Well, maybe we should have a little talk, Nicolas?

"vi taler normalt ikke sammen, vi ses jo ikke så tit..
" sagde hun.
"du plejer ikke at ville tale med mig om de lidt mere person lige ting. Jeg ved faktisk ikke noget om dig Nicolas..." sagde hun inden hun sukkede.
"og du skal ikke være ked af det med Dean... Jeg vidste hvad det indebar at være sammen med Sean.." sagde hun bare.

Nicolas kunne ikke ændre på hvad der var sket i fortiden, men måske kunne Dany stadig være en del af hans liv, hvis han fik hans minder tilbage. Det var ikke umuligt. "Men det kan måske ændre sig?" Han vidste ikke om deres forhold kunne ændre sig, det havde det jo på en måde allerede, det hele afhang af om han kunne huske hvad der var sket mens han ikke kunne huske. "Jeg kan ikke fortælle dig noget om den Nicolas du kender. Selvom jeg gerne ville." Han tog hendes hånd igen og så på hende. "Men det ændrer ikke på at du mistede din søn."

Hun trak stille sin hånd til sig. Hun skulle aldrig have fortalt ham om Dean. Ingen vidste noget om Dean, ingen skulle vide noget om ham.
Hun så lidt på ham.
''Jeg er slet ikke sikker på at den Nicolas du er når du får hukommelsen igen, er den Nicolas der ønsker mig i dit liv. Jeg er en du forvandlede.. Ikke andet.'' sagde hun bare. Hun var allerede nu begyndt at overbevise sig selv om, at Nicolas ikke ville kendes ved hende når han engang huskede igen.
''Måske er det bedst hvis vi ikke bliver for tætte..'' hun så ned, stille. Man kunne jo høre på hende at hun ikke mente det, overhovedet.

Nicolas var begyndt at holde af hende, selv om han ikke kunne huske hende fra før, så følte han stadig han kendte hende. Han trak sin hånd til sig, da hun gjorde det samme. Han lyttede til hendes ord og så væk. "Måske ikke." Han kunne ikke rigtig besvare nogle spørgsmål omkring hans hukommelsestab. Hendes følgende ord sårede ham en smule, selvom han godt kunne høre hun ikke mente det. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, han kunne godt lade hende være, men det var der ingen af dem der ønskede. Han så tilbage på hende. "Det er det måske ikke. Men jeg har stadig nogle fejl jeg skal lære af." Han lænede sig frem og kyssede hende.

Hun stirrede på ham, da han placerede sine læber mod hendes.
Og alligevel, gengældte hun det. Hun lagde en hånd på hans nakke, og den anden hånd på hans hofte.
Hun havde ikke lyst til at slippe, til at give slip på illusionen om et forhold til den hun holdte af.
Hun sukkede mod hans læber, kærligt. Og alligevel, hun var vel nødt til at slippe. Men hun ville ikke.

Nicolas forsatte kysset og lagde en hånd på hendes hofte og den anden lod han ligge fladt på sengen. Han havde ikke lyst til at stoppe det, selvom han stadig var i tvivl om hun faktisk havde lyst, men ud fra hendes passion så ville han sige at hun gerne ville kysse ham, så han forsatte.

Hun trykkede sig svagt mod hans krop, dog stadig en smule tøvende. Turde hun, efter alt det hun havde været igennem, virkelig stole på ham? Virkelig bare give los og være den kvinde hun altid havde drømt om at være?
Hun gav slip på sine hæmninger, og kort efter havde hun lagt dem begge ned på sengen, med hende siddende over ham. Hun havde endnu ikke brudt kysset

Nicolas lod hende ligge ham ned. Han forsatte kysset men han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre, det ville nok hjælpe hvis han blev skubbet lidt på vej, men han turde ikke gøre andet i frygt for at overskride hendes grænser, eller hans egne grænser.

Der lød en svag klynken fra under sengen. Hun stivnede, inden hun nærmest fløj væk fra ham og sad på hug med hånden ind under sengen.
"Schhh... Schhh..." Hviskede hun, beroligende. Nu var hun næsten nødt til at vise Nicolas Lockheart.
"Nicolas... Du må ikke blive bange..." Bad hun stille, inden den lille drage kravlede ud fra under sengen. Han var næsten på størrelse med en grand danois.
Den stirrede på ham med kobberfarvede øjne, og de syleskarpe tænder blottet i en advarende gaben. Lockheart beskyttede blot Dany.
Hun aede den halvstore drage over hovedet, og den nussede sig op af hende som var den hendes kæledyr.

Nicolas rynkede brynene da der lød en svag klynken, endnu mere undrende han sig da hun ikke virkede undrende. Han så forvirret på hende da hun sagde han ikke måtte blive bange, det beroligede ham ikke ligefrem. Han så overrasket på den drage lignende skabning der kom frem fra sengen. Han hoppede ned fra sengen så han stod på den modsatte side af dem, da den blottede sine tænder blev han ikke just mere rolig. Men da den virkede tryg ved hende, så blev han en anelse mere roligt. "Er det en.. Drage?" Han lød meget undrende og også ret skeptisk.

Hun smilede roligt.
"Ja..." Sagde hun, og så på Nicolas.
"Han gør dig ikke noget, du må godt sige Hej til ham." Sagde hun til Nicolas.
Lockheart så nu nysgerrigt på Nicolas inden han lagde hovedet på sengen. Han var ikke andet end et stort legebarn der ventede på at Nicolas ville lege

Nicolas vidste slet ikke der eksisterede drager, så han vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved at han nu stod lige over for en. Han gik forsigtigt rundt om sengen og over til dem. Han så på Dany før han lagde hans ene hånd på dragens hoved og aede den skællede hul i forsigtige strøg, han ville ikke sige at han var helt tryg ved situationen, men han blev nød til at komme ud fra sin tryghedszone engang imellem.

"Han hedder Lockheart." Smilede hun da Nicolas aede hans skæl.
Hun rejste sig og lagde armene om livet på Nicolas.
Hun var egentlig glad for at han ikke var skræmt fra sans og samling af Lockheart.
Lockheart lavede en behaget lyd og nussede sig lidt mod Nicolas' hånd.
Dany kyssede Nicolas i nakken, blidt.

Nicolas forsatte med at ae Lockheart forsigtigt. Han ville helst ikke lave nogle pludselige bevægelser der kunne gøre situationen ubehagelig. Han smilede da hun sagde dragens navn og endnu mere da hun lagde armene om ham, han forsatte de forsigtige strøg, men førte dem ned til Lockhearts hals. Han nød kyssene i hans nakke.

Hun sukkede lidt.
"Du er ikke den eneste der har mistet hukommelsen. Det er også sket for mig før.." Sagde hun stille, inden hun lagde panden mod hans skulder. Hun så lidt ned.
Hun sukkede og kyssede ham igen i nakken.
Hun slap ham stille.
"Nicolas... Hvis du en dag får din hukommelse igen, vil alt dette være fortid... Det ved du vel? Du kan ikke have et liv med mig, når du har en anden kvinde i dit liv..." Hun så på ham, og satte sig på sengekanten.
"Hvem var hun..? Denne Caroline, som mændene udspurgte dig om?" Hun så lidt på ham, og man kunne se hvordan hun prøvede at få ham til at huske bare en smule. Det var en skæbne værre end døden at miste sin hukommelse. Specielt når man havde så mange gode minder.

Nicolas rynkede brynene en smule, hvorfor havde hun ikke fortalt ham om det her før? Måske kunne hun have hjulpet ham, men han besluttede sig for ikke at hænge sig i det lige nu. Nicolas vidste godt hvem hun talte om da hun nævnte en anden kvinde i hans liv. Han vidste godt det var Caroline, den kvinde han havde set for sig og den kvinde hvis navn mændene havde nævnt. "Jeg ved det ikke." Han satte sig ned på sengen ved siden af hende og prøvede at huske. Han prøvede at udfylde de tomme huller der var i hans hukommelse, men han kunne ikke få andet end nogle få billeder frem. Men det gjorde det dog tydeligt at han havde et kærlighedsforhold med hende. Han så over på Dany. "Jeg tror hun er min kæreste." Han havde set en hel del billeder af ham og Caroline kysse.

Hun vidste det jo godt, så hvorfor var det som en kniv i hjertet?
Hun nikkede stille, og allerede nu vidste hun at hun godt kunne opgive. Hvis han havde en kæreste skulle hun ikke ødelægge noget mellem dem som hun javde gjort med Sean og Alane.
"Vær sød og gå..." Bad hun stille.
Hvis man kendte hende godt nok, ville man vide at hun ikke ville være alene, men at vise sine følelser for andre var noget hun for længst havde lært at undgå.
"Bare... Indtil jeg får det hele på plads.." Mumlede hun, og allerede nu kunne man næsten se hendes lille verden falde fra hinanden i hendes øjne. Lockheart krøb lidt sammen tæt op af hende, og lavede en dyb lyd fra struben. Hun sad der bare, og stirrede på Lockheart, væk fra Nicolas.

Nicolas kunne høre hun mente det den her gang. Han ville ikke være der, hvis hun ikke ville have det. Han rejste sig op og gik hen imod døren uden protest. "Vi ses måske igen en dag." Han tog fat i dørhåndtaget men vendte sig som om imod hende. "Måske vil den Nicolas med minder aldrig elske dig, men det ville jeg godt kunne komme til." Han tog en dyb indånding før han gik ud af døren og lukkede den bag sig. Han stod der et øjeblik med dørhåndtaget holdt nede, så hun ville kunne se han stadig var der, men til sidst slap han og gik ned af gangen og ud. Han håbede hun fulgte efter ham, men han forventede det ikke.

//Er det så slut? //

Hun krøb sammen så snart han var kommet udenfor døren. Hun rystede svagt af en følelse af at være misbrugt og at være efterladt. Hun manglede Sean...
Hun lagde sig på sengen og krøb helt sammen, og begravede hovedet i hendes pude hvor hun ellers bare begyndte at hulke. Hun kunne ikke holde stemmerne i hendes hoved ud længere. Hun ville være i fred, hun ville være alene. Hun ville bare glemme det hele igen, glemme at hun overhovedet havde talt med ham igen. En eller anden måtte kunne gøre det, en eller anden måtte kunne slette de minder...
Men lige nu, var der kun en ting hun kunne få sig selv til... Og det var at have ondt af sig selv og hulke.
Lockheart lagde sig på gulvet, klynkende og utilpas over Danys reaktion.

/det tror jeg. Du må jo sige til hvis du vil have et nyt emne xD //

Nicolas forsatte med at gå da hun ikke kom ud. Han vidste dog ikke hvor han skulle gå hen, han var stadig ikke sikker på hvor han boede. Så han gik bare, mens han forsøgte at finde et sted at tilbringe natten.

//Out. Ja, og i lige måde:)//

/jeg er da frisk på et nyt et med det samme, hvis du er hehe//