A deal of chaos

Det var aften, og det var vinter. Mørket sænkede sig tidligt over Doomsville, sammen med frosten, der var begyndt at sænke sig over byen.
Sean havde iklædt sig et par varme læderstøvler, et par læderbukser og en varmt uldtrøje ud over en undertrøje. Kappen var tung og tyk, vandafskyende og varm om vinteren. Tøjet var af god kvalitet og sorte farver, nok til at fortælle de fleste af han hørte til i Terrorville, uanset hvor anonym han fremstod med en hætte over hovedet.
For den erfarne, var det tydeligt at se der også gemte sig et sværd under kappen, som sværdet skubbede til kappen ved hvert skridt der blev taget. Bestemte skridt, der bragte skikkelsen hurtigt frem. Let fandt skikkelsen vej, velkendte med hele byen og dens gader, som manden trods alt var.
Ja, som Sean trods alt var.
Han havde forladt borgen uden at blive set. Det var nemt, for han bestemte hvor og hvornår vagterne skulle gå deres runder. Hvornår visse dele af borgen blev prioriteret over andre. Og hvornår Genevira var optaget af andre ting, såsom i nat, hvor hendes arbejde tog hende til Rotten Root District. Der var ingen til at stille spørgsmål. Det hele var planlagt. Det var vigtigt alt gik som det skulle. Og at intet - absolut intet - kunne spores til ham. På noget tidspunkt.
Derfor blev folk ansat og udvalgt meget forsigtigt. Han brugte allerede flere fra sin egen klan, men for at sørge for ingen fandt et mønster eller genkendte nogle, kunne han sjældent bruge den samme person særlig længe ad gangen.
Det var vigtigt, trods alt, er der ingen åbenlys leder var af oprøret. Ikke nu, ikke nogensinde.

Mødestedet var et område, der normalt var ret stille om aften og natten. I en park. Et sted hvor folk normalt kunne ses gå en tur fra tid til anden, hvis man overhoved turde bevæge sig udenfor. Et sted, hvor folk ikke ville undre sig over at se nogen gå sammen, eller snakke sammen. Og de adelige fruer ville nok mere mistænke en affære blandt to anonyme personer, end planer der involverede hele Doomsvilles fremtid.
Ja, men først havde Sean været nødt til at ryste Natalias spioner af sig. Hun var trods alt ikke helt inkompetent, og derfor kom han også selv lidt forsinket til mødet. Beklageligt - men sådan var det. Spørgsmål var blot om hans inviterede gæst havde ventet på ham, eller allerede var gået. Det kom måske an på nysgerrigheden eller behovet for betaling.
Med et svagt smil bevægede Seans bredskuldrede skikkelse sig igennem parken, til han nåede enden ved en statue. En eller anden ligegyldig statue, af en eller anden mand der havde betydet noget engang. Sean var ret ligeglad. Den var blot en belejlig og genkendelig genstand, som man kunne aftale møder ved.

Så spørgsmål var...Om hans gæst var dukket op endnu?

Der var ingen ved statuen som han nærmede sig den. Men knap var han stoppet op, før en stemme nåede ham. En kvindelig stemme, der passede til den kvindelige skikkelse der kom hen til ham. Ah...Så han havde ladet vente på sig. Der stod vel intet andet end held til, at hun ikke bare var gået igen? Ikke at han skyldte hende noget, andet end den ulejlighed det ville have givet dem begge.
Han bukkede svagt i overkroppen.
"Jeg undskylder for forsinkelsen, og er glad for du endnu er her"
Men han gjorde intet for at forklare den yderligere. Når det kom til stykket skulle hun arbejde for ham, ikke være hans nyeste personlige bekendtskab. Jo mindre de vidste om hinanden, jo bedre. Især...Jo mindre hun vidste om ham. En sentimentalitet de sikkert begge delte, når man havde med denne slags arbejde at gøre.

"Tillad mig ikke at spilde mere af vores begges tid. Jeg har bedt dig møde op i dag af en bestemt årsag. Du har gode rekommanderinger. Du udfører et godt stykke arbejde. Det jeg ønsker kræver dygtighed, men også stor diskretion. Og selvfølgelig, manglen på spørgsmål. Jeg ønsker et job udført, og intet andet. Tro mig...Jo mindre du ved, jo bedre for dig selv" forsikrede han. De mørkegrå øjne kiggede ud under kanten af hætten, spejdede rundt i deres omgivelser et øjeblik, men på en overraskende naturlig måde. Ikke noget der skreg at der skete noget lusket.
"Så...Spørgsmålet er om du tager imod jobs, uden at kende det store billede? Jeg accepterer afslag. Hellere det, end at arbejdet ikke bliver udført tilfredsstillende. Vi kender heller ikke hinanden. Det bliver ikke mere mystisk end dette"
Der lå et svagt smil over Seans læber, som måske kunne anes på hans stemme.
Sean gjorde sig ikke i smalltalk. Det var ikke en evne han nogensinde havde været dygtig til, medmindre han specifik fiskede efter noget. For ham kom arbejdet altid først, som den arbejdsnarkoman han var. En side af sig selv, der til tider havde givet ham problemer - men i længden også gav ham mest glæde. At arbejde. At holde sig travlt beskæftiget. Altid være et skridt foran alle andre, der gav en sær tilfredsstillelse. Og de nysgerrige spørgsmål om hvorvidt han aldrig sov.
Han rømmede sig svagt.
"Men selvfølgelig...Det er meget at tage imod, på så kort tid. Så fortæl mig. Hvordan arbejder du normalt? Hvad er dine krav?"

Renata følte aldrig, at nogen skyldte hende noget. Var han ikke kommet, havde hun blot spildt lidt tid, på en opgave der kunne have været, men ikke blev til noget, og hvad var en smule tid, for et væsen der kunne leve så længe som hende?
Hun viste dog sin værdsættelse af den venligt sindede formalitet, denne fremmede udviste, gennem hans undskyldning for forsinkelsen, ved at nikke let med hovedet, som tegn på at det ikke gjorde noget. Hun var vant til at arbejde med et højt stående klientel, så hvad end der havde været årsag til Seans forsinkelse, var hun forstående overfor det faktum, at det nok ikke kunne undgås, hvad end problemet måtte have været.

Så snart Sean begyndte at tale, begyndte hun at lytte, mens hun bevarede en afslappet mine. Hendes øjne skævede rundt i ny og næ, men var ellers centreret på ham, mens hun lod hvert et ord han ytrede sænke ind, i hendes stille sind. Hun fik hurtigt en bedre fornemmelse af, hvilken slags person hun havde med at gøre, og hun kunne respektere, at han var typen der gik lige til sagen, samt at han ikke lagge fingre imellem, når det kom til stykket. Hun ventede til det virkede som om, han var helt færdig med at snakke, før hun vægtede hans ord, for at formulere et svar, der virkede tilpas. I dette tilfælde, valgte hun at starte med slutningen.
"Min fremgangs metode, når det kommer til hvordan jeg arbejder, ser ud til at korrespondere godt, med det du ønsker! Jeg er vant til opgaver, der kræver diskration af forskellige arter, så det eneste jeg behøver at vide, er hvad præcis du gerne vil have jeg skal gøre! Flere detaljer, såsom hvad jeg er oppe imod, er hjælpsomme informationer, så jo mere du kan fortælle mig om selve opgaven, jo bedre, men udover den slags info, er det helt op til dig, hvad du ønsker at fortælle mig! Det er ikke fordi jeg lige frem har brug for andet info!" svarede hun, målrettet på at informere Sean så vidt muligt om, hvad for en slags service hun leverede.

"Hvad end jobbet går ud på, er det set fra min side af, en sag mellem os 2! Jeg tager kun æren for et veludført job, så frem jeg kan levere det, hvad jobbet går ud på, er det en del af min service, at det bliver mellem mig, og min klient! Så for at sige det lige ud: jeg er ligeglad med hvorfor, du skal have ordnet det du skal have ordnet, jeg skal bare vide hvad der skal ordnes, og hvordan det skal ordnes, resten skal jeg nok tage mig af!" hun virkede bestemt i sit toneleje, og prøvede så vidt muligt at være direkte, så det var nemt at forstå, at hun foretrak at være så effektiv til sit job som muligt, såvel som diskret i hendes fag.
"Som en ekstra detalje, angående den måde jeg arbejder på, så er der betalingen! Jeg køre som regel, en standard betalings metode, i form af halvdelen nu og halvdelen når jobbet er udført! Ved den sidste betaling, medbringer jeg muligheden for at kunne kontakte mig igen, i tilfælde af du skulle ønske min service en anden gang, eller hvis du er villig til at henvise andre til mig!"

Der var en bestemt iver i hendes ord. Målrettet og bestemt, men uden Sean helt præcis kunne beslutte hvor gammel hun mon var. Noget ved hende virkede ungt...Men det kunne snyde, lige så let som alt andet, når man kunne stå foran et hvilket som helst væsen. Sean var ikke udstyret med en forfinet næse, der kunne opspore racernes dufte. Og han var egentlig også ligeglad med hvad hun var - og hvem hun var.
Så længe arbejdet blev udført.
Men han bemærkede alligevel i sit stille sind, hullerne i hendes fine armor, og den kolde nat omkring dem. Formentlig ikke et væsen der følte kulde på samme måde som ham selv. Og det begrænsede valgmulighederne en hel del.

Hendes krav var meget lig de standarder han forventede af de fleste. Og derfor også helt igennem acceptable. Med en let bevægelse med hans ene arm, tilbød han hende at de kunne gå lidt sammen. Det fremstod trods alt mindre iøjefaldende, end to skikkelser der stod stille for foden af en statue.
"Hvad har vi mere, end de ord der deles om os? Selvfølgelig må du være stolt af et veludført job, såfremt det er hvad du leverer" bemærkede han let. Ordene var neutrale, der lå ingen skjulte fornærmelser i dem. Måske mere en svag leg med ord. Han elskede at lege med ord, trods alt.

Hvis hun ville gå med ham, ville han gå roligt langs stien foran dem, med hende ved sin side. Alternativt, ville de stadig stå ved statuen. Uanset hvad, fortsatte samtalen, som Sean samlede sine hænder på ryggen, under kappen. Det var overskyet, og frosten var mere en slags tøsne. Den frost der havde præget de små vandpytter, var mere vådt sjap de trådte rundt i. Eller...Seans skridt var måske mere sjappende end hendes, i dette tilfælde, som han ikke havde en vampyrs evne til at gå næsten lydløst omkring.
"Helt konkret ønsker jeg at to personer skal dø. Begge adelige, begge fra familier der er kendt for deres...Stædighed...Og had til alt og alle der ikke har samme adelige blod som dem selv. Hvilket i sig selv er ligegyldigt, var det ikke fordi de sikkert har bedre sikkerhed end de fleste. Man skulle nødigt have en rotte rendende, vel?"
Igen lå der et svagt smil på hans stemme, på trods af hætten endnu skjulte det meste af hans ansigt.
"I begge tilfælde ønsker jeg kun en person død. Resten af familien må ikke røres, og må ikke se dig. I den ene familie er det den ældste søn. I den anden er det en pige. Pigen er kun et barn, men jeg stoler på det ikke er et problem? "
Sean så over mod hende et øjeblik, for at få et svar, før han fortsatte.

"Jeg har krav til hvordan selve mordene skal fremstå. Og, jeg har to beskeder, der skal lægges hvert sted. Du skal ikke læse dem. Det er også vigtigt begge mord udføres samme nat, hvis det er muligt. Jeg kan accepteres et døgns forskel, skulle opgaverne vise sig besværlige at udføre. Men det er vigtigt for mig, de udføres præcis sådan"
Sean stoppede op og vendte sig om mod hende. Hans bredskuldrede skikkelse stod næsten selv som en statue og hævede sig over hende. Normalt ville hans aura være trykkende og understrege nødvendigheden af at hans ønsker blev opfyldt til fulde. Men om vampyren foran ham reagerede som mange andre, var ikke til at sige. Uanset hvad tålte han ikke modsigelser, det var tydeligt. Og forventede dem heller ikke.

Ved hans gestus, der indikerede at de kunne gå lidt sammen, mistænkte Renata at det var for at virke mindre suspekte, og siden hun var enig med ham i at det nok var en god ide, indikerede hun dette, ved at begynde at gå med ham, langs en af parkens stier.
"Jeg prøver mit bedste, omend klienter til tider kan være utidige, og bestille opgaver, der ikke helt passer med hvad de hævder! Men et veludført job, er nu det jeg rækker efter, det er trossalt hvad der bringer mere arbejde!"
Hendes stemmeføring var blevet en smule mere afslappet, nu hvor det virkede til, at deres samtale lige så stille var begyndt at køre. Desuden havde hun godt noteret sig af Seans neutrale måde, at sige det på, hvordan der gemte sig et svagt hint af at han legede med ordene. Måske denne klient, kunne ende med at blive et interessant emne at arbejde med? Det måtte tiden jo vise.

Så snart Sean begyndte at forklare nærmere om opgaven, blev hendes blik straks mere fokuseret, da hun rettede det mod ham. Renata var typen, der foretrak så mange detaljer som overhoved muligt, så at høre en klient være så præcis omkring hvad han gerne ville have udført, var som sød musik for hendes øre. I et kort øjeblik, brød hendes spisevaner dog igennem, i form af at hun næsten ubemærket slikkede sig om munden, ved lyden af hvad der skulle gøres, da hun altid havde foretrukket rige væsner som sin mad.
"Om de er unge eller gamle, sorte eller hvide, jeg diskriminere ikke i min linje af arbejde! Jeg dræber det der skal dræbes, så længe prisen er den rette!" svarede hun i et mildt toneleje, der kunne indikere, at hun var vant til at tage en hver form for opgave, uden at bære nag over, hvad opgaven gik ud på. Der var dog nærmest et splitsekund, hvor hun virkede en smule skuffet, da han nævnte, at han havde specifikke ønsker til, hvordan ofrene skulle dræbes, og at det kun var dem hun mptte dræbe. Ikke fordi det var et problem, men fordi hun havde håbet på, hun kunne få lidt mad ud af situationen, når nu hun allerede var i nærheden af rige væsner, fedet op af deres rigmands madvaner, men hvis det ikke var hvad han ønskede, måtte hun bare finde sig noget andet, når hun blev sulten igen.

"Det burde ikke være noget problem, at få udført begge mord på den samme nat, efter de specifikationer de ønsker, jeg skal blot bruge deres beskrivelser af mordene, så skal jeg nok klare resten derfra!" hun stoppede samtidig med ham, vendte sig mod ham, og så på Sean med et roligt blik i hendes øjne. Det virkede som om, hun enten ikke så meget som ænsede hans fremtoning, eller bare var buldrende ligeglad med denne, men alligevel udviste hun respekt for en klient, der vidste hvad han ville have, og fortalte hende præcist de informationer hun skulle bruge, for at kunne udføre et ordentligt stykke arbejde.
"Hvad angår betalingen! Da min tidligere klient tog kontakt til mig, bad jeg ham videregive informationer om hvad jeg kræver for min service, sammen med min accept af opgaven! Har du medbragt start gebyret, for min accept af denne opgave?"
Hendes minde var mere seriøs, hendes øjne mere stålsat. Ved udveksling af den første betaling, accepterede hun som sagt opgaven, og hendes fokus ville være på, udelukket at udføre det klienten ønskede. Det var i bund og grund hendes version, af at underskrive en kontrakt mæssig aftale, så hun tog altid denne del mere seriøs, da det gjorde aftalen mere virkelig i hendes øjne.

Sean nikkede svagt. Børn eller gamle - det handlede om at det rette måtte lade livet. Og Sean havde en specifik grund til at det var et kært eller vigtigt barn der skulle rammes i lige præcis disse familier. Især når man vidste hvad der allerede blev sagt om oprøret i byen - at det var nogen der var vred over tingenes tilstand, og måske især for de fattiges skyld. At ramme adelige, alle vidste ikke bekymrede sig særlig meget om netop disse folk, ville være som at smide brænde på bålet. Opildne de adelige til mere uro, og give alle i byen til at reagere og stille sig på en side.
Men det var det store billede - og derfor ikke noget han sagde til kvinden ved hans side.
"Jeg er ligeglad med om mordene udføres om en uge eller to. Men selvfølgelig...Snarest muligt, alt efter hvornår du har tid. Du er jo efterspurgt"
Han drillede lidt. Det var mest for at de havde en tidshorisont at arbejde efter.
"Faktisk...Er jeg relativt ligeglad med præcis hvordan de dør, så længe det ligner et mord. Og ikke et mord efter et mørkets væsen, men et ord hvem som helst kunne have udført. Det betyder heller ikke om noget om det er simpelt, eller om det efterlader mystik over hvordan det dog var muligt. Begge dele kan bruges. Så længe mine krav om diskretion og usynlighed overholdes, og disse..."
Sean fiskede to små lapper papirer frem, foldet så teksten ikke var synlig. Det billigste papir man nok kunne fremskaffe. Hvis nogen dristede sig til at kigge på dem, ville teksten være skrøbelig og svær at læse - som om nogen kun lige havde lært at skrive ordentligt.
"...Skal lægges ved dem. En besked pr. mord, det er ligegyldigt hvilken der ligger hvor"
Mest fordi beskeden var den samme på dem begge.

Sean trak vejret dybt og så rundt på deres omgivelser et øjeblik.
"Det er Logan McSiee fra McSiee familien, og Lotilla fra Gramt-familien der skal rammes" tilføjede han i et let udånding, der et eller andet sted fortalte han var van til dette her. Eller som minimum havde prøvet det før, og ikke lod sig mærke med det - at bestille andres død.
Han fiskede under kappen et øjeblik, før en betydelig læderpung med klirrende indhold blev rakt frem mod hende.
"Jeg har lagt en anelse oveni, blot for motivationens skyld. Jeg tvivler på det vil være modvirke vores samarbejde. I forhold til betalingen bagefter. Samme sted? Skal vi sige...Om præcis en uge? To uger?"

Igennem det sidste stykke tid, havde Renata godt lagt mærke til, at der var optøjer på vej, i blandt folket i denne by. Kunne denne opgave, have nogen relationer til disse optøjer? Om hvor vidt der var en forbindelse eller ej, havde denne information ikke nogen betydning for hende, i hvert fald ikke når det kom til at udføre opgaven, så hun undlod at spørge. Hvis det havde nogen betydning for opgaven, eller der var brug for at hun vidste mere, gik hun ud fra at Sean ville have sagt noget om det. Trossalt var denne klient en fryd at arbejde med, i hendes øjne, da hun værdsatte at gå ind i en opgave, med de rette informationer.
"Jeg har sat noget tid af, til at klare denne opgave, hvad end den ville ende med at gå ud på, så jeg burde kunne nå det!"
Svarede hun med en lettere latter lignende undertone i stemmen, da hun godt havde lagt mærke til at han drillede lidt.
"Dog burde jeg kunne klare en opgave af denne kapacitet, på omkring en enkelt nat, men først må jeg hellere bruge en nat på, at se stederne an, så jeg har en bedre ide om, hvad jeg har foran mig! Med en situation som denne, vil det sikkert også være det nemmeste og mest effektive, for hvis jeg efterlader op mod en hel dag, eller måske endda mere, imellem hvert attentat, er der en chance for at den anden familie, øger sikkerheden, eller tager andre forholds regler, der gør jobbet mere besværligt, grundet at de hørte hvad der skete for den anden familie!"

Omend det startede med at være hende, der gav en ide om hvor meget tid hun planlagge at bruge på opgaven, endte det med at hun talte lavmælt mellem dem, næsten mere til sig selv end til ham, om hvilke grundlag hun havde for, at gøre det på så kort tid som overhoved muligt. Det var ikke lige frem første gang, hun havde taget opgaver så som denne, så hun havde erfaret en del om, hvad der kunne gå galt, og hvad der kunne gøres for at ende i succes.
Ved lyden af Seans næste ord, kunne Renata ikke lade være med at smile for sig selv. Hun kunne snart ikke huske, hvor mange gange hun havde, så at sige "snydt" sig til noget at spise, mens hun havde udført opgaver som denne, der krævede at nogen skulle dø, og hvor klienten havde ønsket specifike måder, hvorved målet skulle dræbes på. Med en appetit som hendes, der under normale forhold, ville efterlade rester med tydelige spor, der fortalte andre hvad der var sket med "resterne", havde hun med tiden lært at være kreativ med, hvordan hun kunne få mad ud af et mord, uden at det så ud som om en vampyr specifikt, havde slået offeret ihjel, så det at hun havde lidt mere frie tøjler med lige denne opgave, var noget der passede hende perfekt.

"Det burde være mere end lige til, at håndtere en opgave af denne kapacitet! Om hvor vidt jeg bliver kreativ med mordene må jeg lige se på, det kommer an på tids rammen for, at komme uopdaget ind og ud!"
Hun tog imod brevene, uden at virke selv det mindste interesseret i, at kigge på dem. Hun lagge derefter en åben hånd, med siden af hånden mod sin rustning, hvorefter noget af metallet fra rustningen frigjorde sig, og formede et par små name tags, hvert med et af de navne Sean havde sagt, som hun kunne sætte på brevene, uden det efterlod noget øjensynligt spor på disse. Derefter åbnede hun et hulrum under hvert bryst, som hun kunne lægge brevene ind i, så de lå sikkert fikseret og skjult, inde i selve rustningen. På den måde havde hun dem med sig, uden nogen kunne finde dem på hende, indtil de skulle bruges.
Da han rakte hende betalingen, kunne hun straks mærke på vægten, at der som minimum var mere end nok, til at dække hendes første betaling, så hun tog hans ord for gode vare.

"Jeg værdsætter den ekstra motivation, det ligger altid varmt om mit kolde hjerte!"
En lettere legende undertone, var at finde i hendes stemme, da hun selv legede lidt med ord, der kunne indikere hendes vampyriske race, der trossalt ikke lige frem var kendt, for at være varm blodet væsner.
"Med forberedelses tiden i mende, tænker jeg at 3 nætter må være nok, denne nat taget med i regnestykket, så hvis de ønsker det, kan vi mødes her igen, når den fjerde aften oprinder! Det burde også give en dags tid, til at høre fra andre om opgaven er klaret, men det er helt op til dem!"

Sean smilte let for sig selv og nikkede svagt til hende. Han havde godt hørt alle hendes ord, men det virkede ikke til at de var rettet mod ham. Derfor kommenterede han heller ikke på dem. Hvordan hun løste opgaven, var nu op til hende. Tiden måtte vise om han havde lagt opgaven i de rette hænder, og om han ville være tilfreds. I så fald ville det nok ikke være sidste gang han ville hyre hende. Måske han ligefrem en dag kunne overdrage hende en invitation til klanen, på trods af enlige lejemordere som hende sjældent takkede ja.
Men det var alt sammen en mulighed for fremtiden, og derfor lod Sean det blive ved en flygtig tanke.
"På den fjerde nat, samme sted" bekræftede han med et svagt nik. Og med det var deres aftale på plads. Sean så sig omkring og virkede allerede til at være på vej videre.
"I så fald...Vil jeg lade Dem om opgaven, og selv trække mig. Trods alt...Jo kortere kontakt, jo bedre"
Igen lå der en svag drilleri i hans ord. Det var selvsagt, og noget de sikkert begge vidste. Så at nævne det var næsten mere for at drille, end for så meget andet.
"Medmindre der er andet?"
Hvis der ikke var mere, ville han blot vende sig om og gå.

Med et let nik, anerkendte Renata deres næste møde, om det var nødvendigt eller ej, hvis ikke så nok mere for at anerkende det, i hendes eget sind. Hun værdsatte at have tid på opgavens afslutning, det gav en følelse af vigtighed, en følelse af at hun skulle skabe resultater, inden for opgavens parametre og tids rammen, for at opnå et resultat klienten ville være tilfreds med.
"Der må jeg give dem ret! Jo mindre kontakt jo bedre!"
Svarede hun med et smil på de fyldige læber, rettet mod ham, da hun godt kunne høre på hans tone, og det åbenlyse udsagn, at han drillede.
"Der er ikke mere fra min side af! Så de må have en god aften!"


Og med disse ord, vendte hun sig om næsten samtidig med Sean, for at gå i en anden retning end ham. Hun var dog ikke på vej, direkte i retning af hendes første mål, men tog derimod en forvirrende omvej, for at være sikker på, der ikke var nogen som fulgte efter hende.
På denne den første nat, startede hun med at overvåge Mcsiee hjemmet. Hun tog sig god tid til at finde ud af, hvor Logan befandt sig henne, hvor hans værelse var, og hvordan vagterne bevægede sig. Hun havde set mange måder, at opbygge vagt planer på, så det hun i virkeligheden ledte efter, var om der var noget øjensynligt mønster, i den måde de bevægede sig på, og i deres vagt skifte, eller om vagt planerne var blevet lavet, med et mere tilfældigt mønster for øje, for at gøre det svære at gennemskue opstillingen. Desuden, mens hun var i området, brugte hun sine naturlige evner som vampyr, til at snige sig ind på området, i ly af skyggerne, fandt sig et gemmested hvor hun kunne bruge sin metal evne, og sendte så små dråber af metal ind i bygningen, for at få en ide om bygningens infrastruktur. Hun var dog nød til at flytte sig til et nyt sted et par gange, for at undgå at blive opdaget, og da natten til sidst begyndte at gå på hæld, var det tid til at vende hjem, for at sove igennem dagen.

Den følgende nat, fulgte hun den samme procedure, som hun havde brugt natten før, men denne gang var det Gramt familiens bopæl der stod for tur. En plan var lige så stille under opsejling, bygget rundt om de kriterier hun var givet, en plan der krævede timing, og præcision. Hun nød disse tider, hvor hun kunne arbejde i fred og ro, planlægge sine skumle ærinder, og bare fokusere på arbejde. Det gav hende sinds ro.

//Tidshop 4 dage

I dag var Sean i god tid. Hans mørke skikkelse, igen indhylet i en mørk kappe med hætte, stod afslappet lænet op af statues fod. Ryggen mod det kolde sten, det ene ben hvilende over det andet, og armene over kors. Der lå stadig lidt frost i natten, og Seans ånde levede som små dampende skyer. Jorden var farvet hvidligt af frost, og havde givet den karakteristiske knasende lyd ved alle hans skridt på vej hertil. I dag havde han haft bedre tid til at undgå spioner og nysgerrige øjne. Mest fordi han alligevel skulle arbejde for klanen i nat, han havde flere møder end dette ene.
Om han burde sove? Få timer ad gangen var nok for ham. Og han var ofte lige så aktiv om natten, som han var om dagen. Det lille behov han havde for søvn gav han en stor fordel. Han var altid foran, arbejdede altid mens andre slappede af eller sov. Og det, mente han, var endnu en faktor bag at han havde opnået så meget succes i sit liv. Og forhåbentlig ville fremadrettet.

Alligevel vandrede hans tanker, med det mørke blik rettet mod jorden foran sig, som han ventede. Opmærksom på den krybende kulde omkring sig, der truede med at nå igennem dem varme kappe og de tykke støvler, hvis han forblev stående stille i lang tid. Kulden havde allerede lokket en rødlig nuance frem på hans næse og kinder, selv om langt det meste af ansigtet var dækket. Hvilket også blokerede det meste af hans udsyn. Et nødvendigt offer for møder som disse.
Han havde læst og hørt historierne. Men han så frem til at høre detaljerne fra kvinden selv.

På denne den fjerde aften, var Renata vågnet fra hvad hun selv følte, var en velfortjent dags søvn, efter en nats arbejde, der havde ført til et veludført stykke arbejde. Nu var det bare at mødes med klienten, for at opdatere ham om jobbet, afslutte opgaven, og modtage anden halvdel af betalingen, hvilket var det hun var på vej til, i dette øjeblik.
Lige som ved deres første møde, ankom hun også tidligt til dette, men denne gang kunne hun se at hendes klient, var kommet tidligt, og allerede var her før hende. Til trods for at de kun havde mødt hinanden en gang, overraskede det hende ikke, at lige denne klient var kommet tidligt, da han slog hende som typen, der gik meget op i sit arbejde, og lige meget hvordan denne opgave var relevant, for det klienten lavede, så var det i sidste ende stadig arbejde.

"Jeg ser de er kommet tidligt denne gang! Måske de havde lidt mere albue rum, til at komme frem, end de havde sidste gang?"
Hun dømte ham ikke det mindste, men havde en lettere drillende undertone i sin stemme, da hun vidste at en forsinkelse kunne ske i ny og næ, når det var inden for hendes lyssky verden. I det hun kom tæt nok på ham, lavede hun et nik med hovedet, som tegn på at han skulle følge med, så de kunne gå side om side, lige som de gjorde sidste gang. Hun afventede hans svar, på hendes lille kommentar, hvis han havde noget at sige til det, før hun valgte at springe smalltalken over, og gå direkte til sagen.

"Jeg antager, at en smule rygter er begyndt at sprede sig, angående mine aktiviteter forleden! Men rygter er vel aldrig helt lige så godt, som at høre sandheden fra vampyrens mund, så hvis der er noget de ønsker at vide, er de velkommen til at spørge!"
Sagde hun i et mildt tonelege, mens hun lagge et let blik på hans kappe klædte skikkelse.

Hun kom. Selvfølgelig gjorde hun det. Hvis der var noget man kunne stole på, var det en lejemorders vilje til at blive betalt. Når alt kom til alt...Var det især pengene der drev folk. For Sean var det kun marginalt anderledes - selv han elskede penge. Men også at gøre en indflydelse på verden omkring sig.
Han smilte let for sig selv ved hendes kommentar. Et smil der ville kunne skimtes fra bunden af den mørke hætte. Han fulgtes med hende, på deres lille gåtur.
"Jeg har hørt historierne. Og ud fra dem alene, er det tilfredsstillende. Men for en god ordens skyld, vil jeg gerne høre bekræftelsen med dine egne ord" bemærkede han let. Åh ja, bare en bekræftelse på at hun skam havde udført arbejdet og forventede sin betaling nu. Også selv om sandsynligheden for at andre skulle have udført lige præcis de mord, som Sean havde ønsket det, var absurd lille.

Ved de forventede ord, fiskede Sean en lignende læderpung frem, som sidst de havde mødtes. Men denne gang kun med den mængde de havde aftalt. For apropos penge, hang de ikke på træerne, og hun havde allerede fået lidt ekstra.
"Den forventede betaling..."

Længere nåede han ikke. En pil fløj igennem luften og skar posen op, som den fløj lige imellem dem. Med overraskelse trådte Sean et skridt baglæns, samtidig med at mønterne fløj rundt på jorden omkring dem. Automatisk gled hånden ind under kappen, lagde sig om skaftet på sværdet og trak det i en let bevægelse. Det unaturlige og sorte metal skinnede mat i mørket omkring dem. Absorberede næsten lyset, slugte det. Sværdet var levende, men det var en ting de færreste ville vide, som det ikke engang kom fra denne verden til at starte med. Selv Sean forstod det endnu ikke helt, som det var blevet givet til ham i gave. Men han var begyndt at blive nogenlunde venner med det - troede han da.
Uden frygt vendte han sig mod retningen hvorfra den ukendte pil var kommet. Hvis nogen ville ramme dem direkte, havde de haft rig mulighed for det - eller også var vedkommende heldigt inkompetent.
Selvfølgelig havde kvinden ved hans side intet der bandt hende til stedet, eller til at hjælpe. Så Sean forventede ingen af delene. Måske en svag forventning om at hun ville forsvinde, som de fleste ville. Sean gik ud fra at det ukendte angreb nok havde noget med ham at gøre. Hvad ellers?

Som en bekræftelse på den uudtalte udfordring, dukke 5 mørke skikkelser op foran dem. Frem fra parkens træer omkring dem, og hvor de ellers havde gemt sig. Sean vidste ikke hvad han skulle forvente. Hvilke racer var de? Hvilke evner havde de? Magier?
Den ene bar en bue, og var selvsagt formentlig den der havde skudt efter dem før. Og også den person der trådte tættere på, selv om de alle blev på den sund afstand. En pil blev lagt på, hævet...Og skudt direkte mod Sean. En anden trak en ny bue frem fra sin kappe og gik direkte efter Renata.
Uanset hvem de var og hvad de ville opnå, var de åbenbart begge to et mål. Og trods hvad Sean var van til, fremstod disse mere professionelle end gennemsnittet. For de tre sidste virkede til at forsvinde i mørket bag dem.
Det kildede i nakkehårene, som Sean formodede de ville dukke op ud af det blå, sikkert med forgiftede dolke eller magier.
Men lige nu kunne han kun fokusere på det han kunne se, hvilket var skikkelsen foran sig, der selvsikkert skød - og Sean, der lige så selvsikkert svang sværdet og stoppede pilen i at gennembore hans brystkasse.
Han sprang frem, men skikkelsen var hurtigt - og han nåede end ikke tre skridt, før vedkommende var væk. Hætten var i vejen. Når han skulle slås sådan her, havde han brug for frit udsyn. Men Renata og de ukendte angribere...Ville han tage den risiko?
"Hvem er I? Hvad vil I?"
Han forventede ikke et svar. Men man vidste jo aldrig.

Renata noterede sig godt af smilet, der lige kunne spottes under hendes klients hætte, som respons på hendes lille kommentar. Noget hun så som et godt tegn, da hun faktisk syntes godt om denne klient, og ønskede et godt forhold til ham, da det kunne betyde, at han måske ville gøre brug af hendes egenskaber igen, skulle han få brug for en som hende igen, en dag ude i fremtiden.
"Det er et godt tegn, at rygterne allerede spreder sig! Jeg tog mig lidt ekstra tid, til at holde øje med de tidlige morgen rutiner, mens jeg overvågede begge subjekter, og heldigvis var det de respektive familiers tyende, der ville finde dem først, efter jeg dræbte dem! Hændelser spreder sig hurtigere blandt tyende, og videre derfra, end det gør fra selve familien!"
Hendes stemme var rolig, i takt med at hun sagde dette, såvel som da hun fortsatte ud i at give detaljerne, omkring de 2 mord. På dette punkt var hun kort fattet, præcis og gik ikke ud i lange, kedelige forklaringer, eller for den sags skyld absurd detaljerede forklaringer. Hun sørgede for han vidste præcis hvad der var sket, uden noget overflødigt ævlen.

"Som aftalt!"
Svarede hun med et let smil på læben, der indikerede at hun var mere end tilfreds, med den forventede betaling. Ekstra betaling blev altid modtaget med glæde og værdsættelse, men hun forventede aldrig af sine klienter, at de betalte hverken mere eller mindre, end det der var aftalt. Dog nåede pengene ikke helt hendes hånd, før hun hørte en pil flyve gennem luften, som ramte pengene, og efterlod dem spredt på jorden. Den hånd Renata havde holdt frem, for at gribe pengene, lukkede sig til en knytnæve, der på sin egen måde, indikerede den vrede der boblede op i hende.
Hendes blik var koldt, som det granskede de 5 der trådte frem foran dem, og heldigvis for hende, havde hun en bedre mulighed for at holde øje, med de 3 der sneg sig tilbage i skyggerne, tildels på grund af hendes vampyriske fordele i mørket, men også fordi hun kunne mærke de adspredte mængder af jern, de havde med sig. Hun mistænkte at de ikke var fuldt bevidste om hvad hun kunne, siden de havde metal med, og brugte mørke til at gemme sig.

En modstander havde præsenteret sig for hende. Var han en afledning, så de andre kunne overraske hende? Eller skulle han lokke hende til at bruge sin evne, så de kunne se, hvad hun kunne? Måske overtænkte hun det, men lige meget hvad, havde han en bue. Ikke et særligt handy våben i nærkamp.
I en hurtig bevægelse, var hun allerede på kollisions kurs med sin modstander. Hun lavede et simpelt slag mod hans ansigt, som blev pareret med hans højre arm, efterfulgt af et slag der blev pareret med hans venstre.
I denne position, var både hans og hendes arme ude til siderne, så nu hvor der var frirum mellem hendes og hans overkrop, ville hun se om han kendte hendes evne. Hun brugte metal fra sin rustning, til at danne en tynd spyd lignende nål, der nærmest skød frem fra hendes rustning, så snart hun havde lavet åbningen mellem dem. Hvis han var hurtig, kunne skurken nå at hoppe tilbage, hvis ikke ville hans hjerte blive spiddet. Lige meget hvad, ville nålen forsvinde lige så hurtigt, som den var dukket op igen.

"Hvad siger de til vi fanger en eller 2 af dem, så kan vi snakke om det bagefter?"
Spurgte hun i retning af Sean, mens hun kort sonderede sine omgivelser, for at holde øje med de 3 i mørket.

Renata var foran ham, og havde allerede nedlagt en af dem - en konstatering han lavede svagt for sig selv, som han ikke turde slippe personen foran sig med øjnene. En fornemmelse, og at dømme efter lydene og bevægelserne, mere end fordi han direkte så det.
Det var fint. Så var der en mindre. Men Sean havde ikke en vampyrs nattesyn eller hurtighed, selv om han kunne kompensere i styrke. Efter at tænke over det i endnu et par sekunder, skubbede han hætten tilbage. Og stolede i sit stille sind på, at Renatas tavshed kunne købes.

Personen foran ham, der var forsvundet i mørket, kom frem igen. Den virkede ikke overrasket over Seans tilstedeværelse, så med god sandsynlighed vidste de hvem han var allerede. Han svang let sværdet i sin hånd, velvidende han ikke kunne fange personen ved at springe ind efter hende - det havde han allerede prøvet.
En pil blev lagt på buen igen. Et svagt smil gled over Sean, som han rettede sig op og rakte en hånd frem mod den person, som Renata havde slået ihjel for et øjeblik siden. Livet var endnu ved helt at forlade kroppen, men Sean kunne mærke hvordan dødskraften fyldte kroppen. Og dermed gjorde kroppen til en marionet for ham.
Med endnu et sving og et skridt undgik han en ny pil, som han med et ryk fik den døde person til at bevæge sig. Spjæt, først, men lidt efter kom den op og stå. Seans opmærksomhed var delt mellem fjenden foran ham, bevidstheden om der endnu var et par stykker omkring dem, og han forsøg på at danne hans egen zombie.
"Selvfølgelig. Det bliver dit fokus"
Van til at kommandere rundt med folk, og da både Renata og ham selv var fanget i denne situation, håbede han på hun ville gå med til den arbejdsfordeling. Hun var trods alt hurtigere.

Da en ny pil blev skudt i hans retning - fra et sted i mørket - kastede zombien sig frem og agerede nålepude. Pilen borede sig ind i dens ene skulder, hvilket truede med at kaste kroppen baglæns. Men den forblev stående, upåvirket. I stedet trak den sine dolke og kastede sig frem mod fjenden foran Sean. Om zombien gjorde en stor forskel var tvivlsomt, men den ville trods alt være en distrahering og levende skjold for ham.
Som kvinden foran ham prøvede at undgå den, og finde gennemskue hvad hun skulle stille op med zombien, løb Sean frem for at angribe hende samtidig -
En skærende smerte skød op igennem hans hovedet. Fra nakken, om i panden, som tusindvis af små nåle der skar sig ind i hovedet på ham. Fra alle sider. Samtidig.
Han var ikke svag, smerte var han van til...Men denne smerte var intens. Med et støn af smerte faldt han ned på det ene knæ, og hans hånd var tæt på at slippe sværdet. Ren stædighed holdt ham fra det. Men han kunne...Ikke...Tænke...
En våd fornemmelse dryppede ned over hans mund. Næseblod.
Mon Renata var ramt af samme magi eller evne? Eller kunne stoppe det? Zombien svajede let i sin position, nu hvor Sean ikke aktivt kunne kommandere den rundt. Alligevel var det som om den vendte om og gik lidt hvileløst videre...på udkig efter en måde at hjælpe sin herre, på udkig efter personen der var årsagen.

Renata var allerede begyndt at kigge efter de andre, der gemte sig ude i mørket, men hendes øjne var ikke det eneste hun brugte, til at kigge efter dem med. Hendes vampyr øjne var måske bedre til at se ting i mørket, men hendes næse kunne nemt finde deres lugt, og hendes evne kunne bruges, til at mærke det metal de havde på sig, hvis altså de havde noget på sig. Ved lyden af Seans ord, havde hun allerede en relativt god ide om, hvor de befandt sig, og siden hun ikke havde noget problem med arbejds fordelingen, gik hun i gang med at angribe. Trossalt, kunne hun lide denne klient, så at sikre sig hans sikkerhed, ved at bruge hendes evner i denne situation, kunne sikre fremtidige opgaver.
Med lydløse skridt, spændede hun frem mod den bandit, der havde skudt en pil mod Sean, som han havde blokeret med det lig, hun havde skabt tidligere. Men hun nåede kun halvvejs, før hun mærkede en intens smerte i nakken, og op til hovedet, hvilket fik hende til at stoppe på stedet. Var det her magi? Hun hadet magi!

Selvom denne smerte, normalt ville stoppe de fleste fra at kunne tænke, eller fokusere på at gøre noget, så havde Renata et brændene had til magi, der brændte igennem denne intense smerte. Ved hjælp af ren vrede, brugte hun sin evne, til at skabe 3 pile af metal fra sin rustning, der rettede sig i 3 forskellige retninger.
Den ene pegede mod en daggert, som hang ved den enes hofte.
Den anden pegede mod et metal vedhæng i den andens halskæde.
Og den sidste pegede mod bueskytten, hun allerede vidste, stod længere fremme, foran hende.

Med et aggressivt udbrud, mønstrede hun alt sin vrede, for at brænde igennem denne magiske smerte, og pløre pilene lige frem mod deres mål. Nr. et borede sig ind i målets hofte, lige ved siden af daggerten, nr. 2 lavede et rent hul gennem et træ, før den gennemborede sit måls brystkasse, og nr. 3 snittede bueskyttens kind, da denne havde tid til at se angrebet komme, og derfor nåede at undvige angrebet. Nu var det interessante spørgsmål så, om magien stoppede fordi brugeren var død, eller distraheret af den pil der havde ramt dennes hofte, ellet om brugeren fortsat kunne vedligeholde magien.

Magien blev brudt - eller i hvert fald nok til at Sean kunne tvinge sine tanker igennem tågen af smerter. Med et kast med den ene arm kommanderede han zombien fremad, som den tumlede ind i den distraherede bueskytte og gav sig til at angribe hende med alt hvad zombien havde - dolke i hånden, som den hurtigt tabte, bid og at kradse. En tung krop, der lå over bueskyttens, og holdt hende på plads. Hvilket egentlig bare var perfekt, for de skulle jo netop bruge mindst en i live.
Sean kom op og stå, skyndte sig over til bueskytten. Formentlig ville disse personer hellere dø end blive taget i live. Det var Seans formodning, i hvert fald, ud fra hvor professionelle de fremstod. Med sværdet skar han i kvindens kappe, låst fast som hun var under den tunge krop, der til stadighed snerrede af hende - men dog ikke prøvede at gøre hende noget mere.
Som zombien trillede af hende, tvang Sean hende om på maven og bandt hendes arme stramt. Hurtigt gled hænderne ned over hendes krop for at fjerne våben og diverse, der potentielt kunne være våben eller magi i forklædning. Så bandt han benene og fik zombien til at ligge over hende igen.

Som han rejste sig op, kiggede han sig omkring.
To var døde, så vidt han kunne se og fornemme. En var uskadeliggjort, en var såret...Magien var aftaget mere og mere, så det var formentlig magikeren der var såret. Nok til at tage opmærksomheden, eller også var det fordi Renata gjorde noget.
Uanset hvor Sean kiggede hen, og hvad han forventede, var den femte person væk. Sean lod en hånd glide igennem hans hår, som han så sig omkring. Hele tiden forventede han endnu et angreb imod ham, men der skete ikke meget mere. Var den femte stukket af? Flygtet for sit liv...Eller for at hente hjælp? Give nogen besked?
Han trak vejret dybt, og irriteret. Et ukendt moment, en fjende et sted i mørket.

Som taget ud af en bog kom der en lille gruppe vagter løbende. Sværdene slog imod deres sider, og gav en knagende lyd fra deres lette læderrustninger. De stoppede overrasket op ved synet af Sean.
"D-De...Hvad...Men...Er De okay, My Lord?!"
Forvirrede både over hvad der skete, og Seans uventede tilstedeværelse, fik den ene ikke fremkaldt en hel sætning. Det var også lige meget.
"Tag kvinden og bring hende til borgens fangekælder. Hun må ikke lades ude af syne, men skal være i live. Vogt stedet her, jeg sender nogle af borgens vagter ned efter ligene"
Van til at kommandere rundt med folk efterlod han ikke tid og mulighed for spørgsmål. Og hvem skulle også tvivle på hans ordrer?
I stedet vendte han sig for at se om Renata stadig var der.

Det føltes som om magien ophørte. Irrelevant af hvem der havde brugt denne magi, virkede det ikke som om, at brugeren genoptog brugen af denne, efter Renatas angreb.
Med nogle dybe åndedrag, genvandt hun fatningen efter sit lille udbrud, mens hun rettede sig op. Med hendes evne, ragte hun ud efter de pile hun havde lavet, så hun kunne trække dem tilbage til sig, og lade dem blive en del af hendes rustning igen. Hun havde lidt på fornemmelsen, at dette angreb havde været med fokus på Sean, og nu hvor fjenderne enten var døde, flygtet eller fikseret, kunne hun vel tage det roligt. I det mindste for nu.

I det vagterne begyndte at dukke op, trak hun instinktivt et par skridt tilbage, så hun var mere skjult i skyggerne. Renata havde en rimelig ide om, hvad for en slags klient hun havde haft med at gøre, så hun var ikke helt urolig ved situationen, men en type som hende, måtte passe på med at blive set for meget. Folk kunne jo få de forkerte ideer, hvis de så Sean, med en type som hende, så minimal eksponering var at foretrække, for klientens sikkerhed.
"Jeg ser de bibeholder deres evne, til at være en interessant klient, lige til det sidste!"
Sagde hun i et mildt toneleje, mens hun lavede nogle simple håndbevægelser, der fik noget metal til diskret, at samle hendes betaling op, der førhen havde endt på jorden, da angrebet var startet. Pengene blev samlet sammen nær hende, og pakket pænt, i en lille beholder der endte med at hænge ved hebdes hofte.

"Jeg håber så sandelig, de får brug for min service igen en dag! I dette tilfælde, er de velkommen til at kontakte mig, via denne!"
Hun rakte ham et stykke pergament, der var sirligt rullet sammen, og havde et blodrødt bånd rundt om sig. For en hver anden, der ikke vidste hvad det var, eller hvor det kom fra, lignede det bare et blankt pergament, men hvis nogen skrev på papiret, ville beskeden forsvinde, i det den blev sendt til hendes kopi.
Simpelt. Effektivt. Diskret.

Som han vendte sig, stod Renata der. Usynlig for et øjeblik siden, men til rådighed så snart han vendte sig. Hvorfor kunne alle ikke det? Det var en undervurderet evne. Og en farlig en.
Sean kunne dog ikke lade være med et trække svagt på smilebåndet ved det, og tog automatisk imod pergamentet. Han rullede han ikke ud og kiggede. Det kunne han gøre senere, når han var alene. I stedet nikkede hen let.
"Tak for din hjælp til aften. Det siger nok sig selv, men det var ikke meningen det skulle udvikle sig så...Dramatisk" forsikrede han let.
"Det går måske også usagt, at hvad der sket her til aften - og ikke mindst, at du har handlet med mig - må og skal holdes hemmeligt. Så mon ikke, for en uventede kamp og de nye informationer, du mener at jeg skylder noget?"
Det var mere retorisk, end fordi han forventede et svar. Og mere en opfordring til at hun også kunne opsøge ham, når hun mente at han skulle betale tilbage for resten af denne begivenhedsrige nat.
Desuden ville en skyldt betaling eller tjeneste formentlig sørge mere for hendes stilhed, end et ønske om samme stilhed ville. Mon folk bare kunne betale hende for alverdens hemmeligheder? Eller fange og torturere hende?
Det måtte tiden vise. Og på et tidspunkt ville det også være lige meget, om det var en hemmelighed. Men for nu var det altafgørende.
Med de ord og et nik ville Sean vende sig. Han trak hætten over sit hoved og ville vende tilbage til borgen. Vagterne ville rydde op.

//Out