Arbejde? med hende? Jamen, hvorfor?! Det har bare at betale godt!(Nille)

S: samling af soul river
O: træer, buske, floden.
T: eftermiddag, sent. Solen er snart på vej ned.
V: få skyer, en orange-rød sol i horisonten. Men det er stadig køligt i vejret.

Han var van til at blive tilkaldt til forskellige steder, hvor hans arbejdsgivere nu end følte sig sikre nok til at indgå hemmelige aftaler. Derfor undrede det ham heller ikke at han var blevet kaldt ud til floden for at modtage en opgave. Han kendte ikke arbejdsgiven, ikke en af stamkunderne, men det betød heller ikke noget, bare han fik sin betaling.
Han var fløjet derud på sin hippogrif. En ung han, Thor. Han stod nu på en lille eng med det store dyr og nussede ham, mens han så op mod himlen. vejret var stadig køligt, endda frost om natten, men solen var kommet mere frem nu og få steder var der grønne pletter af årets første blomster. Erantis og vintergækker. Sneen var også væk nu.
Sean var klædt i nogle solide støvler, mørke jeans og en sort trøje. En kappe med hætte, som han havde slået op lige nu. Her var dejlig stille og rolig og han nød bare udsigten et øjeblik, han kom jo i god tid. Men til sidst klappede han sin hippogrif farvel og begav sig ind mellem træerne for at komme ned til floden...
Han viste ikke at Nille også skulle være her.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Plus; to knive i hver sin skede ved hver hofte. Der er en brun hætte der er slået op.

Hvad dette handlede helt præcis om vidste hun ikke. Hun vidste blot at en ukendt kunde ville have hende til at hjælpe vedkommende med noget. Samtidig var der også noget med at hun skulle arbejde sammen med en, men hun vidste ikke hvem. Hvis hun havde vidst det, ville hun have takket nej med det samme. Hun sad på Shadowfax. Shadowfax havde en sort sadel på, og sort hovedtøj. Nille sad rank, og stolt. På trods af at hun så stolt ud, og en man ikke skulle komme i vejen af, men indeni var hun ved at bryde sammen. Efter den lange og ubehagelige episode ved skyggevæsnet... Var hun blevet mere varsom. Nu skulle hun seriøst tage at passe på. Barnet var i sikre hænder i Rafaels villa. Selvom en mor normalt ikke måtte gå fra sit barn, kunne Nille bare ikke den slags. Hun var ikke skabt til at være mor... Shadowfax gik roligt mod træerne. Da de nåede træerne, steg Nille elegant ned. Hun tog fat i tøjlerne, og trak Shadowfax med sig. Hun ville helst ikke risikere at han blev stjålet. Hun gik hen imod floden hvor mødestedet var.
Hvad hun ikke vidste var at der snart ventede hende en stor overraskelse...

Sean nåede endelig ned til floden, som løb vildt af sted ved siden af ham. Han stod stille og så lidt på den. Han huskede den gang zombierne var kommet efter ham...Og den gang han sloges med Sajro ved siden af floden...Sajro. Han måtte finde den mand igen, selv om Alane var hans ven. Han havde en slåskamp af gentage, nu hvor han selv var stærkere.
Han rystede let på hovedet og gik op langs floden, til han bemærkede en mandeskikkelse der stod stille mellem to træer, dækket af en kappe med en hætte, som var slået op. Sikkert for anonymitetens skyld,hvilket passede ham bedst. Selv slog han også hætten op på sin eget hætte og gik over mod ham, til manden løftede en hånd, som tegn til at han skulle stoppe.
"Godt. Det var den ene. så mangler vi kun den anden"
Sean blev forvirret af sætningen, men valgte ikke at spørge ind til det - Svar skulle han nok få senere.

Nille trak Shadowfax med sig langs floden. Hætten gemte lidt af hendes ansigt, men det sorte hår kunne ses lidt. Shadowfax vrinskede lavt, og prøvede at nå vandet for at få noget at drikke. Nille lagde en hånd på dens ene hoveds side, og trak hans hoved væk fra vandet.
Hun så fremad, og kunne se to skikkelser. Hun hev hætten lidt mere ned over ansigtet, og gik tættere på dem. Hun stoppede op da hun var nogle meter fra dem.
"Hvad drejer dette sig om?" Hendes stemme havde en svag tone af nysgerrighed. Nysgerrighed efter hvem den anden var.
Hendes lysende blå øjne landede på den person hun åbenbart skulle arbejde sammen med.

Sean lod afslappet blikket glide ud over floden, som endnu fangede nogle af solens sidste stråler. Igen var her dejligt fredeligt og han stod med lukkede øjne og slappe af et øjeblik, med tanken om en dejlig varm og forhåbentlig frodig vinter...Da den sidste endelig kom. han blev opmærksom p ådet grundet en hests vrinsken. Han åbnede øjnene og så over mod...Hende.
Der gik et øjeblik før hans hjerne koplede formen, bevægelser og stemme sammen til Nille. Og hans første reaktion var at han kunne have grint.
så hvad skulle hun her? han havde ikke modtaget nogen besked om at arbejde sammen med nogen, mest fordi han arbejdede alene. Viste hun noget? eller skulle han modtage instruktioner fra hende? Glem det!
han sagde dog intet men holdt sig selv skjult. Han måtte holde dette på et professionelt plan. Han vendte sig om mod manden, som nikkede let og trådte et skridt frem.
"Om lidt er solen gået ned og her bliver mørkt" startede han roligt, hans stemme var dyb og afmålt.
"Jeg har her et dokument, et til jer hver, men som indeholder samme instruktioner. I to bliver nød til at arbejde sammen. Min herre ved i hader hinanden. Men i er nu nød til at ligge fortiden bag jer og gøre noget som kan redde mange liv i fremtiden. En bog i mørkets kirke..." han stoppede op og Sean gik ud fra han kiggede fra den ene til den anden.
"...Er I i stand til at klare dette, vil i blive belønnet godt. kommer kun den ene af jer tilbage, bliver der slet ingen belønning. Er i villige til det?"
Sean første reaktion var nej. Men han ville lade Nille reagere først. Hun lignede ikke en, og dog kunne han næsten ikke se hende, en der havde opdaget hvem han var endnu.

Nille så undrende på den person hun skulle arbejde sammen med. Hun blev mistænksom. Nille trak sig automatisk lidt væk, selvom hun endnu ikke vidste hvem det var. Der var bare noget der sagde hende at hun ikke skulle komme for tæt på den person. Hvad havde hun også regnet med? En person der havde glorie over hovedet, og engle vinger? Det var en dum tanke at have ønskede det. Hun så ned.
Nille bed sig kort i underlæben, og så op da manden begyndte at snakke. Nille stivnede da manden sagde noget med en herre, og at ... Vent... Sean! Hun gav et spjæt fra sig, og trak sig lidt mere væk. Arbejde med Sean?! Det ville aldrig gå godt! Eftersom hun var mere varsom nu, turde hun ikke at arbejde med Sean! Hun tog sig dog sammen, og rankede sig. Hun bed frygten i sig. Hun fik en kold facade op.
En bog? Mørkets kirke? Redde mange liv? Lægge fortiden bag sig? Nille vidste det ville være svært, for hendes vedkommende. Men det sidste manden sagde fik Nille til at smile skævt.
"Ja, jeg er villig." Hun strøg Shadowfax. "Så længe min hest er i sikkerhed." Hun så kort på Sean, men så hurtigt på manden igen.

Sean smilte svagt for sig selv ved Nilles reaktion, da det endelig gik op for hende hvem han dog måtte være. stadig en skræmt lille gås.
Manden kiggede fra Nille og over til Sean, som nu var den eneste der ikke havde accepteret opgaven endnu.
"Jeg er villig" andet sagde han ikke, mere var der ikke at sige. Dette var et arbejde han ville få hurtigt overstået og kunne i morgen ligge nye penge i sin allerede voksende formue. Han skulle bare overleve dette og så kunne han komme væk fra Nille igen, selv om skæbnen åbenbart ret stædigt blev ved med at føre dem sammen. Af en eller anden grund.
Manden nikkede og rakte dem nu hver deres dokument. Sean var hurtig ovre og tage sit, som han straks åbnede og læste igennem, mens manden snakkede færdig.
"Godt. Mørkets kirke har denne bog. bogen er fuld af mange ting, inkl. gammel og mørk magi, hvortil detaljerne vil være for groteske at fortælle om. Det er min herres ønske at tage denne bog fra dem og brænde den. I to skal skaffe den bog...Nuvel, det kan være farligt. Ikke bare fordi i er jagtet af diverse fjender af jeres, men også fordi mørkets novicer vil være der til at beskytte bogen. Og det er derfor i skal være to. Vi ønsker dog ikke at efterlade nogle lig, nogle tegn...Derfor er det vigtigt for min herre i begge kommer tilbage hertil når opgaven er færdig. Jeg vil vente her på jer. Flere spørgsmål? dokumentet fortæller hvor i kirken bogen ligger og hvor vi gennem spioner ved der gemmer sig fjender. Men de er i bevægelse, ligesom jer."

Okay... Nille skulle arbejde sammen med Sean, hvilket irriteret hende enormt meget. Hun bed sig i underlæben da Sean sagde han var villig, man kunne bare ikke se at hun gjorde det på grund af hætten. Hun strøg Shadowfax over nedad mulen. Hun så på manden, og gav modvilligt slip på Shadowfaxs tøjler for at hente dokumentet. Hun tog hurtigt sit eget, og gik baglæns for at komme hen til Shadowfaxs betryggende varme. Hun så kort på dokumentet, og læste hurtigt lidt i den. Hun sprang dog nogle ting over hun ikke mente var vigtigt, hvis det var... Havde Sean nok gloet på papiret, og vidste hvad der skulle til. Hun var ligeglad med om han eventuelt ville komme med en dum bemærkning om at hun burde have læst det.
Gammel mørk magi? ... Hvorfor skulle hun så med?! Hun kendte vel allerede lidt svaret. Men hvorfor skulle Sean så absolut med?! Verdenen ville have de skulle arbejde sammen, men det kunne hun ikke forstå! Hun kunne da sagtens arbejde med Jacob? Markulius? Hvem som helst anden end Sean! Brænde bogen... Lød helt fint. De skulle simpelthen også slå andre ihjel. Helt fint, så fik hun også noget næring. En fordel ved at være sjæledæmon, men ak ja... Hun rørte automatisk ved den ene dagger, og trippede lidt.
Hun rystede hovedet på mandens spørgsmål om de havde nogle spørgsmål. Hun så kort på Shadowfax. Skulle hun gå, eller tage ham med? Det var det store spørgsmål, og hvis hun skulle gå... Hvor skulle Shadowfax så være? Nuvel, det fandt hun vel ud af.

Sean rystede svagt på hovedet, kiggede igen kort på dokumentet, men gemte det så i en af sine hemmelige lommer i sit tøj.
"Nej, det er fint. Jeg regner med at være fær...Jeg mener, jeg håber VI er færdige senest om morgenen. Det kommer an på hvor langsom hun er..." han nikkede over mod Nille. Manden smilte svagt, omend de ikke kunne se det for hans kappe.
"Samarbejde..." mindede ham dem om, man trak sig så tilbage til skyggerne. Sean tog det som et tegn til at de skulle begynde og det passede ham fint...Problemet var bare at han arbejdede alene. Hvad nu? Forventede manden at han ligefrem lagde en plan sammen med hende? Nej, de ville aldrig blive enige...heller tage det som det kom, når de nåede derhen...desuden, hvis han bare kunne komme ind, tage bogen og komme ud igen, uden at bringe Nille i vanskeligheder, burde det gå ret hurtigt. Men han tvivlede på hun ville tage imod sådan en ordre...
Han satte i bevægelse ind mellem træerne uden at tænke på at der var en sti i nærheden. Han havde ingen hest at tænke på, han skulle bare afsted og blive færdig. Hvis hun ville, kunne hun vente hos manden...

Nille skævede mod Sean. Hun ville sige noget flabet igen... Men bed sig i underlæben. Men så kunne hun ikke holde det igen.
"Til din information, Sean. Så er jeg lige så hurtig som en panter." Hun smilede skævt, men det var ikke særlig tydeligt.
Nille trak på den ene skulder. Hun så på Shadowfax... Og gav slip på tøjlerne. Lige i det øjeblik ønskede hun at hun kunne snakke med dyr, eller i det mindste havde Blackstar... Blackstar... Gad vide hvor han var? Hun klappede Shadowfax, og klikkede med tungen. Et tegn hun havde lært ham at han skulle løbe et andet sted hen. Forhåbentig løb han hjem. Uanset hvad ville hun sikkert finde ham igen.
Nille ville nægte at blive stående, og vente på Sean klarede det hele. Så hun fulgte efter ham. Hun beholdte en vidst afstand til ham, hun stolede jo ikke på ham.
Hun sukkede svagt, og lagde armene over kors.
"Igen bliver vi tvunget til at arbejde sammen." Hun hentydede til dengang i menneskernes by hvor hun skulle have set en mand i øjnene... Og så hun var gået amok. Hun huskede det ikke klart.

Han ignorerede hendes lille kommentar. Han gad ikke spilde tid på hendes små barnligheder, dette her var alvor. En ting var at påstå noget, noget andet var faktisk at gøre det. Han kiggede kort bagud, da hun snakkede til ham. Mente hun angående døden? Manden de var med til at slå ihjel og som bagefter sikrede ham magt i kloakkerne? Det måtte hun gøre. Bortset fra de ikke var direkte tvunget der...
De kom ud af træerne og ud på engen. Sean lod kort blikket glide over himlen, som havde fået en mørk kulør. få stjerner var begyndt at vise sig i denne forholdsvise klare aften. Thor var nok fløjet hjem. Det var også bedst. Mørkets kirke lå inde midt i byen, ikke et sted for et stolt, flyvende dyr.
Han begyndte at gå over engen og imod byen, som lyste op foran dem et sted. Han viste der var længere end der så ud.
Men han sagde intet til Nille. Mest fordi dette var et job der skulle klares og han ikke orkede at skændes og høre på hendes små latterlige kommentarer.

Nille så rundt, og kiggede op på den vidunderlige nattehimmel. Hvor hun dog elskede himlen når det var nat... En af de bedste tider. Stjernerne var der ikke mange af , men det gik. De glimtede mat.
Hendes mormor havde engang fortalt hende at hvis man vinkede til stjernerne ville de vinke tilbage. Nu kunne Nille se at det bare var fordi de glimtede så meget. Hun ville ikke snakke med Sean, og høre at hun var barnlig igen. Hun gad i det hele taget ikke denne 'mission', men pengene ville hun gerne have. Samt samle noget erfaring i kamp.
Nille lagde armene over kors, og fulgte roligt efter Sean. Ikke tale om hun ville lade ham gå alene, hun ville med! Lige meget hvad han sagde ville hun følge efter ham, om han kunne lide det eller ej.
Nilles lysende blå øjne landede på byen. Hun rynkede panden lidt, og kneb øjnene lidt sammen. Inde i byen simpelthen? Den mørke kirke var i byen... Hm.
Nille så rundt, og havde alle sanser skærpet... Hun var på vagt. Manden havde jo sagt der var fjender som var i bevægelse, som dem. Så det var godt at være på vagt.

han lod kort blikket glide over hende og var lige ved at grine, men i stedet trak det bare svagt i hans ene mundvige. Han så den måde hun var så opmærksom, men faren var ikke her. Den var i byen og endnu mere ved mørkets kirke. Han havde allerede en plan, to faktisk. Nu måtte han bare beslutte sig for hvilken der kunne være bedst...faktisk overlappede de nok hinanden lidt. især hvis den ene ikke lykkedes. men han åbnede ikke munden for at fortælle hende noget om det, selv om han viste af hvis hun gjorde en fejltagelse og de ikke samarbejdede, kunne det betyde mange ting for dem begge.
De gik i noget tid, men endelig nåede de byen. Og snart var de, eller i hvert fald Sean, midt i byen. Han startede med at gå midt på gaden, før han drejede ned af de mere tvivlsomme gader, fuld af fattige og fordrukne folk, af mørke skygger som ventede på at overfalde en, fyldt af rotter og skrald.
sean banede sig vant vej og der gik ikke længe, før de kom til et lille hus der så mere plejet ud end de andre i nærheden. Umiddelbart så den ret neutral ud...Men som de nærmede sig, kom flere og flere tegn på at dette hus var et slags rituelt sted...Og ikke for gud.

Nille vidste ikke om hun skulle sige noget, eller ej... Prøve at finde ud af en plan? Hun havde ingen plan, hun plejede for det meste at improvisere, som tit gjorde at hun vandt eftersom hun reagerede hurtigt. Hvis hun deltog i en slåsekamp regnede hun ikke lige en plan ud, nej, hvis den hun kæmpede mod slog ud efter hende fandt hun altid hurtigt på noget. Foreksempel, hvis en person kastede slog ud efter hende med et glas i en slåsekamp, kunne hun forskellige ting. Hun kunne gribe fat i vedkommendes håndled, og vride vedkommendes arm om. Hun kunne stoppe ham ved at få vinden til at give ham modvind. Hun kunne også bare undvige. Men ingen var usårlige. Nogle gange blev hun faktisk ramt. Hvis hun ikke var opmærksom nok.
Nille fulgte bare efter Sean, og blev ved med at holde øje. Man vidste jo aldrig... Hun så op på himlen, og smilede skævt. Hendes skridt var halvt lydløse. Hun rynkede lidt på næsen af lugten af skrald.
Nille så på huset der ikke kom så længe efter. Hun bed sig i underlæben da de nåede lidt tættere på. Det var vidst her... Nu var spørgsmålet bare om hvad de skulle nu... Skulle de gå derind?
Nille tøvede. Hun følte sig ikke tryg, men hvornår gjorde hun overhovedet det? Hun fortsatte sin gang hen imod huset.
"Går vi derind?" Hun så spørgende på Sean, og regnede med de gjorde... Derfor blev hun ved med at gå hen til huset.

Han stoppede ikke op på noget tidspunkt. Det bedste angreb kom uventet, de ventede nok ikke ukendte gæster lige nu, midt om natten, i et tyst kvarter. At vade direkte ind ville nok give dem mere tid, end hvis de bankede på først.
Han så bagud på hende med et lille smil.
"Selvfølgelig vader vi lige ind i det hele. Det skaber noget overraskelse, for de aner ikke hvem vi er eller hvad vi vil. Men gør mig en tjeneste...Eller nej, gør dig selv en tjeneste. Skulle nogen råbe efter os, så ignorere dem. Det gør dem lidt usikre og skaber os endnu lidt tid. De vil være mistænksomme uanset hvad" han viste ikke om hun ville lege med. Det var også ligemeget. De kom snart til en ellers normal dør, bortset fra der var malet underlige tegn på den. Sean tog i den, men den var låst. Han sukkede kort og satte sig på hug foran døren og fiskede noget. frem, som han stak ind i låsen. Efter lidt tid lød der et klik og Sean rejste sig op igen og lagde tingene væk. Han tog i døren og den gik op.
"Skal vi?" smilte han roligt til nille og trådte ind over dørtærsklen.

Okay.. På sin vis var hun glad for at Sean var den hun skulle arbejde med, på denne mission. Hun kendte ham godt nok til at vide at han var dygtig til at udtænke planer, og man kunne stole på.. Det meste han sagde. Dog skulle hun være på vagt. Hun stolede ikke på ham, overhovedet.
Hun nikkede langsomt.
"Okay.. Forstået." Det var faktisk fornuftigt det han sagde. Hvilken god strategi faktisk. Den måtte hun huske. Hun vidste ikke om det var nogen leg.. Eller hvad det var. Hun kunne bare se det var smart at gøre.
Hun så på døren med rynket pande. Hun betragtede ham mens han tog noget frem, og satte sig på hug foran døren. Hun lagde hovedet lidt på skrå... Hvad lavede han? Åh.. Han låste døren op. Smart.
Hun smilede svagt. Hun nikkede bare som svar, og gik med ind.

Han skubbede døren op og trådte ind. Rummet var mørkt og der lugtede af stearinlys, størknet blod og røgelse. Lidt af sved også, hvilket vidnede om her enden kom mange eller at rummet måtte være mindre end han troede. Eller at de lavede nogle tvivlsomme ritualer.
Han gik lidt ind og lod blikket glide omkring. De forstod at gøre det dramatisk. Stearinlys over det hele, som badede stedet i et svagt skær. Masser af skygger til fantasien. Han fornemmede nogle bænke ude i siderne, op af muren. Så tog han en kort indånding og satte kurs direkte fremad, mod den anden ende af rummet.

Da hun trådte ind krympede hun sig lidt sammen. Der var mørkt... Mørket hun havde levet i mens dæmonen havde bestemt over kroppen. Hun var blevet mørkeræd, og turde næsten ikke være i mørke. men nu tog hun sig sammen. Hun rettede sig, og så sig omkring, hendes øjne vænnede sig langsomt til mørket.
Hun betragtede rummet lidt, og rynkede på panden. Ja, dette var så absolut ikke et sted hun ville være særlig længe, men hun havde nu intet valg.
Hun sagde ingenting, fulgte bare med han hen til den anden ende af rummet. Hun undrede sig lidt over hvad der kunne være dér... Og hvornår de blev angrebet.

Rummet var overraskende langt. Sean stoppede op på et tidspunkt, da det endelig lød som om noget eller nogen puslede ude i kanterne. Nogle stearinlys lyste alteret op et sted foran dem. De var halvvejs gennem rummet. Sean skulle netop til at tage et skridt mere, da en kniv fløj gennem luften og satte sig i gulvet, hvor hans fod ellers ville have været.
"Stop, fremmede!" Sean smilte kort, trådte udenom kniven og fortsatte frem. Hans egen hånd fingerede dog allerede med en kniv selv. En ny kom flyvende gennem luften. Den landede et eller andet ukendt sted i mørket bag Sean, da han samtidig vendte sig og kastede kniven gennem mørket. Et støn af smerte fortalte ham at han havde ramt en eller anden.
"Vi kommer ikke for at skade jer. fysisk i hvert fald" smilte Sean og skyndte sig videre inden folkene der tydeligvis var her i rummet kunne nå at ligge planer mod dem.

Nille stoppede op samme tid som Sean da hun også hørte noget der puslede i kanterne. Hun trak ikke sine daggerts, nej, hun så bare hen imod lyden. Hun trådte lidt tilbage grundet af den kniv der landede der hvor Seans fod kunne have været. Da Sean bare uden videre fortsatte frem selv efter en mand havde snakket, gjorde hundet samme. Dog var hun opmærksom på rummet, Seans bevægelser, og hvornår hun skulle trække en daggert, og kaste i brystkassen på en. Hvis hun altså kunne, selvfølgelig.
Hun trak en daggert, mest for at være klar. Hun holdte den i højre hånd. Hun stoppede kort op da en daggert kom flyvende gennem luften, men hvor den endte kunne hun ikke se. Hun var omhyggelig med hvor hendes fødder trådte. Hun var begyndt at følge med Sean igen.
Ikke fysisk? Var det en invitation til at hun skulle bruge sin evne mod mændene? Tydeligvis ikke. Hun gik hurtigt med Sean, og så hen imod mændene. Hurtigt skyndte hun sig dog at se på Sean igen. Hun gik hen ved siden af ham.
"Og du har ikke tænkt dig at vi slår dem ihjel?" Spurgte hun hviskende, og så på ham. Hendes stemme var lav, men hun vidste at Sean ville kunne høre hende.

Sean gik hurtigt. Jo nærmere og nærmere de kom, jo mere og mere puslen lød der, da flere og flere ankom og åbenbart var en smule i vildrede om hvad der enlig skete. Alteret var lyst op af sorte stearinlys. Et omvendt kors der symboliserede døden, en død rotte med en form for hellig kniv igennem sig. Men han kunne ikke se bogen nogen steder. Hvor var den? Havde deres såkaldte "præst" tager den med sig, holdt den sikkert et eller andet sted? Hans øjne gled hurtigt over omgivelserne, ledte efter en dør eller andet der kunne føre dem videre, så de ikke behøvede at stoppe op og lege skydeskiver. Han fandt ingen. Måske gemte der sig en dør bag et gardin, måske en dør bag alteret. Et sted hvor han ikke kunne se den. Hans blik gled ud til siden, da tre kutteklædte skikkelser trådte ud foran dem, den midterste strakte sin hånd frem, på en måde der betød stop. Og Sean stoppede. Når han nu ikke kunne se den, måtte han jo spørge efter den. Men det betød også de ville kende til grunden til de var her...og hvor langt ville de gå for at beskytte den?
"I misforstår!" smilte Sean og hævede sine hænder med et lille smil.
"Jeg beklager det tager sådan på vej! Jeg har en meget direkte måde at gøre tingene. Jeg er selv tilbeder af hornenes gud! Men jeg er langt hjemmefra og dette hellige sted udgøre det eneste sted jeg kan tilbede ham i fred...Vil i lade mig gøre det? Jeg skal nok gå hurtigt igen..." han virkede troværdig, der i mørket...Men de tøvede. Så var det nok?

Nille hørte puslen, men gjorde intet. Fortsætte... Hun fulgte bare med Sean. Hendes blik søgte efter bogen, men ligesom Sean kunne hun ikke få øje på den. Hun stoppede op da Sean gjorde, eller rettere sagt, hun stod noget bag ham. Hey! Han glemte helt hende! Hrmpf.. Men om de kunne se hende, var et stort spørgsmål. Hun var indhyllet i skygger, og var helt tavs. Hun lavede ikke én bevægelse. Hun kiggede rundt, efter en mulig udvej, men kunne intet se. Hun rynkede på panden. Hun ville ikke dø her. Hun ville slet ikke dø igen. Hun kiggede mod Sean, og de kutteklædte tre mænd. De kunne da sagtens slå de tre mænd ud! Hun var lidt lost. Hvad skulle hun gøre? Finde den dør? Eller stå og glo?
Vent vent! Hornernes gud? Hun rynkede på panden... Den gud havde hun aldrig hørt om. Mon disse mænd kendte til Skammeren?
"Vil i lade min ven tilbede hans elskede gud? Han har glædet sig til at tilbede sin gud. Han har ikke snakket om andet hele vejen herhen. Jeg vil også gerne tilbede hornenes gud" Sagde hun da mændene tøvede. Hun vidste ikke om det var godt, eller dumt. Hun hadede at kalde Sean for sin ven. Hun var stadig indhyllet i skygger, ikke til at se. Hun kiggede skiftevis på Sean og mændene.

Han så skævt over sin skulder og var glad for Nille opfangede ideen og legede med. Og at hun heldigvis lød rimelig troværdig. Mændene tøvede en anelse, men så talte den ene endelig.
"Okay. Du kan få lov at tilbede Den Ærede. Men vi bliver og sørger for alt er i orden, i havde trods alt en ret foruroligende entre!" han flyttede sig og gjorde en gestus mod alteret. Sean tvivlede et øjeblik på hvordan man enlig bad til en djævelsk gud. Men han viste også det ville være et dumt tidspunkt at tøve, så i stedet smilte han med et smil der kunne virke som taknemmelighed og gik op til alteret. åh ja, her plejede bogen at ligge!
Det var på tide at tage en chance...
"Jamen...Hvor er den hellige bog! Alle må have en hellig bog, hvordan ved vi ellers hvordan vi skal tilbede Den Ene?" han vendte sig om mod mændene og så mistroisk på dem. Hans stemme gled i et øjeblik over i noget som lød som en fremmed accent fra et andet sted fra.
"Min veninde her er ikke lige så velbevandret i vores skikke, som Jeg er og jeg prøver at lære hende op. Men hun skal kende ordene korrekt og hun skal selv læse dem fra Vores Gud end at høre dem af en mand, der knap er værdig til at sige dem!"
Mændene så igen lidt tvivlende ud, da de så på hinanden et øjeblik, før manden fra før trådte frem.
"Hvad ved i om nogen bog?!" Åh, han havde ramt forkert. Det var ikke en bog der bare fortalte dem hvordan de skulle gøre...

Nille smilede tilfreds da mændene sagde god for at de måtte tilbede denne.. Denne gud. Selvom hun ikke havde tænkt sig at tilbede andre end Gudinden af Skam. Eller, tilbede var måske ikke lige ordet.. Men, hun levede under Skammernes Ed. Og det kunne hun ikke gøre noget ved, og det var fint for hende. Hun brød sig ikke helt om at mændene ville blive og se på, for hvordan skulle Nille og Sean så finde bogen hvis mændene så på? De kunne selvfølgelig bare dræbe dem, men det ville være en dum ide. Mens disse tanker kværnede inde i Nilles hoved, smilede hun blot og så taknemmeligt på mændene, selvom hun var svar at se. Hun fulgte efter Sean op til alteret, men hun holdte øje med mændene, men diskret. De skulle nødig opdage det. Hun nikkede bekræftende til det Sean sagde, for at bekræfte det var sandt.
Ups... Sean havde vidst ramt forkert... Nu måtte Nille finde på noget!
"Har i ikke en hellig bog da?" Hun rystede lidt på hovedet. "Hvis i ikke har en Hellig Bog, hvordan lærer i så at tilbede Den Ene rigtigt?" Hun lagde armene over kors.
Igen, vidste hun ikke om hun havde sagt noget forkert.

Mændene så en del mistænksomme ud og Sean havde faktisk et kvikt svar, men uanset hvad det havde været, var Nilles bedst og lige den han skulle bruge. Hans ændrede lynhurtig ansigt til et reserveret og en smule irriteret ansigt.
"Den hellige bog! Alle rettroende, hellige, mørkets kirker har da sådan en!" nikkede han energisk. Den ene mand rystede svagt på hovedet, men den mand der havde talt til dem, fik ham til at stoppe med en hånd bevægelse.
"Jeg finder den ældste. Så kan i snakke med ham, han har styr på vores...Bog" nikkede manden roligt, med et lille smil. Et smil Sean ikke brød sig om, da det lovede fremtidige problemer. Så forsvandt manden om bag dem, om bag alteret og forsvandt med en kort kommando til at de, Sean og Nille, ikke måtte gå nogen steder.