You'll never own me ~ Cameron

Tid ~ 22.30
Sted ~ Kroen 'Det vilde svin'
Omgivelser ~ Forskellige mennesker og væsner.
Vejr ~ Det er mørkt. Det regner, og skyerne dækker for den ellers så flotte fuldmåne. Det er lidt køligt.
Påklædning ~ [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kroen udstrålede varme og glæde, da den rødhårede engel, der som altid brugte sin evne til at skjule sine vinger, trådte ind ad døren. Hun rynkede brynene, da den overstrømmende glæde ramte hende som en knytnæve. Siden hun var stukket af fra de andre engle, havde hun været mistænksom overfor alle, der udstrålede den mindste pacifisme som hendes tidligere kampfæller havde gjort. De var svage, fordi de aldrig kiggede rationelt på tingene. De instisterede på at se det gode i alt. Hun var glad og lettet over, at hun i det mindste var vågnet op. Vågnet op fra den latterlige drøm, hendes familie og gamle venner stadig levede i. En drøm, hvor ingen, medmindre de gjorde noget virkelig slemt, var onde. En drøm, hvor alle var glade og intet kunne gå galt. Det var ikke virkeligheden. Virkelighedens verden var fuld af onde, grusomme og udspekulerede personer. Der var mennesker, der opførte sig som dæmoner. Dæmoner. Selvom hun havde vendt sine egne ryggen, havde hun stadig et nedarvet had til disse væsner. Det var blevet mindre, men de var stadig ikke hendes yndlingspersoner og ville nok aldrig blive det.
Hun lod sit blik glide rundt i kroen for at finde en ledig siddeplads. Dette var ikke spor svært, da der ikke være specielt mange denne aften. Hvilket bare var godt for hende.
Hvor hun gik på sin vej hen til sit udsete bord, stoppede samtalerne for et sekund indtil hun var gået videre. Det var som om folk tabte tråden i et sekund, hvilket nok var på grund af hendes aura. Den fik tit folk til at huske ting, de ikke ville huske.
Hun satte sig ved et ledigt bord. Måske, når hun fik lyst, ville hun gå op og hente noget at drikke. Det ville hun højst sandsynligt meget snart, men i øjeblikket ville hun bare gerne sidde ned.

//Så blev det endelig oprettet. Gah, det tog lang tid, sorry :-).

Cameron kom roligt gående ude på denne her regn fulde aften eller nat hvad man nu betegnede det som og være, han havde ikke det vilde og skulle give sig til så han havde sat kursen mod denne her kro som han havde været på så mange gange nu, så han gik der roligt hen mod den og så på den.
Roligt gik han indenfor og kiggede omkring *her ikke mange i aften*tænkte han og gik op i baren og bestilte sig en drink som blev kaldt hot body, det var noget rødligt farvet drink, roligt så han sig omkring og så en kvinde side for sig selv ved et bord, roligt fik han bestilt en mere af den drink som han havde købt.
Han ventede lidt og fik drinken og roligt gik han ned til bordet hvor denne kvinde sad, han kiggede på hende "i orden jeg sidder her"sagde han og rakte hende den anden drink og ville bare være venlig, men han havde gjort noget ved den drink som hun skulle ha, men om det ville virke på hende viste han ikke helt endnu.
Han var ikke sikker på om den ting som var blevet hældt i virkede men man kunne smage at det var i den og sådan, men han kunne jo bare vente mere kunne han ikke gøre og alt det halløj der, han så på hende og smilte roligt til hende.

Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og et par sko

Hun hævede langsomt hendes lyseblå øjne, da en mands stemme nåede hendes ører. En mand stod foran hende med to glas i hånden med en rødlig væske. Det ene af dem blev holdt frem mod hende, hvilket var meget mistænkeligt. Hvis det ikke var fordi, hun kunne fornemme hans dæmonaura ville hun være blevet meget tæt på beæret. Nu var hun blot mistænksom. Dæmoner og engle havde været ærkefjender fraracernes begyndelse. De havde næsten alle en sjette sans, der fortalte dem, om der var en af den anden race i nærheden. På trods af, at Clary var en falden engel var det sandsynligt, at denne mand stadig kunne fornemme, at hun var en engel. Ikke en af de fredselskende tåber, men dog stadig en engel.
Hun smilede tomt til ham og nikkede så. Selvfølgelig måtte han det - mest fordi hun så kunne finde ud af, hvorfor han var kommet hen til hende. Hvad han ville med hende. Og lidt fordi hun var opdraget til at være høflig, og hendes opdragelse sad stadig i hende.
Hun klemte kort øjnene sammen til smalle sprækker, der tydeligt viste, at hun ikke stolede på hans intiativer, før hun lod dem bløde op og med endnu et følelseskoldt smil, tog hun imod den.
"Tak," takkede hun med et strejf af overraskelse, for hvilke motiver, han end havde, så kunne hun ikke lade være med at være overrasket, "må jeg spørge, hvem De, der er så venlig at købe mig noget at drikke, er?"
En ting havde hun fundet ud af; man skaffede sig en del venner ved at være høflig. Også selvom de venner var nogen, hun ikke kunne lide. Allierede var gode at have.

Han kiggede på hende og slappede roligt af mens han sad der, for han kunne jo ikke rigtig andet end og gøre han kiggede rundt "mit navn er Cameron"sagde han roligt og så på hende med et smil "hvad er dit"sagde han roligt og så på hende *hun er en engel men dog vist ikke en der er som en engel*tænkte han for sig selv.
Han viste ikke hvad han lige skulle sige så han tog en tår af sin drink og så på hende "drinken hedder Hot body og tja den giver en varm krop"sagde han roligt og kunne skam godt mærke varmen i sin krop steg da han havde drukket lidt af det, han så på hende med et smil og ventede jo endeligt bare på at hun smagte den for det der var i drinken var sovemiddel som ville få hende til at sove i godt stykke tid, efter at hun har indtaget noget af væsken i glasset.
Han kiggede på hende og ventede nu også på at få hendes navn så han viste hvem hun var og den slags der, for ellers ville det blive svært og snakke med hende og sådan.

Hun kiggede halvt op på ham, da han svarede hende. Cameron. Ikke et navn, hun kunne forbinde til en bestemt person. Måske havde hun mødt en med det navn før - det var trods ret mange ubetydelige personer (hovedsageligt mennesker), man mødte på tre århundreder. Men havde hun mødt en med det navn, havde personen ikke gjort videre indtryk på hende. Og så igen; hun havde ikke verdens bedste hukommelse. Navne gled så let ud, når man havde andre ting at tænke på.
Desuden kunne menneskehjernen jo også kun holde styr på omkring 150 navne. Englehjernen kunne sikkert huske flere, men det lå omkring de 150-250 navne. Ikke mange, når man levede for evigt.
"En ære at møde Dem,” svarede hun med et smil og et lille nik – høflig som altid, ”jeg hedder Clary.”
Hun sagde altid sit rigtige navn. Mange i Underworld havde for vane at have en falsk identitet, men Clary så ikke nogen grund til at skjule sin egen bag en falsk. Når det gjaldt dæmoner havde hun intet at frygte. Det eneste, hun nogensinde havde flygtet fra i sit liv, var hendes fællers hævn. Hun var flygtet, før de kunne skære hendes vinger af, så de vidste med sikkerhed, at hun var derude. Og engle var ikke kendt for at være tilgivende overfor faldne engle, der var flygtet, før Himlens straf havde ramt dem. De ledte efter hende, det vidste hun. Men hun vidste også, at det nu var lykkedes at holde sig udenfor deres rækkevidde i halvandet hundrede år. De kunne ikke nå hende medmindre hun ønskede det.
Hun kiggede ned på drinken igen, da han informerede hende om dens navn og dens virkning. Hot body. Hvilket ufantasifuldt navn. Og den gav en varm krop. Det var da godt nok svært at regne ud. Nu var hendes dilemma blot, om hun skulle smage eller ej. Hun hældte mest til at lade være.

//Jeg beklager det sene svar, men jeg har haft fyrre i feber og har stadig feber, så det blev ikke så kreativt :/

Han kiggede på hende og slappede roligt af og drak lidt mere af sin drink og så på hende "er der noget galt eller vil du ikke ha drinken"spurgte han roligt og så på hende med sit stille og rolige smil, han kiggede lidt rundt på dem og tilbage på hende, han sad jo bare der roligt og drak det han havde mens han kiggede på hende "det skam også hyggeligt at møde dig Clary"sagde han roligt og så bare på hende med sit smil og det hele.
Han var venlig overfor hende for han havde ikke grund til andet men han havde jo sige planer, men dem kom hun nok til at kende lige pludselig og alt det, han kiggede på hende "så hvad bringer dig til stedet som dette her altså det jo ikke ligefrem her der mest gang i den"sagde han roligt og så på hende, og mente jo at der var andre steder der var mere gang i end at være her og alt det, han tænkte lidt over sine planer om denne her engel og sådan lidt bare hun ville drikke men ellers måtte han jo prøve med en anden ting hvis han skulle det, han kiggede på hende "den smager godt i forhold til dens navn som nok lyder dumt"sagde han med et smil på sine læber og slappede af og drak noget mere.

//går nok har ikke den bedste krea selv lige nu//

Hun så igen ned på drinken. Han havde helt sikkert gjort et eller andet ved den - han var en dæmon. Sådan noget gjorde de hele tiden. Han vidste helt sikkert, at hun var en engel, for ellers ville han jo sikkert ikke være kommet hen til hende. Medmindre han var en af dæmoner, der bare ville... det var han sikkert, men det var nok ikke den eneste grund til, at hun var blevet udvalgt. Hvis han bare ville dét, så havde han jo nok ikke gået herhen. Mere en af de gader, hvor der prostituerede stod på række. Det ville gøre hans, ehm, ærinde meget nemmere. Og meget hurtigere overstået. Men nej, nej, dæmoner skulle absolut elske udfordringer, så hvorfor ikke tage til et kedeligt sted og håbe at få fat i en god fangst dér? Hun havde såmænd ikke noget imod, at de tog nogle menneskers sjæle - Jesus Christ, det var jo bare et par dumme mennesker -, men hun havde noget stærkt imod, at de prøvede at lokke hende til at give dem hendes sjæl. Så dum var hun ikke. Faktisk var hendes intelligenskvotient over 200.
Hun kiggede op på ham igen. Om hun ikke gad have drinken? Gud fader bevares, selvfølgelig ville hun ikke have drinken. Hun var jo ikke dum. Alle vidste, at når man mødte en venlig dæmon, så skulle man være på vagt, for dæmoner var overhovedet ikke, slet, slet ikke venlige. De var Lucifers børn, altså, onde.
Hun rystede kort på hovedet og fugtede sine læber, "det var meget venligt af Dem, De må endelig ikke tro, jeg ikke er glad, men jeg har en voldsom hovedpine i øjeblikket, så jeg holder mig for i øjeblikket fra drinks."
På trods af den helt forfærdelige løgn, fik hun sig selv at smile et nogelune troværdigt, beklagende smil til ham. De fleste ville have ladet sig narre, men hun gik ikke ud fra, at denne dæmon var så let at narre. Det, han havde puttet i hendes drink, var åbenbart uden farve, for hendes drink havde præcis samme farve som hans. Meget kompliceret, og sikkert også meget dyrt, for denne verden.
Hun lagde kort hovedet på skrå over hans spørgsmål, "[/color=#CCFFFF]jeg holder meget af steder som dette. Her kan jeg få et lille indblik i, hvordan almindelige mennesker lever - hvad de bruger deres tid på. Og så, på aftner som denne, hvor der ikke er så mange, er det et dejlig sted og sidde.[/color]"
Hun havde sagt den skinbarlige sandhed, for hun kunne gode lide at iagttage, hvad mennesker brugte deres korte levetid på. Hvilke beslutninger, de ville fortryde. Hvilke personer, de ikke ville vide sig af om et par år. Menneskeheden var i sandhed en forunderlig stupid race. De begik de samme fejl igen og igen, og de lærte at elske på bare nogle få dage. Måske var det skønheden ved racen, ville nogen mene. At de, på trods deres korte levetid, så let som ingenting, kunne fylde tomheden i deres hverdag ud med et andet menneske, de elskede over alt på jorden. Set fra Clarys synspunkt, så var det bare deres måde at leve på. Deres race levede så kort tid, at de aldrig fik lært de vigtigste ting, før de var for sent. Og når de skulle forklare deres børn om livet, så fortalte de dem aldrig om de ting, ethvert barn skulle vide. Måske var det derfor, hun blot kaldte børnene for 'afkom'. Afkom var noget man fik tit, hvilket passede perfekt til menneskenes, mens børn var noget helt specielt. De kom ikke tit, og de blev behandlet som guld af alle.
Hun trak på skuldrene, "det tvivler jeg ikke på."

Han kiggede på hende og slappede roligt af "når det må du jo selv om jeg bare venlig og tilbyde dig en drink også vil du ikke ha den typisk"sagde han roligt og kiggede på hende, han var ikke ond eller ikke så meget som andre folk, men det var jo ikke alle som stolede på racen som han var, og hun var jo nok en af dem og rejste sig op og gik op efter en øl og satte sig så ned til hende igen.
Han så på hende og smilte til hende "så du er her for at se mennesker hvorfor de ikke så spænde er de"spurgte han roligt og så på hende og viste ikke hvorfor hun var der bare for se på dem, han syns de var langt fra spænde og den slags der, han kiggede på hende og smilte roligt til hende bare sådan for at vise at han ikke var som de andre onde dæmoner som hun nok forbandt ham med og alt det halløj der.
Han så på rundt også på hende og slappede roligt af "har du lyst til at gå en tur sammen med mig"spurgte han roligt og kiggede på hende med et smil på sine læber.