Home sweet ho- What? Oh...(Cimberlie)

Han var ankommet til byen i går. Han var reddet direkte ind igennem de alt for velkendte porte, videre op af de alt for velkendte gader hvor nogle velkendte ansigter endda havde hilst på ham. Turen var gået op til Terrorville, hvor hans mere eller mindre ubrugte hus var. Stedet virkede mere eller mindre tomt og koldt. Hans oprindelige butler var gået på pension, da han var flyttet til Dragons Peak og tydeligvis brugte hans søn ikke tid nok i huset til at holde det ordentlig ved lige. Roserne der voksede foran huset var blevet vilde at se på, haven var ikke så velplejet. Huset virkede næsten fugtigt! Så hurtigt det gik...Så alt for hurtigt. Det havde taget lidt tid at opsnuse nok brænde til at tænde pejsen i opholdsstuen. Hans gamle værelse var tomt...Det hele stod i Dragons Peak.

Måske var det ikke så underligt at han dagen efter var skyndt sig ud derfra. Det lignede ikke det hjem han havde forladt. Og alligevel kunne han ikke lade være med at overveje om han burde møblere det igen. Få en butler der kunne holde øje med huset, uanset om nogen var der eller ej. Med skatterne fra Dragons Peak ville han snart begynde at tjene rigtige penge igen, trods alt. At istandsætte en borg og holde styr på en by var en kostelig affære!
Og havde det været det værd?
Han var ikke sikker. For tiden hældte han mod et nej.
Som han havde bevæget sig væk fra de finere gader og ned mod de mere fattige dele af byen, havde han gået i dybe tanker. Iklædt nogle støvlet, er par sorte bukser og en sort, varm trøje. Foruden en mørk, varm kappe der dækkede hans krop og mere eller mindre gemte det sværd der hang ved hans side. Dog var der ingen tvivl, angående tøjets kvalitet, at han var en fin herre.

Han stoppede op nede ved en af portene, der førte til og fra byen. Ingen grotter eller skove. Bare en by, der lå en stor bakke. Han savnede byen. Selv om mange var kommet til ham i Dragons Peak, også af hans tidligere ven- eller bekendtskaber, var det ikke som i Doomsville. Han kendte byen bedre end nogen anden og havde altid boet her.
Godt at se byens mure var bygget ordenlig op igen og folk efterhånden var begyndt at glemme de mørkvæsner der havde terroriseret dem i snart et års tid. Måske ville han tage til den ødelagte herregård her en af dagene og se om mørkvæsnerne virkelig var blevet færre eller om det bare var noget man sagde. Disse mørke væsner, der lignede noget fra folks værste mareridt. Som med store kløer og spidse tænder flåede folk op. De var kommet med det store jordskælv.
Han vendte sig og så ind mod byen i stedet. Mange af de fattige havde fået et hus igen. Men der var ingen tvivl om mange var døde, enten fra monstrene eller bagefter af enten kulde eller sult. Men nu lignede byen næsten sig selv. De nye huse gav nogle nye små gader eller gyde og det var disse han følte en trang til at undersøge...

Henne ved nogle bygninger gik en elegant kvinde rundt, meget køn at se på, iført en hvid lidt blondet kjole passede godt til den fine figur hun havde, på fødderne sad der et par hvide stiletter med åben tå skæring. Hendes blik var på omgivelserne, hun havde savnet bare at gå rundt i Doomsville, hun boede her, og elskede det, der var sådan en dejlig friskhed, og skønhed over stedet, selvom de fleste nok ville mene noget helt andet, og at det nok bare lignede noget mørkt og dystert noget. Det mente kvinden her slet ikke, og hun havde enlig tænkt sig at se om der skete noget i byen i dag, så hun vandrede lidt rundt, betragtede både bygninger, som de omgivelser der måtte være. Hendes blonde hår var faldet smukt over hendes ene side, og hun havde et tænkende udtryk i ansigtet, måske skete der bare ikke noget i dag, men hun ville bestemt heller ikke give op ligenu. Lyden af stiletter der trådte hen over grunden kunne godt høres, og hvis der var nogle i nærheden havde de nok hørt det, især hvis de var andet end menensker. Cimberlie hed hun, og hun nød bare at gå rundt og nyde luften, og Doomsville, hun vidste godt man sagtens kunne finde på noget at lave her, man skulle bare tænke sig om. Finde nogle ideer, og forslag til, hvad man kunne lave, Cimberlie havde tit fundet på et eller andet i stedenfor at kede sig, og stene det var virkelig ikke hende.

Lidt efter lidt vandrede hun lidt videre, og kunne kort skimme hendes lejligheds vindue, hun fik et smil på læben, og valgte bare at gå forbi det for at se hvad der ellers måtte være, nu var det ikke så tit hun faktisk bare vandrede rundt. Det var som om hun ventede nogen, eller skulle møde nogen, men det kunne måske godt være, man kunne aldrig vide jo. Selvom der var overskyet, og det var aften så gjorde det hende ikke noget, hun holdt sig mest til aften tid, det var nu også mest fordi hun var det hun var. Hun skulle heller ikke komme udenom at hun nød aftenstiden, og bare nød når der var mørket var fremme. Måske var det nok også derfor der ikke var så mange at se fordi de fleste sov måske, eller ikke gad være udenfor eller være i byen. Hun endte med at gå hen mod en gyde, hun hvist aldrig havde set før selvom hun boede her i byen. Så kom hendes nysgerrighed frem, og hun stod bare og kiggede ind i gyden, skulle hun mon gå derind, det kunne jo ikke skade.

Bare et lille kig, og hvem ved måske var der nogen der havde duftet hende som ville nærme sig hende, eller finde hende for så at holde hende med selskab. Cimberlie traf hurtig en beslutning om at gå ind i gyden, den havde hun bare aldrig set før, måske havde hun men bare ikke lagt mærke til den. Hendes lusket smil kom frem på læben, hvis der var nogen inde i gyden, så havde hun god chancen for at hygge sig lidt. Og dog så tænkte hun lidt mens hun trådte lidt videre ind i gyden, nej hvis folk fandt ud ad det så ville de bare sørger for at folk ville dræbe hende eller udnytte hende, for ikke at tale om at stjæle hendes sjæl, nej de tanker gad hun da slet ikke have. Ingen skulle få lov til at tage hendes sjæl, eller prøve på noget. Cimberlie gik videre og hun strålede selv i mørket, det var klart når man havde den skønhed hun havde, så behøvede hun ikke sollys eller varmen hun strålede nemlig i kulden, og mørket. Blikket flakkede lidt rundt mens hun gik for at se på gyden, hvordan den så ud, og sådan, og så klodset som hun var, havde hun selvfølgelig ikke set der var få sten, poser, få blade på jorden, så hun faldt over dem, og kunne ikke lade vær med undslippe et skrig af en slags”Arrrrrgh!!!” højt uden tvivl, hvis der var nogen i nærheden ville de nok have hørt det, eller måske tænkt hvad var det. Hun lå nu ned på jorden oveni i bladene, og havde slået knæet ind i de sten der måtte være der. Hvorfor var de også der, og hvorfor skulle hun også lige falde over dem. Et suk undslap hendes læber, og hun tænkte mest af alt det var bare typisk hende det her. Hun lå bare lidt og betragtede himlen, mens jorden var kold, og behagelig at ligge på, hun burde faktisk også rejse sig op.

Men i øjeblikket var det som om hendes krop var fråsent fast, hun havde et bredt smil på læben, og lukkede øjnene lidt. Gad vide om der kom nogen forbi, eller i nærheden, det kunne være endnu mere sjovt hvis det var nogen hun kendte eller havde set før

Gyder var gyder uanset hvilken by man kom i. Små, mørke gader af tvivlsom karakter. Ofte mere fyldt med affald og hjemløse end resten af byen. Det sted hvor de kriminelle kunne færdes, fordi de var gemt væk. Ude af syne, ude af sind.
Hvor havde han brugt mange timer i gyder. Mest fordi han selv havde brugt en stor del af sit liv på kriminalitet.
Nogle sad langs de kolde mure og klemte sig sammen, for at holde varmen. De velkendte, forhutlede skikkelse i beskidt tøj og uden tvivl fuld af sygdomme og lus. Sean end ikke sendte dem et blik, som han gik ned af gyderne og indprentede sig dem. Aha...Her havde der været et hus før, nu lå der en ny gade. Visse steder lå der gamle, glemte materialer. Sten eller noget rådnet træværk. Vidner om det byggeri der havde været og som Sean og hans tidligere klan havde hjulpet med. Men som Sakrefs navn havde været på...Fordi sådan havde aftalen været dengang.

Livet var ikke nemt. Tyveri og mord var hverdagen, især med alle de mørkets væsener der levede her. Vampyrer, dæmoner og hvad ellers. Derfor var det heller ikke nogen overraskelse at høre et skrig.
Sean bemærkede sig at skriget lød mere som et af overraskelse, frem for et af smerte. Oh well...Det kom jo ikke rigtig ham ved. Ofte var det ham selv stod bag den slags aktiviteter. At få folk til at skrige. Nogen åbnede en dør i nærheden og kiggede frem og tilbage. Det havde jo, når alt kom til alt, været et skrig. Men i denne del af byen skulle man næppe forvente en hær af behjælpelige personer.
Af ren nysgerrighed, hvis ikke personen eller personerne havde fjernet sig, gik han den vej som skriget var kommet fra. Han havde alligevel ingen plan og hvem vidste, det kunne være noget spændende?

Han drejede om et hjørne, fulgte gyden og drejede om et nyt hjørne. Ja, uden tvivl det måtte komme herfra. Han havde ikke travlt og ud fra hans rolige skridt var det tydeligt han ikke kom i tanke om at redde en kvinde fra grebet af et rovdyr. Da han fik øje på skikkelsen på jorden, var den nærliggende tanke om nogen var død. Så hvid...Både i hud og kjolen. Det skinnede her i mudderet, som en stjerne på himlen. Han nærmede sig roligt. Intet blod...Intet synligt sår...En dæmons værk? Oh vent...Måske var hun ikke engang død. Og nu han så efter, så det ud til at være et mindre mærke på det ene knæ. Et fald?
Han gik helt tæt på og lænede sig ind over hende. Hans mørkegrå, kolde blik gled ned over skikkelsen. Nej, hun så levende ud. Så kunne hun også sagtens selv komme op...Var det ikke fordi han altid havde været så pokkers en gentleman!
"Er du okay?" Hans øjenbryn gled lidt op. Hvem nød at ligge i dette søle? Folk kastede jo deres skidt ud af vinduerne.

Lyden af stemmen, og denne person som hun ikke anede hvem var, men på den anden side var hun glad for han var kommet forbi, og faktisk havde hørt hende, men så igen hun var virkelig bare klodset, og det var lidt pinligt at kunne falde over sådan noget. Ja nogle ville finde det yderst mærkeligt at ligge her, men på en måde var hun ligeglad, men da hun fik øjnene på ham, og hørte han snakkede til hende, kom hun til sig igen, og nikkede kort, hvorefter hun rejste sig op, børstede sig lidt af, hvorefter hun kiggede ned ad sig selv, og på knæet der lidt efter lidt healede sig selv. Rart nok at være det hun var, hvis hun fik en skramme eller noget og der var blod så skulle det nok heale, det var også blot en af fordelene. ”Jeg er okay, jeg lever stadigvæk da”sagde hun med en venlig tone, og kiggede så på ham, betragtede ham med øjnene gad vide hvem han var, og hvad han mon lavede her omkring. Måske var han selv ude og vandre lidt rundt som hende, eller måske var han i gang med noget vigtigt. ”Jeg har bare været så dygtig at være en klodsmajor men til at starte med troede jeg faktisk der var et eller andet men så igen det er bare typisk mig sådan noget”sagde hun og sukkede lidt, og kiggede så rundt en smule. Bare for at se på omgivelserne, og se om der mon var andre i nærheden end bare hende og denne mand der var ankommet. Gad vide om hun så skulle lave en præsentation af sig selv, eller om han ville starte, så igen hvorfor skulle hun vente på det hun kunne jo ligeså godt gøre det eftersom det bare faldt naturligt ind i det her øjeblik”Jeg takker for at du lige fandt mig eller hvad man nu kan sige”hun holdte en pause og gik lidt tættere på ham, så hun stod overfor ham, så rakte hun en hånd frem mod ham”Jeg hedder Cimberlie Chielston, bare kald mig Cimberlie hvis det er”hun afsluttede med et bredt smil, og gik så nogle skridt til siden . Knæet blødte ikke mere, og nu stod hun bare der med denne mand her, som hun ikke vidste hvem var, men hun havde ikke en fornemmelse om han ville dræbe hende, fordi så havde han nok gjort det.

”Hvad laver du her omkring”spurgte hun undren, og bare som en start til en samtale, i stedenfor der bare skulle være stilhed det var alt for kedeligt, det syntes hun altid hvis der var to mennesker, og de ikke kendte hinanden og ingen af dem sagde noget, så ville natten blive meget meget lang, og kedelig. Så Cimberlie stod lidt og holdte både blikket på ham, men også ned på hendes kjole skønt den var mudret lidt og fyldt med jord, men sådan kunne det gå, for hende gjorde det nu ikke så meget, hvorfor skulle hun også stråle ligenu og her, der var ikke så meget at stråle over, og ingen at imponere jo, så for hendes skyld gjorde det ikke noget kjolen så ud som den gjorde. ”Aldrig havde jeg troet der var en gyde her”sagde hun så stille og med et tænkende udtryk i ansigtet, hendes øjne var rettet på længere ind i gyden, selvom der ikke var så meget at få øje på, men for hende var det lidt underligt hun aldrig havde set den før, og hun havde troet hun havde set alt heromkring, og kendt til det meste, men dog ikke.

Han ville have rakt hende en hånd, til at hjælpe hende op. Men han nåede ikke så langt, før hun selv tog initiativet og kom op. Åh ja, havde han ikke også hørt rygter om det? En gruppe kvinder, der påstod de manglede...hvad kaldte de det? Ligestilling? Jo. Der havde tilmed været en journalist der havde spurgt til hans mening på området. Et voldsomt kedeligt emne. Tingene var som de var. Mon han ville have tænkt det samme som en kvinde? Han var usikker. Måske var tingene bare så normale for ham, fordi hans selskab for det meste bestod af selvstændige kvinder. Han lod blikket glide rundt, da hun nævnte, at hun måske havde set noget. Intet. Måske en sort kat eller stor rotte der løb, nede i den ene ende. Ellers var her overraskende tomt og stille lige nu. Han overvejede det lidt. Hvem mon der havde den indirekte magt over disse gyder lige nu? Xander var forsvundet og ingen havde rigtig magten over hans gamle klan. Han måtte tjekke op på det senere...

Han gav hende hånden med et svagt smil, før han bukkede sig ned og lod sine læber snitte overfladen på hendes kolde hånd.
"Sean McGivens. Fornøjelsen er på min side. Om noget, kan man sige det var heldigt du ikke kom mere til" bemærkede han venligt, konverserende. Han følte sig mere sig selv her, i Doomsville. For ikke at nævne han tvang sig selv til det. At være sit gamle jeg. Hans indre var et kaos, men han kæmpede for at ignorerede det for nu.
"Gyder - uanset hvilken by man besøger - kan være farlige steder at opholde sig. Der er stor sandsynlighed for du har set noget. Med hensyn til mig selv..." Han trak let på skuldrene.
"...Er jeg for nylig flyttet fra byen og savner den frygteligt. Jeg var netop på besøg her og besluttede mig for at gå en tur."
Han havde overvejet at spørge ind til, om hun kom her fra byen. Ud fra hendes svar om, at gyderne virkede fremmede for hende, antog at hun formentlig ikke boede her eller i hvert fald sjældent kom nede i denne del af byen.
"Gyderne og mange af bygningerne er nye. Det store jordskælv, for snart et år siden, ødelagde store dele af byen. Det er godt at se, de har bygget det op igen. Også selv om det giver nye veje og gader" bemærkede han og lod blikket glide op af de nærmeste bygninger. Samme stil som før, bare nyere. Man kunne stadig fornemme duften af frisk træ og tjære. Nogen havde tjent godt på at sælge materialer eller arbejdskraft.
"Bor du i byen?" spurgte han så.
"Tillad mig at følge dig lidt rundt eller ud af gyderne" Tilbød han kort efter. Om ikke andet, var det måske rart med en smule selskab.
"Medmindre du har travlt?"

//Jeg undskylder tiden

Hendes blik var faldet på ham, mens han snakkede og hun havde slet ikke tænkt tanken om han var villig til at give hende en hånd, så hun kunne komme op at stå, men nu havde hun godt nok valgt at gøre det selv selvom han sikkert inderst inde var en gentleman, så var hun nok bare selvstændig, og valgte at gøre som hun nu gjorde. Desuden kunne hun aldrig vide hvordan han var som person, så hun havde bare rejst sig selv, det ville nok også blive kedeligt og ensomt hvis hun bare lå der på jorden, man kunne ligeså godt lave noget, frem for at stå og glo i gyderne. Det var underligt at hun havde følt hun havde set noget, der var sikkert ikke noget, men det var bare en underlig følelse hun fik indeni, at der muligvis var et eller andet, men hun tog hvist fejl.  Men det var en lidt sjov følelse at hun aldrig havde nærmet sig gyderne på den måde her, hun havde gået forbi den nogle gange, men aldrig nærmet sig den så meget som nu. På den anden side, var det jo godt nok at udforske lidt her og der, bare for at se omgivelserne an, og hun var da glad for at han havde været i nærheden, og hørt hendes skrig, for derefter at finde hende der hvor hun var. Han havde sikkert god hørelse, god lugtesans, og han var nok bare generelt god til at finde frem til noget, eller vide hvor han skulle tage hen, og han havde sikkert hørt hendes stemme og gået i retningen af den.  


Da han så mærkede hans læber snittede hendes hånd, fik hun et lille smil på læben, selvom hun slet ikke havde set det komme, men det var venligt af ham. Sådan gentlemans agtigt, det var da altid rart at se når mænd kunne finde ud ad at være det, der var mange der ikke var sådan, man skulle være heldig at møde en der var. ”En ære at møde dig Sean, jeg var enlig bare meget klodset, hvilket til tider sker”sagde hun med rolig stemme, og holdte hendes blik på ham. Efter lidt tid kiggede hun så ned ad sig selv, ja godt hun da ikke var kommet mere til skade, hun var bare klodset til at starte med havde hun bare troet hun var faldet over en eller anden, men nej.  Så hørte hun hvad han sagde, og det fik hende til at tænke lidt, mens hun lagde en arm om sig selv, bare for lige at stå lidt mere afslappet.”Ja det kunne da godt være… Det kan være en mulighed jo”sagde hun og gav et nik med hovedet, hvorefter hun od hendes blik spejde rundt i gydernes omgivelser”Men på en underlig måde syntes jeg gyderne er smukke, på en dyster og grusom måde”sagde hun med et bredt smil på læberne. Så vendte hun hendes krop mod ham, og betragtede ham lidt med øjnene”Jeg kan godt lide byen, den har sin egen skønhed, og charme, selvom mange nok ikke vil se det på den måde så finder jeg byen interessant, og spændende på sin helt egen specielle måde”sagde hun med venlig stemme, og lod blikket falde lidt rundt i omgivelserne igen. Da hun så hørte han var kommet her til byen igen, for at gå sig en tur, fik det hende til at tænke en smule”Er det så en dejlig følelse at være her i byen igen, jeg bor selv her i byen, og syntes her er så roligt, og afslappende faktisk”hendes stemme var rolig, og mens hun fik sagt orderne til ham, havde hun et lille smil på læberne.

Cimberlie sendte ham et nik med hovedet, og var meget frisk på at komme lidt ud ad gyderne, og lidt selskab skadede bestemt ikke, det var derimod meget rart. Hun gik lidt forbi ham og stoppede op for at vente på han skulle følge med, han var måske bedre kendt her i byen end hun var Selvom hun boede her, så fik hun bare fornemmelsen af at han kendte byen bedre for han havde da kendt til gyderne, og jordskælvet der havde været her, det kendte Cimberlie slet ikke til. Hun havde hørt så lidt omkring det, men det var utroligt de havde fået stedet til at se så smukt ud efter de skader der var sket dengang. ”Jeg har ikke travlt tværtimod så er jeg meget frisk på en gåtur med dig”sagde hun og lod hendes arm hænge ned ad siden på hende igen. Hun var faktisk lidt nysgerrig efter at se om der var mere, hun ikke kendte til i byen, og rundt om, måske kunne Sean vise hende det, eller fortælle hende lidt mere om det. ”Selskab kan man næsten altid bruge, desuden ville det være hyggeligt at gå med dig Sean i stedenfor at gå alene rundt”sagde hun og stod og smilte for sig selv lidt



//Det er helt iorden //

Han nikkede svagt. At være klodset var ikke ulovligt og ganske normalt. Han havde selv sine dårlige dage, selv om han ofte formåede at skjule det fra sin omverden. Det håbede han i hvert fald. Han tilhørte de mere gammeldags dæmoner, dem der så sig selv som hævet over andre racer. De arrogante typer, der gjorde som det passede dem og formåede at virke og udsende en aura af autoritet. Hvilket virkede på de fleste, men ikke alle. Det ville jo også bare være kedeligt, ville det ikke?
Hans blik gled alligevel ned over hende en enkelt gang, blot for at være sikker på hun ikke havde en eller anden skade. Men det så ud til at være gået værst ud over kjolen, der havde fået nogle pletter.
Han sendte hende et lille smil.
"Gyderne har i hvert fald deres liv. Om de er smukke? Det har jeg aldrig selv overvejet. Mere er de byens mørke side. Hvor alle de, som folk normalt helst vil glemme, kan gemme sig. Hvor tyveknægte og mordere kan gå fra skygge til skygge og uskyldige blive opslugt til glemslen...Men det er vel på sin egen måde ganske poetisk?" Han kunne lide tanken.
"Men hvad angår resten af byen, mener jeg du har ret. Doomsville har altid været en by jeg har holdt af. Her sker noget! Der er folk! Lidt af alt!" bemærkede han og slog let ud med armene. Det var den by han havde boet i, siden han ankom til Underworld, gennem en portal fra Jorden - en helt anden dimension. Det havde været lidt af et kulturchok, men han ville da vove og påstå han havde vænnet sig til at bo her på bedste vis. Trods alt var han vokset op i omgivelser som disse.

Han gik med hende. Han tilbød hende en arm af holde ved, ikke uden at sende hende et let flirtende og lettere drillende blik. Par eller forelskede gik arm i arm ned af gaden, men for Sean var det ganske enkelt en leg. Så måtte hun takke eller lade være.
"Det er ganske behageligt at være tilbage, ja tak. Jeg har helt klart savnet at være her. Har du boet i byen længe?" spurgte han tilbage. Hans blik gled over gyden, som de begav sig hen af den smalle sti mellem husene. Forude så det ud til at være nogle skumle personager...Oh well, hvor sjovt ville det ikke blot være, hvis der faktisk skete noget? Mon Cimberlie ville blive forfærdet eller i virkeligheden gemte på et vildt dyr i sit indre? Overvejelsen underholdte ham en hel del og han kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv.

Det havde været en typisk ting for Cimberlie at være så klodset, men på den anden side man kunne ikke være perfekt, og hun havde intet imod at være klodset til tider. Ja det kunne til tider give et smil på læben på personer man nu var sammen med, eller ja hvem man nu var i selskab med. Det uheldige fald havde gået udover hendes kjole, men det var ikke fordi hun ville sørge over det, for hende havde hun flere kjoler, og det kunne nok godt vaskes af. Så slemt var det nu ikke helt, men det så klart bedre ud hvis der ikke var jord, og snavs på kjolen, men Cimberlie tænkte ikke så meget på det, det var ikke fordi hun havde tænkt alt for meget over at vise sig frem, eller tiltrække nogle. Dog så, så denne Sean fyr meget elegant, og tiltrækkende ud men det betød da ikke hun bare ville kaste sig ind i hans arme. Lidt elegance og stil havde hun vel over sig, og hendes øjne var et kort øjeblik rettet på ham, før hun så betragtede gyderne en lille smule”Selv mørket kan have sin skønhed jo”sagde hun så kort, og sendte ham et bredt smil, hvorefter hun bagefter lod blikket falde hen på ham igen”Jeg ved ikke hvorfor men gyder kan faktisk være meget smukke at se på, på en lidt underlig men rolig måde, mørket der ligger sig over dem, og omgivelserne de er omringet af, hele helheden kan bare virke så rolig, og smuk synes jeg”sagde hun helt tænkende, og med et blik på nogle omgivelser rundt omring dem. Enlig var det ikke tit hun begav sig rundt omkring gyder, men når hun endelig var, så var der tit enten en ro, eller ballade, aldrig helt til at vide. Så lyttede hun til ham og nikkede til ham da hun selv var enig, Doomsville var bare en smuk by, og her var bestemt ikke kedeligt, uden tvivl, og selvom Cimberlie ikke kendte så mange der boede her, eller rundt omkring så kunne hun godt lide at bo her, og nød meget omgivelserne, og selve Doomsville. Her kunne hun tit finde på et eller andet, og noglegange var hun selv til det standard noget med en gåtur om aftenen, og måske liste lidt rundt omkring, bare for at se lidt steder an, og det.

”Har du boet i Doomsville før eller har du været her mange gange”spurgte hun nysgerrigt, og undren mens hun holdte blikket på ham. Og hun tog elegant imod hans arm, og holdte ved, ja gentleman det var han hvist, eller så kunne han hvertifald godt være det. Det var ikke noget hun havde imod, tværtimod så fandt hun det da elegant, og hyggeligt. Hun lagde også mærke til kæreste parene der kom gående, og for hende gav det hende bare et smil på læben, at se hvordan to mennesker havde det så godt med hinanden, og så så lykkelige ud, enlig var der heller ikke noget i det at gå med Sean som hun gjorde, det var faktisk hyggeligt.  Så nikkede hun til hans spørgsmål mens hendes blik var rettet på bygninger, og omgivelser de kom forbi, og gik rundt ved”Ja det har, og jeg nyder næsten hvert øjeblik af at bo her, det er som om der aldrig er en kedsomhed, hvis der skulle være stille så ville det være på en dejlig måde, sådan en afslappende måde”sagde hun og fik et smil på læberne.  Pludselig faldt hendes blik på gyden de var på vej mod, det stoppede ikke hende at vende om, hun fulgte blot med, og sendte ham et lusket smil”Hvis du er frisk på det, kan vi da godt tjekke gyden ud, medmindre du vil udforske noget andet”sagde hun med en drillende stemme, Cimberlie var jo vampyr, og for hende elskede hun ikke kun elegante og rolige ting og sager, og det kedelige, nej for hende måtte der også ske noget, farlige ting og sager kunne også være hende. Hun var sådan en blanding kunne man nok godt kalde det. Men hun ville aldrig komme fra at hun var det hun var, så mørke gyder, skumle personer skræmte hende slet ikke.

Blikket var rettet på Sean lidt, og hun strøg så en hårtot ombagved det ene øre”Sean jeg gætter på gyden ikke vil stoppe dig, eller holde dig tilbage, hvem ved måske gemmer du på et vilddyr derinde”sagde hun og pegede mod hans bryst, sådan midt i. Man kunne aldrig vide, men hun havde ikke fået indtryk af at han var den type at gyder skræmte ham, eller stoppede ham fra noget. Så Cimberlie ventede blot på at høre hvad han sagde, og hun havde lidt efter lidt også bemærket nogle blikke fra kæreste parene der kom gående omkring. Gad vide hvad de tænkte, og gad vide om de bare troede de var på date hende og Sean eller et eller andet. Dog generede det ikke hende, de måtte tro hvad de ville, og hun holdte blikket på gyden lidt. Det var lidt sjovt at tænke på hvad der mon ville ske hvis de gik derind.

Hm. Mørket havde vel sin egen skønhed, selv om det kunne komme an på om man var overfaldsmanden eller offeret. Og hvis man var tilskuer? Man skulle huske på den slags skete hver dag, hver nat. Og selv hvis man stoppede en, ville der altid komme en ny. Så hvorfor ikke bare nyde showet? Selv om...Et offers taknemmelighed til tider gav nogle skønne gaver.
"Rolige og smukke? Det har jeg aldrig hørt nogen beskrive gyderne som. De fleste ville nok bruge ord som...Beskidt. Dystre. Fulde af lurvede skikkelser, der alle er mordere og tyve" Han sendte hende et roligt smil.

"Jeg har boet i byen før. Faktisk har jeg næsten boet her altid. Det er kun nogle nylige ting, der gjorde at jeg måtte flytte, men jeg overvejer at flytte tilbage" svarede han afslappet. Det var rart, blot at gå en tur og snakke. Snakke, uden det skulle handle om politik, penge eller mord. At komme hjem, hjem til Doomsville, gav ham virkelig ro og han følte sig mere sig selv end han havde gjort i lang tid. Som man sagde! Det var først når man mistede noget, det går op for en hvor meget det betød. Doomsville betød nok for meget, til at han bare kunne rejse fra byen.
De gik afslappet. Sean lod også blikket glide over kærestepar og de andre folk der var i byen. De var kommet helskinnet ud af en gyde og krydsede nu en større gade, før de nærmede sig en ny gyde.
Til forskel fra Cimberlie - trods han på ingen måde vidste hvad hun tænkte på - tænkte han ikke rigtig over kæresteparrene. Han havde aldrig haft normale forhold og ej gad han have et. Hvis han overhoved kunne få et igen, hvis han overhoved gad! Folk rejste jo bare deres vej. For en race, der levede evigt, var der ingen evig kærlighed.
Han så hen på hende med et smil, da emnet faldt på den gyde, som de var på vej over mod. Personligt gjorde det ham ingen forskel, men det var alligevel afslappende, og lidt sjovt, at snakke om det som om gyden gemte på diverse monstre. Også selv om de selv udgjorde en del af monstrene.
Han lænede sig ind mod hende.
"Hhmmm. Du vil ikke vide hvilket vildt dyr du går tur med" svarede han drillende tilbage. Smilet, der blev sendt til Cimberlie, var på en gang venligt og charmerende. Blikket på en gang udfordrende og drillende.
"Måske er det slet ikke gyden du skal frygte, men dem, der er tættest på dig. Er det sådan man siger?" drillede han videre og gjorde en alt for stor armbevægelse mod gyden.
"Damerne først?" Han blinkede til hende.


//Fik klikkede på noget, så skulle skrive hele mit svar om >.< Nå, men her er det, ikke desto mindre! xD

Med blikket på gyden de skulle til at træde ind i, og en drillende Sean ved siden af sig, kunne hun slet ikke lade vær med at grine lidt, mest også fordi han havde lavet den alt for store armbevægelse, dog generede det hende ikke. Før hun trådte nogle skridt frem mod gyden, efter at han så elegant og gentlemans agtigt havde bedt hende om at gå først, som de helt elegante og høflige herrer sagde, for at vise de godt kunne være det mod en dame s selskab. Cimberlie nikkede til ham, og kiggede hen på ham som hun trådte frem”Så må du jo vise mig hvilket vilddyr jeg går sammen med jo”stemmen var lidt drillende for at give ham lidt igen, og hun sendte ham et ligeså gengældt charmerende blik. Så flyttede hun blikket fra Sean til hvad der nu var ligefrem, aldrig havde hun set den her gyde før, men det skulle uden tvivl nok blive interessant. Man kunne aldrig vide, men natten var smuk, og for hende kunne hun godt lide natten, mørket, og dens mange muligheder. Doomsville var bare smuk i sig selv, så roligt og fantastisk sted, og hun kunne slet ikke komme i tanke om noget dårligt ved stedet. Ja tænk at hun ikke engang kendte til så mange af gyderne her, ja måske kendte hun ikke til alt der måtte være i Doomsville, selvom hun boede her. Dog kunne man sagtens udforske lidt her og der, måske opdage en helt masse som man slet ikke vidste, og nu hvor hun have selskab af Sean, så lød det til han vidste mere om de ting end hun gjorde, så det kunne være hun kunne høre mere om Doomsville, ja måske se nogle ting, skjulte gader, hjørner, steder måske som hun aldrig vidste fandtes her. Et blik gled rundt omkring og hun stoppede med at gå videre, før at hun kunne fornemme og se at Sean var med hende igen. Et bredt smil bredte sig over hendes læber, og hun kiggede over skulderen på ham igen”Har du da en grund til at jeg skal frygte dig”lyden af en venlig og rolig stemme var sendt mod Sean, indtil han var ved siden af hende igen. Ja det var nu aldrig til at vide, hvordan og hvorledes men hun vidste godt at de begge to måske ikke lige var de mest venligste væsner der fandtes, eller hvad sagde man de mest lysende væsner, de var mørke væsner det var da sikkert. Cimberlie var dog heller ikke sikker på hun var helt sikker på, hvad Sean enlig var for et væsen vampyr var han ikke så meget vidste hun, duften var der ikke, og fornemmelsen var bare forkert til at han kunne være det samme som hende. Nogle tanker omkring det kørte lidt rundt i hovedet på hende, men hun rystede det så af sig, det måtte vel komme når det kom, hvorfor skulle hun tænke så meget over det. Det var også sjovt at vide at han havde boet i Doomsville næsten altid, det vidste hun ikke men det fik hende så også til at undre sig lidt ting, så hun kiggede væk fra ham kort, og fik øje på bygningerne gyden var omridset af, og hun foldede så hænderne bagved sig, mens hun bare stod der afslappende, og betragtede omgivelserne en smule.

”Nogle gange skal man ikke overveje for meget men bare gøre det, hvis man virkelig savner noget så skal man gå efter det”sagde hun med venlig stemme, og smilte for sig selv. Den kolde vind havde så fået fat i det blonde hår, og fik det til at flagre lidt, var nu dejligt nok at mærke, hvordan vinden bare kom hen over en, hun nød det kort, og fik lukket øjnene kort bare for at nyde det korte øjeblik. Så åbnede hun dem igen, kiggede sig igen over skulderne hen på Sean”Jeg ser vel bare skønheden selv i de dystre, deprimeret ting”sagde hun efterfulgt af et smil til ham. Så holdte hun blikket på ham og drejede kroppen en lille smule.”Men nogle gyder selvom hvor skræmmende de måtte være, hvor grimme de måske måtte være, så er det bare med at se skønheden i dem”hun tænkte lidt mens hendes øjne hvilede en smule på Sean s ansigt.”Men så igen alle væsner ser vel gyder som noget forskelligt ikk”afsluttede hun så, og sendte ham et blink, hvorefter hun kiggede væk fra ham igen. Lod blot sit blik igen være ligefrem og lidt omkring.





//Kender det alt for godt ^^ men godt du så fik dit svar klar igen hehe xD//

Hun gik velvilligt ind i gyden og han fulgte hende afslappet. Måske havde det været lidt en test, en der var bestået. Om den kvinde, hvis selskab han nød, var en bangebuks eller faktisk turde gå næsten først ind i det dunkle mørke. Det dunkle mørke hun fandt så smukt...Tanken var speciel. Han tænkte ikke selv om det på den måde. Der var andre ting han overvejede, hvis han endelig faldt til det filosofiske.
Han indhentede hende snart, men gyden var ikke specielt bred, så han gik hele tiden en anelse bag hende. Han sendte hende et smil.
"Uhm. Her er ikke plads nok" bemærkede han og lod blikket glide rundt i gyden. De høje mure, den smattede jord under dem og den forfriskende brise der løb mellem murene. Når det kom til stykket var det nok mest en tilfældig undskyldning. Han følte skam ikke for at forvandle sig lige nu. Men der var vel andre måder at vise det på. De skulle bare finde et levende offer.
"Åh. Der er mange grunde til at frygte mig. Vidste du, at du er i selskab med en Archdemon? Og tilmed en Incubuc? Jeg er en ren kvindebedårer. Pas på jeg ikke spiser dig!"
Det hele var pakket ind i en atmosfære af dril. Et smil, et glimt i øjet, der afslørede at han ingen planer havde af den slags. Bare rolig.

Han trak let på skuldrene og trak vejret dybt. Brisen bragte hende duft med sig og fordi han gik lidt bag hende, kunne han rigtig indsnuse den.
"Det må være min svaghed. Jeg tænker alt for meget" svarede han blot. Når det kom til stykket brød han sig ikke om at diskutere ting, der var lidt for personlige. Og denne uskyldige samtale kunne godt virke lidt for personlig. Han havde ikke brug for råd. Han kunne selv finde ud af hvad han ville. Men mon ikke det var hans triste sindsstemning, der gemte sig inde i hans hjerte, der talte nu? Cimberlie havde uden tvivl blot talt i venlighed. Det havde ikke nødvendigvis været rettet direkte mod ham. Han var ved at åbne munden, for at give hende ret i, at folk nok så gyderne forskelligt...Da den mørke skygge var tilbage. Han stoppede op. Skyggen havde været foran dem. En prikken i hans nakke fik ham til at se tilbage. Endnu en. Hvem? skyggedæmoner? Skyggevæsner? Eller måske noget tredje. Noget hurtigt. En vampyr?
"Jeg tror vi er endt i noget....Kat og mus" bemærkede han. Hvis ikke Cimberlie selv havde opdaget det, var hans hånd gledet frem og taget fat i hendes ene arm, for at holde hende tilbage. Han så tilbage på hende. Men der var ingen frygt hos ham. Hvem vandt over en Archdemon? Nej. Om noget, ville dette måske blive interessant.
"Skal vi gå hver vores vej og se om vi kan opsnuse hvem det er? Eller vil du gå sammen?" spurgte han roligt. Han havde sænket stemmen. Hellere lokke skyggerne tættere på, hvis det endelig var, end lade dem vide de selv ville blive jagtet om lidt.

Da hun mærkede han havde taget fat i hendes arm, kiggede hun på ham, enlig havde hun slet intet imod det, tværtimod syntes hun det var sødt og venligt af ham lige at gøre det. Det kunne havde endt med at hun bare ville falde i hænderne, eller kløerne på de mystiske skygger der var i deres omrids, og omkring gyden de var i. Hendes blik faldt på skyggerne det var virkelig underligt, og hvad kunne det mon være, hun undrede sig lidt over det, men det var da umuligt det kunne være en blanding af noget hurtigt som vampyr, og skyggevæsen, det ville være alt for mærkeligt, og det kunne Cimberlie slet ikke se en mulighed i.  Men på den anden side skulle det nok blive interessant, hun var slet ikke bange men mere spændt på at se hvad der ville ske, ville de skygger komme tættere på dem, eller ville de måske angribe dem, eller ja måske en helt tredje mulighed, det var slet ikke til at vide. Hun kunne godt mærke Sean s nærvær, og kunne godt snuse til ham, få hans duft forbi hendes næse, men hvordan kunne hun lade vær han duftede jo faktisk godt. Eftersom gyden de var i ikke var særlig stor, måtte de nok stå tæt sammen, hvilket slet ikke var noget problem for hende, hun var i godt selskab, og eftersom at Sean var fyldt med smigrer, og charme, var tæt nærhed ikke noget hun ville klage over. Cimberlie kunne selv være yderst charmerende, og flirtende, så deres aften ville bestemt ikke blive kedelig, og der ville heller ikke blive akavede situationer. Hendes blik rettede sig hen på skyggerne igen, og hun fik et lille smil på læben, og stilte sig foran Sean, og lod blikket falde på hans brystkasse, derefter kørte hun en finger rundt lidt, hvorefter hun fik et større smil på de bløde læber”Det her skal nok blive sjovt, det må jo være en slags fortjeneste til os at de skygger er dukket op”sagde hun, og lod hendes blik glide op på hans ansigt. Der blev blikket så lidt, hun fangede hans øjne, og holdte øjenkontakten lidt, før hun kiggede på hans hånd der var på hendes arm, og hun kunne skimme nogle af skyggerne ud af øjenkrogen, og hun var så småt begyndt at få lysten til både at lege med dem, men også udforske lidt rundt for at se hvad der ellers var, var der mon flere væsner, eller var der kun skygger at se. Lidt morskab kunne man altid bruge, og så kiggede hun på Sean, som hun stod ved hans side”En archdemon hvad er det, fordi bare navnet lyder kraftfuldt, og stærkt”sagde hun med lav stemme, lidt alvorlig på samme tid, hendes blik var sænket lidt ned mod hans brystkasse igen, men gled igen op på hans ansigt, hun stod med hendes opmærksomhed rettet på ham, mens hun lyttede til ham. Der var en slags interesse der fangede hende, ved hans ord, blot ved det han sagde. Aldrig havde hun hørt det før, en Archdemon, ja gad vide hvad det var udover det self måtte være en slags demon, men det måtte være noget magtfuldt, og noget man ikke skulle komme op og slås mod. Cimberlie flyttede nogle få totter væk fra ansigtet, og mærkede en tryghed ved at være i nærheden af Sean, selvom hun sagtens kunne sætte tænderne ned i de skyggevæsner, ja hvem kunne vide, måske endda alt muligt andet.

Så kunne hun ikke lade vær med at grine over hans kommentar om at spise hende, hun kunne godt høre han lavede sjov, og det gik hun med på, og det fik hende endda til at læne sig lidt ind mod ham, mens hun sendte ham et flabet smil, og drilsk blik”Pas på jeg ikke bider så”sagde hun i drillende tone, og trak sig så lidt tilbage efter hendes ord. Det var tydeligt for hende at hun også kunne høre skyggevæsnerne rasle rundt, og ikke ville flytte sig, de var nok nysgerrige efter at få fat i hende og Sean, eller måske havde de lyst til at lege lidt. Hans spørgsmål fik hende til at tænke lidt, og hun lod blikket glide rundt imens tankerne kørte rundt omkring hvad de skulle gøre. Hvad var taktisk at gøre, eller ja klogt at gøre, og var det mon lettest at dele sig op, eller gå sammen. Cimberlie kiggede så hen på Sean igen efter at have tænkt over det”Jamen der er fordele ved begge dele, men hvis vi deler os op, kan vi altid finde frem til hinanden igen, du har min duft og jeg har din”sagde hun og sendte ham et blink med øjet, og skulle lige til at gå væk fra ham. Efter nogle få skridt stoppede hun op, og kiggede sig over skulderen på ham”Men går vi sammen kan det måske gå hurtigere at opsnuse dem, så der er to gode muligheder”sagde hun og kiggede mod hans øjne. Hun var nysgerrig efter at vide hvad han tænkte omkring det, ville han helst gå sammen, eller var han mest til at gå hver for sig. ”Sean hvilken mulighed tænker du, og hvad tænker du vil være mest effektivt”spurgte hun så og vendte hendes krop og opmærksomhed mod ham.

At der var andre i gyder eller omkring gyden så ikke ud til at være et problem for Cimberlie på noget punkt. Og da Sean heller ikke følte sig truet, var det let at glemme de var der og fortsætte deres samtale. Hans blik gled en sidste gang ned igennem gyden, før han så tilbage på hende. Prøvede hun at forfører ham? Hvem kunne forfører en ældre incubus uden at det blev opdaget? Det var i hvert fald tydeligt at hun spillede på sin charme, selv om det aldrig var til at vide hvor langt hun ville gå. Men det var jo virkelig ikke hans problem, var det vel?
Hans blik hvilede på hendes, som de stod tæt. Hans ene hånd gled op til hendes skulder og ned af hendes arm i en blid og kærtegnende bevægelse. Så tæt...Han kunne mærke hendes duft i næsen, han kunne se hendes blege ansigt, trods der var ret mørkt. Mærke hendes kølige hud helt tæt på sig. Et svagt, forførende smil gled over ham, da han lod en pegefinger glide over det nederste af hendes hage i dril.
"Hm. En Archdemon er den stærkeste form for dæmon du kan finde. Stærkere og hurtigere end de almindelige dæmoner. Langt...Farligere" Forsikrede han afslappet og hans smil voksede lidt. Der fandtes ikke mange af hans slags, så der var vel intet at sige til nogle folk glemte de var der? Eller ikke havde hørt om dem?

Han grinte svagt. Den eneste vampyr der havde fået lov at sænke sine tænder i hans kød var Nephthys og han ville næppe tillade andre det. Men der skete jo intet ved lidt dril. Alligevel flyttede han opmærksomheden fra Cimberlie og kiggede frem og tilbage i gyden igen. Hvor var skyggerne? Cimberlie så nok bedre i mørket end ham selv.
Han overvejede det lidt.
"Du tager fejl. Den eneste med en fantastisk lugtesans er dig, fordi du er vampyr" bemærkede han så.
"Men jeg er sikker på vi sagtens kan finde hinanden igen alligevel. Men jeg tænker faktisk..." Han så på hende med et nyt smil og tilbød hende sin arm igen.
"...At vi fortsætter turen. De skal nok komme til os hvis de vil noget, ikke sandt? Medmindre du vildt gerne vil jagte dem. I så fald vil jeg ikke holde dig tilbage" forsikrede han.

Følelsen af hans berøring på hendes arm, fik hendes blik der før bare havde været på ham, og omgivelserne til at falde hen på Sean’s øjne, hun fik fanget hans øjenkontakt, og holdte den lidt mens hun fik et bredt smil på læben. Mon ikke han gjorde det for at være charmerende selv, eller fordi han nok bare var en mand der var god ved kvinderne, sikkert også vidste, hvad han skulle gøre, og sige. Dog kendte Cimberlie ham jo ikke helt så godt, hun kunne blot tænke en masse ting, og nærmest have forskellige scenarier oppe i hendes hoved omkring ham. At han havde kærtegnet hendes arm kærligt gjorde ikke hende noget, og det var da altid noget at han ville gøre det mod hendes kolde, og bløde hud for det var ikke enhver der ville det, bare tanken om kold og lys hud kunne få de fleste til at flygte, eller skræmme sig ved synet. Cimberlie nød vinden et kort øjeblik, og heldig for hende var det blonde hår ikke flagret ind foran hendes øjne, fordi ellers ville hun slet ikke kunne se Sean, eller det ville hun måske men chancerne var bare lidt større uden noget distraherende foran øjnene. Da han så tilbød hans arm igen efter han havde sagt det nok var bedst de fulgtes ad, nikkede Cimberlie og tog imod hans arm igen”Jeg ville ønske jeg havde hørt om Archdemon før, men det har jeg ikke”sagde hun og vendte blikket væk fra Sean, smilet forsvandt lidt mens hun nysgerrigt tænkte på skyggerne, der muligvis gerne ville lege lidt. Eller måske gemte de sig bare for at holde øje med hvad hende og Sean var ude på, hvilket de skygger selv måtte bestemme hvad de ville tro på. Hendes blik faldt hen mod gydens omgivelser, og hun gik i samme tempo som Sean, og indimellem smug kiggede hen på ham”Er der nogen der før har udfordret dig til kamp, eller nogle som har prøvet at stjæle fra dig”spurgte hun så blikket rettet på ham, hvorefter hun strøg en tot væk fra ansigtet, så hun bedre kunne se ham. Det interesserede hende en smule at høre omkring det han var, fordi hun havde aldrig hørt om det før, og det var lidt trist enlig.

Kort efter at hendes opmærksomhed havde været på Sean, kiggede hun lidt væk, lod blot blikket og hele hendes opmærksomhed være på gyden”Tænk at jeg har boet i så lang tid i Doomsville og ikke engang kendte til de mange gyder”et lille smil bredte sig over læberne som hun næsten så ud til at være glad da hun nævnte Doomsville, selv for hende var det bare en dejlig by, et smukt sted, og her kunne man da sikkert finde på et eller andet at lave. Det var nok sjældent man kedede sig, eller måske var det sjældent man mødte nogle man kendte. Cimberlie holdte så blikket på Sean igen”Jeg nyder skam også at have gode sanser, og jeg nyder den her aften”sagde hun så og gav hans arm et kærligt klem. Derefter kiggede hun ned mod hendes fødder, og kunne slet ikke lade vær med at undslippe et grin”Desuden er jeg et godt eksempel på man sagtens kan gå i høje hæle, og læbe hurtigt i dem, ja faktisk kan jeg mange ting iført et par hæle”sagde hun med en tænkende mine på ansigtet. Cimberlie elskede at føre sig elegant frem, og hun havde hvist aldrig før haft et par flade sko på, det var altid høje hæle, men det var også bare hende, det var noget der hørte med til at være den hun var. ”Sean er der noget bestemt du har lyst til at vise mig på den her tur, eller noget du syntes vi er nød til at se”hun var blevet lidt nysgerrig, og han havde ret omkring skyggerne hvis de ville noge måtte de kommer, og hvis det nu endte med hun og Sean fik lysten til at jage lidt, eller have det lidt sjovt, så kunne de altid opsnuse de skygger, og finde ud af hvad de mon vil.

Mens de gik videre stoppede Cimberlie kort op, og lod hendes blik falde op på himlen, hun ville se om der var nogle stjerne det var en af de få ting hun bare elskede, ved at være ude om natten, eller ja at være steder henne hvor man kunne gå sig en lang tur, og kigge på de smukke stjerner på himlen.”Jeg nyder at kigge på stjernerne på nattehimlen, de er så smukke, og de stråler så klart at man ikke kan lade vær med at smile blot ved at kigge på dem”sagde hun og stod i øjeblik, og kiggede på himlen, hun havde et varmt smil på læben, sådan et smil der både så charmerende ud men også sødt på samme tid. Håret flagrede lidt i vinden, og det gjorde ikke noget for hende for hun elskede det, forfriskende var det altid.