Søgningen - Mia Szhirly

Sted - Shadow peaks
Vejr - luften er meger fugtig det ser ud til regn
Omgivelser - ikke det særlige... Der er en masse sten enkelte efterhånden seje liver snå træer og buske
Tid - aften

Bryan luskede rundt i skyggerne på kanten af den store kløft. Der var langt ned og klippe væggen var stjel... Og ru ( heldigvis)
Smidig som de flete elvere var klatrede han ned ad den stejle klippe.
Selvom der var mange skarpe kanter undgik Bryan dem forholdsvis let selvfølgelig var der da nogen gange hvor der var lige lovligt tæt på men i de situiationer minede han sig selv om hvad der ville ske hvis han gav slip. Det var bestemt ikke at foretrække at blive spiddet og herre gud det gjorde jo ikke ondt.
Halvejs nede tænkte Bryan over hvorfor der egentlig lige var at han gjorde det? Hans indre undskyldning var øvning! Han boede i en skov levede i og af en skov så at kunne bevæge sig i træer var vigtigt! Ikke fordi han ikke kunne men en ekstrem stiuation så som at bevæge sig ned ad en klippe væg. (Det var ekstremt for Bryan) selv følgelig kendte han godt til skyggerne og deres indhold og det var da også tillokkende trods alt!

Bryan forsatte ned ad og nåede bunden hvor han luskede rundt. Han var af en eller anden grund bange for at blive opdaget som om det han gjorde var forbudt! Men havde der værer et ikke adgang skilt? Nej der havde der ikke så han fortsatte alligevel selvom han var lidt på vagt trods alt.
Han skulle måske også snart finde et ly

Skovbunden var fugtig, mod Mias bare tær'. Da hun havde besluttet sig for at gå på opdagelse i The Shadow Peaks, havde solen skinnet, og det havde været utrolig varmt. Men det havde ændret sig, og hun var begyndt at fortryde, hun ikke havde taget fodtøj på. Siden hun var blevet jagtet ude af englenes territorium, uden hverken tøj, smykke eller penge (bortset lige fra det hun havde haft på sig), havde hun været på opdagelse hver eneste dag. Hun havde lejet et værelse hos Amun og Sylar, uden særlig mange omkostninger. Hun hjalp en smule til, og til gengæld fik hun mad, hvis hun dukkede op til de rigtige tidspunkter. Men det var svært for en type som hende, der for det meste, havde det godt alene, eller uden alt for meget selvskab... Men hun manglede stadig et job, så hun kunne tjene penge til huslejen..
Mai strøg en lok af sit rødbrune hår om bag det blege øre, og stoppede så brat op, da hun pludselig hørte noget ikke langt fra der hvor hun stod. Hun viste ikke hvor hun var, og det løb hende koldt ned af ryggen..

Bryans dæmpede tøj viste sig at falde godt ind med de mange sten og klipper der var her. Han kunne nemt gemme sig i en skygge hvis det blev nødvendigt. Han manglede dog nogle dyr der var ikke rigtig nogen og det ireterede ham voldsomt der var ikke noget han kunne forbinde sig med ser var intet og det føltes altid tomt når der ikke var nogen i nærheden.
Han gik eller listede var det nok nærmere afsted. Han gjorde ikke noget stort nummer ud af at være lydløs (Han stormede dog ikke afsted) så han kom engang i mellem til at sparke til en sten. Han krympede sig når det skete for hans fodtøj tog ikke meget af slaget og han havde en tendens til at være sart men hvis han ville kunne han godt lade være. Det afhamg meget af hans stædighed. Hvis der nu var nogen han ikke brød sig om eller lignede ville han aldrig drømme om at vise tegn på at noget gjorde ondt hvis der kun var tale om små ting.

Bryan havde fornemmer noget eller nogen i nærhedden da han hurtigts skyndte sig ind i en lille hulning i klippe væggen. Han frygtede at han var blevet hørt. Men det kunne han ikke vide endnu

Da Mia kort var stoppet op, for at lytte sine omgivelser, og om der tilfældigvis skulle være noget levende i nærheden, et dyr, et væsen, en person, eller noget. Men da der ikke viste sig at være yderligere bevægelse omkring hende, bevægede hun sig videre, dog mere forsigtigt, denne gang. Hun ville helst ikke blive opdaget på dette sted, på dette tidspunkt om dagen. Det ville være mistænkeligt, og hun ville sikkert få spørgsmål om, hvad en smuk , ung kvinde som hende lavede i en så mørk en skov, så sent på aftenen... Men da hun ikke rigtig havde noget ordentligt svar på dette, ville hun nok helst undgå det. Ligesom hun for alt i verden, ville undgå det faktum, at hun var faret vild i en simpelt skov. Hvor ynkelig kunne man lige have lov at være?

Mia gik i sine egne tanker, uden at holde særlig meget øje med hvor hun gik, og dette resulterede så i, at hun højlydt kom til at træde på en gren, der lå midt på den sti hun gik på. Hun fik selv et chok, og fór sammen ved den bratte lyd, men da hun fandt ud af det, rettede hun ryggen igen, pinligt berørt over at blive så bange iver ingenting...

Bryan var nu ret sikker på at det var "nogen der gik rundt der ude. Han kunne se på skyggen at det var noget menneske lignende men hvad vidste han ikke helt. Han rakte hånden ned mod sit bælte og tog far om skaftet på sin kniv.
Han måtte have noget at forsvarre sig med hvis det blev nødvendigt!
Han spændte musklerne i sin krop og overvejede om det ville være klogt at springe frem.
Han havde nu kniven i sin hånd og holdte den let op i mod sit bryst.
Han tog en indånding brugte sin fornuft (den sagde at det ville ikke være smart at side op mod en væg) og så sprang han frem. Mer tanken i hovedet "hey det kan være at det er noget godt" han havde stadig kniven i hånden klar til et hurtigt kast eller hug.

Mia havde ørerne på stilke, mens hun stille blev stående på stedet, let bøjende i knæerne. Hver en lyd kunne være resultat på liv... Måske var det bare et helt uskyldigt dyr, som bare var kommet forbi? Eller måske et andet væsen? Sidstnævnte var næsten umuligt. Hvem ville rende udenfor på dette tidspunkt af dagen, i en så mørk skov? Spørgsmålet fik hende til at tænke tilbage på de seks pr, hun havde tilbragt alene i en hule i skoven. Det havde været et ensomt liv, men hun havde gjort noget utilgiveligt, og var blevet udstødt af de andre engle. Og arrene efter hendes vinger, skulle jo også have tid til at heale.
Der var noget der puslede bag et træ, og hun gled langsomt ned i knæ. Uden en lyd, lukkede hun beslutsomt hånden om en sten. Opholdet i skoven havde lært hende mange ting. Blandt andet at beskytte sig selv... Hun rejste sig lydløst op igen, og med en hurtig bevægelse kastede hun stenen om bag træet, til hvad der nu måtte være deromme...

Bryan var kommet ind bag et træ til jans store iretation her kunne han jo ikke se noget. Men de tanker blev hurtigt afbrudt da et højt donk lød i mod træet.
Nu var det da helt sikkert at det var et væsen. Et væsen der kunne kaste.
Bryan vidste ikke helt hvad han skulle gøre han var ikke så vant til jagt endnu
Han kunne ikke kaste en sten tilbage det ville også virkenlidt tamt.
Han samlede alligevel en sten op og klatrede op i træet her havde han et bedre udsyn. Nu kunne han se hvad det var der havde kastet en sten mod ham. Hvad hun dog lavede her vidste han ikke, hendes alder var svær. Hun virkede gammel men så ikke så gammel ud.
Han kastede en sten hen imod hende. Mest for at skræmme hende ikke så meget skade. Der var selvfølgelig den chance at hun opdagede ham...

Mia så intenst mod træet, og opfangede pludselig noget, der godt kunne minde om rødt hår, ligesom hendes eget. Hendes opmærksomhed blev dog hurtigt fanget, da det suste et eller andet sted bag nogle buske på den anden side i den lille lysning hvor hun befandt dig. Hvad skete der lige her? Hvor var hun overhoved? Hun vidste kun én ting. Nej to. Hun var langt hjemmefra, og hun var ikke alene. Overhoved ikke! Mia skuttede sig. Hun brød sig ikke om stedet. Det var som om, at der var nogen, der kiggede på hende... Betraktede hende.. Hun trak den blå cowboyjakke tættere om hendes bryst, da det blev en anelse køligere. Hun hille med garanti blive forkølet!
Noget ramte hende pludselig i hovedet, og en smerte fik hende til at bryde stilheden med et "Av!". Hun samlede det op fra jorden, samhandel ramt hende. En sten. Hun kunne genkende formen. Det var den sten, som hun for få sekunder siden havde kastet mod træet. Hvad var det lige der skete? Var her spøgelser?
"Jeg ved du er her! Og ligemeget hvem eller hvad du er, vil du fortryde det, hvis du ikke kommer frem og giver dig til kende.." Hendes stemme var høj og en anelse truende, mens hun kunne mærke vreden og irrationen brede sig.

Bryan vidste ikke helt om han skulle smile eller ej. Det stred i mod hans natur at såre eller dræbe noget. Ikke at han ikke kunne hvisndet kaldt hans liv og dyr kunne han jo spise. Men det skud havde altså ramt utrolig godt. Desværre havde han ikke mere kasteskyts.
"Jeg ved du er her! Og ligemeget hvem eller hvad du er, vil du fortryde det, hvis du ikke kommer frem og giver dig til kende.."
Skulle han komme frem eller skulle han lade være. Hun vidste tydeligvis at han var der. Nej hun skulle ikke bestemme hvad han skulle og han kunne ikke vide hvilke hensigter hun havde.
En følelse af at hun bare var en træls lille uvidende en slog Bryan og han svarede "Hvorfor skulle jeg dog komme frem? Det villemda være dumt" det skal ikke være en hemmelig at han nok sagde det ret hånligt

Mia fik slynget et hånligt svar i hovedet, men det fik hende alligevel til at stoppe op. Hun havde ikke forestillet sig, at personen ville komme frem lige med det samme, men svare, det havde hun forudset. Men det var også nok. For nu vidste hun bare lidt om personen. Det var en han. Det var tydeligt på stemmen. Og han var tydeligvis alene. Kun en fordel for hende.
"Okay, så..?" Hendes stemme var en smule udfordrende, da hun mærkede et par kolde, våde dryp på sin bare arm. Hun hev de opsmøgede ærmer end, så hun nu havde en blå cowboyjakke med lange ærmer... Det var bare smart!
"Så kan det også være ligegyldigt!" Svarede hun oprigtigt. Hun havde ikke brug for ham, ligemeget hvem han var, og hvor godt han kendte skoven. Hun kunne også sagtens overnatte herude... Intet problem. Det havde hun gjort hundrede af gange før. Men hvorfor skulle det lige regne nu. Lige i aften? Det kunne have regnet igår, hvor hun alligvel var gået i seng tideligt. Hvrofor nu?

Et smil bredte sig over Bryans læber. Han havde haft ret i at hun ikke var så betydelig, bare en lille træls uvidende en. Hvad havde hun tænkt sig at overnatte i skoven? Hun så ikke særligt ud og hendes tøj var tydeligvis ikke beregnet til at være i ude i skoven. Så til hendes svar om at det kunne være lige meget svarede han "ja det har du sådan set ret i" Bryan kunne i dy sig for at komme med en eller anden kommentar og tilføjede "lille dame"
Bryan havde stadig sin kniv i hånden for det var svært at tyde kvinden der stod der nede. Han vidste ikke engang ad hun var for en... Men altså hun måtte være der af en grund en grund Bryan ikke helt kunne se og han han brød sig ikke om at han ikke vidste det.
"Hør lille dame. Hvad laver du egentlig her?" han sagde det på en måde der ville udfodre hende til at svare. Nærmest på en let hånlig måde.
Et par enkle dryp havde ramt ham men ikke mange. Han sad lidt i læ for vamdet under træ kronen han kunme faktisk blive her i et stykke tid.

Mia kunne mærke at hun var ved at blive vred nu. Hvad bildte han sig ind, at snakke sådan til hende? Hvem var han overhoved? Hvad var han for en slags? Hvis han var mennekse.... Mia havde mennekser... Sådan nogle svage skabninger burde ikke findes i UnderWorld! De kunne kun bruges til slaveri!
Hvad han var mennekse... Så ville han komme til at fortryde alt han havde sagt!
"Det kommer overhoved ikke dig ved, fremmede!" Det var tydeligt på hendes stemme at hun var vred, og hun vendte hurtigt og elegant om på hælene, og begyndte at gå ud af den lysning hvor hun var.
Så snart hun kom ind mellem træerne, kunne hun pludselig høre hvor meget regnen egentlig hamrede på træernes blade, og hvor mørkt og vådt hendes hår var nu. Dumme regn!

Bryan vidste ikke helt om han bare skulle lade det ligge. Han havde allerede pisset den af kunne han høre. Ret så kort lunte hun havde hvilket slog Bryan som en dårlig ting. Men det var jo op til hende. Hun ville heller ikke helt svare på hans spørgsmål et eller andet sted havde han måske lidt håbet på at hun ville have svaret ham. Men dt var da også lige meget. Han kunne sagtens klare klare sig uden hende... Han levede i en skov hver dag så det var intet problem.
Dog vat der et eller andet i hende der facinerede Bryan så i en ellegant bevægelse sprang han ned fra træet og råbte efter hende for hun var nået et stykke væk nu "Inden du sulter dig selv ihjel kunne du måske svare på mit spørgsmål" samtidig gik han efter hende. Stadig med kniven klar

Mia hørte noget pusle bag sig. Som noget tung faldt ned fra et træ. Eller det vil sige... Tungt, og tungt... Mennekse-tungt. Overraskende nok flød et af hendes sjældne og smukke smil over hendes fyldige, bløde læber. Hendes plan med at få ham ned fra træet, havde haft den virkende effekt. Hun vendte sig om, og hendes ansigt var igen nogenlunde neutralt.
"Jeg sulter aldeles ikke! Jeg ved godt hvrodan man overlever i en skov..." Svarede hun bare på hans spørgsmål, og trådte et skridt nærmere på ham. Han havde rødt hår, ligesom hun selv, og hans øjne var dybblå. En øjenfarve hun altid havde ønsket sig at have. Men hun måtte nøjes med de nøddebrune. Hun gav ham et vuderende elevatorblik. Hun var helt tydeligt, ældre end ham...

Bryan kunne ikke andet end at smile over damens påstand om at hun godt vidst hvordan man overlevede i en skov. Hun lignede bestemt ikke sådan en "Hør her, du har ingen sko på, du går i det der" Bryan pegede på hendes skjorte "og så har du ikke engang et våben. Hvem som helst kunne angribe dig og du ville ikke have en chance, undskyld mig når jeg siger det men jeg tror ikke på det"
I det mindste var hun da neutral så det vil sige at hun ikke var rasende... Endnu. Hun havde rødt hår ligesom ham selv og brune øjne. Hendes alder var svær. Hun virkede så umådeligt gammel men så, så ung ud.
Alderen kunne altid snyde men han var sikker pånat hun var et godt stykke over hans egne 18 selvom hendes ydre sagde noget andet

//Jeg har skiftet fc, men vi lader bare som om Mia stadig har rødt hår!^^//

Mia så vuderende på ham, og kunne mærke hvordan vreden boblede under huden, og gjorden den brændende varm, i forhold til hvad den plejede at være, selvom regnen forgæves prøvede at minske varmen. Man skulle aldeles ikke undervurderer hende, og endes overlevelseevner. Han vidste ingenting. Absolut INGENTING!
"Jeg har overlevet i en skov i seks år. Seks år. Så kom ikke her og tro, at jeg ikke kan overleve uden at sulte..." Hvæssede hun ud mellem sammenbidte tænder, mens hendes ansigt stadig var nogenlunde neutralt. Han skulle bestemt ikke udtale sig om noget han slet ikke vidste noget om. Det var det værste han kunne gøre i endes selvskab.
"Jeg mistede mit våben under en flugt. Og mit tøj har intet med sagen at gøre." Fnøs hun og så forarget på ham.