Pain. -Luce-

P: https://2img.net/h/oi44.tinypic.com/126boxz.jpg + en kutte med hætte.
O: Mørke sten murer, ingen væsner i syne, udover en ung mand der går igennem grotten for at finde den han søger.
V: Overskyet, dog lykkedes det for solen at klemme sig igennem muren engang imellem.
T: Eftermiddag.

Efter missionen sammen med Luce, hvor de besejrede varulve kvinden, havde de skiltes og lige siden havde han ikke set hende og skulle han være ærlig, så bekymrede det ham så meget at det føltes som om frygten var ved at æde hans sjæl op. Hun bar på deres barn. Om ikke så mange måneder ville de være forældre til enden en lille dreng eller pige, en tanke der varmede ham indvendigt, men som ingen af de andre engle havde bemærket. Det kom nok af at han var mester i at skjule hvad han tænkte bag en maske. Som leder skulle man være stolt og kampklar, ikke tumle rundt som en forvirrede rundt over hans kæreste snart skulle føde. Selvfølgelig glædede han sig, ingen tvivl om det, men han var heldigvis ikke nervøs omkring det!
Det lettede ham om hjertet da en due landede i hans vindue, dunkede på ruden med sit lille næb og stoppede først da han åbnede vinduet. Om dets ben hang der en lille besked. Beskeden kom fra Luce, de skulle mødes i The caves of sand og hvor det glædede ham at høre fra hende! Hurtigt havde han fået overtøj på, en hætte over hovedet der kunne skjule hans identitet, han var ikke sikker på hvor sikkert det ville være for ham bare at gå udenfor uden nogen form for dække. Nu var han med raske skridt på vej igennem den ufatteligt lange grotte under ørkenen. Han havde aldrig været der før, så både eventyrlyst og nervøsitet hang over ham lige nu som en tung regnsky. Med hænderne knyttet om hættens stof, trak han den tættere og tættere på sit ansigt, imens han for det meste så ned i jorden. Engang imellem kiggede han op, men kun for at se om han kunne få øje på Luce nogen steder.. Først da de kom til det aftalte mødested, slappede han af i musklerne og lod sig læne op af grottens mur.. Den kolde sten mur kunne mærkes helt ind til hans hud, igennem både kutten og jakken, samt den hvide skjorte. Han lukkede svagt øjnene i. En velkendt duft fik ham til at åbne dem med det samme igen. Ikke så langt fra ham gik Luce, en sten faldt fra hans hjerte over at se hende igen. Forsigtigt gik han hen imod hende.
"Luce," hviskede han svagt for ikke at forskrække hende for meget.

P: En sort kappe, lilla kjole der gik ned til knæene og et par sorte flade støvler der gik til lige under knæene.

Det havde lykkedes hende og Josh, at besejre varulve kvinden uden, at hun fik gjort nogen skade på hendes mave. Om ca 2 måneder ville hun og Josh være forældre til et lille barn. Det varmede hende indvendigt, men alligevel var der ikke noget smil på hendes læber. Det var bare en lige streg. Hun havde et bælte om liver som alligevel kunne være lidt skjult foran pga hendes tykke mave. Hun havde en lille brun pose på bæltet. Det var skyggevæsenblod i posen. Det var præcis 7 dage siden hun sidst havde drukket blodet, men hun måtte dog ikke drikke det før giften som var kommet ind i hendes begyndte og reagere og prøve og nedbryde hende langsomt indefra. Hun havde fået lånt en brevdue fra Zeronium så hun kunne sende et brev til Josh om, at hun skulle snakke med ham. Om hvad havde hun ikke skrevet overhovedet. Hun gik nu i ørkenen tæt på grotternes indgang, hvor hun havde skrevet til Josh, at de skulle mødes. Hun kiggede op og kunne se en aura der var lidt væk fra sig. Et lille smil kom frem på hendes læber og hun gik hurtigere hen til grotternes indgang hvor hun så stoppede op foran ham "Hej Skat. Er glad for, at du nåede og få min besked" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at der var noget hun skulle snakke med ham om, men der var stadig et lille smil på hendes læber.

Han tog imod hende ved at placere et forsigtigt kys på hendes glatte og fejlfrie pande. Det varmede ham meget at se hende igen, mere end han kunne beskrive, og det glædede ham at se at hun stadig var gravid og at der intet var sket med deres barn. Hendes stemmes toneleje var det eneste som bekymrede ham, den lød alvorlig og en smule skræmt. Der var sikkert noget vigtig hun skulle fortælle ham. Det forhindrede ham dog ikke i at ændre på sin aura, den var stadig ligeså varm og rolig, mest af alt fordi han ikke ønskede at hun skulle blive urolig over at han blev urolig.
"Jeg må sige at jeg var noget overrasket over at se en due i mit vindue," fortalte han. Hans stemme var en smule hæs ved turen igennem byen. Det havde taget sin tid at komme uden om zombierne! Men, det havde taget en helt krig om at slippe for at vagterne tog med ham! De insisterede alle på ad ledsage ham hen til grotten, men han havde til sidst givet ordre om at de ikke skulle følge ham, for han ønskede bare at være alene med Luce. "Men, nu er jeg her, hvad vil du gerne tale med mig om?" Han tog svagt hendes hånd i sin.

Hun var glad for og se ham igen det var ikke det som var galt hos hende, men hun skulle få sig selv til og lyve overfor ham. Hvordan skulle hun fortælle sin kæreste, at hun ikke kunne bo hos ham i noget tid? Hun vidste ikke en gang hvor længe hun skulle bo hos Zeronium endnu og være hans kone som han så fint kaldte det. Hun krammede ham stille da han kyssede hende på panden. Hun havde fløjet det meste af vejen i sin drageform indtil hun var kommet til ørkenen hvor hun ikke kunne lugte flere zombier i nærheden, hvor hun så havde forvandlet sig tilbage og fået taget noget nyt tøj på. Hun grinte stille "Jeg havde lånt den af en veninde. Det er en meget klog due" der var en lille glad klang i hendes stemme, men den var så lille, at det alvorlige stadig overskyggede den. Hun kiggede lidt rundt og trak vejret dybt "Havde bare brug for og være alene med dig et sted, hvor ingen kunne finde os og tænkte disse grotter ville være de bedste" hun tog stille fat i hans hånd og nikkede ind imod grotterne "Skal vi gå ind og undersøge stedet?" der var en lille klang af eventyrlyst i hendes stemme og hun begyndte og gå ind i grotterne imens hun holdt fast i hans hånd.

Der var et eller andet der trykkede hende, det kunne han fornemme og det irriterede ham at hun ikke sagde med det samme hvad det var. Selvfølgelig skulle hun have lov til at sige det i det tempo hun havde lyst til, det ville han ikke blande sig i, selvom han var noget så nysgerrig for at få det at vide af hende! "Det må du nok sige, den blev ved med at dunke på vinduet indtil jeg åbnede op for det og lod den komme ind,". Han overvejede at spørge hende om hvilken veninde men valgte at lade det ligge. Hun skulle helt sikkert nok fortælle ham det på et tidspunkt, den tillid valgte han at have til hende. For det var vel det der skulle være i et forhold, tillid til hinanden. "Det er skam godt tænkt, det er ikke her folk tænker at de vil komme forbi og lede efter os,"Imens han sagde den sætning, kiggede han rundt i grotten, betragtede hver en krog af den så han nær havde fået en dråbe fra loftet i hoved, hvis ikke han havde skyndt sig at kigge væk. "Hvorfor ikke, hvad er det værste der kan ske?".
Med de ord fulgte han med hende ind i grotten. Dets ukendte verden lokkede ham som en flue blev lokket af lys. Deres egne fodtrin på det hårde stengulv blev mobbet af ekkoet der gentagede det igen og igen. "Har du aldrig været her før?" Han spurgte hende nysgerrigt imens han så rundt i grotten. Egentlig ville han gerne vide hvad der trykkede hende, men igen, hun skulle selv være klar til at fortælle det.

Hun grinede stille af ham og flettede sine fingre ind imellem hans. Hun gik roligt videre og lyttede til ekkoet af deres fodtrin ned i stengulvet imens hun gik. Hun lænede sig stille ind til ham. Hun savnede rent faktisk og ligge op af ham og mærke hans krop ind imod hendes. De sidste uger havde det været Zeroniums krop hun havde haft mærket ind til sig. Hun smilede stille "Det værste der kan ske er sikkert, at vi fare vild" der kom en lille sød latter fra hendes stemme der ekkoede i hele grotten imens de gik. Hun rystede dog lidt på hovedet da han spurgte hende om hun havde været der før "Nej det har jeg ikke, men min veninde anbefalede mig, at dette sted var nok det mest fredelige sted, hvor man kunne være sammen med folk og snakke i ro og mag" da de havde gået lidt og var kommet dybere og dybere ind i grotten stoppede hun op og vendte sig imod Josh. Hun kunne lige så godt sige det med det samme så hun slap for og lyve mere for ham og gå og grue over, hvordan hun skulle fortælle ham det "Skat grunden til jeg bad dig om og komme var fordi at... jeg har ikke været hjemme ved dig de sidste par uger fordi jeg har været ovre ved en veninde som for kort tid siden havde født et dødfødt barn...Hun har været i sorg lige siden og hun har så spurgt mig om jeg ikke kunne være hos hende i noget tid endnu indtil hun fik det bedre og sagde ja fordi hun har brug for så meget støtte og omsorg hun kan få. Håber ikke det gør noget vel?" hendes stemme var rolig, men meget alvorlig.

Grotten blev mørkere og mørkere, jo længere de gik ind i dem. Langsomt blev den også smallere, det ville føles som om at den ville æde en, for derefter at fordærve ens krop op og kaste den ud til rovdyrene. Josh bemærkede at langs grottens mure strækkede sig et par svagt lysende trærode henover loft og gulv, de snoede sig ind i hinanden som et flettede mønstre og langs dem kravlede et par edderkopper med selvlysende bagdele. Det var smukt, det var nærmest som et eventyrland man aldrig havde drømt om eksisteret. Han smilte svagt ved synet af en ildflue der fløj drillende ind foran hans ansigt, summede rundt omkring ham og forsvandt ham først da han viftede forsigtigt med hånden. "Så er det her det perfekte sted til at snakke sammen,". Han lod deres fingre være flettet sammen, præcis ligesom de halv lysende trærode på grottens mure. De ord hun sagde fik ham kort til at sætte spørgsmålstegn ved det hele. Selvfølgelig var det i orden med ham, men var det virkelig det som trykkede hende? Af en eller anden grund kunne han mærke at der var noget andet. "Selvfølgelig er det i orden, så længe du er i sikkerhed og at jeg ser dig engang imellem, så er det helt i orden,"Han stolede på hende og han vidste at det sikkert var vigtigt for hende at være sammen med veninden. Langsomt startede han med at gå videre igennem grotten. "Men er du sikker på at det kun er det du har på hjertet?"

Hun kunne ikke se hvordan det hele så ud, men hun kunne fornemme på Josh, at det var meget smukt jo længere de kom ind i grotten. Hun lænede sig stille ind imod Joshs side og gik op af ham og smilede da hun hørte en ildflue flyve tæt på dem. Der måtte være noget af et eventyrland inde i disse grotter. Det ærgede hende dog en del, at hun ikke kunne se, hvordan det hele så ud. Hun sukkede lidt, men smilede så roligt igen derefter. Hun nikkede stille "Ja det har du ret i. Jeg kan være høre eller se nogle andre personer herinde end dig og nogle små insekter herinde" hendes stemme var sød og rolig.
Hun ventede sådanset med, at Josh havde svaret hende på om det var i orden med ham, at hun var hos en eller anden åndsvag veninde som ikke fandtes. Hun ville bare ikke tortureres mere i dette liv eller ej det næste! Så hun måtte gøre det der skulle til for, at hun slap for det. Hun smilede da han sagde, at det var i orden med ham og kyssede ham stille på munden "Tak skat det betyder virkelig meget for mig. Vi skal nok få set hinanden så tit som muligt" hendes stemme var rolig og sød. Hun puttede sig stille ind til ham og nød hans nærvær, men da han så spurgte hende om der ellers var andet der gik hende på vidste hun overhovedet ikke hvad hun skulle sige "Skat jeg...jeg..." hun nåede ikke og fuldende sætningen før et højt vrinsk som lød som en hest der var i fare fra længere inde i grotten forstyrrede hendes sætning og gav hende et stort chok. Hun kiggede mod Josh "Det lød som en hest der er i fare. Vi må redde den!" sagde hun bestemt og slap Joshs hånd og begyndte istedet og løbe længere og længere ind i grotten. Jo længere hun kom ind blev vrinsket højere og hun kunne høre nogle kæder der raslede og nogle hove der trippede skræmt ned i stengulvet. Hun stoppede da hun kunne se en aura der lignede en hest, men i virkeligheden var det en Nightmare der var blevet bundet fast til væggen med nogle tykke kæder.

Der var noget andet der gik hende på, han vidste ikke hvad, men hvor ønskede han bare at få det at vide! Det var næsten som om det gnavede inde i ham for at høre hende fortælle ham det! For han kunne fornemme det, der var et eller andet helt galt, noget der slet ikke burde være der! Hans aura udstrålede dog ikke at det gik ham på at hun ikke fortalte ham det. Den var varm og rolig som den altid havde været, lyseblå med svagt hvide nuancer. I det øjeblik han troede at hun skulle fortælle ham det, afbrød en vrinsken igennem grottens tunneller dem i deres samtale. Det var en skinger vrinsken. Sådan vrinsken gav de kun fra sig når de var skræmte eller vrede, det kendte han fra Choice, Jacobs sølvmare. Lige som Luce, satte han i løb igennem grottens gang. De svagt lysende trærode i loftet generede hans syn og det samme gjorde det at han havde det som om at de ikke kom nogen steder, da grottens gang lignede hinanden hele vejen igennem. Trærødderne var endda flettede sammen ens hele vejen. Heldigvis lykkedes det dog for dem at komme frem til målet. En nightmare, med andre ord en meget vred og ustabil ild hest! Inden Luce nåede at gå helt hen til den, tog han fat i hendes arm for at advare hende om at det ikke var en almindelig hest.
"Det er en nightmare, hvem har dog bundet den her, jeg troede sjælendt her kom nogen," Han hviskede det lavt for ikke at skræmme det smukke vidunder mere end det allerede var.

Hun gik langsomt hen imod Nightmaren. Hun ville prøve og berolige den så hun kunne finde ud af hvad det var som gjorde, at den var så bange og vred som den var. Hun kiggede på den aura. Den virkede meget urolig og ustabil og samtidig var der frygt i dens aura. Hun var kommet tæt på den da Josh pludselig hev hende tilbage. Hun kiggede på hans aura "Vi er nød til og redde den ligemeget hvad. Det er et levende væsen som har brug for hjælp til og komme fri" hun stod lidt og spekulerede på hvordan hun skulle berolige den så den ikke gik helt amok på hende eller Josh når de ville hjælpe den fri. "Jeg må berolige den" hun hev sin arm til sig imens hun langsomt med rolige skridt gik hen imod Nightmaren imens hun begyndte og nynne en beroligende melodi. Det var rent faktisk en godnatvise som hun plejede og synge for Bruce da han var lille og det beroligede ham meget så hun håbede lidt på, at det også virkede på den. Hun holdt roligt øje med den aura for og se ændringerne i den imens hun gik tættere og tættere på den. Hun kunne se på auraen, at den langsomt blev roligere og roligere, men hun kunne også høre på den trippen, at den helt stoppede med og trippe og ikke trak vejret nær så voldsomt og vredladent som før. Hun gik helt tæt på den og holdt en glad hånd oppe så det lignede, at noget skulle give hende en high five. Nightmaren lagde langsomt sin mule imod hendes hånd uden det mindste. Luce smilede stille "Rolig lille ven. Jeg skal nok hjælpe dig fri" hendes stemme var rolig, blid og betryggende.

Nightmaren var vred. Dets øjne strålede af had og frygt, han kunne mærke det helt ind i sine egne knogler, så han havde det som om at det knagede og at han snart ville falde sammen. Frygten var kraftig, dog lykkedes det Luce at nedsætte den en smule med sin rolige stemme, der lød som en engel der sad og sang, imens fuglene fløjtede med. Han var ikke tryg ved at lade hende gå hen imod den. Et enkelt slag fra dets kraftige hove og det kunne forudsige et kæmpe problem. Det han frygtede mest var at den skulle ramme hendes mave hvor det kommende afkom befandt sig i. Med anspændte bevægelser, fulgte han langsomt med hende. Hans chokoladebrune øjne veg ikke fra det hidsige væsen foran ham. Luce havde ret med hensyn til at de måtte befrie den, men det var ikke det nemmeste verden. Under dets massive krop var der et par hove der kunne være ligeså skarpe som en kniv. Han tog en dyb indånding, inden han forsigtigt gik hen imod lænkerne og langsomt begyndt at få dem fri. Det var stærke lænke lavede af det hårdeste stål han nogensinde var stødt på.. "De sidder virkelig godt fast," hviskede han til Luce. Han hviskede kun pga. nightmaren ikke skulle blive forskrækket over pludselig lyde.. Efter flere minutter, lykkedes det ham endelig at få en af lænkerne fri, så det ene forben nu kunne bevæge sig så tosset som det ville.

Luce fortsatte med og ae den på mulen imens Josh prøvede og få den fri fra lænkerne. Hun forstod virkelig ikke hvordan det kunne lade sig gøre og få fanget en nightmare der ellers tit var meget svære og få fat på og så lænket den fast til en væg. Luce fortsatte med og kigge på nightmarens aura der så ud til og være mere rolig og afslappet end den havde været da hun så den inden den blev rolig. Hun kiggede på Joshs aura der så ud til og være noget nervæs. Luce fortsatte med og være rolig og klappede den roligt på halsen "Det kan jeg regne ud skat. Er der en lås på kæderne eller noget?" der var en undren i hendes stemme, men den var samtidig meget rolig og mild. Hun lagde roligt sit hoved imod dens hals og hviskede nogle blide og beroligende ord ind i øret på den. Der gik et godt stykke tid og Josh havde fået alle lænkerne væk fra dens ben før Luce bakkede lidt væk fra den og smilede "Så er du fri igen" hun fik lige sagt sætningen færdig før der kom nogle høje lyde og råb længere inde i grotten. Råbene og lydene fik nightmaren til og blive bange og begyndte og sparke ud til alle sider, men inden Luce havde nået og rykke sig mærkede hun 2 hove blive sparket ind i maven på hende. Hun fløj nogle skridt væk fra Nightmaren og lå sammenkrybbet på gulvet og hulkede og græd. Hun havde fået nogle enkelte blå mærker på armene og benene fra faldet og 2 store blå mærker på maven fra sparket, men det værste af alt var, at hun var begyndt og bløde voldsomt fra underlivet "Skat..." der var gråd i hendes stemme.
Nightmaren blev dog rolig efter noget tid og gik hen til Luce og aede undskyldene sit hoved på af hendes kind. Det havde ikke været dens mening og sparke efter Luce og Josh. "Det ok...Det var ikke med vilje..." man kunne høre på hendes stemme, at hun havde store smerter.

Nysgerrigt begyndte han at studere lænkerne. De var som sagt lavede af det stærkeste stål han nogensinde havde set. Elegant var de snoet ind i hinanden, den stærke stål mobbede ens næsebor og eftersom Josh var i færd med at rykke vildt i dem, mobbede de også hans hænder. Stålet irriteret håndfladerne. Det varede et godt stykke tid før det lykkedes ham at få hver og en lænke op. Han smed dem hurtigt fra sig, så hen på Luce med et smil og han kunne mærke hvordan han langsomt begyndte at slappe af i kroppe, da han så hvordan nightmaren stod helt stille og nærmest kiggede beundrende på Luce med sine gyldne øjne. Freden varede dog ikke længe. Et pludselig råb indefra grotten forudsagde den største frygt af dem alle. Nightmaren sparkede ud til alle sider med sine stærke ben, ramte Luce lige korrekt i maven, så hun nærmest fløj tilbage. Hun måtte bukke under for slaget. Smertefuldt faldt hun til jorden. Josh mærkede det som et lyn der gik igennem ham. Det hele skete på et kort sekund.. Blodet der ramlede ud af Luce fik frygt signalerne til at koge inde i ham. Nightmaren gik forsigtigt tættere på hende, hvilket ikke gjorde ham særlig tryg, så da han gik hen til Luce for at løfte hende op, viftede han den lidt væk og sørgede nu for at få Luce i sikkerhed.. Hurtigt tog han hende op i sine arme. Det føltes som om at han intet kunne se af bare fortvivlelse og frygt.. Barnet havde uden tvivl taget skade af sparket. Heldigvis tog han den med ro og selvom det måske ikke virkede, så forsøgte han også at berolige Luce ved at lade sin aura gå igennem hende.
"Du skal nok klare den, bare rolig," sagde han roligt til hende. Hans stemme var som flydende honning.. Med de ord, løb han så hurtigt som hans ben kunne bære ham ud af grotten.. I en situation som denne kunne han havde haft brugt et par vinger.. Bedende så han op imod himlen.. *Elonada, jeg har brug for din hjælp, lad mig få et par vinger til at få Luce i sikkerhed, bare lige kort, jeg behøver ikke at beholde dem, jeg beder dig!* sendte han en tanke til englens gudinde.. Der kom intet svar.. Han skulle lige til at miste modet, da et ryk imellem skulderbladene fik ham til at spænde. Som et lyn slog ned, voksede der pludseligt et par gigantiske, hvide engle vinger ud.. De smukke fjer glitrede som sølv.. Han smilte stort og inden længe fløj han i luften, på vej hen til hospitalet for at redde deres barn og Luce..

Han stod utålmodigt udenfor døren, ventede blot på at de skulle sige at han måtte komme ind til Luce. En hungren efter at se hende igen åd ham op! Det føltes som et mareridt bare at sidde og vente ude på gangen. Han ville ind til hende!

Hun lå helt sammenkrybbet og havde det som om hun havde fået tæsk i flere timer uden nogen havde villet stoppe det. Hun rystede meget og tårerne trillede voldsomt ned af hendes kinder. Det var dog lidt beroligende og mærke Nightmarens varme hoved imod sin kind. Den havde ikke gjort det med vilje det vidste hun godt. Hun kunne se på dens aura at den var virkelig ked af, at den havde sparket Luce. De havde bare i den korte tid Luce havde nynnet for den og aet den over mulen imens Josh fik den fri dannet et bånd uden de selv havde lagt mærke til det. Hun rystede meget igen da nightmarens mule forsvandt fra hendes kind. "Det gør ondt Josh" hun græd stille. Hun nærmest borede sig ind til ham da han løftede hende op i sin favn. Blodet fra hendes underliv løb bare ned af ham. Nightmaren kiggede på Josh og Luce med triste øjne og løb forbi Josh og løb lidt foran ham for og lyse vejen helt ud fra grotten så Josh kunne se ordentligt, hvor han løb. Selv da Josh lettede og fløj afsted med hende løb den efter. Ind til byen den ville med dem. Den ville være hos Luce.

Luce var blevet ført ind på en fødegang og ind på en stue der var ledig. Lægerne og sygeplejerskerne kunne godt se, at det var en meget akut fødsel de skulle igennem og der ikke skulle meget mere til før barnet ville dø inde i hende hvis hun ikke snart fik barnet født. Hun havde fået sat nogle slanger i armen der var sat sammen med nogle blodposer så hendes krop ikke manglede alt for meget blod.
Der gik noget tid før barnet ville blive født. Det græd, men det var så svagt og var helt blåt. Det var en draconianer pige Luce og Josh havde fået. Luce kiggede på auraerne ved siden af sig og så et lille et og smilte. Barnet måtte have det godt, men inden hun vidste af blev pigen lagt i en kuvøse og nogle læger stormede ud fra stuen hun lå på og løb afsted med barnet imod Neonatalklinikken som var afdelingen for fortidligt fødte børn. Hun sygeplejerske gik hen til Josh "I fik en lille pige, men hun er født for tidligt og har fået nogle knops efter skadet derfor er hun blevet ført over på en anden afdeling. Luce bliver ført på den afdeling om lidt og vi har ikke fået fortalt hende hvilket køn jeres datter er så vi tænkte du måske ville gøre det og fortælle hende om situationen?" hendes stemme var rolig og venlig. Hun rakte sin arm hen imod døren ind til stuen, hvor Luce lå for og fortælle ham, at han kan komme ind til hende. Luce lå bare i sengen og så svag og træt ud.

Den svage belysning fra lamperne i det grå loft, lagde en tung stemning ud over hele gangen. Hvis man begyndte at gå ville man helt sikkert tro at man aldrig kom nogen veje. Alle væggene var hvide, dørene var gråhvide og hvis der endelig var nogen vinduer, bestod de af den samme gråhvide kant. Da døren ind til det forurolige rum endelig gik op, var han hurtigt oppe at stå. Han fjernede omgående hætten fra sit ansigt, for bedre at kunne se sygeplejersken i øjnene. Det svage glimt i hendes øjne gjorde ham en smule urolig, eller, rettere sagt meget urolig. Frygten for at der var sket Luce og hans barn det værste, gav ham den værste kuldegysning ned af ryggen på ham, det føltes nærmest som om nogen legede med en kniv, ved at skære ham ned af ryggen, imellem skuldrebladene og videre ned af rygsøjlen. Det lettede ham at høre barnet var blevet født. Desværre, var det blevet født for tidligt og det undrede ham ikke, for deres lille nye datter skulle ikke være blevet født før om to måneder.. Han smilte svagt til sygeplejersken. Et nik var det eneste han kunne gøre for at vise han havde hørt hvad hun sagde. Imens de gik igennem de ensformet gange, kiggede han ned i jorden og tænkte over hvordan han skulle forklare Luce situationen. Deres datter var muligvis i store fare.. Han bed sig i underlæben ved tanken. Tanken om at skulle miste det han havde ventet så længe på, var som om at miste en del af sit hjerte.. Døren til Luces værelse gik op. Her lettede han først blikket og så hen på Luce med et svagt smil. "Hej skat," Hans stemme var rolig og mild. Den var dog også en smule hæs.. Forsigtigt satte han sig ved hendes side, ved at plante sig på en stol nær den hvide seng. "Godt at se du er uskadt," Han kørte en finger beroligende op og ned af hendes håndryg. "Det blev en pige," Han forsøgte at lyde så glad som over hovedet muligt. Selvfølgelig var han glad for at det blev en pige, men det var mere den situation deres datter var i, der gjorde at det var svært. "Hun.. Er desværre blevet født for tidligt og har fået små skader, derfor har de flyttet hende hen til en afdeling med for tidligt født børn, som du også snart kommer hen på," Fingren der kærtegnede håndryggen fortsatte med at køre op og ned. En stor trang til at se sin datter voksede inde i ham.

Luce lå stille i sengen og prøvede og samle kræfter igen så hun kunne komme op og stå og se sit nye barn. Hun vidste ikke hvordan barnet så ud eller noget. Ikke en gang hvilket køn barnet var. Hun havde ikke kunnet nå og se barnets aura. Det ramte samtidig meget hårdt, at hun vidste at de havde fjernet barnet fra hende inden hun nåede og se det og mærke det og det samme ved, at de ikke havde sagt noget omkring barnet. Hun kiggede hen imod døren da den gik op og smilede svagt da hun kunne se Joshs aura og genkende den milde engle lugt som Josh havde. Man kunne godt se på hende, at hun ikke havde meget energi tilbage i kroppen og havde kæmpet en del for og holde sig selv igang for ikke og tabe til blodmanglet. Hun havde stadig nogle store smerter fra maven og ned. Lægerne havde taget forskellige prøver fra hendes livmoder efter barnet var blevet født. Hun smilede bare til Josh da han sagde hej til hende og kiggede på hans aura. Hun vidste ikke hvad sygeplejerskerne havde sagt til ham, men hun var ihvertfald spændt på og høre hvad de har sagt til ham for til hende havde de ikke sagt noget som helst. Hun havde en anelse om, at barnet muligvis var i livsfare pga hun vidste, at det var for tidligt født. Hun tog stille fat i hans hånd og holdt den. Man kunne tydeligt mærke, at der var ikke mange kræfter i hendes krop til, at hun kunne holde ordentligt fast i Joshs hånd. "Virkelig?" der var en svag glæde i hendes stemme, men man kunne tydeligt høre på hende, at hun var træt og svag. Hun smilede dog roligt, men smilet forsvandt også hurtigt igen efter Josh havde sagt, at deres datter var blevet flyttet på en anden afdeling. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre af sig selv. Alt var så forvirrende.
Der bankede på døren kort tid efter og en mandlig læge kom ind. Han kiggede roligt på dem. Luce kunne se på hans aura, at det ikke var nogle gode nyheder han kom med "Godt du også er her og forresten tillykke med jeres lille datter" sagde han til Josh med en dyb, men venlig stemme og fortsatte "Vi tog jo nogle prøver fra din livmoder af lige efter jeres datter kom ud og vi må dsv fortælle jer, at din livmoder tog voldsomme skader efter sparket og efter fødslen og derfor er chancen for, at du kan blive gravid igen meget lille" man kunne tydeligt høre på hans stemme, at han ikke helt vidste hvordan han skulle formulere det.

Han lænede sig ned og placerede et kys så varmt og blidt på hendes pande. Kvinden der lå i sengen var den kvinde han elskede! Tanken om at hun kunne have været død gjorde ondt i hjertet. Det føltes som om nogen havde det imellem sine hænder og var i færd med at knuse det som en appelsin. Heldigvis var det ikke sket. Luce lå lige foran ham og i en stue længere nede, lå deres smukke datter og trak vejret efter sådan en katastrofe. Han nikkede til hende, da hun spurgte ham om det var sandt at det blev en pige, en smuk lille pige der nok skulle ende med at blive det bedste der nogensinde var sket for dem! Den pludselig tøven fra hende efter hans sidste ord, gjorde ham en smule nervøs, så for at gøre hende en smule mere tryg, klemte han svagt hendes hånd og placerede et kys på hendes kind. "Hun skal nok klare den skat. Hun er i live og det er det vigtigste," Hans stemme var en beroligende vise. Lyden af døren der gik op, fik ham til at dreje hovedet og smile svagt til lægen, der efter aura og ansigtsudtryk at dømme ikke havde nogen gode nyheder med sig. Josh frygtede at det kunne handle om deres datter.
Efter han havde snakket færdig, kiggede Josh ned på Luce og klemte hendes hånd en smule mere, dog ikke sådan at det gjorde ondt, mere som et tegn på at han var der og det ville han altid være. Derefter kiggede han op på lægen igen. "Hvornår må vi få vores datter at se?" Han prøvede at finde et andet emne..

Luce lå bare stille på sengen imens hun kiggede på Joshs aura. Hun følte sig træt og svag og samtidig meget forvirret. Hun havde fået sendt et brev til Zero omkring det, at hun lå på hospitalet inden Josh var nået og komme ind. Hun håbede ihvertfald, at Zero ville modtage det hurtigst muligt både for hendes egen skyld, men også for alle andres skyld. Det ville kun gå galt, hvis han ikke snart modtog det. Hun lyttede stille til det lægen fortalte dem. Det var som om hun fik et kraftigt slag i maven da han sagde, at der var en meget lille chance for, at hun ville blive gravid igen. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle synke denne besked. Hun klemte Joshs hånd hårdt da hun mærkede, at hans klemte hendes. Det var tydeligt og se på hendes ansigt, at det havde ramt hende hårdt og høre, at hun ikke ville blive gravid igen. Hun sukkede lidt og lå bare i sengen og følte sig svag og ødelagt samtidig. Hun ville nu også gerne se sin egen datter og holde hende ind til sig.
Lægen kiggede stille på Josh da han havde stillet ham spørgsmålet "Det må i så snart vi har fået nogle vigtige ting på plads. Hun skal jo også have mad fra sin mor af så det kan også godt ske, at i får lov til og holde hende, men i må ikke få hende herind endnu. Det er fortidligt og sige" man kunne godt høre på hans stemme, at det var en meget svær situation han stod i og Luce havde det som om alt bare blev taget fra hende på kort sekunder. "Vi skal nok komme og hente jer så snart i må se jeres lille datter" sagde han roligt til dem og smilte til dem og gik ud af stuen.

Det var ulideligt at han ikke måtte få sin datter at se. I sit stille sind forbandede han Nightmaren over at have sparket Luce i maven, selvom han inderst inde godt vidste, at det havde været et uheld og at den aldeles ikke havde ment det. Følelsen af Luce der mistede modet, fik ham til at sænke blikket ned i gulvet. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, rykkede i ham med alt den kraft de havde. Han bed sig hårdt i underlæben. Ved lyden af lægens stemme, løftede han sit blik og kiggede på ham, med et par øjne der både var trætte og såret over nyhederne med datteren og Luce. Han fremtryllede et smil til lægen for ikke at være uhøflig. "Det sætter vi pris på at vi må," hans stemme var en anelse grødet, men det lykkes ham at få den normal igen. "Vi vil vente i spænding på at se hende,".
Da lægen var gået, spredte stilheden sig rundt i rummet, præcis som en tyk røg fra en smøg ville gøre det. Josh havde det en smule som om at han var ved at blive kvalt. Han brændte for at se sin datter! Det brændte så meget at det sveg i halsen. Han kiggede ned på Luce med et kærligt blik. Modet var en smule forsvundet fra hende, men det bebrejdede han hende heller ikke for, at få sådanne nyheder smidt i hovedet på en dag, måtte ikke være det nemmeste at gå igennem.
"Vi skal nok klare det her," sagde han med en stemme der lød fjern. Han kiggede ud af vinduet. "Det er jeg sikker på," Et kort øjeblik var han helt i tvivl om det var Luce han snakkede til overhovedet.