Work. >>Katherine<<

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + et forklæde om hofterne da han er tjener.

Det havde været en lang aften. Udenfor herskede regnen med alt sin styrke. Den klaskede imod regnen som forsøgte den at komme ind til alle dem der sad i kroen. Det var nu ikke så meget regnen der generede ham. Tvært imod, var det kunderne og deres hastværk på ham. Ingen af dem havde opdaget hvad han var, hvilket var heldigt for ham, for han ønskede ikke at blive kommenteret om det lige nu. Dagene var kedelig for ham. Han havde ingen at snakke med.. arbejdet her var ikke kun for at tjene penge, det var også en afledning for at han ikke skulle ende med at slå sig selv ihjel. Med en bakke i hænderne og en blyant hængende ud af munden, gik han hen imod et bord og stillede tingene fra sig. Kunderne nikkede bare som tak og fortsatte ellers bare med at snakke videre. Det Noa hadede allermest, var tilbage vejen til baren, eftersom han skulle igennem den irriterende vrimmel af fulde væsner. Kvindelige væsner som åbenbart syndes det var sjovt at slå ham bag i hver gang han gik forbi dem. Denne gang lykkedes det ham dog at undvige slaget. Med et lumsk smil gik han op til baren igen. Krokonen smilte til ham, dog kunne ikke skjule latteren på sine store læber. "Hård dag hva Noa?"
Noa nikkede bare og kørte en hånd igennem de brune lokker.. Kunne tingene blive bedre? Da den tanke strejfede ham, kom der selvfølgelig ingen ringere, end et par bøller ind af døren. Deres muskuløse kroppe mindede Noa om bjørne..
Et ren bjerg af muskler begav sig nu ind i kroen og stoppede på midten af gulvet hvor alle kunne se ham. "Velkommen til kroen, i har været så uheldige, at vælge en dag, hvor i ikke har mulighed for at komme ud igen," Det var nok til at skabe panik i folk. Nogen væsner, en ung kvinde, forsøgte at liste hen imod døren, med det resultat at hun blev skudt i hovedet og faldt om med det samme.
Væsnerne i kroen skreg.. Noa derimod så bare på det hele med et koldt blik.. Dagene kunne åbenbart ikke blive bedre.. Nu var han fanget her på sit arbejde for evigt..

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Dagene var lange, men ja man skulle da have lidt ud af dem. Så hvorfor ikke tage på kro for at få et par glas whiskey? Det virkede nu engang som en glimrende ide da hun havde fået den, dog blev ideen nået så godt som overskyet da to bøller kom ind på den ellers så glade kro. Katherine rejste sig op dog gik hun ikke i panik, med et roligt blik lod hun sine øjne glide hen over mændende. Så rømmede hun sig lidt inden hun så hævede sin stemme.
"Jamen det da dejligt at se at der er nogle idioter tilbage i byen, som ikke har anet at tage sig til end at dræbe folk på en kro? Det er ret lamt selv for sådan nogle som jer." Sagde hun med en flydende bulgarisk accant, der var lidt hæs i det. Så lagde hun armene overkors og trådte et skridt frem så mændene kunne få lov til at grine lidt over at en kvinde som den eneste i rummet havde formået at sige et ord til dem. Katherine var dog ret så ligeglad med at de var bevæbnet. En pistol rettet imod hende, og hurtige lyde af spængt glas som gjorde at flere drinks var spildt på jorden. Dog samlede væsken sig og lod Katherine betvinge det med tankerne så at hun kunne forme en hånd der rev pistolen ud af den ene mands hånd. Så lod Katherine hånden trække sig som en form for barriere omkring sig. Så trak hun let på skuldrene.
"Undskyld? Hvad, sagde i noget?" Spurgte hun med et lumsk smil på læben.

Mændene kunne ikke andet end at grine af hende. De var ligeglad med at nogen blandede sig. Dette var en del af en underlig plan for at ville overtage hele Uw. De var dog så uduelige at de startede med at erobre en kro. En kro. De kunne ligeså godt have startet med et plejehjem. Noa himlede med øjnene over dem alle sammen. Hvorfor skulle alle væsner være så latterlige? Han havde mest af alt bare lyst til at forsvinde. Mændene nåede ikke rigtigt at sige noget til hende, før hun betvingede tabt vand omkring hende og formede en hånd ud af det.. De løftede bare på et øjenbryn af hende.
"Smut med dig din blærerøv af en dukke, vi klarer tingene her uden at du skal blande dig," Den ene havde en dyb stemme der samtidig hvæste.
bag baren stod krokonen og kunne snart ikke holde sin mund lukket længere. "Hvor vover i! Væsner som jer er ikke andet end djævle!"
En af mændene trak en dolk frem og i det øjeblik krokonen blinkede, kastede han den og sigtede efter hovedet, lige imellem øjnene. Desværre, gik det ikke efter deres hoved. Noa greb dolken imellem sine hænder og ignorerede den smerte det gav ham i hænderne. Uden at sige noget som helst kastede han dolken tilbage så den ramte manden der havde kastet den i skridtet. Med et højt skrig faldt han sammen på gulvet. De andre mænds vrede tændte op. Både pigen og drengen var et problem.
En af mændene sprang hen imod Noa, greb om halsen på ham og tog endnu en dolk frem, en dolk han ville sætte igennem hovedet på Noa.. Ikke at Noa havde noget imod det..
En anden mand løb truende hen imod Katherine.

Så var det ikke kun hende der var inde i kampen, og med hendes faktisk 2000 års overlevelse og kampfærdighed. Så var det deres egen fejl at tro hun intet andet var end en svag lille pige. Katherine kiggede kort over på manden der skulle til at stikke en dolk igennem hovedet på Noa, hun brugte regnen udenfor til at hamre døren til kroen op og slå kniven ud af mandens hænder, imens hun gav ham der kom imod hende en ordenlig næve lige på tindingen. Så kiggede hun kort rundt for at få overblik. Så gik hun over til ham med dolken og rev ham tilbage i håret og smed ham ned på gulvet.
"Vil du have æren eller skal jeg, vi nød til at tage det lidt sjove i livet vi får jo." Smilede hun lidt skævt til ham og flyttede så sit blik på de to mænd.

I det øjeblik han var klar til at lade dolken dræbe ham, gøre en ende på det hele, kom pigen ham af en eller anden grund til undsætning. Manden var ligeså overrasket som Noa var. Han kiggede over imod døren med store øjne. Regnen angreb ham nu nærmest. Alle gæsterne i kroen så den åbne dør som en vej ud i friheden. Nogen havde modet til det, imens andre blev siddende på deres pladser. De rørte sig ikke ud af stedet. De så på slåskampen med store øjne imens frygten åd dem op indeni. Alting skete så hurtigt. Noa nåede ikke engang at blinke, før pigen snakkede til ham og holdt fast i manden der havde forsøgt at dræbe ham. Uden at svare hende, brændte han bare mandens hals. Manden skreg højt. Det løb folk koldt ned af ryggen. Til sidst, var der dog ikke andet end et brændt hovedet tilbage..
Noa så med et løftet øjenbryn på pigen. Stadig uden at sige noget gik han ud på midten af krogulvet hvor de sidste to mænd var. Den ene med en dolk i skridtet og den anden forsøgte at virke stærke med alle sine muskler.. Noa løftede hånden og gav sig langsomt til at brænde dem begge..
Krokonen smilte taknemmeligt til Katherine. "Tusind tak for hjælpen, godt at der findes nogen som dig,"

Ilden opslugte langsomt de to mænd, Katherine kiggede på imens flammernes gløder lagde skygger på hendes hud, som gjorde den næsten skinnede af flammerens skær. Så kiggede hun overpå krodamen, og nikkede kort efter hun trak lidt på skuldren.
"Well, når dagene er kedelige og trætne. Så skal man jo finde noget at lave, dog tro ikke jeg gjorde det for jeres skyld. Jeg har intet imod stedet, men jeg har bedre ting at lave end at redde jeres røv." Et lumsk skævt smil kom til syne på hendes læber, inden hun så kiggede på Noa igen.
"Flot forklæde." Kommenterede hun med et drillende smil inden hun udenvidere tog hans hånd og begyndte at trække ham med sig.
"Har du noget imod at ligge det fra dig, jeg har et tilbud til dig." Da de var kommet ud af kroen slap hun ham, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvad siger du til at tjene nogle ekstra penge? Ved at holde mig med selvskab i mit hus? Altså ikke på den måde selvskab, bare .. så slipper du for den feminine beklædning." Spurgte hun imens hun så ham i øjnene. Hendes hus var ret så stort, og der var alt for mange ledige pladser i det. Katherine trippede lidt imens hun ventede på om han svarede, skulle hun virkelig til at tvinge ham til det?

Krokonen så overrasket på Katherine over de ord hun valgte at bruge. Det burde hun at have vist, en dæmon hjalp aldrig for andres skyld, de gjorde det enden kun for at have noget at lave eller tæske nogen. Med et bekymret smil på læben, forsvandt hun ud i køkkenet, hvor ingen kunne se hende og hvor hun kunne græde over det der var sket med hendes kro.
Noa så på det hele med et smil da mændene faldt til jorden. De brændte op i det helvede de fortjente. Flammerne fik ham til at føle sig stærkere og hjemme. Hjemme hvor ingen kunne dømme ham, hjemme for det han var, uden at skulle forvente nogen forlod ham eller stak ham i ryggen. Ilden var det eneste han kunne regne med. Katherines kommentar om forklædet fik ham til at løfte på et øjenbryn. Han nåede dog ikke rigtig at gøre noget, før hun trak ham med udenfor, ved at tage fat i hånden på ham. Hvad lavede hun? Forklædet nåede han ikke at ligge fra sig, det hang stadig om livet på ham.. Han foldede armene på kors. Ønskede hun at han skulle bo ved ham? Og lave hvad? Inden han sagde noget, så han på hende med et løftet øjenbryn og i de brune øjne strålede kulde..
"Hvad vil du have jeg skal lave for at tjene disse penge? Desuden, hvorfor invitere en fremmede dreng ind i dit hjem?" Hans stemme var nok varm, hæs og charmerende, dog kunne man ikke undgå at fryse på den kulde den også udsendte. "Jeg takker nej tak, jeg har ikke brug for selskab, folk ender altid med at forsvinde fra en alligevel," Med de ord vente han ryggen til hende og ville gå ind i kroen igen.