Do you dare to take a meal from me? Young one(Lilja)

Tid: 23:30
Sted: skoven
vejr: Mørkt udover er vejret fint dog ingen måne
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] håret sat på samme måde billedet af kjolen.

Panthea befandt sig normalt ikke i skoven, men en yngre mand havde slæbt hende hele vejen her ud og havde troet at hun var et nemt bytte til at bruge som han havde lyst til. Hvilket hun også lignede da hun ikke var særlig høj og hendes krop var meget spinkel, men for hende var svaghed et våben som hun brugte ret meget. Mange mænd havde faldet for det og var endt døde med alt deres blod suget ud af deres krop. Panthea var efter hendes mening det utimative rovdyr. Manden trak hende vidrere igennem skoven til han kom til hvad der måtte være hans hytte for nu slæbte han hende ind af døren lukkede den. Hans blik betragtede hende lumsk imens hun vandre rundt i hytten, hun kunne se ret godt i mørket og fandt hurtigt ud af dette var det eneste rum i hytten. Han tændte noget lys imens hun stod med ryggen til. Hun lod som om det var begyndt at gå op for hende hvad der skulle til at ske. Selvom det faktisk var ham der var intet andede om hvad der snart skulle til at ske. Panthea vendte sig om imod ham imens hun sank klump. Hytten var fyldt med ting som han åbenbart ynede at bruge til når han havde et svag offer med sig. Hun trak sig smule tilbage når han gik tættere på hende sådan blev hun ved til han bad hende om at løbe ud af døren fordi han synes at en jagt kunne være sjovt. Hun åbende døren hendes blik var nervøst og bange, men vis man så det, for hun fik travlt med skynde sig ud. Hun løb normalt til hun kunne høre at han satte efter hende. Hun stoppede ved træ og lignede en der skulle tænke over hvilken vej hun skulle og selvfølgelig triumferede manden da han greb hende i armen og tvang hende op af et træ.
Faktisk havde det ikke været meningen at hun skulle jage, men når han nu offerede sig kunne hun vel lige så godt sætte tænderne i ham.

Pantheas blik havde ændret sig, hendes ydre var ikke mere den forskærkket og nervøse pige som havde været der før, hendes blik var koldt og hun rev med få kræfter sin arm ud af hans greb og nu fik han det sande rovdyr at se. Hun hvæssede svagt da han tvang hende op af et træ, men det var ikke fordi han fik hendes ansigt at se for mørket omkransede dem og det var kun hvis man var en af nattens børn at man kunne se i det. Hun greb ham omkring halsen og hendes øjne blev en mærklig gråvid farve og det samme gjorde mandens ” jeg advare dig, du er et svin og jeg kan se hvad du frygter allermest og derefter vise dig det” sagde hun og stod nu i ring af mennsker. Manden var i midten og de skiftets til at slå og sparke ham. Hun slap undrende og fandt ret hurtigt ud af at han havde ligesom hende været en slave, men hans ejer havde været speciel hård ved ham. Hun fik sin egen mørke øjnenfarve tilbage. Hun anede ikke helt hvad hun skulle sige, men for hende gjorde det ingen forskel. Han lokkede piger og drenge vis han til den slags med sig og derefter udnyttede ham dem. Hun vidste at han var bange for at blive ydmyget, slået og sparket og ville gøre alt for ikke at blive det igen. På nogle punkter betød det at de var ens. Panthea ville ikke mindes om hvor svag hun havde været inden hun blev vampyr og ville gøre alt for at holde det hemligt. Nogle få havde nået ind og havde rørt hendes hjerte, men ellers bar hun altid en kold og køllig  facade, faktisk gad hun ikke at snakke med nogen vis hun kunne blive fri. En kold vind fik hendes hår til bevæge sig og hun kiggede op da hun sikker på at de var alene greb hun manden i hans tøje. Rollerne var byttet og nu var han den bange og nervøse ” desværre kommer du ikke til at lærer af dine fejl for du bliver min aftensmad” sagde hun. Hendes stemme var så kold og lav at manden næsten ikke kunne høre hvad hun sagde. Dog gispede han forskrækket så noget måtte han havde hørt.
Panthea kærtegende hans varme kind, det var en mand som ham som nær havde dræbt hende, men et held for hende at hendes skaber havde set noget i hende og nu var hun et af de mægtigste væsner i denne verden vis ikke hendes race var den mægtigste. Hun var ikke forsigtig da hun lod tænderne bore sig i hans hals og hun mærkede hvordan blodet sprøjtede ned i hendes hals, manden kæmpede imod hvilket gjorde det endnu værre for ham. Hun slap kort tid efter ” løb lille lam” sagde hun med en stemme som lød legesyg. Nu var det ham der musen og hende der var katten.
Panthea kunne se blodet løbe ned af hans hals stadig, men for hende gjorde det ikke noget han kunne bare lade være med at dømme en bog på dets omslag. Hun gad ingengang at tøre hans blod væk fra hendes munvige, og så måske farlig ud med blodige streger som kørte stykke ned  imod hendes hage.