The Letter. -Nille-

Zombierne skulle bare væk. De ødelagde verdenen. De kunne ikke fortsætte med at være her. Hun ville dog ikke tænke på hvad der ville ske, hvis zombierne blev, for det gjorde hende i dårligt humør. Hun ville ikke være trist eller bekymret lige nu. Hun ville have lov til at snakke med Jacob, uden at ødelægge det hele, som hun følte at hun altid gjorde. Hun følte sig altid hel sammen med Jacob. Uden ham manglede der ligesom en meget vigtig del af hende, og det gjorde ondt.
"Men hvordan starter vi så med at nedlægge den?" Hun så spørgende på ham. Det ville hun faktisk gerne vide, for hvis de ikke vidste hvordan de startede, hvordan skulle det så være sammen igen? Hun ville så forfærdeligt gerne være sammen med ham igen, men hun turde ikke at sige det, eller vise det. "Hun var heller ikke ligefrem en venlig tøs." Sagde hun en anelse drillende, for at løfte stemningen lidt op. De skulle jo ikke være triste og bekymret hver gang, de snakkede sammen. "De har vel travlt på grund af zombierne. Man vil jo gerne overleve." Sagde hun med et blidt smil om læberne.

Skulle han være ærlig, så var han ikke helt sikker på hvordan den skulle nedbrydes, men de måtte i det mindste gøre et eller andet. Forsigtigt stoppede han op ved en butik hvor et par blomster strålede i solens skær. Det fik et svagt smil frem på hans læber. De mindede ham om skoven. Kvinden bag boden gjorde et nik til at han bare kunne tage en af dem. Med et taknemligt smil på læben, tog han en hvid rose og vendte derefter sin front imod nille. Den hvide rose mindede ham om hende. Farven hvid var nemlig stærk og samtidig så ren. Rosen var en af de smukkeste blomster og dog havde den et par torne.. Forsigtigt rakte han rosen til hende.
"Vi kunne starte med at slappe af i hinandens selvskab," sagde han og kiggede hende i øjnene. Han var i tvivl om hun ville tage imod rosen. Han grinte kækt over kommentaren om Victoria. "Nej, det var hun langt fra, det var nogen sjove dage når vi besejrede hende og så hendes ansigtsudtryk," stemningen imellem dem blev mere og mere afslappet. Det behagede ham.. "Det har du nok Ret i, overlevelse frem for alt," forsigtigt lod han en af sine hænder stryge ned af hendes underarm..

Nille stoppede op, da han gjorde. Hun smilede høfligt til kvinden, der stod bag boden. Hun så rundt, for at se på de andre boder. Nogle gange ønskede hun at hun var normal, men det var hun ikke. Det måtte hun leve med. Hvis hun skulle overleve måtte hun ikke lade sit liv blive et helvede, og for at de ikke skulle blive det, måtte hun tage de gode minder til sig, og være sammen med dem der gjorde hende glad. Hun så på Jacob igen, en anelse overrasket da hun så den hvide rose. Hun smilede kærligt til ham og tog imod rosen. "Tak." Hurtigt lænede hun sig frem, og kyssede hans kind, inden genertheden greb hende. Hun så hurtigt væk fra ham. Hun rødmede svagt.
"Det lyder som en fin start." Sagde hun roligt og så på ham igen. Hans kække latter fik hende til at tænke tilbage, til dengang alt havde været godt. "Kan du huske dengang, hun havde givet dig den halskæde på, så du blev ond?" Spurgte hun og så spørgende på ham. Hun betragtede ham let, og bed sig hårdt i underlæben. Det var så svært at lade være. Hun ville så gerne kramme ham, og have ham tæt på sig, men hun turde ikke. Det var bare så svært at lade være. "Mhm.. Men samtidig skal man også sørge for at... alt det dårlige ikke tager over en." Sagde hun med et svagt smil om læberne.

Det fik ham bare til at smile mere over følelsen af hendes læber imod hans kind. Et kort øjeblik kiggede han tøvende på hendes læber, det var fristende at kysse dem igen efter så lang tid og bare tanken om at have hende i sin omfavnelse igen, gjorde ham helt blød i knæene og fik ham til at bide sig i underlæben, lade den blive et offer for hans tanker. Han nikkede til hende, hvor han derefter langsomt begyndte at gå igen og var sikker på at hun fulgte med ham.
"Om jeg husker det, sikke noget, det krævede en del at fjerne den igen," sagde han og lavede nærmest et udmattet ansigt for at understrege hans pointe. "Og hvad med dengang hun altid generede dig med sine bemærkninger? Den kvinde gik en på nerverne,"
Forsigtigt lod han sine hånd glide over i hendes, en anelse nervøs for om hun vil skubbe den væk igen. "Det skal man også ja," han kiggede over på hende, ind i hendes smukke øjne. "Og derved bare være sammen med dem man holder af,"
Hvor var han fristet til at kysse hende.. Indtil videre gik det godt med at slappe af i hendes selvskab. Han tillod sig at læne sig frem, så hans læber strejfede hendes kindben.

Nille betragtede den hvide rose lidt, og havde et blidt smil om læberne. Den var så smuk. Hun var dog forsigtig med ikke at røre ved dens torne. Rosen var smuk, men kunne sagtens være farlig. Hun bed sig kort i underlæben, inden hun så på ham igen. Det var så svært... Hun ville så forfærdeligt gerne kysse ham, men hun følte bare at hun ikke kunne. Det var underligt at føle sådan. "Men vi fik den heldigvis væk." Sagde hun blidt. Hun smilede af det udmattet ansigt, han lavede. "Åh, det husker jeg udmærket. Hun var så irriterende. Jeg håber vi aldrig ser hende igen." Sagde hun og grinede lavmælt.
Hun så på sin hånd, da han lod sin glide over i hendes. Hun tog imod hans hånd og smilede svagt. "Nemlig. Derfor fortryder jeg at jeg.. slog op, og bad.. Caroline om at lade mig være." Hun tog en dyb indånding, og bed sig i underlæben. Hun skammede sig virkelig meget over ikke at have været der for Caroline, og sagt at Caroline skulle lade hende være. Hun havde det også forfærdeligt dårligt over også at have slået op med Jacob. Nu ville hun gøre det godt igen. Hun var så fordybet i sine tanker, at hun blev overrasket over at mærke Jacobs læber mod sit kindben. Glæden og varmen spredte sig i hendes krop. Hun trak sig lidt væk, for så at trykke sine læber mod hans. Varmen og glæden blev stærkere. Åh gud, hvor havde hun dog savnet ham...

Ud af sin øjenkrog bemærkede han at hun betragtede rosen hvilket fik ham til at smile. Følelsen af at hun lod hans hånd være i sin gjorde bare smillet endnu større. Selvom der var en masse væsner omkring dem, så bemærkede han ikke andre end Nille og hendes dejlige varme stemme. Det føltes rart bare at gå sådan her med hende, side om side, uden nogen anspændt stemning imellem dem.
"Ja, heldigvis," sagde han og kiggede ned på hende, da han jo var en smule højere end hende. "Det håber jeg heller ikke vi gør," Forsigtigt klemte han hendes hånd ind til sin. "Jeg er sikker på at Care nok skal tilgive dig Nille, hun er stærk og kløgtig," Han smilte svagt til hende.
Det overraskede ham da hun pludselig stoppede op. Til at starte med troede han at han havde sagt noget forkert, men lige i det øjeblik han skulle til at spørge hende, placerede hun sine perfekte læber på hans og sendte ham i drømmeland! Han kyssede hende blidt tilbage, placerede en hånd på hendes kind og lukkede sine øjne i. Hvor havde han savnet hende! En bølge af varme og lykke gik igennem ham, en bølge der gjorde alle andre væsner rundt omkring ham usynlige. De væsner som kiggede forvirret på dem, hviskede og de børn som fniste, blev alt sammen skubbede til side. Først da han skulle have luft, trak han væk og lænede sin pande imod hendes, sendte hende et kærligt smil og lod sig forsvinde ind i hendes øjne. "jeg elsker dig," hviskede han blidt til hende.

Det var længe siden hun havde følt sig så afslappet og glad. Hun så smilende på ham. Det var rart at de snakkede sammen igen. Hun følte sig mere hel. Hun vidste at hun ikke ville miste Jacob igen, men hun ville også have at han var lykkelig. Hun gav hans hånd et kærligt klem, og kunne ikke lade være med at smile. "Men det betyder ikke at hun vil tilgive mig." Hun bed sig i underlæben. Caroline var stærk og kløgtig, ja, men det betød ikke at hun ville tilgive Nille. Nille håbede dog at Caroline ville tilgive hende. Hvis ikke Caroline kunne tilgive hende havde hun mistet sin bedste veninde. Bare tanken om det fik sorgen til at overvælde hende. Hun ville dog ikke være ked af det nu. Hun var lige blevet gode venner med Jacob igen, og det skulle ikke ødelægges! Hun måtte finde Caroline så snart hun kunne.
Hun lagde en arm om hans nakke. Hun havde savnet ham så forfærdeligt meget. Hun kunne ikke forstå, at hun havde valgt pligten fremfor ham! Hun hørte slet ikke de andre væsner hviske eller børnene fnise. Den eneste hun lagde mærke til var Jacob. Han betød alt for hende! Da han trak sig væk, åbnede hun sine øjne. Hun smilede blidt, og så ind i hans smukke øjne. De tre ord der forlod hans læber, og hans nærhed, gjorde hende lykkelig. Han gav hende en følelse som kun han kunne give hende. "Jeg elsker også dig." Hviskede hun blidt. "Jeg vil ikke miste dig igen." Hun trykkede sig ind til ham, og nægtede at træde væk!

Men det betød ikke at hun ville tilgive hende.. Mon ikke Caroline ville tilgive hende, måske ikke med det samme, men.. Med tiden skulle hun vel nok ende med at tilgive hende. Hvis ikke, så blev det hele lige en smule anderledes, men mon ikke Nille blev tilgivet, hvis hun kom med den samme undskyldning overfor hende, som hun havde givet ham. "Nej, men bare giv hende tid, også er jeg sikker på at hun nok skal tilgive dig," Det håbede han i hvert fald. Men, han kendte den dejlige Care, hun var som en søster.
Væsnerne omkring ham var stadig luft, der eksisterede ikke andet end Nille lige nu. Han havde savnet hende så meget. Nu hvor hun stod foran ham, blev tomrummet udfyldt og savnet forsvandt langsomt ud af ham. Hun var hos ham nu, ingen grund til at savne hende længere. Det blide smil blev blot gengældt, sammen med et blidt kys på hendes fine pande. At hun også elskede ham varmede ham ned til tåspidserne. Det kunne ikke blive bedre. Han lod sit hoved hvile på hendes ene skulder, blot for at hviske til hende. "Jeg vil heller ikke miste dig," Omfavnelsen om hende blev en anelse strammere, dog ikke så meget at han formåede at klemme hende..
"Find jer dog et værelse, det her er en gågade, ikke en stå og nusse gade," råbte en koge kone bag sin bod. Jacob ignorerede hende bare.. Intet kunne få hans humør ned nu.

Nille håbede sådan at Caroline ville kunne tilgive hende. Hvis ikke Caroline kunne det, så ville Nille ikke vide hvad hun skulle gøre. Hun ville ikke miste sin bedste veninde. Hun fortrød at hun havde valgt pligten, fremfor dem der gjorde hende glad. "Det håber jeg, for hvis hun ikke tilgiver mig.." Hun kunne ikke få sig selv til at fuldføre sætningen. Hun sukkede svagt, og bed sig i underlæben. Hun håbede at Jacob havde ret. Nille ville finde Caroline, forklare hende det hele, og forhåbentlig ville Caroline tilgive hende.
Hun ville ikke miste ham igen! Hun ville ikke give slip på ham. Hun elskede at mærke ham så tæt på. Bare tanken om at skulle træde væk fra ham gjorde ondt. De havde været adskilte alt for længe. Hans kys på hendes pande fik hende til at slappe helt af i kroppen. Hans ord gjorde hende tryg og varm. Hun klamrede sig til ham, og kyssede hans hals. Hun hørte en kvinde råbe af dem, at de skulle finde et værelse. Nille gav dog ikke slip på Jacob, og havde heller ikke tænkt sig at give slip. Hun ignorerede kvinden. Dog hørte hun en mand råbe op, og hun så mod manden. En mand kom gående mod dem sammen med en anden. De begge to en anelse vrede ud. "Måske burde vi gå videre." Sagde hun og så på Jacob. Mændene lignede vagter.

Da vagterne nærmede sig kunne han mærke at tiden var inde til at smutte. Det var sikkert ikke engang dem de var efter, men han tog ingen chancer omkring sådanne ting, så langsomt begyndte han at gå, stadig med Nilles hånd i sin. Hans bevægelser var afslappet, så meget det nu var muligt at få dem til at virke afslappet, for han måtte indrømme at vagterne bag dem gjorde ham en smule anspændt. Samme tid satte vagterne farten op. Der var ingen tvivl, de var efter dem. Han smilte lumsk for sig selv, gjorde et nik til Nille om hun var klar til at sætte i løb.
"Hey, i to!" råbte den ene af vagterne, mens han langsomt satte i løb hen imod dem, så hurtigt han nu kunne med den rustning klistret på hans krop.
"Lad os se at komme væk!" hviskede han til Nille, hvor han derefter satte i løb, igennem byens gader og ind imellem de mange væsner, der forskrækket hoppede til siden og måske endda faldt ned på numsen. Jacob kunne ikke lade være med at smile en smule drilsk over det. Det lå stadig i hans blod. Vagterne fulgte trop bag dem, men hvor tæt på de var, anede han ikke og han havde ikke tænkt sig at stoppe op og se efter. Svagt kiggede han til Nille for at se hvordan du havde det. I hele denne ballade havde han ikke sluppet hendes hånd.

Grunden til at vagterne var efter var at de havde genkendt Nille. En af dem, der havde set vagterne hænge en mand og havde hørt Nilles stemme var løbet efter hjælp. Vagterne var så begyndt at lede efter hende, selvfølgelig var at få ryddet en trussel væk, og nu havde de fundet hende. Nille så mod vagterne, og bed sig i underlæben. Hun så på Jacob, da han hviskede til hende. Hun nikkede, og fulgte efter ham, da han begyndte at løbe. Hun så sig over skulderen, hen mod vagterne. Hun rystede på hovedet, og så på Jacob. Hun kunne stadig mærke hans læber mod hendes. Hun følte sig så tryg, i nærheden af ham. Da han så på hende, smilede hun kærligt til ham.
Hun ville ikke se mod vagterne igen. Hun ville bare i sikkerhed sammen med Jacob. Hun trak i Jacobs hånd, for at sige at han skulle følge med hende. Hun gav dog ikke slip på hendes hånd, da hun løb mod gyderne. Hun kendte byen godt, og mente godt de kunne gemme sig, i en gyde, ved skyggerne. Eller, også var der en efterladt bygning de kunne gemme sig i. Da de var nået til gyderne, så hun hurtigt rundt, inden hun løb mod en efterladt bygning. "Gem dig!" Sagde hun hurtigt og gav slip på hans hånd. Der var en forfalden sofa, nogle grimme og støvede borde. Hun gemte sig ved en af bordene, hvor man udenfor bygningen, ikke ville kunne se hende. Hun holdte ikke øje med hvor Jacob gemte sig.

Nille kendte byen bedre end ham, så han kunne slet ikke beskrive hvor meget det lettede ham, da hun tog føringen og førte dem videre igennem byen. Ligeså hurtig som et lyn, forsvandt han ind i den forfaldet bygning sammen med Nille. Det overraskede ham at der overhovedet var møbler tilbage i denne loseplads. Da Nille gemte sig under en af bordene, bøjede han ned i knæerne og gjorde an til at langt spring op i masterne. Han lettede smidigt fra jorden og først da han kunne mærke støtte under hans fødder igen, trak han sin hætte over hovedet og forsvandt ind i en lille sort skygge. Lydløst satte han sig på hug imens han ud af sin øjenkrog holdt øje med vagterne udenfor bygningen. Heldigvis havde vagterne ikke set dem forsvinde ind i bygningen, de fortsatte bare lige ud og regnede med at de var løbet den samme vej. Et kækt smil spredte sig på Jacobs læber. De havde klaret det endnu engang ham og Nille, ligesom første gang de mødtes, blev de jagtet og undslap med nød og næppe. Med den samme lethed der havde fået ham op på masten, sprang han ned på det forfaldne gulv igen og kiggede nysgerrigt rundt efter Nille. I det snævre mørke var hun ikke rigtig til at se i den forfalde bygning. Det føltes som om at stå og kigge ind i en tåges tykke dis.
"Nille?" hviskede han og så endnu engang rundt efter hende.

Nille kunne høre vagterne der løb forbi dem, men hun blev hvor hun var. Hun vidste ikke hvor Jacob gemte sig. Hun lukkede sine øjne, og tog en dyb indånding. Hun hørte et bump, og åbnede øjnene. Hun rejste sig op og så rundt. Hun hørte Jacob hviske hendes navn, hun kunne dog ikke helt se ham, da det var så mørkt. Hun gik forsigtigt over til ham, og lagde sin ene hånd på hans skulder. Hun havde kunnet fornemme, hvor han var, på af at han havde hvisket hendes navn, så havde hun fået en fornemmelse af hvor han stod. Hun gik ud af den forfaldne bygning, og så rundt. Vagterne var væk. Hun vendte sig om mod Jacob, og betragtede ham. Hun var en anelse forvirret. Var de sammen igen? Hun var ubeskriveligt glad for at han havde tilgivet hende. Hun kunne stadig mærke hans bløde læber mod sine.
"Hvad gør vi så nu?" Spurgte hun, en anelse forsigtigt. Det var et spørgsmål om de var sammen igen, men om han så det som et spørgsmål omkring dem, vidste hun ikke. Hun ville gerne vide, om han mente de var i et forhold, eller om de ikke var. En ting var dog sikkert, hun elskede ham, og ville ikke miste ham igen.

Det gav et lille spjæt i ham da han pludselig kunne føle en hånd på sin før urørte skulder. Det lettede ham at det var Nille der havde fundet ham i bygningens mørke. At have hende hos sig igen var som at kunne mærke varme igen, det var fantastisk og han ønskede at beholde det så længe han kunne. Selvom hun nok ikke kunne se det, så sendte han et svagt smil og kløede sig kort i nakken, derefter i de ravnefarvede lokker. Måske virkede det til at spørgsmålet henviste til om hvad de skulle gøre nu med hensyn til vagterne, men Jacob forstod den heldigvis på den måde som Nille ønskede at han skulle forstå den. Roligt gik han helt tæt på hende, over ham hang der en drillende aura og et kort øjeblik kredsede han om hende, så op og ned af hende stadig med den drillende aura over sig. Han stoppede foran hende igen. "Tjoh, hvis det lyster dig unge dame, så kunne vi vel være et par igen?" Han satte hovedet på skrå, den drillende aura forsvandt langsomt ud af ham, samtidig med et kærligt smil voksede på hans læber. "Med andre ord, kunne du tænke dig at være min igen?". Egentlig vidste han ikke om hun ville, så det lå og gnavede bagerst i hans sind om hun måske ville sige nej til ham. Han bed sig i underlæben, lod den blive et offer for alle de tanker der kørte igennem ham.

Hvad hvis han ikke ville være i et forhold med hende igen? Hun fik det helt dårligt, ved tanken om at han måske ikke ville være i et forhold med hende igen. Hun så ned i jorden. Hun bed sig en anelse hårdt i underlæben, for at få styr på sig selv. Hun så op og betragtede ham. Hun fulgte ham med øjnene, da han kredsede rundt om hende. Da han stoppede op foran hende, smilede hun blidt til ham. Hun fornemmede hans drillende aura, og hun kunne ikke lade være med at smile. Han var så dejlig! Hun havde lyst til at omfavne ham, og mærke hans fristende læber mod sine igen. Unge dame. En kærlig latter forlod hendes læber.  Hun så kort på hans læber, mens han snakkede, men hun lyttede stadig. Hun skulle til at svare ham, da han snakkede igen. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. Han ville være i et forhold med hende igen! Hun var så glad, at hun slet ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun kiggede bare på ham med et kærligt smil om læberne. Hun stillede sig helt tæt ved ham og lagde sine arme om hans nakke. "Selvfølgelig vil jeg det." Hviskede hun blidt og trykkede kærligt sine læber mod hans. Hun kunne ikke beskrive hvor glad hun var!

Det føltes som flere minutter før hun svarede, selvom det egentlig kun tog meget få sekunder. Man kunne sige nervøsiteten overmandede ham med hensyn til om hun kunne finde på at sige nej til ham. En ting var sikkert, det gnavede inde i ham for at få svaret på det. Da hendes svar kom kunne han ikke stoppe med at smile over hele hovedet, så han følte sig noget så underlig at kigge på. Heldigvis lå hun ikke mærke til det, i stedet lagde hun sine arme om hans nakke og placerede sine dejlige læber på hans igen. Han kyssede hende tilbage, lagde armene om hende og lukkede øjnene i. Selvom hans læber var presset imod Nilles, så kunne han ikke stoppe med at smile over hele situationen. En af hænderne sneg sig op af ryggen og placerede sig derefter i hendes lange sorte lokker. Han adskilte blidt deres læber, men ikke synderligt meget, der var stadig mulighed for at mærke hinandens åndedræt. "Det føltes godt at høre dig sige det," det kom som en blid hvisken fra ham. Han kyssede hende igen, lod den hånd der før havde været i de sorte lokker, hvile på hendes kind i stedet. Lidt efter adskilte han igen for at se hende i øjnene. "Skal vi se at komme væk fra dette faldfærdige sted?" Han gjorde et nik hen imod udgangen.

Nille kunne ikke beskrive hvor glad hun var for at de var sammen igen. Hun ville ikke miste ham igen. Da han adskilte deres læber, åbnede hun øjnene og betragtede hans ansigt. Hun havde vænnet sig til hans nye udseende. Hun betragtede hans flotte sorte hår, hans ansigtstræk og hans bløde læber. Hun ville aldrig blive træt af at se på ham. Hans blide hvisken var som vidunderlig musik. Hun smilede kærligt til ham. Det var lang tid siden hun havde været så glad. Selvom hans hud var kold fik hun alligevel en behagelig varme, når han rørte ved hende. Da de fik øjnekontakt, var hun fanget i hans vidunderlige blå øjne. Nille mente at han var perfekt. Hans personlighed var perfekt, hans udseende var perfekt! Alt ved ham var bare perfekt! Og hun elskede alt ved ham! Hun var ikke i tvivl om at det var ægte kærlighed mellem dem. "Ja, lad os komme væk." Hun kyssede hurtigt hans kind. "Men hvor tager vi så hen?" Spurgte hun kærligt og smilede til ham. Hun havde svært ved at løslade sit blik fra ham. "Jacob, før jeg.. slog op.. Sagde jeg at du altid var velkommen hos mig. Det er du stadig." Hun sagde det, så han vidste, at han altid kunne komme hjem til hende, hvis han ville.

Hendes svar var nok til at få ham til at begive sig ud af det faldfærdige sted, uden så meget som at se tilbage på det. Det mindede ham på en måde om hans barndomshjem inden han renoverede det til lille Josh. Dog forlod han det ikke tomhændet, i hans ene hånd lå Nilles hånde trygt, det føltes godt at mærke hendes bløde hud imod hans kolde igen. Tiden uden hende var gået ufatteligt langsomt. Udenfor var solen kommet frem fra sit skjul, den herskede nu over hele jorden med dets lys, så selv de stærkeste skygger måtte krybbe tilbage i deres mørke kroge. Lige inden Jacob gik ud af bygningen, så han rundt efter vagterne, bare for at tjekke om de nu var på vej tilbage efter Nille. Da de ikke var noget sted at finde, gjorde han et nik til Nille om at der var fri bane og at de kunne bevæge sig ud igen, uden at skulle tænke på at ende som dagens hakkebøf.
"Tjoh, nu når du siger det, så aner jeg ikke hvor vi skal tage hen, det eneste udvalg er som sagt stadig byen," sagde han med en rolig stemme. Det varmede ham at hun sagde at han stadig var velkommen. "Tak, det sætter jeg pris på, skal vi tage hjem til dig så?" Han stoppede op for at se hende i øjnene.

Nille blev ved med at tænke på, at de var sammen igen, at han elskede hende, og at hun aldrig ville give slip på ham igen. Det var svært for hende ikke at kigge på ham. Hun havde et kærligt smil om læberne. Hun gav hans hånd et blidt klem, og så rundt. Hun kunne ikke se vagterne. Forhåbentlig havde de opgivet jagten. Solen var kommet frem, så hun blev nød til at knibe øjnene sammen, for at vænne sig til det stærke lys. Hun havde jo lige været i mørke, så hendes syn havde vænnet sig til mørket. Nu skulle hendes syn så vænne sig til det stærke sollys. De kunne ikke rigtig tage ud i skoven, uden at blive angrebet af zombier. Så, deres eneste udvalg var byen, som Jacob sagde. Da han spurgte om de skulle tage hjem til hende, nikkede hun. Hun så ind i hans øjne, da han stoppede op. "Ja, lad os det." Sagde hun og begyndte at gå. Hun gik mod hendes hjem. "Du kan få gæsteværelset, eller sove inde hos mig." Sagde hun og smilede til ham. Han måtte selv vælge.

Ligesom Nille skulle han lige vænne sig til det nye lys efter at have været i et mørkt rum. Rundt omkring dem var der ikke mange væsner i syne. Kun et par enkle tigger sad lænet op af bygningernes grå mure, rystede med de Råst beklædte bægere for at se om de nu kunne logge nogen til at give en skilling eller to. Han kunne godt fornemme Nilles kærlig blik på ham, det fik kildende kuldegysninger til at gå igennem ham, så det føltes som en flok myre der kravlede op og ned af hans ryg, imellem de to skuldreblade og langs rygsøjlen. Inden han begyndte at gå, kiggede han hen på hende med et kærligt smil, der både var oprigtigt, ømt og varmt. Han elskede tanken om at hun var hos ham igen. Det blev han aldrig træt af at gentage for sig selv. Langsomt begyndte han at gå, de barre fødder ænsede knap nok den tørre jord under hans fødder. Det glædede ham at han stadig var velkommen hos hende. Angående værelserne vidste han godt selv hvad han helst ville, men han var ikke sikker på hvor vidt Nille ville syndes om at han helst ville sove ved hende.
Han skubbede det dog væk og tog chancen. "Jeg vil gerne sove hos dig,". De ravngyldne øjne strålede i solens skær da han drejede hovedet for at se på hende. "Er dit hus stadig bevogtet med de overraskende skræmmende snigmordere?" Det blev spurgt med et smil på læben, som et tegn på at han ikke mente det ondt på nogen måde overhovedet.

Nille kunne ikke lade være med at smile. Hun følte sig så glad og hel igen. Jacobs smil gjorde hende blød i knæene, men hun kunne dog lige holde balancen. Hans svar på hendes spørgsmål omkring hvor han ville sove gjorde hende bare mere glad. Hun havde intet imod at han sov hos hende. Hun havde et blidt smil om læberne og et kærligt glimt i øjnene. Han var som sagt altid velkommen hos hende. Selvom hun nok til tider gerne ville have lov til at være alene, men hun troede ikke på at han altid ville være hos hende. Selvom hun elskede ham ville hun ikke have at han altid var der. Hun ville også gerne have lov til at være alene, men det forstod han sikkert godt. Han ville nok heller ikke have at hun altid var der. Igen, selvom hun ikke ville have ham hos sig hele tiden, elskede hun ham jo alligevel.
"Det er du også mere end velkommen til." Sagde hun kærligt. Hun blev fanget i hans smukke øjne. Hun måtte tvinge sig selv til at fortsætte med at gå, i stedet for at stoppe op og se ind i hans øjne. "Ja, de er der stadig." Sagde hun drillende og grinede kærligt. "Men bare rolig. De finder hurtigt ud af at du er velkommen, så de skyder dig ikke i foden igen." Sagde hun blidt. Hun kunne skam godt huske det.

Det lettede ham at hun ikke havde noget imod at han sov hos hende. Lettelsen føltes som en dejlig snurrende mavefornemmelser der voksede sig helt ud i tåspidserne. Han placerede armene bag hovedet, der som sagt altid havde været et tegn på at han slappede af i vedkommendes nærvær. Den lange overkrop blev et kort øjeblik strakt ud, mens han lukkede øjnene og hænderne var foldet over hovedet. Lidt efter slappede han af igen og åndede ud. Han så hen på hende med et smil, et smil der havde haft gemt sig bag en trist mine alt for længe! "Tak,". Inden han drejede hovedet for at se frem for sig, kiggede han kort ind i hendes glimtende blå øjne og kunne forsvinde ind i dem. Det var som om at stå på bunden af havet og se op imod overfladen.. Solen fik vandet til at glitre som krystaller. Han rystede tanken væk, kiggede frem foran sig og hænderne der havde været placeret bag hovedet, blev nu proppet tilbage i hættetrøjens lommer som de altid havde gjort. En klukkende latter svævede ud imellem hans læber. "Det sætter jeg pris på at de ikke gør igen." Han kiggede hen på hende igen og blinkede drilsk til hende.
Pludselig blev der råbt overraskende ord bag dem, fra menneskene der før havde været så rolige bag deres boder. Jacob vendte sig om for at se hvad postyret var. Et smil bredte sig da han kunne genkende den sølvhvide hoppe der kom løbende hen ad gaden, med den lange sølvmanke glitrende i solens skær. Omkring mulen var der tørt blod, et tegn på at hun lige havde spist. Uden nogen form for frygt strakte han hånden ud og nussede Choice manke..
"En fremragende entre som altid," mumlede han med en klukkende latter. Choice vrinskede bare lavt og rystede på sit enorme hoved. Jacob rettede opmærksomheden imod Nille igen. "Lad os se at komme hjem til dig, før andre dusørjægere beslutter sig for at vil fange dig," Han blinkede igen til hende med et kærligt smil på læberne.

Nille havde stadig skyldfølelse over at have valgt pligten fremfor hendes venner. Hun ville helst ikke tænke på, hvordan hun ville have det, hvis Caroline ikke ville tilgive hende. Hun måtte finde Caroline, så hun kunne undskylde, og forhåbentlig ville Caroline kunne forstå. Hun havde ikke set Josh i lang tid og savnede ham. Gad vide hvordan han havde det? "Hvordan har Josh det?" Hun så spørgende på Jacob. Hun smilede kærligt over hans tak. Hun fik øjnekontakt med ham, og blev kort fanget af hans øjne, indtil uroen bredte sig. Hun så hurtigt væk fra ham. Hun havde stadigvæk svært ved at se andre i øjnene, på grund af hendes evne. Hun smilede ikke længere. Tænk nu hvis hun kom til at bruge sin evne, mens hun havde øjnekontakt med Jacob. Det ville hun ikke kunne klare. Hun ville ikke såre ham. Han betød alt for hende. Hun tog en dyb indånding for at få styr på sig selv. Hun smilede svagt til ham, i håb om at han ikke havde lagt mærke til hendes korte triste opførsel før.
Hun vendte sig om da hun hørte nogle råbe. Hun genkendte hurtigt Choice. Hun smilede over den smukke sølvmare. Hun så på Jacob. "Ja, lad os." Hun vidste ikke om han ville ride derhen, eller om han ville gå, så hun begyndte at gå.

Spørgsmålet om Josh, fik ham automatisk til at klemme en bettesmule hårdere om Choice sølvmanke, så hun gav en lille vrinsk fra sig, der gjorde sådan at han med det samme gav slip og slappede af i sine muskler igen. Ligesom Nille, så havde han ikke set Josh et stykke tid og det at hun nævnte ham, fik ham bare til at føle skyld over at han ikke rigtig havde kontaktet sin yngre bror. Svagt bed han i sin underlæbe af usikkerhed. "Jeg ved det ikke, jeg tror han har det godt, men jeg er ikke sikker, ser du.. jeg har ikke set ham i et stykke tid nu,". Hans ravgyldne øjne fangede hendes blå et kort øjeblik. "Men, hvis jeg kender ham ret, så har han det fint," For ikke at virke for trist, fremtryllede han et svagt smil og så en sidste gang på Choice, inden han klappede hende på halsen, så hun inden længe satte i galop igennem gaderne. Han bemærkede godt Nilles tristhed et kort øjeblik. "Er du okay?" Forsigtigt og kærligt placerede han sin hånd på hendes skulder, med et ømt og kærligt smil på sine læber. Hånden gled ned af hendes arm, til den kom til hendes hånd, som han tog i sin egen og begyndte at gå langsomt fremad, velvidende om at tingene var ved at falde på plads.

De kom til hendes hus. Det stod smukt i alt sin pragt og mindede Jacob om den dag, hvor han listede rundt nær huset for at besøge Nille, selvom hun egentlig ikke havde ønsket det. Men, det var fortid nu og den ønskede han ikke at dvæle ved! Han smilte kærligt til Nille. Omkring hende strålede et lys han sådan havde savnet at have hos sig.. En anelse forsigtigt, drejede han hovedet og kiggede rundt efter hendes snigmordere, man vidste aldrig hvor de gemte sig..

Nille betragtede Choice, da hun vrinskede. Nille så på Jacob, da han snakkede. "Du ved hvor han bor, ikke?" Hun så spørgende på ham. Hvis han gjorde kunne hun besøge Josh. Hun smilede roligt, da hun så hans svage smil. "Jacob, jeg er sikker på han har det fint." Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun fulgte Choice med øjnene, da hun galopperede igennem gaderne. Hun så på Jacob, da han lagde sin hånd på hendes skulder. "Nej." Svarede hun kort. Hun ville ikke lyve overfor ham. Hun smilede blidt, da han tog hendes hendes hånd. Hun gav hans hånd et kærligt klem. Hun havde ikke følt sig så glad i lang tid. Hun havde virkelig savnet ham.

Nille kunne ikke se snigmorderne, men hun vidste de var der. Hun så på Jacob. "De gemmer sig." Sagde hun kort, inden hun gav slip på hans hånd og småløb hurtigt hen til huset. Hun åbnede døren og vendte sig mod Jacob. Hun smilede kærligt til ham. "Jeg er sikker på at de ved, at de ikke må angribe dig." Hun så rundt. Hun kunne se en skygge henne ved træerne. Hun var sikker på at det var en af snigmorderne. "Har du set Caroline fornylig?" Hun så spørgende på Jacob.