You are my only help.. Please just talk to me.. ~Josh~

Det havde været nogle lange dage, og fortvivelsen var ved at gøre hende totalt skør! Alle de løgne, det forfærdelige job. Zero havde nu lige frem gjort hende bange.. Mest fordi hun var kommet forsent for første gang.. Mikayla havde endelig lyst til at finde sin mor, men da Caroline jo ikke anede noget omkring hendes eksitens var Josh nok det tætteste hun kom på en hun ønskede at fortælle alt.. Men hun kendte ham også nok til at vide at han ikke ville blive glad, og hvad hun havde brug for lige nu var en som ville lytte til hvad hun havde at sige.. Selvfølgelig vidste hun godt at Josh var en af dem hun kunne fortælle alt til, faktisk var River den hun havde mest lyst til at tale med. Men frygten for at han totalt skulle rynke på næsen af hende og blive sur den hærgede hende som pesten.
Med en rystende hånd kørte hun den igennem sit mørke hår, hendes øjne var store af frygt og fortvivelse.. Endelig kom der en genkendelig fært og hun sat i løb imod den. Inden Josh nåede at reagere løb hun ind i ham og omfavnede ham hårdt..
"Jeg er så ked af det, undskyld at jeg er sådan en dum møgunge!" Fløj det ud af hende, og faktisk havde hun løst til at kaste op af de ord. For hun havde jo intet gjort galt? Havde hun? Mikayla holdt hovedet ind imod hans favn.. Men hendes pludselige død hærgede hende også.. Alt irriterede hende og valgte at gnave i hende langtsomt og pinefuldt.

Det gjorde meget ondt på ham ved tanken om at han aldrig skulle se hende igen. De sidste ord han overhovedet sagde til hende var at han var skuffet over hendes forelskelse, derefter smækkede han bare døren i og ville ikke se hende før hun var kommet på bedre tanker. Nu fortrød han hver og en handling, så meget at det gjorde så ondt over hele kroppen, det føltes som om nogen stak sine knive igennem ham. De blev ved med at stikke indtil han skreg at de skulle holde op. Desværre for ham ville de aldrig holde op. Mikayla kom aldrig tilbage. Det var lykkedes ham at begive sig ud af palæet uden at vagterne fulgte med, han behøvede noget tid alene og det betød også, at selvom vagterne aldrig sagde noget, så var de stadig en form for selvskab. Et meget kedeligt selvskab med miner så hårdere som sten. Hans ben var tunge som cement da han gik igennem gaderne. Øjnene var nærmest lukkede i, så han lå ikke engang mærke til hvor han gik eller om han gik ind i nogen. Skyldfølelsen gjorde ham blind på hvert et øje, så selvom øjnene var åben ville han ikke være i stand til at se noget af bare skyldfølelse. De blev dog åbnet med et sæt da en varm omfavnelse fra et andet væsen greb sig om hans hofter. Hurtigt kiggede han ned på den ny ankommende og til hans lettelse, overraskelse og glæde var det Mikayla! Han hørte knap nok hvad hun sagde af bare lykke over at se hende i live!! Uden at svare på det hun sagde, greb han sig om hende og svingede hende rundt en enkelt omgang, hvor han derefter stillede hende ned på jorden igen. "Du er i live! Du er virkelig i live! jeg er så ked af at jeg sagde de sidste ord til dig! Åh gud, du er i live!"Han tog hende ind i en varm omfavnelse. Lige nu var alt skubbet væk, det eneste han kunne tænke på var Mikayla og det at hun stod foran ham.

Glæden ved at han smilede da han så hende gjorde hende varm om hjertet! Et lille grin kom på de fortvivlede og bange læber, samt hendes øjne fik en helt anden glød.
"Ja jeg overlevede, jeg er ikke sikker på hvordan.. Men jeg var død, og vågnede igen.. Jeg er lidt panikslagen og skræmt.. Men ja.. jeg er her stadigvæk.." Mikayla var stadigvæk lettere forvirret.. "Men jeg har virkelig brug for at tale med nogle, og lige meget hvor vred du bliver.. Så er jeg nød til det.." Dette omhandlede jo ikke River, men hendes lille job.. Hun var faktisk lidt bange for Zero nu.. Efter det som skete sidste gang.. Mikaylas øjne blev atter alvorlige og lidt bange igen, hvis Josh kiggede efter ville han sagtens kunne se det tydeligt faktisk. Det kom helt an på hvor godt han kendte hende, og han kendte hende jo fakitsk udemærket. "Og jeg lover det ikke omhandler River overhovedet, måske 10% men det ikke hovedemnet." Slut med løgne hun kunne jo ligeså godt bare kaste sig ud i det.. Mikayla tog en lidt dyb indånding og pustede forsigtigt ud, musklerne ville ikke slappe af lige meget hvor meget hun prøvede at få dem til det.. Det var nærmest umuligt for hende.. Mikayla nikkede over imod en bænk som at de kunne sætte sig derover.. Hvis han nu altså ville tale med hende..

Selvfølgelig ville han snakke med hende! Han havde været så såret over at høre den unge Melissa var død, at han i flere dage næsten ikke kunne koncentrerer sig om det rådet spurgte ham om, hvilket de havde fundet meget irriterende. Heldigvis havde det lykkedes ham at komme på andre tanker til sidst, selvom det havde gjort ondt som bare pokker! Pludselig kom han i tanke om Caroline, hun vidste intet om at Mikayla eksisterede i denne verden, hun troede for alvor at hendes datter var forsvundet for evigt. Svagt bed han sig i underlæben, det måtte gøre forfærdeligt ondt på Care, eller det vidste han at det gjorde! Men, ville det måske blive bedre hvis hun vidste at Mikayla eksisterede? Det havde da hjulpet en smule på Jacob at vide at han stadig var her selvom den unge var væk. Det måtte han spørge hende om senere, lige nu skulle hun have lov til at komme af med den frygt der nærede inde i hende, og som han kunne mærke igennem sin egen takket være hans evne. Han satte sig ved siden af hende på bænken, kiggede på hende og veg ikke fra hende. Lykken over at se hende igen var ikke til at beskrive. Hun var i live. Den dejlige niece var i live!
"Lad mig høre det hele fra starten Miky, bare tag det stille og roligt, der sker dig intet og jeg lover at jeg ikke dømmer dig på nogen måde!" hans stemme var rolig og mild. Forsigtigt lagde han en hånd på hendes, lod hans beroligende aura gå ind i kroppen på hende, lige som varme fra en kakkelovn ville gøre det.

Den varme aura omfavnede hendes krop og beroligede hende en smule, bare en smule i det mindste. Det var stadigvæk meget rart..
"Altså jeg har ikke fortalt nogle den rigtige historie, og derved er jeg også kommet på spanden. Ser du da jeg kom hertil havde jeg meget brug for penge og et sted at sove, så der var denne klub ejer som tilbød mig en god pris for at være hans personlige servitrice og... stripper. Jeg sagde ja for pengenes skyld ikke for andet.. Jeg var væk et par dage, og da jeg kom tilbage så ja straffede ham mig ligesom lidt.. meget.." Sagde hun stille og holdt en stille pause.. Hun var lidt nervøs for Josh' reaktion.. "Han piskede mig, og forfremmede mig til hans nøgne stripper. Og jo jeg vil gerne sige op men han sagde hvis jeg sagde op eller aldrig kom tilbage så.. Vil han dræbe Angela. Jeg ved ikke om du kender hende men det gør jeg, og hun er også en del af min familie.. Ihvertfald i fremtiden.. Og jeg vil ikke have nogle til at komme til skade under min bekostning... Hvad skal jeg gøre?.." Spurgte hun og klemte en enkelt tårer ud.. Hun kiggede Josh i øjnene, tydeligt hun havde brug for et meget visdomsfuld råd fra hendes 'kloge' onkel.

Sikke noget hun havde rodet sig ud i, det var ikke nemt at sluge det hele på en gang i hvert fald, så han forsøgte at få det hele til at passe så godt han nu kunne oppe i sit hoved. For det første var hun stripper og servitrice, men kun for at tjene penge til overlevelse, hvilket bare i orden nok med ham. Altså, sådan nogenlunde, han skulle lige vende sig til tanken, men han regnede heller ikke med at det var noget hun brød sig om, så det skulle han ikke dykke mere ned i nu! Lige nu behøvede hun et godt råd og en at lytte til. Rundt omkring dem begyndte det langsomt at støvregne og luften føltes tung og nærmest kvælende. I en varm omfavnelse lagde han en arm om hende, trak hende ind i en varm omfavnelse og sagde ikke noget, før han var sikker på at hun var faldet bare en smule til ro. En archangel burde afskye dæmoner og vampyrer, men heldigvis havde det lykkedes Josh at beherske det, specielt overfor dem han kendte og holdte af. "For det første, skal du tage det helt roligt Miky," Han hviskede det svagt ned i hendes brune hår. "Jeg kender Angela ja og jeg ved at hun er stærk, alt for stærk til at din chef kan tillade sig at skræmme dig med at han vil skade hende, det er bare ham der ender ude på den tynde is. Du har mange omkring dig til at beskytte dig Mikayla, så jeg syndes du skal blive væk og være i nærheden af dem der kan beskytte dig, eller.. jeg kunne gå med derhen og sige et par ting eller to til den ondsvage chef hmm?" Ved den sidste sætning kunne man nærmest se alvoren i hans øjne, samt den uhyggelig lyst til at skade ham og få ham til at sluge sin ord i sig igen. "Ingen kommer tilskade under din bekostning, de er stærke til at klare sig selv, tro mig,". Han sendte hende et kærligt smil.