You should be proud of being a vampire. -Samantha-

P: skjorte og et par cowboy bukser.
V: Gråt og kedeligt.
O: Ikke mange væsner i syne, eftersom vejret skriger at man skal blive inde og lave noget andet mere hyggeligt.
T: eftermiddag.

Han sukkede, et lydløst suk, trods alt havde han ingen stemme og derved kom der ingen lyd ud når han sukkede. Det var irriterende, men det var begyndt at være normalt, det var jo ved at være 35 år siden han mistede sin stemme. Som tiden dog fløj, han havde det stadig som om at det var i går han løb rundt i skovene sammen med Clarissa, at det var i går at han stadig vidste hvordan man elskede og havde det sjovt. Men det var det ikke. Clarissa var død, dræbt for øjnene af ham af hans egne forældre.
Himmelen mindede om en grå klat maling et barn kunne havde formået at male på et hvid lærred. Et stort hvidt lærred hvor der var plads til at male hvad som helst. Valget blev dog bare en stor grå klat, med et par lyse steder her og der. Heldigvis havde solen ingen chance for at komme igennem de tykke skyer, eller, den grå maling. Med en anelse tunge bevægelser gik han igennem parken, armene foldet omkring sig som et skjold og blikket rettet ned imod jorden. Automatisk gik hans fødder frem ad, slæbte sig hen ad jorden og opførte sig som om de vejede 100 kg hver.
Lyden af et barn der skreg var det der skulle få ham til at løfte blikket. Ikke så langt fra ham kom et barn løbende med et hel vandfald trillende ned af de runde barnekinder. Det løb direkte forbi ham og det havde han det egentlig fint med, børn var ikke noget han elskede at tilbringe tid sammen med, hvilket igen var en af fordelene ved at være vampyr.. Det undrede ham lidt over hvad barnet græd over, så nysgerrigt gik han derhen imod barnet før var kommet løbende fra. Lugten af blod hang i luften som en røg sky.. En ting var sikkert. Der var noget eller nogen som havde mistet livet..

Påklædning Sorte Jean, tennissko, hvid top.//

En ung kvinde lå på den kolde jord ubevægelig, og som nærmest så stendød ud. Kvinden var faktisk død, Samanthas trang til blod havde været lidt for overvældende i dag. Faktisk hvis kvinden og barnet ikke havde været i nærheden af parken så kunne moren stadig være i live nu var barnet sikkert forældreløs medmindre barnet havde en far et sted, som kunne tage sig af ham medmindre faren var et svin. Hun lukkede kort sine øjne i, hun havde for en gang skyld vovet sig ud men mest fordi der var overskyet og gråt, typisk kedeligt vampyr vejr mente hun. Hun slikkede kort omkring sine læber, smagen af blod hun var ved at vænne sig til at slå ihjel men at vide at der var en anden en der havde set hende, var hun ikke lige frem glad for. Hun havde næsten fået alt blodet slikket af sine fingre, men nogle blod plettet fangede hendes opmærksomhed, hendes top var næsten plettet helt til med blod. Hvilket fik hende til at grine til en forandring, normal ville hun måske blive ophidset over at hendes tøj havde fået snavs på sig men ikke denne gang. Barnet hun kom hurtig i tanke om barnet, men barnet fik vel mere marerid for livet om det syn han havde set sin mor blive suget tom for blod, foran et frygteligt uhyrer. Måske kunne barnet huske hende når han blev voksen? Se den måtte hun spekulere på. Hun begyndte roligt at nynne mens hun kiggede på den døde kvinde, melodien var en hendes mor en gang havde lært hende.

Det overraskede ham at se en ung pige med blod overalt ikke så langt fra sig. Ingen tvivl om det havde været hende der var skyld i barnets opførsel. Den døde kvinde på jorden måtte være barnets mor. Nogen ville mene at det var forfærdeligt, River tog det dog stille og roligt omkring det, for han kendte det med blodtørsten alt for godt. Engang havde han selv dræbt en hel familie, drænnet dem for blod, en for en og bare efterladt dem sådan i deres eget hjem. Han kunne ikke gøre ved det, han var lige blevet forvandlet dengang, blodtørsten herskede over ham. Stadig fuldkommen nysgerrig, gik han hen imod hende og tog ikke hensyn til om hun måske ikke ville snakke med ham.
*Det må jeg sige, det er første gang i lang tid jeg har set en vampyr dræbe en mor lige for øjnene af dets barn,* han sendte tanken igennem hendes hoved, i håb om at hun modtog den. Forsigtigt kredsede han om den døde kvinde, indsnuste hendes duft og kunne smage det på sin tunge.. Han rettede igen opmærksomheden imod pigen. Hun virkede bekendt på en mærkelig måde, dog kunne han ikke sætte sin finger på hvorfra.

Samanthas nynneri holdte med det samme op da hun så en fremmede nærme sig, en af hendes egen slags. Hun gav et knæk med sit hoved som når man knækkede fingrer, hun vidste ikke rigtig om hun skulle frygte den fremmede eller gå til angreb. Hendes øjne hvilede på ham, mens hun betragtede hans gåen det var ikke altid hun så en anden vampyr måske var det godt måske var det skidt. Hun spærrede sine øjne op da hun hørte en fremmede tanke inde i hendes hoved, hvilket fik hende til at rejse sig op med et ryk. "Hvad fanden?" Kom det fra hende, hun havde det nogle gange med at bande men det var nu noget hendes far havde lært hende ved et uheld. Samanthas øjne hvilede stadig på den fremmede mand, som nu kredsede omkring den døde kvinde, hun havde tydeligt lagt mærke til den mærke tanke der var dukket op i hendes hoved, havde vampyr evner? Lige som i legenderne og myter? Eller var det hele falsk skulle hun til at blive irriteret over noget nyt hun ikke anede. "Hvem fanden er du?" Endnu en gang brugte hun fanden i sit ordforord men det blev hun nogle gange nødt til når hun var begyndt at virke forvirret, men jo mere hun betragtede manden jo mere mindede han om en måske hendes forældre havde kendt? Og hun selv kunne huske svagt men hun var ikke sikkert, hun ville heller ikke spørger ham, hun ville hellere væk fra ham. Medmindre han blot ville følge efter hende, det gjorde folk nogle gange hvilket hun hadede.

Som alle andre gjorde, reagerede hun overrasket over det med at man pludselig var i stand til at høre en anden stemme i sine tanker. Det varede lidt tid før River tog sig den frihed og stoppede op, ikke mere end et par meter fra hende og så på hende med et blik der hverken kunne beskrives som fjendtligt, koldt, venligt eller roligt. Det var nærmest tomt at se ind i hans øjne. Sådan var det altid når han mødte fremmede. Kunne han lide dem sådan nogenlunde, udviklede blikket sig til at være roligt, og brød han sig ikke om vedkommende, endte det med at blive koldt og måske endda fjendtligt, hvis man vidste hvilke knapper man skulle trykke på. *Det er min evne, jeg kan snakke med folk igennem tanker, så være ikke forvirret, det er min stemme,* Han sørgede for at have øjenkontakt med hende igennem hele forløbet. Endnu engang startede han med at kredse om den døde kvinde, kiggede en sidste gang på hendes ansigt inden han igen vendte opmærksomheden imod Samantha. *jeg syndes ikke at jeg har set dig før? er du ny her på disse kanter?* der var stadig noget så frygteligt bekendt over hende! Det gnavede inde i ham for at finde ud af hvorfra, men han kunne ikke, lige meget hvor meget han prøvede at huske hendes ansigt. Forsigtigt satte han hovedet på skrå, så undersøgende på hende for at finde frem til kilden om hvor han kendte hende fra.

Hendes forvirrede ansigt ændrede sig hurtigt til et nysgerrigt ansigt da hun hørte hans forklaring inde i hendes eget hoved! Det var stadig utroligt mærkeligt at folk kunne have sådan en evne. "Jeg vidste ikke vampyrer kunne have evner?" Kom det undrende fra hende mens hun lagde mærke til den måde han endnu en gang kredsede omkring den døde kvinde. Hvor efter han betragtede hende med at lægge hans hans hoved på skrå. Hun bed sig nærmest nervøs i hendes læber, det var noget hun havde for vane med at gøre da hun var mindre. "Ny? Som vampyr ja men ikke som mennesker der har jeg været her i mange år" kom det fra hende, hun anede ikke rigtig hvordan den fremmede ville have det med at møde en der ikke havde været vampyr i i så lang tid som han måske havde, det med vampyr var jo også stadig helt nyt for hende. Mon hun skulle præsentere sig? Det havde hendes forældre altid lært at man skulle selv over for fremmede en gang i mellem. "Øh mit navn er Samantha, Samantha Archer" kom det forsigtigt fra hende.

Han løftede svagt på skuldrene så skjorten automatisk gjorde en bølgende bevægelse. *Det ved jeg heller ikke om de kan have, men jeg har haft min lige siden jeg var en elver,* . Han gik hen imod et træ hvis bark var grå som himmelen. Hans bevægelser kunne minde om et rovdyrs, de var afslappet og smidige, men samtidig på vagt overfor fjender eller hvis et bytte skulle komme forbi. Med fronten vent imod Samantha, lænede han sig op af træet og så på hende med et par tomme øjne. Et par to sorte perler. Hovedet lagde han en anelse på skrå for at virke mere uskyldige, et tegn på at han hverken ønskede at slås eller ville forsøge på at dræbe hende.
*Så du er en ny vampyr? Så er det derfor du dræbte moren, en ældre vampyr ville have taget noget lidt mindre i øjenfaldende,* Han smilte svagt til hende, det varede dog ikke længe før hans mund igen blev en lige streg. *Jeg gætter på at din blodtørst er svær at styre? det var min i hvert fald,* Han huskede kort tilbage på tiden, hvor der ingen hæmninger var. Tiden hvor han dræbte en børnefamilie, overtog deres hus og brændte det derefter af.. Fortiden havde en masse grums på sig. Da hun præsenterede sig, bed hukommelsen bare endnu mere i ham, forsøgte at få ham til at huske hvem hun var. Hvor havde han set det kønne ansigt før?
*Navnet er River, River Phoenix,* Han plejede aldrig at sige sit efternavn, men, nu hvor hun gjorde, kunne han ligeså godt også gøre det, ikke sandt?

"Elver?" Kom det undrende fra hende, efter som hun højst havde været vampyr i omkring et års tid så anede hun jo ikke det helt store omkring at elver også kunne blive vampyrer. Hun stod stadig der hvor hun stod hvor efter hun kastede et blik ned på den døde mor, hun havde jo blot været tørstig, hun kunne da ikke lige frem gøre for at denne mor og hendes unge var gået forbi hende da tørsten var slemmeste. "Jeg var bare tørstig" kom det fra hende hvor efter hun bed sig selv i læben, hun var faktisk ved at vænne sig til at han talte til hende igennem tankerne det var faktisk fascinerende måtte hun indrømme. Mon hun også endte med en eller anden form for evne en dag? Det måtte tiden jo vise, hvis hun da klarede sig til den tid. "Jo den er svær at styre jeg har heller aldrig sådan lært at styrer den endnu" indrømmede hun. Hun havde gået amok før over sin blodtørst hvor det desværre gik ud over en flok uskyldige men det var også lige kun i starten hun var da blevet lidt bedre. Man skulle bare ikke provokere hende til at gå amok, på uskyldige. "River" mumlede hun som om hun smagte på hvert et bogstav, det lød da lidt bekendt og alligevel ikke, hans efternavn lød da også bekendt, hun betragtede let River vampyren mens hun bevægede lidt sin fod bare for ikke at stå stille i en evighed se det ville være for kedeligt.

Ordet elver blev gentaget på hendes læber. Vidste hun ikke at det også kunne lade sig gøre for en elver at blive til en vampyr? Han nikkede bare i stedet for at sige noget. Selvfølgelig, hvis man ikke rigtig vidste så meget om det, så var det da klart at hun ikke havde troet det. Et kort øjeblik kiggede han ned i jorden, hans fødder var akkurat ved siden af hende og lige frem. Hurtigt rystede han på hovedet over sig selv, løftede igen blikket og så hen på Samantha. Det havde stadig ikke lykkedes ham at finde ud af hvor han kendte hende fra. Til de ord hun lod ud om tørsten, nikkede han bare forstående, foldede hænderne bag sig så han nu også lænede sig op af dem.
*Man lærer at styre den med tiden, og man lærer også at elske det man er blevet,* han kiggede hen på hende, ind i hendes øjne. Ligesom ham havde hun ingen sjæl, vampyrer havde ingen sjæl, gudskelov for det, så havde de ikke mulighed for at blive ofre for dæmonerne. *Jeg lyder måske skør, men har jeg set dig før Samantha? Du virker så bekendt, men jeg kan ikke finde ud af hvor fra,*

Hun kløede sig lidt i håret selv om hendes hår jo ikke rigtig kunne klø længere som hvis man var menneske og fik lus, de små bæster var noget værre noget især da man var mindre og gik i en klasse hvor næsten alle havde lus. Så man blev altså bedre til at styre sin tørst, men der måtte vel bare mange års øvelse til hvis ikke flere år tier. Selv de ældrere vampyrer havde vel besvær ved at styre deres tørst eller havde de ikke? Endnu en gang kløede hun sig i håret, hun var ved at få flip af at stå det samme sted igen og igen, men alligevel hun ville hellere ikke bevæge sig hvad nu hvis han var ude på noget? Hun stolede heller ikke på ham, især hun havde da heller ikke lige frem haft den bedste oplevelse med en vampyr før. "Om du har set mit før? Det ved jeg ikke" kom svaret fra hende, hun anede da ikke om hun havde mødt ham før, men måske ikke som vampyr men måske fra da han var elver kunne det sagtens have ladet sig gøre. "Men der var en gang da jeg var mindre hvor vi nogle gange fik besøg af en eller anden elver, som minder lidt om dig også igen ikke du er pænere end ham men vampyrer bliver vel smukkere når de er forvandlet til ja rovdyr gør de ikke?" Alle disse spørgsmål og svar i et kunne nemt gøre andre forvirret, men ikke mindst hende selv.

Han var sikker på at han havde set hende før, det var han altså bare! Hukommelsen blev med at gnave inde i ham som en hund ville gnave i sit tyggeben! Det var en forfærdelig følelse! Han bed sig i underlæben, den kunne blive et offer for alle de tanker der kæmpede inde i hans hoved. Den blev dog sluppet lige efter hun sagde det med forældrene og besøgene af en elver.. Men.. det kunne ikke give mening? Kunne det? Var hun overhovedet født dengang han var elver? Eller, kunne han havde formåede at lade som om at han var en elver dengang for at forældrene ikke skulle være bange for ham? Mulighederne var uendelig, men han var ikke i tvivl om at han kendte hende. Hun var sandelig vokset siden han havde set hende. Dengang havde hun bare været en lille pige.. Det var utroligt hvad tiden ændrede ved en. Han hævede drilsk et øjenbryn over kommentaren om at han var blevet pænere takket være vampyr genet. *Jamen, så er det jo dig, du er bare vokset siden jeg så dig sidst,* Han gik forsigtigt tættere på hende, armene langs siden som et tegn på at han intet ondt ville hende. *Det tror jeg de gør, jeg er ikke sikker, jeg aner ikke engang hvordan jeg selv ser ud mere, da jeg intet spejlbillede har,* Det irriterede ham på en måde at han ikke kunne se hvordan han så ud efter 35 år.. *Men jo, det var mig der altid snakkede med dine forældre, hvordan har de det? og hvad vigtigere er.. hvordan blev du vampyr?*. Han huskede hende som en sød menneske pige, ikke som en vampyr.

Fra elver til vampyr se den havde hun slet ikke troet, hun betragtede ham stadig det kunne godt være han kunne huske hende nu men alligevel. hun rystede kort på sit hoved mens hun betragtede ham. "Mmmm" mumlede hun stille mens hun kiggede på ham, lyttede til det han sagde. Det var ret underligt at se ham som vampyr nu og her, hun var vel mere vant til at se ham som elver. "Vi kunne da altid tage et billede hvis det da virker?" Kom det fra hende men et svagt smil voksede frem på hendes læber. Hun vidste ikke rigtig hvad det var hun skulle svare da han spurgte til hendes forældre, hun havde jo ikke rigtig set dem siden hun blev vampyr. "De har det vel okay" kom det fra hende mens hun trak på sine skulder hvor efter hun kiggede ned. Hun havde da ikke lige frem myrdet dem, hun holdte sig bare fra dem ind til hun fik det med blodtørsten på plads. Hun kiggede op igen så ham i øjnene, hvordan skulle man forklare at hun ikke rigtig anede det? Men hun måtte vel komme med en eller anden form for forklaring. "Jeg ved det ikke rigtig, jeg ved bare jeg lige pludselig en aften da jeg gik hjem blev overfaldet og senere hen bare sådan forladt" hun trak endnu en gang på sine skulder uden at kigge væk fra ham.

Et billede? Det kunne de vel godt forsøge, om det virkede var han ikke sikker på, for var det ikke noget med at man skulle bruge magi og alt mulig for at tage et billede? Det havde han ikke den fjerneste anelse om, men de kunne altid gøre et forsøg hvis det var. Han kunne godt fornemme på hende at hun ikke rigtig vidste hvordan forældrene havde det. Situationen stod allerede klart for ham, hun turde ikke kontakte dem i frygt for at dræbe dem. I det tidspunkt ville han have ønsket at han havde dræbt sine.. Men, det var en anden historie, som han ikke gad at fokusere på endnu engang! Han stoppede et par meter fra hende, armene blev i stedet foldet på kors så de ikke længere hang og dinglede langs siden. *jeg ved ikke om det virker med et billede, men det er egentlig heller ikke så vigtigt at jeg skal vide hvordan jeg ser ud, jeg klar mig fint så,*. Blev hun også forvandlet imod sin vilje? Så havde de da det tilfælles.. *Sådan vampyrer tager ikke rigtig hensyn huh?* Den sidste sætning blev sagt i sjov.. Langsomt startede han med at gå forbi hende, da han var kommet et par meter væk, stoppede han op og så sig over skulderen. *Vil du med en tur? jeg skal selv ud at finde noget mad,* . Det lykkedes ham at sende et oprigtigt smil.

Hun smilede et skævt smil til ham, hun vidste ikke rigtig om hun skulle gå med ham men det måtte hun jo hellere hun gad jo heller ikke blev fundet ved et lig af en anden vampyr, så var hun faktisk mere tryg ved at gå ved Rivers side end at stå ved siden af liget. "Så du nogensinde din skaber?" Kom det spørgende fra hende, hun var ikke rigtig begyndt at gå endnu desuden hun kunne jo nemt indhente ham, men hun var faktisk okay nysgerrig med hensyn til om han kendte sin skaber. Hun ville ønske hvorfor hendes egen skaber havde forladt hende, hvis han eller hun ikke havde forladt hende kunne hun vel have lært noget som hun ikke vidste. Hun sukkede kort hvor efter hun bevægede sig en smugle, hun ville heller ikke gå for tæt på, det havde hun jo heller ikke kunne lide at gøre som lille. "Mad? Er det, det du kalder når du øh skal slå ihjel for mad?" Kom det spørgende fra hende, hun anede ikke rigtig om hun skulle fortryde sig ordvalgt, det var ikke alle der kunne lide at man talte sådan til dem.

Om han nogensinde så sin skaber? nej desværre ikke, havde han haft set hendes ansigt, så var han for længst gået i gang med at undersøg hver en del af verden for finde hende. Takket være hende mistede han alt. På den ene side var det en god ting, han var stærkere nu og behøvede ikke længere at leve efter skovens regler, på den anden side var det en dårlig ting der fik ham sendt væk fra hans familie, dem han stolede på og elskede. Svagt rystede han på hovedet over spørgsmålet. *Nej, jeg så hende ikke og det skal hun kun være glad for at jeg ikke gjorde,* Ved det sidste han sagde kom en form for knurren igennem tankerne. Det varede dog ikke længe før han faldt til ro igen. Med armene hængende langs sin side så han hen på hende med et roligt blik i sine mørke øjne. *Ja, det er jo mad ikke sandt? Uden det dør, ligesom et menneske vil dø uden sit kød og grøntsager,* Han smilte oprigtigt til hende.