Where we first met. -Nille-

S: Ashen Wood
V: Det klassiske forårs vejr, ikke koldt og ikke varmt.
O: Blomsterne er ved at dukke op, bladene er ved at komme frem på træerne og dyrene er så småt ved at vågne op igen efter en lang vinter.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Så mange år siden...
Han kunne ikke engang huske hvornår han sidst havde set hende, sidst havde grinet med hende og haft hende i sine arme. Det var alt sammen fortid nu. Dybt inde i ham ønskede han selvfølgelig, at hun havde det godt hvor end hun var henne og at hun langt om længe havde fundet det hun ledte efter. En ting kunne han dog huske. Han så op på trækronerne, lukkede øjnene i og smilede svagt, ved følelsen af de blide solstråler der ramte hans kinder. Det var her han først mødte hende. Første gang han mødte Nille. Dengang havde hun været en usikker og til tider ret fjollet shapeshifter, der fik ham til at grine og føle sig godt tilpas efter så mange år. Han havde haft elsket hende, men de var nu adskilt og det var det der var bedst for dem. Det betød dog ikke, at han ikke skænkede hende en tanke, for det gjorde han, nærmest hver dag. Han undrede sig om hun mon var okay. Selvfølgelig var han vred på hende, men det var dulmede med tiden og han ville nu egentlig bare gerne høre fra hende, eller vide om andre havde stødt på hende.
Han sukkede og fjernede kort sin maske. Efter at være blevet en del af Evalines klan i bjergene, føltes det godt bare at få lov til at smutte i en uges tid, før han skulle tilbage igen. Følelsen af græs under fødderne var noget han havde savnet så meget.. Han satte sig ned i græsset, lænede sig op af et træ og tillod sig at lukke øjnene i. Alle minderne kom tilbage til ham, gav ham et svagt smil på læben. De behagelige og rolige minder om lille Josh, Nille, Caroline.. Og Christian..
Det var ikke til at tro, at det hele nærmest var så fjernt nu, som havde det hele bare været en drøm. Han åbnede øjnene igen og så hen imod en lysning.. Dette sted havde så mange minder at bære på.

Der var han. Præcis hvor hun havde regnet med at finde ham. Hun kunne mærke hendes hjerte banke, så højlydt at hun endda selv kunne høre det. Hun bed sig selv svagt i underlæben - hun var nervøs for at fortælle ham det. Han ville uden tvivl blive sur på hende, måske aldrig være i stand til at tilgive hende, hvis det var muligt for ham at kunne gøre det nu. Hun tog en dyb indånding, inden hun trådte frem.
"Jacob." Hendes stemme rystede lidt i det hun udtalte hans navn. Endnu en dyb indånding. "Jeg, øh.. Jeg har noget, jeg skal.. fortælle..dig." Hun så sig over skulderen og vinkede lidt med sin hånd, som for at fortælle nogen at de skulle komme nærmere. En ung pige, omkring de syv år vel, listede tøvende ud fra skovens skygger og hen til Nilles side. Pigen havde sort langt hår i en fletning, isblå øjne og lidt bleg hud. "Dette er Viola.. Din datter." De sidste to ord var en smule hævet, fordi hun var bange for at tale for lavt. "Vores datter." Viola stirrede genert på Jacob og gemte sig lidt bag Nille. "Jeg ved godt at det er længe siden, og jeg undskylder mange gange for min opførsel dengang. Jeg ødelagde noget godt. Alle de minder.. Minder som folk skammede sig over, de.. de hobede sig op og gjorde mig forvirret. Jeg troede til tider at det var mine egne minder, og jeg bildte mig selv alle mulige dumme ting ind. Jeg opdagede så også at jeg var gravid.. Og så flygtede jeg." Hun så ikke på Jacob; Hun turde ikke. "Jeg vil gerne have at du er en del af Viola's liv, hvis du har lyst. Hun har spurgt meget ind til hvem hendes far er, og hun fortjener at have en far. Jeg forstår dig, hvis du er vred, men det er ikke Violas skyld.Lad ikke mine fejltagelser gå udover hende. Hun vil bare gerne have sin far."

Jacob..
Kunne det passe? Var det virkelig hendes stemme han kunne høre eller var det noget han forestillede sig, nu hvor han var i blandt så mange minder. Nej, han var sikker på at han havde hørt hende. Da han åbnede sine øjne, stoppede hans hjerte bogstaveligtalt i få sekunder. Der var hun, trådte frem fra skyggerne og så ud præcis som han huskede hende. Lange mørke lokker, blå øjne og den altid så seriøse glød i dem. Dog... var der noget anderledes over hende. Hun virkede nervøs.. så nervøs.. Roligt rejste han sig op, intet over ham skreg, at han var vred eller nervøs over at se hende igen. Han var klar til at træde hen imod hende, måske endda kramme hende, over det faktum at hun var i live.. Men så snart hun sagde, at hun havde noget at fortælle ham og vinkede en mindre skikkelse hen imod dem, stoppede han alle sine bevægelser. Nu var det hans tur til at blive nervøs, samt fortvivlet. Det kunne ikke passe... Han så ned på den lille pige og så til sin skræk sig selv i hende.. Det var hans.. Hans datter.. Nille havde været gravid og stukket af..
Fra at se fortvivlet på tøsen, løftede han blikket og så på Nille. Han trådte et skridt tilbage, skulle lige sluge det hele, specielt ordene og det faktum at han havde et barn!?
Være en del af hendes liv? Men han.. Han anede ingenting om børn! Overhovedet intet. Fortvivlet kørte han en hånd igennem sine ravnefarvet lokker.
"Jeg.." Han så hen på Nille. "Hvordan kan du undgå mig i så mange år også bare..! Skjule dette for mig.." Svagt knurrede han for sig selv, drejede en omgang om sig selv, før han så ned på Viola igen. Uskyldigheden selv var hun skam og det var ikke hendes skyld... Han kunne ikke bare..
"Jeg..." Han sukkede og bed sin underlæbe. "Jeg vil gerne.. men har ingen anelse om hvordan man tager sig af et barn.." En smule skamfuldt så han ned i jorden.

Han var vred. Det var forståeligt nok. Hun havde gemt den hemmelighed fra ham i mange år nu, men.. alligevel, så havde det ikke været hendes skyld. Hun var blevet låst inde i lang tid, men Viola havde heldigvis været i sikkerhed ved en, som Nille altid havde stolet på. Jacob havde været for langt væk til at Viola kunne havde gemt sig dér, så Nille havde handlet så hurtigt hun kunne før hun var blevet taget. Da hun var sluppet fri sammen med en, hun havde været låst inde med, havde Nille hurtigt fået fat i Viola igen, der heldigvis havde været helt okay hele tiden. Men det var også dér, Nille opdagede at hun ikke kunne gøre dette selv, ikke mere. Desuden var det Jacobs ret at kende sandheden. Han bestemte selv om han ville være med i Violas liv eller ej.
"Og hvad med mit første barn?" Nille løftede forsigtigt sit blik op på ham. "Det gik udmærket med ham. Jeg kan ikke passe på Viola alene, Jacob, jeg har brug for hjælp. Viola har brug for dig. Hvis jeg ikke kan få hjælpen fra dig, så må jeg jo hente det et andet sted. Du var en beskyttende storebror for Josh - hvorfor kan du så ikke være en beskyttende far for Viola?" Spurgte hun med let sammenknebne øjne. Viola så forvirret imellem dem; hun forstod ikke rigtigt hvad der skete.
"Jeg blev fanget igen, og låst inde. Jeg ville have sendt Viola hen til dig for beskyttelse, men det var.. alt for langt væk. Det ville være forsent før vi var nåede frem til dig. Jeg regner med at de vil prøve at finde frem til mig igen, så Viola skal have mere beskyttelse. Hvis der sker hende noget... Hvis jeg mister et barn mere.." Hun knyttede sin ene hånd. "Det vil jeg ikke kunne klare. Så, jeg beder dig, Jacob."

Hvis han sagde ja til, at passe på viola kunne han ikke love hvor god en far han ville være. Han var typen der ville glemme, at han havde et ansvar, specielt når det galt et lille barn. Dengang Josh var lille gik det vel fint nok, men det skete sku tit, at Jacob endte med at lade Josh være alene hjemme i alt for langtid. Ikke at det blev gjort med vilje, han glemte bare, at han havde et ansvar over nogle og at der var en derhjemme der havde brug for ham.
I hans hoved kunne hun ikke bruge eksemplet med hendes lille baby dreng, eftersom det var en hun passede i sit eget hus og som han kun i få tilfælde fik lov at møde.
Han sukkede og så igen ned på Viola. Det ville være skam for en rask lille pige som hende, at blive passet af en, som egentlig ikke var den bedste til at tage ansvar. Derimod, hvis han blot skulle beskytte tøsen, kunne det vel ikke være det mest forfærdelige. Hvordan kan egentlig overhovedet vide med sikkerhed, at Viola var hans barn? Trods alt havde de ikke set hinanden i alt for langtid.
"Fint," svarede han. "Jeg kan beskytte hende.."
Han havde ingen anelse om hvad han lige var gået med til. Måske det hele bare skulle have en chance.. Hvem ved om han kom til at holde af situationen?
De isblå øjne så hen på Nille. Var det nu at situationen var en smule akavet? Han vidste egentlig ikke rigtig hvad han skulle sige til hende. "Hvem er efter dig og hvordan kan vi stoppe det?"
Måske han kunne hjælpe hende. Eller også foretrak hun bare at klare tingene selv som altid.