Du forstyrre mit arbejde! skrid med dig!...åh...(Nille)

S: slavemarkedet, Doomsville, det rige district
O: huse og folk. Lige nu og her: bure, vogne, slaver i lænker og folk der handler eller kigger.
T: aftenen
V: overskyet, køligt.

Forretningerne gik overraskende godt, trods krigen med de levende-døde. Folk skyndte sig at købe slaver, helst dem der kunne kæmpe, for at have nogen til at beskytte sig. Det holdt det hele i gang. Dog var det blevet svære at skaffe nye slaver, så der skulle vogtes godt på dem man endelig havde. En mand, nok omkring de 40, forholdsvis muskuløs og med et stort ar over den ene hånd havde givet ham opgaven.
"Det er svært at få slaver. Disse kan endda kæmpe lidt. så jeg har brug for nogen vogter dem, til de sidste er solgt. Er det noget du kan klare?" god betaling. Selvfølgelig kunne han klare det. i aften var det hans tur til at holde vagt. Han lænte sig op af husfacaden, gemt i skyggerne, havde trukket sin mørke kappe godt om sig og hevet hætten over hovedet for at skjule hans ansigt og øjne. Folk ville ikke se ham, før det var for sent. De mørke øjne kunne lige præcis se ud og holde øje med omgivelserne. Slaverne lå inde i huset og skulle meget gerne sove. Om han havde betænkeligheder ved det? Slet ikke. slaver var en forretning. Han gjorde selv hvad folk betalte ham til, om det så var for at gøre det bedre eller dårligere for slaverne. De fleste var alligevel svage mennesker og ifølge Sean var det kun helt naturligt de stærke herskerede over de svage. Selv købte han også slaver...Men kun de bedste til at slås. Når de var købt blev de sat fri...mod at de blev en del af hans klan. Det havde været med til at få den til at vokse lidt. Han smilte svagt for sig selv. Aftenen var utrolig stille, taget i betragtning af krigen.

Den mørke hætte var slået op, hendes mørke hår havde en hvid fjer i sig, hun havde sine to daggerter, som var gemt i hendes læder støvler. Hun listede hen imod et hus, hun trak lydløst begge daggerter op af læder støvlerne, og gik så hen til en vogn, for at holde sig lidt i skjul der. Hendes lysende blå øjne betragtede huset, derinde skulle der gerne være nogle slaver, efter hvad hun havde hørt. Hun ville slippe dem fri, og forhåbentlig også nogle flere. Hendes blik gled videre, men fik ikke øje på noget der kunne stoppe hende fra at løslade de slaver. Hun listede videre mod huset, og søgte rundt efter en dør. Men hvad nu hvis døren var låst? Så kunne hun lede efter manden der ejede slaverne for så at prøve at stjæle nøglerne.. Men hun vidste jo ikke hvem der ejede dem. Hvis hun var heldig var døren åben. Hun var bøjet lidt ned i knæene, for ikke at vække opmærksomhed, og hun prøvede på at gå så stille hun kunne. Hun fandt endelig døren! Hun prøvede at åbne den, men den gav et højt knirk fra sig, da den åbnede...

Sean havde hvilet hoved mod væggen, lukket øjnene et øjeblik. Hvad skulle der ske? De fleste turde snart ikke at gøre noget, de fleste gemte sig i deres huse og håbede at næste dag ville krigen være væk. Slut og borte og alle de døde ville være tilbage igen. hans tanker gik igen til de forsøg necromanceren lavede, hvordan han selv var flygtet fra dem...Han havde stadig lidt ondt i det ene ben efter oplevelsen og han gruede for hvad de havde nået at opnå, med de forsøg de havde opnået at udsætte ham for. han sank en ekstra gang. En af de få ting han var bange for...Det var sjældent og uudholdeligt. Derfor havde han bedt nogle fra hans indre cirkel i klanen om at søge efter relevante oplysninger om det, finde de interessante folk der stod for det...Og dræbe dem, om muligt.
En lyd forstyrrede hans urolige tanker. En svag knirken. Han viste straks hvor det kom fra...Med et katteagtigt smil gled han rundt om hushjørnet og var fremme ved døren før nogen rigtig kunne nå at opfatte han faktisk var der. Medmindre de var overnaturlige som ham selv. Han gled ind af den halvåbne dør og for at finde synderen, lydløst...forbandet. Døren knirkede endnu lidt, da han fik skubbet en anelse til den. Hvad der havde været den perfekte fælde, havde også været den perfekte fælde for ham selv...

Den krig der var igang var frygtelig, det måtte enhver indrømme. Nille havde skam mødt nogle zombier, og sammen med en varulv, dræbt dem. Hun rettede sig langsomt op, da hun var nået indenfor. Nå, nu handlede det blot om at finde de slaver, så løslade dem. Hun så rundt i huset, det rum hun nu var i, var tomt. Det var ret lille, det første rum, men der var to døre mere. Hun gik mod en af dørene, da hun hørte en lille knirken fra døren. Hendes greb om daggerterne var blevet strammere, den mørke hætte var stadig trukket op, så den skjulte hendes ansigt. Der var ret mørkt inde i huset, der var ingen stearinlys. Hun rystede på hovedet, den knirken var kommet fra døren, ja, men det kunne være vinden der skubbede lidt til den. Eller også... Nej, der havde ikke været nogen at se i nærheden af huset, da hun var listet derhen... Men så igen, måske havde der været en, som hun bare ikke havde set.
Hun vendte sig om mod døren og fik øje på en skikkelse, månelyset bag vedkommende, afslørede personen. Hun snerrede lavt, nok så lavt, at vedkommende ville have svært ved at høre det. Hun var klar til at forsvare sig selv med sine daggerter, hvis det skulle være. Hun kunne ikke se hvem det var. "Hvad kan jeg hjælpe med?" Spurgte hun følsesløst.

Han listede ind af døren, i håb om at kunne gemme sig bag døren uden at personen så ham og han så kunne bruge et øjeblik på at lokalisere personen der var brudt ind...eller, gået ind var nok mere rigtigt. Sært de efterlod døren åben, når de frygtede deres slaver ville blive stjålet.
Han stoppede op. Han var ikke engang nået om bag døren, før personen stod der, klar til at angribe fornemmede han. Samt den krydrede duft af dæmon. En duft han elskede mere end noget andet, var der noget bedre end dæmoner? Den stærkeste race i verdenen. Synd de ikke kunne finde ud af at samarbejde noget mere, så kunne de overtage verdenen uden problemer. Han stod stille og lod med en svag, øvet bevægelse en kniv løsne sig og glide ned i hans hånd. Nephthys gave virkede stadig, en lille kniv der sad fast i noget læder på hans underarm. Det strammede, men var nyttigt. En rigtig assassin-ting. Han smilte svagt og lod sin egen hætte gemme sit ansigt, velvidende uvidenhed kunne være en god ting en gang i mellem. måske ville den fremmede tøve med at angribe.
"Du må tage fejl. Spørgsmålet er hvad jeg kan hjælpe dig med. Jeg vogter over huset her og du er ikke inviteret ind" smilte han roligt. stemmen var kvindelig...den lød som...Vent, Nille? men hvad skulle hun lave her? Nej, måske var det bare nogen der lød som om. Han måtte høre forkert.

Månelysets skær gjorde at hun kunne se skikkelsen, tænk hvis hun ikke havde set vedkommende! Hun ville ikke tænke på hvad der kunne være sket, hvis ikke hun havde set personen, for hun havde set vedkommende, og nu måtte hun handle. At ejerne af slaverne havde ladet døren stå åben var ikke noget hun ville tænke på, de havde vel tænkt at ingen ville tænke på at løslade slaverne.
Hun blev en anelse overrasket over at høre en meget bekendt stemme fra personen. Det kunne da ikke være ham, kunne det? Chancen for at det var ham var der, men... Nej, det kunne ikke være Sean.
"De låste ikke døren, så jeg kunne frit gå herind, så de har vel intet imod at få gæster." Sagde hun kækt, og smilede svagt. "så, du kan bare gå igen."

Han slog let ud med hånden, på en sigende måde.
"En fælde. Kun de dummeste vil vælge hoveddøren, især når den er åben. Dette er et slavehus...Og dette..." han rakte bag ud med en fod og lod døren glide knirkende i bag sig, med et svagt klik.
"...Er den eneste udgang" smilte han roligt, som om det skulle jage alt hendes flabethed væk.
"Men du må da gerne slutte dig til dem, som en slave? Godt nok ikke en værdig position for en dæmon, men nogle må have godt af det. For at lære deres plads" nu hvor lyset var lukket ude, skubbede han hætten tilbage og så direkte på hende med sine mørke øjne. Som altid var det sjovt at lege med hende. Han var ikke længere i tvivl, kun Nille ville snakke sådan. Hvad havde Jacob sagt...At de ikke længere var kærester? Lille pus da! Men det betød Jacob havde mere frihed til at blive den perfekte dæmon, han gik og gemte på. Og det skulle han nok hjælpe ham med.

Nille rynkede svagt på panden, en fælde? Hun lyttede med på hvad personen fortalte hende - var alt dette blot en fælde? Hun bed sig i underlæben, hun begyndte at blive usikker, var der slet ingen slaver i dette hus? Havde det blot været en fælde helt fra starten? Hun rystede på hovedet, og skubbede tankerne, og usikkerheden, væk.
Da vedkommende havde lukket døren, var der helt mørkt, hun rømmede sig. "Jeg er censor for dæmonernes leder, jeg kan ikke være slave." Sagde hun roligt, selvom hun langtfra var rolig. Hun kunne ikke se personen, som gjorde at hun ikke kunne bruge evnen mod vedkommende. Hun havde for travlt med at tænke på muligheder til at kunne slippe væk, end at tænke over hvem personen var. "Synes du selv det er retfærdigt, at nogen er slaver? Nok er nogle racer mere svage end andre, men vi er stadig ens. Synes du det er retfærdigt at nogen personer er slaver?" Hun stod stille, for hun kunne jo ikke se noget.

åh, det var rigtigt. I et øjeblik havde han faktisk glemt alt om dæmonernes små love og rangsystem. Måske fordi han ikke havde været sammen med særlig mange dæmoner på det sidste. Hvad var der nu...Han var selv High inquisitor og kunne indfange folk og bringe dem for en dom...Men det var Censoren der fældede dommen. Han tænkte kort over dette. I princippet burde de to arbejde sammen, endda rigtig godt. Men hun kunne vist være farlig, selv for ham. og dog...Den eneste der kunne dømme ham, var Lorden selv og han var her ikke. Censoren havde ingen reel magt over ham. Ikke her.
Så han smilte bare svagt.
"Tillykke, jeg er selv High Inquisitor" smilte han roligt og slog let ud med armen, som om de i virkeligheden sammenlignede tøj eller noget i den stil.
"Men jeg må sige du er ufattelig blødsøden af en dæmon, endda en censor, at være" kommenterede han. Det var sandt, hvorfor skulle en respekteret dæmon bruge tid på svage slaver? Medmindre det var en opgave...Men hvorfor så snakke deres sag?
"Vi er på ingen måde ens. De er vores bytte, vores mad. Vi er dæmoner, skabt til at bestemme og have magten. Nogen skal jo klare det hårde arbejde" svarede han roligt og lænte sig op af væggen med armene over kors.
"Men du er måske betalt for at være deres børnepasser?" spurgte han

High Inquisitor? Oh. Hun bed sig i underlæben. Det var Sean. Ufattelig blødsøden af en dæmon at være? Han burde vide bedre end alle andre, at hun ikke var blevet født som dæmon, men som shapeshifter. Hun var ikke en ægte dæmon, javist var hendes krop en dæmon, men hendes sjæl tilhørte stadig shapeshifterne, ikke sandt? Sådan havde hun i hvert fald altid tænkt på det, og hun ville nok fortsætte med at tænke sådan. Hun holdte stadig sine daggerter, hun var klar til at forsvare sig, hvis Sean skulle finde på at angribe hende. Hvilket hun dog håbede på at han ikke ville.
"Sean, du ved jo at jeg ikke blev født som dæmon. Jeg blev født som shapeshifter. Jeg er ikke en ægte dæmon." Hun smilede svagt, hun skammede sig ikke over ikke at være en ægte dæmon.  Hun rystede på hovedet over ham. "Jeg er skammer, uanset hvad, og jeg vil ikke lade andre blive behandlet så usselt som slaver!" Hun kneb øjnene lidt sammen. "Jeg tager ikke deres sjæle mere, ved du ikke det? Jeg foretrækker at de fortsætter med at leve, og er glade, for så bliver jeg ikke påvirket af deres tristhed." Okay, hun var en anelse selvisk der, men det var jo sandt. "Sean, forestil dig hvis den person du holdt allermest af, blev taget til slave. Ville du ikke gøre alt for at redde den person? Disse slaver, de har familie!" Og hvis de var heldige, levede de familiemedlemmer. "Nogle af dem er måske endda børn!" Hendes øjne begyndte efterhånden at vænne sig til mørket...

Han så lidt på hende. sandt. Det glemte han nogen gange, at han havde dræbt hende og hun havde nægtet at forblive død. Men det havde jo ikke været af personlige grunde, selv om han ikke ligefrem havde været ked af det. Nej, det havde været et job, godt betalt. Det havde været ganske sjovt og nu hvor hun var levende igen, betød det vel ikke så meget?
"åh, du vil måske have nogle fif? Lære at være en rigtig dæmon? jeg mener...Det kan være svært pludselig at skulle leve evigt og sådan noget der, hvis man ikke er forberedt" smilte han næsten venskabeligt. Hun skulle da ikke føle sig bagud.
"Jeg må spørge om en ting...Når du er så blødsøden med folk du intet har til fælles med, hvad så når du sidder ved en domstol? Lader du alle de dæmoner, der bryder reglerne, gå uden straf?" han foregav at være bekymret for dæmonernes samfund. Oprindeligt havde han bare sørget sig for en rang der gjorde han havde magt og ikke kunne blive forfulgt...andet end hvis selve Lorden var efter ham, hvilket der ikke ligefrem var sandsynlighed for. Han havde aldrig selv mødt Lorden og det skete nu nok heller ikke, hvilket betød han kunne fortsætte sine egne små forretninger og bruge sin rang som han fandt det godt.
Dog blev han lidt...forvirret og nysgerrig, da hun nævnte hun ikek spiste deres sjæle...Nægtede hun at tage føde til sig? Sultede hun sig selv, blev svag af sult? Selv dæmoner kunne dø af sult. Havde han hørt.
"Hvad lever du så af, hvis du ikke engang gider spise?" åh, der var aldrig nogen der følte det samme som ham, nogen der så der fra hans synspunkt. Det kunne godt være lidt trættende. At være den eneste. Men noget måtte vel have den rolle og han havde alligevel klaret sig godt alene det meste af tiden.
åh, hvorfor havde de alle sammen så travlt med at han skulle føle sig menneskelig, svag? Lade sig opsluge af sine følelser? han måtte indrømme, efter forsøget havde han været mere ude af balance. Han havde haft svært ved at holde sin kontrol, som han havde kæmpet med at få efter ritualet. Efter han blev Archdemon. Og nu truede den indre dæmon, som nogen gange helt kunne overtage ham, at overtage ham igen. Han havde mistet lidt af sin kontrol over for Luce, vist sig alt for blødsøden og fuld af følelser. Og han hadede det. Det var kompliceret, det gjorde ondt...
Men lige nu var han i fin balance. Så han smilte bare afslappet.
"Jeg ville befri dem og dræbe den eller de der havde fanget dem. Hænge dem op, som trussel for alle andre om ikke at gentage handlingen" smilte han roligt, som om det var en selvfølgelig.
"Og så ville jeg stadig være komplet ligeglad med de andre. Det eneste jeg interessere mig for er forretninger. Hvis du skal gå med dine små, svage venner må du betale for det, på den ene eller anden måde. Jeg kan sige jeg fik en rimelig god pris for at holde dem her, til de bliver solgt i morgen" svarede han roligt. Han fik en ide.
"Forresten, ved du hvilken nytte disse slaver gør? De er kampslaver. Folk køber dem, for at få beskyttelse mod levende-døde. Som små bodyguards. Er et liv bedre end en hel families?" han ville lege lidt med hendes morale og følelser.

Det havde i starten været svært, at hun pludselig skulle dræbe andre for at få mad, nu var det heldigvis anderledes. Nu kunne hun spise deres følelser, det var lidt bedre, syntes hun selv. Det var bedre end at dræbe dem, men det var jo blot hendes mening. Hun blev en anelse overrasket over hans tilbud, for det var vel et tilbud? Som hun forstod det, ville han lære hende at være dæmon, det kom lidt bag på hende. Hun tøvede med at sige noget, for hun var ikke helt sikker på om hun lære at være en rigtig dæmon. Selvfølgelig ville det have sine fordele for hende, men ville det gøre hende fuldkommen kold og ond? Sådan at hun ikke ville kunne klare at være skammer? Bruge sin evne på måder hun ikke måtte? Hun tog en hurtig beslutning. Hun kunne virkelig have fordele ved at tage imod tilbuddet.
"Det ville være rart at få nogle... råd. Det kunne give mig fordele, at lære at være, som du siger, en rigti dæmon." Hun trak på den ene skulder, og så mod ham, da hendes øjne havde vænnet sig til mørket. "Men hvem skulle dog lære mig det?" Ja, det spurgte hun kun om, for at være sikker på om at han havde ment at han kunne lære hende det, eller give hende råd, i hvert fald. Hvad var det dog for et spørgsmål? Hun var retfærdig ved domstolen! "Jeg er retfærdig, de får den straf de fortjener. Det er ikke alle folk jeg er blødsøden imod." Hun sukkede svagt og rystede på hovedet. Hun vendte blikket ned på gulvet og trak på den ene skulder. Det var jo sandheden, hun ville ikke redde en dæmon fra at sin straf, hvis vedkommende fortjente den! "Det er ikke fordi jeg ikke vil spise. Jeg kan bare ikke spise sjæle. Det er en lang historie." Som hun ikke ville fortælle ham, hun ville holde det hemmeligt for ham. Forhåbentlig ville det irritere ham, og så ville hun få noget sjov ud af det. "Tror du ikke dem der har mistet deres nære, ville gøre det samme? Jeg hjælper dem." Hun smilede skævt, og håbede han ville kunne forstå det, og ville lade hende gøre det. Det næste han sagde, fik hende til at tøve lidt med at sige noget... Kampslaver?! Det var dog værre! De kæmpede mod zombier, mod deres vilje, for at beskytte andre! Selvfølgelig, det ville også beskytte deres egen familie, medmindre de døde.. Men, men, det var stadig mod deres vilje! Men, det ville selvfølgelig også være nyttigt... Hvad var det dog hun tænkte?! Hun rystede på hovedet, og så på ham, en anelse irriteret. "De kæmper stadig mod deres vilje!" Hun kneb øjnene lidt sammen. "Hvad gav de dig for at holde slaverne her?"

Han var en smule overrasket over at hun faktisk overvejede hans tilbud. Han havde på intet tidspunkt troet hun ville sige ja, måske grine lidt af det i en hånlig tone og så sige nej, med en kommentar om at det ville være det sidste hun ville. interessant. Han smilte svagt.
"Umiddelbart ville jeg se mig selv som ledig til den stilling" svarede han roligt. Men det var vel allerede dømt til at fejle? De var forskellige som nat og dag. Hun ville ikke kunne lide hans små råd og hun ville nok mere prøve at påvirke ham end omvendt.
en lang historie...Han var nysgerrig nu. Men han spurgte ikke mere ind til det, selv om han gerne ville. Nej...Hvis hun ville tage imod råd fra ham, betød de måtte bruge mere tid sammen og så kunne han altid...Ja, det kunne han. Uden tvivl. Han havde en formidabel evne til at krybe under huden på folk og dette var bare en udfordring. I hvert fald hørte han det som en udfordring.
Han var skide ligeglad med dem og deres familie. Han var ikke fortaler for slaver...Men han var heller ikke fortaler for at beskytte dem. Så han trak let på skulderen.
"Jeg er ganske ligeglad med slavernes situation. Jeg hverken hader eller elsker det, sådan er det bare. Så længe det ikke ødelægger min forretning, er jeg ret ligeglad hvad der sker på det punkt" svarede han ærligt. Hvilket nok havde været noget af det mest ærlige han havde sagt hele aftenen. At han selv købte slaver og gav dem friheden, mod at de arbejde for hans klan, var noget helt andet.
"åh...Men hvilken frihed kommer de ud til?" spurgte han så
"De skal kæmpe uanset om det er for andre, som endda kan sørge for slaven for lægehjælp, mad og varme. Selskab, eller om det er for dem selv, kolde og sultne fordi de intet sted har at være. De kan flakke rundt på gaden og..Hvad? De fleste er uuddannede og folk ser dem som typiske tiggere" han trak let på den ene skulder. Var det så meget bedre?
"Man står stærkere sammen" Han så lidt på hende og smilte så svagt, da han i et kort øjeblik så ned mod jorden, før han så på hende igen.
"En god sum penge, som jeg skal bruge til ressourcer til klanen. De har brug for ting til at overleve krigen" svarede han så roligt.

Han foreslog sig selv, det havde hun vel lidt regnet med, men hun var også en smule overrasket. Det betød jo at de skulle være mere sammen... Det blev ikke ligefrem nemt for hende, at skulle lytte til Sean, og få råd fra ham om hvad hun skulle gøre. Det blev ikke nemt, men hun ville lære det, også fordi hun ikke gad at sige hun ikke ville alligevel, så gav hun jo op, og det nægtede hun!
"I så fald, vil du så lære mig at være en ægte dæmon?" Spurgte hun og smilede kækt. Hun ville dog ikke begynde at se ham som en ven, aldrig. Hun brød sig ikke om ham, hun ville nok aldrig til at kunne lide ham som ven, og det havde hun det helt fint med.
"Der er forretning ved at befrie slaver, man kan få penge for at befrie slaver." Var det eneste der betød noget for ham, mon sin forretning? Men det var jo sandt, man kunne få penge for at befrie slaverne, mange penge, det kom dog lidt an på hvem slaven var, hvis det foreksempel var en rig mands datter, ville man kunne få mange penge for det.
"Nogle af dem vender tilbage til deres familie." Svarede hun, men så ned. "Andre er ikke så heldige, de ryger på gaden, medmindre de har en ven der kan hjælpe dem, eller noget..." Hun bed sig i underlæben, hun kunne godt se hvad han mente, men ville ikke lade det stoppe hende fra at redde dem. "Der er faktisk nogen der giver tiggere penge!" Sagde hun hurtigt, og så på ham. Mere havde hun godt nok ikke lige at sige til det.
Hun fnøs. "Man er ikke stærkere sammen, når man kæmper mod ens vilje." SAgde hun og rystede på hovedet. Hun hævede et øjnebryn. "Hvis jeg giver dig flere penge, vil du så lade mig befrie slaverne, uden at stå i vejen, eller sladre? Måske endda hjælpe?"

Folk var så skide stædige. De viste hvad de troede på, men kunne ikke altid beskytte deres syn på sagen, manglede argumenter. Han fornemmede næsten at han havde vundet denne diskussion, omend det ikke ville forhindre Nille i at lave rod i tingene.
Han var overrasket over hun gik med til det. Især fordi han slet ikke troede hun ville lytte til ham. I virkeligheden ville det nok være spildte kræfter.
"Åh, det vil blive sjovt" lød hans kommentar dog, uden spor af hvad der rørte sig i hans tanker.
Hans ene øjenbryn gled i vejret, da han slog ud med armene, som om han viste hende hele det mørke rum. Et lille selvsikkert smil sad på ham.
"Hvad ville jeg lave her, hvis der ikke også var penge i at få slaverne til at blive hvor de er? Det hele kommer an på hvem der kommer først eller betaler mest" svarede han roligt, forklarende, så hun viste at hendes lille argument ingen virkning havde.
"Hvis du er heldig har enkelte måske stadig en familie der vil kendes ved dem, måske endda en ven eller to. Er det et værdigt liv, at være tigger? ikke at vide hvordan de skal overleve? Deres overlevelse vil så stadig være bedst som slave. Og hvem siger de alle er imod det?
"Man er stærkere sammen. Jeg tror i en situation, hvor de levende-døde er ved at tage en bid af din bagdel, kan hvem som helst arbejde sammen" han blinkede let, som om det også gjaldt de to, hvad det dog ikke umiddelbart gjorde. Til sidst slog han hænderne sammen og gned dem let mod hinanden. Hans øjne skinnende.
"Nok om det. Jeg er ret ligeglad hvad der sker med slaverne. Så du vil gøre forretninger nu, du forstår altså endelig hvordan du når ind til mig?" drillede han let og fiskede noget frem fra lommen. Et par nøgle klirrede let. Han havde fået de eneste kopier af nøglerne, han viste faktisk ikke helt hvorfor. Manden havde vist snakket om at så kunne han bedre få dem væk hvis huset skulle gå i brand eller noget i den stil. Så de stadig kunne sælges dagen efter...I hvert fald klirrede de lystigt i hans hånd, dinglede i en lille nøglering, som dinglede fra to af hans fingre.
"Jeg er frisk på nogle forhandlinger. Men i så fald...Har jeg fået en helt ny ide." en helt genial ide, hvis man spurgte ham.
"Først går vi begge to fra huset her, for i aften. Bliver i nærheden og venter til i morgen tidlig, hvor manden kommer med min betaling. Bagefter slår jeg ham bevidstløs, hjælper dig med at befri slaverne og lader jer alle flygte sammen, som en stor, lykkelig familie! altså efter du har betalt mig..." Det var det eneste han ville gå med til. Han gik ikke glip af muligheden for at få det hele.
"Selvfølgelig kræver det en ret god sum, især fordi jeg normalt ikke kan lide dig" tilføjede med et svagt skuldertræk.

Nille smilede kækt over hans ord, men sagde intet til det. Hun havde ikke rigtigt noget at sige til det, for hende ville det nok mere blive interessant at lære hvordan man var en rigtig dæmon - især når Sean var den der skulle lære hende, at blive en rigtig dæmon! Hun holdte fast i tanken om at det kunne gavne hende at lære det, det kunne give hende gode fordele! Hun havde stadig fat i hendes to daggerter, hun ville ikke være ubevæbnet foran Sean, han havde jo trods alt engang dræbt hende. Tænkte han overhovedet på andet end penge? Hun rystede lidt på hovedet. Hun så på en af dørene, og bed sig i underlæben. Hun så på ham igen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, så hun sagde først ikke noget. Hun rynkede svagt på panden. "Det handler ikke altid om penge, Sean. Det handler også om at gøre andre glade. Jeg er ret sikker på at slaverne ikke er glade for at blive tvunget til noget, de ikke vil. Som at kæmpe." Hun så ned i gulvet, og bed sig i underlæben.
"Tror du at slaver nyder at blive straffet? Tror du at de nyder at blive tvunget til at kæmpe? Måske er der nogen der siger at de elsker deres herre, men det er jo for det meste, fordi at de ikke vil straffes! Hvem siger at de bliver tiggere? Måske bliver de lykkeligt gift, måske bliver de noget stort!" Sagde hun roligt.
Hun så på ham igen, da han slog hænderne sammen og gned dem mod hinanden. "Det er der måske noget om." Sagde hun og trak på den ene skulder, han havde vel ret på det punkt. Hun rystede på hovedet af sig selv.
Hvorfor var han dog så drillende overfor hende lige nu? Det irriterede hende faktisk lidt, men hun holdte en neutral facade oppe. Da han havde trukket nøglerne frem, gik hun et skridt tættere på, og hendes øjne var kun fokuseret på nøglen. "Ja, jeg vil gøre forretninger." Sagde hun, en anelse koldt. Han nød sikkert at drille hende sådan, og det irriterede hende. Hun prøvede dog at forholde sig neutral, hun ville ikke lade ham irritere hende sådan!
Hans ide lød udmærket, og han fik vel en del ud af det, selvom hun var ret ligeglad med hvad han fik ud af det. Det vigtigste for hende lige nu var at få slaverne fri. Hun ventede med at sige noget. Han kunne måske finde på at snyde hende... Hun så på ham, i stedet for nøglerne. "Hvordan kan jeg være sikker på du ikke snyder mig?" Hun kneb øjnene en smule sammen. "Jaja, du skal nok få en god sum penge, det lover jeg." Mumlede hun en anelse utålmodigt.

Han grinte let. ikke hånligt, men fordi han oprigtig havde fundet det, hun havde sagt, morsomt.
"Hvorfor skulle jeg spille energi på at gøre fremmede folk glade? Glæde er en flygtig følelse, den vil forlade dig for en masse andre følelser og så vil det være spildt energi. Jeg gør dem glade, jeg bliver betalt for at gøre glade og kan så gå derfra med god samvittighed"
Til det næste trak han bare let på skuldrene, kunne ikke være mere ligeglad.
"Jeg siger bare at du automatisk går ud fra at når man er rig, er man også automatisk kold og hård. Jeg pointere bare visse familie stadig bevarer deres menneskelige tendenser og behandler folk godt" svarede han kort.
"Desuden...For nogen må en familie være bedre end en ligeglad slavehandler...For ikke at sige slavepisker" han blinkede let til hende. Men som han havde nævnt, han var faktisk ligeglad. i stedet lod han hænderne forsvinde ind mellem sine fingre, da han greb fat i nøglerne, i stedet for at lade dem dingle fra nogle fingre. Bare for at være sikker på hun ikke tog dem i en hurtig, men dum, bevægelse. Hans ene øjenbryn gled i vejret, et tegn på en undren.
"Hvordan kan jeg være sikker på du ikke snyder mig? Det kan jeg ikke. Jeg må bare håbe at din trang til at beholde dit nye liv er stærkere end lysten til at kysse døden...Igen" hans smilte igen, roligt.
"Visse chancer må man tage her i livet"

Nille rystede på hovedet, hvorfor prøvede hun overhovedet på at forklare det overfor ham? Hun bed sig i underlæben og trak på den ene skulder. Det at han grinede irriterede hende ikke, hun lukkede øjnene, men følte sig så... ubeskyttet, da hun gjorde det. Det var jo heller ikke en god ide at stå med lukket øjne, foran den person man så som sin fjende. Hun åbnede øjnene igen.
"Du gør slavernes ejer glad, men du gør ikke slaverne glade. Du gør en person glad, eller to, men du gør ikke slaverne glade, og jeg er ret sikker på at der er flere slavere end ejere." Sagde hun roligt, selvom hun langtfra følte sig rolig.
"Sean, der er nogle familier der er kolde, og selviske, på grund af deres penge. Dem er der en del af. Ja, der er nogle der ikke er, så kolde og selviske, som du siger." Hun sagde det fraværende, hun gad ikke rigtig diskutere det med ham.
Hun sagde ikke noget, hun holdte bare øje med nøglerne,  og bed sig så i underlæben. Hun så på ham igen, da han igen sagde noget. Hun kneb øjnene sammen. "Og hvordan kan du være sikker på, at jeg ikke bare vender tilbage igen, hvis du dræber mig igen?" Hun smilede kækt, men hendes smil forsvandt igen. "Okay, hvor meget betalte personen dig?" Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun skulle vide hvor meget personen havde betalt ham, for at vide hvor meget hun skulle give ham...

Blev hun virkelig ved? Forstod hun slet ikke at han var bedøvende ligeglad?
"Tag det første råd, som gælder overlevelse. Mennesker er bange for ting der er anderledes end dem selv og som er stærkere end de er. Ting de ikke helt forstår. Dæmoner har aldrig og vil aldrig blive elsket af dem, af menneskerne og mange andre racer. Selv hvis en eller to er glade for dig, vil resten stadig hade dig. De vil jage dig, i håb om at dræbe dig og dermed have en mindre at frygte. At gøre folk glade er normalt det sidste der falder en ind, når man kæmper for sit liv" han så lidt på hende.
"uanset hvad kan man ikke gøre alle glade. Men du kan selv overleve. Hvad vil du prioritere mest? Jeg har valgt overlevelse" han lod nøglerne glide ned i en af sine lommer. Hendes flabede svar på at komme til live igen, var absurd.
"Du var heldig en gang. Men så vidt jeg ved, er man sjældent så heldig flere gange. Men du vil måske gerne afprøve det?" han sendte hende et drillende smil, som viste han hellere end gerne placerede kniven i hende igen.
Så lod han det sjove glide lidt i baggrunden, til gengæld for forretninger.
"100 guld" Hvad der på jorden ville have svaret til 10.000 kr. En ret stor og god sum for en nats babysitning.

Et lavt suk forlod Nilles læber og hun så på sine to daggerter. Hun vidste skam han var ligeglad, men hun følte sig forpligtet til at sige ham imod. Hun rystede på hovedet over det han sagde. "Sean, nu er der jo bare det, jeg spiser ikke deres sjæle, som sagt. Jeg gør noget andet, som gør, at de ikke dør. De bliver godt nok påvirket af det, men det er vel bedre end at de dør, ikke?" Hun ventede ikke på svar. "De har ingen grund til at frygte at jeg vil spise deres sjæl..." Hun smilede roligt og lagde hovedet lidt på skrå.
Det spørgsmål kunne hun ikke helt svare på. Hun ville gerne leve, selvfølgelig. "Jeg vil gerne overleve...Men jeg vil også gøre en forskel." Sagde hun roligt og trak på den ene skulder. Hun ville gerne hjælpe andre, sådan var hun bare.
Hun skar kort ansigt og rystede på hovedet. "Jeg vil helst ikke løbe risikoen... desuden, vil du risikere det? Hvis du dræber mig igen, er der en mere der vil blive godt vred..." Hun smilede skævt.  Hun var ikke i tvivl om at han kunne finde på at dræbe hende igen, så derfor var hun mere forsigtig.
100 guld?! Hun bed sig i underlæben. Det var meget... "150 guld er mit tilbud." Sagde hun. Nille var skam ikke fattig, hun brød sig bare ikke om at give Sean penge.

Han smilte bare svagt. Så det som en svaghed, fra hendes side. Det endte med han bare trak let på den ene skulder.
"Hvem har sagt de vil elske dig...Bare fordi du ikke spiser deres sjæle? For dem er vi alle det samme. Monstre. Uanset hvad" svarede han kort og mente dermed det var uddebatteret. til gengæld gled hans ene øjenbryn op i panden, da hun nævnte nogen ville blive sure. Hans smil voksede.
"Hvad med Jacob, var han ikke din lille kæreste? Det mener jeg at have hørt. Efter jeg havde dræbt dig, arbejdede jeg sammen med ham. Han virkede lidt utilfreds, men ikke ligefrem vred. Og Caroline? Jeg har hørt i har været lidt sammen" han pointerede det bare. For nu, var der endnu ingen der havde hævnet Nille. Hvad han ikke tøvede med at pointere.
"Så hvem skulle jeg frygte så meget, at jeg ville tøve med at gøre det igen?" smilte han selvsikkert. Han rettede sig lidt, træt af at stå så stille og snakke. Han begyndte at gå lidt frem og tilbage, bare for at holde blodcirkulationen i gang, men han så stadig på Nille.
"200 guld. Hverken mere eller mindre" smilte han. Det ville i alt blive en god sum på 300 guld...Netop hvad han skulle bruge for at sørge for sin klan i krigen.

Monstre. Hun havde vel altid været et slags monster i menneskenes øjne. Heks. Hun var blevet set som en heks. Årh, hvor hun dog savnede at være Shapeshifter! Hun savnede naturen. Hun savnede at føle sig fri for bekymringer. Hun var ikke den samme mere, og det irriterede hende. Hun kunne bare ikke ændre på det, desværre. Hun sukkede svagt, og måtte desværre give ham ret.
"Du har vel ret. Selvom man ikke er dæmon, kan man også blive set som en der skal udryddes hurtigst muligt. Så længe man er anderledes er man en fjende for menneskerne." Hun trak på den ene skulder. Det var faktisk lidt ligesom santuiner. De var anderledes og menneskerne brød sig ikke om dem.
Hun bed tænderne sammen over det Sean sagde. "Jeg snakker ikke om dem." Hun brød sig ikke om at snakke om Caroline og Jacob med Sean. "Jeg snakker om en person, som døde samtidig som jeg, og som nu har sin egen krop. Hun er ikke min fjende, på trods af de ting vi har gennemgået, vi er derimod venner... og lidt uvenner engang imellem." Hun smilede skævt og lagde hovedet lidt på skrå. Det var jo så selvfølgelig Rebecca hun snakkede om.
Hun fulgte ham med øjnene, da han begyndte at gå rundt. "Fint, 200 guld, det er en aftale." Dog rendte hun ikke rundt med 200 guld i lommen. "Jeg giver dig dem imorgen tidlig, inden manden kommer, okay?" Hun lagde hovedet lidt på skrå.

Han så lidt på hende. Hvem talte hun så om? Rafael, deres leder? han kunne ikke se hvorfor han i egen person skulle jage Sean, en han ellers har virket ganske ligeglad med, trods han havde forbindelse til de fleste i hans omgangskreds. Af hvad han gættede sig til.
"Og hvem er denne, din hemmelige ven?" spurgte han neutralt, som om han i virkeligheden spurgte for at være høflig. Til sidst lænte han sig op af væggen igen og lod armene glide over kors, mens han studerede den mørke skikkelse, som hun jo var, foran sig. De ville ses igen, måske endda endnu mere end nogen af dem måske havde lyst til.Hvorfor var det igen han havde tilbudt det? Fordi han følte det var hans pligt. Ikke fordi han brød sig om hende. Selv om hendes udvikling havde været...god. Til det bedre.
"200 guld, i morgen inden manden kommer. Og prøv ikke med andre, små planer" han smilte let, uden at komme med en direkte trussel. Han pointerede det bare. Så gik han over og åbnede døren, der let knirkende gled op. Han gjorde en gestus, som en gentleman der ville lade kvinden gå først ud af døren, mens han bukkede let. Dog ikke uden et slet skjult drillende smil og med et drillende glimt i øjet.
"Kvinderne først"

Regnede Sean med at hun uden videre ville fortælle ham, hvem hendes ven var? Hun gemte daggerterne i læder støvlerne igen, da hun ikke havde en grund til at være bevæbnet lige nu, de havde jo fundet frem til en løsning. Hun lagde armene over kors og trak på den ene skulder.
"Jeg fortæller dig ikke hvem hun er, sådan uden videre." Sagde hun med et kækt smil om læberne. Hun ville skynde sig hjem, efter pengene, og så få slaverne fri. Hun havde intet imod at miste 200 guld, for at slippe nogle slaver fri. For hende var det en sejr.
Hun hævede begge øjnebryn over det han sagde. Ikke nogen små planer? Hun rystede på hovedet. Selvfølgelig ville hun ikke prøve på at gøre noget andet, og risikere at hun ikke kunne redde slaverne alligevel. Hun sagde intet til det, hun vinkede bare afværgende med hånden. Hendes mørke hætte var stadig trukket op, så den skjulte det meste hendes ansigt. Hun gik ud af døren, da han holdte den åben for hende. Hans høflighed var som støv for hende, og det samme med hans drilleri. Det var i hvert fald støv lige nu. "Mange tak." Sagde hun koldt, og vendte sig om mod ham. Kunne hun regne med at han ikke snød hende? Nej. Skulle hun tage chancen? Ja.
"Vi ses." Hun vendte ryggen til ham igen, og begyndte at gå derfra. Hun gik mod sit hjem, for at hente pengene. Når hun havde fået fat i dem, ville hun tage tilbage, dog have en vis afstand til huset.

Selvfølgelig ville hun ikke sige det. pyt med det. Det gjorde ikke den store forskel, da han højst sandsynlig alligevel ikke ville komme til at dræbe hende. Endnu, i hvert fald. Gad vide hvor sjovt hun ville have det, hvis hun fik at vide han faktisk deltog i krigen - På de såkaldte godes side. Godt nok var det grundet en aftale med Camille, men stadig. Han deltog. Og det var faktisk det hans penge skulle gå til. han sukkede svagt, ingen burde faktisk vide noget om. personligt holdte han sig i baggrunden, lod sine mænd slås. Af flere grunde. Selvfølgelig havde han også selv kæmpet lidt...
Han lukkede døren efter hende og låste den nu. Lod nøglerne glide tilbage i en sikker lomme, skjult i hans trøje. Han vinkede let efter hende, som om de var venner.
"Ja, vi ses" og ellers ville det bare være ærgerligt. For hende og hendes små slavevenner...
han trak sig tilbage til skyggerne.

som forventet var der ikke sket mere resten af natten. Lyset begyndte nu at komme frem og badede omgivelserne i et let lys. Ifølge aftalen ville manden komme snart. Sean gik op og stilte sig ved siden af hoveddøren, bare så de ikke gik forbi hinanden. Endelig kom den lettere buttede mand gående, hvilket viste han selv tog det gode mad og lod slaverne få resten. Han var iklædt noget let nusset tøj, nogle bukser og en varm trøje. Om hans bælte var en lille kniv og to punge. Den ene lidt større end den anden - Helt sikkert hans belønning.
Manden kom helt hen til ham og gryntede lidt.
"Nogle problemer?" Vrissede han og studerede Sean med sine små øjne.
"Ingen" lød det let trætte svar. Faktisk følte han sig slet ikke træt, måske fordi han viste hvad der snart skulle ske. til gengæld ville trætheden slå hårdere senere, sagde hans erfaring ham.
"Godt godt. Så må du hellere få denne her..." manden lod nervøst blikket glide over omgivelserne. Så løsnede han den store pung og lod den falde ned i Seans fremstrakte hånd. Sean åbnede pungen og studerede roligt indholdet, gav sig tid som om han i virkeligheden talte dem. Til sidst lukkede han sikkert pungen og gemte den i en af hans små, skjulte lommer. Et af dem der kunne lukkes, så den ikke faldt ud. Han smilte let til manden og nikkede let.
"Tak for aftalen" han bukkede let, manden vinkede let med hånden.
"Jaja...Og ikke et ord til nogen om dette!" pointerede han med skarpe øjne
Sean nikkede let
"Som aftalt. Jeg siger intet" Før nogen betalte for det.
Manden strakte nu sin hånd frem.
"Nøglerne" forlangte han. Nå, dem havde han dog ikke glemt. Sean smilte let, men lignede ikke en der ville give ham dem.
"Beklager. Der har været en mindre ændring i planen. Jeg har beskyttet dine slaver hele natten, som aftalt, men nu har jeg en anden aftale at overholde. Så hvis du bare vil gå hjem igen, så du ikke forstyrre..." manden troede åbenbart det var en dårlig joke. Han missede uforstående med øjnene, da han så lidt på Sean.
"Hva? Giv mig de nøgler eller jeg kalder på vagterne!" Sean himlede svagt med øjnene. Mennesker! Nille havde dog intet sagt om at ingen måtte dø. Og ham her ville alligevel bare sætte en ny handel i gang senere, så hun blev sikkert ikke...så sur. Det gik stærkt. Pludselig var kniven gledet ind mellem manden ribben, stukket ham i hjertet. Manden faldt om, med en hånd mod hjertet. For et utrænet øje kunne det ligne han fik et slagtilfælde. Sean tog hurtigt kniven til sig og sørgede han for sad op af væggen, lignede en der var faldet i søvn. Han tørrede kniven af i mandens trøje, et sted folk ikke så det, stak kniven væk og rettede sig op. Så skulle han bare vente på Nille.