Min smukke skat //Alex//

Sted: Omegnen rundt om Dommsville City::Friewood Village::Friewoos Park.
Omgivelser: Nogen få væsner, dæmoner og vampyr og en eller to mennsker. træer og nogen små søer.
Tid: 14:34
Vejr: Solen skinder og det er varmt, lige sådan en dejlig dag man havde brug for efter et voldsom uvejr dagen før.
Himlen er lyseblå og fulge synger deres smukkeste sange.
Ingen skyder til at så solen væk alt er bare dejligt.
Tøj: Bukser som går lige under hans knæ, og en bluse som sidder tæt ind til hans krop så man kan se alle hans muksler.

Panken var stille og varm, der var stadig nogen få væsner ude, men mange da dem var bange for at være ude alt for længe, for det var gået ved ørerne at døden venter rundt og hjærnet, Oliver viste ikke helt hvad det var alle folk talte om, og han ville heller ikke finde ud af det, for sådan en dag ville han ikke sidde inde uden at lave noget, han havde en af tale med Alex han dejlige kæreste, om at de skulle mødes, nu håbede han bare at hun ville komme uden der var sket hende noget, hvad skulle han gøre uden hende ved sin side, han så op i den dejlige lyseblå himel som var med til at gøre dagen meget mere varm end den allerede var, han så også den dejlige gule sol skinde, solen imod hans kind fik ham til at smilede af glæde, det var længe siden han havde følet solen imod sin hud, han lukkede sine dejlige lyseblå øjne og hørte efter hvad folk sagde og hvad fulgende sang, han havde aldrig hørt noget så smukt som fulge der synger deres sang, en lille sølv tårer kom ned af hans kind, ikke fordi han var ulykkelig nej mere fordi han var lykkelig over at havde hvad han havde ønsket sig, et liv, en dejlige pige som elsker ham for dem han er, han havde nogen venner og to slaver, han havde en fremtid han havde bare alt.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Solen skinnede mod Alex's blege hud. Hun havde fået bevæget sig udenfor. Ud og få noget frisk luft. Selvom hun ik helt havde haft lysten til det. Hun havde meget hellere lyst til at blive indenfor. Men hun havde lavet en aftale med Oli, og hun ville aldrig bryde en aftale med sin dejlige kæreste, Oli. Hun følte at hun stod lidt i gæld til ham. Efter alt hvad hun havde gjort mod ham. Selvom hun jo ik vidste det. Men hun havde stadig dårlig samvittighed. Så hun kunne ik rigtig for sig selv til at sige ham imod på nogen måde, eller svigte ham. Det var hun for sød til. Hun elskede jo Oli. Overalt på jorden. Der var ik noget hun elskede mere end ham.
Hendes tøj bestod af en grå striktrøje med en hvis skjorte indenunder. Man kunne se den hvide krave af skjorten som stak lidt ud over strikstrøjen. Hun havde et par sorte stramme bukser og et par sorte gummisko. Hendes hår sad pænt ned af hendes spinkle skulder. Hendes make-up var det sædvanlige.
Hun slændrede ned af gaderne, hen til parken som hende og Oli havde aftalt at møde i. Hun gik ind i parken efter et par gader og så Oli længere inde i parken. Hun gik hurtigt hen til ham og sneg sig om bag ved ham. Hun lagde sine hænder foran hans øjne så han ikke kunne se noget. Hun kyssede roligt hans kind. Inden hun hviskede ham i øret. "Hej søde"

Oliver kunne mærke at hun var ved at være tæt på, han smilede for sig selv, på en møde viste han godt at hun nok heller ville være indenfor, især i på denne tid, landet lå jo næsten stille hen, hvad havde de døde gang i? hvad ville de med denne verden? Oliver havde så mange tanker i hovedet, og han vil gerne finde ud af hvad de der necomancer havde gang i, men var det forkert af ham at spørger Alex om hun ville med, måske var hun alt for bange, måske ville un ikke modsige ham, men han ville heller havde at hun siger fra fordi hun er bange til at sige ja også miste livet fordi hun ikke vile modsige ham, han rystede på hovedet for at få alle de uhyggelige tanker væk fra hans hovede, kort tid efter han havde rystede på hovedet, mærkede han nogen velkendte hænder imod sine lyseblå øjne, alt blev sort men han var ikke bange han viste godt at det var Alex som ville havde det lidt sjovt ved at holde ham for øjne, han mærkede også hendes bløde læber imod han kind og hendes dejlige stemme imod sit ører, hvor var hun bare dejlig, han vente hovedet imod hende og tag hende om livet og bar hende lidt op i et dejlig kram og kyssede hende på munden, "Jamen hej min skat" han slap hende så hun igen kunne stå på sine ben.

Hun smilede stort til ham da han vende sit hoved mod hende. Hun fjernede sine hænder fra hans øjne. Hun krammede sig ind til ham da han krammede hende og løftede hende en smule op. Hun kiggede kærligt på ham og gengælde hans kys blidt og kærligt. Hun smilede roligt da han slap hende. Hun rettede lidt på hendes skjorte og trøje og kiggede så igen op på Oli. "Så... Havde du tænkt vi skulle lave noget specielt eller?" Hun kiggede sig lidt omkring i parken. Inden hun vende sin opmærksomhed mod Oli igen. Når hun kiggede på ham så hun bare alt hvad de havde været igennem. Diskussionen om John. Balladen mellem Kuuma og Oli. Hun kunne på en måde ikke holde det ud, men på samme måde, mindede det hende om hvor meget hun elskede Oli. Og hvis meget hun ville gøre for ham uden at tøve. Hun elskede Oli så meget og det var der ingen der kunne lave om på. Oli var hendes. Hun var Olis. De var ligesom skabt for hinanden . Han havde jo hele tiden været der for hende. Han havde aldrig efterladt hendes side, lige fra da hun blev født. Tænk hvor meget ældre end hende han var. Hun blev så glad når hun mindede sig selv om at Oli altid ville være der forvente. Han havde jo hele tiden været der. Det gjorde hende så glad.

Oliver så hendes dejlige smil på sine læber, tænkt at han kunne få hende til at smile efter alt det de har været igennem, først med john da hun var ude i skoven hvor hun var ved at tage sit eget liv, også det med Kuuma, gad vide hvor henne han var i verden, Oliver smilede for sig selv, gad vide hvilken smarte Alex gik rundt med, hvordan kunne hun klare at se på ham? selv efter alt det her, var hun slet ikke trist over det? jo selvfølelig var hun trist hvad kunne få ham til at tænkte på det modsatte, Alex elskede ham jo ellers var hun nok ikke sammen med ham, der var så mange i denne verden som ville havde en pige som hende, "Hmm først ville jeg kysse dig, også ville jeg havde dig" han sagde det på en fræk møde at man skulle tro det var sex han mendte, "Smukke det var for sjovt" han så hende ind i øjne, han havde fundet ud af hvad hans rigtig evne var, han kunne være hos folk igennem hele deres liv uden de ville ligge mærke til dte, Oliver troede det var det med følelser, men han havde taget fejl det var noget som lå til incubuser, hvorfor havde han ikke tænkt på det, hvor var han dov dum, hvorfor havde han ikke indset at hans evne var hos Alex hele tiden, han havde jo været der for hende siden hendes fødsel, han havde hjulpet hendes mor med at få hende ud, han havde været med til at lære hende at gå men tale holdte han sig fra, han ville ikke havde hadt at hun skulle lærer hans navn at kende ikke før hun var klar til at føle kærlighed, selv hendes mor viste at de endag ville være sammen, Oliver viste at Alex var den eneste ene der var også derfor han havde forladt dem alene, men alligevel ikke.

Hun kiggede tavst på ham i lidt tid efter det han havde sagt. Hun vidste ik helt hvad hun skulle sige. Det kunne han jo bare havde gjort derhjemme istedet for st slæve hende helt herud. Men det var nu oss bare for sjov sagde Oli. Hun smilede kært og rystede let på hovedet af ham. "Æh altså" sagde hun drillende. Hun kiggede kærligt på ham. Hun elskede virkelig den mand som stod foran hende. Han var det bedste der nogen sinde var sket for hende. Hun ville aldrig gå fra ham, medmindre han ville gå fra hende. Men så ville der ik være meget tilbage af hende. Hun ville ikke kunne holde ud hvis han forlod hende. Hun villle nok ende med at dræbe sig selv. Hun elskede ham så højt. Hun ville aldrig kunne give slip på ham. "Så hvad var virkelig din mening med a få mig herud" spurgte hun og kiggede drillende på ham. Hun kiggede sig rundt omkring igen og så på Oli igen. Hvad skulle de egentlig herude, helt ærligt. Det blev han seriøst nød til at fortælle hende.

Oliver fik et smil på sine læber det var lige før han ikke længer kunne holde masken, "Når så du vil gerne havde mig" han gik ind til hende så deres kroppe stod tæt sammen, han kørrte en hånd med af hendes hård og ned til hendes ryg og kyssed ehende på munden, hvor var hun dov dejlig, tænkt at hun virkelig var hans han så hende i øjen og smilede sødt til hende, "Jo ser du Alex der er nogen ting jeg skal snakke med dig om" han slap hende og så lidt rundt for at finde ud af hvad fanden han skulle starte med at fortælle, "For det første, undskyld, undskyld fordi jeg lavede om på dine følelser, og for det andet, undskyld fordi jeg blev sur" han så meget nærvøs ud, han var næsten hele hvis i hovedet og han viste at Alex ville ligge mærke til det, "Og undskyld fordi jeg forlod dig sammen med Kuuma, og at jeg blev så sur over at han skulle bor med os" han vr virkelig nærvøs, snart ville alt ting komme ud på en gang, hvordan ville hun mund tage det, "Jo så er der om min evne" han klappede i sine hænder som man gør hvis man er nærvøs.

Hun rødmede stort og nikkede genert. Hun kiggede lidt ned, og i det hun kigger op igen står Oli allerede foran hende og deres kroppe bliver holdt mod hinanden. Hun gispede svagt af hans hånd der gik gennem hendes hår og ned af hendes ryg. Hun bed sig svagt i læben og kiggede Oli op i øjne. Hun gengælde blidt hans kys og lagde blidt sine arme om ham. Hun puttede sig roligt ind til ham i det han begyndte at snakke og slap hende derved. Hun kiggede svagt op på ham mens hun stod lidt uroligt på jorden.
Hun var aldrig rigtig god til at stå stille. Hun var den der hyper unge som skulle noget hele tiden. Der var ik tid til pauser, ik noget.
Hun stod og lyttede, rødmede lidt efter som han sagde undskyld for alle de dumme ting de havde været igennem.
Hun sukkede svagt og nikkede. Hun ville bare ønske de kunne ligge det bag sig, lade som om det aldrig var sket. Hun smilede roligt. "Kan vi ik bare glemme det... Jeg hader dårlige stunder mellem oss to" sagde hun blidt og kiggede op på ham.
Hun lagde hovedet let på skrå da han kom med noget mere. Noget om hans evne. Den han havde brugt den dag.. Dårlige minder stop det... Hun nikkede svagt. "Hvad er det med din evne Oli?"

Han kunen godt se på hende at hun ikke kunne lide at snakke om deres fortid, men han kunen ikke lade være, nu havd ehan fundet ud af hvad hans evne er og hun skulle få den afvide, han troede også selv at det var der han havde lavet om på hendes følelser, men nej det var noget som lå til hans race, hvad han aldrig ttænkt over det, han havde været der for Alex selv om hun ikke kunne se ham, men hun kunne mærke at der var nogen? hvorfor havde han ikek tænkt på det hans evne var sådan at han kunne være hos en person, uden at personen kunne se ham, men de kunne godt mærke at der er nogen hos dem, Alex havde aldrig set ham fordi hun havde lukkede denne ukendte følelse uden, derfor havde hun aldrig set ham, han kunne mærke at hver gang hun havde lukket ham ude var hun ikke klar til at se ham, hvor var han dov dum, "Alex jeg ved godt du ikke kan lide at snakke om fortiden, men dette er længer tilbage, helt tilbage til din barndom" han så rundt og opdagede at de var alene i parken, "Alex jeg har aldrig fortalt dig dette, den gang din mor havde dig i maven var jeg venner med hende, jeg hjalp hende igennem mange ting, jeg hjalp hende med at få til verden, det var mig der fik dig til at gå, men jeg forlod jer enden du kunne snakke, så du ikke lærte mit navn, Alex allerede da du var lille viste jeg vi to skulle leve sammen, jeg forlod jer fordi jeg ikke vil havde at du skulle havde det som om at din fremtid allerede var planlagt ude at få lov til at oplavede verden omkring os" ham krammede hende let om livet og slap der efter hende, hun havde snart fået hele sandheden om de to, hvorfor havde han også forladt dem, hvor var han dov dum, men var jo ikke kun den grund til at hun skulle komme ud han ville jo spørger hende om noget andet, han skulle bare finde ro på sig selv før han spurgte hende.

Hun kiggede på ham, rolige øjne var på ham, dog indtil han bragte det med fortiden op igen. Hun kunne ikke lig det emne, hun ville ikke have at fortidens emner blev bragt op, det lå fortiden til. Det var overstået. De dårlige fortider. Hun hade at tænke tilbage på sit gamle liv. Hun hadet det virkelig. Det gav hende et sted i brystet hvergang nogen snakkede om det. Og hver gang fik hun altid noget i øjet så tårekanalen forrådte hende og begyndte at rende med tåre.
Men han bragte det op aligevel. Hun måtte vel bare bide det i sig. Prøve at undgå en hver form for støvfnug eller andet der kunne genere hendes øje totalt. Nu skulle de så helt tilbage til hendes barndom. Hvorfor vidste hun dog ik.
Hun havde store øjne, næsten åbenstående mund. Eller faktisk ik, men det var tæt på... Eller, noget. Han havde været der siden hun blev født, han havde været med til at lære hende ting. Og han havde forladt hende... Egentlig, dem. Hun kunne på en måde godt forstå ham i at han havde gået, men så på en måde ikke. For hvad hjalp det. Hendes fremtid var alligevel planlagt for hende, så hvorfor ikke blive hos hende og være sammen med hende, og så når hun blev stor nok, føre planen om at de skulle være sammen, ud i livet, i stedet for at forlade dem. Hvis han måske ikke havde forladt dem.. Så var de måske heller ik døde, så havde han måske kunnet stoppe hende. Hun sukkede dybt. Kiggede ned i jorden. Hun kiggede lidt op på ham da han krammede hende. Hun krammede svagt igen. "Du skulle havde blevet Oli... Du skulle ikke havde forladt os.." sagde hun lavmælt med en svag skælvende stemme.
Men dette kunne vel ik kun være grunden til at hun skulle slæbes helt herud. Kunne det. Dette kunne de ligeså godt havde taget hjemme i stuen hos ham. Nej, der måtte være mere.

Oliver viste at hans Alex ikke kunne lide at høre om hendes fortid, han viste godt at det ville sårer hende, men hun skulle havde nogen ting at vide for det var forsendt, han var heller ikke slev glad for at snakke om fortiden, hvorfor havde han også forladt dem alene, se hvad han havde gjort imod hende, hun havde mistede sine forælder fordi han var gået, hendes venner havde hun mistede fordi han ikke kunne stoppe hende, sådan set viste han heller ikke hvad hendes evne var dem gang, men da det første dødsflad var kommet viste han hvad det var, og han havde prøvet at stoppe hende, hun ville bare ikke lukke hans stemme ind i hendes hovede fordi hun nok ikke viste hvem stemmen tilhørte, hvis hun viste det vr hans stemme havde han måske kunne stoppe hende, men det var forsendt nu at lave om på, han kunne bare håbe på at hendes evne ikke kommer vider i familien, han håbede på at hendes evne kun var en som tilhørte en person i familien, hvad skulle han gøre hvis hun fik et barn som havde den samme evne, folk vil jo hade dette barn, nej han ville ikke tænke på det nu, måske senere men ikke nu, ikke nu hvor de snakkede om fortiden, nu skulle han heller ikke begynde på fremtiden, det ville måske være slt for meget for hende, hun havde jo været i gennem en masse ting på meget kort tid, og han ville ikke havde at hun også skulle tænke på fremtiden, "Alex, jeg kendte ikke til din evne, hvis jeg viste hvad din evne var dengang havde jeg aldrig forladt dig, ogheller ikke din mor" han så på hende hvorfor kunne han ikke bare fortælle hende om sin evne som han havde fundet ud af hvad var, han så stille på hende og ventede på at hun skullesige noget.

Kende ikke til hendes evne.. Jamen, det gjorde det ik meget bedre at han havde forladt dem, at han havde forladt hende i det hele taget. Hvis han havde været hos hende, så hun kunne have lært ham at kende før alt dette... Hun ville have haft en.
"Du skulle have blevet alligevel... Jeg havde brug for nogen Oli..." hun kiggede på ham med et følsomt blik. Hun kiggede lidt ned, skrabede lidt i jorden med sine sko.
Hun ville ik være ubehøvlet, han havde jo alligevel gjort så meget for hende, han havde taget hende til sig efter alle de mange ting hun havde gjort. Men... At han havde været der lige siden hun blev født men skred lidt efter. Det kunne hun bare ik klare, at tænke på at han kunnet havde været der, at han kunne havde taget sig af hende, det pinte hende, hun ville så gerne have at han havde været der hele tiden. At han havde været der for hende. Lært hende at gå, lært hende at tale, set hende vokse op, tæt på i stedet for væk fra hende.

Oliver viste ikke hvad han skulle gøre, han havde såret hende igen, uden rigtig selv at vide det, måske skulle han bare komme med den dårlige nyhed med det samme, eller om at han skulle vente, men han ville heller ikke vente til at hun sagde at hun elskede ham, for han kunne ikke få sig selv til at sige det samme til hende, ”Alex du forstår ikke, selvfølelig ville jeg havde blevet, men jeg var nød til at tage af sted ellers var din familie ikke i sikker hed” han så væk og forsatte, ”Alex da jeg var kommet tilbage til det tomme hus og så din mor var død lede jeg efter dig, jeg brugte min evne på dig men kunne ikke finde frem til dig i virkeligheden” han kiggede op på hende igen ”Alex jeg er ikke fra denne verden” han så væk igen, hvorfor kunne han ikke bare havde sagt at han havde været sammen med en anden, at han havde haft sex med et menneske for at få noget at spise så han ikke ville død, hvorfor var han holdte han sig selv tilbage, hvorfor kunne han ikke bare sige det til hende.

Han blev nød til at efterlade dem for at de var i sikkerhed, så vidt hun huskede var han en stærk dæmon, en som sagtens kunne passe på en sølle shapeshifter familie. "Oli, du er en dæmon, en meget stærk en, vi var i sikkerhed hvis du havde været der"
Hun sukkede tungt, kiggede ned i jorden, hendes øjne var begyndt at blive fyldt med tåre som truede med at strømme ned af hendes kinder. Var det det her han havde fået hende ud af huset for, for det var ik det værd, overhovedet. Hun kunne godt havde undværet det ærligtalt. Det gjorde bare mere ondt at han gravede i fortiden, hun ville bare gerne glemme og leve i nuet. Hendes øjne var på ham, men de var gemt under hendes pandehår som hang ned over hendes øjne da hendes ansigt var vendt mod jorden.
"Jeg ved godt du ik er fra denne verden Oli" hviskede hun lavt. Tårene prikkede mod hendes øjne og da hun bare lod en køre ned af hendes kind, kom de alle sammen. Hun snøftede svagt og begyndte at føle sig kold. Det var ik hvad hun havde regnet med de skulle tale om.