This pain.. ~Nicolas~

Det var sent, mørket havde lagt sig over landet.. Caroline var træt af det hele, ingen forstod det hun var igennem overhovedet.. Nicolas.. og så Melissa.. Verden hadede hende da bare, eller elskede at give hende en masse sorg at handle.. Hun var på kanten til at overveje bare at slå hele lortet fra. Men at slå det fra ville da være at gøre det svage og give op? Caroline havde fået nok øvelse i at sætte sin maske op, så ingen kunne se igennem hende. Sandheden var at det føltes så tomt inden i, alle synes at have rejst fra hende.. Nille havde vendt hende ryggen, og JAcob var rejst væk på grund af deres brud.. Josh så hun ikke meget af nu når hun var vampyrenes leder og han var de gode engles. Caroline sparkede til en sten så den fløj op fra jorden og ramte jorden længere væk.. Hun passerede Nicolas' hus med kun et blink op på det før hun gik hurtigt videre.. Caroline passerede et par dæmoner på vejen som synes at tro de var seje, en af dem valgte at tirre hende ved at gå ind i hende. Hvilket bare endte med Caroline rev hjertet ud fra hans bryst.. Dog tog den anden dæmon ikke så pænt, han stak sin hånd igennem hendes brystkasse og holdt om i hendes hjerte. Caroline gispede kort.
"Du dræbte min bror!" Snerrede han koldt og kynisk. Caroline kiggede ham i øjnene stille, og så helt rolig ud.. Næsten følelseskold.
"Du slipper mig uden at gøre mere skade, og så dræber du dig selv." Sagde hun med sin tvangs evne og dæmonen gav slip. Caroline åndede lettet ud og gik så videre.. Hun var ligeglad med omverdenen ligenu.. Til hun pludselig fik en fært af noget genkendeligt, men så også så godt at det virkede urealistisk.. Hun greb om den hvidgulds kæde der var om hendes hals derpå var ringen hun havde fået af Nicolas.. Da hun nu troede han var død.. Havde hun stadigvæk ikke smidt den væk.. Der havde gået flere måneder. Caroline havde lært at leve lidt med det, men Melissas død havde også været meget slem for hende... Den sortekjole hun bar klædte hendes kropsfigur perfekt.. Hendes blå øjne var rettet fremad, men kiggede også lidt rundt..

Nicolas havde været væk længe af gangen. Og det pinede ham. Men han gjorde det for Caroline og Angelas skyld. Hvis han blev, ville de der jagtede ham bare gå efter dem. Hvis han forsvandt, ville de følge ham. Han ville godt kunne gøre det af med nogle af dem og han havde gjort det, men af en eller anden grund kom der hele tiden flere. Han kunne ikke gøre noget ved det, så han måtte tage væk engang imellem, men han savnede Caroline. Han længtes efter, at holde om hende, beskytte hende og bare se hende. De fleste gange havde han set hende på afstand, men han kunne ikke blive væk længere. Så måtte de bare klare det sammen. Ham, hende og Angela. Og han vidste også, at Caroline havde nogle der kunne hjælpe med det, nogle der ville holde hende sikker, men Angela havde bestemt også nogen. Nicolas havde dog ikke selv helt så mange, men han klarede sig også bedst selv, han ville ikke have hjælp. Han opfangede den duft han havde søgt længe. Carolines duft. Han skyndte sig ud af sit hus og fulgte duften. Han kom forbi nogle døde dæmoner, det kom ikke bag på ham, hun var stærk. Han nåede frem til hende, han gik bare bag hende og så lidt på hende, han var ikke sikker på hvordan han skulle imødekomme hende. Så han gik bare bag hende.

Caroline tog en dyb indånding og lukkede kort sine øjne i.. Hun var trist men holdt det for sig selv, for ingen behøvede at få det dårligt på hendes vegne overhovedet.. Alt gik bare den forkerte vej for hende, det virkede som om nogle overvågede hende lidt.. Men hun var begyndt at være lidt ligeglad.. Hun tog en dyb indånding.
"Hvorfor forlader alle mig bare ligenu? Hvorfor kunne i ikke bare blive..?" Spurgte hun pænt højt, men alligevel ikke alt for højt.. Hendes stemme var fyldt med sorg.. Hun gik over til nærmeste mørke krog og lod sig glide ned af muren til hun sad ned.. Caroline græd, hun havde holdt det i sig så længe nu.. At det måtte ud.. Hun klemte øjnene sammen af sorg.. Og lagde hovedet i sine hænder. Caroline fjernede hænderne og tog en sten op fra jorden og kastede imod muren foran hende. Hun var helt færdig, hun havde brug for nogle ligenu.. Inden det endte galt.. Caroline lukkede øjnene, imens hun knyttede sin ene næve og hamrede den ned i jorden.. Alle de følelser de var ved at tage over hende, det var begrænset hvor meget hun kunne bærer.. Og grænsen var oveerskredet, dog holdt hun sig selv i håret så godt hun kunne..

Nicolas havde deres sidste møde i baghovedet, han var forsvundet kort efter det igen, han ville gerne forklare, han havde bare håbet på han kunne få problemet løst af sig selv. Han hørte hvad hun sagde, og for første gang i mange år fik han faktisk tåre i øjnene. Han følte skyld. Det var en af grundene til, han havde forsøgt at undgå tætte forhold, de ville påvirke ham og skabe nogle komplikationer for ham og dem. Da hun satte sig ned og begyndte, at græde. Han gik hen imod hende, men stoppede op lige inde hjørnet. Han stod der bare lidt og overvejede hvad han skulle gøre, men så blev det for meget for ham. Han kunne ikke sidde og høre på hende græde og bare gå sin vej. Så han gik hen til hende. Nicolas satte sig ned på hug foran hende og så ind på hendes håndrygge der hvor hendes øjne sidder, bare bag ved hænderne. Han tog en dyb indånding og fremsagde så hendes navn: "Caroline." Bare lyden af hendes navn forlade hans læber var noget han havde længtes efter.

Lyden af hendes navn der blev sagt på denne specielle måde hun savnede.. Hun savnede alt.. Så meget at det føltes åbenbart gav hende illusioner.. Hun fjernede forsigtigt sine hænder og tørede sine øjne med sine håndrygge.. Caroline tog en dyb indånding og rystede så på hovedet, samt lukkede kort øjnene. Det var inde i hendes hovede var det ikke? Caroline åbnede sine øjne og kiggede ham direkte i øjnene.. Han havde jo ikke engang nået at møde Melissa? Og nu var hun død.. Alle døde eller forlod hende, siden hvornår havde livet været fair for hende? Caroline sank en klump.
"Mit hovede leger virkelig med mig ligenu.." Sagde hun til sig selv, men tydeligt.. Caroline tog en dyb indånding.. Hun skulle næsten vælge at finde Angela.. De havde brug for hinanden lige nu.. OVerraskende nok var de to blevet rystet godt sammen.. Hvem skulle dog have troet det.. Caroline blev siddende, men overvejede kræftigt at rejse sig op.. Hun blev ved med at have sine øjne på ham, hvorfor virkede han så virkelig? Det virkede så virkeligt, men det kunne ikke være muligt! Så simpelt var det da!

Nicolas hadede, at se hende sådan. Men han havde virkelig troet det var bedre, at blive væk fra hende førhen. Men nu virkede det bare forkert, han følte sig som verdens største idiot kort ud sagt. Han tog fat i Carolines hånd og rejste sig op i et langsomt tempo så hun ville følge med. "Det er ikke noget du forstiller dig." Han vidste ikke hvor han skulle starte. Han vidste dog ikke helt hvorfor hun ikke troede på han kunne være der. Han slap hendes hånd og tog et skridt tilbage og tog en dyb indånding igen, han ville gerne forklare, men først ville han have en forklaring på, hvorfor han ikke skulle kunne være der. "Hvorfor tror du ikke på jeg er her?" Han havde ganske rigtig fået en mindre forklaring på det da de mødtes sidst, men han havde bare troet det var noget hun sagde fordi hun var sårbar og måske lidt vred. Han havde ikke taget det til sig og troet på hvad hun sagde. Hun kunne jo godt tro han var død, men det var han jo ikke.

Caroline fulgte med ham da han tog hendes hånd og rejste sig op. Hun holdt sit blik på ham, og det veg ikke væk i et eneste sekund. Det virkede som en drøm.. men også så pokkers virkeligt.. Sidst de mødtes havde vel også været en illusion, siden hun ikke så ham siden der heller? Caroline følte verden ville have hende til at lide mere ved at få hendes sorg til at se ting som ikke var der..
"Du er død, det er noget jeg forstiller mig. Alle dør, eller forsvinder fra min side." Hun følte at selvom det var en illusion var det nok den eneste person hun havde lyst til bare at være tæt på lige nu.. Eliza havde hun da set men ikke efter Melissas død.. Hun havde ikke set nogle efter, der var ikke andre for hende lige nu.. Caroline sank en klump, og et par tårer trillerede ned igen.. Imens hun kæmpede for at samle sig op, så hun ikke skulle komme til at slå det hele fra i bare sorgen.. Hun stod på vippen, klar til at falde.. Hvis hun ikke samlede sig selv op hurtigst muligt..
"Hvorfor skulle i begge gå fra mig til døden? Hvorfor? Jeg kan ikke tage det hele her, jeg føler mig så alene.." Sagde hun og stod bare der og så ham i øjnene. Hun holdt så godt fast i sig selv at hun var helt fortabt, og ønskede bare at han var der rigtigt..

Nicolas så undrende ud, som han nu gjorde, da hun sagde han var død. Han rystede på hovedet og trådte et skridt nærmere så hun nærmest ville kunne føle ham, selvom de ikke rørte hinanden. "Caroline, jeg er ikke død." Han vidste ikke hvordan han kunne overbevise hende, en forstilling ville ikke kunne røre ved hende, men det kunne godt føles sådan. Nicolas vidste ikke hvem hun snakkede om da hun sagde i. Hvem var ellers død. Så vidt han vidste, levede alle hun kendte stadig. Han havde tjekket. "Hvem er død?" Han vidste ikke hvem hun mere troede var død, eller som rent faktisk var død, men han ville gerne vide om han var gået glip af noget. Han ville først forklare hans fravær når hun var sikker på han ikke var en forstilling. Hvis han havde været en forstilling, ville han vel vide det samme som Caroline vidste, og hvis ikke ville han ikke vide alting. Alt der havde foregået i hans liv ville han ikke kende til, så hun kunne teste det på den måde.

Caroline undrede sig lidt over hvorfor det kom som et chok for ham? Eller det lignede det lidt.. Han trådte nærmere, og hun kunne nærmest føle ham.. Det føltes rart.. Hun lukkede kort øjnene da han sagde han ikke var død.. Prøvede verden at lege med hende eller var det virkeligt? Hendes verden stod kort stille da han spurgte hvem der ellers var død.. Hun åbnede øjnene uden at blinke eller trække vejret.. Melissa.. Den dejlige lille tøs Oliver havde slået ihjel, for at få hende til at føle den smerte hun allerede havde.. Den var bare blevet fordobblet.
"Melissa er død.. Men hvis du ikke er død så ved du ikke hvem hun er. Angela ved det.. De var så glade for hinanden.." Et kort skævt smil var på hendes læbe ved et positivt minde.. "Hun er død.. Han dræbte hende.." Lige nu var hun måske ved at bruge sin logiske side af sig selv, hvis Nicolas først spurgte mere ind til hende var det nok til at overbevise hende om at han var virkelig.. For lige nu havde hun mest bare lyst til at kaste sig ind i hans favn.. Caroline kiggede ned i jorden, og skammede sig over ikke at kunne redde sin egen datter.. Hun lukkede kort øjnene..

Nicolas ville ønske han havde vist hvem Melissa var, så ville han kunne trøste hende, for det var tydeligt det gik hende meget på. Han lagde en hånd på hendes overarm og så hende dybt i øjnene, sådan trøstede han bedst. "Hvem er Melissa?" Han hadede, at spørge hende. Men han kunne ikke se han kunne gøre andet, han blev nød til, at vide hvem det var, så kunne han bedre trøste hende. "Hvem dræbte hende?" Nicolas trak sin hånd til sig da han kunne mærke han blev vred, selvom han intet kendte til Melissa eller hendes morder, men fordi hun betød noget for Caroline, blev han vred på hendes vegne. Han fandt sig ikke i, at nogen sårede hans forlovede. Den pige han elskede mere end noget andet, hun skulle have lov, at være i fred. Hvis folk ikke forstod det, måtte han gøre det klart for dem. Han lagde armene over kors og viste tydeligt han var vred. Hvis man kendte ham ret, ville han gøre noget ved Carolines tristhed.

Caroline var faktisk pænt overbevist, men emnet de snakkede om gjorde hun ikke kunne få sig selv til at smile.
"Melissa var min datter. Fra da jeg var 13 år, tidelig alder jeg ved det." Tegn på hun havde fundet ud af at det var Nicolas der stod foran hende.. Hun prøvede at lave en smule sjov, bare for det hele ikke skulle være negativt..
"Oliver, han der også placerede sit slavemærke på mig. Det gik så væk efter mordet, men det eneste han ville var at have fornøjelsen af min lidelse. Og det fik han, det piner nu mere mig selv at jeg ikke kunne redde hende.." Sagde Caroline så og tog en dyb indånding. Hun havde regnet den ud, men hvordan fanden havde hun så fået ideen fra at han var død. Angela havde set det samme? De havde siddet sammen fordi de synes at være alene havde været en dum ide.
"Jacob og Nille slog op, og Jacob tog væk i noget tid.. Nille vendte mig ryggen.. Alle forsvinder for tiden. Der er dog nogle man kan stole på når det kommer til stykket." Caroline ventede medvilje med at sige Angelas navn, fordi som om han ville tro på at de kunne være blevet så gode veninder som de var nu.. Uden det var skuespil overhovedet! Det var jo faktisk fantastisk for dem.. Men ja hun havde også set Nicolas' død..

Nicolas lyttede bare med og nikkede de rigtige steder. Han var ikke den store taler, så han talte kun når det var højst nødvendigt. Han var overrasket over hun havde haft en datter, men han var mere skuffet over han ikke havde mødt hende. Han lagde armene om hende og krammede hende. Han krammede ikke andre sådan, det var noget helt specielt mellem dem. "Det er jeg ked af Caroline. Jeg burde have været her for dig. Jeg skulle have støttet dig og i stedet var jeg bare.. Væk." Han ville ikke fortælle hvorfor han havde været væk endnu, lige nu var det hende det handlede om. "Jeg elsker dig." Han kyssede hendes hoved, han havde bare brug for det. Ellers ville han ikke få det godt med sig selv, hvis han nu skulle ske og forsvinde igen. Men det havde han bestemt ikke planer om, hun havde brug for ham og derfor ville han blive.

Da han krammede hende smilede hun svagt, det var lige hvad de nok begge to havde brug for.. De havde været væk fra hinanden i al for langtid.. Caroline nød at være i hans favn..
"Du skal ikke sige undskyld, du kunne jo ikke gøre for det? Desuden har du sikkert en god grund til at du var væk.." Svarede hun stille og slappede lidt mere af end før. "Jeg elsker også dig." Sagde hun og åndede ud.
"Jeg har bare haft nogle dårlige måneder, din søster er glimrende selvskab." Caroline havde en ide om at han kunne forstå det som om hun mente det rent sarkatisk.. Men hun mente det faktisk.
"En fantatisk person, når man lige lærer hende at kende." Tilføjede hun stille, og håbede på bare et bette smil, til det.. For Angela og Caroline havde næsten været på fjende level med hinanden. Dog var Delilah en langt større fjende for hende, men Caroline hadede stadigvæk Oliver mest.. Delilah vidste bare alt fra Carolines fortid, hver følelse.. Og det samme gjorde Caroline om Delilah.. Ikke altid så rart at have i baghovedet.. Men nu var det der, selvom torturen havde været hård imod dem begge to.. Caroline skiftede kanal og slappede bare helt af, imens hun bare nød at stå ved Nicolas imens hun kunne..

Nicolas smilede, selvom hun ikke kunne se det. Han nød det bare i fulde drag. "Det var der." Han ville selvfølgelig fortælle hende om det hvis hun spurgte, men han ville ikke skifte emne. Han smilede større da hun sagde hun også elskede ham, men så falmede hans smil, da hun nævnte hendes dårlige måneder. Det var jo dels hans skyld, følte han. Nicolas rynkede brynene da hun nævnte hans søster var godt selskab. Han trak sig lidt væk fra hende og så undrende på hende. Han troede ikke på hende, men pludselig lød hun ret troværdig. "Og det er ikke for sjov?" Han kunne ikke forstille sig Angela og Caroline som venner, men han ville blive glad hvis de var. Han slap hende og så lidt væk. "Jeg vil gerne forklare Caroline. Men kun hvis du har lyst til det nu. Du behøver ikke få en forklaring oveni alt det andet." Han ville ikke ligge mere over på hendes skuldre, og det var jo en ret voldsom ting han ville fortælle hende. Men hun var nok ret vant til det efterhånden.

Caroline nikkede da han sagde at der var en god grund.. Eller hentydede til det.. Hun havde jo ikke regnet med andet, udover hun havde troet at han var død. Da han så undrende på hende omkring det med Angela forstod hun godt hvorfor.
"Ja, helt seriøst." Svarede hun med et smil. Det gav et lille stik i hende da han slap hende og så lidt væk.
"Bare kom med det, jeg kan tage ret meget for tiden. Og har prøvet en del så." Svarede hun ærligt, tortur, overskredet hendes egne grænser helt vildt.. Hun kunne vel godt klarer mere? Caroline blev kort i tvivl om hvor alvorligt deet var, men inderst inde vidste hun godt det var noget alvorligt. Ellers var han jo ikke taget afsted vel? Caroline så på Nicolas med et lidt alvorligt blik hun ikke havde haft på i mange dage nu, og så var hun nok også lidt bekymret.

Nicolas smilede over tanken om Caroline og Angela som venner. Det ville bare gøre hans liv en hel del lettere, så behøvede han ikke kontakt tænke over om han forsømte nogle af dem. Så kunne han være sammen med dem begge på en gang. "Det er godt." Han så ned i jorden da hun sagde han bare kunne fortælle det, men han så alligevel op igen da han begyndte, at tale. "Jeg har fået en del fjender igennem årene. Og det ved du sikkert også godt. Men nogle af de fjender har fundet sammen. Jeg har forsøgt, at skille mig af med dem, men de kommer bare hele tiden igen. Der kommer hele tiden nye. Og de har truet Angela og dig. Derfor har jeg fået dem væk fra jer og forsøgt, at udrydde dem. Men jeg kan ikke være væk for jer længere. Jeg er allerede gået glip af så meget allerede." Han tog hendes hånd for, at understrege han ikke havde tænkt sig, at tage væk.

Caroline kunne også godt lide tanken om at der ikke var stridigheder imellem hende og Angela mere.. Det var godt for dem alle tre. Caroline lyttede som noget af det hun stadigvæk var mest bedst til i hele verden. Caroline kunne sagtens forstille sig at man måtte have mange fjender når man havde levet i så langtid som ham og Angela har. Men hvis de stod sammen vil det da være nemmere at udrydde dem, desuden kunne Caroline sagtens finde en hær om nødvendigt. Alt for Nicolas. Caroline begyndte at tænke på planer, og hvis man kendte hende nok vidste man at hun vil kunne gå igang med at planlægge angreb osv allerede. Caroline lyttede dog stadigvæk..
"Ja du har været væk for længe, men jeg tilgiver dig. Og det er jeg næsten sikker på Angela også gør, når du eller jeg fortæller hende at du ikke er død." Et lille fif om at Angela faktisk også troede at han var død, fordi hun havde været sammen med Caroline under illusionen.. "Men at skabe en hær eller ordne dem selv. Vi stærke os tre sammen dig, mig og Angela." Tilføjede Caroline og så imod Nicolas.

Nicolas vidste ikke hvor mange der var, så han ville under ingen omstændigheder lade Angela og Caroline gå i krig før han vidste det. Han ville beskytte dem hvad end det krævede, så ville han hellere ofre sig selv. Han smilede, selvom det var ret alvorligt, men han var bare så glad for, at se hende igen. Han kunne ikke undgå, at smile når han så hende efter så lang tid. "Lad os ikke tænke for meget på det. Jeg vil bare nyde min tid med dig, jeg ved ikke om jeg kan blive længe." Han så ned på hendes læber og han kunne ikke længere bekæmpe den trang han havde haft i månedsvis. Han lagde armene om hende og kyssede hende lidenskabeligt. Han havde bare savnet hende så meget, han kunne ikke gøre for det. Savnet han havde oplevet havde han ikke følt længe.

Caroline smilede så snart han smilede, det smittede.. Gud det var længe siden hun havde været så glad for at smile. Hun nød han holdt om hende igen, og da han kyssede hende.. Det var så længe siden og stadigvæk så fantastisk, hun gengældte kysset lidenskabeligt.. Hun havde aldrig troet at hun skulle se ham igen, det var helt utroligt! Hun vidste ikke hvor længe han var der, men nu vidste hun også grunden hvis han nu skulle forsvinde lige pludselig. Caroline kunne godt lide at de stod skjult i mørket selvom hendes eget palæ lagde lige rundt om. Der var da 100% sikret for farer hvis det skulle være det? Caroline holdt stadigvæk deres kys, og holdt ham op af muren der var bagved ham. Heldigt at han var vampyr, hvis han havde været menneske havde han sikkert bare fået blåmærket.

Nicolas kunne ikke sætte ord på hvor meget han havde savnet hende. Han havde også savnet Angela, men ikke helt på samme måde. Nu var hun jo hans søster og søskende havde diskussioner. Det havde et par egentlig også, men man elskede bare en partner på en anden måde end man elskede en søster. Han kunne sagtens have taget hende med hjem. Han var ikke helt sikker på hvor hun boede, der kunne være sket en masse siden sidst han havde været der. Han havde ikke noget imod, at blive skubbet om af væggen, det fik ham til, at føle sig lettere magteløs, men han blev nød til, at give plads til hendes magt indimellem. Hun havde også brug for, at have magten indimellem. Han forsatte kysset og holdt fast om hende, han ville ikke have hun skulle stikke af. Ikke fordi han troede hun ville gøre det, men han ville bare være helt sikker.

Angela havde valgt at opsøge Caroline, hun forstod ikke hvorfor hun havde været væk i så langtid. Var der måske sket hende noget? Angela gik stille igennem Terroville imens hun kiggede sig omkring da hun fik øje på sin lyshårede veninde. Hvad fanden fortog hun sig, stod hun bare og kyssede med en eller anden tilfældig.. Angela vidste udemærket at Caroline skulle komme videre, og der var gået flere måneder. Men så var han vel ikke så vigtig, selvom hun så ud til at nyde det meget.. Angela havde mistet sin evne, og havde kun den lyshårede del tilbage af sig selv.. Det værste ved den episode var at hendes far sikkert havde troet at han havde dræbt hende helt.. Angela brugte sin fart til at komme om bagved Nicolas og Caroline, hun tog fat i Caroline og trak hende væk fra Nicolas.
"Hvor har du været? Vi nød til at gå Care" Sagde Angela og kiggede Caroline i øjnene. Hun ville have Caroline til at gå med hende nu! Angela kastede et kort blik over på Nicolas og tilbage på Caroline.. Før det gik op for hende.. Angela havde levet så længe at hun vidste at vidste nu at de havde været angrebet af en illution.
"Fandens også! Hvor fanden har du været!?" Sagde hun til Nicolas, hendes blik var vredt.. Hun havde været så ked af det over han havde været væk, og nu stod han der. Angela gik op foran ham, og så ham i øjnene..

Nicolas forsatte kysset, men han nåede ikke særlig meget før Caroline blev rykket væk fra ham. Han så på Angela og da gik det op for ham de faktisk var venner udfra hvad Angela havde sagt. Ikke fordi han ikke troede på Caroline, han havde bare haft svært ved, at forstille sig det. Han havde forsømt Angela en hel del, og det ville han måske også blive ved med indimellem. Men han har ikke haft dårlig samvittighed om det, hun har virket trist over det. Han tog en dyb indånding og så skiftevis på Angela og Caroline, men hans blik endte så på Angela. "Det er en lang historie." Han havde fortalt Caroline den korte udgave, og han ville gerne fortælle dem begge den lange, men indtil videre måtte det blive den korte. "Nogle tidligere fjender har dannet en hær og truet med livet af jer to hvis jeg ikke forsvandt. Så det gjorde jeg." Han kunne godt se Angela var vred, og han forventede ikke andet.

Caroline blev rykket væk, det var Angela.. Selvfølgelig..
"Jeg troede du var ved Noa?" Svarede Caroline til Angelas spørgsmål, men lagde så hovedet på skrå. "Hvorfor gå?" Spurgte hun så, men var sikker på at hun havde overhørt hende da hun virkede opsat på at snakke til Nicolas.. Caroline så på Angela og Nicolas skiftevis.. Hun havde ikke noget at sige som sådan, men der virkede til at være noget galt med Angela.. Pigers sjette sans, eller bare Carolines hun kunne fornemme det..

Angela hørte skam udemærket Caroline og valgte at svarer hende hurtigt.
"Jeg var skam ved Noa.. Først, så var jeg ved Kani bagefter.." Angela ville have sagt mere til Nicolas talte.. En hær? Seriøst?
"Det må jeg sige, jeg er lidt ligeglad med din hær. Jeg har noget andet at tænke på.. Som at far lige har prøvet at dræbe mig.. Eller det lykkedes ham faktisk tekniskset.. Han kendte jo ikke min evne, så han dræbte jo bare den han genkendte." Angela så Nicolas i øjnene, hun vidste da udemærket at hendes forældre aldrig havde været glad for hvem hun var.. MEn ligefrem at ville slå hende ihjel.. Det var da ikke hvad hun havde håbet på overhovedet. Derfor var hun ligeglad med den hær ligenu, eller hun var ikke ligeglad.. Angela havde bare det at tænke på..
"Derfor bliver vi nød til at gå. Caroline kan vi ikke tage ind til dig?" Forslog Angela og rettede blikket imod Caroline. Caroline havde dette nye store palæ..

Nicolas så på Angela og nikkede bare til hvad hun sagde. Han ville ikke stå i vejen for dem, de havde et liv uden ham nu. Han så på Angela, men han holdt øje med Caroline ud af øjenkrogen. "I har andet, at tage jer til. Jeg må også gå." Han så pludselig mere alvorlig ud, han var stadig glad for gensynet, men det var gået op for ham han bare kom dumpende ind i deres liv igen. "Farvel." Han kunne ikke vide hvornår han ville se dem igen, så det gjorde ondt for ham, at vende ryggen til dem. Han gik nogle skridt, men han kunne ikke gå ret meget længere, fordi han så ville efterlade dem til sig selv og ikke hjælpe dem på nogen måde. Så han blev bare stående med ryggen til.