Not all random strangers are bad. - Sajro

Når månens lys springer over landsbyen, og lader små børn putte sig i sengen under dens magiske skær, og voksne folk drikke sig i hegnet, og råbe efter hinanden i kor, kunne man endnu engang genoverveje om det var de voksne, eller børnene der fik mest ud af nattens berigende muligheder, og friheder. man kunne føle den kolde vind puste en i nakken, og den mudderet jord under ens fødder efter den kraftige regn som var slut for ikke mange øjeblikke siden. inde på kroen kunne man høre små torden skræld og se lys fra lynild i det fjerne. der var ikke mange inde på kroen her til aften, der var en kvinde bagved baren, og en lille gruppe dæmoner som sad med et skatte kort, som sikkert ikke ville føre nogen vegne, udover dem var der en sortelver pige, med langt elegant hår, og nogen skønne eventyrlige lys lilla øjne, hendes krop fra top til tå var dækket af en læder rustning, som så både praktisk og behagelig ud. hendes blik var rettet mod de to mennesker, som sad ved hendes bord i hjørnet, hun snakkede enlig ikke med dem, hun fandt dem rigeligt frastødende faktisk, og den måde de bliv ved med at rakke ud efter hendes hænder, og flette finger med hende gik hende på nerverne. hun søgte ikke rigtigt hjælp fra nogen i kroen, hun satte sig bare lidt mere op af væggen, og rev sig fri hvergang en hånd bliv lagt på hende, som det gjorde.. mere end et par gange.

En høj bredskuldret mand iført en læderrustning med et ulvehoved graveret ind i fronten... han gik stille ind igennem kroen og det første han lagde mærke til var et par mænd der blev ved med at lave tilnærmelser til en afvisende sortelver som egentligt var meget smuk...

Han gik stille derover og lagde en hånd på hvert af mændenes skulder... han talte så med en alvorlig stemme...

"vis kvinden respekt..."

Han stirrede ondt på dem... han hadede respektløshed specielt overfor kvinder... Han kunne godt finde på at lægge an på kvinden... han ville dog stoppe hvis hun afviste ham...

De to mænd stoppede med at bevæge sig, og fire trætte og fulde øjne, bliv rettet mod manden der havde lagt en hånd på deres skuldre. selv den største af mændene var intimideret af den høje bredskuldret bjerg af en mand, som lignet en der kunne knække vampyr knæskalder som var det jordnødder. den store mand fik de to menneske til at sige en samling af forskellige lyde, som ikke rigtig gav nogen mening, mens de prøvede at finde på noget at sige trak de tiden ud med tilfældigt ævl, og det bliv ved indtil den ene af dem endelig svaret "selvfølgelig.. hvis du siger det boss mand" de to mænd prøvede ikke at komme fri, selvom deres blikke sagde de gerne ville forsvinde, så hurtigt de kunne, og hvis Sajro fjernet sine hænder, ville de begynde at liste af stille og roligt.

Sortelveren havde lidt blandet følelser af at manden kom hen og hjælp hende af med de to savle tosser. det var da rart at de ikke skulle savle over hende mere, men på den anden side, så at få hjælp.. stod aldrig på toppen af hendes ønske liste. hun var meget yndig, det lå til sortelvere at være tiltrækkende, selvfølgelig var der nogen der fandt dem det modsatte af hvad de ville have, men langt de fleste syntes den sorte hud sammen med de tydelige øjne var dejligt at se på. hendes lys lilla øjne bliv uskyldigt lagt over mod ham, og studeret hans krops holdning og den måde han så ud på, og da de to andre havde ævlet færdig, hun med en stemme der kunne tilhøre en sommerfulg, hvis sådan dyr kunne tale "det godt. vi kvinder må holde sammen" hun sendte manden et drilsk smil.. tak var ikke et ord hun brugte, så hun håbede han tog hendes mentale lussing med et gram salt for det var altså bare hendes måde at takke på

Han kiggede stille på mændene og slap dem så hvor han så dem liste bort... han undrede sig over kvindens måde at sige noget på... mest da han troede hun bare lavede sjov med ham, og han smilede venligt og respektfuldt til hende...

"nu må de ikke rose mig for meget..."

Han satte sig ned kort efter og vidste ikke hvad han skulle sige eller svare eller for den sags skyld gøre... han kom dog på noget...

"de må undskylde jeg blandede mig..."

Han søgte stille hendes øjne... hans egne var grå...

Grå øjne.. hun bliv helt tryllebundet, sortelvere havde jo farvet øjne, og at se nogen grå øjne gjorde hende næsten jaloux, det var .. hun ikke van til at være, men øjefarver hun ikke havde set før var altid spænende, og hun sagde uden selv at tænke over sine ord "det er fint" vel var det ej fint, og hun opdaget ikke selv hun havde sagt det inden ordne var ude af munden på hende. hun flyttede noget hår væk fra det ene øje, som syntes det skulle komme ind og ødelægge hendes synsvinkel, og sagde bagefter "overarme kunne gøre en ork jaloux, en tunge der kunne tale en gentlemand i graven, og øjne der pirre en nysgerrig sjæl som min egen.. du er undskyldt bamse far"

Han blev meget chokeret over hun bare sagde der var fint grundet at hun var sortelver kvinde... han grinede også lidt Over at hun kaldte ham for bamsefar men han vidate ikke lige med det samme hvad han skulle svare men det kom så senere...

"bamsefar? så har de vidst kun set en side af mig..."

han smilede stille og bukkede hovedet let og gav hende hånden stille hvis hun tog imod...

"sargonis til deres tjeneste..."

Hun lænede sig tilbage mod væggen bagved hvor hun sad, og sagde så "til tjeneste? skatte mand altså. jeg er sortelver, pas nu på jeg ikke tager dig på dit ord" hun blinkede til ham, og prøvede at banke sin indre lyst til at være den gode gamle dominerende kvinde, som hun havde været i sit eget samfund, hvor mænd var objekter, og hvor magt var det alle kvinderne søgte.. det var en hård ting at over komme ens naturlige lyst til intriger, magt, dominans, generalt ondskab. men nu var hun her, og hun var da også blevet bedre til at se mænd som levende væsner. hun forsatte med sin søde tone "Prinsesse Zela, af det daværende sortelver Rugaskov samfund. baronesse af de tusinde tåres grotte. Ældste og eneste overlevende datter af afdøde høj præstinde Estalia, og tro slaveinde af høj-frøken Zefira.. til DERES tjeneste Sir Sargonis" hun lagde det ene ben over det andet, og sluttede af "hvorfor hjælp du mig? jeg ville aldrig gøre det omvendte, og vil nok stadig heller ikke"

"du må tage det som du vil..."

Han smilede stille og syntes det var morsomt at hun ikke omtalte ham som dyriske eller lignende... han gad dog ikke kommentere det over for hende meget..

"De har ihvertfald ikke set min dyriske side..."

Han blev lidt irriteret da hun fortalte hun var slave, og havde et enkelt spørgsmål...

"en ære... og eget valg med slaveri?"

dyrisk side? det var ikke nyt, sortelvere var meget dyriske, når man kun spiste rådt kød, og ens yndlings ret var hinanden, som man jo gjorde i et sortelver samfund tit for at skaffe sig af med de svage, så kunne man ikke undgå at være lidt dyrisk.

hun rystede på hoved med det med eget valg, og sagde med en lidt halv drilsk tone "Siden hvornår har sortelvere lagt deres røv under pisken frivilligt?" hun smilede lidt.. falsk godt.. men hun smilte da. og forsatte "Vores højeste præstinde sagde det var gudindens ønske.. ydmyghed overfor hvid-skind. trældom og slaveri var hendes ønske, så man kan vel godt sige det er selv valgt.. hvis man er en guddomløs taber uden rygrad, ære og stolthed" hun lyd ret glad mens hun snakkede om det, men helt glad kunne man nok nemt regne ud hun ikke var.

Han havde ikke forventet hendes væremåde... men han vidate ikke helt hvordan han skulle.reagere på det. Han så hende i øjnene og smilede forsigtigt... han ville oplevelse bakke ud...

"Ja nu ved jeg ikke rigtigt noget om sortelver samfund..."

han blev lidt påvirket af det hun sagde...

"så folk uden en gud kan ikke have rygrad mod og ære?"

han havde ingen gud men kun naturen...

Hun havde nogen ret faste holdninger, det kunne man ikke undgå efter et liv hvor i et isoleret samfund, hvor svaghed og kærlige følelser var farligt, kunne man ikke undgå at være ret tro mod sine meninger.

"Din hvid-skind guddom har skabt dig. min gudinde har skabt mig. det et faktum, og vi ære dem gennem at fuldføre deres vilje, og når de ikke giver os en opgave, er vi fri til at fuldeføre vores egne visioner.. da jeg kom her, forventet jeg ligeså mange religiøse som i mit samfund, men næsten alle har svigtet deres guddomme. spyttet deres guddom i ansigtet som tal for at blive skabt. Den med rygrad følger sin guddom ligegyldigt hvad den bringer, og den med ære vil påtage sig ansvaret af de gerninger man har gjort i sin guddoms navn.. så nej, hvis man nægter at ære den guddom som skabte en, har man ikke fortjent det liv man bliv tildelt"

"jeg siger ikke de tager fejl... men hvem siger vi er skabt af en gud og ikke af naturen? Og ville det ikke kræve både mod og rygrad at gå imod en gud?"

Han sagde det ganske alvorligt men meget tanksom som var det noget han selv tænkte over... han sagde ikke at der ikke eksisterede guder... men han var en nightcan skabt af naturen til dens beskyttrlse...

"men dette er så der hvor jeg kan sige jeg heller ikke ved om naturen blot er en guds forklædning..."

Gå mod en gud? nu snakkede han et sprog hun slet ikke gad overveje det var hun alt for loyal til.. sin mor, sin bror, sin race og alle andre, ville hun bytte ved første mulighed for magt, eller andet egoistisk, men som mange andre som hende, var guddom ikke noget man gik mod, det var bare ikke noget man gjorde efter hendes mening.

"Du er klar over vi havde du sort hud, havde jeg personligt mæsket mig i dit kød, og tvunget dine ædel dele ned i din hals?" hun sagde det med et drilsk smil, at hun ville gøre det var en anden sag, hun prøvede at vise hun var seriøs med hvert ord, men at holde den gode stemning oppe på samme tid ved et smil for at vise hun mente intet personligt angreb på det han sagde. hun forsatte "men for at give dig et svar. Jeg har ofret og været vidne til barn på barn, mand på mand, og kvinde på kvinde, blive ofret og tvunget til at spise deres egne øjne, løftet om at de måtte beholde resten af deres krop.. i min gudindes navn. har følt min søsters liv forsvinde mellem mine finger som smeltet smør fordi højeste præstinden sagde det var gudindens vilje.." hun tavs kort, men kom så til hendes pointe "Hvis du siger min gudinde ikke har skabt mig.. fortæl mig så, hvad gør det mig til?" hun skiftede til en mere seriøs tone. hun kunne ikke sætte sig ind i at ikke have en gudinde, det kunne man nok også mærke på hende, og når han sagde gudinden ikke fantes, kunne hun ikke sætte sig ind i hans sted, men hun .. prøvede. prøvede at se det fra hans side lidt, men det var fantes svært.

Han sagde intet til det første men dog sagde han noget til det sidste hun sagde...

"sagde aldrig at du ikke var skabt af din gud... men hvad hvis du er skabt af noget naturligt?"

Han gad faktisk ikke diskutere det med hende...

"men når man ser på dig burde du kun kunne være skabt af en gudinde... men jeg ved jeg er naturens værk og beskytter... men den kunne sagtens være en gud..."

Hun tavs, snakken ville ikke føre så langt kunne hun se, og hun havde jo tros alt en ordre på at være rar mod.. største delen af hvid-skind, så hun ville lukke snakken inden den bare fik grimme ord frem fra en af dem eller begge to.

"Jeg ser selv naturen som en af gudernes mange redskaber. brugt til både straf og belønning.. men siger ikke at du tager fejl, kun en gud har svar på alt, og mon ikke man kan dyrke naturens som symbol på sin guddom" hun vidste ikke helt om hun selv var enig, men nu havde hun ivertfald efter bedste evne, at give mulighed for at de begge kunne træde ned fra samtalen uden at tabe ansigt.

"Du svaret aldrig på hvorfor du hjælp mig? skabe problemer med andre hvid-skind for at hjælpe en ukendt sortelver. det pirre mig det spørgsmål"

Han ville ikke sige han troede på guder, men det ville kun være et væsen som en gud... et omnitient og omnipotent væsen der ville kunne svare på alt...

"det kan jeg kun være dem enig i..."

Han vidste ikke helt grunden til at hjælpe, men han vidste da lidt han kunne fortælle hende om det...

"da de ikke virkede til st kunne fordrage dem... og det er folk som de mænd jeg foragter... folk der lever på almisser og tror de kan tillade sig alt selvom de fortjener at dø grundet hvor svage de er... og nu er de. nok endt i skoven som vil straffe dem for deres svaghed..."

Nu snakkede han et sprog hun forstod, det var dejligt at høre der var nogen ordenlige hvid-skind til en forandring, han kunne ikke lide dem for deres svaghed, og havde noget mod dem for deres usle liv. hun var meget enig, og fik en del mere respekt for ham, og sagde med et smil der viste hendes tænder "Svage skabninger. straf. og guddomlig retfærdighed.. nu bliv samtalen lidt bedre" sagde hun med et glimt i de lys lilla øjne, og tilføjet "Hvad med mig? hvor jeg kommer fra, skal slaver gøre sig svagere end de er.. hvilket jeg prøver en del på.. gør det mig mindre værd i dine øjne?"

han vidste ikke helt hvad han skulle svare... fordi på et punkt ville han sige ja til det, men noget i ham sagde også nej til hendes spørgsmål... mest fordi han kunne mærke hun var stærk og på ingen måde svag...

"for mig betyder din rolle intet for den værdi du har... jeg vurdere udfra hvad de beviser og virker til at kunne og titler kan folk for min skyld smide så langt væk de vil!"

han smilede stille til hende, og kunne ikke lade være med at se hende i øjnene da de var smukke som resten af hende...

"må jeg spørge om alle sortelvere er så smukke som dem?"

Hun kigget da også ham i øjnene, hun var ikke van til farveløse øjne på den måde, og det var ret fangene, selvfølgelig var hun heller ikke van til andet end sortelvere, men øjne var bare så.. unik efter hendes mening. hun studeret meget hans ansigts bevægelser, og den måde han bevæget sig når han snakket, men det havde dog intet med hans øjne at gøre, bare en normal omgang sortelver paranoia, og mistillid.
hun var uenig i hans svar, og sagde det da også til ham, hun havde holdninger og hendes jern vilje kunne ikke holde til at holde ting for sig selv.

"En skabnings individuelle værdier er vigtige, det er vil jeg ikke benægte, men magt og status er vigtigt som jeg ser verden, og så længe mine håndled er bundet af usynlige lænker, vil jeg være mindre værd end dem min gudinde bad mig om at tjene. jeg er overbevidst om at nogen skal være mindre vel set end andre, og om man er fordi man er svag, eller andre grunde, spiller ingen rolle. hvis jeg ikke havde lagt vægt i mine ord, havde jeg bidt øret af den ene af de to tosser for en halv time siden.. ligegyldigt hvilken grund, om det er fordi man er en svagpisser eller ikke, hvis man har en over sig, vil man være dårligere end den person indtil den dag magten skifter." hun smilede til ham, og tilføjet hurtigt "men respekt er en helt anden sag"

"Ja.. de må gerne spørge" sagde hun med et drilsk smil

Han vidste ikke helt hvad han skulle svare men de havde vist heller ikke samme mening om hvad værdi var..

"Du taler om den værdi man tildeles af samfundet? Jeg taler om den reelle værdi du har i naturen, som er baseret udfra hvem du er stærkere og svagere end... og ja respekt er noget helt andet..."

Han smilede stille over hendes svar...

"Vil du svare? Og hvis de vil hvad er så svaret?"

Han syntes hun var smuk og havde svært ved ikke at lægge an på hende...

Hun hørte hvad han sagde, og brugte det meste tid på at flytte sit hår til side når det kom i vejen, men hun hørte skam fint efter.

"De stærke skal overleve, de svage skal renses ud af racen.. hvis jeg altså fik min vilje til at blande mig i de små natur fejl ind i mellem" hun så på de pels han havde på sine skuldre, og sagde spurgte sommer sødt "Er du jæger?"

"Ens tiltrækning, og styrke.. de eneste vilkår der afgøre end overlevelse i sortelvernes samfund. og på et tidspunkt, når man har spist nok svagpissere og grimme folk.. bliver de stille og roligt mindre og mindre. så vil jeg sige ja, at det er sortelvere for det meste."

"jeg er jæger blandt andet..."

Han boede alene og klarede sig selv... det havde han gjort længe og fik hvad han havde brug for fra naturen... han så hende i øjnene og smilede stille...

"har du andet du vil vide?"

Han gad ikke være i kroen meget langere men hun holdt ham der med hende selv... han ville jo gerne gøre et forsøg med hende, men vidste ikke helt hvordan han skulle gøre det...

"eller hvad siger de til at gå anden steds hen?"

Sortelveren så ud til at blive meget optaget af hans ord om jagt, og at han jaget selv, det var noget der prikket til hendes opmærksomhed.

"Hvad er dit bytte?." hun smilede roligt til ham

Sortelveren satte det ene ben over det andet, og hørte hans spørgsmål

"Har dette andet sted et navn?"

''Mit bytte? Jeg jæger mange ting... Dyr for mad og skind... Ande folk fordi jeg ikke mener de fortjener at leve, eller fordi de har skadet naturen uden grund...''

Ham havde nogle stærke holdninger omkring hvad han jagede. Det var som sagt normalt dyr fordi han skulle bruge huderne til diverse ting, og kødet da han skulle spise og med hans appetit slog et dyr sjældent til længe...

''MIt ene hjem, der ligger ved soulriver, var en mulighed?''

Han så stille på hende, og vidste intet om hvordan hun ville have det med det, måske hun ikke ville føler sig tilpas med at tage med ham hjem, eller måske hun ville...

soulriver.. hun havde ingen ide om hvor det lå, ligesom hun ikke vidste hvor andet lå i det her nye hvid-skind samfund, hun var jo lige kommet hertil, og hun hadet det, den eneste der havde en sund fornuft her... udover hendes høj-frøken selvfølgelig... var denne mand, en MAND, at han var højere udviklet i hoved end alle kvinder her til sammen var et vidunder, hvordan deres hvid-skind gudidne eller guder ikke smadret deres samfund i skam. Men Zela holdte sin tunge i munden, hun var slaveinde her af hendes gudindes nåde, og så længe det varet var hun under dem.

"Hvad ´Kzúls grotte nordlige område?" hun sendte et drillendne smil, det var hendes måde at fortælle ham at hun havde ingen ide om hvad soulriver var for et sted, og prøvede at få en uddybelse ved at sige et sted som han ikke kendte