Chaos, panic and disorder - my work here is done ~ Babybro

Idyl. Det ville være det første ord, man kom til at tænke på, så snart man trådte ind i Firewood Village. Et idyllisk billede på et lille landsbysamfund. Indholdet af byen sagde også noget om hvordan tingene fungerede. Et hospital, et okay stort marked, et politihovedkvarter, en park, en kro og en kirke, dette var hvad byen indeholdt - hvis man altså ikke talte husende med. Det var en af den slags byer, hvor alle kendte alle og alle vidste alt om alle.
En by, hvor kriminalitet (her var den største tanke drab) og andre forstyrrelser i idyllen, ikke var hverdagskost. Hvis Aleck nogensinde flyttede dertil - hvilket var tvivlsom, han var meget tilfreds med det sted han havde støvet op - så ville deres fredelige småsnævre sind få brug for en udvidelse. En udvidelse som omfattede den virkelige verden...

Hvorfor Aleck havde bevæget sig ned i denne latterligt lallede og harmoniske by, var der en god grund. Hele vejen til denne lille by, forbandede han den. Han hadede den så inderligt... At få ham til at skulle gå så dybt, at han skulle bevæge sig ind i denne by...
I'm definitely going to kill that old hag, sometime...
Lød det i hans tanker, da han havde passere - hvad der virkede for ham til at være - det samme hus for hundredeogsyttende gang. De lignede alle sammen hinanden!
Hvis ikke han havde haft et mål, som ikke var så svært og finde og lå ret centralt, så ville han sikker have faret vild i den lattervækkende lille by. Det føromtalte mål; kroen "Det Brændende Træ". Hvorfor den hed det, ventede han faktisk spændt på; han havde nemlig en ide om, at det ikke havde noget som helst med træ (og da slet ikke brændende træ) at gøre. Han fik da også ret, da han så endelig fandt den lille kro. Den lille kro, var en stor træhytte, der var ikke så meget andet at sige om den. Selvfølgelig var den stor nok til af huse flere væsner og mennesker, men så var der da heller ikke så stoppede den prisende beskrivelse også der.
Han havde halvt om halvt forventet at lyden af hans støvler imod trægulvet ville have lydt som en kampesten der ramte stengulvet i en tom hule; usandsynlig høj. Men faktisk, så snakkede folk stadig, da han kom ind. Det var ikke just, hvad han var vant til. Normalt, i hans eget lokalområde, så ville hele hytte have været henlagt i stilhed, hver gang en trådte ind over dørtærsklen. Sådan var det åbenbart ikke her, jovist de holdt øje med ham, som han bevægede sig hen over gulvet til baren; for at have et godt udsigt ud over kroen. Han skulle få øje på sit bytte. Hans job for denne omgang.

"Du leder efter en mørkhåret fyr, med blågrå øjne og så vidt jeg ved er han kun lidt ældre end dig selv." Den gamle dame tog endnu en slurk af den kolde te. Han fattede ikke, at hun gad... Hvorfor drikke kold te? Den var meningsløst... Men hvad er ikke det?
"Så vidt du ved?" Lød den kolde og skærende stemme, der kom fra Dæmonen i stolen overfor den gamle kælling. Han hadede, når hun ikke kunne give ham helt præcise svar... Dem han ledte efter skulle han have et konkret udseende på eller så ville han jo ikke være i stand til at finde dem! "Har du ikke et billede af ham?" Spurgte han utålmodigt. "Joo... Vent... Nej, det har jeg ikke." Aleck modstod lysten til at banke hovedet ned i bordet og derefter vælte det omkuld. Det måtte vente til en anden god gang.
"Så... Mørket hår, blågrå øjne og lidt ældre end mig... Hvor mange af dem tror du lige der er?!" "Rolig... Du vil kunne mærke at det er ham, han har en... Frygt over sig, men han vil sikkert ikke indrømme det." Aleck sukkede og skyllede den lille rest af varm te han havde tilbage ned. Så rejste han sig fra stolen og gjorde mine til at gå ud. "Vil du ikke vide hans navn?" Han vendte sig imod den gamle kvinde... Hun kunne godt - for lang tid siden - have sagt at hun kendte fyrens navn. "Nej." Svarede han og var ude af døren.

Nu manglede han bare og finde denne frygtende person... Det skulle nok ikke blive svært. Han slikkede sig om læberne og holdt nøje udkig efter hans - snart nedlagte - bytte.

Byen har lignede ikke et sted, hvor Benjamin ville sætte sine fødder. Måske var det, derfor han gjorde det. Det havde ikke følt rigtigt, at han var gået i land, alligevel blev han ved med at sætte den ene fod foran det anden. For selvom byen lignede en spøgelsesby med zombier, der levede i en drøm, levede en løgn, selvom byen var perfekt til den mindste detajle og selvom himlen blå og solen skinnede, så lovede den noget, Benjamin fandt interessant. Kald det, hvad du vil, for der fandtes ingen ord, der helt slog til, når man snakkede om intiation.
Byen var ikke stor, men det hellere ikke en landsby. Det kunne den ikke være med et sygehus, park og politigård, ingen af de tre nævnte ting kunne der prales meget med, men de var der og det var nok. Det var nok til at skabe en førestilling om fred og orden i disse menneskers hoveder. Benjamin havde lyst til at grine op til deres selvtilfredse baby-ansigter.
Selv lugten var god her, ikke noget man fandt mange steder. Her lygtede af sommervejr, frugter, blomster og noget sødt. Noget alt, alt for sødt. Folkenes blik fang en smule ved ham, for han var bare en fremmed og lignede vist også en. Det eneste som skete var dog, at en ung pige gik tæt på ham, smilede til ham, håret flagrede i pigen og hun gav ham et æble. Hun havde været køn, så han havde sagt tak. Og tak var ikke et ord, som han sagde hvert eneste år, så hun burde virkelig føle sig speciel.
Æblet havde været halvt rødt og halvt grønt. Et fantastisk æble, som taget af Snehvide.
Det endte sine dage i ranestenen.
Solen skinnede, skinnede, overskyede.
Det slog ham, hvor meget denne verden på denne dag lignede Jorden. Han kunne lige så godt være på jorden, og så alligevel ikke. Så meget havde forandret sig siden da. Jorden virkede lige så fremmed, som verden her. Efter et stykke tid med at have gået op af ned gaderne, set de samme skæbne og de samme huse, besluttede han, at her måtte gøres noget. Løftet var
overhovedet ikke blevet indfriet noget nær hurtigt nok.
Kirken var et no-go, den havde han sit had til, og det ville også være pænt ironisk at gå derind
alligevel, politigården skete der alligevel ikke noget på og parken... Nay, der måtte gøres noget. Han fangede sit eget spejlbilled i en hattemagers butiks vindue og fik pludselig øje på, hvor meget han egentlig skilte sig ud. Hans hud var lys, ikke mærket af timers arbejde i solen, arbejde var aldrig rigtig blevet et hit som ham og solen virkede ikke som en god ven, hans hår var mørk,
alle indbyggernes var åbenbart blondiner, og ligeså hans tøj. Han var stadig i ført sin sorte, langarme og forstørre trøje(han havde håbet på at vokse) fra jorden, men bukserne og skoene var blevet skiftet ud. De havde vist ikke cowboy-bukser og converse der endnu. Tasken fremhævdede kun fremmed-udseendet. Og han havde ingen hat.
Oh well, det havde aldrig været et problem før og han havde hverken lysten eller pengene til en hat. Han havde allerende en meget fin, god, fantastisk pirathat tilbage på skibet, som han havde klogt besluttet at lagde ligge.
Noget mere tids spassering og solskin fandt han dramatiske ord og noget at lave på samme tid: 'Det Brændende Træ'.
”Hvem tror du er, krofatter? Gud?” mumlede han og var ved at grine. Det var ganske enkelt et forfærdeligt navn til en kro.
Ikke desto mindre satte han i bevægelse mod døren og den overraskende nemt op for den trædør. Hele kroen var lavet af træ, så navnet havde ikke været totalt malplaceret. Kroen kunne sagtens komme til at brænde. Der var ikke mange gæster, lagde han mærke til. Andet ville på sin side også være underligt på sådan en eftermiddag. Det var jo ordentlig mennesker vi havde med at gøre her.
En af gæsterne var stående med ryggen til ham og lignede bagfra en som lige var kommet ind og ikke var kommet længere end til midten af rummet. Han noterede sig, at drengen, manden, også underligt nok havde mørkt hår og ergo måtte være fremmede.
Han satte sig ned et bord, fremdrog et krus pg en flaske omviklet et tørklæde. Det fungerede langt fra så godt, som en termokande, men det var vist langt, hvad man havde her.
Han forventede faktisk intet vrøvl med den fremmede, selvfølgelig havde han heller ikke set hans ansigt endnu, for så hans reaktion været noget andet. Men nøj, de problemer han ville få på grund af ham. Uh-ha.

//Kan vi ikke sige, det er den 2. september? Solen kan sagten skinne på d. 2. september //