A rainy day in the forest

Sted: Udkanten af skoven.
Vejr: Overskyet med lidt vind og støvregn.
Tidspunktet: Morgen. Ca. 2 timer efter solen stod op

@Dr. Trott

Eliyah var stået tidlig op. Ikke fordi han ville, men fordi han ikke gad ligge søvnløs i sengen mere. Han var stadig ikke vand til de nye omgivelser, herunder larmen fra gaden og det voldsomme vejr, der havde hærget byen siden han kom til byen. Nogle gange tænkte han, om det var en forbandelse der havde ramt byen, den dag han besluttede sig for at flytte dertil.
Han var øm i hele kroppen, efter at havde ligget på alle sidder i et forsøg på, at finde en sove position. Da han stod ud af sengen, var det koldt for fødderne. Han overvejede kort, om det var det værd, men stod så alligevel op. Vejer var det bedste i mange dage, så det ville være spild ikke at tage i skoven efter nogle urter, som han ikke havde mange tilbage af.

Han klædte sig behørigt på med flere lag. Han var iført et en blågrå duoble jakke, marineblå bukser og højskaftede brune støvler. Rundt om halsen havde han et hvidt tørklæde der var bundet pænt og stoppet ned i doublen foran. Som altid sin brune læder skulder taske. Til at beskytte sin frisure mod vinden, havde han sin hat i marineblå uld. Hatten havde en kant af hvid pels, der ligeledes forrede den indvendigt. Yderst havde han en grå uldkappe.

Han var gået hjemmefra lidt før daggry. I skoven havde han fundet nogle af de planter han ledte efter. De var åbenbart ikke så eftertragtede. Han var optaget af at beundre de flotte eksemplar. Årstiden var  jo helt perfekt! En lyd fik ham til at kigge op. Det var blevet lyst, men der var ikke noget at se. Lyden kom igen. Det var en utålmodig knurren, der nu blev efterfulgt at en piben og snappen. Eliyah fulgte lyden, og efter kort tid, kunne han se 3 ulveunger, der slåsseede om en død harer. Ungerne var omkring  3½ måneder gamle. Eliyah listede sig tættere på. Han legede lidt med tanken om, at have en ulvunge som kæledyr. Tanken var kort, for ulvemoren kom til syne. Eliyah sank engang, og begyndte lige så stille at bevæge sig bag ud. Men ulven havde allerede fanget færten af ham. De satte i løb samtidig. Eliyah kunne se skovbrynet imellem træener, og forsøgte at sætte farten op.
Et jag af smerte fra venstre underarm og en kraft, der væltede ham omkuld på venstre side. Han skreg grundet smerten. Vægten af ulven forsvandt fra venstre underarm, men smerten forblev. Han mærkede en stor gren ved højre hånd. Han greb grenen, netop som et nyt jag af smerte gav et chok i hans krop. Denne gang fra højre skinneben. Ulven havde bidt sig fast og begyndte at trække i benet med i ryk. Eliyah slog ulven hårdt i hovedet, for at få den til at slippe. Ulven slap for et kort sekund, hvilket gjorde den slap benet, men stadig havde fadt i buksebenet, der blev revet i stykker ved bidet. Eliyah slog hårdere 2. gang, og denne gang peb ulven, hvorefter den trak sig lidt tilbage.
Eliyah kom med hjælp fra grenen og adrenalinen op at stå. Han gjorde sin aura mørk og brugte grenen til at holde ulven på afstand, imens han langsomt humpede baglæns ud af skoven. Ulven sakkede længere og længere bag ud, til den til sidst stod stille. De Eliyah kort efter nået skovbrynet, var ulven vendt om ind i skoven.
Adrenalinen var ved at forlade ham, og det begyndte at dunke og smerte i hans venstre arm og højreben. Han kiggede ned, og så sit tøj havde fået en mørkebrun farve. Afkræftet og i smerte satte han sig med ryggen op ad et af de yderste træer i skovbrynet. Hans aura var blevet mere normal igen. Han sukkede dybt og begyndte at smører buksebenet op. Han skar en ansigt grimasse, da buksebenet kom til at ramme selve biddet. Eliyah blev mere og mere bekymret for, hvad der mødte ham. Indtil videre havde han kun set blodet på bukserne og hans anklen som kom til syne under bukserne. Han havde endnu ikke lagt mærke til, at der var rester af skovbunden på hele hans venstre side inkl. ansigtet.

Det var dumt at blive væk. Skoven var stor, vejret farligt og dyrene var farlige. Især for en, der stort set intet vidste om at overleve alene. August var typen der havde brugt al sin tid på at studere, læse og blive klogere på den måde. Men at tænde et bål og jage sin mad? Den slags kunne han ikke. Det gik lige med den hytte han lånte en gang imellem. Men han blev sjældent i skoven længe ad gangen, mest fordi det netop var farligt at være alene. Men han havde bare sådan brug for urterne til at starte hans nye praktik i byen. Han kunne ikke så godt være læge, uden medicin, kunne han? Og det var langt billigere at hente urterne selv, end købe dem hos andre. Hans budget var nærmest ikke-eksisterende trods alt.

Så iklædt nogle slidte men endnu vandtætte støvler, et par brune bukser og flere lag af varme trøjer. Det hele pyntet med en slidt kappe om skuldrene, der dog gav bedre beskyttelse end slet ingen. Om livet hang en dolk og flere små læderposer. Over skulderen hang hans slanke lædertaske med hans noter og små bundter af urter han havde fundet.
Netop har i skovbrynet var det godt at være. Den ekstra lys og luft, men kombineret med den mere sure jord fra skoven, gav grobund for nogle andre urter og svampe. Ja, August havde været travlt optaget af at skære nogle små gullige svampe fri af nogle halvrådne grene, da han havde hørt lydene. Snerrende lyde, der straks fik hans hjerte til at slå hårdt og hurtigt.
Han havde sin magibog i tasken. Han var ikke god til sin magi til at kaste dem hurtigt. Alligevel var det nok hans bedste mulighed, hvis noget angreb ham.

Lydene fortog sig lidt efter. Han ventede i de buske, som han gemte sig i, endnu en tid. Til sidst listede han sig endelig frem. Han så sig om en del tid, men der var ikke rigtig tegn på noget i nærheden af ham. Han åndede tungt ud, ubevidst om han havde holdt vejret. Han trådte ud blandt de sidste rækker af træer, betrygget af lyset fra den frie omgivelser omkring skoven. Udsynet til enge og marker, hvis høst nok aldrig blev til noget.

Han var egentlig gået videre...
Da han havde opdaget personen. Først var August stoppet op. At møde fremmede var ikke altid en god ting. Lige for hans vedkommende var halvdelen af gangene et uønsket møde. Og den anden halvdel havde givet ham unikke møder med folk. Så, hvad skulle han tro?
Da han opdagede blodet omkring personen, var det som om den tanke ikke betød så meget. Hans ene hånd greb hårdt fat om stroppen til hans taske, som ham nogle mere bestemte skridt trådte tættere på. Da han nåede tæt nok, gled hans hænder op i luften, som for at vise han kom i fred. Ingen våben. Bare ham, et lille menneske!
"Hey....Øhm...Undskyld mig. Du er såret. Du er....Jeg var bare ude og hente urter, ser du. Så...Øh, har du brug for hjælp?" fik han endelig fremsagt, som han pegede let mod benet. Han trådte endnu et skridt tættere på, som hans blik gled over personens ansigt igen. Prøvede at bedømme om personen var fjendtlig stemt.
"Jeg er læge" tilføjede han sigende.
Ja, her tættere på, var det tydeligt manden havde været i en form for slåskamp. Med en anden person? August så sig omkring et øjeblik, men selv hvis det var tilfældet, var her vist ikke andre. Ikke nogen August kunne se eller høre i hvert fald. Måske lyden af dyr var kommet herfra...I så fald, bid eller fra klør?
Ville de komme tilbage? Ville noget som helst opsøge dem...Tiltrukket af blodet?
August sank let og så tilbage på manden.

Eliyah var fortsat med at smører buksebenet op, da han hørte noget eller nogen nærme sig. Han kiggede i retning af lyden og spændte lidt op, selvom hans krop var træt. Da han så, det var en person, der nærmede sig, slappede han lettet af igen. Det eneste forsvar han havde haft tilbage var at smide trøjen og flyve væk, hvilket var en absolut nødplan i dagslys.  

Eliyah fik øje på manden, da manden holdt hænderne op foran sig. Det var beroligende i sig selv, men vidste aldrig med fremmede. Men han studerede alligevel manden fra top til tå, for at se om han kunne genskue en bagved liggende fare. Han fandt intet der indikerede det. Tværtimod følte han sig nærmest allerede tryg ved personen.

Eliyah smilede taknemmeligt imod personen. Han hænder var stadig ved højre skinne ben, som nu var blotlagt, da han distræt forsøgte at trække ned i venstre ærme. Det bid var ikke så slemt, og han ønskede ikke at den anden opdagede hans ar på underarmen. Blodet på ærmet kunne sagtens være fra buksebenet.

"Ja, det er venligt at dig at spørge, jeg kunne virkelig godt bruge lidt hjælp. Jeg blev bidt i benet af en hunulv. Den er væk nu. Det dunker en del, og jeg har svært ved at stå.." Det sidste ord blev lidt trukket, fordi Eliyah kom til at se på sit ben. Han var van til at se sår, også grimme sår. Men på ham selv var han kun van til de klinisk og snorlige linjer. Det her sår var grimt, rodet, blodigt og der sad rester fra skovbunden i og omkring det. Eliyah kunne mærke ubehag ved synet og blev lidt svimmel, eller var det blodmanglen. Han kunne umiddelbart ikke se knoglens hvide farve, men ulven havde haft godt fat og gjort meget skade.

Grundet svimmelheden tog han sig til panden med bagsiden af højre hånd. Det hjalp lidt. "Jeg kan i hvert fald ikke selv komme tilbage til byen." Sagde han opgivende.
Når han nu skulle have hjælp af en anden, kunne han lige så godt smører tykt på.

August åndede tungt ud. Han havde åbenbart holdt vejret i nervøs venten, van til at folk som regel ville ham noget dårligt. Men som manden svarede ham, virkede det heldigvis ikke til at være tilfældet. Han tøvede et øjeblik, af egne årsager, mens han endnu holdt hårdt om remmen på sin taske. Til sidst tog han sig sammen, som han med bestemte skridt gik helt over til manden. Med den en hånd fjernede han sin taske og stillede den ved siden af sig, samtidig med at han gled ned på det ene knæ. Tid til at tage såret i øjesyn og være den læge, som han oprindeligt var uddannet som!
Blikket gled ned over det sårede skinneben. Blodet gjorde det besværligt at bedømme noget konkret endnu. Hans blik gled op til mandens ansigt, men denne gang for at bedømme tilstanden af hans nye patient. Hvor bleg var huden? Hvor frisk virkede han?
"Okay"
Han havde lidt sager med, i tilfælde af han selv skulle komme til skade. Hvilket ærlig talt altid var en stor risiko, klodset som han var til de fleste praktiske ting. Han rodede rundt i tasken og fandt nogle bandager frem, foruden hans dunk med frisk vand. Han skyllede sine hænder i så lidt vand som muligt, før han tilbød resten af dunken til manden.
"Drik. Din krop vil prøve at balancere dine væsker, så at drikke lidt vil hjælpe på dit blodtab. Hvordan har du det? Svimmel eller dårlig? For så vil jeg gerne have vi ligger dig ned"
Den nervøsitet, der havde været i hans stemme før, var som forduftet. Når han beskæftigede sig med noget som dette, gik alt hans koncentration med det. Desuden havde han nu taget ansvaret på sig. Så han måtte gøre sit bedste for at leve op til ansvaret.
I det mindste svarede manden ham endnu klart. Så alarmerende blodtab var der endnu intet af. Det var noget han måtte holde øje med.

Okay. Tid til benet. Forsigtigt lagde han en hånd mod låret og en nede ved foden, så han ikke tog direkte på såret. Forsigtigt lænede han sig ind over såret for at få et bedre overblik. Ingen hvide tegn på knogle. Der var en masse blod, men umiddelbart ingen konstant strøm eller sprøjt, der kunne betyde en af de store vener var blevet revet over. Benet havde nogle store blodårer, så ærlig talt ville manden nok heller ikke virke helt så frisk, hvis det var tilfældet.
"Jeg er August, forresten" mumlede han midt i det hele.
"Ved du om der er mere frisk vand i nærheden?" Han så op på manden igen.