This pain.. ~Nicolas~

Caroline smilede imens hun kiggede ham op i øjnene da han sagde tillykke. Hun kiggede på ham da han endnu engang undskyldte.
"Det er okay, du har fortalt mig din grund. Det er jo ikke din skyld at jeg ikke kan passe på dem jeg elsker." Svarede hun stille og kiggede stadigvæk ham i øjnene. "Det ved jeg, der ikke ret mange som forstår det. Jeg kender kun få som skjuler smerte.. Angela, hun ved det ikke endnu. Jeg nåede ikke at sige det til hende, men hun opdager det nok om lidt. Her er så stille uden Melissa's latter." Det virkede ikke bedre at nævne Melissa, men så alligevel så ville hun ikke ligge skjul på nogle følelser for Nicolas.
"Jeg passer på," Svarede hun med et skævt smil, hun vidste de var der for hende. Hun regnede ikke med andet, eller håbede var måske et pænere ord? "Det ved jeg, og jeg sætter pris på det." Svarede hun med et smil, hun nød han stillede sig bagved hende og holdt omkring hende. Hun lænede hovedet tilbage på hans skulder og smilede.
"Jeg var så bange for at jeg aldrig skulle se dig igen," Caroline lukkede øjnene kort bare for at nyde øjeblikket lidt..

Nicolas sukkede blidt da hun sagde hun ikke kunne passe på dem hun elskede. "Det er ikke din skyld. Du kan ikke være overalt hele tiden." Han vidste godt det nok ikke hjalp så meget, men han kunne ikke finde nogle bedre og mere trøstende ord. Han blev lidt overrasket over, at Angela ikke vidste det endnu. "Vi skal nok komme igennem det sammen. Jeg kan støtte jer begge to nu." Han ville være der for dem nu. "Jeg ville bare ønske jeg havde mødt hende." Det var jo Carolines datter, det var ikke hver dag de fik sådan en. Og de kunne aldrig få en datter igen. Han ærgede sig lidt over det, men det var der ikke noget at gøre ved. Han ligger hans hænder på hendes mave og fletter dem sammen og står der bare. Han nyder det bare, han har forstillet sig det så længe. "Jeg havde det på samme måde." Han kysser hendes nakke.

Hendes blik blev kort tåget af minderne, hun havde jo været tilstede.. Overværet mordet på Melissa som tilskuer uden at kunne nå at gøre noget.
"Jeg var der stadigvæk, jeg bad hende løbe så hurtigt hun kunne hen til Angela for hun kendte jo vejen. Jeg prøvede at holde Oliver hen, men han stak en kniv igennem mit kød så jeg næsten ikke kunne få den ud igen. Jeg nåede ikke derhen før han allerede var der over, jeg kunne intet gøre. Hvorfor føler jeg at jeg bliver svagere og svagere jo flere dage som går?" Det var bare et åbent spørgsmål, Mikkel som havde sagt til hende at han ville tage hendes ryg havde torturet hende til at hans såkaldte far sagde ok for at hun måtte gå. Sikke en ven. Caroline smilede.
"Det dejligt du tilbage," Svarede hun med et varmt smil der automastisk plantede sig på hendes læber. "Hun ville have elsket at møde dig." Tilføjede hun blidt. Hun smilede og lukkede øjnene kort da han kyssede hendes nakke.
"Du går aldrig igen, jeg er ligeglad med dine fjende. Og det burde jeg måske ikke være, men jeg vil stadigvæk gerne vide hvad vi sal gøre ved dem. Men det kan også diskuteres senere, der rart bare at være lidt alene med dig igen." Caroline smilede for sig selv og vendte bblikket op imod hans øjne.

Nicolas blev endnu mere vred på sig selv da hun fortalte om hendes forsøg på at redde Melissa. Han skulle have været der, så var der ingen tvivl om at hun stadig levede. Han slap hende og gik væk fra hende, han kunne mærke hvordan vreden steg i ham. "Jeg skulle have været der. Hvis jeg havde været der levede hun måske stadig." Han bed tænderne sammen og spændte dermed kæberne. Han kan mærke han er meget tæt på at hans temperament tager over, men Carolines ord beroligerer ham. "Jeg skulle aldrig være taget af sted." Han gik hen til hende igen og vendte hende om så hun stod med fronten mod ham. "Jeg ville have elsket hende. Det er jeg sikker på." Han kunne ikke se hvorfor han ikke skulle elske hende. "Det bliver vi nød til. Men lad os have lidt tid for os to." Han plantede sine læber på hendes. Han ville bruge meget tid sammen med hende, han vidste ikke om noget skulle adskille dem igen, det ville han ikke risikere.

Caroline kendte hans vrede efterhånden, hun var skam også vred på sig selv over ikke at have været hurtig nok.
"Du skal ikke tage skylden, desuden har jeg tænkt mig at tage min hævn. På et eller andet tidspunkt."Svarede Caroline og nikkede til ham, hun kunne ikke lide at han tog sig skylden. Hun kiggede ham i øjnene da han vendte hende imod ham.
"Det ved jeg, de pokkers dæmoner ødelægger alting synes jeg. Man skulle tro det lagde i mit blod at hade dem og den sammevej over."Caroline ville aldrig fortælle Jacob og Nille om hvordan hun nød at tage livet af en dæmon. Det føltes bare rigtigt, men selvfølgelig ville hun aldrig dræbe en af hendes venner medvilje! Hurtigt var hun dog i en ny verden, det skete ved at hans læber ramte hendes. Caroline gengældte kysset blidt, hun havde savnet det. Generalt bare ham! Hun lagde sin ene hånd op på hans kæbe, for at holde kysset.

Nicolas kunne ikke undgå at tage skylden. Han lagde rigtig meget ansvar på sine skuldre, ikke altid den bedste plan men han kunne ikke gøre for det. Det var bare sådan han var, han var utrolig ansvarsbevidst og nu havde det bare udviklet sig til det absurde. Han kunne jo ikke forhindre Oliver i at dræbe Melissa, ligemeget hvor meget han end ønskede det. "Vi får hævn." Han ville ikke lade Caroline gøre det alene, hendes problemer var hans problemer, sådan ville det bare altid være. Nicolas smilede lidt over det hun sagde. Dæmoner var som regel bare i vejen. "Jeg kunne ikke være mere enig med dig." Han lagde hans hænder på hendes hofter og forsatte kysset, han ville bare gerne være sammen med hende og ikke tænke på alle de forhindringer der stod for dem i fremtiden. De ville komme forbi dem, de var kommet så langt. Og de havde været igennem meget.

//Vigtig emne!