens. Ellers ville han bare være endnu et ansigt, endnu et liv og endnu en slutning, og indtil videre mere skræmmende end det.
Så når han ser en trussel, så ved også, hvad den betyder.
Citatet var præcis af Dante og han næsten sikker på, at der ikke sad en person i dette rum, som var glad for Dante og ordspil, udover han selv selvfølgelig. Han vidste også, hvad den hentede til, hvilket igen gjorde det umuligt, at det var en i dette rum, så var den sande afsender. De sidste måneder havde en voldsom epidemi bredt sig blandt Underworlds befolkning og gjort ofrene til endnu mere tomhjernet end de var før.
Næsten alle gode væsner var i gang med at planlægge en modbevægelse, ja, faktisk var selv de ondeste var ondeste med i dette 'modstand'. Alle var kampberedte, alle udover Matthew, som langt hellere ville lave sig en kop te og læse gamle værker om universets struktur. Allerhelst i fuldkommen mørke, kun brudt af stearinlys. Han ville være lykkelig, hvis resten af verden gik i krig, så længe, at de lod ham være i fred.
Senere ville han at erfare, at hans held og ønsker kunne smides lige ud af vinduet. På en karet.
Med tingene på plads, forvirringen smidt væk, papiret krøllet sammen og langt mindre rysteri, begyndte han at lede efter det rigtige sind. Normalt gjorde han sit bedste på at undgå alle andres tanker og sindsbevægelse, men det kunne meget muligt komme han tilnytte i dag.
Han holdt sig til sindene i rummet, hvilket var den første fejl.
Der blev banket på døren og straks over evnen over ham. Der var desværre ikke noget yderligere interessant, ro, selvtillid, et billede af en kvinde og et navn.. Vent...
”Jeg er Herbert Von Strausener, Jeg kommer fra NOAA”, hans accent var tyk og var præget et vestligt sprog. Han var klædt stribet jakkesæt og havde et ansigt, som man glemte hurtigt igen. Han var så normalt, at det næsten var unormalt.
Matthew rørte uroligt på sig, mens han holdt øje med mandens mindste bevægelse. Folk var begyndt hviske nysgerrigt, glade for lidt adspredelse, selv forelæseren. Han havde en dårlig fornemmelse omkring det her.
”Jeg leder efter en Matthew, Matthew Woods, vil De venligst følge med mig.” Der gisp omkring i salen
Nej, det ville han bestemt ikke. Faktisk ønskede han intet ind at 'venligst' forsvinde var jordens overflade.
Langsomt rejste han sig op, alles øjne var på ham. Uden at vide det holdt han vejret, mens han samlede sine få ting i sine sorte 'skoletaske', blyanterne, blok, bog.
Han gik langsomt, men bestemt mod døren, som holdt et neutralt ansigtsudtryk. Vægten var de andres blikke var næsten nok til tvinge ham i knæ.
Matthew gik væk fra manden, kiggede han på ham.
”Skal vi?”
”Selvfølgelig, hr. Woods.”
Og sammen gik de mod, hvad Matthew senere ville kalde for Ulykken.
Vejret var stadig kedeligt, trykket med sorg.
Manden sagde ikke noget igen. Istedet pegede han bare på en sort, stor karret. Stor nok til at fagte mange lig. Elegante, dødsheste trak vognen. Matthew sukkede og åbnede døren.

Det var ikke godt vejr, men man kunne heller ikke kalde det dårligt. Luftfugtigheden var høj og man kunne mærke der var trykket med sorg. Regnen ville sikkert snart starte først en dråbe efter en, og til sidst være flere millioner på en og samme tid, der ville komme en storm.
Alítheia sad i kareten, hendes tanker fløj om de seneste måneders ulykke, og alt sammen på grund af en enkelt mand, Necromanceren. Han havde startet ’Zombie epidimien’ folk havde rejst sig til en fælles kamp, de ondsete og de mest renhjertede kæmpede side om side, for at redde en ting de havde fælles, deres verden.
Hun forstod deres kamp imod dem, men som Alítheia altid havde gjort og ville havde hun sin egen verden, hun ville ikke ledes af nogen. Benjamin, hun havde kendt ham et stykke tid nu, var lidt som hende, de havde deres egne regler, ville ikke ledes, men vidste når de havde tabt, og dog forstod de alligevel at vinde det til sejr. Han var vel blevet som en lillebror for hende? Han måtte klare sig selv, men alligevel ville hun ikke lade nogle skade ham, og planerne var han altid involveret i.
Denne plan var deres største og mest indviklede indtil videre, og vis en ting gik galt, ville alt være ødelagt. Denne plan var som domino brikker, vælter en, vælter alt.

Han stod og ventede et stykke tid, ventede på Matthew ville komme. Han så en dreng rejse sig, samle sine ting og komme ned mod ham. Denne dreng passede overraskende til beskrivelsen han havde fået.
”Skal vi?” spurgte drengen og han svarede hurtigt efter. ”Selvfølgelig, hr. Woods”. Han gik med hurtige faste skridt ud af døren, tilbage af de gange, han kort forinden havde gået på, og de var udenfor. Han gik hen mod den store sorte karret, hvor der var spændt to elegante sorte heste for, heste af den bedste kvalitet.
Da de kom hen til vognen, tøvede Matthew ifølge ham med at gå ind, så han gav ham et rask skub i ryggen og sagde han skulle sætte sig ned. Derefter lukkede han døren til kareten og lod drengen og den mystiske smukke kvinde alene.

Alítheia så ham blive skubbet ind, det var den rigtige. Hun ventede på han satte sig ned, så de kunne få talt sammen, hun skulle have ham overbevist. Da han havde sat sig begyndte hun at tale. ”Matthew du ved måske ikke hvem jeg er, men jeg ved hvem du er, jeg kender meget til dig.” startede hun ud, med en hel rolig stemme. Hun lod ham tænke en smule før hun fortsatte. ”Sagen er den at jeg har brug for din evne, til at finde en, en person du højest sandsynligt har hørt om.” et kort kunstpause og hun fortsatte. ”Du skal hjælpe mig med at finde Necromanceren og jeg ved du kan, vil du hjælpe mig?” Alítheia tale ikke truende, ikke hårdt mere overbevisende og roligt. Hun håbede det havde været det værd at stadse sig ud i dette ukomfortable tøj, så hun ville virke troværdig, give et bedre indtryk, end hendes slidte skjorte, de beskidte bukser og gamle støvler.

Der var et sind inde i vognen, et sind, som var anderledes fra ham, han havde følt før. Det var roligt, velovervejet og... sort. Han kunne mærke, at der var en hel aktivitet derinde. Evnen tillod ham kun i sjældne tilfælde at læse dem. Utrolig irriterende, ligesom resten af verden. Ligesom epidemien, manden, kvinden, kareten. Da døren var åbnet, kom et mørkt rum til syne; den eneste lyskilde fra udenfor, hvor der heller ikke var særlig lyst, trods det at der var højlys dag.
Han sukkede, og ville langsomt havde besteget de to trin, hvis ikke han havde fået en voldsomt skub i ryggen. Han var faktisk overrasket, at den normale mand kunne ligge så meget kraft i skubbet med sine spagetti-arme. Ja, det hjalp ham i pressede situationer at fornærmede andre, endnu en af hans dårlige vaner. Og havde situationen været lidt mindre presset havde han også skældt manden huden fuld, for hvorfor troede han måske, at havde ret til krølle hans skjorte, hva'?
Men han sagde ikke noget, i stedet satte sig ned i den tomme plads. Døren blev smækket i og han kunne høre, at en nøgle blev drejet. Han sukkede højlydt og kiggede først op, da dødshestene begyndte at gå frem. De bevægede sig med meget uimponerede hastighed. Måske for ikke at skræmme ham eller få ham til at føle sig fanget. Han holdt sit fnøs inde.
Kvinden foran ham var smuk, selv i manglen af lys kunne han se det. Hun var en lang, stor kjole, men rykkede lidt rundt hele tiden. Han antog, at hun sjældent gik med den slags og hun havde taget den på, for at imponerer ham. Det fik ham både til at kunne lide hende mere og mindre.
Mørket indhylede hende, men den kvinde var mændene smed sig på knæene for. Og hun lignede også en der var vant til magt og rigdom. Også en, der aldrig blev sagt nej til.
Hendes sindstilstand havde ikke ændret meget. Matthew vidste ikke rigtig, hvad han skulle læse det ud fra det. Det måtte tiden jo vise. Måske. Hvis han levede så længe.
Tiden var en god lærer, en skam den dræbte alle sine lærlinge.
Han kunne ikke huske oprindelsen af citatet, men det passede godt ind. Han om i tanke om flyet fra forelæsningen og tænkte, at nu måtte det mysterium være opklaret. Så langt så godt.
Han skælvede svagt; hvad handlede det er egentlig om?
Nej, hun havde ret, han havde ingen anelse om, hvem hun var. Selv hvis hun havde været den mest kendte kvinde på dette sted, havde han kunnet genkende hende. Det svageste led i hans boble.
Det gav mening; ingen kidnappede nogen, uden at det var blevet planlagt(i hvert flad ikke intelligente personer, og hendes sind føltes forholdsvis intelligent) og i planlagt var der indformationer. Hendes stemme var rolig; han ventede på hun skulle fortsætte, men en knude i hans mave var begyndt at forme sig.
Evnen? Hvorfor den evne?
Du skal hjælpe mig med at finde Necromanceren og jeg ved du kan, vil du hjælpe mig?
Han stivnede, selvom stemmen ikke var truende, faktisk var den mere forstående og venlig. Derfor samlede han sit mod og sagde med en overraskende kold stemme;
”Nej, det vil jeg bestemt ikke. Jeg har intet med det her at gøre og sådan er det mit ønske det skal fortsætte. Hvis du vil finde Necromanceren, så må du gøre det selv, Kvinde.”
Faktisk var han godt tilfreds med hans svar. Hvis han kunne komme ud...

Vognen trillede let fremad nu, stille og roligt. Der var ikke mere fart på den, end at en ville kunne gå i rask tempo og følge den. De skulle fremad, men hun ville ikke have han følte sig fanget, ikke før han havde givet sit svar… første gang.
Hun fornemmede hans mistro, hans usikkerhed. Det var ikke svært at se han var en der holdt sig ude af problemer. Han lignede en der holdt sig ude af alt der ikke passede ind i hans verden. Måske var det på tide at komme tilbage til virkeligheden. Som den var, kunne blive og hvad han kunne gøre.

Et nej, han havde valgt den besværlige vej, den der ville gøre hende til skurken. (Selvom hun egentlig var det i forvejen…) Nu måtte hun tale til hans engle jeg, altså hans samvittighed. Hun vidste, lige meget, hvor lidt han ville i problemer, ville hans gode jeg aldrig lade det være hans skyld, hvis folk blev skadede. Hun kiggede sig rundt udenfor, netop som tre piger, som gik fnisende og snakkende, efterfulgt af to dreng kom forbi. Hun regnede egentlig ikke Denne Matthew havde et forhold til dem, men han var engel, så det var naturligt for ham at beskytte andre, svage væsener. ”Kan du se dine kære medstuderende derude?” sagde Alítheia med en rolig og venskabelig stemme. Det lød som ville hun komme med en kamp tale, ville hun sige han skulle hjælpe sine venner med denne kamp. Der kom en tale om at redde hans venner. ”Du vil ikke have der sker dem noget vel? Jeg gætter på nej, men jeg kan ikke love for deres sikkerhed, hvis du ikke gør som jeg ønsker.” Sagde hun nu, med en venlighed, der havde noget morderisk over sig, hendes sande jeg kom frem.
Hun bankede kort i siden af vognen, og kort efter kom et hurtigt ryk, og farten steg markant. De smukke sorte heste, bevægede sig som skygger over landskabet.
Matthew kunne nu ikke stikke af, og hvis han stadig nægtede efter den lille trussel, ville hårdere metoder blive taget i brug. Alítheia tog ikke nej for et svar, ikke efter måneders hårdt slid for denne plan.

De bevægede sig hen af øde land, tilbage mod skibet, til havet. Det ene sted hvor zombier ikke kunne komme. Benjamin var der selvfølgelig ikke på grund af, hvad hun ville mene, var en lettere klynken over engle. En smule smerte gjorde kun en godt.
Turen mod skibet var lang, og tog en times tid at nå derhen. Hun vidste udmærket, det var ekstremt farligt at tage denne vej, da zombierne, havde overtaget det meste af Underworld, dog ikke byerne. For hvordan skulle de komme ind, ingen ville lukke dem ind, og necromanceren var højest sandsynligt skjult væk et hemmeligt sted.
”Kan du så finde ham Matthew, gør nu dit bedste, det ville være sådan et spild at lade de personer dø, ville det ikke?” spurgte hun ham igen, som talte de om almindelige hverdagsting. Man kunne sagtens høre dem derude, verden uden for den trygge karet. De slæbende skridt i massevis, den rallende vejrtrækning, zombierne var overalt, undtaget havet, Alítheias elskede hav.

NPC: Necromanceren. Random indlæg for at præsentere ham, så i har noget at spille efter.

Den lange kappe bølgede let om den lidt for lange, spinkle krop. De knoglede fingre holdt stramt fast om tøjlerne af hesten, som prustede uroligt. Nogle af fingrene havde ringe på sig, gamle og magiske ringe som alle hjalp ham med hans magi, som alle holdt horderne af undeads i live, uden at det tog på hans egen livsenergi. Klædt i en lang, mørkeblå kappe, uden hætte, i solide læderstøvler. Det lange hvide hår, som faldt ned over det lettere aflange og sære ansigt, var samlet i midten af en snor. Enkelte hår fløj løst rundt om hans hoved, da de næste lilla øjne gled over hans hær. Eller noget af den, den var ikke fuldt samlet endnu, men snart. Ja, snart var de klar! Og jo flere der faldt i kampen, jo flere ville han havde i sin hær. Et let smil hev i den blege hud, da han vendte hesten og red tilbage. Valley of the dead. åh, det havde været svært at finde det rigtige sted, et sted hvor folk ikke direkte viste hvor han var, men stadig et sted hvor han kunne blive beskyttet hvis de fandt ham. Valley of the dead var som skabt til ham!
En dal, skjult af store bakker, gjorde at ingen så ham før de næsten stod foran ham. Og da ville det være for sent. Stedet var fuld af levende døde uden formål, men han havde givet dem et formål. De mange telte var spredt ud over hele dalen. I den ene del lød der en evig hamren, fra smedene der beklædte de levende døde med lidt let armor eller våben. Bare så de kunne klare sig længst muligt. Men fordi der var så mange, var det næsten et umuligt job. Dog betalte han godt for det, så de arbejdede både dag og nat. på den anden side øvede de levende døde sig. Selvfølgelig var det begrænset hvad døde i det hele taget kunne lære, det var svært nok at samle dem og få dem til at gå i geledder. Men han kunne godt lide synet af disse dukker, der ligegyldigt hamrede sværdene ind i hinanden. Endelig var der hans telte. Hovedteltet var større end de andre telte og var hans private, hvorfra han udøvede sin magi. De mindre telte rundt om indeholdt hans rådgivere. Folk der ikke var levende døde. Åh, jo, der var vist et par levende døde imellem, nogle der var opstået efter nogle eksperimenter og alligevel både kunne tale og tænke. Han smilte lavt.
Han stod af hesten og gav tømmerne til den der stod nærmest. Hans hest blev ført væk. Det var på tide at fortsætte magi. At få de sidste undeads op af jorden, så de kunne slutte sig til ham. Hele Underworld ville snart være hans og han glædede sig til det. Men nu måtte han ikke være forhastet.
Han manglede også svar fra sine spioner, enkelte undeads som kunne lidt mere end de andre hjernedøde individer, som skulle fortælle ham hvordan byerne planlagde deres forsvar. Fortælle ham alt hvad der skete. Han var utålmodig efter at få svar!


//Mere blander jeg mig ikke i emnet, før end at i finder frem til ham. Det er jer frit at bruge de spioner der bliver nævnt, som en mulighed til at finde ham. God tur//

Pigen foran ham var ikke videre grim. Men selv i dette mørke kunne Matthew finde fejl, hvilket var et klart puls. Hvis han kunne fejl betød det, at han kunne blive med at kunne klart. Hendes øreringe var nogle var det mest overdrevne og grimme han nogensinde havde set. Senere i livet ville de ødelægge dæmonens øre. Og så var det sket med hendes skønhed. Hendes hårspidser var helt forfærdelige og for en dame af hendes tøjs status var hendes øjne og hendes sind slet ikke passende. Hendes sind var rodet, der fløj følelser og tanker rundt hele tiden, og det føltes som om... hun nedtrykte dem? Han havde følt lignende før, men slet ikke det omfang som med denne pige. Eller var hun kvinde? Pige lød mere nedværdigende. Pige blev det. For sig selv besluttede han sig at selv, når hun kendte hendes sande navn, ville hun for altid være Pige, selvom hun højest sandsynligt var langt ældre end Matthew nogensinde ville blive.
Hendes sind afslørede ikke sin alder; det følte hverken irriterende larmende som en barns eller roligt og tålmodigt som en aldrende person. Ja, nok var er aktivitet, og meget af den, men det var ikke meningsløs larm. Hans evne var endnu en god grund til, hvorfor han holdt sig fra sig selv. Alene var der ingen larm, ingen fremmede sind, der var ingenting. Der var følelsesløshed, noget som han hadede at elske over alt andet.
En følelse, som var svær at genvinde og finde lige nu.
Hun snakkede og hendes tænder skrabede lidt mod hinanden, mens hun trak gardinet fra vinduet.
Ja, selvfølgelig kunne han se dem. Var han blind, måske? Nu da han tænkte over det, ja, han var blind hele tiden i overført forstand.
Han kendte ikke personerne hun pegede, men gik fra de gik på universitetet, selvom deres ansigter og skikkelser ikke fremkaldte nogen minder. De færreste gjorde, nu. De, der havde gjort, var faldet. Hun fiskede efter hans skyldfølelse og regnede stærkt med, at han var en retskaffen engel. Det var han ikke. Også selvom han ville lægge sit liv ned for de tre mennesker, så var han ikke retskaffen.
Hendes stemme var blød og venlig, men hendes sindstilstand var sortere end før. Hun havde slået mange hundrede folk ihjel før hun opsøgte ham. Sjæledæmon? Ud fra hendes opførsel var det meget sandsynligt. Mønstrene passede i hvert fald sammen.
Han skævede mod døren, stadig løst.
Fordømt, fordømt, fordømt. Fanden tag dig, Pige.
Det var lang tid siden han ønsket dødsdom over nogen. Han ønskede det ikke for ulyksalige Necromancer, men Pigen måtte gerne sig et hul og sove der til evig tid.
”Kan du så finde ham Matthew, gør nu dit bedste, det ville være sådan et spild at lade de personer dø, ville det ikke?
De havde allerede ude af synsvide, og Pigen havde råd til at gå tilbage til dem; det koste hårdt opsparet tid. De Hjernedøde ville få en bedre chance til angreb og de var tit i flokke. Igen; hjernedøde.
Men hendes sætning havde en større virkning end som så. Den lod noget som han ville have sagt og et strøg af panik løb kort over hans ansigt.
Hans mund blev tør og hans blik flakkede mellem hende og et hvert andet sted.
”Hvordan... hvordan skulle jeg kunne finde ham? Jeg er til ingen hjælp, det lover jeg dig. Min evne er slet ikke så stærk, som du tror, frøken... ?”
Men den var og de vidste det begge to. Så han gav skuespillet op; noget han aldrig have været god til. Løgne var ikke hans kop te.
”Hvilke oplysninger har du på ham?”

Oplysningerne i sig selv, havde taget lang tid at få fat i. Om Matthew, nogle få oplysninger om necromanceren. Det havde krævet tid energi, og mænd.
De havde været tæt på at få placeringen før, uden alt dette besvær med englen Mathhew, men spioner var forberedte.
De havde fået fanget en af necromancerens spioner, spionen havde været let nok at få. Han var ikke forsigtig nok ,han regnede med vel han var sikker, han var på de u-dødes side, hvem ville skade ham, og et menneske, så hvem regnede med dette?
De havde fået nogle få oplysninger ud af ham, men ikke noget de der, regnede med at kunne bruge. Da de endelig kom til at spørge ham om hvor necromancerens skjulested var, havde han taget noget gift, og nåede at dø.
Derefter tog det dem lang tid at finde en metode. De fandt ikke andre spioner, måske var der flere, men disse var bedre.
Så var det de hørte, fra deres egne folk, om denne dreng, Matthew som havde en speciel evne. En evne til at kunne finde folk, blot ved nogle få oplysninger? Det håbede de.

Det var ikke svært for Alítheia at se, når englen løj. Egentlig var han let at læse, synes hun. Han var ikke en der brød sig om dette, han lignede en, der prøvede at finde flest mulige fejl, elskede han fejl? Den engel virkede som en der havde mistet troen. En engel uden ro der ikke var faldet? Det kunne hun vil hurtigt sørge for…
Hun kunne også læse på Matthew at han ikke brød sig om hende, hendes trussel havde vel virket? Han burde vide hun ville dræbe, måske havde han læst det i hendes sind, intet var sikkert.
”Hvordan… Hvordan skulle jeg kunne finde ham? Jeg er til ingen hjælp, det lover jeg dig. Min evne er slet ikke så stærk, som du tror frøken… ?”
Alítheia havde svært ved at holde en latter igen, men fik det skjult godt. I stedet, så hun bare lettere overrasket ud. At han prøvede sig med at lyve, når han tydeligvis var elendig til det. ”Åh kære Matthew, ikke narrer dig selv. Som jeg sagde kender jeg dig, jeg ved mere om dig end du selv gør. Jeg kender til din evne, ved du er stærk, og du ved jeg vil dræbe dem, så stop dine løgne og gør som jeg siger. Jeg ved din evne er stærk, du har sikkert været i gang med at læse mit sind, hvis du ikke gør det nu. Tro ikke at du kan lyve” sagde hun med en kold munter stemme. Folk plejede ikke at modsige folk, der vidste for meget om dem, og ret havde hun.
”Hvilke oplysninger har du på ham?”
Endelig kunne de før så ubetydelig bruges, oplysningerne fra spionen. Hvem kunne have troet et navn og udseende kunne bruges til at finde stedet. Hun tog en dyb vejrtrækning, ledte sin hjerne igennem og fandt de nødvendige oplysninger.
”Der er en kvinde, der står ham nær. Hendes navn er Miralda.” hun holdt en kort pause… hans udseende, hun ville have flest mulige detaljer med. ”Necromanceren har længere hvidt hår, han er bleg, og spinkel. Han har lange knoglede fingre. Han øjne, er lilla og han går i en sort kappe.” Det blev sagt roligt, nu ville hun blot vente på svaret. Hun ville vide hvor han var, så hende og Benjamin kunne tilslutte hans hær.

Det faldt han ind, at med planlægning kom som sagt informationer og hans løgn havde et lidt for stort brød at bage, desværre. Dårlig løgner? Hvad med alle de øvrige løgne han havde fortalt? Havde de bare nikket og troet på ham, fordi alt andet havde været for besværligt? Det var sandsynligt, men da han nok ville have gjort det samme, så lod han tanken være i fred. En sjælden ting, men situationen var... presset. Hun havde også undgået hans diskrete måde at sige; 'Hvad hulen hedder du, Pige?'. Han kunne godt lide at have orden på tingene, men denne vernde han var blevet trukket ind var orden, vidst det sidste man tænkte på.
At løgnen dog havde været så dårlig, at hun skulle sit hånlige grin. Han bed tænderne hårdt sammen og trøstede sig selv, at hendes latter nok lyd som en blanding af en svins front-lyde og bag-lyde.
Så han opgav, slugte hans dybe suk og stilte så sit afgørende spørgsmål.
Hvilke oplysninger var det egentlig muligt at finde omkring ham? Hvordan fandt ham ud af noget omkring en mand som Necromanceren? Hvem havde lyst til at komme tæt på Necromanceren? Uanset om det fjende, ven eller allierede, alt som sammen var meget utiltalende.
”Åh kære Matthew, ikke narrer dig selv.(han var ellers god til det) Som jeg sagde kender jeg dig, jeg ved mere om dig end du selv gør.(han havde lyst til at råbe, at gjorde hun bestemt ikke, men ville nok kun bringe ham i flere problemer, og det havde han ikke brug for) Jeg kender til din evne, ved du er stærk, og du ved jeg vil dræbe dem, så stop dine løgne og gør som jeg siger.(han gjorde sjældent som blev bedt om, han brød sig ikke følelsen) Jeg ved din evne er stærk, du har sikkert været i gang med at læse mit sind, hvis du ikke gør det nu.(i det mindste havde hun fat i noget) Tro ikke at du kan lyve(det troede han)”
Han havde lyst til bryde fri; havde lyst til at modbevise og modsige Pigen, men igen, det ville bringe flere problemer og ikke færre. For dem begge og hun virkede ikke som person, der var venlig og vred på samme tid. Faktisk vidste hun nok ikke definitionen af venlighed. Eller høflighed.
Hendes svar var dog langt bedre end han havde truet håbe på. Han mødte stadig ikke hendes blik, men nu af koncentration end nervøsitet.
Miralda? Det var et godt sted at starte. Hvis han bare ledte efter det ord i hans sind... Eller de andres omkring Miralda og en mand ved Necromancerens beskrivelse, kunne han måske fuldføre, og overleve, dette arbejde.
Han trak vejret dybt et par gange, mødte Pigens blik, og strøg en hånd gennem hans halvlange hår. Han burde snart få klippet.
”Hvis det skal lykkedes,” han kæmpede med sin stemme til at få den til at lyde nogenlunde kynisk, uinteressant og allervigtigst: sandfærdig. ”skal jeg have stilhed og en hel del tid, da jeg antager han befinder sig langt væk. Et sted, som ikke bevæger sig så meget som kareten. Jeg kan godt udføre det” han tænkte sig lidt om, ”måske, men det vil kræve noget tid og meget anstrengelse. Jeg kunne blive bevidstløs før jeg fandt ham.”
Han var stolt over, hvor lidt hans stemme knækkede og gav sig et mentalt klap på skuldrene.
”Så vil jeg gerne vide mere om dine motiver... Hvorfor finde ham? Hvem står du i ledtog med? Hvad hedder du??
Ja, hvis han selv skulle sige det var han godt tilfreds.

Camille vågnede op med et sæt.
Hun havde blundet... Eller var blevet trukket ind i en tilstand der mest af alt mindede om en mild form for trance.
Vinterbleg trods solen var gavmild med sine stråler, sad hun nu op , med en hånd lagt over sin pande der var fugtig af små sved perler. Fandens! Endnu et flash sendt til hende af fremtiden.
Eller nutiden var det nok mere ?
Det virkede som det havde fundet sted... Eller var lige på trapperne til at gøre det.
Camille stod op og inden 10 minutter var passeret, havde hun en dueblå kjole med korte ærmer trukket over sig - medbragt fra hendes egen dimension - Den normale verden - og nogle sandaler på de bare fødder.
Uden at unde sig selv den luksus som morgen mad efterhånden var , lagde hun an til at opsøge sine gamle bekendte , og forlod sit opholdssteder.
En tynd lang og dækkende kappe i musegrå havde Camille svunget omkring sig og den gav en din dække af det al for lange iltre hår og hendes ansigt.
Camille havde som altid i disse dage, sine våben placeret på kroppen. Hendes Heckler var fastspændt på låret. En kniv ligeledes. Så var der selve excalibur på ryggen og en lille skarp sag af en listig kniv, oppe i hendes ærme.
Hun hastede afsted.... Ned mod det prægtige pirat skib.
Imens terpede hun igennem billederne hun var blevet vist.
Overså hun noget ? Det måtte bare ikke passe? Så ... Helt igennem håbløse kunne de da ikke være?
Hendes venner... Eller... Ja... Penny var hendes veninde , men Benjamin vidste hun ikke helt med. Han var ikke sådan lige til at aflæse, vel?
Hendes vision havde vist se to pirater Penny og Benjamin i færd med at joine den forfærdelige necromancer og hans hær.
Samt en anden mørkhåret fyr der skulle hjælpe opsporer ham.
Ikke en fyr camille kendte til, men blev det nødvendig måtte hun jo overtale ikke bare en - men sem alle tre til at droppe ideen.
Måske kunne hun selv slå en handel af med den mørkhåret ukendte fyr?
Opspor dukkeføren af de uddøde , så jeg kan stoppe den skiderik, lunede hun sig ved drømmen søde ild.
Eneste positive ting , i hele denne suppedas var , at hun have set ham... Necromanceren .. Så hun nu vidste hvordan han så ud.

Som altid handlede Camille spontant . Impulsivt og slet ikke gennemtænkt men ud af hendes hjerte , da hun trådte nærmere den store skude.
" Ohøj.." Forsøgte hun sig humoristisk med... " Der er besøg til kaptajnen" selv i de mest sorte tider, kostede humor intet og kunne måske lysne en smule?

// håber det var sådan i ønskede? Ellers en pm til mig- og jeg retter indlægget til //

Denne engel var ikke helt som andre, en god engel og dog. Matthew virkede som om fred og ro var alt, hans lille verden var den vigtige. ’Gud’ var ikke længere noget for ham. Alítheia morede sig over ham, en engel der prøvede at være kold. Det var et sjældent syn nu til dags, medmindre det var en falden engel.
Det lød som om han var i gang med at overbevise sig selv. Og denne gang lød det mindre som en løgn, meget troværdigt. Denne gang ville han kunne narre andre, bare ikke Alítheia, som var for vand til løgne selv.
”Hvis det skal lykkedes,” Der kom en kort pause fra ham, før han fortsatte. Det lød på hende som ville han lyde ligeglad. ”skal jeg have stilhed og en hel del tid, da jeg antager han befinder sig langt væk. Et sted, som ikke bevæger sig så meget som kareten. Jeg kan godt udføre det.” Selvfølgelig ville han have et roligt sted, og Alítheia havde taget sine forholdsregler, mørke rum havde de på skibet. De havde en kachot på skibet, mørkt roligt, hvis de ikke sejlede og han kunne ikke slippe væk.”måske, men det vil kræve noget tid og meget anstrengelse. Jeg kunne blive bevidstløs før jeg fandt ham.” fortsatte Matthew, alt imens Alítheia lyttede.
Et svar på dette ville han hurtigt få, og en ting var sikkert, drengen ville overleve… til de nåede necromanceren. ”Matthew, jeg kan forsikrer dig, du vil få et mørkt, roligt sted hvor ingen vil forstyrrer dig. Angående tid, får du den tid jeg giver dig, forstået?” Hun ville ikke diskuteres med, han kunne stille de få krav, der gjorde han kunne finde ham. Narrer hende, muligvis slippe væk, det ville hun ikke lade ske, om så en gud kom og hjalp.
”Så vil jeg gerne vide mere om dine motiver… Hvorfor finde ham? Hvem står du i ledtog med? Hvad hedder du?” Spurgte Matthew hende. Denne dreng ville gerne kende navnet, sikkert for at have orden, en smule kontrol, en god grund til, ikke at sige det. ” Mine motiver er ikke relevante for at du kan finde ham, hvem jeg er i ledtog med… heller ikke relevant, hvis der er nogen. Og mindst af alt, er mit navn relevant for dig” sagde hun koldt, trak lidt væk i gardinet og så ud på de tunge skyer.

Sådan sad Alítheia et stykke tid, i fred, ro og stilhed. Alle ved dog, at stilhed ikke varer evigt. Denne blev brat sluttet, da først en zombie, stødte sig hårdt mod vognen. Derefter fulgte flere, de var under angreb. Selvfølgelig, ville de ødelægge alt, som planen skred godt fremad. Alítheia mærkede en vrede stige i sig, over denne helt forfærdelige timing af modstand. Vreden var som en ild i sindet, langsomt brændte den al rationalitet, alle gode tanker væk. Den var et flammehav i hendes sind. Alítheia så og hørte intet andet, end det der skete i hendes sind. Flammerne spredte sig inden i hendes hus, så hun snart var glødende.
Intet skete, kun vreden var der, så kom billedet af zombierne, og snart efter kom der en lille ild, i først en, det bredte sig, senere kom billedet af en karret, og et gardin begyndte stille at blusse op.
Hun selv lagde ikke mærke til noget, hun var ilden, hun mærkede ikke trætheden der langsomt kom snigende. Vreden, ilden der tog kontrol. Snart ville de alle blive fanget i hendes vrede flammehav, for hun kunne ikke kontrollere en følelse. Følelser hun holdt nede konstant, for kold fornuft, ville komme flammende, brusende, skælvende.

Pigen havde ikke afbrudt ham overhovedet. Han havde fået sit halve minut, og fornyet, men falsk, kontrol over sin situation. Han trak vejret dybt og i hans sind smilede han lidt.
”Matthew, jeg kan forsikrer dig, du vil få et mørkt, roligt sted hvor ingen vil forstyrrer dig. Angående tid, får du den tid jeg giver dig, forstået?”
Nej, han havde ikke forstået. Faktisk forstod han meget lidt af, hvad der foregik omkring og hvad han skulle gøre eller sige, for at komme væk. Intet af de normale tricks havde hjulpet, så måtte håbe, at Gud alligevel holdt hånden under og over ham. Og fik bragt ham langt, langt, langt væk.
Hvis han ikke fik tid nok, ville det gå over Pigen(og hendes medskyldige), og i sidste ende ville det gå over ham selv. Hvis han var begyndt at føle nervøsiteten igen og hans hænder rystede let, ville han benægte det til sin dødsdag. Tænkt, at kontrol kunne slippe så hurtigt mellem ens fingre.
Og dødsdommen var åbenbart ikke så langt ude i fremtiden, som han bare i går havde regnet med. Det var sådan nogle ting han planlagde, og dette var ikke i med planen.
Han fortsatte sin talestrøm, hvor han slap. Var det ikke retfærdigt, at han vidste, præcis hvorfor han var blevet bortført af en skinrende sindssyg pige, hvis hår var blevet sat i ild, og højest sandsynligt, havde en forfærdelig latter, samt en sortere sjæl end Djævlen selv?
Motiverne ikke relevante? Hvad pokker var mere end relevant end dem? Han havde ret til at kende dem, goddammit(ja, han havde ingen problemer med at misbruge Guds navn).
Hun havde sikkert ikke nogle. Hun var bare en pige, som sad hjemme i sin mørklagte hus sammen med tyve katte og nu havde overbevidst sig selv om, at hun alene kunne overtage verden i selskab med Necromanceren. Den hed sikkert Nidkjær, en af kattene, som var Pigens bedste venner, som hun gjorde sin yndlings beskæftigelse sammen med; at kidnappe unge engle for deres evner. Meget dæmonisk og langt fra sandsynligt, hvis han skulle sige det selv. Hans forslag var virkelig ynkeligt, ikke?
Hendes navn havde enormt relevant, for det betød(hvis han slap væk med livet i behold), at hvis han hurtig det navn skulle han begyndte at løbe. I modsatte retning, så hurtigt som muligt.
Hun trak fra for vinduet og afslørede, at vejret overhovedet ikke havde ændret sig sidste gang.
Lidt orden blev genopført, da stilheden satte sig på tronen og det ultimative herredømme over kareten. Kun for at blive brudt af en larmende, hjernedød zombie. Og problemet Z kom ikke alene. Den smaskende og hylende lyd de udstødte var ved at blive ham en hovedpine. Perfekt.
I det samme blev hans syn visket ud til fordel for rød og orange nuancer, og alt syntes at være i flammer. I næste sekund opdagede, at det kom var Pigens sind. Pigen sind var i flammer! Vreden spredte sig og nogle af zombierne blev fanget af ilden, mens gardinerne fik sorte huller, men han opdagede intet, for hendes sind var i flammer!
Spredte sig, ødelagde, destruerede.
”NEJ!” skreg han, mens han sprang frem mod hende. Tog fat i hendes skuldre og rystede hende. Det føltes som om de... var forbundet, som om hans sind rørte hendes og han hadede følelsen.
”Stop, nu!” beordrede hende og hans greb spændtes. Hans øjne var let udspillede, mens han søgte efter, at det mindste tegn på, at Pigen var tilbage vendt.
Hvad pokker skete der?

”NEJ!” det ene ord, det nåede ind som et svagt ekko. Det var ikke mere end blot en lav hvisken i hendes sind. Flammerne i hendes indre var stadig voldsomme, opblussende. Men en følelse, en beroligende følelse kom langsomt ind, som en berørte hendes sind, med en komplet følelse og ro g kontrol. Flammehavet begyndte langsomt at forsvinde fra hendes sind, det blev mindre og mindre, til blot en gnist var tilbage og snart udslukket.
”Stop, nu!” Denne gang lød det tydeligere og hun genkendte stemmen som Matthews. Pludselig befandt hun sig i den virkelige verden igen. Først vendte hørelsen tilbage, hun hørte Matthew råbe og skrige op, og kom med et gnavent svar. ”Ti nu stille, verden går jo ikke under.” Så kom hendes syn igen. Hun så han hans hænderrøre hendes skuldrer, de svedne gardiner, som brændte roligt. Følesansen, hun kunne mærke hans hænder på skuldrene. Selvfølgelig forventede hun den ubehagelige følelse, men i stedet… ingenting? Det virkede bare normalt. Matthew havde på en måde en beroligende effekt på hendes sind? Hvorfor? Hun hadede dette, ville aldrig indrømme det.
Hurtigt fejede hun hans hænder væk, så ud… på de brændende zombier? Hvad var der sket? Hun havde jo kigget ud for kort tid siden… og nu ild?
Zombierne, de var trukket længere væk fra kareten. Det var om at tænke hurtigt i disse tider, finde smuthuller komme væk. ”Sæt gang i kareten rid!” råbte hun til kuskene, så de hurtigt ville komme ud af dette rod.
Man mærkede et ryk i kareten, som havde stået stille, mens angrebet havde været. Nu bevægede de sig hurtigt henover grusvejen, så støvet fløj op, omkring vognen og hastigt nærmede de sig skibet.
Alítheia skubbede Matthew tilbage, så han sad overfor hende igen. Hun havde lyst til at råbe han ikke skulle røre hende, holde sig ude af hendes sind, hun huskede forbindelsen… hadede den. ”Matthew, en regel… Aldrig… jeg gentager aldrig rør mig” sagde hun i stedet med en helt rolig og kold stemme.

Ilden i Gardinerne… hun havde glemt alt om det. Først da hun lugtede det brændte, huskede hun ilden i dem. Hurtigt rejste hun sig op, begyndte at banke på gardinerne. Ilden var ikke let at få til at gå ud, men det lykkedes efter et stykke tid.
Roligt satte Alítheia sig ned igen, som var intet af dette sket, og kiggede ud i luften. Lod stilheden overtage det lille rum i kareten.
Sådan varede det i lang tid, faktisk det meste af turen (af det der var tilbage) til skibet. De var nu tæt på det, og når man kiggede ud, ville man kunne se det.
”Når vi er ved skibet, giver jeg dig en dag… ikke mere til at finde ud af hvor han er.” Sagde hun kort til Matthew.

Efter denne lange, dramatiske ubehagelige, vel for begge parter tur nåede de frem. Kareten stoppede pludselig og døren blev åbnet af en lettere fortumlet kusk. Det var ikke svært at se han var medtaget af denne rejse. Alítheia rejste sig, glattede kjolen ud og gik elegant ned af trappen, ud af vognen. Da hun var ude så hun afventende på Matthew, hev fat i hans arm, da han var ude. Hun begyndte at gå mod skibet, hivende med ham. Før hun fortsatte for at komme op på skibet stoppede hun op talte lavmælt og koldt til ham. ”Lyt godt efter Matthew, gør som jeg siger og der bliver ingen problemer. Selvom jeg er kaptajn betyder det ikke at der er folk der ikke vil skade dig, hvis du gør det mindste modstand. Jeg lader dem gøre det. Forstået” sådan lød beskeden og hun gik op mod skibet. Første fase af planen, var nu gennemført. Deres navigatør var fundet, nu skulle stedet bare findes, manden findes, planen udføres.

For Benjamin havde det været en god dag. Den havde involveret en del snyd, løgne og manipulation; han havde fået, hvad han skulle uden at få for meget motion, ja, han kunne være godt tilfreds. Det blev kun bedre af, at i dag blev hele planen sat i gang. Penny havde bare at udføre sit arbejde til perfektion, ellers kunne det hele gå i vasken. Og det ville være noget af en dæmper oven på sådan en god dag. Det afhang alt sammen af hende; der var ingen andre, som kendte til planen, ingen, som ville kunne stoppe eller bare sænke dem. Ingen naturlige fjender.
Faktisk var livet helst ikke så slemt, når man var på den mørke side. Alt det sjove sker der; han mere end gang haft umådeligt ondt af alle de o' så gode væsner. Hvorfor smed de deres livs potentiale væk på den måde? Stakler.
Mødet med englen var ikke noget han så frem til nogen måde; både englen og ham var nød til at være på det samme skib og det ville blive smertefuldt for ham. Det havde været længe siden, at han havde mødt en af den fordømte race. Han var en stor kujon og en god løber.
Han vendte sig med noget hans mandskab og ordrede afgang. Skibet var en skude, langt mindre end Verum Mendacium[Sandheden Lyver], men egnede sig fint den her slags nemme missioner. Nemme missioner var hans stil.
Der lød larm, skraben, råb, løb hen over dækket. En let vind rejste sig med en saltvandsbølge og bragte dens luft frem til ham. De ville snart være fremme og snart ville alt være for sent for Underworld. Verden ville blive overtaget zombier, mens han lo af al den ironisk og morskab. Og Mordskab.
Det var han ligegyldigt, hvordan Necromanceren var som person, så længe han gav dem, hvad de forlangte og derefter lod dem være i fred til herske. Benjamin kunne måske dø i hans eller hans zombier hænder... I så fald ville hans sidste krav være, at Penny og englen blev de første ofre.

Da de var tilbage på Verum Mendacium var Penny ikke vendt tilbage. Ikke overraskende, men skuffende. Så han bestemt sig for at finde noget mere rom og kakao, så tiden kunne få ben.
Vandet boblede med kakao(næsten mere pulver end vand, da smagen langsomt var begyndt at falme i hans mund) og tilsatte rom.
Lænede sig tilbage i stolen og sukkede tilfreds. Fred. Stilhed.
Kort efter brød larmen frem igen; en ubuden gæst. Irriteret stillede han kroppen fra sig og en grim og arret mand stak hovedet ind;
”Der besøg til Kaptajnen. En lyshåret djævel, hr.”
”Javel, ja. Jeg kommer nu.”
Selvfølgelig skulle Alberts turteldue dukkede op nu. Camille, jeg håber, du kommer til at brænde i helvedet.
Det tog ham ikke lang tid at nå frem til dækket og så, at det sandt nok var det Camille. Han fik et irriteret drag om munden. Mest alt, havde han lyst til at ligge fra nu, men det ville nok ikke forbedre Pennys normalt mørke humør.
Så han satte ned af skibsbroen og ned i fast grund, et par meter fra kvinden.
”Camille,” sagde han, følelseskoldt, som situationen bød ham ”jeg foreslår, du kommer ind for en kop kakao.”

Camille ville have tabt både de blå øjne og smykkefrie øre, havde hun kunne lytte med på Benjamins tanker.Brænd i helvede? Hun havde givet ham en slags venne status, i hvertfald syntes hun faktisk godt om den charmerende og meget intelligente dæmon, der havde det al for let med at sno alle om hans lillefinger, med hans listige løgne og tiltag.
Alle...undtaget Camille naturligvis.
Lige fra den dag hun først mødte Benjamin, hvor hun var stang barcardi, havde hun kunne lide ham.Og hun havde rablet ud om portalen til Underworld under deres lille tete a tete, og misanten om den kække dæmon ikke var troppet op her, til et bal enda og her havde hun mødt ham igen.
Camille var spændt....Benjamin var meget svær at forudse en reaktion fra, han virkede altid som ligeglad med alle andre ...end ...ja...ham selv, men igen vidste Camille bedre.Hun troede på det gode i ham.Desuden levede hun jo stadig, ik?
Hun løftede hagen lidt og smilede til ham.Trodsigheden i hendes øjne var umulig at trække ud, da Benjamin ikke var en blid lille hvalp hun skulle klø bag ørene, men en lille manipulerende frækkert af en dæmon, så....hun var beredt.
" Benjamin....well well...." Lød ordene imens hun hurtigt tog bestik af ham.
Han så frisk ud....lod ikke til at have lidt overlast af nogen art.
Ikke andet end hans hjerne tilsyneladende var ophørt med at fungerer, men det var så her Camille kom ind i billedet.Hun skulle justerer på de løse skruer.Ved lyden af hans reserveret stemme , ændrede hendes udtryk sig og blev en kende mere ....forsigtig.
" Tak...dejligt at se dig....Benjamin" kunne hun ikke lade vær at stikke lidt til ham, "vi er nød til at tale! Ser du....jeg ved du har været en slem lille dæmon...og nu er leget timen slut" Hun sagde det med morskab i stemmen...for at forsøge bløde ham lidt op.Hun søgte i hans øjne efter tegn af smil.Var der noget?
Mere alvorlig forsatte hun..." Er Penny her? Jeg vil rigtig gerne have lov at tale med jer om....necromanceren og de yderst forudroligende planer i har Benjsmin"

Hun var steget ud af kareten, steget elegant ud, og hevet Matthew mindre elegant ud af vognen. Derefter givet ham mere eller mindre en lektie lære i opførsel på skibet.
”Lyt godt efter Matthew, gør som jeg siger og der bliver ingen problemer. Selvom jeg er kaptajn betyder det ikke, at folk ikke vil skade dig. Hvis du gør det mindste modstand, lader jeg dem gøre det. Forstået.” ordene lød, kolde og skarpe som is. Hun mente dem, og Alítheia vidste at Benjamin ikke ville tøve med at skade englen, hvis han fik muligheden. Hvad ingen af dem vidste var, at denne engel ville blive mere nødvendig end de troede, på helt andre måder end de troede.

Alítheia gik stadig mod skibet, slæbende på Matthew. Hun kiggede rundt ved den lille havn, det var ikke en kendt en. Et skib udover Verum Mendacium, lå til og hvis hun ikke tog meget fejl var det Benjamins. Så Benjamin var tilbagevendt, og ham og englen på samme skib, ville blive uudholdeligt. Bare at tale med ham om det, viste han var en lille kujon. Hun kiggede lidt rundt, og fik så øje på noget andet. Et tegn der kunne tyde på, at der var kommet andre til skibet. Hvem skulle komme til skibet, ingen kendte til deres planer… hvordan skulle de kunne det. Selvfølgelig medmindre Benjamin havde talt over sig. Dette regnede hun dog ikke med, men nu gik det hurtigere om at komme op på skibet.
Matthew blev hevet og trukket med, og hans balance evne blev testet op ad planken, der gik op til skibet. Ligeså gjorde Alítheias evne, i dametøj. Hendes evne til at gå i damesko og kjole, var ikke videre god og et par gange fik hun en smule overbalance.
Endelig nåede hun op på skibet, endelig var de helt fremme, nu så hun at der rent fasktisk var en anden. En lyshåret kvinde, et kort glimt af ansigtet og hun genkendte hende. Camille, hendes kære veninde… Alítheia vidste nu at der var problemer. Hvorfor skulle Camille ellers komme, kendte hun til deres plan?
Alítheia vidste hun var en meget god person, samvittigheds plaget, en der gjorde det rette. Hun vidste også at Camille kendte til ting, uden nogle vidste hvorfor. Da hun kom tættere på og hørte det sidste Camille sagde, var hendes initiation rigtig. ”Er Penny her? Jeg vil rigtig gerne have lov at tale med jer om….necromanceren og de yderst foruroligende planer i har Benjamin.” Hun kendte til deres planer, og ville nu stoppe dem. Den pige troede vel på det bedste i alle? Selv djævelen…
Alítheia trådte nærmere, mens hun stadig havde fat i Matthew. ”Jeg er her Camille, foruroligende planer. Necromanceren… er alt i denne tid med ham ikke foruroligende kære Camille” sagde hun med en venlig og bekymret stemme. Alt sammen noget hun ikke mente selvfølgelig. Alítheia vidste at de for alt i verden ikke skulle fortælle deres plan til hende. Deres plan om at slå sig til necromanceren, for at få magt, hvad skulle de ellers bruge den mand til? De var vand til at leve på havet, og der kom zombier ikke. Folk ville snart samle sig, og han ville ikke kunne komme ind i Doomsville… ikke uden hjælp fra andre end zombier og ukendte folk. Hadet for dette ville de sikkert blive, men had var så normalt for Alítheia at det intet gjorde hende.

//er det mig eller Benjamin nu ? //

//Det er benjamin der svarer først, men vi har begge været fraværende, men tror snart ben får svaret ^^//