En anden og den samme. Nille.

Vinter.
Skumring.
Få mennesker.

På en eller anden måde føltes det, som om noget var gået i stykker inde i Spurv. Længe vandrede hun om i egne tanker, uden at se noget eller nogen.
Død?
Umuligt.
Død? De havde sagt det, da hun mødte op på det aftalte sted. Nille havde lovet at hjælpe gadebørnene med mad, og Spurv skulle være mellemmand. I stedet for den velkendte skikkelse stod der imidlertid en mørkklædt Guardian i porten, og da Spurv forsøgte at liste sig forbi greb han hende i kraven og erklærede, at hun ikke kunne gå ind: Det var scenen for en forbrydelse.
Spurv havde været forvirret, havde prøvet at le, så var hendes øjne blevet store, og hun havde spurgt til forbrydelsen. Manden ville ikke ud med noget, men hun fik ham alligevel til at sige, at det var et mord. Hvilket var det værst tænkelige svar.
"Hvemhvemhvem," havde Spurv klynket og klynget sig til hans arm, til han fortalte, at det havde været denne her magiker, skammer, efter sigende, men at han ikke selv var sikker.
"DU LYVER!" Havde spurv skreget og hun havde gentaget sætningen om og om igen gennem tårer Først havde hun prøvet at slå ham, så var hun faldet sammen, og han havde venligt samlet hende op og sagt, at det var bedst for alle, for der havde været en dusør på magikerpigens hoved, fordi hun var farlig.
Men Nille havde ikke været farlig. Nille havde været perfekt. De havde bare ikke kunnet se det, i stedet havde de taget hendes liv, dem, som havde stødt kniven ind under hendes ribben og ladet hende dø dér i en gyde som et tilfældigt offer for et gement røveri. Men det var meget værre end som så. Hvem kunne dræbe Nille? Ingen! Nille var stærk, Nille holdt ud, hun lod sig ikke kue af nogen eller noget.
Spurv havde prøvet at forklare det til børnene, men deres øjne havde været tomme og mørke, og til sidst havde de spurgt, om de stadig måtte stjæle, og hun havde råbt, at hun var ligeglad, ligeglad, ligeglad, og hun havde forstået, at Nille havde været mere end bare Nillle, bare en ven, hun havde været et symbol på noget mere, fremtid, drøm, håb, og pludselig var hun borte, hendes liv var væk, og stilheden, tomheden var tilbage.
Spurv gjorde ikke ret meget dagene efter. Hun lå bare og kiggede ind i væggen, mens vage idéer om hævn spirede frem og blev slået ned. Kokken kiggede bekymret ind på hendes værelse, og hendes mand brokkede sig over, at de havde et sygt pigebarn, som ikke engang var deres eget, liggende på loftet.
Da Spurv endelig bevægede sig udenfor var luften snefyldt og gaderne tomme. Det var skumring, og stjernerne stod fjernt mellem skyerne, der sendte snebyge efter snebyge ned over landet. Hun drev om på må og få og standsede alligevel dér foran den lukkede smykkebod, som om det var skæbnen, der havde drevet hende. Der hvor hun havde mødt Nille for første gang.
Nille var imidlertid gledet i baggrunden, erstattet af en latterlig idé om revolution, oprør, forandring med konsekvenser, som Spurv slet ikke kunne fatte. Hun havde det turkis smykke med sig. Hvorfor? Det gav ikke meget mening, men sådan var det. Hun bukkede sig og begravede det i sneen foran boden. Som et offer. Så vendte hun sig om, slog kraven på filtfrakken op om halsen og trak huen godt ned i panden. Gjorde sig klar til at forsvinde.

Nu var historien om Skammeren der var død spredt ud til alle vinde... Men der var et problem. Hun var ikke død. En reinkarnation af hende var skabt, en anden Nille. Shapeshifteren Nille var død... Sjæledæmonen Nille var skabt. Den blonde pige med de flotte blå øjne der glimtede som Nilles sorte. Smilet, stemmen, og de indianske træk... De var det samme. Hvad denne nye Nille ikke vidste... Var at hun var Nilles reinkarnation. Det havde hun været siden den aften... Siden den aften hvor Skammerens sjæl forlod hendes krop, og røg ind i en sjæledæmons... Har den nye Nille opdaget ting. Hun vidste at hun havde en slags forbindelse til denne Nille, hun nægtede bare at tro på det. Hun kunne ikke tro på det.. Hun ville ikke! Når hun så folk hun mente hun havde set før fik hun den der følelse... Den var så ubehagelig! Og og, skammer stemmen kom frem... Hviskede... Sang... Hvad hun ikke vidste var at det var Nilles sjæl der snakkede.
Det var skræmmende, den kom bare. Hun havde ingen kontrol!
Den dag havde Nille det sædvanlige på... Som hun også havde haft den dag hun vågnede. Den hvide jakke med hætte, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse sko på. Det blonde hår med det anelse brune i var løst, og hang lidt ned af ryggen, og skuldrene. Pandehåret var strøget til side så hun ikke ville lide af at folk ikke kunne se hende i øjnene, og hun ville bedre kunne mærke vinden.
Hun stod oppe på et tag, armene bredt ud, og mødte vinden med et smil. Det var koldt, ja men det gjorde hende intet. Vinden greb fat i hendes hår, og den åbne jakke. Nille åbnede øjnene, og så ned.
En pige... Pigen stod ved en smykkebod der var lukket, og nogle få mennesker gik rundt. Nille hoppede ned fra taget, lynede jakken op, og tog hætten over hovedet. Det var præcis som det Nille havde haft på første gang hun havde mødt Spurv... Hvilket Nille bare ikke vidste.
Men der var noget bekendt ved den smykkebod, og pigen. Garh! Nille stod noget væk fra pigen, og havde hænderne i jakkens lommer... Observerede... De blå øjne så alt. Nille fik øje på en dusørplakat af den døde Nille... Og rev den ned. Hun kiggede lidt på tegningen, og kunne nu godt se hvad folk mente når de sagde at hun lignede den pige. De sorte øjne der glimtede, de indianske træk, og... Hvad mere? De havde fået hende til at ligne en skurk... Nille rystede på hovedet, og smed dusøren væk. Pigen gravede noget ned... Et smykke, noget turkis farvet.
Nille spærrede øjnene op...
"Dig kender jeg..." Skammer stemmen. Ikke igen... Prikken til hukommelsen, følelsen. Nille prøvede at bide det i sig. Sang stemmen blev med vinden ført hen til pigen, og snog sig op af pigens krop. Nille bøjede hovedet nedad, og så ned.

Spurv havde været i egne tanker, hun havde ikke engang set pigen, der sprang fra et tag og landede ganske let. Hun så ikke det blonde, engleagtige væsen, der trak en hætte op over hovedet, hun så ikke engang en den dusørplakat, der med store bogstaver annoncerede præmien for at bringe Nille Panara, skammerens hoved til en myndighed. Det var, som om det gled forbi hendes øjne i en tåge, præcis som så meget andet. Hvorfor var hun blevet sådan, Spurv? Blød inden i? Hun vidste godt et eller andet sted, at hun var mester i selvbedrag. Hvorfor kunne hun så ikke få det til at lykkes denne gang? Hvorfor kunne hun ikke pakke drømmen om Nille ind, så den mørkhårede pige og panter havde fået en heroisk død i kampen for noget, hun troede på? Hvorfor kunne hun ikke få sig selv til at lade, som om det aldrig var sket? Hun havde før 'udskrevet' sig selv af historier, nedgjort sin rolle i ulovligheder til hun kun havde været uskyldigt vidne eller ligefrem kun havde hørt om begivenhederne gennem andre, og hun valgte troskyldigt at stole på sine egne løgne, hvorfor så ikke denne. Hvorfor så ikke give slip på den slanke pige i den hvide jakke, som havde lovet børnene en fremtid? Det var bare et spørgsmål om at..
Men det var det ikke. Det var kun stilhed. Tab og stilhed. Spurv forstod ikke, hvordan hun havde mistet kontrol over sig selv, og sparkede hårdt i det tynde lag sne, der var tungt og vådt. Andre snefnug ville falde og ville dække det mærke, hun havde sat, ligesom hendes fodspor ville blive sneet til og glemt.
Hvorfor kunne det så ikke lade sig gøre med Nille?
En stemme. En stemme, som Spurv aldrig havde hørt før, men som hun dog kendte et eller andet sted fra. Den fik hende til at vende sig om, langsomt. Det var en mærkelig stemme. Den kom ligesom ikke fra jorden eller nogen menneskelig mund, men detgjorden den så alligevel. Fra en pige i sort og hvidt. Mørkblonde lokker bølgede ud under hætten. Lys fra krystaller i gadelamper faldt på hendes underansigt, en lige næse, stædig hage, følsom mund. Ordene syntes kun lige akkurat at have sluppet pigen, og hang tilsyneladende stadig om hende - Og om Spurv. Som et bånd af silke, der viklede sig om dem, et øjebliks kontakt, der slet ikke var af denne verden.
'Kender du mig?', ville Spurv have spurgt, men hendes ord blev et hæst kvæk, for det var akkurat den påklædning, som hun havde set Nille i sidst. Hvilket måske ikke var helt umuligt, men hvor sandsynligt kunne det på den anden side siges at være? Nille var jo død. Og netop der vendte Spurv tilbage til virkeligheden. Tilbage til den virkelighed, hvor hun kunne forme sine oplevelser som hun ville. Nille var død. Det var for sent at se spøgelser.
"Virkelig?" fik hun spurgt med en stemme, der var fuldstændig klar, kold og kontant, og som slet ikke viste, hvordan en indre kamp pludselig var begyndt under den blege pande, bag de lyse øjenbryn. For det var, som om fornemmelser og realitet blandedes og sloges. Fornemmelsen sagde, hun kendte pigen. Realiteten sagde nej, hun kendte ikke blondinen, og hun ville ikke knytte nye bånd, det kunne alligevel ikke betale sig.

Nej! Hun kendte ikke denne pige! NEJ! Nille trådte et skridt tilbage, og så op. De blå øjne glimtede mat, og et skævt smil spillede på hendes læber. Hu lagde armene over kors, og grinede kort.
"Nej? Tror du på alt du hører?" Hendes stemme var som Nilles, fuldkommen. Det meste ved hende mindede hende om den gamle Nille, bortset fra øjnene, og håret. Og så selvfølgelig hendes måde at være på... Men hun var stadig lidt den gamle Nille. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede pigen.
Den der prikken i hukommelsen var ubehagelig, men hun bed det i sig. Det føltes som om hun havde set pigen før...

/Krea svigt, og undskyld for vente tiden D: //

Pigen veg en smule bagud, og det gjorde Spurv også. Det var en pæn pige, hendes træk var skarpe og hendes ansigt koldt. Hun smilede, og en kort latter krydsede den velskabte mund i en egentlig ikke så pæn grimmasse. Ikke sammenlignet med den, pigen burde have været. Ikke sammenlignet med den stemme, der kom ud over hendes mund. Spurv løftede hænderne lidt afværgende og hendes blik søgte væk, væk, væk.
"Det kunne godt være."

Det kunne godt være, hun havde kendt Nille, men ikke denne pige. Ikke denne blonde engleagtige skabning, hvis hun da kunne kaldes det, den blåøjede pige, der vendte på en tallerken fra at have talt med den.. Den sære stemmeføring, og til pludselig at gøre dette 'kender dig'-tamtam til Spurvs egen idé.

"Eller ikke."
Noget hårdt gled over det blege ansigt, lod de lyse øjne stivne og gjorde ansigtet til en maske af gips, der kunne have været båret ved enhver lejlighed, i hvert fald et øjeblik, så krakkelerede billedet, og Spurv stod tilbage og så fortabt ud, hun knyttede hænderne rastløst og lagde så armene om sig selv. Hendes blik hvilede på pigen, eller rettere: Hun stirrede direkte igennem den andens finttegnede ansigt, til noget, hun ligesom havde mistet, noget, der måske aldrig havde eksisteret, en illusion om, at Nille aldrig kunne dø. Men det kunne hun.
Hun kunne bløde som andre mennesker, i det sidste øjeblik havde hun ikke kastet sig op på ryggen af sin flyvende hest, hun havde ikke rettet sine sorte øjne mod sin angriber, hun var bare.. død. Uden videre.
Og tilbage var børnene.
Og Spurv, der følte sig så uendeligt efterladt, som om hun var blevet svigtet, ikke af hende, som hun havde betragtet som en veninde i den meget korte tid, de havde kendt hinanden, men snarere af sig selv. Hun havde brudt alle vægge ned og opbygget en drøm i stedet, om et andet liv, om flyvende heste og om panterpiger med sort hår, forhadt af folk og ligeglad, fordi hun, pigen med sort hår, havde vidst, hun var den gode. At hun havde ret.

"Man ved aldrig."
Lød det hæst. Spurv løftede stædigt hagen og så på pigen, mens hun kvalte gråden, der boblede i hendes hals.

//Undskyld jeg ikke har haft svaret, kreasvigt. Laver vi et nyt emne, eller fortsætter vi?

//Du bestemmer n__n //

// laver du det nye emne? x3

I do! Men først når jeg har svaret de andre steder, som faktisk er kronologisk mere berettigede til det o.o XD

Good girl!

OUT.