Det er onsdag, vores dag. Ødelæg det nu ikke. (Camille)

S: Hjemme hos Sean, i den rige del af Doomsville.
O: huse, et par hestevogne, fuld udrustede vagter. Men næsten ingen folk.
T: midt på dagen
V: overskyet, men lunt.

Krigen var gået i gang. Nogen ville sige man var i starten af den, andre at vi allerede var midt i den. Det var i hvert fald gået hurtigt, den ene dag var der bare nogle spredt levende-døde hist og her, den næste ringede klokkerne og plakater advarede en om at forlade byen, da de levede-døde nu var over alt. De små byer var faldet, blev der sagt, men ingen kunne verificere det. i stedet puttede folk sig, skræmte, i deres huse, mens de fleste mænd, unge som gamle, måtte udruste sig og begynde at kæmpe i en nyttesløs kamp. for hver der faldt af deres, rejste der sig en ny soldat til fjendens kamp. Det virkede umuligt.
men Sean var kommet hjem. Det havde taget noget tid, faktisk var han ikke sikker på hvor længe han havde været væk. Flere uger? i så fald måtte bla. Camille været blevet irriteret over at komme til et tomt hus. Hvis hun overhoved havde været der. Alane måtte være ude af sig af nervøsitet. Elyas...Sigmund...Hans klan...
Men han havde ikke selv været herre over det skete. Han var taget til Firewood village for at redde nogle af sine mænd, som han netop havde fået besked om trods alt var kommet hele hjem, da levende-døde havde overfaldet dem og taget Sean til fange.
Det hele var enormt forvirrende. Han huskede nogle mørke kældre, Caroline...

I hvert fald var det en træt og ødelagt Sean der endelig kom hjem. Han var gået direkte i bad og havde ignoreret det ene sår der gik tværs ned over hans ene arm og ben. De var ikke så slemme, som de så ud, der havde bare været et par zombier med forskellige våben. Det i armen var vist efter...åh, var det et rusten sværd? Og det i benet fra en le? Han huskede det ikke helt. Det varme vand skyllede minderne væk, sammen med blod og snavs. Tirsdag. Sigmund sagde det var tirsdag...Så kunne han sove lidt...

Og sove gjorde han, til det blev morgen igen. Han var øm i kroppen. Han stod op, tog på jagt i byen, trods han næsten ikke kunne gå ordentligt. Men han var sulten. og derfor blev det først midt på dagen, før han var hjemme igen. Han var klædt i nogle lette bukser, som kunne skjulte forbindingen uden at gøre ondt. En løs t-shirt i en grålig kulør. Han hængte sin kappe op og med et svagt suk lod han hånden glide igennem sit hår, som strittede til alle verdens hjørner. Det var krig, og det slap ingen hele fra. I dag ville han slappe af, i morgen ville han opsøge sin klan og ligge planer. Et andet interessant spørgsmål var dog om Camille havde tænkt sig at kigge forbi, eller om han skulle planlægge forsvar, i stedet for at angribe.

//jeg skal gøre mit bedste, med du ved...der kan være ventetid- forgive me , please? //


Den sorte kappe blafrede bag ved hendes spinkle figur, som hun skød gennem de smalle gader og stræder, med kursat sat mod Seans residens.Det så næsten ud til den lagde sig tilrette på små lag af vind, primært sat i sving af Camille selv, da hun var i en hast.
At tage sig god tid når man var ude , endog alene, var efterhånden det rene vanvid. Fare og slemme oplevelser lå og lurede over alt, men nogle gange måtte hun jo afsted. Det var ved at blive svært...sådan at smutte.
Camille havde ikke lyst at gå fra Mira, og med Erics nye lyst til at lege actionman, så havde hun nærmest fået to børn at tage sig af.
Sådan føltes det.
Ja ja...hun VAR klar over Eric ikke var et barn...årh ja...det havde hun da set...men hendes bekymring gik på den voldsomhed der var over det hele netop nu, at der skulle ske ham noget. Aleck var væk...hun vidste det måtte være alvorligt, ellers havde hun hørt fra ham.
Tristan var forsvundet..ham kunne hun ikke engang tænke på...og nu...nu var Sean væk.
Hvorfor alle folk hun tog til sig forsvandt ? Det var en af de ting Camille mentalt kunne piske sig selv en smule med, når hun ellers lige havde et ledigt øjeblik.
Gaderne begyndte at åbne sig mere op for hende, husene voksede i størrelse og mere grøn groede rundt omkring.
Hun fik en lille nervøs sitren i mundvigen, da hans hus dukkede op.
Hvad var der gået...to...tre...uger? Og Sean havde ikke været der.
Camille mærkede hendes mave trække sig samme og det lille nervøsitetsbarometer begyndte at stige.
Hun var stadig godt tildækket af den sorte kappe, med enorm hætte.
Hendes lange blonde hår, kunne kun skimtes hvilke også galdt for hendes sværd, fløjten om Camilles hals og de få andre våben hun i disse dage , altid havde med sig.Vejret var stadig lunt, så Camille havde en sort kjole under kappen, en der lignede noget farvet eventyr, syntes Camille ihvert fald- men hun var jo også opflasket på den haute couture der prægede jorden, og ikke Underworld.
Hun havde dog fået skrædderen til at lave en romantisk V udskæring i kjolens ryg, men fra livet hang kjolen i løse folder ned til Camilles knæ.
Den var valg, fordi hun skulle have bevægelsesfrihed i den, hvis det skulle komme til kamp.Sorte flade skind støvler fik hende lydløst gennem de brostensbelagte gader.
Med en dyb vejrtrækning bankede hun på Sean hoved dør.
Denne gang havde hun en plan.Var Sean ikke hjemme, ville hun tvinge sig adgang til hans hjem, og begynde sin egen søgen efter ham.
Så måtte necromanceren lige vente en omgang.

Han havde i et øjeblik snakket med Sigmund, som var kommet fra køkkenet. Blevet sat ind i de ting der var sket, mens han havde været væk. Åh, jamen han var jo knap nok kommet sig over de ting der var sket, før det næste skete! Han mærkede hvordan tingene steg op over hans ører, hvordan problemerne bankede på hans dør og forlangte at få omsorg. Dog var det dejligt beroligende at vide at Alane og Connor stadig havde det godt, at huset netop viste sig at fungere som et mindre fort imod de slemme ting. Det bankede på døren. En ensom kvinde der ville tigge mad? Et barn, der ikke længere havde familie? Sigmund sagde det var disse skikkelser der mest bankede på døren og derfor var Sigmund stoppet med at åbne op.For at spare på deres mad og ressourcer, ingen viste hvor lang krigen faktisk var...
En anden ting Sigmund også fortalte..Camille havde været her hver onsdag og spurgt efter ham.
Han fik sendt Sigmund væk med en lidt tvær kommentar. Han havde smerter og gad ikke at stå og småsnakke.
I stedet, med et lidt træt suk, gik han over til døren og slog låsen fra, for at åbne den...
Der stod hun jo, klædt i en kappe og med en sort kjole, så vidt han kunne se for kappen. Han havde været så optaget af sine egne problemer, at der gik et øjeblik før han rigtig genkendte hende. før det rigtig gik op for ham at det var hende. Et øjeblik, få sekunder, men som føltes længere.
"Camille..." hans fremtryllede et smil og flyttede sig nok til at hun ville kunne klemme sig ind. Når hun endelig var inde, ville han lukke og låse døren bag hende.
"Velkommen. Skal jeg tage din kappe?" foreslog han, med en stemme der lød som om alt havde været normalt. Det faldt ham kun naturligt at skjule sine smerter.
"Jeg vil gerne starte med at beklage. Du har været her, uden at jeg har været venlig nok til at være hjemme. Krigen kræver sine ofre og...Ting kan ske, ting man ikke ser komme" igen fremtryllede han et lille smil. Hvis hun tillod det, ville han tage hendes kappe, endda hjælpe hende af med den, og hænge den på en stumptjener. Trods smerten ned over hans ene arm, ved bevægelsen.

En rumsteren ved døren fik hende til nærmest at stirre på den, med et vakst blik.
Mon hun var heldig at træffe ham denne onsdag? Eller var det nu hun skulle diske op med de Sherlock talenter som hun tvivlede på hun ejede, skulle hun være helt ærlig. Men hun blev utroligt glad over at se Seans mørke hår og lysende øjne , dukke frem.
Selv om han så en smule desorienteret ud , sådan lige da døren gled op.
" Sean!" Udbrød hun lettet og inden hun møvede sig ind, kastede hun et sidste blik over sin ene skulder og sikrede sig at ingen var fulgt efter hende.
Sidst havde Sean været klædt helt i sort, denne gang var farverne lysere, men Camille fornemmede dog et lag af mørke over ham.
Noget i hans øjne, i hans bevægelser....men hun kunne ikke sætte en finger på hvad det var.
" Tak...meget gerne ,den er stadig lidt varm for årstiden" smilede hun og lod ham hjælpe sig af med den tunge kappe.Camille tog støvlerne af, og havde nogle sorte strømpesagde der gik til lårets midte på, bare tær var ikke gode i støvler , efter hendes mening.
Camille stod bagefter ganske stille og iagttog Sean.
" Så...krigen ...er skyld i dit fravær" sagde hun sagte og hendes mine fik bekymret træk da hun løftede hagen og så op i hans øjne.
" Det er...bare godt at se dig nu, i live" mumlede hun og rystede på hovedet for at give lidt frihed til håret,der havde været stuvet godt af vejen inde i hætten.
Adskillige spørgsmål lå allerede på spidsen af hendes tunge, og de skulle nok blive stillet , men lige nu ville hun gerne have Sean til at have det godt.
Hun syntes han så anspændt ud, på en måde hun ikke have oplevet før....så anderledes træt.Selv da de havde kæmpet mod Castel, dengang Castles tanker havde et fedt røgslør over sig, virkede han ikke ...sådan her.
Hun gengældte hans smil , men Camille brød sig bestemt ikke om hans valg af ord..og denne gang , var det for stor en mundfuld for den fintsansende kvinde at synke. De satte forfærdeligt tanker i sving, og denne gang havde hun måske god grund til hendes bekymringer.Efteralt havde Sean været væk.
og hvad var der egenlig lige med hans arm dér ?
"Ting...hvilke ting , Sean?" Lød det meget stille, inviterende til at vedhæfte en smule flere ord på den del af hans sætning.Til at starte med.

Han så på hende, som han stod der ved siden af stumptjeneren, mere ynkelig end hvad han faktisk havde lyst til at give udtryk for. stædigt rankede han ryggen, tvinge sin krop til at fungere som den burde. Hans hånd gled gennem hans hår, mens han studerede Camille lidt. Hvor meget han end ville skifte emne, viste han det ikke ville lade sig ske. Så han kunne lige så godt give efter. Han havde selv ting at spørge hende om.
"Jeg har fundet ud af nogle foruroligende ting" hans stemme lød formel. Han tog følelsesmæssig afstand for de ting der var sket. Ønskede ikke at stå ansigt til ansigt med dem. I hvert fald ikke lige nu.
"men hver ting til sin tid. skal vi ikke først få noget at drikke og sætte os ned?" Han havde en mere personlig grund til at ville sidde ned. Hans ben gjorde ondt. I lette skridt, men som alligevel var lidt humpende, gik han over mod køkkenet, næsten inden hun fik tid til at svare. Han var ude af balance og viste ikke hvordan han skulle få den tilbage.
"Forresten, har du så fået snakket med Tristan?" spurgte han og forventede at nu hvor tristan var i byen, havde han da også opsøgt Camille...

" En drink lyder dejlig, skal jeg hente til os?" Forslog hun i en mildere og mere ubekymret tone.Tootalt påtaget i samme øjeblik hun opdagede at Sean haltede en lille smule.Sean...han virkede jo til at være snittet i granit, så hvad pokker var der dog hændt? Hendes mave muskler trak sig sammen i en krampe.
" Forudroligende? ...hm...tror du må fortælle mig hvad du har lavet de sidste uge Sean, jeg fornemmer du ...selv...har spillet en stor rolle."
Et ægte smil blev sendt til ham, og så....så ændrede den milde mavekramper sig al for brat til et ordenligt slag lige i nyrene.Hvad fanden mente han nu? Havde manden fået en hjernerystelse ? .Som et lyn løb hendes øjne over Sean igen , især hovedet og ledet efter traume tegn, men bortset fra hans arm...og ben...virkede underligt, var der ingen store slag at se mod hans hoved.Camille forsøgte ranke ryggen.
Det måtte jo være en syg joke.Hvorfor bragte han pludselig Tristan ind i samtalen.
casual...som hun talte med ham hver dag? Huskede han ikke at Tristan var væk? Og det var bestemt ikke et emne hun nød at dvæle ved. Minder om Tristan gjorde ondt.kort og godt.
" Nej, desværre....min telekinese tillader endnu ikke samtaler med de døde...eller hvor i universet han måtte være" hun forsøgte lyde afstandstagende, men selv om hun trode det var en joke fra Seans side af, skinnede vemodet alligevel igennem den stemme hun forsøgte at kontrollere.
Joke...det passe jo for katten heller ikke ind i billedet.Var han skide fuld?
Det kunne forklare hans ændret gang, men han virkede bare ikke beruset.
Hendes hænder greb hurtig ud efter Seans hoved, og tvang hans hage ind mod hans bryst, imens hænder og øjne undersøgte Sean baghoved." hvad fanden er der dog galt med dig" mumlede hun uroligt ned mod det mørke hår, hvis tykke lokker strittede egenrådigt- som dets ejer.
" Er du kommet til skade? Sean? Og det med Tristan...du Ved godt han er væk..." Hun stivnede og slap ham.Havde han måske delvist hukkomelsestab ?

Camilles reaktion var...overraskende. Han stoppede op og vendte sig halvt om mod hende, med øjenbryn der gled sammen i en let rynken. Undrende. Så han havde altså ikke ville tage kontakt, nok fordi han havde fortalt hun havde søgt tilflugt hos denne heste-fyr. Han sukkede svagt for sig selv. Han havde totalt skubbet hende ud af balance og om ikke hun også troede han tillod hvem som helst at tilse ham! Faktisk havde han fået et slag i hovedet, da han var blevet taget til fange, men det var blevet helet igen. Det var en lang historie...men han viste hvad han havde set, hvem han havde snakket med. Han tog fat om hendes håndled og tvang hendes hænder væk, inden hun nåede for langt med sit foretagende. Hans ansigt var blidt.
"Camille...Tristan er tilbage. Undskyld jeg kastet vandet lige i hovedet på dig, jeg troede han havde fået mandet sig op. Men han mener åbenbart det er bedst, hvis han holder sig væk fra dig. Jeg mødte ham i Firewood, skadet efter møde med de levende-døde. Snakkede med ham" Med hendes reaktion lige før, var han ikke sikker på om hun ville tro ham. Men nu havde han sagt det og så måtte hun selv om det, han havde ikke energi til at skulle lappe folks forhold.
Han så lidt på hende, slap hende og trak let på den ene skulder.
"Er The fint eller er du stadig til noget stærkere?" og så gik han helt hen til køkkenet, åbnede døren og lod hovedet kigge forbi døren, ind i køkkenet. Han ville ikke lade hende få den ide at skulle sidde dernede igen.
"The. Og måske en flaske cognac. Det sædvanlige rum" Da ordren var givet, trak han sig tilbage igen og gik tilbage til Camille. Det var faktisk interessant...Havde han virkelig lidt skade efter såret i hovedet? Nej. Han havde været sikker på de ting han havde oplevet og ellers ville han heller ikke have haft sår. og Caroline havde også været der. Hans hovedet havde det fint.

Modvilligt blev hendes hænder ført ned langs siden, da Seans stærke fingre lukkede sig om hendes håndled.Hun kiggede op på ham med et næsten panisk udtryk.Hun var ikke helt klar over hvad hun egenlig ønskede hans næste ord skulle være. Uanset hvad ville de flå i tæppet af tryghed hun så desperat forsøgte få under sine fødder. Forsøgte var her et meget centralt ord.Hele Underworld var et stort kaos, og selv i de hjemlige rækker var der problemer.
Eric...opførte sig...underligt, hans forældre kunne ikke snuppe Camille og kun Mira havde hun egenlig tilbage. Men hun kunne ikke spekulere på alt dette lige nu." Ddu har mødt ham?" Stammede hun , stadig i klørene af det chok han havde givet hende. Var det sandt ? Kunne det være sandt....Tristan var tilbage? " Såret? Er han okay?" Gispede hun følte rummet snurre lidt rundt.
Sean holdte hende fast, indtil det stod stille igen, og hun lige havde genfundet lidt balance. " The ...og noget stærkt" svarede hun og glemte helt at takke.
Sean trak sig kort , for at give Sigmund besked og Camille hev et par dybe mundfulde luft ned i maven.
Camille kunne ikke komme hurtig nok på plads ind i Seans store lænestol.
Bekymringen for Seans helbred var skam heller ikke væk , så lige nu var den den unge kvindes sind sprængt til briste punktet.
" Sean?" Bad hun op til ham, da hun nærmest lod sig vælte ned i stolen .
" Du er nød til at fortælle mig hvad du ved om..ham....Tristan...og om dine egne ting.Det er simpelthen umuligt for mig at oplyse så meget som mit eget efternavn uden at forpurre det, så længe i to rumsterer rundt derinde og spøger" sukkede hun og rystede ironisk på de lyse lokker.
Hvor var det dog bare typisk, dårligt var hun trådt inden for Seans dør , før drama var alle vegne at finde.
Hun fulgte ham med øjnene og smilede svagt.

Han smilte svagt, da han gik bag hende ind i opholdsstuen. Ikke tale om at hun skulle overtage Elyas i denne tilstand. Selv havde han alle grunde til at være glad, trods hans smerte og fysiske sår.
Han støttede hende, når det lignede hun var ved at falde. Han lod døren glide lydløst i bag dem. Mens hun faldt ned i den sædvanlige stol, gled Sean humpende over til vinduet, lettede lidt på gardinet og så ud mod gaden, som om han holdt øje med nogen eller noget. Åh ja, han gik efter at vide de vigtigste ting, at vide mest muligt. Men denne viden så ud til at ryste Camille. Måske burde han slet ikke have sagt noget, andet end hvis hun havde betalt ham for det. præcis som han plejede. Hvor mange hemmeligheder gik ham måske ikke rundt med? Men med Tristan var det noget helt andet...en dusørjæger med en tiger, en der ikke kunne dræbe ham fordi han havde hjulpet ham...Faktisk skyldte Tristan ham en tjeneste. Og ikke nok med at han var tilbage! Alane trænede med ham.
Han lod blikket glide over til Camille, men gik så over og satte sig tungt i lænestolen over for Camille. Benet værkede lidt, en svag dunken som om hans blod prøvede at slippe ud gennem hans sår, før det faldt til ro.
"Han er kommet hjem efter at have været hjemme på jorden i noget tid..." det faldt ham slet ikke ind at tage betaling for disse oplysninger.
"...Og blev overrasket over alle de levende-døde der pludselig var. Han har kæmpet med dem og en med en rive skulle vist have revet hans ene side til blods. Jeg fandt ham faktisk bevidstløs i gaderne i Firewood village. Jeg tog mig af ham, gav ham nu forbinding, lidt mad og hvile" fortalte han roligt. Midt i fortællingen kom Sigmund ind, altid fint klædt i mørkt tøj og med det grå hår redt tilbage, dog med et lidt stramt drag om munden, kom han ind med en bakke hvorpå der stod en flaske cognac, to små glas til det, en kande varm the og to krus til det. Han stilte det på det lille bord imellem dem og gik igen.
dog kunne han lige så godt have været et spøgelse, for Sean fortsatte som om de slet ikke var blevet forstyrret.
"Siden da hjalp jeg ham i sikkerhed fra Firewood. Jeg skulle selv hente nogle mænd i byen, hente dem hjem i sikkerhed og Tristan sagde ja tak til at komme med. Jeg ved dog ikke hvor han er nu" svarede han ærligt. Og først da, da historien på en måde havde fået en slutning, lænte han sig frem og hældte the op til sig selv. Lidt sukker i. rørte rundt. Og hældte et af de små glas op med noget stærkt, som en god vært.

Camille lod blikket følge Sean, da han gik til vinduet og tilbage igen.
Vurderingen gik på at han havde et ret stort sår et sted på benet, og at det ikke var længe siden det var påført. tidsmæssigt passede det med tiden han ikke havde været hjemme.
Hendes øjne var til randen af bekymring men der var også andet i.
Noget hun kun havde oplevet en enkelt gang før....dengang hun havde problemer med Aleck og Tristan. Hun var svært bekymret....for dem alle og for sig selv, og hun var NØD til at hårde sit hjerte...for Tristan...selv om ingen andre havde gjort formelt krav på hendes. Hvorfor en pige som Camille altid endte op ....alene?
Tja...

" Du gode...jeg anede intet...intet Sean, ikke engang at Tristan var et smut tilbage på jorden" svarede hun opgivende. Det var jo ligemeget HVAD hun rørte ved, så faldt alt til jorden, gjorde det ikke?
Hendes øjne fyldtes med tåre....og det var tåre for dem alle.
Eric, Tristan og Sean der haltede...men også for hende selv.Hun rummede en del, men nogle gange var det bare for meget at jonglerer rundt med.
" Okay okay...nu tager jeg mig sammen" mumlede hun irettesættende til sig selv.
" Han er ok, det er hovedsagen" hun så op på Sean.
Camille forstod ikke at han var tilbage, og ikke havde kontaktet hende.
Hun vidste at han ikke var en idiot, så egenlig havde hun forventet at høre fra ham.
" Spurgte han til mig?" Spurgte hun stille og efter at have tygget en smule på hvilke svar Sean ville give til hende, besluttede hun et emneskift.
Hun blev simpelthen nervøs ved tanken om Tristan, hjemme.
" Dit ben...Sean ....hvad er der sket med dig?" Hun overvejede at tilbyde og tage et kig på såret, men først måtte hun nok hellere høre hans beretning.

Hans ene øjenbryn gled undrende op i panden. Græd hun nu? åh, han havde totalt undervurderet hvor meget sådanne ting betød for hende. Hvordan kunne hun overhoved klare...noget som helst? personligt blev han næsten handlingslammet, når tingene hobede sig op...
Han tog sin the og skubbede det lille glas med cognac hen til Camille. Han lænte sig tilbage og snuste afslappet til teen. Kamillethe. Selvfølgelig, Mary var sikkert opsat på at få ham til at slappe af. De viste alle sammen at hvis han ikke var frisk og kunne beskytte dem, kunne ingen. I et øjeblik funderede han over sit ansvar, man så brød Camilles snak hans tanker og hans mørke øjne gled over til hende. Hvorfor havde Tristan ikke sagt det? i frygt for hun ville følge efter ham? Eller måske slet ikke lade ham tage af sted...Det havde været familieproblemer der havde lokket Tristan hjem, man han havde ikke lige styr på hvordan Tristan havde vist der havde været problemer. Det eneste han viste var at helten var kommet hjem igen.
"Han nævnte dig. Men han er vist overbevist om han bare vil ødelægge tingene for dig, ved at dukke op. Han nævnte i hvert fald...At hvis bare du havde det godt, skulle han nok blive væk" svarede han og tog en lille tår af den varme the, før han stilte krusset på bordet igen. Lænede sig tilbage i stolen igen.
Hans øjne gled over Camilles ansigt. De små tårer, der stadig sad i øjenkrogen. Hvorfor græd kvinder tit sammen med ham? Han havde evnen til at manipulere med folks følelser, men han brugte den ikke særlig tit. Han havde vist også en evne for at lokke folk problemer og hemmeligheder frem, hvilket han selvfølgelig så som en fordel, hans arbejde taget i betragtning. Men Luce havde gjort det samme, stort set hver gang de var sammen brød hun grædende sammen og plaprede løs om alt muligt. Det eneste der irriterede ham var bare at folk derefter forventede han hjalp dem.
Han lod hånden glide gennem det mørke hår. Der kom det spørgsmål han bare havde ventet på.
"På vej hjem blev vi angrebet af en minihær af levende-døde" svarede han roligt, som om han læste en godnathistorie højt.
"Jeg var mest fokuseret på at få mine mænd, og Tristan der var såret, hele hjem til Doomsville. Det endte med...Ja, for at gøre en lang historie kort, de kom alle hjem til byen. Så vidt jeg har hørt. Selv blev jeg slået bevidstløs og taget med. Med de levende-døde. Det tog mig noget tid at flygte derfra og det var ikke uden skader" det var tydeligt han havde gjort historien meget kort.
"Jeg kom faktisk hjem i går..." en kort forklaring på hvorfor han stadig virkede træt.
"...Og havde i et øjeblik glemt alt om vores aftale, hver onsdag" han valgte at sende hende et lille smil, et smil der fortalte alt trods alt var godt nok nu.

Camille lænede sig frem og tog imod det smukke glas, cognacen var ophældet i.Var det mon ikke krystal? Hun drak en pæn mundfuld, og lænede hovedet lidt tilbage idet hun bød varmen og dens begyndende snurren velkommen ,i hendes krop.
Camille rettede sig op og tog sig sammen, og så over på Sean der fortalte videre.
"Du kan sige jeg har det fint...nej, sig perfekt...vidunderligt!" ævlede hun, stadig lidt ude af facon over at vide han var tilbage, og stadig uforstående over han ikke slev havde givet lyd fra sig. Mænd, de var da som børn nogle gange, ikke? De gad kun al det sjove, men ikke hvad der ellers hørte med.
hun havde i dette øjeblik opfundet en helt ny strategi...kunne man ikke løse sine problemer måtte man skrue ned for dem, så de kun simrede og ikke bulderkogede.
Og Tristan skulle i hvertfald ikke koge supper på hendes suppedas.

Camille fik efter nogle minutter held til at ryste det mest følelsesladet af sig, sådan på camille niveau, og hun indlevede sig istedet i Seans fortælling.
Det var jo glimrende at de andre kom sikkert i havn, men Seans møde, hans sammenstød med dem, var jo gået mindre godt.
Det bekymrede hende at de havde taget ham med , og undervejs i Seans fortælling, gned hun sin pande med et par fingre, bekymret.
"Sean?.. du blev taget med dem...med de udøde siger du?" Camille vippede lidt rundt med cognacen i glasset.Det hun forsøgte var at finde en balance i hendes spørgsmål, så hun kunne nå at få den relevante information..nå at få besked om Sean, inden han smækkede døren i til det emne.Camille var helt på det rene med at det ville han gøre, snart..hvis ikke hun kunne stille de helt rigtige spørgsmål og holde hans interesse fast.
" Så du var på deres domæne, wauw...det er der ikke mange der har været og er sluppet fri igen. Så du ham...necromanceren? Ved du hvor du hvor han er?"
Camille ville gerne opspore ham, det ville langt de fleste. men hun kunne virkelig godt tænke sig og høre hans bevæggrunde for at nakke dem alle, og synes det var en god ide.havde Necromancere ikke en hjerne eller hvad? Argh...noget måtte han jo have, han planlagde jo al dette...med mindre han havde en strategisk rådgiver ved sin side? ham havde Camille dog ikke set i hendes synes og flashed fra fremtiden.
Hendes klare øjne, kæmmede Sean igen for skader og men og hendes sympati begyndte at vokse for ham.Hun brød sig ikke om tanken om han havde været i deres magt, og hvad de kunne havde udsat ham for.
Selv om facit var godt, at han sad her nu...overfor Camille...var der en lang mellem reging . "Sean...vil du ikke godt fortælle hvem du mødte og hvad de lavede med dig, er der nogen vi skal have fat på, og gengælde ? jeg vil gerne hjælpe dig" tilbød den modige lille killing, hun kunne da skyde ryg og hvæse, skulle det vise sig nødvendigt.

Hans ene hånd gled over hans armbånd, som på en eller anden måde var klaret sig hel igennem det skete. Heldigvis. Han ville have myrdet...Alle, hvis han havde mistet det. Han ville være rejst direkte tilbage, måske endda ingen han var kommet hjem, for at hente det tilbage, koste hvad det vil. Folk ville nok mene det var overdrevet. Men Sean var skam familiær med hvad ting kunne betyde for folk...For ham selv. Hans blik gled over til Camille, er tog en tår af det lille glas. Krystal. Sådan et skrøbeligt og smukt materiale, som efter sigende skulle være ekstra fint. Noget man så hos folk der havde penge nok. Ret malplaceret her hos dem.
Han så op på hende. Han var ikke sikker på om han ville se Tristan igen eller hvornår det ville ske. Måske ville drengen selv opsøge ham, for at sikre sig han stadig levede eller noget...Det kunne ligne ham. Eller også ville han tage ud på en togt for at finde ham...Måske burde han selv opsøge ham og fortælle ham at han godt kunne tænke på andre ting nu. F.eks. Camille.
Han endte dog med at smile svagt. Det kunne more ham, at se hvordan folk fiskede og søgte efter de rigtige ord, ofte hvis de ville opnå noget. Hvad ville Camille opnå? Hvad ville hun gerne nå frem til? Om ikke andet fandt han vel nok snart ud af det. Det plejede han.
"Nej" svarede han en smule neutralt. Personligt ledte han også efter necromanceren. For at komme på venskabelig fod med ham, bare i tilfælde af det værste skulle ske. At Necromaneren vandt det hele. Han var en overlever og hans instinkt fortalte ham det kunne være godt. Men han havde ikke selv kunne finde ham, trods en masse rygter. Han havde ikke kunne tjekke om rygterne var sande, ingen folk kunne med rette blive sendt ud fra byen og forventes at komme levende hjem igen. Og selv havde han så mange ting at holde styr på...
Hans smil voksede let, da han studerede Camille et øjeblik. Hun havde fundet et emne at grave i, et der ikke handlede om hende selv. Så typisk hende...Og noget han også selv ville have gjort. Billeder af de skete ting gled frem og tilbage bag hans øjne, kun for ham at se. Han trak vejret dybt og så lidt på Camille. Han var stadig skrøbelig efter det skete. Stadig træt, stadig såret og stadig forvirret. Han lukkede øjnene i et øjeblik for at samle sig, før han åbnede dem igen og endnu en gang prøvede at sende et roligt smil, selv om han mærkede at masken krakelerede lidt. det var endnu for frisk...
"Kender du dødsmarken? Det er i hvert fald hvad stedes kaldes nu. En af de første landsbyer der faldt for necromancerens hær. Derude gemmer sig nogle underjordiske...faciliteter. Nogle af necromancerens venner eller tjenere arbejder der med...Forskellige ting. Jeg blev slæbt dertil fordi jeg er Archdemon, en ret sjælden ting..." også taget i betragtning hvad det faktisk kostede at blive Archdemon.
"...Dernede mødtes jeg med en...bekendt." Caroline, vampyrernes leder. Dog stod hun jo ikke bag tingene, hun var selv blevet fanget.
"Men ellers mødte jeg kun levende-døde vagter og enkelte folk af kød og blod, som kunne forskellige ting" hans stemme lagde op til at det mere eller mindre var slutningen på den mere detaljerede historie.
"Hvad de end gjorde og ville opnå, er fortid nu, selv om denne fortid kun er nogle dage væk. Hvis du ønsker at grave i nogle andre emner, som ikke omhandler dig selv men mig, er jeg mere frisk på at diskutere min relation til en, som er som en søster for mig. For netop denne relation har givet mig en del problemer gennem tiden" smilte han let. Hans tur til at prøve at skifte emne, til noget mere behageligt. For ham selv.
"Og angående dine bekymrede blikke, er der intet at frygte. Jeg skulle ikke forvandle mig til en levende-døde, dæmoner bliver sjældent rigtig syge og mine sår er renset og forbundet. Det eneste der kræves nu, er tid" tilføjede han så, da han huskede hendes bekymrede blik.

Camille kunne ikke løsrive hverken de klare øjne fra Sean, eller omsorgen for ham.
Selv om han stadig så stærk og meget ' Sean' ud , var hans halsen og noget udefinertbart i de mærke øjne, med til at vise hende, at han var al for medtaget.
I hendes øjne var Sean nok det tætteste man kunne komme på usårbar.Ham og Aleck, sådan havde hun det med dem. Måske det var deres dæmon natur? Og så naturligvis også noget i deres personlighed. Tankerne gled i få sekunder tilbage til Aleck.Hun savnede ham...meget...men han havde det godt, og det var for Camille det vigtigeste.I ny og næ tilså hun stadig huset, der for tiden stod tomt, selv den lille Panther havde Aleck taget med sig .
Camilles opmærksomhed var igen Sean's og hun lyttede og fulgte med da han rullede en del af historien ud for hende.
" Nej...kun af navn, jeg har aldrig været der...dødsmarken" mumlede hun og forstod at der skete noget dernede....under jorden....havde de lavet ting med ham? På ham? Prøver eller pinerier?. Camille fik ondt i maven, ved hans ord.
Især dem han slet ikke udtalte, for de var alt for klart beskrevet mellem linierne, mellem hans sætninger.
" Ja....dig, Elias og...også Aleck...." Hun opsummerede i sine tanker, ledte efter en vej rundt om alle hendes spørgsmål.
" hvad fik de ud af at holde dig der Sean?" Spurgte hun stille.
Hendes øjne talte deres helt eget sprog, og Sean kunne ikke spor i tvivl om hvor ulykkelig hun var over skæbenen havde grebet ham og plantet ham i den situation.
Hun ville vide hvad de var efter...og om de havde fået det?
" Jeg kan se på det...igen...hvis du ønsker , Sean ...jeg læste medicin i den anden dimension, så...sålænge du ikke pludselig taber hud igår lyst til at æde af mig" et lille smil dukkede op af hendes egen rædselsfulde joke, og hun lænede hovedet en smule til siden, imen hun stadig kiggede på Sean...aha...han ville skifte emne.
Camille adlød og sagde ..." jamen, fortæl."

Hans udtryk ændrede sig. Efterhånden som hun fik spurgt ind til det, blev det mere glat og koldt, muret til kunne man vel sige. Han tog afstand fra det. I en lidt stiv bevægelse tog han sin the og skyndte sig at drikke af det, i håb om det faktisk kunne hjælpe ham til at slappe lidt af. Den var stadig rimelig varm, men han lod sig ikke mærke med den svage brændende fornemmelse på tungen. Han stilte koppen tilbage på bordet. Han slog kort ud med hånden, da hans ansigt endelig lyste op i et svagt smil. Han havde fået hold på tingene igen. Kontrol.
"Hvis det kan få dig til at droppe emnet, må du gerne tilse mig. Jeg kan se dit hoved er ved at trille af, af iver" drillede han let, men gjorde intet for at besvare hendes andet spørgsmål. For han ønskede det ikke. Tankerne...Følelserne...Tingene kørte forvirrende rundt i hans hoved. Han var lige kommet hjem, han var på ingen måde kommet sig over det. Og bare det at han ville lade hende se hans sår, var et tydeligt tegn på hvor forvirret han var. Og alligevel en smule desperat for at virke uantastet, almindelig og under kontrol. Holde sig fast til noget...Han kendte.
Han smilte svagt og så lidt på hende.
"Mad?" sagde han, som om han slet ikke havde tænkt på det. Havde han spist? I et øjeblik havde han glemt det...Men det havde han, havde han ikke? Han var kommet hjem samtidig som Camille var kommet...Ikke? En svag vrede over ikke at huske det klart, blussede op. At tænke på Neph gjorde det lidt bedre.
"Du skal ikke være bange. Jeg er ikke sulten" slog han det hen, for at skifte emne.
"Du kender hende sikkert, måske mest af navn? Nephthys. Hun har skiftet navn nu, men det er lige meget. Du ved sikker hun var mor til..." navnet satte sig fast i hans hals. Det ene forvirrende emne efter det andet.
"...Lige meget. Pointen er vi var sammen...På forskellige måder. Vi har altid skændes" han lyste op i et lille smil.
"Hun er ikke typen der bare acceptere tingene som de er og hun har på ingen måde ladet sig forme som en lille brik i mit puslespil. Om ikke andet, hun rejste for noget tid siden, ville væk fra det hele, blandt andet mig, men er nu kommet tilbage. Vi er blevet enige om at vi er som søskende...Og det er jeg godt tilfreds med. Men visse gange er det som om jeg fornemmer..." han så ned i gulvet, hvilket var meget nemmere end at så på Camille.
"...At hun i virkeligheden bare gerne vil have en ordentlig omgang sex" sluttede han og trak let på den ene skulder.
"...Så...Evig og altid må jeg holde en vis afstand og evig og altid skændes vi. Kan du udtænke en løsning på det problem?" han så endelig op på hende, nærmest som om han nød at give hende en umulig opgave og høre hvad hun ville svare til det.
"Det ene øjeblik pjatter vi og er som søskende. Det næste skændes vi som et jaloux kærestepar" han slog let ud med hånden. Personligt viste han ikke helt hvad han skulle gøre ved det. Skulle der gøres noget ved det? Han viste det ikke...Men det hjalp at snakke om andre ting end det nyeste.

Camille nikkede, jov det ville om ikke andet tilføre hendes urolige sind, en smule lindring, så hun forsvandt kort ud af stuen, og ned i køkkenet, hvor hun ahvde en mindre samtale med Mary.
Da Camille vendte tilbage havde hun kogende vand, Alkohol , klude og ren forbindning med. Såret kunne hun lige sågodt rense, når hun alligevel skulle kigge.
Hun måtte bede Sean om at knappe op, og trække sine bukser enten ned, elelr helt af, og så ville hun knæle mellem hans ben, sætte sig på knæ der, og begyndte at vikle forbindningen af, langsomt og nænsomt.
" Bare rolig...det er rent professionelt, intet med afklædning at gøre" så hun kort op på ham, med et drillende lille smil, da selve at hun sad her mellem hans ben...imens han havde smidt hans lange bukser, kunne have været i en helt anden anledning.

"Hmmm Neph...ja, det var kvinden du gjore gravid" formulerede hun sig, for ikke at vade i babyoffertingen lige nu.

Camille lyttede, imens hun vaskede og fik taget et kig på hans ben.Såret var større end hun havde antaget, men hvem end der havde ordnet det, havde gjordt et anstændigt arbejde, så Camille behøvede ikke andet end at vaske det med klude, duppe tørt og forbinde påny.
"Hmmm....jeg her ikke en let løsning på den der" Smilede hun og lod hendes øvede hænder , vikle en gaze lignende sag, om Seans ben.
hendes hænder strøg det gladt, når der dannede sig små folder, så det ikke ville ende med at forudsage tryk i den beskadiget hud.

" Du ...vil ikke bryde dig om min analyse, men nu hvor du HAR lovet mig ikke at bide, får du den alligvel."
Hun klappede ham på låret og smilede...
" Søskende siger du? Du er meget affekteret over for dit armbånd der" Hun knipsede med to fingre på vedhænget ved dæmonens håndled...
"Jeg tror jeg ville være ligeså passioneret hvis det vaaaar fra en ...elsker...eller...en søskende der ikke levede mere?" hun trak sig nogle centimeter væk, med sad egenlig stadig mellem hans ben.

" Sean...man kan vel sige at ...det symboliserer en kærlighed...der nu er...død...jeg mener, du fik et barn med hende for pokker, og den kærlighed og de følelser har du været nød til at begrave, da du valgte Alane."
Camille tøvede...men han havde selv spurgt, og hvem sagde hun havde ret anyway?
Hun spidsede læberne, kort...tog en dyb vejrtrækning, og forsatte så...

" I har navngivet ...i har omdøbt den døde kærlighed, givet den et andet look, noget nyt tøj på...nu kalder i den søskende...men...Sean "
- hendes stemme var som et kærtegn, kærligt og blidt...hun ville ikke såre ham eller ødelægge noget, men for helvede, så han ikke illusionen her?

" Sean...i kan og vil aldrig blive som søskende! i har delt en romantisk kærlighed...den kunne ikke udleves af flere årsager sikkert...men i har delt kys og seng, og DET gør søskende ikke....i har svært ved at give slip på det, så i lægger et røgslør ud, pjatter og hygger, og kalder det søskende kærlighed...liiiige indtil en smule vind, puster lidt af røgen væk, og følelserne så ligger lige der...begæret...lysten...som du selv siger, hun vil have hele turen , sex..dig ...med hud og hår og stønne dit navn imens du ejer alt ved hende, og tager det. " camille så væk..." Passion, kan i kalde hvad i vil, men det dør den IKKE af , den dør ikke af den skifter ham! "
Hun ville rejse sig, og gestikulerer at han kunne tage bukserne på.
Hun havde fanget at Neph og Alane havde kæmpet om hans kærlighed...han havde valgt Alane, med hun af alle vidste at det ikke nødvendigvis betød at kærligheden til neph var død. Overhovedet.det betød kun at den ikke var tilladt.

Han så hende forsvinde og brugte tiden til at lukke øjnene. Det hele var tabt på gulvet, lige siden Camille var trådt ind af døren havde han ikke kunne holde noget fast. Hvorfor havde han...Han ville normalt aldrig...Gøre sådan. Han havde mest lyst til at afreagere ved at ødelægge noget, slå nogen ihjel eller gøre noget andet, end at sidde stille og lade som om alt var i orden.
Han tog tankefuldt en tår af sin the.
Da Camille kom tilbage var han en anelse overrasket over alle de ting hun kom med, at hun overhoved havde kunne holde dem på en gang. Men han rejste sig lydigt og løsnede bukserne, som gled ned om anklerne på ham. En blodig forbinding kom til syne, blodigt fordi han ikke havde kunne sidde stille og hver bevægelse fik lidt at såret til at springe op igen. en lille tatovering, en magen til Elyas', sad på det modsatte ben, men Sean satte sig så den var så skjult som muligt. Han sagde ikke en lyd, da hun rensede såret, men sad bare og stirrede ud i luften. Det gjorde selvfølgelig lidt ondt, selv om det havde været værre. Han følte sig lidt mere rolig, da Camille lagde en forbinding om. Forbandet levende-døde.
Bagefter rejste han sig endnu en gang og trak bukserne op, kun for at trække sin T-shirt af. En yderst muskuløs, men arret, overkrop kom til syne. Han regnede med hun også ville se på såret på hans ene arm. Det var mindre end det på benet, men alligevel føltes det mere irriterende. Han satte sig så hun ville kunne komme til. Såret gik hen over hans ene skulder og ned over hans ene overarm.

Hun havde ret. Han brød sig slet ikke om det hun sagde.
"Hvordan kan du vide det ikke var sådan for starten og vi misforstod det? Personligt finder jeg...Familie, venner og kærester en del forvirrende" han prøvede at smile svagt, men den lykkedes ikke helt. Til sidst sukkede han og begravede sit hoved i sine hænder. Ikke fordi han græd, det havde han ikke gjort det meste af sit liv, men det Cam sagde var så...Ubehageligt. Og fordi det hele var frustrerende og...Forvirrende.
"Den er ikke død, men ændret" slog han fast.
"Jeg ved ikke hvordan hun har det, men personligt har jeg det meget bedre ved at hun skal lege min søster. Jeg har endelig kunne sætte hende i en fast boks og ved hvordan jeg skal opføre mig over for hende nu. At vi kalder hinanden søskende, gør det også nemmere. Vi kommer ikke til at gentage...Gentage uheldet. Og jeg kan have Alane..." Tanken om Alane var meget mere behagelig.
"Hun bor her lige nu, Alane. Jeg overtalte hende til at bo hos mig, til krigen var slut. Før boede hun ude i skoven, men der ville jeg ikke kunne beskytte hende" Han havde rejste hovedet fra sine hænder og så nu bare ud i luften. Men hans stemme fortalte det hele: Han nød at have hende tæt på.

Camille mistede sin koncentration , da Sean smed sin Tshirt. Han var en flot mand og alene det var grund nok , men det hun egenlig fæstnede sig ved , var hvor meget nær kamp han havde måtte være i , af slem karakter , for hans smukke krop havde mange at. Camille sagde intet, men gik igang med at løsne forbindningen på hans arm. Tilfreds med han langt om længe viste hende en smule tillid. Hun rynkede brynene og snusede næsten til såret. Der var ikke betændelse , ikke endnu men såret var dybere og skulle plejes ekstra omhyggeligt , hvis ikke det om fem dage skulle dryppe med virulent betændelse.
" hvordan jeg kan vide det ? Sean i havde sex? Hate to break it to you , men det HAR man altsår ikke med sin familie" hun havde næsten lyst til at purre op i hans mørke hår. Sean virkede mere.. Fortabt ., end vanligt.
Hun smilede .. Han ville SÅ meget hade at hun tænkte på han sådan. Fortabt.
Som han sad der med hovedet begravet i hænderne , kunne hun ikke styre sig og aede ham hurtigt over hans mørke hår.
Bare så ham vidste at hun.... forstod.

Camille forklarede videre , dog mere stille " Jo.. Den er død ...i den form i kendte den er den død, relationen og en ny er kommet til.Og det er muligt den virker for dig ... Men du sagde jo selv lige " hun holdte en pause , såret var renset op og hun begyndte at forbinde hans arm. " Du sagde selv det var som hun ind i mellem ønskede en ordenlig omgang .., sex " det var lige før hun tilføjede 'hvem gør ikke det' romantik var ikke det der lige fyldte mest for hende. Overhovedet.
Camille strøg sin hånd over Seans.
" Pas på såret her , det skal renses dagligt .., ellers får du problemer med det " sagde hun med en mild stemme.
Hun sagde ikke noget , til hans fastholdelse af uheldet ikke ville gentage sig, men så bare på ham.

" Oh du har Alene her?" Hun så sig nysgerrigt om, og halvt om halvt forventede en eller anden smuk skanning ville komme svævende ind med et strålende smil. En helt særlig kvinde måtte hun være , ellers ville hun aldrig have fået Sean modelleret til den trofaste kæreste , som han nu synes at være.
" Måske jeg en dag kan hilse på hende? " Forslog Camille.
Hun var en lille smule nysgerrig på hvilke kvaliteter og egenskaber en partner efter Seans smag skulle rumme. Camille have altid syntes Penny var en skøn kvinde og Alane måtte jo være endnu bedre , så jo... Hun var nysgerrig.
Hun trak sig tilbage til ' sin' stol og så lidt på Sean. " Du elsker hende ? ... Sødt dit beskyttelses gen ! Jeg håber hun gør dig lykkelig ?"
Spørgsmålet var egenligt overflødigt, hun kunne se på ham at Alane var noget helt enestående i hans liv.

Han viste ikke helt...såret på armen havde været svært for ham at bedømme, ganske enkelt fordi han ikke kunne dreje halsen nær nok til at nå hele vejen rundt om den. Det gjorde næsten mere ondt end det på benet, som om hun gravede efter et eller andet.
"Vi har jo ikke gjort det siden..." Kun næsten. Men det talte jo ikke, gjorde det? Åh, han skulle aldrig have nævnt det, skulle han? Det var et forhold kun Neph og ham selv forstod! Næsten da...Men han havde haft brug for at skifte emne og han kunne ikke blive ved med at ignorere det hele. Hver en tanke i hans hoved. Så det havde været nemmere at vælge den ene frem for den anden, trods den anden var mere vedholden. Hånden gennem hans hår...Fandt hun det latterligt? Åndssvagt? Som om han var et uvidende barn? Eller endnu værre, havde hun medlidenhed med ham? Han viste ikke helt hvordan han skulle tolke hendes lille gestus. Det endte med han slet ikke reagerede på den.
Han fik heller ikke svaret på det hun sagde. Han reagerede først da hun var færdig med hans sår og kommenterede han burde få det renset. Dagligt. Noget han allerede nu viste ikke ville ske. Hvis det havde været en anden, en han bekymrede sig om, ville han sige det samme og selv sørge for det skete. Men angående ham selv, fulgte han ikke altid disse kloge tanker. Han kunne ikke sidde stille nok i flere uger til hans knogler voksede sammen eller til hans sår ikke længere var...for dybe. Og han rendte da ikke hjem efter en opgave for lige at blive renset. Alligevel nikkede han let og trak sin T-shirt på, uden at opdage hendes ellers beundrende blik.
Han lænte sig tilbage og tog sig tid til at tage endnu en tår af sin the.
"Jeg vil få Sigmund til det" sagde han let og smilte lidt til hende.
"Tak" For at rense sårene, vel at mærke. At skifte emne til Alane var dog velkommen.
"Måske, hvis hun har lyst. Jeg ved ærlig talt ikke hvad hun laver lige nu. Jeg tror ikke engang hun er hjemme. Men Elyas er, jeg mødte ham for et kort stykke tid siden, hvis det er" Endnu engang gjorde han forsøget. Han fandt sin maske frem, den der smilte let til alt og alle, for at få det hele til at virke så hverdagsagtigt som muligt.
Han studerede hende let, som han normalt ville have gjort, før han svarede hende.
"Definer lykkelig. Hvis du mener om jeg har sommerfugle i maven, som en rutsjebanetur kun kan gøre efter, at jeg glemmer at spise og kun sidder og stirre ud af vinduet...Så nej. Hvis du mener intet kan gå galt, at jeg føler mig uovervindelige og ustoppelig, så nej. Hvis du tilgengæld mener jeg føler mig godt tilpas med hende, at jeg stoler mere på hende end på nogen anden, at jeg ville lægge mit liv i hendes hænder og håbe hun ville gøre det samme, at jeg ligefrem genovervejer mit liv..." han lod det evt. ja hænge i luften og smilte bare lidt til hende.
"Hun har...Oplevet mig på mange måder og hun stiller ikke spørgsmålstegn ved tingene, men leger med. Hun lader sig ikke skræmme, men hun stiller heller ikke irriterende spørgsmål eller forlanger svar på hvordan min barndom var og andre ligegyldigheder. Hun har bare...Accepteret mig" han så lidt ned mod gulvet. En svag antydning af at det var netop hvad han et sted havde savnet...en person der bare accepterede ham. Livshistorierne kunne altid komme bagefter...Det vigtigste var bare at hun accepterede ham som han var. At der ikke var grund til at komme ind på en masse små historier. Og netop over for Alane var det som om han havde lyst til at fortælle hende det hele. Om hans mor, om hans barndomshjem, om hans første offer, om hans bror...Han havde næsten lyst til bare at overfalde hende med disse historier...Mens alle andre, der pressede på for at få dem, intet fik. Han så op på hende og smilte let.
"Vi snakker meget om mig...Er det ikke tid til at skifte emne? snakke om dig eller noget helt tredje?" En lille hentydning til at nu gad han faktisk ikke mere.

" Hør Sean...det var bare mine umiddelbare tanker, jeg kender ikke Neph...men ...jeg er en kvinde og jeg ved alt om forelskelse, begær ,kærlighed....både den rene og den forbudte.Det eneste jeg siger er...vær forsigtig.Ting har det med at give bagslag og eksploderer lige op i fjæset på en, når man er mindst forberedt" han fik et skygge smil, men dog et smil.
" Ja...får Sigmund til det...dagligt" vendte hun tilbage, og prikkede ham på den raske arm, før det var hun ' hjemvendte' til lænestolen og lod Sean klæde sig på.

Definer lykkelig ?
Camille så lidt tomt ud for sig...kiggede bare ud i luften.
Hun forsvandt i tankerne, og dér drømte hun sig kort væk.
Langbortistan...alene...måske var det hvad hun skulle? Smutte fra det hele, intet synes alligevel at fungerer...nogen steder.Ikke for hende.
" Lykke er flygtig....kærlighed og tryghed burde ikke være. Jeg ved ikke hvordan det skal sættes op og vægtes, men jeg ved at når man elsker nogen er man stærkere og mere varm inden i, små ting fra deres side kan oplyse hele ens dag, eller vælte hele læsset- man aldrig mere sårbar end på det tidspunkt." Vævede hun ud og ind mellem sine ord, og rettede spottet mod Sean.
" Det lyder til Alane er den rette for dig....meget modsat mig , kan jeg høre" svarede hun med en let drillende klang. En kvinde som Camille ville drive Sean til vanvid på en uge.Hun ville elske ham, forkæle ham, give ham modspil og føje ham....men aldrig ville hun accepterer ting bare for han sagde det, eller at undlade at sætte spørgsmålstegn ved det.Det var ikke kærlighed eller accep, og det var ikke et ligeværdigt eller udviklende forhold....ikke efter hendes bog, men virkede det for Alane at lege nikkedukker og sin mund lukket og var det hvad der glædede Sean, så var Camille stillet tilfreds. Egenlig ville hun bare have Sean var....lykkelig.
Hvad end det var.

Arh....så han var ved at være træt af at tale om ham selv? Camille smilede, denne gang større. Hun var næsten stolt af han havde gjort det så længe.
" Jeg synes nu ellers det er ...facinerende...at tale om dig.Og ellers var vi aldrig nået til dine sår!" Pippede hun .
" Du ved hvad der er at vide, vil jeg mene....men...jeg lovede jo at svare på spørgsmål, hvis du havde nogen til mig?" Camille tog lidt te, og pustede på den.
Den lunede dejligt, uden den skarpe kant som cognacen havde, men det var en anden varme, mindre...sløret.

Kærlighed, at holde af nogen, var en svaghed. Det viste han godt. Men alligevel overraskede det ham at høre det fra Camilles mund. Han havde altid troet hun ville være en stor fortaler for kærlighed og forelskelse, at hun af alle ville mene der nærmere var en styrke, at to altid var bedre til noget end en. Hans blik gled tankefuldt ned over hendes krop, som om han regnede med at finde flere mysterier, eller måske opklare nogle af dem, bare ved at studere hendes kvindelige former. Hendes...Appetitlige, kvindelige former. Han smilte svagt for sig selv, da han lod blikket glide op til hendes ansigt. Kære bror...Hvorfor var du faldet for denne kvinde? Begrund af hendes udseende? Fordi hun gjorde dig til en bedre dæmon? Langt fra. I et øjeblik gled han tilbage i tiden, tænkte på den gang hvor han ikke haft andet i tankerne end sin bror, havde spioneret på ham...
Svaghed. Det sidste han ville være, var svag. Og alligevel havde han kun udviklet sig til den svage side, trods han ihærdigt prøvede at forene venskaber og kærlighed med den hårde facade han lagde for dagen. Det virkede ikke altid. Han ville nu ikke sige at Alane ikke var udfordrende. De kunne da godt diskutere hvilket hund der måtte ligge i sengen. Og hun havde nogle stærke meninger, som han intet kunne stille op, over for. Men på den anden side...Alt var så udfordrende at han faktisk følte han slappede af med Alane.
"Fascinerende?" svarede han med et lille smil og lod de andre emner falde til jorden, uden at gribe dem igen.
"Fascinerende at høre på en pivene dæmon? Burde jeg af alle ikke vide hvad livet går ud på?" han rystede svagt på hovedet ved denne filosofiske tanke.
"Spørgsmål...Jeg har få, men jeg fornemmer de vil lede os ind på et emne, hvortil jeg ved du vil stille spørgsmål tilbage...Så jeg vil lade dem gå" svarede han en smule kort. Hans blik gled over reolen ved væggen, over de forskellige bøger der var specielt udvalgt til dette rum.
"I stedet...Vil jeg trække mig lidt tilbage. Jeg er træt og udmattet oven på...Det hele. Men jeg vil sene Elyas herned, så i kan snakke sammen. Det tror jeg han vil være glad for, at høre på andet end sin onkels formaninger. Er det i orden med dig?" spurgte han og så på hende igen med et træt blik.

Camille slog blikket ned, rettede det væk fra Sean og hen på nogle af hans bøger på reolen. Hun havde ikke kunne undgå at fange hans vandrende øjne, og selv om hun vidste at han intet lagde i det, blussede hendes kinder varme.
Camille havde skabt et langt mere tilbagetrukket liv for sig selv, send da hun var leder for menneskerne og samtidig arbejde på en hospital. Der var hun vsnt til mange blikke, både kritiske og smigrende. Men her levede hun mere incognoto, mere ' pakket ind' og selv Eric så ikke på hende med ' det blik' , så hun var nok en smule ude af form, hvad angik mænds henkastede blikke.

" Facinerende " gentog hun , og drejde hovedet da hun igen kunne se ind i Sean øjne , uden at rødme som en teenager.
" Alene det at du åbner op...en smule,
...er jo det. Og nej Sean...du piver ikke, du inkluderer mig i dit liv....det noget helt andet " smilede hun og nikkede accepterende.
" Vi venter med spørgsmål, det er helt fint. Jeg kan godt forstå du er træt. " det passede hende strålende, for selv at være fokus kunne hun snildt undvære og hun fornemmede at det nok var Zean han ville grille hende om.
Camilles beskytter gen overfor Zean var stort.Også selvom deres relation var så....mystisk. Hun ville aldrig sælge ham ud....heller ikke til hans bror.
Hvis det en dag kom til et opgør mellem de to, Sean og Zean , så ville Camille have det forfærdeligt.Begge mænd var i hendes øjne unikke , og hun havde givet et stykke af sig selv,sit hjerte, venskab, til dem begge...om de ville eller ej.

" Jo, bare smut op og tag en lur gamle mand " drillede hun Sean , men hendes øjne var blide og viste forståelse. Mange mænd ville aldrig være kommet op at stå, i den tilstand. Sean var en sej fyr.
" Jeg vil gerne sludre med Elyas...og så skal jeg nok smutte af igen " smilede hun og rejste sig op for at sige farvel til Sean.
Hvis han tillod, ville Camille glide ind i hans favn.
Det ville være svært ikke at fornemme hvilken styrke Sean havde, især fordi Camilles tåbelige fe gener fik hendes krop til at synes så skrøbelig, trods de meget feminine træk....eller måske grundet dem ?
Hun ville lægge en hånd på hver skulder, løfte sig en smule op på tå, for at kunne læne sig frem og sætte læberne til Seans kind.
" Tak for nu... Vi ses om en uge " tog hun afsked i en lav tale.

Da hun blev alene i stuen, ville Camille skynde sig at skænke en ny cognac.
Sean ville sikkert ikke have noget imod det, og Camille ...behøvede ...det.
Om lidt skulle hun ud og snige sig omkring levende døde, og eventuelt nakke et par stykker af dem, for at komme hjem.
Du gode....underworld var ikke den ferie hun havde troet.
Måske hun skulle tale med Sakref. Han havde ikke helt styr på sit lille rige, havde han ?

Han så lidt på Camille, mens hun snakkede. Gav hendes den øjenkontakt hun søgte og lyttede til hendes mening om ham og om dette. Selv om hun, som så mange andre, forlangte at vide mere om ham, var hun en af de få der var nået længst. Og havde prøvet mest. Alana var den eneste der var nået længere, selv Neph...Nej, han ville ikke tænke på hende nu. Selv om Camille snakkede rosende til ham, mærkede han alligevel en slags...ubehagelig følelse, over det. Utryg, på en måde. Usikker. Havde han dummet sig? Måske skulle han slet ikke have sagt noget...Hvor mange var det nu han havde skubbet fra sig, grundet hans hemmeligheder? Luce var smuttet, for evigt, godt det samme! Han håbede hun aldrig fik hukommelsen tilbage efter faldet, med de ting hun viste. Og Neph var også godt på vej væk. De forstod jo aldrig hinanden, trods han stædigt vedblev at det gjorde de. Noget stille liv havde han ikke.
Han smilte bare let til hende og fik stablet sig på benene. Hans krop var træt, han mærkede leddene give efter, da han tvang dem til at bevæge sig.
Normalt tænkte han over kram, gav dem ikke uden grund, da sådanne små ting ikke faldt ham naturligt. På en let kejtet måde gengældte han det og lod hende plante et kys, måske fordi han var for træt til at gøre modstand, måske fordi han følte...Han havde brug for det.
"Vi ses" svarede han og forsvandt ud af rummet.

Der gik næsten 10 minutter før Elyas tittede ind i rummet, for til sidst at træde helt ind. I modsætning til sin onkel smilede han glad og imødekommende. Seans træning havde virket, han var stærkere nu, som hans krop havde udviklet sig til mere at ligne en voksen. Der gik ikke en dag uden han tænkte over at han snart var myndig! Hvis grænsen altså også gik til 18 her? Det håbede han! Den skulle det!
Det brune hår strittede let, som han havde arvet det efter sin far og han var iklædt nogle lette bukser og en afslappet T-shirt og bare fødder. Han kastede sig ned i stolen, hvor Sean havde siddet kun for lidt tid siden.
"Hej Camille!" hilste han entusiastisk. Han onkel havde aldrig forstået hvor han fik al sin energi fra.
"Min onkel sagde jeg skulle gå herned?" kommenterede han, håbende at Camille kunne fortælle ham hvad han skulle der.
"Jeg sad oppe på værelset. Min onkel har givet mig nogle bøger han forlanger jeg skal læse..." han himlede let med øjnene.
"...Da han mener de er gode for mig. Udvider min horisont og viden..." han trak let på den ene skulder, som om han slet ikke viste hvad hans onkel snakkede om.
"...Så det var lækkert med en undskyldning for en pause!" sluttede han af med et smil.

Det underlige ved Sean var at han fik Camille til at føle sig ...sikker.
Lige fra første færd havde de kunne mundhugges og toppes , og som sin bror kunne Sean få camille helt op i det røde felt. Men ... Han fik hende også til at føle sig sikker.
Hun ville aldrig glemme den dag hvor Castle gik amok og forsøge dræbe hende. Eller glemme Hvordan Sean havde taget en kugle for hende. Måske var det dér følelsen af at være beskyttet i hans nærvær rigtig fik næring ?

Hun smilede ...
" Jeg har opholdt dig for længe , Sean. Undskyld! Men det var dejligt at se dig igen " sagde hun hent ærligt , efter at have fået lov til at sætte læberne til hans kind.

Hun nåede to glas mere og et tredje var skænket op ,, inden Elyas viste sig i døren. Camille var ved at kunne mærke alkoholen og smilede et hak for muntret da hendes øjne fandt på Elyas. " For satan dreng du ligner din far !" Faldt det ud af munden på hende, da hun en smule måbende tog bestik af ham.

" Elyas .." Hilste hun og rejste sig.
Camille gik ham imøde og kun et enkelt lille sving lavede hun på vejen , hvilke faktisk var ret fint når man lige tænkte på hvor meget hun havde drukket , fra hun kom til nu.
" Din horisont er vist ikke det eneste der er blevet ... Udviget" sagde hun lidt drillende og lod en hånd glide ned af hans arm.
" Jeg sværger mændene i din familie er nogle hjerte knusere " sagde hun med et lille smil.
" du ser godt id Elyas .., som du trives ... Går det godt med dig ?" Ville hun vide , inden hun bød Elyas på en cognac. Han var jo nærmest ikke er barn længere så det ville nok ikke skade, mente en lettere tipsy Camille.
Å

Elyas lod blikket glide over Camille og skiftede mening, angående det at sætte sig ned. Dette overraskede ham, at se Camille fuld og ude af kontrol. Var Camille ikke altid så ansvarlig og...forsigtig? Men selvfølgelig kunne der ikke ske hende noget i dette hus. Hendes hånd, der gled ned over hans, var sært...Den måde hun beundrede ham gjorde ham usikker. Han mærkede en svag rødmen der spredte sig, han mærkede det på den varme der steg ham til hovedet. Han tog fat i Camille, blidt, og hjalp hende ned og sidde igen.
"Har min onkel hældt lidt for meget på dig? Pas på med det, jeg har set ham gøre det samme med andre, kun for at lokke deres hemmeligheder ud af dem" smilte han en smule usikkert. Hun havde ikke lagt an på ham, havde hun? Han håbede det ikke. Han turde ikke rigtig...Udforske den del. Og hun var alt for gammel til ham!
Han lod hånden glide igennem håret og var i tvivl om han burde tage imod cognacen eller lade være. Til sidst besluttede han sig for at lade være. Han havde ikke rigtig drukket siden episoden på værtshuset, hvor han var end med at kysse Nephthys. Det var ikke faldet i god jord.
"Nej tak. Jeg har det fint!" smilte han let.
"Hvad med dig?" spurgte han så, med et svagt bekymret blik. Måske drak hun fordi der var noget galt?